‘Empire of Light’ smyger sig om biografens magiske mørke

/i , /af

Biografanmeldelse: Det handler om menneskelige relationer. Om livet og alt, hvad det indebærer af succeser og udfordringer, af medgang og modgang, af bristede drømme og om at turde drømme på ny. ’Empire of Light’ er således et fint fortalt drama om os som mennesker. Her sat i starten af 1980’ernes England i en kystby, hvor vi følger de ansattes liv i en smuk gammel biograf.

Det menneskelige omdrejningspunkt er den midaldrende Hilary, der kæmper med en tomhed i sit liv, selvom hun i biografen er omgivet af mennesker. Både de mange besøgende gæster, men ikke mindst også kollegaerne. Det til trods er der noget, som tynger hendes melankolske væsen. Jeg mærker, at livet ikke helt har artet sig for hende, som hun selv havde set det for sig.

Nu står hun så der i biografen og holder styr på billetter og de unge ansatte, som alle får magien i biografens mørke til at ske, hvor filmstrimlen sættes til at rulle af den venlige Norman. Livet går med andre ord sin stille gang – og så alligevel ikke helt så stille. For lige under overfladen og bag Hilarys dybe øjne gemmer sig hemmeligheder og en fortid, der i filmen langsomt foldes ud og gives liv.

Olivia Colman portrætterer den komplekse Hilary, som hun med fint sarte noter af følelsesmæssige nuancer bringer gribende til live. Hun er ikke helt sådan lige at blive klog på. Hun er en interessant karakter, jeg holder af og holder af at følge. Hilary er måske nok filmens klare menneskelige midte, men det er i høj grad også relationerne til alle de andre, som er filmens styrke.

Det er en fortælling om menneskeskæbner, hvor biografen er som en art katalysator for de følelser, det indebærer. Biografen som et sted, hvor nogle bliver, andre skal videre fra eller har fundet ro i. ’Empire of Light’ er på den måde også en hyldest til filmen og biografens magi. Hvad netop biografens fortryllende mørke og film kan gøre ved os mennesker. Sammen så vel som hver for sig.

’Empire of Light’ mister desværre lidt momentum i sit ellers fint tilbagelænede væsen, men holdes bl.a. oppe af netop sine karakterer. Her finder man også en skøn Toby Jones som Norman, Micheal Ward er en sympatisk nyansat og Colin Firth er en usympatisk chef. Hertil kommer Roger Deakins’ smukt indrammede billeder i Sam Mendes’ fine drama om menneskelige relationer og biografens magi.

’Empire of Light’ får 4 ud 6 stjerner:

’Empire of Light’ har biografpremiere den 9. marts.

‘The Whale’ er et elegant og menneskefølsomt skæbneportræt

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et nænsomt greb om sit fint forløste skæbneportræt, får man med Darren Aronofskys gribende ’The Whale’ indblik i alt fra ensomhed, traumer og sorg til fortrydelse, kærlighed og hengivenhed. Man bliver nemlig dumpet ned i den svært overvægtige lærer Charlies liv i en klaustrofobisk bolig, der mere synes som et fængsel af ensomhed end et trygt hjem.

Charlie er som følge af sin overvægt så godt som bundet til sin stol, hvorfra han online-underviser i engelsk. Men hvordan er det kommet dertil for Charlie med de venlige og dybt sørgmodige øjne, at han flere hundrede kilo tungt nu er som fanget i sin egen krop? Fortællingen piller elegant og med menneskelig skrøbelighed lagene af den plagede Charlie. Hans fortid og nutid.

I den altdominerende hovedrolle som Charlie finder man en empatisk Brendan Fraser, der med nuanceret og underspillet gestik og mimik nærmest får sagt alt, hvad der er at sige. Hans øjne kanaliserer de mange følelser på fornem vis med både indlevelse og intensitet. Jeg mærker ham. Sorgen. Selvhadet. Kærligheden. Længslen. Han er et menneske på godt og ondt. Det mærker jeg.

For det er ikke i sort/hvid, at mennesket her bliver åbenbaret, men med nuancer af gråt, der netop udgør det at være menneske – også i de relationer, man indgår i. I ’The Whale’ møder man bl.a. Charlies mangeårige ven og plejer Liz samt datteren Ellie fra et forlist forhold. Her sitrer følelserne sig gribende om mig, hvor Charlie bl.a. forsøger at nå til forsoning med sin svigtede teenagedatter.

