Indlæg

BLODIG WEEKEND 2014: Amish-slasher, besøg af en legende og sjasket giftaffaldsklassiker

Blodig Weekend 2014: Genrefilmsfestivalen Blodig Weekend åbnede i torsdags med verdenspremieren på Christian E. Christiansens nyeste film, den amerikanske amish-og-teen-slasher Devil’s Hand. Instruktøren introducerede filmen med en ærlig q&a om blandt andet sin kærlighed til genren og erfaringer med, at Hollywood klipper personligheden ud hans film.

Her i landet er han nok mest kendt for Lev stærkt og Råzone. Nå ja, og det der thriller-flop, vi ikke taler om (host, ID:A). I USA har han dyrket horrorgenren med hans økonomisk succesfulde, men på alle andre måder meget lidt succesfulde gys The Roommate. Med Devil’s Hand er han nu hjemvendt med endnu et gys, der heldigvis en langt bedre end The Roommate (ikke at det siger så meget).

christian Blodig Weekend 2014Christian E. Christiansen i q&a før sin amish-slasher Devil’s Hand

Men Christian E. Christiansen ved, hvad det er, han laver – nemlig letbenet popcornsunderholdning. Og det leverer denne velpacede, klichéfulde og sine steder fint stemningsfulde gyser, der foregår i et lille Amish-samfund. Her nærmer en profeti sin opfyldelse og hermed djævelens komme, hvilket involverer en flok piger (der alle selvfølgelig er meget pæne). De må derfor forsøge at overleve en mystisk morder, der hærger i det religiøse samfund.

Nej, den er på ingen måde original. Men hul i det. Filmen fungerer nemlig på sine egne, letbenede præmisser og kommer fint i mål som det den er. En middelmådig slasher, der dog ikke er uhyggelig, men bestemt ok underholdende. Her trækker et par groteske – om end ublodige – drab op, sammen med solide præstationer fra blandt andet en olm Colm Meaney som fanatisk præst.

devils hand Blodig Weekend 2014En kysk pige, der helt sikkert dør i Devil’s Hand

Modsat torsdagens kun ene visning, var der fem film at kaste sig over om fredagen, plus en live-opførsel af udvalgte scener fra The Toxic Avenger, der ligeledes blev vist på 35 mm om aftenen (fuck yeah). En dag med både home invasion-gys (The Torment), science fiction-action (The Anormaly), varulvegru (Late Phases) og ja, den snaskede klassiker The Toxic Avenger fra 1984.

Jeg fik kun set The Toxic Avenger – et tidligt højdepunkt på festivalen, og et højdepunkt for mig i 2014. For det var selv sagt en fornøjelse at gense 80’er-sjaskeren i en fyldt sal med et engageret publikum, der også kom i audiens hos selveste Lloyld Kaudman. Medstifteren af det berygtede filmselskab Troma, der i snart 40 år har produceret den ene smattede film efter den anden, hvor hans The Toxic Avenger fortsat står som pejlemærket. Det forstår jeg godt.

lloyd publikum Blodig Weekend 2014Legenden Lloyld Kaudman filmer og instruerer et tydeligt begejstret publikum før visningen af den forrygende The Toxic Avenger

En forrygende grotesk, snasket og politisk ukorrekt film om en giftaffaldsskabt hævner, der rydder ud i alle slynglerne i det korrupte Tromaville. Legenden Kaufman var veloplagt og som altid i hopla i sin introduktion af filmen og den efterfølgende q&a, der selvfølgelig involverede lumre jokes, men også en ubetinget begejstring for filmmediet. Nå ja, og så fik han den fyldte sal til at danse rundt, så han kunne få skudt materiale til introduktionen på den kommende Blu-ray-udgivelse af The Toxic Avenger 2. I sandhed en legende og en legendarisk aften.

– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs også om mine filmanbefalinger på Blodig Weekend 2014 her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

BLODIG WEEKEND 2014: Genrefilmsfestival er klar med herlig gru, horror og bizarre film

Blodig Weekend 2014: Så kan vi for tredje gang mæske os i grum horror og andre både bizarre og brutale genrefilm. For filmfestivallen Blodig Weekend indtager nemlig biografer i både København og Århus fra den 25.-28. september samt fra den 2.-5. oktober. Ja, hele to weekender bliver det til i år, modsat de to første års ene weekend.

Igen i år er der flere spændende film på programmet, og ja, du kan roligt sætte godt med tid af til at krybe ind i biografmørket for at blive slagtet, kvalt og gnasket i. Nej, der er vel ingen grund til at fortælle, hvor skønt det er at kunne mæske sig i klamme indvolde, blodtørstige vampyrer og vamle kannibaler i hele to weekender.

toxix avenger Blodig Weekend 2014The Toxic Avenger, 1984

Jeg vil her lige komme med et par af de titler, jeg særligt ser frem til, mens du nederst her på siden finder hele programmet. Nå ja, og jeg har fornøjelsen af at skulle introducere franske Alexandre Bustillo og Julien Maurys Aux yeux des vivants aka Among the Living. Yes, jeg kan varmt anbefale filmen – en både stemningsfuld, grum og genrebevidst sag. Det er på lørdag den 27. klokken 21:45 i Cinemateket i København.

Du kan også glæde dig gæsterne på Blodig Weekend. Blandt andet ingen ringere end italienske Ruggero Deodato, der står bag en af mine absolutte favoritter, nemlig Cannibal Holocaust, eller Kannibalmassakren på dansk, fra 1980. Du kan også møde den evigt oplagte Lloyd Kaufman, der grundlagde det berygtede filmstudie Troma, som blandt andet har affødt den forrygende The Toxic Avenger samt Tromeo & Juliet. Dem introducerer han den 26. og 27. september.

among the living Blodig Weekend 2014Among the Living, 2014

Et par anbefalinger fra min hånd
Ja, det giver sig selv, at jeg lige igen gør opmærksom på The Toxic Avenger fra 1984, for det kan kun blive en forrygende oplevelse af se denne sjasker i en forhåbentlig fyldt sal med Lloyd Kaufmans introduktion (26. sept., kl. 19:15, Cinemateket). Og så er der løbet ydert positive ord i forvejen på vampyrkomedien What We Do in the Shadows – den glæder jeg mig i hvert fald til samt selvfølgelig den skelsættende Kannibalmassakren (27. sept., kl. 19:15, Cinemateket).

Forhåbentlig har kannibalerne ikke ædt alle publikummer, for det er herefter, at jeg siger et par ord inden den brutale og skrækfilmselskende Among the Living (kl. 21:45, Cinemateket). Videre vil jeg også pege på antologi-filmen ABCs of Death 2, hvor hele 26 instruktører hver giver deres bud på, hvordan man kan dø, mens det uden tvivl bliver både fjollet og blodigt med Wolfcop.

cannibal holocaust Blodig Weekend 2014Cannibal Holocaust, 1980

Sidste år indtog de tornado-dræbende hajer CinmaxX og de blev modtaget af et engageret publikum. Så selvfølgelig viser Blodig Weekend Sharknado 2: The Second One. Den er helt sikkert lige så dum – men forhåbentlig også underholdende. Og så indtager Elijah Wood (ja, Elijah Wood) teknologi-thrilleren (ja, teknologi-thrilleren) Open Windows, som jeg også ser spændt frem til.

