Indlæg

SILICON VALLEY SÆSON 3: Flere vittige teknologi-eventyr med gutterne i Silicon Valley



Humoristisk serie på Blu-ray: Den amerikanske morsomme komedieserie Silicon Valley kørte første gang over skærmen tilbage i 2014. Nu er tredje sæson netop udkommet på Blu-ray og byder på hele 10 friske afsnit om gutterne, der grundlagde en startup-virksomhed i Silicon Valley, naturligvis.

Det betyder, at det atter engang er tid til vittige replikker, svære problematikker og gode grin. I denne tredje sæson af den Emmy-belønnede serie kommer der en ny og noget hård direktør på banen hos Pied Piper.

silicon-valley season 3 01

Så nu må Richard Hendricks og de andre kloge gutter i firmaet forsøge at komme på en måde, hvorpå de kan finde ikke alene en balancere, men også og ikke mindst vinde kampen mellem på den ene side kreativitet og på den anden side en higen efter den rene profit.

Og nej, det går naturligvis ikke stille af sig, når de skarpe og satiriske eskapader flyver morsomt over skærmen med det fine hold tilbage i sadlen med Thomas Middleditch, T. J. Miller og Josh Brener, Martin Starr samt Kumail Nanjiani.

silicon-valley season 3 02

Med andre ord kan du godt glæde dig til forsat at følge disse gutters teknologi-eventyr i Silicon Valley, hvor kampen for at holde sig ovenvande og for evigt innovativ kan være hård. Hvis du således som mange andre har forelsket dig i komedieserien, kan du glæde dig over, at der venter en ny og fjerde sæson lige om hjørnet.

Men inden da, så bør du da lige få bestilt din imaginære flybillet og tage et smut til Silicon Valley, hvor der venter både fjollerier, skarpt skåret dialog og et veloplagt cast i en verden af teknologi, hvor nørderne her kommer på banen på en morsom måde.



- Silicon Valley sæson 3 udkommer den 20. april 2017.


silicon-valley season 3 cover

BALLERS SÆSON 2: Dwayne ‘The Rock’ Johnson og Rob Corddry er tilbage med mere komediedrama

Tv-serie på flot Blu-ray: Uanset om man vil det eller ej, så er den tidligere wrestler ‘The Rock’ aka Dwayne Johnson at finde blandt Hollywoods største stjerner. Nu indtager han ikke alene det store lærred i den ene svulstige actionfilm efter den anden, men også dit fjernsyn med komediedrama-serien Ballers fra altid pålidelige HBO, hvor anden sæson nu er udkommet på Blu-ray.

Med sæson to kommer man længere ind i den overdådige og yderst pengetunge verden i amerikansk fodbold. Her jongleres med store summer af dollars, mens man igen følger den pensionerede NFL-superstjerne, der nu erhverver sig som den økonomiansvarlige Spencer Strasmore. I denne ombæring kommer han til at stå toe-to-toe med den store player Andre Allen, som spilles af ingen ringere end Andy Garcia.

Ballers season 2 02

Så nu gælder det altså om at finde det tunge skyts frem for at sikre sig at blive på toppen med flest penge i lommerne. Det komedietunge drama foldes således skarpt, vittigt med ganske medrivende ud over sæsonens 10 episoder, der leverer serieunderholdning i 4 timer og 50 minutter. Og hvis du er sulten efter mere, så kan du glæde dig over, at serien er blevet fornyet med en tredje sæson.

Ja, det er muligt, at det er Dwayne ‘The Rock’ Johnson i rollen som den velklædte Spencer Strasmore, som er den helt store stjerne i serien (og i verden), men det er for mit vedkommende den personlige favorit Rob Corddry i rollen som den småkejtede Joe Krutel, der lokker mig ind i det farverige univers fyldt med penge, store planer og endnu flere penge. God fornøjelse.

