ANNABELLE COMES HOME: Der er dæleme stadig liv i den dæmoniske dukke

/i , /af

Biografanmeldelse: Det hele starterede med det virkeligt vellykkede og foruroligende dæmongys ‘The Conjuring’ i 2013. Siden da er det blevet til både prequels og sequels i det fortsat voksende The Conjuring-univers. Og ja, nu skal vi til det igen. Nemlig at gyse over den dæmoniske dukke Annabelle. For det er tredje gang, at dukken med de stirrende øjne får sin egen film.

I ‘Annabelle Comes Home’ slippes ondskaben således løs på en ellers rolig aften, hvor den 10-årige Judy skal babysittes. Hun er datter af de overnaturlige efterforskere Ed og Lorraine Warren, som man kender fra gyseruniverset. De har et aflukket rum i huset, som er fyldt med artefakter fra deres mange møder med det onde og overnaturlige. Heriblandt den creepy dukke Annabelle.

Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at Annabelle slipper fri af sit fangenskab for at sprede skræk og rædsel i det lille hjem, mens forældrene er ude af huset. Der venter med andre ord en nat som Judy, babysitteren Mary og hendes veninde Daniela aldrig vil glemme. Nemlig en nat i rædslens navn. Desværre er det også en frygtredet nat, som jeg nok glemmer ret hurtigt.

Dermed ikke sagt, at ‘Annabelle Comes Home’ er uden plusser. For det er den bestemt. Det er blandt andet dejligt med en gyserfilm, der ikke beror på billige jump scares og slatne fake scares. Det gælder mere, hvad jeg vil kalde forventningens frygt. Her er det nemlig mere frygten for det ukendte, der hersker. Dystre skygger og underlige lyde samt det udefinerbare mørke.

Det sagt, så undslipper filmen dog ikke sin del af jump og fake scares, men de leveres overordnet i veldoserede mængder. Og ja, de fungerer faktisk overvejende godt, når de rammer, så jeg sidder med forventningens frygt i kroppen. For hvad gemmer mørket mon på? Ja, ganske vist sin del af gyser-klichéer, men bestemt også sin del af veliscenesatte og underspillede gyserscener.

At jeg så ikke bliver skræmt i specielt nævneværdig grad er til at leve med. For her leveres både masser af gysertåge, et arsenal af grumme gespenster og brutale bæster, mens trekløveret i front er et både dynamisk og likeable bekendtskab. Her jongleres endvidere med temaer som død og ensomhed, skyld og traumer, hvilket ligger som en fin og dyster understrøm filmen igennem.

‘Annabelle Comes Home’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Annabelle Comes Home’ har biografpremiere den 27. juni.

THE SISTERS BROTHERS: Phoenix og C. Reilly bærer støvet western i mål

/i , /af

Biografanmeldelse: Sæt dig op på din hest og find både seksløber samt cowboyhat frem. For med ‘The Sisters Brothers’ står den på western af den tilbagelænede, støvede og sorthumoristiske slags i 1850’ernes Oregon. Altid seværdige Joaquin Phoenix og John C. Reilly indtager titelrollerne som brødrene Sisters – den drikfældige Charlie og den mere eftertænksomme Eli.

Guldfeberen raser her i midten af 1800-tallet, hvor brødrene Sisters – der ernærer sig som skarptskydende lejemordere – får til opgave af den magtfulde Kommandøren at fange guldgraveren Hermann Kermit Warm – der spilles med fin tvetydighed af Riz Ahmed – da han nemlig skylder ham penge. Jake Gyllenhaal dukker også op, det som den veltalende privatdetektiv John Morris.

Således er scenen sat for et portræt af et umage brødreforhold, mens en besnærende jagt på forbryderen skaber spænding undervejs, hvor de involverede parters tilhørsforhold udfordres. For hvem skal man egentlig heppe på i dette firkløver af karakterer? Desværre så bliver udfoldelsen af fortællingen sine steder lige lidt for sløv for sit eget bedste.

Det dræner undervejs desværre noget af det ellers engagerende karakterarbejde, der lægges for dagen samt netop jagten på guldgraveren. Heldigvis er netop skuespillerne og deres fint forløste karakterer med til at holde filmen i søen – det sammen med det troværdige og ikke mindst barske miljø, hvor hver dag synes som den rene overlevelse i det rå western.