Hong Chau og Sadie Sink som Liz og Ellie giver med deres kontrastfulde portrætter medrivende modspil til den komplekse Charlie, der har svært ved at elske sig selv, mens en dybfølt empati til hans medmennesker strømmer gennem hele hans krop, der grundet overvægten synger på sidste vers. Døden lurer i horisonten filmen igennem, hvilket bl.a. er med til at give fortællingen sit intense nærvær.

’The Whale’ udspiller sig på visuelt oplagt vis nærmest kun i det lille hjem, hvor det er karakterstudierne, som er med til at åbne mennesket op på vid gab i en bølgegang af ømhed, vid og bid samt frygt, varme og kompleksitet. Brendan Fraser giver et dybt bevægende portræt af den indviklede Charlie, mens også lydside og billede beriger historien med sin tilstedeværelse.

’The Whale’ får 5 ud 6 stjerner:

’The Whale’ har biografpremiere den 2. marts.

‘Creed III’ bokser sig ikke helt vej ind til følelserne

/i , /af

Biografanmeldelse: Slagene rammer hårdt og hurtigt i boksedramaet ’Creed III’. Følelserne rammer dog desværre ikke helt rent ind, når man atter engang møder Adonis Creed. Han har trukket sig fra bokseringen, men forretningen med boksningen uden handskerne på går strygende. Familielivet trives ligeledes, her med hustruen Bianca og deres lille datter Amara.

Livet kører på et par solide og succesfulde skinner for Adonis, både privat og professionelt. Det hele bliver dog skubbet ud af kurs, da den gamle barndomsven Damian en dag tropper op efter at have siddet i fængsel i mere end 10 år. Fortiden begynder nu så småt at krybe ind på Adonis, der i sin tid ellers var som brødre med Damian, som dengang var et sandt boksevidunder.

Som set så ofte før, kan man ikke løbe fra sin fortid for evigt. Det gælder også for Adonis. For hvad var det egentlig, der skete mellem de to, da de blot var knægte? Hvorfor endte Damian i fængsel? Og hvad vil han efter alle disse år? På overfladen vil Damian tilbage i ringen og bevise, at han stadig er boksemester. Men noget andet og mere synes at ligge bag hans tilbagevenden.

Det intense omdrejningspunkt er således forholdet mellem den succesfulde Adonis og den martrede Damian, der aldrig fik lov til at få indfriet sin boksedrøm. Måske det ikke er for sent? Michael B. Jordan instruerer for første gang og portrætterer atter Adonis, det med overskud og charme, men også en boksegnist, der venter på at blive tændt på ny – og naturligvis bliver det.

For barndomsvennerne Adonis og Damian ender selvfølgelig i ringen som modstandere. ’Creed III’ er ikke just rig på historiemæssig opfindsomhed, mens karakterbuerne desværre ikke bevæger sig helt stærkt nok frem mod den store finalekamp for kamphanerne. Troværdigheden i skildringen af duoens vej tilbage i ringen vakler altså under deres ellers muskuløse ben.

Fred med, at opfindsomheden i plottet er til at overse, mens karakterudviklingen slingrer en smule, hvis så bare følelserne ramte mere rent. Det gør de desværre ikke, hvilket bl.a. ellers er en af franchisens styrker. Fra Rocky-filmene med Sylvester Stallone til spin-off-serien ’Creed’. Heldigvis tropper Jonathan Majors op som Damian med ilter vrede og intimiderende uforudsigelighed. Han er filmen værd.

’Creed III’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Creed III’ har biografpremiere den 2. marts.

Den franske ‘En dejlig morgen’ sætter livet og døden i stævne

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet er ikke altid lige nemt. Det kan falde fra hinanden, men også være smukkere end smukt. I Mia Hansen-Løves franske drama ’En dejlig morgen’ møder vi den nogle og 30-årige Sandra, der er alenemor til sin 8-årige datter Linn. Hun har givet op på kærligheden og forsøger mest af alt bare at få livet til at hænge sammen, herunder bl.a. at hjælpe sin meget syge far Georg.