Og så er selve Jordens undergang også på programmet, det er klart. Ja, jeg skal selvfølglig se dommedagsfilmen These Final Hours. Afslutningsvis lige et par hurtige andre titler: Nattevagten med introduktion af Ole Bornedal, vampyrfilmen Chimères, bæver-mæskende-zombie-gru (!!!) med Zombeavers og varulvehorror med Last Phases. Få så købt dine billetter.

what we do in the shadows Blodig Weekend 2014What We Do in the Shadows, 2014

Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Herunder det fulde program for festivalen:

TORSDAG DEN 25. SEPTEMBER 2014
21:30 | THE DEVIL’s HAND – Verdenspremiere! | Cinemateket

FREDAG DEN 26. SEPTEMBER 2014
16:30 | TORMENT | Cinemateket
18.00 | THE TOXIC AVENGER: LIVE READING I ASTA BAR | Cinemateket
19.00 | LET US PREY | Cinemateket
19.15 | THE TOXIC AVENGER | Cinemateket
21.00 | THE ANOMALY | Cinemateket
21.45 | LATE PHASES | Cinemateket

LØRDAG DEN 27. SEPTEMBER 2014
13.00-19.00 | COLLECTORS MARKET – SALG AF MEMORABILIA, PLAKATER M.M. | Cinemateket
14.00 | TROMEO AND JULIET | Cinemateket
16.30 | WHAT WE DO IN THE SHADOWS | Cinemateket
18.00 | ANTOLOGI-GYS I BIO BENJAMIN: Faust 2.0 | Cinemateket
19.00 | CABIN FEVER: PATIENT ZERO | Cinemateket
19.15 | KANNIBAL MASSAKREN / CANNIBAL HOLOCAUST | Cinemateket
21.30 | ZOMBEAVERS | Cinemateket
21.45 | AUX YEUX DES VIVANTS/AMONG THE LIVING | Cinemateket

SØNDAG DEN 28. SEPTEMBER 2014
14.00 | CHIMÈRES | Cinemateket
16.30 | ABCS OF DEATH 2 | Cinemateket
19.00 | WOLFCOP | Cinemateket
19.15 | NATTEVAGTEN | Cinemateket

ONSDAG DEN 1. OKTOBER 2014
21.00 | ENCOUNTERS | CinemaxX KBH

FREDAG DEN 3. OKTOBER 2014
19.00 | Sharknado 2: The Second One | CinemaxX KBH
19.00 | These Final Hours | CinemaxX Aarhus
21.00 | Sharknado 2: The Second One | CinemaxX Aarhus

LØRDAG DEN 4. OKTOBER 2014
19.00 | ZOMBEAVERS | CinemaxX Aarhus
19.00 | THE DEVIL’s HAND | CinemaxX Aarhus
21.30 | Open Windows | Grand Teatret
23.45 | Starry Eyes | Grand Teatret

SØNDAG DEN 5. OKTOBER 2014
17.00 | The Quiet Ones | CinemaxX KBH
17.00 | AUX YEUX DES VIVANTS/AMONG THE LIVING | CinemaxX Aarhus
19.00 | These Final Hours | CinemaxX KBH
19.00 | WHAT WE DO IN THE SHADOWS | CinemaxX Aarhus

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 4: Fra grotesk undergrund til VHS-samleri og tårnhøjt helvede

Så blev det sidste dag på dette års genrefilmsfestival Blodig Weekend. Tiden flyver jo afsted, når blodet flyder. Dagens første film var festivalens eneste dokumentar, nemlig den VHS-hyldende Adjust Your Tracking. Her fik man et skønt, nørdet og underholdende kig ind i kultur af amerikanske VHS-samlere, der overvejende er vilde med skrækfilm eller blot obskure perler, hvilket jo fint går i hånd med festivalen.

Jeg er på ingen måde selv hardcore samler, men jeg har da min del af mere eller mindre sjældne bånd, samt bånd, der bare har en sej titel og et cool cover. Ja, jeg køber stadig bånd, når jeg falder over de rigtige til den rigtige pris – hvilket altså ikke er i nærheden af de uhyrlige summer som nogle af de amerikanske fans er villige til at betale. Du ved, 700 dollars op opefter.

Adjust Your Tracking Blodig Weekend stills

Men jeg kan bestemt relatere til deres begejstring for det gamle format og jagten på båndene – som ofte har det med at befinde sig i snaskede kældre og mugne papkasser. Der er selvfølgelig mange grunde til at folk samler på VHS-bånd. I filmen tales der blandt andet om det nostalgiske aspekt ved båndene, mens en grund også er, at en lang række titler slet ikke er udkommet på andre formater.

Efterfølgende var der en fin Q&A med et par af de største danske samler, Hans-Jørn Reimer and Nils Markvardsen. De havde sjove anekdoter om deres samlinger og deres forhold det gamle format. Tjek desuden den danske Facebook-gruppe for VHS-samlere, Danish Ex-rental VHS Appreciation Group (DEVAG), det er lige her.

Adjust Your Tracking, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Meget fint i tråd men dokumentaren og de snaskede filmtitler, der her blev vist klip fra, var næste visning en vaskeægte omgang no-budget-snask fra den danske undergrund. Den efterhånden berygtede Grotesk var nemlig efter flere års tilløb blevet klart til sin verdenspremiere, hvilket skete i en propfyldt sal i Cinemateket. Filmen blev indledt af en Q&A med bagmændene Peter J. Bonneman og Tue Sprogø samt hovedrolleindehaveren Heine Sørensen. Cool at høre om deres arbejde med filmen.

Plottet, siger du? How about go fuck yourself. Well, nu har et plot sgu heller aldrig skullet komme i vejen for en omgang slibrig sleaze, men lad mig alligevel kort ridse filmens game plan op. Det er noget med en hemmelig rummission, der går galt. En rumfærge, der crasher i Øresund – og noget med radioaktivitet, hvilket der som bekendt altid kommer morderiske mutant-monstre ud af. Således hærger denne øksesvingende monstermand det danske sommerland. That is it. Bum.

Grotesk 02

Næ, mere behøver man ikke for at skabe trashet horror-underholdning. Men hvorfor det hele skal se ud som om, det er filmet med en kartoffel, skal jeg ikke kunne sige – men pyt nu med det. Just bring on the gore, for fuck sake. Og ja, der diskes da også op med skønne old school-splatter-effekter med afhuggede lemmer og smadrede ansigter. Hvilket på det nærmeste er filmens eneste formildende omstændighed.

Men desværre er de blodige løjer bare ikke videre opfindsomme – på nær en scene, hvor en kvindes øje (der stadig kan se), proppes op i hendes røv. Men det er ganske enkelt småt med mindeværdige mord, scener og karakterer. Monstret er dog ret cool med sin muterede mund, der fylder halvdelen af det boblende zombie-fjæs.

Men tempoet er mildest talt ujævnt – og så savner man mere fandenivoldsk energi, hvilket kunne have hjulpet denne grotesk amatøragtige sjasker. Hell, man fornemmer sgu ikke rigtigt, at de har gjort sig umage. På nær effekterne. Løjerne fik dog flere i salen til at juble – men lad mig gætte på, at det primært var folk, der på en eller anden måde havde en relation til filmen. For det er da sikkert ok sjovt at se ens venner blive skudt i smadder, men det er der jo ingen grund til, at også andre horrorfans skal belemres med. Men hey, den ene stjerne er bestemt fyldt med blodig kærlighed.

Grotesk, 1/6:1_6 - stars_LILLE

Næste film var den mexicanske Here Comes the Devil. En rodebutik, der forvilder sig ind i et okkult plot, den langt fra formår at indfri overbevisende. Der kunne ellers være kommet noget godt ud af historien om et forældrepar, hvis børn dukker op efter at have været forsvundet et døgns tid. Der er nemlig sket noget med børnene, der nu nærmest er helt søvngængeragtige.

