Biografanmeldelse: Jorden er ved at gå under med bulder og brag i katastrofefilmen ’Greenland’. Enorme kometfragmenter har nemlig katastrofal kurs mod vores blå planet – det med død og ødelæggelse til følge. Ind på scenen træder en knudret Gerard Butler som faderen John, hvis ægteskab med sin hustru Allison slår revner, hvilket naturligvis har sin effekt på deres dreng Nathan.

Men da lortet ramler og det uundgåelige kaos bryder ud, må den lille familie stå sammen for at overleve mod de umulige odds. For hvad gør disse dystre katastrofe-udsigter ved både et samfund og os som mennesker? Ja, hvad vil vi gøre, og hvor langt vil vi mon gå for at overleve og sikre vores kære? Det er noget af det filmen kun lige kradser overfladisk i, mens den tromler hen over al emotionel indlevelse.

Nej, ’Greenland’ er ikke subtil filmkunst. Det er buldrende, hektisk og stort fortalt filmødelæggelse, hvor jeg ganske vist ikke blev følelsesmæssigt involveret i vores hovedpersoner – deres indre og ydre kampe til trods. Fred med det, hvis så bare filmen havde leveret mere overbevisende på den medrivende, buldrende og overdrevne action-del. Det er desværre ej heller helt tilfældet.

Her leveres dog trods alt nogle ret fint forløste kaos-scener, mens de dødelige fragmenter smadrer ødelæggende mod jorden. Desværre holdes filmens action-momentum bare ikke oppe, hvorfor luften undervejs går af bulder-ballonen – men heldigvis ikke så meget, at her er tale om en katastrofe af en katastrofefilm. Den er bare middelmådig – og så lige omkring 30 minutter for lang.

Så mens ’Greenland’ gerne vil levere både potent kaos-action og emotionelt familiedrama, sætter den sig et sted i midten, hvor den aldrig rigtigt bliver nogen af delene. Action-scenerne bliver ikke hængende i min bevidsthed, når først de er buldret afsted, mens karaktererne desværre er for generiske til at kommen ind under huden på mig. Det sagt, så har Butler altså et godt fjæs, jeg gerne kigger på hele vejen.

’Greenland’ fungerer bedst, når den satser på rendyrket action – både hvad angår intense slåskampe og store eksplosioner. Men de kaotiske eskapader kommer altså til kort, når følelserne skal sættes overbevisende i sving. Nå ja, og så er der altså også lige sin del af plotmæssige kameler, der skal sluges undervejs. På bundlinjen har man altså her at gøre med noget så slapt, som en middelmådighed.

’Greenland’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Greenland’ har biografpremiere den 13. august.

Biografanmeldelse: En af nyere tids mest underholdende og intense zombiefilm er for mig den sydkoreanske action-snasker ’Train to Busan’ fra 2016. Nu lander opfølgeren ’Train to Busan 2: Peninsula’ – og det med fuld fart på mere action-smadder, rablende zombier og blodige drab. Skønt! Så selvom filmen ikke er uden fodfejl, er der tale om rendyrket zombie-underholdning med foden på pedalen.

‘Train to Busan 2: Peninsula’ er dog ikke som sådan en egentlig fortsættelse af den første film, men den udspiller sig i samme univers med sin egen historie, som foregår fire år efter begivenhederne i ’Train to Busan’. Her er Korea i karantæne og nu rent kaos, død og ødelæggelse. De overlevende, der stadig holder til på halvøen lever i evig frygt for de levende døde, der ikke holder sig tilbage for at gnaske løs.

Jung-seok – der undslap begivenhederne fire år forinden – får imidlertid mulighed for at tage tilbage til halvøen for at få fat i en formue. Han vælger at slå til, da håbet om en bedre fremtid opvejer de farer, der lurer forude. Det zombie-befængte område byder dog på yderst ubehagelige overraskelser for ham og hans lille team, hvor liv og død snart danser intenst side om side.