Sandra løber en dag tilfældigt ind i sin gamle ven Clément, der er både gift og far. De to indleder snart en affære, hvor Sandra får lov til at skimte kærligheden. Hendes far bliver sideløbende blot mere og mere syg, hvorfor Sandra må forsøge at finde et passende plejehjem til ham. Livet går sin svære og komplekse gang, hvor jeg stilles ansigt til ansigt med både livet og døden.

Fortællingen udspiller sig i et smukt Paris, hvor lyset falder forførende på byen. Sandra er blot en af hovedstadens mange skæbner, som der altså her zoomes ind på. Sandra portrætteres af Lea Séydoux, der rummer både stor styrke, men også en sart skrøbelighed bag sine melankolske øjne. Hun er et interessant bekendtskab i et drama, der dog ikke som sådan overrasker i sin historie.

Rollen som faderen George – hvis syn og hukommelse stille og stødt svigter ham – spilles elegant af Pascal Greggory. Dynamikken og det skildrede forhold mellem ham og Lea Séydoux er ømt, kærligt og hjerteknusende. Der synes også at ulme et knust hjerte i det nye forhold, Sandra er gået ind i med sin affære med Clément, der spilles charmerende og rådvildt af Melvil Poupard.

Hvor ’En dejlig morgen’ måske ikke just overrasker i sin fortælling, er det et ganske fornemt forløst drama med fine præstationer fra skuespillerne. Herunder bl.a. også datteren i skikkelse af en naturligt spillende Camille Leban Martins, hvis liv også påvirkes af den uro, der er i livet hos Sandra. Filmen er et stykke levet liv med alt, hvad det indebærer af kærlighed, sorg, glæde og afsavn.

’En dejlig morgen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’En dejlig morgen’ har biografpremiere den 2. marts.

‘Cocaine Bear’ serverer blod, afrevne lemmer og sort humor

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pis her. ’Cocaine Bear’ er hverken mere eller mindre, end hvad den er sat op til at være. Titlen indikerer nemlig ret godt, hvad det hele handler om i denne dyr-går-amok-film. Man finder som primus motor en stor bjørn på kokain, der går amok og dræber alle omkring sig. Det er kort og godt den sort komiske films præmis.

Vi befinder os i midt-80’erne, hvor en smugler kaster i kilovis af kokain ned over en skov i Georgia. Det er her, bjørnen kommer på banen. Den får uheldigvis indtaget vildt meget kokain – og så går det løs! Man finder herudover en umage flok af bl.a. kriminelle på kokainjagt, mens et par børn og en mor også er jaget vildt i skovens dyb, hvor vi videre møder andre sagesløse ofre for bjørnens gab.

Det hele sparkes derudad i veloplagt tempo med 80’er-musik på lydsiden og friske blodsprøjt, hvor amok-bjørnen river lemmer af stakkels vandrere og andre, der er uheldige at støde på den. Det hele fortalt med et grotesk glimt i øjet. Faktisk er historien baseret på en sand historie. Her døde bjørnen dog hurtigt efter at have indtaget kokainen. Det gør den lagt fra her. Brøøøl!

Det er ikke dybe karakterportrætter, der serveres, men derimod mest skrigende bjørnefoder. Det er også helt fint, for ’Cocaine Bear’ forsøger at ikke være meget andet end tempofyldt underholdning. Det sagt, så får man veloplagte præstationer fra bl.a. Keri Russell som moderen, der leder efter sin forsvundne datter og hendes ven. De to børn spilles dynamisk af Brooklynn Prince og Christian Convery.

Desuden er Margo Martindale som parkbetjent morsom, mens en karismatisk Ray Liotta byder på sejhed som intimiderende kriminel i en mindre rolle. ’Cocaine Bear’ bliver dog aldrig rigtigt skræmmende, men er heldigvis ganske medrivende.  Det er altså mest af alt en omgang letbenet dræberdyrsfilm, der kender sin besøgstid med sine veldoserede 95 minutter.

Bjørnen er ganske vist computerskabt, men fungerer på trods ret fint i samspil med karaktererne, hvor bl.a. de afrevne lemmer står blodigt frem. Kokainbjørnen har dog ikke helt et troværdigt nærvær og faretruende tyngde i sin ellers velskabte CGI-vælde. ’Cocaine Bear’ er kort fortalt et ganske vellykket dyregys med streg under humoren. Hverken mere eller mindre. Det er bestemt også helt ok.