Hertil kommer den fint doserede og underspillede sorte humor, der indfinder sig i den ligeledes alvorlige film. For blandt andet i samspillet mellem netop de umage brødre opstår der komiske guldkorn, der løsner op for det ellers trøstesløse vilde vesten. Dette kammer heldigvis ikke over i ren komedie, for filmen bevarer sin jordbundne karakter.

Instruktør Jacques Audiard har med andre ord skabt en stilsikker og fin karakterbåret western, der måske nok bliver lidt for sløv i sin historiefortælling, hvilket dog ok opvejes af netop skuespilpræstationerne og den barske miljøskildring. Men nogen neglebindende spænding indfinder sig ikke – det gør dog heldigvis et par ganske heftige skududvekslinger.

‘The Sisters Brother’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Sisters Brother’ har biografpremiere den 27. juni.

YESTERDAY: The Beatles bringes til live i forglemmelig rom com

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg er ret så begejstret for The Beatles’ musik – dog uden at være nogen dedikeret fan som sådan. Men ja, de har altså lavet i den grad mange formidable og ikke mindst ørehængende numre. Skulle man af uransaglige årsager være i tvivl om det, så bliver man med den britiske rom com ‘Yesterday’ om ikke andet mindet om deres udødelige musik.

For desværre er filmen ganske vist en ok sød og charmerende sag, men også forglemmelig. Filmen har dog en ret sjov præmis, nemlig den, at den meget lidt succesfulde musiker Jack Malik på mystisk vis vågner op efter en ulykke og som den eneste på Jorden kan huske The Beatles og deres musik – og hvad gør man så lige, når man står der med en musikalsk skattekiste?

Jo, Jack begynder at spille The Beatles’ musik som var det hans egen. Pludselig vender han liv fra en musikalsk fiasko til en stor succes – Ed Sheeran (!) dukker nemlig op som løftestang ind i musikbranchen, hvor der venter sin del af problemer – blandt andet en kynisk manager og knas på privatfronten i takt med, at koncerterne bliver større og støre og succesen vokser.

Jack lever altså på en musikalsk løgn, hvilket naturligvis kommer til at ride ham som en mare. Og hvordan står det lige til med barndomsveninden Ellie? Romantik eller blot venskab? Dramaet folder sig således ganske tandløst ud som en ikke vildt engagerende rom com tilsat musikken af The Beatles i nye klæder. Det er da også musikken, der er med til at bære filmen delvist vellykket i mål.

Fortællingen er med andre ord ikke videre gribende, mens filmen mister momentum henover midten. Men ja, Himesh Patel og Lily James er et charmerende og sødt bekendtskab som Jack og Ellie. De er sammen med musikken den lim, der sådan nogenlunde er med til at holde sammen på en film, der ellers ikke er videre interessant.

Det er ellers ingen ringere end den visuelt begavede og vilde filmskaber Danny Boyle, der instruerer. Han er manden bag film som ‘Trainspotting’, ‘127 Hours’, ’28 Days Later’ og ‘Slumdog Millionaire’. Men ‘Yesterday’ gør dog ikke meget visuelt unikt væsen af sig, ligesom fortællingen forbliver noget vattet. Desværre. Filmen lander derfor også i sidste ende under middel.

‘Yesterday’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Yesterday’ har biografpremiere den 27. juni.

’Men in Black 4: International’ forbliver en forglemmelig science fiction-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Den første film om Men in Black fik vi tilbage i 1997, hvor Will Smith og Tommy Lee Jones ledte an som beskyttere af Jorden mod alverdens onde rumvæsner. Nu er vi så kommet til den fjerde film i rækken, hvor Smith og Lee Jones er skiftet ud med Tessa Thompson og Chris Hemsworth, mens der også spædes til med blandt andre Liam Neeson – alle seje agenter klædt i sort.

Denne gang står de rumvæsensudryddende mænd OG kvinder i sort overfor endnu en intergalaktisk trussel samt noget så farligt som en muldvarp i deres organisation. Det er derfor nu op til den grønne Agent M og den noget mere erfarne Agent H at redde dagen – det i skikkelse af netop Thompson og Hemsworth. De to skal dog naturligvis lige finde sig til rette i deres nye samarbejde som den umage duo.

