Biografanmeldelse: Hvad pokker er det lige, der sker her? Altså i den potente genrebastard ’Titane’. For det er med en overraskende vredet fortælling, at instruktør og manuskriptforfatter Julia Ducournaus sexede sjasker bugter sig gennem sine vilde eskapader, der byder på lidt af hvert og mere til. Det er nemlig ikke sådan at forudse, hvor filmen tager en hen, når den sparker speederen ufortrødent i bund.

Her bliver man således vidne til alt fra sensuel bolleomgang med biler til barndomstraumer og en titaniumplade i kraniet på vores hovedperson. Og det er kun filmens spæde start. Man følger danseren Alexia, der med et traume i baghovedet bugter sig i sexet forening med en flammemalet bil foran et sultent publikum. Alexia er dog ikke kun danser og en forpint sjæl, hun er også seriemorder.

For på sin gang gennem natten gør hun som vindens tilfældige susen det af med mænd og kvinder. Brutalt og blodigt. Koldt og kynisk. Grumt og grotesk. Helt på samme måde, som filmen også er det. En medrivende snasket og fucked up bizar rejse ind i en kvindes syge sjæl, der tog mig i uventede retninger med sin originale fortælling, der kanthugger sig gennem sorg, afsavn, sex, familierelationer og traumer.

I front for de virile løjer finder man en hele vejen dragende Agathe Rousselle som Alexia. Hun har ganske enkelt et sådant nærvær og intensitet, at jeg ikke kan andet end at lade hende føre mig gennem alle filmens voldsomme og vilde begivenheder. Det takket være bl.a. også den uforudsigelige historie, der sine steder helt sætter virkeligheden ud af spil og indsætter groteskheden i al sin snaskede vælde.

Jeg bliver nødt til også at nævne Vincent Lindon, der i en betydningsfuld rolle – hvilken vil jeg dog ikke afsløre – er engagerende i al sin maskuline sårbarhed.  ’Titane’ er nemlig mange ting. Det er blodigt gys. Det er traumeramt drama. Det er far-søn-sorg. Det er ildpåsættende galskab. Det er sexondulerende exploitation. Det er kropsklamt snask. Det er fucked up. Det er helt forrygende!

Julia Ducournau har med sin grusomme og billedbrillante ’Titane’ skabt et værk, der tør trampe sig gennem uforudsete sumpområder af råd, ubehag og voldsomme overraskelser. Det er som om, at den franske film er lavet direkte til mig, men samtidig er ’Titane’ også en film alle bør opleve, høre og mærke. Helt ind i kraniet, kroppen og ned i maven. Det er i hvert fald en fucked up oplevelse, man ikke glemmer.

’Titane’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Titane’ har biografpremiere den 11. november.

Biografanmeldelse: Den for evigt karismatiske Udo Kier griber i ‘Swan Song’ sin flamboyante rolle som frisør og skønhedsekspert om struben på både rørende, melankolsk og morsom vis. Den 77-årige legende gør nemlig den måske nok lidt ujævne film hele turen værd. Han har med andre ord et af de der ansigter, jeg ikke kan tage øjnene fra. Det i både skønne nærbilleder og dansende totaler. Han er forrygende!

Udo Kier er den egenrådige Pat Pitsenbarger, en nu pensioneret frisør, der engang var toppen af poppen i de finere kredse samt en del af sin bys festlige natteliv og homomiljø. Nu er han derimod bosat på et trist plejehjem, der mest af alt minder om et fængsel, hvor han bruger dagene på at ryge i smug, folde servietter og stirre ud i luften. Ikke just et liv, der passer den aldrende excentriker.

Da Pat imidlertid får tilbuddet om at fikse sin netop afdøde klient op til begravelsens åbne kiste, flygter han fra plejehjemmets grå indre og ud i virkeligheden, hvor han kommer til at møde sig selv i den omverden, som nu har forandret sig, siden han sidst var en del af den. Fortidens spøgelser og uløste konflikter skyder op omkring ham, mens Pat på sin vej også mindes om, hvem han i virkeligheden er og var.

Der er ingen tvivl om, at ’Swan Song’ er Udo Kiers ubetingede show. Han vibrerer medrivende i hvert et billede, han indtager med sit umiskendelige nærvær og sine dragende øjne, der lyser hver en scene op. Det både de melankolske og bittersøde samt de humoristiske og kærlige. Fortællingen rummer nemlig både mørket og lyset – opture og nedture – som det nu engang er tilfældet med livets gang.