For hvad er historien egentlig med den mystiske bakke lidt uden for byen, som børnene har været i kontakt med. Hæfter man sig ved filmens titel, får man et praj om, hvilken ondskab der er på spil. Desværre formår filmen aldrig at fastholde eller opbygge nævneværdig stemning.

Here Comes The Devil

Den bliver heller aldrig uhyggelig, selvom der særligt i filmens sidste del forsøges med eery stemning og billige spooks. Skuespillet er heller ikke just imponerende, selvom forældreparret trods alt har et par fine scener sammen og et forfriskende komplekst forhold. Men manuskriptet er langt overvejende uinteressant.

Ja, man ved, at det ikke er helt godt, når rulleteksterne er det bedste ved filmen. En skam, at de ellers potente tematikker som sex, djævle og hævn ikke kom ordentlig op i gear, for filmen synes mest af alt at slæbe sig selv afsted i halvt tempo.

Here Comes the Devil, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Desværre er der heller ikke det store at komme efter med splatterkomedien Fresh Meat – eller splatterkomedie er nok at tage munden for fuld. For selvom denne new zealandske film blandt andet byder på kannibalisme, tortur og et par åbne skudsår, er der langt fra tale gory fun – eller bare ’fun’ i det hele taget.

Fresh Meat

For filmens forkrampede forsøg på at hive grin ud af publikum er mildest talt ikke videre vellykket. Den både platte og sorte humor fejler – du ved, fede mænd i pigeundertøj og lille lystig dans af en gerningsmand, der parterer et lig parteres (off screen, that is). Ja, Tarantino mere end spøger i kulissen, men anstrengelserne virker her forældede og idéerne er uopfindsomme.

Man følger en gruppe kriminelle, der netop har reddet deres partner ud af en fangetransport. De gemmer sig nu hos en tilsyneladende almindelig familie i forstæderne. Magtbalancen skifter dog undervejs, mens der skrues op for larm og rabalder, i stedet for, at man faktisk havde gjort sig umage med det svage og dårligt skrevne manuskript. Kun Temuera Morrison gør i glimt manisk god figur som forbitret patriark. Men bottom line – en blodfattig, flad og umorsom hakkebøf.

Fresh Meat 2/6:2_6 - stars_LILLE

Der er heller ikke nogen stor oplevelse at komme efter med den norske Thale, hvor man kommer en tur op i de mørke, norske skove, hvor rengøringsholdet Leo og Elvis tager sig af et dødsbo. Her gemmer kælderen på en hemmelighed – nemlig en mystisk og mut nøgen kvinde, der måske ikke er helt så menneskelig som hun ser ud.

Desværre er Thale bare en af de der frustrerende filmoplevelser, hvor man aner potentialet til en både spændende og interessant film. Det er dog skide lige meget, at filmen er lavet for en 20’er. Desværre gøres der bare ikke op for den billige produktion med nævneværdig opfindsomhed eller interessante karakterer.

Thale

I stedet får man en ujævn og sløv film, der minder mest om en kortfilm, som er blevet pumpet op til at runde lige på den anden side af 60 minutter – og så er den ”store” finale flad og overstået hurtigere end man kan nå at føle skuffelsen. Nej, filmen får ganske enkelt aldrig luft under vingerne.

Thale, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Heldigvis sluttede festivalen for mit vedkommende af med et veloplagt brag af en film med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower. Den eneste egentlig actionfilm på dette års program og en herlig eksplosiv måde at slutte Blodig Weekend af med.

Det er juleaften og alle er feststemte i den luksuriøse skyskraber Sky Tower. Men en brand bryder ud i den ellers helt paradisiske mastodontbygning, så nu må brave brandfolk forsøge at redde flest mulige ud af den enorme brandfælde. Ja, et simpelt plot afviklet med god tæft for både action, menneskeligt drama og medrivende scener.

tower

Blandt andet er en scene med en kollapsende bro nervepirrende – hvilket kendetegner filmen det meste af vejen. Og så kom der også godt svung på sentimentaliteten, mens der både reddes gravide kvinder, børn og ældre mennesker. Filmen er bestemt heller ikke uden dødelig konsekvens, blandt andet er scenen, hvor en proppet elevator ender omgivet af flammer både klaustrofobisk og ubehagelig.

The Tower, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ja, en ujævn filmdag, men en ubetinget god dag på festivalen, hvor jeg også lige fik hilst på Søren Henrik Jacobsen, der har den fine gyser-blog Skræk og Rædsel (den er her), samt film-entusiast med mere Nicolas Barbano og jeg fik også lige hilst kort på Jack Jensen, der har bloggen En lejemorder ser tilbage (den er her) – han havde for resten også en rolle i Grotesk. Nej, jeg kan sgu ikke vente til næste års omgang Blodig Weekend. Et virkelig godt initiativ og rent guf for os danske horrorfans. Tak for fire forrygende og blodige filmdage.

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anmeldelser fra DAG 1, DAG 2 og DAG 3.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 3: Fra grum tortur til fjollet hajtornado

Dario Argento er en af mine helt store favoritter – i hvert fald hans film fra 70’erne og 80’erne. Derfor er det også virkelig cool, at Blodig Weekend har en af hans film på programmet på festivalens tredje dag – mere bestemt hans anden spillefilm, Cat O’ Nine Tails fra 1971. Et mere tilgængeligt fortalt mordmysterie end eksempelvis hans ekspressionistiske mareridt som Suspiria og Inferno fra 1977 og 1980.

Det gør dog hverken filmen mindre kompleks eller mindre forførende end hans mere kulørte eskapader. For med et stilsikkert greb om det flerlagede og grundlæggende spændende krimiplot fører Argento publikum ind i en verden af usikkerhed, mistro og lyssky personager, mens Ennio Morricone står for det stemningsfulde score.

Cat o nine tales Blodig Weekend stills

Man følger den blinde Franco (Karl Malden), en forhenværende journalist, der får færden af et komplot i forbindelse med mordet på en videnskabsmand. Franco slår sig derfor sammen med den ihærdige journalist Carlo (James Franciscus). Sammen forsøger de nu at komme til bunds i mysteriet inden flere dør – inklusiv dem selv.

De to udgør en både medrivende og mindeværdig duo, mens Francos lille niece Lori (Cinzia De Carolis) bringer fin uskyld ind i det farlige plot. En på mange måder fremragende thriller, eller giallo, som italienerne har døbt denne genre af krimifilm fra 1960’erne og frem – med netop Argento som en af genrens bannerførere.

The Cat O’ Nine Tales, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Med Marina de Vans mørke thriller Dark Touch kom der traumer, ensomhed og underspillede toner af overgreb i spil. Historien er centreret om den fåmælte 11-årige pige Neve (Missy Keating), der overlever en mystisk og brutal massakre på sin familie. Her er dog ikke tale om gerningsmænd i gængs forstand, men en massakre forårsaget af uforklarlige, overnaturlige kræfter.

Neve er den eneste, der overlever og hun flytter nu ind hos et omsorgsfuldt nabopar. Men de mystiske begivenheder synes at forfølge Neve, der er mere involveret i massakren end politiet har øje for. Nej, det er ikke en spoiler at nævne, at filmen har et slægtskab med Brian De Palmas telekinetiske coming of age-klassiker Carrie.