Ballers season 2 01

Blu-ray – billede, lyd og ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen er en teknisk fornøjelse med sit skarpe, farvemættede og klare billede, mens lydsporet ligeledes spiller rigtig godt med velbalancerede niveauer og god dynamik i de vittige replikker og øvrige elementer. Herudover medfølger der også en helt fin portion ekstramaterie, du kan dykke ned i, når du har set sæsonens 10 episoder til ende.

Du kan således få et dybere indblik i serien, da du kan se hver af sæsonens 10 afsnit med den såkaldte “Inside the Episode”-feature. Her bliver du beriget med diverse interviews med både castet, blandt andre Dwayne ‘The Rock’ Johnson, executive producer med mere.

Ballers sæson 2 udkommer på Blu-ray og dvd den 23. marts 2017.
Ballers season 2 cover

THE ACCOUNTANT: Ben Affleck leverer underspillet actionthriller i fremragende 4K Ultra HD

4K Ultra HD + Blu-ray: Ben Affleck indtager den lavmælte hovedrolle i den underspillede actionthriller The Accountant. Den er nu udkommet på det yderst lækre 4K Ultra HD-format, hvor Ben Afflecks brutale og hjernevridende eskapader gengives med et yderst skarpt og upåklageligt billede samt en dynamisk og medrivende lydside, der leverer både intense skudsalver og skarpe replikker velbalanceret og klart. Med 4K-udgivelsen følger også en solid Blu-ray med filmen.

I filmen følger man den fåmælte revisor Christian Wolff, der er nærmest overnaturligt dygtig til at jonglere med ikke alene tal, men overraskende nok også tunge automatvåben og brutale bad guys.  Han lever således et farligt dobbelt liv, hvor han ud ad til lever et stille liv som revisor for små lokale forretningsdrivende, men i skyggerne hjælper han yderst hårdkogte og kriminelle organisationerne.

The Accountant blu-ray 01

Snart bliver hans dobbeltliv kun farligere, for lovens lange arm er på nakkken af ham, så nu skal Christian Wolff ikke alene tage sig af at opretholde revisorfacaden, holde den kriminelle underverden i skak, men altså også tumle ekstra meget med ikke, at hans kriminelle virke ikke bliver afsløret. Men ikke alt er, hvad det lige ser ud til – for snart sniger fortiden sig ind på ham.

Ben Affleck gør god figur som en ordknappe Chritian Wolff, både når han knuser tal og når han hiver sit automatvåben frem. Anna Kendrick er det yderst søde og en smule naive sidekick, mens man blandt andre roller finder J. K. Simmons, Jon Bernthal, Jeffrey Tambor og en personlig favorit i  John Lithgow. Ja, tag du roligt en tur med The Accountant i det fremragende 4K HD Ultra-format, der leverer denne underspille actionthriller helt upåklageligt.

The Accountant blu-ray 02

4k Ultra HD + Blu-ray, billede, lyd og ekstramateriale:
Den tekniske side af denne 4K Ultra HD-ugivelse er ganske enkelt en fornøjelse at se på og lytte til. Billedsiden står velbalanceret, med solid kontrast og indtagende detaljegrad, mens lydsporet er medrivende, dynamisk og med indtagende niveauer. Udgivelsen kommer også med filmen på Blu-ray og det er på denne skive, at man finder ekstramateriale.

Med ekstramaterialet får man et indblik i Ben Afflecks mutte karakter Christian Wolff, videre til et kig på, hvorledes Wolffs unikke evner udi matematik og tak påvirker hans øvrige adfærd, mens man slutteligt ser nærmere på filmens action, her med blandt andet fokus på stunts, våben og træningen bag filmens medrivende og rå actionscener.

The Accountant udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 23. marts 2017.
The Accountant 4K Blu-ray cover

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

Blu-ray-anmeldelse: Jeg er ikke som sådan en die hard Star Wars-fan, meeen… jeg elsker universet og filmene (primært de tre originale, that is). Ja, jeg kunne også virkeligt godt lide The Force Awakens – og jeg så bestemt frem til et gensyn med Rogue One, der nu lander på en 2-disc-Blu-ray-udgivelse.