Pat bærer da også på en stor sorg og smerte i mindet om sin nu afdøde partner, men han er også et levende livstykke, der vil det smukke og sjove her i livet. Det betyder bl.a. store diamantringe, en farverig hat og et affekteret kropssprog. Han indtager filmen, scenerne og verden omkring sig. Det er derfor også en skam, at filmen bl.a. løber ind i fortællemæssige ujævnheder undervejs.

’Swan Song’ får nemlig ikke helt givet samme nærværende tyngde til de øvrige medvirkende, mens beskrivelsen af byen Sandusky og dens miljø er en smule underudviklet. Det sagt, så er ’Swan Song’ kort fortalt en på flere måder både livsbekræftende, betagende bittersød og underspillet sjov fortælling om livet, døden og alt det, vi bruger tiden på, mens vi er i live.

’Swan Song’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Swan Song’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pjat med dramaet ’CODA’. Det er en feel-good-film lige efter bogen… men den fungerer. Her er dog tale om en fortælling, der til tider måske nok kan virke en smule konstrueret, men som til trods for bl.a. det og sin forudsigelighed både er rørende, gribende og helt hjerteskærende. Desuden spædes der til med hjertevarm humor. Ja, feel-good lige efter bogen.

Man følger i denne genindspilning af den franske ’The Bélier Family’ fra 2014 gymnasieeleven Ruby, som er den eneste hørende i sin familie, hvor både mor, far og storebror er døve. Det har gjort hende til en uundværlig del af familiens liv og levevej som fiskere, hvor hun er tolk og arbejdskraft. Da Ruby imidlertid fanges af musikken og det at synge, ændrer hendes planer for fremtiden sig radikalt.

Ruby vil nemlig læse videre for at studere musik og altså ikke fortsætte med familiefiskeriet. Der noget fint og dramatisk modsætningsfyldt i en smukt syngende datter, som familien aldrig kommer til at kunne høre. Rubys fremtidsdrømme i storbyen spiller dog ikke overens med familiens fremtid, hvor deres levevej som fiskere endvidere trues af grådige fiskeindkøbere. Ruby står nu fanget i midten af det hele.

’CODA’ er altså – udover at være historien om en ung kvinde, der er ved at finde sig selv og sin vej i livet – også en film om den svære løsrivelse fra familien, ikke at ville skuffe sin forældre, at gå egne veje og turde tro på ens drømme. Alle ingredienserne til netop en feel-good-film. Heldigvis balanceres hjertevarmen fint med de dilemmafyldte problematikker i en film, der desuden er både velfortalt og velspillet.

I rollen som den splittede Ruby finder man en charmerende og gribende Emilia Jones, som det er svært ikke at holde af og holde med, mens mor Jackie og far Frank ses i skikkelse af omsorgsfulde Marlee Matlin og Troy Kotsur. De fungerer virkelig godt som par samt i rollen som de både drillende og bevidst akavede forældre, hvor det dramatisk alvorlige forhold til Ruby dog heldigvis ikke lider overlast.

Jeg må ikke glemme et af filmens øvrige hovedelementer, nemlig en karismatisk Eugenio Derbez som den bestemte, men også kærlige musiklærer Mr. V. Han kan måske nok til en start virke en anelse karikeret, men rollen vokser sig troværdig og smelter fint sammen med de andre relationer, som Ruby har. Familie, kærlighed, musik og hjertevarm humor. Ja, ’CODA’ er en rigtig feel-good-film lige efter bogen.

’CODA’ får 4 ud af 6 stjerner:

’CODA’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: De fleste superheltefans kender vel efterhånden helte som Iron Man, Captain America og Black Widow. Med ’Eternals’ bliver vi i Marvels filmiske univers nu introduceret for en ny række af helte, nemlig de udødelige Eternals. ’De evige’ har levet her på Jorden i tusindvis af år, hvor de fra et liv i skyggerne både har beskyttet menneskeheden og været med til at forme dens udvikling.

Nu er gruppen af de mægtige Eternals imidlertid spredt ud over kloden, men da glubske monstre – såkaldte Deviants – på ny truer livet på Jorden med den totale destruktion, må holdet af udødelige samles for at redde menneskeheden. ’De evige’ får brug for hver af deres unikke evner i den farlige kamp, hvor både lasersyn, utrolig styrke og det at kunne replikere sig selv og andre må tages i brug.