’Cocaine Bear’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Cocaine Bear’ har biografpremiere den 23. februar.

‘Tár’ er et overvældende skæbneportræt med Cate Blanchett

/i , /af

Biografanmeldelse: Intens passion og kunstnerisk kompromisløshed. Dirigent og klassisk komponist Lydia Tár lever med begge dele. Dag og nat. Hele tiden. Året rundt. Hendes kunstneriske virke er hele hendes væsen. Musikken og alt, hvad der følger af følelser og komplicerede samarbejder og svære beslutninger. Hun er på toppen af karrieren og chefdirigent for Berliner Philharmonikerne.

Tár synes med andre ord ustoppelig i sit roste og prisvindende virke. Hun står nu overfor at skulle fuldende indspilningerne af Mahlers symfonier med den femte i rækken. Ikke nok med det, hun skal også lige promovere sin selvbiografi og forsøge at være der for sin lille familie, partneren Sharon og deres adopterede datter. Hun vil det hele, men kan alt favnes?

Todd Field har instrueret og skrevet ’Tár’, der er et overvældende skæbneportræt med Cate Blanchett som den intimiderende og komplekse Lydia Tár, som begår sig blandt de absolut dygtigste musikere, mens hun i en ofte mandsdomineret branche også hyldes som succesfuld kvindelig kunstner. Noget usagt og forsøgt glemt og gemt ulmer dog i fortællingens krinkelkroge. I Társ liv, fortid og nutid.

Der synes at vente et opgør med fortiden, hvor fortællingen slår fint sitrende skår på underspillet og dragende vis i komponistens person. Professionelt som privat. Portrættet af Tár huser desuden en fascinerende dualitet mellem hendes på den ene side kyniske brug af sine medmennesker og så de ind til benet oprigtige følelser, som hun mærker, oplever og formidler via musikken.

Fortællingen tager sig god tid. Den forhaster sig ikke ind i et plot, der skydes af for at få næste dramatiske øjeblik udfoldet. Dramaet er sine steder nærmest insisterende tilbageholdende, mens en dramatisk forløsning pibler lige under overfladen hos Tár – og i musikken. En trygkedel af undertrykte følelser, fortidens hemmeligheder og nutiden synder. Tålmodig og eksplosiv på samme tid.

Cate Blanchett leverer et ubetinget fascinerende portræt af en kvinde i kunstens vold og konsekvenserne heraf, mens Todd Field med sikker hånd instruerer skarpt komponerede og smukke scener. Han tør holde igen, men også at give slip. Ligesom Cate Blanchett. Tár er både en strid, bestemt og kompromisløs kvinde, men er også karismatisk, ensom og kærlig. Et menneske på godt og ondt. Et helt menneske.

’Tár’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Tár’ har biografpremiere den 23. februar.

‘Missing’ er et plotlegende mysterium i en digital tidsalder

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi oplever meget af verden omkring os via en skærm. Bl.a. gennem computeren og ikke mindst ens smartphone. Vi efterlader os hele tiden digitale spor, hvor end vi færdes. Det gennem bl.a. netop ens smartphone. Men vi bliver også set og filmet af overvågningskameraer, mens vi selv fodrer nettet med oplysninger om bl.a. familie, venner og uddannelse på eksempelvis Facebook.

Det er vores digitale tidsalder, der i thrilleren ’Missing’ bliver leget med i selve fortællingens form – og herigennem også i måden, hvorpå filmens mysterie foldes ud. Vi oplever nemlig hele filmen via skærme. Fra computere og overvågningskameraer til smartphones. På Facetime, Twitter, Snapchat, TikTok, Facebook og i det hele taget ude på det store internet.

For da teenageren June får at vide, at hendes mor og kæresten er forsvundet på en romantisk ferie, starter mysteriet. Foran computeren og via hendes smartphone. June sidder nemlig i Los Angeles, mens ferien gik til Columbia. Nu må June på kreativ vis forsøge at finde ud af, hvad der er sket, da bl.a. tungt, internationalt bureaukrati ikke går nær så hurtigt, som hun kunne ønske sig.

June griber straks computer og telefon, hvor vi som publikum kun ser skærmene. Fra når hun bl.a. snakker med politiet eller dykker ned i internettet for at følge de digitale spor, som hendes mor og kæresten har efterladt sig. Filmens form er ret interessant, men bliver også lidt en underlig og distanceskabende hinde mellem mig og dramaet på de mange skærme, som suser forbi mine øjne.