For jeg så bestemt frem til Rogue One: A Star Wars Story. Blandt andet fordi, det er en prequel og stand alone-film, der således introducerer en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. For hvor ville universet nu tages hen?

rogue-one-a-star-wars-story-02© 2016 Lucasfilm Ltd. All Rights Reserved.

Lad mig da bare med det samme afsløre, at jeg er begejstret for denne nye omgang stjernekrig. En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af universet end hidtil set på film. Og det fungerer med både tung regn og dystre settings.

Nå ja, der er godt nok også lige den der palmefyldte sandstrand, der lægger krop til en medrivende krigsscene med både store eksplosioner og store Imperial Walkers. Det fungerer så absolut også i al sin krigshektiske iscenesættelse.

Men hvad handler filmen – der essentielt er en krigsfilm – så egentlig om? Jo , det er kort fortalt historien om en gruppe rebeller, der står sammen på en yderst farefuld mission om at få fat på planerne til Dødsstjernen. For herved at finde frem til, hvorledes masseødelæggelsesvåbenet kan destrueres.

rogue-one-a-star-wars-story-03© 2016 Lucasfilm Ltd. All Rights Reserved.

I front finder man Felicity Jones og Diego Luna som henholdsvis den stålsatte Jyn Erso og den handlekraftige Cassian Andor. En spændende duo med en god dynamik. De bakkes op af Alan Tudyk som den rationelle robot K-2SO, der ligeledes står for fint underspillede comic relief-momenter.

På antagonistsiden finder men blandt andre en herligt ond og slesk Ben Mendelsohn, mens Mads Mikkelsen gør god figur som den tvetydige Galen Erso. Og så er selveste Darth Vader også tilbage i en mindre, men dog ærefrygtindgydende og afgørende rolle.

Endvidere er der en række bikarakterer, der desværre ikke alle rammer lige rent ind, men som i det mindste tilsammen udgør fin broget flok, hvor man føler, at der er levet liv bag deres brugte ydre og slidte tøj.

rogue-one-a-star-wars-story-04© 2016 Lucasfilm Ltd. All Rights Reserved.

Det er altså lykkedes den relativt uprøvede instruktør Gareth Edwards – der har low budget monsterfilmen Monsters samt big budget monsterfilmen Godzilla under bæltet – at bringe Star Wars-universet medrivende til live i en mere rå og brutal version.

Det klæder bestemt stjernekrigen, der er intens, mens ’on a mission’-plottet fint skubber sig engagerende frem gennem galaksen. Fra planet til planet. Fra rebellernes undertippede hold til det onde imperiums magtfulde tinder.

Så selvom historien af og til vakler lidt og ikke alle karakterer er lige velafstemt leveret, så er universet med blandt andet sine flotte, eventyrlige og detaljerede locations i en fjern galakse langt væk hele vejen medrivende at være en del af.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmen gør sig desuden forrygende på Blu-ray. Billedet står veldefineret, klart og med god kontrast, mens det dynamiske lydspor er medrivende og med velbalancerede niveauer. Hertil kommer en virkelig fin omgang ekstramateriale på denne 2-disc-udgivelse, hvor man blandt andet kan dykke ned universets forskellige historier – fra druider videre til rebellen Jyn og flere af filmens karakterer samt emperiet. Man får også indblik i filmens look samt filmens forbindelser ud i Star Wars-universet. Rent guf og en virkelig solid og forførende udgivelse.