Det er kort fortalt udgangspunktet for Marvels film nummer 26, hvor døren åbnes ind til et nyt kapitel i den store franchise – det i form af nye helte, mens filmen bl.a. også i tone og udtryk forsøger at gå ned ad ubetrådte Marvel-stier. Valget af instruktør var da også, da det blev annonceret, lidt af en overraskelse for nok de fleste – også for undertegnede. I instruktørstolen finder man nemlig Chloé Zhao.

Chloé Zhao, der også har været medforfatter på filmen, har tidligere stået bag meget mindre svulstige, action-tunge og effektbårne film. Tænk blot på det afdæmpede drama ’Nomadland’, der bl.a. tog Oscars hjem for bedste film og instruktion. Så selvom ’Eternals’ måske ikke ender med et radikalt andet udtryk end andre Marvel-film, skiller den sig dog ud, bl.a. med sine nedtonede farver og flere natursmukke scener.

Her er dog ikke tale om en alvorstung superhelte-sag, selvom den dramatiske alvor dog absolut er til stede, men i høj grad en storslået omgang action-eskapisme med kosmiske helte, vilde våben og ækle monstre. Det er derfor også en skam, at filmen sine steder løber ned ad generiske stier i superhelteland, mens spilletiden på hele to timer og 37 minutter bliver for lang for fortællingens eget bedste.

Det sagt, så var jeg langt overvejende virkelig godt underholdt af de svulstige løjer og medrivende action-scener, hvor bl.a. Angelina Jolie er en bad-ass krigerinde, mens Richard Madden desværre er noget fersk som Ikaris. Så er der mere engagerende gods i bl.a. Salma Hayek, Gemma Chan og Kumail Nanjianis roller. Ja, ’Eternals’ stillede bestemt min superhelte-sult med dette friske nye pust i Marvel-land.

’Eternals’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Eternals’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: Tragedien males op med storslået schwung og tryk på dramatikken i Ole Bornedals krigsfilm ’Skyggen i mit øje’. Instruktøren og manuskriptforfatteren tager mig her med tilbage til København anno 1945, hvor tragedien indtræffer den 21. marts. Det er nemlig dagen, hvor Den Franske Skole fyldt med både undervisere og elever bliver bombet i sænk ved et fatalt angreb.

Det heftige bombeangreb fra luften var nemlig tiltænkt Gestapos hovedkvarter Shellhuset midt i København, men grundet skæbnesvangre begivenheder, bliver skolen bombet. Shellhuset rammes dog også, hvor tyskerne ellers har placeret en række danske fanger på øverste etage som et levende værn mod angreb. Modstandsbevægelsen beslutter på trods – med hjælp fra britiske piloter – at angribe.

Det er denne skæbnesvangre dag og voldsomme angreb, der er filmens dramatiske omdrejningspunkt, hvor man møder en række forskellige parter i den historiske fortælling. Fra skolebørnene og skolens nonner, til frihedskæmpere og piloter samt forældre og Gestapo. Således fletter disse forskellige fortællespor sig sammen, mens tiden tæller ned til tragedien.

Ole Bornedal fortæller med en dejligt rå og blodigt brutal klo om fortællingen sin historie, hvor tragedien trækker sine grumme spor gennem rækken af de menneskeskæbner, vi møder. Her er ikke berøringsangst med det ubehagelige og det tragiske. Her får døden og ubehaget lov til at folde sig ud. Fra de grædende skolebørn til de sorgramte forældre og piloternes plagede sind.

Det er dramatisk svulstigt fortalt og medrivende udfoldet, hvor man får lov at mærke både de larmende bombenedslag og flyenes hastighed. Godt nok kommer jeg ikke sådan helt ind under huden på rækken af karakterer, det selvom man finder både fine og rigtigt gode præstationer fra rollebesætningen. Lige fra børnene, hvor eventyret slås itu, videre til forældrenes sorgfyldte blikke.

Bl.a. brænder Danica Curcic rørende igennem som mor, mens Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund og Ester Birch er et gribende skolebørns-trekløver. Fanny Bornedal og Alex Høgh er dramatisk potente som plaget nonne og dansk tysker-hjælp.  Desværre mister fortællingen noget af det ellers engagerende momentum i sit afsluttende kapitel, der dog rummer både gribende grumhed og fortvivlende død.

’Skyggen i mit øje’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Skyggen i mit øje’ har biografpremiere den 28. oktober.