Det afføder sin del af munter ping pong, der desværre bare aldrig for alvor rammer den helt rigtige morsomme tone og komiske timing, der er nødvendig for at humoren fungerer. Heldigvis er de to dog ikke uden intern kemi og en vis form for medrivende personaer, når først de folder sig ud i jagten på rumvæsner og den mystiske muldvarp. For ja, her er heldigvis også sin del af kulørte rumvæsner på spil.

Det er da også fortsat et herligt univers at bevæge sig ind i – det med de cool agenter med deres cool solbriller samt netop flokken af opfindsomme væsner fra det ydre rum, det tilsat sin del af humor – eller i hvert fald forsøg på det. Desværre så er historien noget klodset fortalt, mens truslen både fra det ydre rum og internet i Men in Black-organisationen aldrig for alvor virker truende.

Hertil kommer, at filmens flow flere gange undervejs mister sin del af momentum, hvor også karaktererne bliver en kende flade og uvedkommende. Det sagt, så er ’Men in Black 4: International’ dog ikke uden sin del af charme og er da heller ikke helt humorforladt. For Thessa Thompson er både ganske morsom og ikke mindst charmerende, mens Chris Hemsworth ikke helt har samme pondus.

’Men in Black 4: International’ bliver da også på bundlinjen en desværre noget forglemmelig affære, der dog som nævnt ikke er uden sine plusser. Det er da også nok til, at filmen kommer lige nødagtigt, men også en smule vakkelvornt i mål som en middelmådig science fiction-komedie.

’Men in Black 4: International’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Men in Black 4: International’ har biografpremiere den 13. juni.

DE FRIVILLIGE: Fængselskor-komedie leverer underspillet humor

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er ikke noget morsomt ved at sidde i fængsel. Det er trivielt, klaustrofobisk og generelt bare super nederen. Selvom det er tilfældet i fængselskor-komedien ‘De frivillige’, så er det altså også en morsom film. Dog af den mere underspillede slags, hvor der også er plads til både menneskeligt mørke, karaktermæssig tyngde og etiske dilemmaer.

Det er dog ikke kun mig, der får fængslets trange kår at føle. Det gør erhvervsmanden og kendissen Markus Føns også. Han bliver nemlig varetægtsfængslet grundet mistanke om økonomisk svindel af den helt store slags. Fængslet huer naturligvis ikke jetsetteren, der snart må vende sig til ikke længere at være øverst i hierakiet med magten til at lede og fordele.

Markus vælger derfor frivilligt isolation blandt fængslets svageste fanger. Noget modvilligt vælger han at melde sig ind i afdelingens fængselskor, der har den regelrette Niels som selvbestaltet korleder – og hermed også det naturlige overhoved. Der går dog ikke længe førend, at Markus går efter at overtage toppen i kor-hierakiet – og snart opstår der splittelse i gruppen.

På den måde er der langt op til fish-out-of-water-komik med den selvfede Markus kontra de mere kuede fanger – og her ikke mindst kampen mellem Markus og Niels. Markus spilles med ophøjet ro og autoritet af Jacob Lohman, mens den venlige regelrytter Niels spilles underspillet morsomt af Anders Matthesen. Modpolerne i denne duo er både engagerende og dynamisk.

Det er eksempelvis morsomt, når koret laver stemmeøvelser samt ikke mindst, da Markus skal have sin plads i koret, hvor Niels lige får ham trynet til at være bas – selvom han egentlig helst vil være tenor. Humoren befinder sig her i de små og usagte øjeblikke af magtkampe – samt i mødet mellem Markus og de øvrige fanger og ikke mindst en betjent, der er stor Markus-fan.

Men selvom ‘De frivillige’ er en morsom film, så er her også et underlag af alvor samt etiske og menneskelige dilemmaer i spil. Blandt andet i de domme, som fangerne sidder buret inde for – så som voldtægt og pædofili. For kan man adskille mennesket fra dommen? Det giver komikken en eftertænksom kant, der klæder karaktererne og her også humoren, der bliver fint bittersød.

‘De frivillige’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘De frivillige’ har biografpremiere den 13. juni.