Rogue One – A Star Wars Story får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

Rogue One – A Star Wars Story udkommer den 10. april 2017.

rogue one blu-ray cover

[tabgroup][tab title=”Rogue One – A Star Wars Story | Blu-ray”]
Titel: Rogue One – A Star Wars Story, 2016
Release: den 10. april 2017
Instruktion: Gareth Edwards
Medvirkende: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Donnie Yen, Alan Tudyk, Riz Ahmed, Jiang Wen, Forest Whitaker, Mads Mikkelsen m.fl.
Spilletid: 135 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

‘Fantastic Beasts and Where to Find Them’ er fyldt med fantasidyr i fejende flot 4K Ultra HD

4K Ultra HD + Blu-ray: Lige som du troede, at der ikke kunne klemmes mere ud af Harry Potter-franchisen lander Fantastic Beasts and Where to Find Them – og tak for det det. Nu er denne forhistorie til de velkendte Potter-eventyr landet på det forrygende flotte 4K Ultra HD-format, hvor det veloplagte, fortryllende flotte og medrivende univers af magi og fantasidyr aldrig har set bedre ud, mens også det dynamiske lydspor er både medrivende og engagerende. Helt forrygende!

Filmen er som bogforlægget skrevet af Potter-forfatterinden J.K. Rowling – og forude venter fire film mere. Denne første i rækken udspiller sig i tiden før den velkendte Potter-serie – nemlig i New York anno 1926. Her ankommer forfatter og troldmand Newt Scamander i sin jagt på fantastiske skabninger til sin bog. Den bog som Harry Potter læser mange år senere.

fantastiske-skabninger-biograf-01

Uheldigvis slipper nogle af disse fantasifulde væsner løs – og så er den kejtede troldmænd på den, da menneskene intet må vide om den magiske verden, som eller befinder sig lige for næsen af dem. Samtidig lurer mørke kræfter i kulissen, der truer ikke kun troldmændenes verden, men også menneskenes. Således får Newt rodet sig ind i et vildt ridt mellem eventyrlige dyr og mørke kræfter.

Eddie Redmayne indtager med sær charme og introvert mine rollen som Newt. Som sidekick finder man Katherine Waterston som den søde heks Goldstein og Alison Sudol som hendes flirtende tankelæser-søster. Dan Fogler balancerer fint at være comic relief i form af det buttede menneske Jacob Kowalski, som ved et uheld forvilder sig ind i magiens verden, hvor han slet ikke hører hjemme.

fantastiske-skabninger-biograf-02

David Yates, der instruerede de fire sidste Harry Potter-film, sidder i instruktørstolen – som han også gør på de kommende film i serien. Ja, universet er i sikre hænder, og man mærker da også en genkendelsens glæde ved at træde ind i filmens univers, der fortryller mig med sin sirlige detaljegrad og fantastiske skabninger, der boltrer sig medrivende i New Yorks gader.

For det er i høj grad selve universet med sine trylleformularer og sære dyr, der for mit vedkommende bærer filmen, da historien i sig selv ikke er den mest ophidsende. Flere af karakterer kommer heller ikke just helt til deres ret, men kridtes mest af alt op til fremtidige eventyr. Men fred med det, for jeg ser frem til flere eventyr efter denne flotte og ganske medrivende appetitvækker

Super flot 4K Ultra HD-udgivelse med Blu-ray og fint ekstramateriale:
Denne forrygende flotte og yderst vellydende 4K Ultra HD-udgivelse gengiver eventyret helt vildt godt med sirlige detaljegrad og en medrivende lydside. Hertil kommer over en times ekstramateriale, der giver et indblik i filmens univers og tilblivelse, blandt andet med kig på karaktererne og deres baggrundshistorier videre til filmens locations samt Newt, slettede scener og meget mere.

Fantastic Beasts and Where to Find Them udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD + Blu-ray den 30. marts 2017.

fantastiske-skabninger-cove

CHRISTINE: Gribende og biografisk drama med Rebecca Hall

Biografisk drama på Blu-ray: Der kan være noget grundlæggende fascinerende ved virkelige historier, der filmatiseres. Sådan er det med Christine, som er et biografisk drama fra 2016 med Rebecca Hall i den altoverskyggende hovedrolle som nyhedsreporteren Christine Chubbuck, der kæmper med både depression og ligeledes professionelle frustrationer over sit forsøg på at klatre op af karrierestigen på sit arbejde.