Dark Touch Blodig Weekend stills

For med overnaturlige elementer og familiedrama forenet, får tematikker som barndom, hævn og usikkerhed liv gennem Neves indre konflikter, der manifesterer sig på dødbringende vis, mens omverdenen ser uforstående til. Filmen bliver dog en anelse repetitativ, mens finalen er unødvendig bombastisk. Men med sit formfuldendte univers og velkomponerede billeder en det absolut en smuk oplevelse.

Filmen savner dog en smule nuancer samt mere psykologisk dybe, mens balancen mellem eksplicit gru og dystert drama heller ikke helt lykkedes. Og selvom jeg ikke blev videre følelsesmæssigt involveret i Neves kamp, er det på bundlinjen en ganske fin oplevelse, der kun er med til at forsøge min angst for børn.

Dark Touch, 3/6:3_6 - stars_LILLE

Blodig Weekend byder selvfølgelig også på vampyrer – og de mere sexede af slagsen. For med Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned møder man vampyren Djuna , der falder pladask for forfatteren Paulo. Og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og Paulo forvandlet til vampyr. Bum. Du ved, udødelig kærlighed og den slags – og heldigvis milevidt fra gummivampyrerne i Twilight.

kiss of the damned

Men da Djunas mere løsslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna i følelsernes vold og ikke til at holde styr. Man skal dog ikke hænge sig så meget i det løse plot. Filmen fungerer mere som et karakterstudie og portræt af livet som vampyr, der lever igennem et smukt og stemningsfuldt billedsprog, mens lydsiden sitrer af klassisk musik.

Desværre trækker svage præstationer fra vampyr-trekløveret ned i oplevelsen, hvor forelskelsen mellem Djuna og Paulo heller ikke bliver helt troværdig. Men som en visuelt besværende oplevelse med sanselige vampyrbid, sex og blod, der tør tage sig tid til at fortælle sin historie, klarer Kiss of the Damned skærene, selvom filmen altså ikke fænger helt så meget som den er smuk.

Kiss of the Damned, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Fuck yes, festivalens næste film var en vaskeægte omgang tortur. For filmen, der ellers bærer den børnevenlige titel Daddy’s Little Girl, var bestemt ikke for børn. En brutal hævnfilm lige efter bogen, hvor en far finder frem til gerningsmanden, der slog hans 6-årige datter ihjel. Ja, du gættede rigtigt – farmand finder værktøjskassen frem.

Men inden torturen sætter ind, følger man farens nedtur og hvordan venner og familie håndterer tragedien. Et drama, der fungerer godt, blandt andet fordi Michael Thomson som faren får fat i de rigtige følelser. Desværre går nærværet og et følelsesmæssigt engagement fløjten, når først volden overtager.

daddys little girl 02

For fra at have været sårbar, sympatisk og relatererbar, vender faren på en tallerken, når først han har fastspændt gerningsmanden på sit torturbord. Han mister troværdighed og slår over i at levere kække one-liners, mens der skæres fingre af og trækkes tænder ud på morderen. Filmens ellers alvorlige tone afløses af en sorthumoristisk, hvilket suger noget af luften ud af den ellers grumme tortur-ballon.

For ja, det ér grumt – men desværre ikke grumt nok. Og når torturen ikke har følgeskab af følelser eller karakterer med mere dybde, bliver det også en mindre medrivende omgang hævn at være vidne til. Men hey, man går sgu ikke helt galt i byen med en film, hvor en gut får stukket pigtråd op i røven.

Daddy’s Little Girl, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Dagens sidste film var den meget omtalte Sharknado – en af festivalens tre film, der vises i CinemaxX. Her foldede filmen sig fjollet ud på et stort lærred i en godt fyldt sal med engagerede publikummer – de optimale forhold for en film, der handler om hajer, der suges op i tornadoer og regner ned over Los Angeles, hvor de mæsker sig i sagesløse ofre. Ja, den er god nok – og ja, en af hajerne kløves i to med en motorsav.

Filmen var oprindeligt lavet til TV af selskabet The Asylum, der er berygtet for at lave billige pendanter til Hollywood-blockbusters – du ved, Transmorphers i stedet for Transformers og så videre. Sharknado brillerer således med adskillige håbløse effekter, mens afviklingen af den tåbelig præmis og action-scenerne mildest talt er hjælpeløs. Hollywood-skiltet bliver da også meget symbolsk smadret undervejs.

Sharknado Blodig Weekend stills

Klipningen er jammerlig, skuespillet tvivlsomt og timing i leveringen af one-liners fraværende. Man kan altså ikke andet end at se vantro til, når Ian Ziering leder an i løjerne – ja, Steve Sander fra Beverly Hills 90210. Han spiller helten Fin og leverer sin rolle helt straight – hvilket han faktisk gør overraskende godt, til trods for det jammerlige manuskript. Ja, han har sgu stadig sin del af karisma

Med fred med filmens ubehjælpsomhed, for den skal bare underholde, og det gør den også med jævne mellemrum. Men tempoet halter en smule, den mangler flere opfindsomme scener og mere mindeværdig karakterer. Men Sharknado har en ofte charmerende uskyldighed over sig samt en barnlig logik, der er med til at hjælpe dette train wreck af en katastrofefilm igennem sine katastrofale 86 minutter.

Sharknado, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 2: Fra zombier til kække dræberklovne

I går fredag var anden dag på genrefilmsfestivalens Blodig Weekend (læs mere HER) – og den startede mindre blodig, end den sluttede dagen forinden. For I Declare War rykkede væk fra snasket horrorland og ind i krigsgenren – dog med et cool twist. For man følger her en gruppe børn, der leger krig i en skov, hvor virkeligheden og børnenes fantasi smelter sammen.

Så når de forestiller sig, at de render rundt med rigtige våben, er det også det, man som publikum ser. En spændende måde at gribe børnenes leg an på, der får en ellers uskyldig leg til at gælde liv og død. Der leveres således medrivende krigsscener, mens der fortælles en dynamisk og nuanceret historie om venskab og fjendskab med blandt andet misundelse, magtbalancer og hævntørst i spillet.

i declare war

For selvom det egentlig bare er en gruppe børn, der leger krig i en skov, får dramaet med dette twist ekstra pondus. Nu er her også tale om yderst velspillende børn, der er med til at bevare den brutale illusion hele vejen. Stærkt og vedkommende.

I Declare War 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Med dagens anden film var vi tilbage i horrorland med The Battery, der tager et tilbagelænet, men ikke mindre indtagende favntag med zombiegenren. Her følger man Ben og Micky, der bevæger sig rundt i et postapokalyptisk og mennesketomt New England. De er ikke på vej noget bestemt sted hen, men bevæger sig blot for at overleve.

Filmen har derfor også en løs struktur, hvor det ligeså meget er stemningen og forholdet mellem de to venner, der holder filmen kørende, end et egentligt plot – og det fungerer virkelig godt. Både Adam Cronheim som drømmeren Mickey og den mere praktisk anlagte Ben, spillet af Jeremy Gardner, er veloplagte og nogle, man har lyst til at følge rundt i dette ødeland.

battery 02

Det er desuden Jeremy Gardner, der også har skrevet og instrueret filmen – det er han sluppet mere end heldigt fra. Her udfoldes et troværdigt og fængslende univers, hvor der med fint flair for dramaet smides langsomt stavrende zombier ind de helt rigtige steder. Filmens ofte lange og observerende indstillinger er desuden med til at højne realismen, hvor begivenhederne får lov at udspille sig i realtid foran kameraet.