Storm Reid er heldigvis engagerende som June, der går egne veje i jagten på at finde sin mor. Desværre er mysteriets plotmæssige krumspring ikke altid helt så svære at gennemskue, mens filmens afsluttende del desværre forfalder til en smule generisk spænding. ’Missing’ fungerer på trods ok godt som spændingsfilm, men kommer bl.a. ikke følelsesmæssigt helt derhen, hvor der sigtes efter.

’Missing’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Missing’ har biografpremiere den 23. februar.

Kunst forenes med aktivisme i ‘All the Beauty and the Bloodshed’

/i , /af

Biografanmeldelse: Kan det overhovedet svare sig som enkeltindivid at gå op imod overmagten? Er kampen tabt på forhånd? I Laura Poitras’ både tankevækkende og indignerede dokumentarfilm ‘All the Beauty and the Bloodshed’ følger man fotokunstner og aktivist Nan Goldin og hendes utrættelige kamp mod den magtfulde og mangemilliardærer Sackler-familie.

Den indflydelsesrige familie stod bag opioid-epidemien, der har kostet i tusindvis af menneskeliv i USA. Faktisk dør omkring 100.000 amerikanere årligt af en overdosis af narkotika eller medicin, hvoraf cirka 75.000 af tilfældene er relateret til den afhængighedsskabende smertestillende medicin, opioids. Nan Goldin kæmper for, at medicinal-dynastiet skal stå til ansvar for sin rolle i epidemien.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ er på den måde et portræt af kunstnerens aktivistiske kamp mod Sackler-familien, der donerer i millionvis af dollars til museer verden over. Her således med deres familienavn tronende på museer og i kunstgallerier. Filmen er samtidig et intimt portræt af Nan Goldins opvækst, vilde liv og virke som kunstner med en inspirerende vedholdenhed.

Her bliver hendes fortælling også et tidsbillede af bl.a. homoseksuelle og transkønnede subkulturer i Boston og New York i 70’erne og 80’erne, hvor Nan Goldin fik sit kunstneriske gennembrud som fotograf med netop autentiske skildringer af disse miljøer, sit eget liv og ikke mindst menneskene. Det bl.a. gennem sine fascinerende og unikke fotografier.

På den måde flettes Nan Goldins personlige historie og kamp mod Sackler-familien sammen med en interessant skildring af en brydningstid fyldt med at ville bryde med seksuelle tabuer og stigmatisering af minoriteter, hvor både politik, aktivisme og familiehemmeligheder samt det ikke at passe ind i samfundsnormerne udfordres, videre til familieforhold, kærlighed, misbrug og kunst

Filmens fortælling har mange spændende jern i ilden, men instruktør Laura Poitras får ikke helt vippet sig visuelt interessant eller fortællemæssigt udfordrende ind i denne ild. Det er mest af alt i selve valget af hovedpersonen og hendes historie, at ‘All the Beauty and the Bloodshed’ har sin styrke. Men i fortællestil og form lader filmen desværre en smule tilbage at ønske.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘All the Beauty and the Bloodshed’ har biografpremiere den 16. februar.

Kulørte kolbøtter med ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fart på utrolige verdener og kulørte væsner, når Ant-Man og co. boltrer sig løs i den seneste film om Marvel-universets lille superhelt – der som bekendt også kan vokse til gigant størrelse ved hjælp af sin dragt. Han får brug for begge dele, når de vilde strabadser ved et uheld går ind i det krøllede kvanterum, det såkaldte Quantum Realm.

Vi møder i ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ således den vellidte Scott Lang aka Ant-Man, der nu har skrevet en bog om sit superhelteliv med Avengers-holdet. Det går i det hele taget ret så fint for Scott. Lige indtil det ikke går så legende let længere. For ved et uheld ender Scott, hans datter Cassie og Hope Van Dyne aka Wasp samt Hank Pym og Janet Van Dyne i kvanterummet.

I The Quantum Realm er intet som her på Jorden. Bl.a. er tiden en ukendt faktor, mens det farefulde univers – der så at sige ligger under vores egen kendte virkelighed – også adskiller sig fra vores verden ved et utal af vilde farver både foroven og forneden, mens denne kvanteverden befolkes af et utal af sælsomme skabninger og farverige væsner. Det er her, filmen udspiller sig.