Og ja, uden at spoile noget, så er filmen den chokerende fortælling om journalisten Christine, der tilbage i 1974 chokerede verden ved at begå selvmord på direkte tv, som det beskrives på Blu-ray-udgivelsens cover. En både gribende og sørgelig historie om en kvinde i dybe eksistentielle problemer, der i sin utrættelige kamp efter at blive nyhedsvært på en lokal tv-station ender i et stort sort og depressivt hul, hun desværre ikke kan kravle op ad.

Christine Blu-ray 01

Det er med andre ord en film om en kvinde, der mister sin vej her i livet og ender med at tage det mest fatale valg af dem alle. Og vi er med hende på derouten hele vejen. Fra konstante skænderier med chefen, hendes usikkerhed samt et problematisk privatliv og videre til ulykkelig kærlighed. Og Rebecca Hall bærer det hele isnende godt hjem, mens man blandt andre også finder Michael C. Hall i en af de øvrige hovedroller.

Filmen gør sig desuden rigtig godt på Blu-ray, hvor 70’er-æstetikken gengives både klart, veldefineret med solid kontrast og farvemættede billeder. Lydsiden spiller også overbevisende med klare og veldefinerede niveauer og fine panoreringer. Desværre indeholder udgivelsen Blu-ray-udgivelsen kun slettede scener som ekstramateriale. Det kunne ellers have været interessant at dykke videre ned i den virkelige historie bag filmen.

Christine udkommer på Blu-ray den 27. marts 2017.
Christine blu-ray cover

DOCTOR STRANGE: Karismatiske Benedict Cumberbatch i syretrippende superheltegilde

Blu-ray-anmeldelse: Så skal vi igen. Endnu en superhelt i Marvels fortsat voksende univers skal introduceres. Og ja, jeg har glædet mig til at mødet med magikeren Doctor Strange – blandt andet fordi, at det er Benedict Cumberbatch, der i titelrollen står for at bringe nyt blod til superhelteholdet. Nu er filmen så landet på Blu-ray.

Desværre er Doctor Strange bare ikke særligt ’strange’, men leverer en ganske generisk oprindelseshistorie om den selvglade kirurg Stephen Strange, der bliver til troldmanden Doctor Strange. For da han under en ulykke skader sine hænder og hermed sin karriere og sit liv, opsøger han nu magiens helende verden, da lægekunsten ikke kan hjælpe ham.

doctor-strange-biograf-01©2016 Disney

Ja, det er her, at den arrogante kirurg finder sig selv og ligeledes lærer uselvisk at hjælpe andre – med hjælp fra en herligt creepy og skaldet Tilda Swinton. Han skal naturligvis også lære sine nye trolddomskræfter at kende i mødet med en ond og desværre ret kedelig skurk, der spilles med mut intensitet af Mads Mikkelsen med vild discokugle-inspireret øjenmakeup.

Nå ja, der er også romantisk modspil i Rachel McAdams som sød kollega samt et cool sidekick i Chiwetel Ejiofor. De forbliver dog halvkedelige statister mod hovedattraktion: Doctor Strange og filmens vilde effekter! For selve historien og karaktererne er ikke just videre ophidsende. Det er en skam, for Benedict Cumberbatch har både nærvær og karisma som Stephen Strange. Men fortællingen løfter sig aldrig rigtigt og spændingen udebliver.

doctor-strange-biograf-03©2016 Disney

Filmen vil blandt andet nå for meget på for kort tid. Plottet skubbes således hektisk frem, hvilket desværre også efterlader den dramatiske tyngde og det karaktermæssige engagement noget fladt på gulvet. Jeg tror ganske enkelt ikke rigtigt på forvandlingen af mennesket Stephen Strange til den magiske Doctor Strange.