Jeg blev virkelig grebet af stemning, den improviserende og dokumentariske feel, hvor man aldrig rigtig vidste, hvor filmen ville bevæge sig hen – også fordi hverken Ben eller Mickey ved det. Læg hertil et lækkert soundtrack og en velbalanceret brug af (sort) humor midt i håbløsheden og du har en zombiefilm, der formår at give originalt liv til en ofte forudsigelig genre.

The Battery 4/6:4_6 - stars_LILLE

Tredje film på dagens program tog publikum med tilbage til 1970 med den italienske krimi-thriller Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion – eller en giallo, som italienerne kalder det. Thure Munkholm, der arbejder på filmfestivalen CPH PIX introducerede med indsigt og beundring den forførende film.

Her følger man den smukke Minou, der i en stemningsfuld åbningsscene opsøges og trues af en mand, der tilsyneladende ligger inde med dystre hemmeligheder om Minous mand. Han afpresser hende således til at underkaste sig sine seksuelle lyster i et herre-slave-forhold – for hvis ikke Minou makker ret, vil han afsløre de skæbnesvangre hemmeligheder, der indebærer mordet på en mand.

forbitten photos

Ingen tror dog på Minous historie om denne mytiske afpresser. Men som det gælder for genren, er ikke alt, hvad det giver sig ud for at være. Det sirlige og løsmaskede plot fører således publikum på afveje og ind i en verden af kynisk afpresning, undertrykte drifter og fordækte kort, mens der kæderyges og køres sjusser ned i et væk. Filmen er dog ligeså meget båret af sin atmosfære som af plottet.

For med sine smukke billeder og et lækkert svingende score, bliver man her henført i en nærmest drømmelignende tilstand, hvor virkeligheden til tider udvaskes og underbevidstheden får lov at tage over – ikke ulig det mareridt den uligevægtige Minou befinder sig.

Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion
4/6:
4_6 - stars_LILLE

Med klovne-slasheren Stitches blev der i den grad skiftet gear – og understreget hvor herligt alsidig Blodig Weekend er. Her stod den nemlig på sjov og blodig ballade med herlig lowbudget 80’er vibe og groteske kills. En ond klovn vender tilbage fra graven for at hævne sig på en gruppe børn, der år forinden var skyld i hans død. Hmm, så er det vel i grunden en zombie-dræber-klov-slasher?! Anyways...

stitches

Under en højstemt fest, går jagten således ind på børnene, der nu er teenagere – du ved: hor, druk og drab. ja, det er kloven og de opfindsomme mord, der skal sikre filmens succes. For den er aldrig uhyggelig, karaktererne flade og manuskriptet ikke særligt stærkt. Heldigvis er der også flere gode drab at komme efter – blandt andet ét, der involverer en paraply, eller hvad med en rusten dåseåbner. Cool.

Ja, sorthumoristisk og morbide løjer med en klovn, der lirer cheesy one-liners af. Han spilles desuden veloplagt af komikeren Ross Noble, der også introducerede filmen. Her er dog filmens gode takter til trods ikke tale om en ny klovneklassiker. Delvist charmerende og delvist vellykket, men ikke helt med det tempo og nok oplagte kills til at hæve sig over at være mere end en forglemmelig horror-komedie. Hvilket også er helt ok og ofte nok – som det er tilfældet med Stitches.

Stitches 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Sidste film på dagens program var We Are What We Are – et særdeles vellykket amerikansk remake af den mexicanske original fra 2010. Her følger man en familie i dagene efter, at moderen er død på tragisk vis. Familien er selvsagt ramt af sorg – med gemmer også på dystre hemmeligheder. For hvorfor er det lige, at folk forsvinder i det lille samfund, hvor familien lever forskanset fra omverdenen.

En stemningsfuld film, der med nedtonede farver og tungt regnvejr turde tage sig tid til sin historie og ikke jage efter at afvikle det grumme plot. For godt nok er vi i horrorland, men her ligeså meget tale om en film, der er båret af et knudret familiedrama som  af blodig gru og eery scares – hvilket man dog også får, men i små, velvalgte doser.

We Are What We Are Blodig Weekend stills

Desuden er Julia Garner og Ambyr Childers både sarte og stålsatte som familiens engleagtige piger med mælkehvid hud og røde render under øjnene, mens den ordknappe patriark spilles med tungsind og fysisk pondus af Bill Sage – og ja, familiens lille knægt (Jack Gore – ja, Gore, det hedder han sgu) bringer fin uskyld ind i det olme familieforetagende.

En på mange måder vellykket dag to på festivalen, hvor der for alvor blev åbnet op for godteposen med et alsidigt udbud film. Jeg glæder mig i den grad til at hoppe ind i biografen de kommende to dage af Blodig Weekend.

We Are What We Are 5/6: 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 1: Blodsjaskende godt remake og håndholdt V/H/S-horror

I går torsdag var det endelig blevet tid til første dag på genrefilmsfestivalen Blodig Weekend (læs om den HER). Det var det medrivende remake Evil Dead, der åbnede ballet på blodig vis – meget passende. Ja, folk jamrer over remakes, og ofte med god grund. Så det er klart, at når der oven i købet er tale om Sam Raimis splattede lowbudget-klassiker fra 1981, at en vis skepsis indfinder sig.

Men heldigvis går remaket egne veje – ellers ville et remake jo også være ligegyldig. Det er dog stadig en flok unge, man her følger på deres skæbnesvangre tur ud i en afsidesliggende skovhytte, hvor de finder en skummel bog, der udløser død, ødelæggelse og vamle dæmonbesættelser – og der er ikke sparet på blodet.

evil dead 1981 2013 03

De er i hytten, forbi Mia skal ud af sit stofmisbrug – hun spilles for resten af en helt forrygende Jane Levy. Hendes abstinenser bliver dog snart det mindste af gruppens bekymringer. Ja, du gættede rigtigt, der venter dem alverdens grumme pinsler – og der diskes op med flere virkelig ubehagelige, lemlæstende og blodspruttende scener.

En makaber og intens skrækfilm i sin egen ret. At remaket har delt vandene er forventeligt, men har man et hjerte, der banker bare en smule for snasket og kropsvæske pjaskende horror, skal man altså være et forpulet skarn for i det mindste ikke at sætte pris på disse scener i denne veloplagte genindspilning. Fuck yes – suck it, remake haters!

Evil Dead, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Dagens anden og sidste film var opfølgeren til den underholdende og håndholdte antologi-gyser V/H/S (læs min anmeldelse HER). En på mange måder vellykket 2’er, der byder på fire kortfilm samt en rammefortælling i found footage-genren – og der er højt niveau stort set hele vejen rundt. Rammefortællingen følger Larry og Ayesha, der har fået til opgave at undersøge en ung knægts forsvinden. I hans dunkle hjem, bliver de mødt af en række tændte fjernsyn og en stak VHS-bånd.

De ser således båndene igennem (ja, antologiens fire kortfilm), mens man vender tilbage til de to i huset, hvor stemningen bliver fortsat mere eery. Første bånd i maskinen er Phase I Clinical Trials, der følger en mand, som efter at have mistet synet på det ene øje, får indopereret et øje/kamera, der samtidig optager alt. Men der følger uventede bivirkninger med øjet og snart ser han skumle skikkelser i sit hjem. En creepy film med både olm atmosfære og fine jump scares.

VHS 2 Blodig Weekend stills

Herefter blev der smidt sort humor i horrorgryden med den indvoldsudrivende zombiefilm A Ride in the Park, hvoraf den ene instruktør er Eduardo Sánchez – den ene af de to gutter bag nyklassikeren The Blair Witch Project. Her udvikler en cykeltur gennem skoven sig til en sjasket zombiemassakre med blod på linsen. Good and gory zombie fun. Med det tredje indslag, Safe Haven, blev der gået balls out med sjasket splat, et herligt grotesk plot og adskillige blodige money shots.