X-MEN: DARK PHOENIX: Der er ild i de ganske medrivende mutanter

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er det blevet tid til endnu en film i den fortløbende saga om de mange mutanter i X-Men-universet, der på film startede med ’X-Men’ helt tilbage i 2000. Siden da er det blevet til en række både prequels, sequels og solo-film. Nu er turen kommet til historien om Jean Grey aka den magtfulde Dark Phoenix, der her ses i skikkelse af Sophie Turner i ’X-Men: Dark Phoenix’.

Jean Grey er dog ikke fra starten Dark Phoenix – en af de mest magtfulde karakterer i X-Men-universet. Men efter en farlig mission i rummet går det dog hverken værre eller bedre end, at den allerede magtfulde mutant bliver endnu mere magtfuld – med kræfter, der synes nærmest grænseløse. Nu må den ellers usikre Jean således kæmpe med at komme overens både med sine nye kræfter, men også sig selv.

Det er dog ikke kun Jean, der her kæmper en både indre og ydre kamp, for den skelsættende begivenhed i rummet ender også med at splitte X-Men-familien ad og truer samtidig selveste den menneskelige eksistens. Det er altså de helt store dramatiske vinger, der her foldes ud – de kan dog ikke helt bære vægten og mister noget nærvær og karakter undervejs.

For når X-Men-universet er bedst, så er det blandt andet netop, når karaktererne er i fokus – mere end actionfyldt bulder og brag. Her truer de mange – ganske vist flot iscenesatte action-sekvenser – med at overtrumfe både karakterarbejde, men også de ellers spændende tematikker i spil, der dog forbliver en smule i periferien. Desværre. Blandt andet mutanternes forhold til samfundet og omvendt.

Det er med andre ord meget action-delen i ’X-Men: Dark Phoenix’, der holder superhelte-eskapaderne ganske godt flyvende. Det gør de heldigvis også langt overvejende både medrivende og flot, hvor blandt andet mutanternes forskellige evner kommer opfindsomt i spil. At den bombastiske finale bliver en kende for lang for sit eget bedste er altså til at leve med.

På bundlinjen er ’X-Men: Dark Phoenix’ en solid tilføjelse til X-Men-sagaen, der dog mangler noget mere karaktermæssigt nærvær og mere fokus på både tematikkerne og deres gråzoner. Heldigvis leveres der mange veleksekverede action-scener undervejs, mens de mange forskellige mutanter og deres evner er underholdende at overvære.

– ’X-Men: Dark Phoenix’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ’X-Men: Dark Phoenix’ har biografpremiere den 6. juni.

GODZILLA II: KING OF THE MONSTERS: Monstre, monstre og atter monstre

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er muligt, at der ikke er meget, som giver mening i ‘Godzilla II: King of the Monsters’. Til gengæld er den yderst underholdende, når arsenalet af mægtige monstre folder sig medrivende ud i enorme kæmpe kampe på liv, død og vildt meget ødelæggelse. Det hele leveret med en barns livlige entusiame og glæde over monstrøs destruktion. Herligt!

Filmen er en opfølger til ‘Godzilla’ fra 2014 og befinder sig i samme univers, hvor man har set kæmpegorillaen Kong i ‘Kong: Skull Island’ fra 2017. Det gælder med andre ord mægtige bæster, der ryger i titaniske totter på hinanden, hvor man naturligvis finder monstrenes konge i skikkelse af den ikoniske Godzilla i front. Kæmpeøglen er dog ikke alene her.

Det viser sig nemlig, at Jorden huser sin del af enorme monstre, som Godzilla nu må gå i kamp med, blandt andet Mothra, Rodan og ikke mindst dets tre-hovede nemesis King Ghidorah. Mellem de mægtige monstre finder man menneskene og her bureauet Monarch, der gør sit for at holde kæmperne i ave og fortsat sikre balance i verden. Det er dog langt fra så let sagt som gjort.

Ind på banen træder således Madison og hendes mor Emma – henholdsvis Millie Bobby Brown og Vera Farmiga. De leverer et fint mor-datter-forhold, hvor der bliver plads til nuancer og overraskelser. Men selvom man altså finder mennesker på rollelisten, så er der ingen tvivl om, at det er giganterne, som har den egentlige hovedrolle i dette skønt buldrende bæst af en film.