Filmen byder dog trods alt på medrivende og ganske overrumplende superhelte-underholdning, når først magien ruller sig ud i spektakulære scener. Her med svimlende ud-af-kroppen-mindfucks, når Stephen møder magiens verden og sit eget indre, videre til vilde actionscener, hvor verden bogstaveligtalt slår knuder på bygninger Inception style. Vildt!

doctor-strange-biograf-02©2016 Disney

Doctor Strange er altså ok underholdende med sine syretrippende actionscener og en karismatisk Benedict Cumberbatch. Humoren rammer både plet og helt ved siden af, men historien bliver aldrig for alvor spændende, og Mads Mikkelsens skurk er forglemmelig. Nu har han som resten af karaktergalleriet heller ikke meget at arbejde med, hvor det kun for alvor er Doctor Strange, der løfter gildet.

Blu-ray-udgivelsen er dog hele vejen en sand fornøjelse med sit veldefinerede, klare og farvemættede billede samt et dynamisk og medrivende lydspor, der fornemt matcher de fortryllende kampscener. Der medfølger desuden en solid omgang ekstramateriale, hvor man finder en række featuretter, der giver et fint indblik i diverse aspekter af filmens tilblivelse. Herudover er der blandt andet også både slettede og forlængede scener videre til spas fra settet samt et kommentarspor med filmens instruktør.

Doctor Strange udkommer på dvd og Blu-ray den 16. marts 2017.
Doctor strange blu-ray cover[tabgroup][tab title=”Doctor Strange | Biografanmeldelse”]
Titel: Doctor Strange, 2016
Udgivelse: den 16. marts 2017
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Chiwetel Ejiofor, Rachel McAdams, Michael Stuhlbarg, Mads Mikkelsen, Tilda Swinton m.fl.
Spilletid: 1 time 50 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

JUSTICE LEAGUE DARK: Dystre helte i kamp mod ondskaben

Heltemodig Blu-ray: Hvis du som jeg også er helt vild med det skønne og dystre DC-univers med de mange både mystiske, seje og fascinerende karakterer, så er der altså ingen vej uden om den animerede film Justice League Dark. For her samles nogle af de mest awesome karakterer nemlig for at bekæmpe ondskaben, der har gjort sit indtog i både Metropolis og Gotham City.

For verden over panikker mennesker, da de pludselig begynder at se folk omkring dem som dæmoniske monstre. Således bryder myrderier på uskyldige ud – inden det handlekraftige Justice League når at rykke ud. Heldigvis er holdet af helte og antihelte dog snart på den mystiske og grumme sag af drab, hvor de finder frem til, at der må være overjordiske kræfter på spil.

Justice-League-Dark-01

På holdet af helte i Justice League finder man naturligvis den kappeklædte hævner Batman videre til den okkulte detektiv John Constantine, magikeren Zatanna og den mystiske Deadman, Etrigan the Demon samt den store Swamp Thing. Så absolut et umage team, men ikke desto mindre må jeg sige, at de med hver deres unikke evner er de helt rigtige til at bekæmpe den overnaturlige ondskab, der har indfundet sig i denne film.

Filmen ser virkeligt godt ud på Blu-ray med klare farver og et veldefineret billede, mens den ligeledes også lyder forrygende. Herudover indeholder udgivelsen også en solid omgang ekstramateriale, der blandt andet giver et kig på karaktererne Swamp Thing, John Constantine og Deadman videre til interview med folkene bag filmen samt ekstra tegnefilm med mere.

Justice-League-Dark-02

Justice League Dark er ude på dvd og Blu-ray den 16. marts.

Justice-League-Dark-cover

TROLLS: De søde, små og farverige trolde kommer!

Farverig Blu-ray: Pressematerialet for Trolls lover ”Krammere, kærlighed og masser af farverigt spas” – og ja, det er lige præcis, hvad du får med animationsfilmen, som DreamWorks står bag. Det er de samme folk, der også har beriget verden med filmene om Shrek videre til Kung Fu Panda-filmene samt de to How to Train Your Dragon-film og Madagascar-franchisen.