Her udvikler et dokumentarholds besøg hos en sekt sig til et sandt mareridt. For selvfølgelig gemmer de hvidklædte medlemmer på mørke hemmeligheder. En forrygende rutsjebanetur med flere groteske what the fuck-øjeblikke, mens løjerne bare eskalerer hele vejen mod den forrygende finale. Så ja, mange tak til de to instruktører bag, Gareth Evans (The Raid) og Timo Tjahjanto (det forrygende indslag, L is for Libedo The ABCs of Death, læs min anmeldelse HER).

vhs 2 02

Sidste indslag var desværre også antologiens svageste. For selvom Slumber Party Alien Abduction er en cool titel, var det en noget ujævn oplevelse. Det er ellers Jason Eisener, der har instrueret – manden bag den fremragende Hobo with a Shotgun. Men det larmende besøg fra rummet tumlede noget forslået rundt i mørket, mens man blev mere rundtosset end skræmt af de blege rummænd. Heldigvis fik rammefortællingen lov til at binde den blodige sløje på filmen, som den fortjente.

– V/H/S 2, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013: Genrefilmsfestival byder på spændende og brutal horror

For anden gang kan man mæske sig i alverdens horrorfilm på den årlige genrefilmsfestivalen Blodig Weekend i København. Festivalen løber fra d. 26.-29. september med enkelte visninger i Århus. Programmet byder på flere interessante titler – og alene det at kunne kaste sig over horrorfilm i fire dage er lækkert.

Nedenfor følger tre titler for hver af festivalens fire dage, som jeg ser frem til – torsdag d. 26. september er der dog kun to titler på programmet, men to titler, jeg glæder mig til. Jeg har også indsat festivalens øvrige titler for overblikkets skyld. Klik på titlerne for Blodig Weekends omtaler.

Festivalen byder langt overvejende på film fra horrorland, man finder dog også enkelte afstikkere til blandt andet action- og westerngenren. Man kan desuden købe film, merchandise og andre lækkerier på collector’s market lørdag d. 28. september i Cinemateket fra kl. kl. 13:00-21:00, mens festivalen også byder på en række gæster. Blodig Weekend finder primært sted i Cinemateket i København, men har også en håndfuld visninger i CinemaxX i både København og Århus.

Jeg skal introducere remaket af den grumme We Are What We Are fredag d. 27. september kl. 21:45. Originalen er en brutal og dyster oplevelse og genindspilningen skulle ligeledes være en grum omgang gru. Kig endelig forbi og sig hej.

– Besøg Blodig Weekend på deres site HER og på Facebook HER.

Torsdag den 26. september:


EVIL DEAD
, (Fede Alvarez, USA, 2013, kl. 19.00, CinemaxX, KBH og Århus).
Remakes er ofte ildeset – og oftest med god grund – men det her skulle været et sjaskhamrende godt et af slagsen. Lavet med kun praktiske effekter som i de gode gamle dage. Så selvom der nok ikke er tale om en milepæl i genren, bliver det cool at se de vamle blodsudgydelser på det store lærred.

evil dead remake blodig weekend

V/H/S 2, (Diverse instruktører, USA, 2013, kl. 22:00, Cinemateket).
Jeg er ret glad for den første V/H/S – en antologigyser med håndholdt kamera – og denne opfølger skulle være endnu bedre. Instruktørerne bag de forskellige indslag er i denne omgang blandt andet Eduardo Sánchez (The Blair Witch Project), Gareth Evans (The Raid) og Jason Eisener (Hobo with a Shotgun). Min anmeldelse af den første V/H/S finder du HER.

VHS 2 Blodig Weekend stills

Fredag den 27. september:

I DECLARE WAR, (Jason Lapeyre, Robert Wilson, Canada, 2012, kl. 14.00 i Cinemateket).

THE BATTERY, (Jeremy Gardner, USA, 2012, kl. 16:30 i Cinemateket).
Dette skulle være et nyt og interessant take på zombiegenren. Jeg er vild med zombier – som alle horrorfilmfans vel er – så jeg er spændt på at se, hvordan man har forsøgt at gribe den ofte noget stivbenede genre an.

Battery Blodig Weekend stills

THE FORBIDDEN PHOTOS OF A LADY ABOVE SUSPICION, (Luciano Ercoli, Italien, 1970, kl. 19.15 i Cinemateket).

STITCHES, (Conor McMahon, Irland, 2012. Kl. 19.30 i Cinemateket).

BYZANTIUM UPDATE: DENNE VISNING ER DESVÆRRE BLEVET AFLYST. (Neil Jordan, England-USA-Irland, 2012, kl. 21.30, CinemaxX, KBH og Århus).
Jeg får desværre ikke mulighed for selv at se denne vampyrfilm, da jeg skal introducere We Are What We Are i Cinemateket. Instruktøren har blandt andet Interview With a Vampire og The Company of Wolves på CV’et. Filmen har Saoirse Ronan og Gemma Arterton på rollelisten samt Thure Lindhardt og Caleb Landry Jones, hvor sidstnævnte imponerede i Brandon Cronenbergs Antiviral – du finder min anmeldelse HER.

Byzantium Blodig Weekend stills

RETURN TO NUKE ‘EM HIGH VOLUME 1, (Lloyd Kaufman, USA, 2013, kl. 21.30 i Cinemateket).

WE ARE WHAT WE ARE, (Jim Mickle, USA, 2013, kl. 21.45 i Cinemateket).
Endnu et remake på programmet. Der skulle dog være tale om et solidt et af slagsen. Filmen er i hvert fald allerede blevet modtaget positivt – og ja, den mexicanske original er fremragende. Det bliver spændende at se, hvordan man her har behandlet det både stemningsfulde og brutale forlæg. Jeg introducerer desuden filmen.

We Are What We Are Blodig Weekend stills

Lørdag den 28. september:

COLLECTOR’S MARKET
. Salg af memorabilia, plakater og meget mere. Fri entre, fra kl. 13.00-21.00 i Cinemateket.

DEN NIHALEDE KAT, (Dario Argento, Italien-Frankrig-Vesttyskland, 1971, kl. 14.15 i Cinemateket).
Filmen introduceres af Dario Argento-eksperten Thomas Rostock og er en af festivalens ”retro”-titler. Ja, jeg er kæmpe fan af Dario Argento – i hvert fald hans film fra 1970’erne og 1980’erne og dette er en af hans perler, og så på 35 mm. Den skal du se. Læs evt. min anmeldelse af hans Four Flies on Grey Velvet HER.

Cat o nine tales Blodig Weekend stills

DARK TOUCH, (Marina de Van, Frankrig-Irland, 2013, kl. 16.45 i Cinemateket).
Dette skulle være en ret brutal omgang, hvor man følger en 11-årig pige, der er eneste overlevende efter en blodig massakre i en fjerntliggende by i Irland. Håber på en ordentlig mavepuster.

Dark Touch Blodig Weekend stills

Blodigt nyt fra undergrunden, danske genrefilm, fri entre, kl. 18.00 i Cinemateket.

DADDY’S LITTLE GIRL, (Chris Sun, Australien, 2012, kl. 19.00 i Cinemateket).

Alex Puddu-koncert med Edda Dell’Orso, efterfulgt af filmen ONCE UPON A TIME IN THE WEST, (kl. 19.30 i Cinemateket).