For det er når de apokalyptiske kampe udfolder sig med menneskene som små statister, at ‘Godzilla II: King of the Monsters’ får det hele til at buldre, brage og rumle helt ned i maven. Jeg bliver her blandt andet begejstret over, hvor lidt undskyldende filmen er over, at den bare smadrer derudaf med sine monstre med en naiv og herlig barnlig glæde ved at levere monster på monster.

‘Godzilla II: King of the Monsters’ er kort fortalt uforskammet monsterunderholdning, der præcis ved, hvad den er – nemlig monstrøs monster-destruktion for fuld smadder. Der er så også lige nogle mennesker med – og de gør det godt – men det er Godzilla og monster-co., der er de egentlige trækplastre her, når først lortet går ned. Og ja, det går virkelig ned. Brøøøl!

‘Godzilla II: King of the Monsters’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Godzilla II: King of Monsters’ har biografpremiere den 30. maj.

ROCKETMAN: Taron Egerton og Elton Johns musik holder filmen oven vande

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er virkelig vild med Elton Johns musik. Jeg var derfor også spændt på at se, hvordan både hans kulørte og problemfyldte liv ville blive fortalt – videre til naturligvis, hvordan hans musik ville blive brugt i den biografiske film ’Rocketman’. Musikken er virkelig på plads, mens fortællingen dog bliver noget generisk. Desværre.

Heldigvis har filmen to klare trumfkort, nemlig netop musikken, men også og ikke mindst Taron Egerton i hovedrollen som Elton John. Og ja, han synger faktisk selv sangene. Lige fra ’Tiny Dancer’, videre til ’Your Song’ og ’Saturday Night’s Allright’. Ja, de ørehængende melodier og energiske sange står her nærmest i medrivende kø – og de er engagerende forløst i musical-lignende setups og på scenen.

Det hele er dog ikke just fest og farver for en excentriske sanger, der blandt andet har et problemfyldt forhold til sine forældre – ikke mindst en kold og uforstående far, der ikke viser den kærlighed, som Elton John hungrer efter, både som barn og voksen. Senere i livet plager dette han stadig, mens der også kan skrives både stoffer, sexafhængighed og alkohol til listen over musikerens skyggesider.

Nå ja, det er heller ikke helt let for Elton John at komme overens med sin seksualitet. Men inden succesen, pengene og alle stofferne, hed Elton altså Reginald Dwight – en genert, men yderst talentfuld pianist og dreng. ’Rocketman’ er således historien om den svære opvækst, videre til trasformationen til den flamboyante Elton John – det hele vejen med de dystre lig i lasten på privatfronten.

Det er dog ikke en dyster film som sådan – dette er først og fremmest en hyldest af kunstneren og mennesket Elton John. En film om succes og nedtur, menneskelige ofre og ubrydelige venskaber – her ikke mindst med Eltons faste tekstforfatter Bernie Taupin i skikkelse af en sympatisk Jamie Bell. Deres venskab er fint beskrevet. Der er dog ingen tvivl om, at dette er Taron Egertons film. Og Elton Johns.

’Rocketman’ bliver dog desværre bare en noget generisk udfoldet fortælling, der ikke for alvor gør ondt, der hvor skyggesiderne indfinder sig hos Elton John. Filmen mister undervejs momentum, mens det er småt med fortællemæssige overraskelser. Men netop Taron Egerton og musikken holder de musikalske eskapader oven vande, selv når filmen går noget i tomgang og mister pusten. 

’Rocketman’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Rocketman’ har biografpremiere den 29. maj.

ALADDIN: Muligvis overflødig genfortolkning, men trods alt ret så medrivende

/i , /af

Biografanmeldelse: Mon ikke de fleste kender den originale Disney-tegnefilm ‘Aladdin’ fra 1992? Nu er den mesterlige Disney-klassiker i hvert fald blevet taget under kærlig behandling af rigtige mennesker af kød og blod i stedet for de tegnede karakterer, når man her genfortæller den samme historie med de samme sange. Ja, filmen er med andre ord meget tro mod originalen.

Så har verden overhovedet brug for denne nye live-action version af ‘Aladdin’? Næ, måske ikke. Men nu er den her altså – og ja, den er faktisk virkelig vellykket. Ret så medrivende foldet ud og fortalt – både hvad angår filmens fint pulserende actionscener og naturligvis også den dynamiske måde, hvorpå de klassiske sange bliver både visualiseret og bragt til live på. 