Så ja, med andre ord, ved DreamWorks altså godt, hvad de laver – og det kan ses. For det er et skønt, syret og kulørt univers af skæve, skøre og skønne figurer, man møder i den nyeste film fra DreamWorks, hvor de små Trolls vælter lystigt og morsomt rundt. Og ja, filmen er naturligvis baseret på de der velkendte troldedukker med det farverige hår.

Trolls---Still---01

Ja, hvem skulle da have noget imod de disse charmerende, syngende og dansende trolde? Det er der desværre for dem, nogle der har. Så de små trolde er således på den, da deres landsby er under angreb af de såkaldte Borkere, der æder de små og søde trolde, da det er det eneste, der kan gøre de ellers konstant ulykkelige Borkere glade.

Filmen kan ses med både danske og engelske stemmer – og det er bestemt nogle prominente originalstemmer, man finder. Her kan man lægge ører til blandt andre evigt søde Anna Kendrick og Zooey Deschanel samt cool , Justin Timberlake og Russell Brand videre til morsomme James Corden, men også Gwen Stefanis stemme dukker op.

Trolls---Still---02

Blu-ray-udgivelsen er en sand fornøjelse at se filmen på, da billedet i den grad står klart, veldefineret og farverigt. Sådan! Men også lydsporet spiller tydeligt, dynamisk og klart. Desuden finder man lidt ekstramateriale, hvor man blandt andet kan kaste sig over slettede scener samt et kig på troldenes landsby og deres magi med mere.

Trolls udkommer på dvd og Blu-ray den 16. Marts 2017.

Trolls-Blu-ray-cover

OUIJA: ORIGIN OF EVIL: Det dæmoniske spil er tilbage

En gysende Blu-ray: Så kan du godt finde en pude frem, for du kommer til at ville have noget at gemme dig bag, når først denne gyser-prequel til den gysende uhyggelige Ouija fra 2014 folder sig skræmmende ud. For med Ouija: Origin of Evil venter der nemlig endnu mere uhyggeligt gys med det famøse Ouija-brætspil, der hidkalder alverdens onde gespenster. Ja, for som du nok har gættet er det også tilfældet denne gang, hvor vi kommer med tilbage til 1967.

For jer i Los Angeles anno 1967 har en enke og hendes to døtre nemlig en god forretning kørende med fup-seancer for sørgende efterladte. Men naturligvis bliver deres fupnummer snart til virkelighed, da Oiija-brættet er den ægte vare og hermed får de nemlig uheldigvis inviteret en rigtig og meget ond ånd ind i deres hjem, som besætter den yngste datter. Så nu må den lille familie gøre, hvad de kan for at redde hende og sende den onde ånd tilbage til, hvor den kom fra.

Ouija Origin of Evil blu-ray 01

Der er noget grundlæggende skræmmende ved ånde ånder og ikke mindst besatte børn. Det synes jeg i hvert fald, og derfor lykkedes det da også ganske godt for filmen at fange med med en række ganske isnende klamme optrin i familiens store mørke hus. Her med både sin del af jump scares, men også den mere underspillede uhygge. En fin lille gyser.

De uhyggelige løjer gør sig rigtig godt på Blu-ray, hvor filmens ellers mange mørke scener står farvemættet, med solid kontrast og indtage detaljegrad. Det dynamiske lydspor lægger fint til med uhyggen med sine medrivende panoreringer og velbalancerede niveauer. Udgivelsen byder også på en omgang ekstramaterialet med en række slettede scener, en the making of samt et kommentarspor med instruktør, medforfatter og klipper Mike Flanagan.

Ouija: Origin of Evil udkommer på Blu-ray den 6. marts 2017.
Ouija Origin of Evil blu-ray cover