KISS OF THE DAMNED, (Xan Cassavetes, USA, 2012, kl. 21.30 i Cinemateket).

SHARKNADO
, (Anthony C. Ferrante, USA, 2013, kl. 21.30 i CinemaxX, KBH og Århus).
Ok, den her er måske ikke horror som sådan. Men ud fra dens trailer, der har floreret på nettet ser det ud til at blive en yderst underholdende tåbelighed. Jeg mener – hajer, der hvirvels op i tornadoer og spreder skræk og rædsel. Ja, det kan vist kun blive underholdende – og så er Ian Ziering på rollelisten (Steve fra Beverly Hills 90210).

Sharknado Blodig Weekend stills

Søndag den 29. september:

ADJUST YOUR TRACKING, (Levi Peretic, Dan M. Kinem, USA, 2013, kl. 14.15 i Cinemateket).
Festivalens eneste dokumentar og jeg glæder mig. Den handler nemlig om den subkultur af filmfans, der samler på VHS-bånd. Jeg har selv en forkærlighed for de gamle kassetter, så det bliver forhåbentligt både sjovt, interessant og underholdende at få indblik i disse samleres liv.

Adjust Your Tracking Blodig Weekend stills

GROTESK, (Peter J. Bonneman, Danmark, 2013, kl. 16.30 i Cinemateket).

Blodigt nyt fra undergrunden, danske genrefilm, (kl. 18.00 i Cinemateket, fri entré).

HERE COMES THE DEVIL, (Adrián García Bogliano, Mexico-USA, 2012, kl. 19.00 i Cinemateket).

FRESH MEAT, (Danny Mulheron, New Zealand, 2012, kl. 19.15 i Cinemateket).

BIG BAD WOLVES, (Aharon Keshales, Navot Papushado, Israel, 2013, kl. 21.30 i CinemaxX, KBH og Århus).
En israelsk hævn-thriller af de to instruktører, der stod bag den interessante, men også noget ujævne Kalevet aka Rabies. Denne titel skulle dog være mere vellykket – valget for mit vedkommende står dog mellem denne og actionfilmen The Tower, og selvom de begge lyder spændende bliver det for mit vedkommende The Tower jeg kaster mig over.

Big Bad Wolves Blodig Weekend stills

THE TOWER, (Ji-hoon Kim, Sydkorea, 2012, kl. 21:30 i Cinemateket).
Dette er en afstikker til actiongenren – og det skulle være en yderst effektiv og medrivende film i samme boldgade som Det tårnhøje helvede og Die Hard. Jeg har desuden en svaghed for sydkoreanske film, så som Old Boy, The Chaser og Public Enemy, så mon ikke også, at denne titel bliver en positiv oplevelse.

Tower Blodig Weekend stills

THALE, (Aleksander Nordaas, Norge, 2012, kl. 21.45 i Cinemateket:).

BONUS: Besøg af sangerinden Edda Dell’Orso.

Desuden gæster den 78-årige sangerinde Edda Dell’Orso festivalen. Hun har langt stemme til film som Once Upon a Time in the West, Den gode og den onde og den grusomme og har desuden sunget sange til over 50 titler af instruktører som Giuseppe Tornatore, Ettore Scola, Mario Bava og Jess Franco.

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 4: Træt kannibal, spansk splat, forskruet familie og varulve

DAG 4: I går var sidste dag på den nye filmfestival Blodig Weekend. Fire dage med både grufulde, smukke og medrivende film sluttede med manér, hvor jeg bl.a. løb ind i glubske varulve og poetiske teenager-traumer. Først stod den dog på en kannibalistisk søvngænger med Eddie: The Sleepwalking Cannibal.

Her spiller Thure Lindhardt kunstneren Lars, der er gået kreativt i stå og derfor flytter til en lille canadisk flække for at undervise på en kunstskole. En dag vender hans inspiration dog uventet tilbage i forbindelse med den stumme Eddies blodige søvngængeri og snart opsøger Lars det brutale natteroderi for at få gang i sit udtørrede kunstnersind. Ja, en herlig bizar præmis med sort humor og kunstner-klichéer.

Desværre går filmen en smule død undervejs. Historien afvikles noget statisk, mens forholdet mellem Lars og Eddie ikke helt får dramatisk bund nok til at holde mig fast – og ja, så kunne jeg også godt have undværet den overflødige romance. Til gengæld var filmen flot med sine stemningsfulde nattebilleder og kolde snelandskab. Den tørre humor sad dog ofte lige i skabet, bl.a. takket være Lindhardts underpillede tone – men helt vellykket var den altså ikke.

Inden filmen var der desuden en kort, men interessant debat om genrefilm (som fx gys, science fiction og fantasy), hvor bl.a. disse films trange kår i Danmark og begrænsede tildeling af filmstøtte-kroner blev diskuteret. Super fint med sådanne debatter på festivalen – og så stod den ellers på medrivende blodsprøjt med den spanske [REC]³ Génesis. Her går et bryllup helt i hundene, da en dæmon-lignende virus spreder sig blandt gæsterne, som en efter en forvandles til frådende monstre.

Godt tyve minutter inde i bryllupsmassakren droppes den håndholdte ’found footage’-stil, der ellers kendetegner de første film i serien. Det ændrede dog ikke på intensiteten og det blodopkastende tempo. Man kunne dog for min skyld godt have skruet ned for humoren i filmens anden halvdel. Men den faktisk helt rørende kærlighedshistorie mellem brud og brudgom gik godt i spænd med gruen og så var Leticia Doleras i brudekjole og med en stor motorsav en super cool heltinde.

Herefter ventede den både kradse og smukke Excision – endnu et højdepunkt på festivalen. Med surrealistiske mareridt og et ondt familiefordærv gik den i kødet på teenageren Pauline og hendes problemer med drenge, forældre og seksualitet. Et atypisk familiedrama og teenageoprør, der både var uhyre velskrevet og spillet. Bl.a. imponerede AnnaLynne McCord i hovedrollen som Pauline, der psykisk går i opløsning. Tragisk, men hele tiden med en sympati for Paulines pinsler.

Der blev desuden heller ikke lagt fingre imellem, når de eksplicitte mareridt foldede sig både blodigt og poetisk ud. En æstetisk nydelse og et i gribende portræt. Ja, ganske enkelt en forrygende og original filmoplevelse, der medrivende formåede at balancere tunge temaer som psykisk sygdom, religion og sex – det uden, at den sorte humor ødelagde det forskruede ubehag og den grundlæggende alvor i dramaet.

Tonen blev noget lystigere med den spanske horror-komedie Game of Werewolves. Her blev der serveret heftig varulve-action i en lille indspist landsby, som Tomás tager til for at skrive en bog. Forfatteriet erstattes dog snart af en flugt fra bidske varulve, der desuden var lavet med flotte, praktiske effekter. Herligt old school og med solidt spark i både brøl og brutal varulvevold. En sjov film, uden at blive ren komedie og som for alvor kom op i gear i sin sidste hæsblæsende halvdel.

Jeg nåede at se 15 titler under denne første omgang af Blodig Weekend, der udover at byde på fremragende film også beviste, at horror-genren kan være meget mere end blot blodig og brutal. En genre, der kan rumme både relevante og rørende fortællinger samt spænde fra krads alvor til herlig løssluppen splat. Jeg håber bestemt, at festivalen vender tilbage næste år – hvilket den gør, hvis man kan tro de umiddelbare meldingerne fra arrangørerne. Jeg ser i hvert fald allerede frem til endnu en omgang film, der både udfordrer filmmediet og sit publikum.

