Anmeldelser

Published on november 13th, 2014 | by Bjarke Friis Kristensen

22

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

Biografanmeldelse: Brad Pitt fik åbenbart ikke nok af at slå nazister ihjel i Inglourious Basterds. Det var han jo også ret god til, så jeg under ham da gerne endnu tur tilbage til 2. Verdenskrig. Og kombinationen af Brad Pitt i en tank og døde nazister er da også en god idé. Desværre indløser David Ayers Fury bare ikke den idé til meget mere end en flot, men også halvkedelig krigsbøvs.

Vi dumper ned i Brad Pitts tank i 1945, hvor han som Sergent Don leder en lille trup an i krigens sidste krampetrækninger. Shia LaBeouf har overskæg, er følsom og min favorit, Logan Lerman er den uskyldige newbie, der selvfølgelig ødelægges af krigen, mens Michael Peña falder igennem sammen med Jon Bernthal, der begge tror, at de er seje og lidt ’crazy’, men bare er irriterende.

fury biograf 02

Bestemt en mere end intens, klaustrofobisk og dramatisk potent præmis for en krigsfilm. Jeg mener, en flok mænd klemt inde i en tank omgivet af krig. Jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den buldrende krigsaction eller følelsesmæssigt engageret i Brad Pitt og resten af gruppens ellers ret dramatiske strabadser bag fjendens linjer i det smadrede Europa.

Det forbliver en noget pulssvag køretur i et nazibefængt Tyskland, da jeg altså ikke rigtigt bekymrer mig for tankens mandskab. Det hele er lidt for forudsigeligt og lidt for unuanceret. Den eneste, vi nærmest ser forandre sig under krigens pres er Logan Lermans karakter, der så selvfølgelig er klichétung. Fra uskyldig bogorm til ødelagt krigsmaskine. Cirka.

fury biograf 01

Men ja, filmens pointer omkring krig er for evigt vigtige. Ja, krigen ødelægger folk, og ja, fjenderne er jo også bare mennesker. Men for at have effekt og gøre mindeværdigt indtryk skal de leveres med støre pondus end tilfældet er her. Men Brad Pitt ser sej ud i en tank og det ser fedt ud, når der bliver skudt et hoved af. Ja, Fury ligner en rigtig krigsfilm. En brutal, blodig og bumlet krig.

Folk får skudt lemmerne af, så blodet sprøjter dybrødt fra kroppene. Alle er beskidte, arrede og slidte – også Brad Piit, der dog stadig er pæn at se på. Men Fury forbliver et vellykket krigsydre, som jeg dog ikke rigtigt påvirkes af eller engageres i. Hverken, når gruppen åbner ild eller kommer op at toppes.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER

Vurdering 3/6:
3_6 - stars
fury poster
Originaltitel: Fury, USA | England | Kina, 2014
Release: d. 13. november 2014
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman, Michael Peña, Jon Bernthal, Jason Isaacs, Scott Eastwood m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: UIP

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