Det er altså stadig historien om gadedrengen og tyven, men også den både godhjertede, sympatiske og charmerende Aladdin, der får fat i den magiske lampe, som indeholder den blå ånd Genie, der skal opfylde tre af hans ønsker. Det bliver starten på eventyret om gadedrengen, prinsessen Jasmin og den morsomme lampe-ånd samt naturligvis også den onde Jafar.

Hvad der måske mest oplagt er at være bare en kende nervøs for ved denne genfortolkning er i mine øjne det at skulle bringe den ikoniske Genie til live på ny, når nu den originale ånd med stemme af Robin Williams er så legendarisk. Men her gør Will Smith faktisk ganske god figur – det uden at ville kopiere originalen – heldigvis. Men ja, Genie er stadig en spilopmager og morsom.

Desværre er skurken Jafar ikke nær så vellykket. Han bliver aldrig for alvor karismatisk ond og troværdigt farlig, men mere postuleret spillet af Marwan Kenzari – hans rapkæftede papegøje Jago fungerer dog godt med veloplagt stemme af Alan Tudyk. De forelskede Aladdin og Jasmin – spillet af de søde Mena Massoud og Naomi Scott – er ligeledes et fint engagerende bekendtskab.

Desværre bliver de musikalske løjer en kende for lange for sit eget bedste med sine 2 timer og 8 minutter. Tematikker om ikke at skue hunden på hårene, men at se ind bag facaden samt at rigdom ikke gør lykkelig, går dog fint igennem. Desværre mangler filmen en mere karismatisk skurk. Ja, ‘Aladdin’ er måske nok overflødig film, men på trods både flot, dynamisk og ganske engagerende.

‘Aladdin’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Aladdin’ har biografpremiere den 23. maj.  

AMUNDSEN: Polarforsker på vilde vover er solid historiefortælling

/i , /af

Biografanmeldelse: Passionen, ensomheden og jagten på det ukendte. Ja, historien om den norske polarforsker Roald Amundsen er både flot, fascinerende og inspirerende. Desværre er ‘Amundsen’ også en smule ujævn i udfoldelsen af sin ellers dragende fortælling – blandt andet når de vilde ekspeditioner afløses af de private problemer hjemme i Norge.

Men ja, jeg forstår godt, hvorfor Amundsen drages mod det ukendte, når alt det velkendte hjemme er netop så, ja, velkendt. Men at han er så knusende kompromisløs er alligevel vildt og på sin vis også dybt ærefrygtindgydende, når han med dødsforagt drager på sine iskolde ekspeditioner ud på isen og ind i kulden – blandt andet for at opdage det dengang uudforskede Sydpolen.

Sådan har det været lige siden, han var en lille dreng – altså besat af tanken om at opdage det uopdagede. At være det første menneske i uopdagede dele af verden. Her i is og kulde. Men denne jagt på det ukendte kostede ham på privatfronten – blandt andet det ellers tætte forhold til broderen Leon lider knæk undervejs – det samme gør hans kærlighedsliv.

Men selvom her altså er andre personer på banen, så er det uden tvivl Roald Amundsen og hans liv, der er hovedattraktionen – det sammen med de yderst vovede ekspeditioner, der er fortalt med både nerve og nærvær samt intensitet og spænding. Pål Sverre Hagen gør det desuden virkelig godt som hovedpersonen – jeg mærker hans knugende tilstedeværelse og brændende passion.

Desværre glider Amundsens kærlighed derhjemme noget i baggrunden, selvom Bess Magils i skikkelse af Katherine Waterston er både stålsat og sødmefuld, mens broderen Leon i skikkelse af Christian Rubeck er en kende mere vag i sit portræt, hvilket ligeså meget ligger i fortællingens struktur. Det er altså som nævnt, når jeg er med på ekspeditionerne, at filmen for alvor lever.

Det er når, jeg mærker faren, kulden og Amundsens ukuelige vilje ikke bare til at opdage det ukendte og jage det udefinerbare, men også hans ensomhed i en verden, der ellers er fyldt med mennesker. Ingen formår for alvor at nå ind til ham – ikke som det er beskrevet her i hvert fald. Kort fortalt, så er ‘Amundsen’ en på flere måder spændende film, omend den er en kende ujævn.

‘Amundsen’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Amundsen’ har biografpremiere den 23. maj.