– Find mere om Blodig Weekend HER.
– Læs om min DAG 1, DAG 2 og DAG 3.

Læs også om disse relaterede film:
Kill List: Sprælsk skrækfilm er forrygende ond
Maniac Cop: Morderisk betjent amok i New York
Rabies: Israelsk galskab smitter ikke skræknerven
Hobo with a Shotgun: Rynket Rutger Hauer ser rødt… blodrødt!

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 3: Gotisk gys, vanvid, overtro samt indavl og midnatsgru

DAG 3: Blodig Weekend blev endnu mere blodig på tredjedagen, der bød på alt fra morderisk indavl til zombie-lignende gladiatorer. Dagens første film var det flotte, gotiske gys Livid. Den er lavet af de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der debuterede i 2007 med Inside – en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm.

Det smukke og grumme er også fængslende forenet i Livid, der dog er helt anden og mindre blodig sag end debuten. Her var skøn ’haunted house’-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig. Lucie og en flok af hendes nysgerrige venner bryder nemlig ind i gemakkerne efter mørkets frembrud, for at finde den skat, som efter signede skulle være gemt et sted i huset.

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og indsætter isnende uhygge. For fra at være en spøgelseshistorie udfoldet i en relaterbar virkelighed, ender filmen som et regulært mareridt, hvor det overnaturlige hersker. Et forførende genremiks. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Herefter gik turen ind i et sindssygehospitals mørke gange med den atmosfærefulde The Incident, hvor stormen raser og regnen siler ned. Her går patienterne pludselig amok og kaster sig voldeligt over personalet. En både dyster og herligt tung film, hvor både volden og vanviddet eskalerer på smukkeste vis – og det uden at svælge unødvendigt meget i brutaliteten. Isoleret gru og med super karismatisk skurk.

Dagen fortsatte med Sennentuntschi. En ambitiøs og originalt fortalt film, der med et indbygget mordmysterie bl.a. slyngede sig omkring overtro, okkultisme, religiøs fanatisme og mænds forkvaklede forhold til kvinder. Den blev dog lidt tung i røven og en smule ujævn i sin afvikling af sit knudrede plot. Men pyt med det, for filmen levede fint i kraft af en indtagende og rå miljøskildring samt sin fortættede stemning i det smukke, schweiziske bjerglandskab, hvor det olme drama udspillede sig. 

Herefter hoppede jeg på horror-komedien Inbred, hvor blodet sprøjtede lystigt fra afrevne lemmer og åbne benbrud. En underholdende omgang snask, hvor en flok byboere støder på en hob af morderisk indavl langt ude på landet. Filmen mister dog tempo og energien siver momentant ud af den ellers veldrejede blodpølse.

Men balancen mellem ubehagelig vold og sort humor var ofte fin, mens det kulørte cast af landsbytosser også hjalp på udskejelserne – selvom der gik lidt for meget ”spøg-og-skæmt”-gebis i noget af indavlet.

Jeg sluttede dagen med den onde Morituris. En herlig mørk og makaber midnats-shocker, der leverede både oprigtig ubehag samt et morbidt og overraskende skifte halvvejs i filmen. For denne italienske exploitation-lækkerbisken starter i velkendt terræn med et par søde, feststemte tøser på vej til rave med deres nye mandevenner. De er dog ikke særligt søde gentlemen, for i stedet for dans og kindkys, byder de i ly af skovens mulm og mørke op til voldtægt og misbrug. Grumt.

Ja, Morituris gav denne skønne fysiske reaktion, hvor maven vender sig i takt med pigernes pinsler. Et både originalt og fantastisk bæst af en film, der gav mindelser om klassikere som de brutale The Last House on the Left og I Spit on Your Grave – uden dog på nogen måde af blive en tam hyldest. En film, der så absolut er i sin egen ret og et væmmeligt højdepunkt på festivalen. Fuck yeah! Midnatsgru, der gjorde alt det rigtige for mig uden at blive forudsigelig. Ubarmhjertig, skånselsløs og smuk brutalitet, hvor en bizar og sadistisk sidehistorie desuden fornemt ekkoede pigerne og deres voldtægtsmænds blodige skæbner.

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også om disse relaterede film:
Strigoi: Rumænske vampyrer og mystiske mord
– The Ward: Creepy sindssygeanstalt med labre tøser
The Woman: Lænket kvinde er grotesk familieunderholdning
A Serbian Film: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere
I Spit on Your Grave (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 2: Seriemorder, monster-sprutte og biograf-dæmoner

DAG 2: Fredag kom filmfestivalen Blodig Weekend for alvor i gear og jeg fik set fire film på en forrygende anden dag. Jeg startede med at introducere det fremragende remake af William Lustigs seriemorder-klassiker Maniac i Cinematekets biograf – en voldsomt lækker film. I hovedrollen som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer (mildt sagt).

For den kære Elijah kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder for at påklæde sine elskede mannequiner deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også godt ind i hovedet på den syge Frank – ja, nærmest bogstavelig talt. For størstedelen af filmen ses fra Franks point of view, hvilket bl.a. er med til at give ham et uhyggeligt nærvær og samtidig understrege hans ensomhed.

Desuden var filmen en visuelt indtagende sag, der med sine stemningsfulde og smukke billeder fornemt indrammede ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv. Maniac forener således eksplicitte mord med et indtagende portræt af en seriemorder – hvilket også er en af originalens styrker. Fik jeg for resten sagt, at der var nogle lækre kills – on screen, insisterende og kniven helt inde i kødet. Sådan!

Stemningen blev noget lettere og mere løssluppen med den efterfølgende horror-komedie Grabbers. En monsterfilm efter alle kunstens regler, der fint fik brugt genrens klichéer uden at miste sin egen berettigelse. For løjerne på en lille irsk ø, hvor et blæksprutte-lignende moster går amok var absolut veloplagt creature feature-underholdning med både veltimet komik og et slimet uhyre.

Det charmerende og skæve cast af irske øboere bød desuden på flere mindeværdige karakterer. Heriblandt Lalor Roddy som uimponeret fisker, Richard Coyle som fordrukken betjent og hans regelrette kollega, en sød Ruth Bradley. Nej, aldrig rigtig uhyggelig, men oprigtig sjov og med herlig tør humor. Aftenen sluttede med den italienske instruktør Lamberto Bavas to snaskede 80’er-film, Demons og Demons 2.

Den første er en perfekt biograffilm, da den netop foregår i en biograf, hvor en flok ækle dæmoner går løs på de sagesløse gæster. Yes! Grønt slim, lysende øjne og et cool soundtrack med både laber synthesizer-bund samt bl.a. Mötley Crüe og Pretty Maids. Opfølgeren blev vist i Husets hyggelige biograf, hvor løjerne fortsatte med dæmonbesatte yuppier, svedige bodybuildere og mere monster-splat. Herligt.

Lamberto Bava var selv til stede og introducerede filmene samt svarede på spørgsmål fra et begejstret publikum. Desuden var det en oplevelse i sig selv at se Demons i en fyldt sal med et hujende publikum! Når ja, jeg fik også lige signeret mine eksemplarer af de to film samt hans Macabre, der vises i dag, hvor der bl.a. også venter gotisk gru med Livid og indavlede galninge i Inbred. Kom så afsted…!

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også mine anmeldelser af:
Macabre: Makaber affære i skummel villa
Inferno: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
Four Flies on Grey Velvet: Et smukt morder-mysterium