MAN OF STEEL: Superman kommer med fred (og masser af ødelæggelse)

Superman er tilbage for fuld smadder og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.

Ja, endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Kal-El aka Supermans hjemplanet Krypton, hvor den kommende superhelt kommer til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.

man of steel 01

Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, særligt når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonseraction, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.

En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.

man of steel 02

Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den netop afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone går igen her og klæder fint universet. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del – der dog er flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan næsten da).

Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig og blandt andet forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – så er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også sin egen medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får et større nærvær i den allerede annoncerede opfølger. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Biografanmeldelse”] Vurdering 4/6:
4_6 - stars
man of steel poster
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Premiere: d. 14. juni 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 143 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]