Spørgsmålet er så bare, hvordan Scott og resten af flokken mon kan vende hjem til deres egen virkelighed, inden det går helt galt i kvanterummet, hvor farerne konstant lurer om hvert et krøllet hjørne. Ikke mindst i skikkelse af den mægtige skurk Kang The Conqueror. Desværre føles løjerne bare aldrig rigtigt farlige. Det bliver ikke for alvor spændende. Jeg mærker ikke, at her er noget egentligt på spil.

Det menneskelige drama og den magtsyge superskurks frygtindgydende væsen fiser desværre noget fladt ud i intetheden, mens CGI-farveladen overtager opmærksomheden med sine opfindsomme skabninger og en verden af utrolige landskaber. Ja, kvanterummet er et sprudlende bekendtskab, hvor særligt de særegne væsner er et sjovt selskab. Fra en mangearmet bartender til levende bygninger.

Til trods for historien om at overleve kvanterummet og besejre skurken – tilsat et far-datter-drama – mærker jeg aldrig rigtigt, at her for alvor er noget på spil. Det sagt, så er den sprudlende verden et ofte visuelt veloplagt sted at befinde sig, mens Paul Rudd som Ant-Man stadig er charmerende. Jonathan Majors er desuden et interessant og intenst bekendtskab som den martrede Kang.

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ har biografpremiere den 15. februar.

‘København findes ikke’ svæver rundt i mindernes opløste folder

/i , /af

Biografanmeldelse: Som svævende rundt i en sart drøm, løftes jeg ind i livet hos det unge par Sander og Ida. De møder hinanden i et tyst simrende København. Det bliver starten på en altopslugende forelskelse, hvor de to har nok i bare at være dem. Kun de to. Sammen. Men noget dunkelt lurer i fortællingens folder af opløste minder og kantet hukommelse. Ida forsvinder nemlig pludselig sporløst.

Det er derfor, at Sander nu er blevet indlogeret i sin svigerfar Poraths forladte herskabslejlighed, hvor sønnen Viktor med et lille videokamera filmer Sander siddende på en stol, mens Porath udspørger ham om forholdet til datteren. For hvad er der sket? Hvorfor er Ida forsvundet? Er hun løbet bort? Frivilligt? Modvilligt? Ja, hvad var Sander og Ida egentlig for et par? Hvem er de egentlig?

’København findes ikke’ hvirvler sig på den måde frem og tilbage i en fortabt nutid og hukommelsens svære fortid, hvor tankerne kan spille en et puds og minderne kan synes mere ægte end nutidens grå dis. Kærligheden kan opsluge alt det dårlige, så kun det perfekte står tilbage for eftertidens tanker hos Sander. Det er med en fin sart sans for mindernes kispus, at fortællingen foldes ud.

Filmens sine steder drømmelogiske stemning og dragende form i lyd og billede, er med til at vikle mig delvist forført ind i fortællingen. Det med et flot nærvær indfanget af fotografen Jakob Møller, hvor også lyddesigner Carlos García binder enderne engagerende sammen. ’København findes ikke’ er en fornøjelse i billede og lyd samt i sin legende fortællestruktur, der er med manuskript af Eskil Vogt.

Desværre bliver Sander i skikkelse af Jonas Holst Schmidt aldrig rigtigt til det hele og nuancerede menneske, som historien fortjener. Han har dog ganske fin ømhed i flere scener, men får ikke mange følelsesmæssige tangenter at spille på. Det lider troværdigheden af Sander under og herved også mit engagement i forholdet mellem ham og Ida. Hun spilles forførende komplekst af Angela Bundalovic.

De to gør det dog overordnet fint med, hvad de har fået serveret. Men som et par opslugt af kærlighed og hinanden, kommer de ikke helt derind, hvor mine følelser kommer i spil. Zlatko Burić træder desuden lige til med karisma og autoritet som farmanden, der vil opklare mysteriet bag sin datters forsvinden. Instruktør Martin Skovbjerg har et godt greb om udtryk og struktur, men får ikke helt alle følelserne med.

’København findes ikke’ får 4 ud af 6 stjerner:

’København findes ikke’ har biografpremiere den 9. februar.