’Train to Busan 2: Peninsula’ leverer bestemt sin del af vildt voldsomme zombie-scener. De involverer blandt andet og ikke mindst sin del af skarpskydende maskinpistoler, blodspruttende action og i hobetal af hurtigløbende levende døde, hvor også fræsende biljagter med zombier i hælene pumper vellykket adrenalin ind i de sultne kadavere.

Desværre vælter filmen sine steder over i lidt for meget computergeneret zombie-action, hvor noget af den ellers medrivende action mister tyngde og nærvær. Men blandt andet holder scenerne, hvor kampen står til fods mellem de levende døde og menneskene i den grad nervepirrende momentum. Noget af dette ellers medrivende momentum futter dog en smule ud af filmens lidt for lange finale.

Mine forbehold til trods, så er ’Train to Busan 2: Peninsula’ – som indledningsvis skrevet – potent zombie-underholdning med foden på speederen, selvom lidt momentum ryger undervejs. Det er dog ikke nok til ikke at holde mig til fadet i de mange action-scener, der foldes dynamisk og velinstrueret ud – lige fra automatvåben og slåskampe til fræsende bilræs med læssevis af smadrede zombier. Stærkt!

’Train to Busan 2: Peninsula’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Train to Busan 2: Peninsula’ har biografpremiere den 30. juli.

Biografanmeldelse: Det er med rolige skridt, at jeg føres ind i det foruroligende, men også underspillet morsomme science fiction-gys ’Little Joe’. Således bliver jeg grebet af fortællingen i rolige drag af urovækkende gru, hvor blandt andet det dirrende score både er med til at slå filmens kuldegysfremkaldende stemning an og løfte den, når historiens uhygge ikke helt selv kan følge med.

For hvad er det egentlig, der er så skræmmende i ’Little Joe’? Jo, det er såmænd nogle røde blomster, der er skabt i et klinisk laboratorium med målet at få dets ejere til at blive lykkeligere. Ja, en ny art blomst med antidepressiv virkning. Således vil ejere af blomsten både blive lykkeligere og samtidig vil den kunne kurere depression. Smart!

Men måske er det ikke helt så smart, som forskeren Alice havde tænkt det. For det viser sig på snigende vis, at der er noget underligt urovækkende ved blomsterne, der snarere end at gøre folk lykkeligere, ændrer deres personlighed til noget andet – og ikke umiddelbart til det bedre. Men kan det nu også passe – for det er jo bare blomster?

Jeg er dog naturligvis ikke i tvivl om, at der er noget skummelt ved blomsterne – og at de naturligvis har en negativ effekt på dem, der kommer i duftende kontakt med dem. Men måden, hvorpå fortællingen sættes i scene og foldes ud, gør ’Little Joe’ til en fornøjelig og sine steder også dejligt gysende oplevelse, der står på ryggen af blandt andet en film som ’Invasion of the Body Snatchers’ fra 1978.

Desuden fungerer plantelaboratoriet med sine kliniske lokaler, koldt lys og helt klaustrofobiske indre som en solid setting for det isnende blomstergys, der heldigvis ikke tager sig selv alt for seriøs. I takt med, at filmens intensitet tager til, bliver der således også gjort plads til underspillet og satirisk sort humor. Ja, instruktør og medforfatter Jessica Hausner ved udmærket godt, hvad hun laver.

Det kan man også se på måden, hvormed fortællingen sættes i scene – blandt andet med fornemt eksekverede kamerabevægelser, der holder ellers rolige scener i live og mig til gyserfadet. ’Little Joe’ er med andre ord en velinstrueret blomstergyser, der har øje for det morsomme i sin fortælling, uden at det giver helt afkald på sin grundlæggende urovækkende stemning. Skønt!

’Little Joe’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Little Joe’ har biografpremiere den 9. juli.

Biografanmeldelse: Den danske animationsfilm ’Blokhavn’ vil gerne være den frække dreng i klassen, men ender som sentimental, ufarlig og politisk korrekt. Det er virkelig en skam, da der undervejs ellers er små kvæk af kækheder, der kunne have båret filmen bedre igennem sin forudsigelige historie – hvis man altså havde turdet at holde fast i denne friske frækhed.

Men over stregen går løjerne aldrig. Ja, de nærmer sig nærmest ikke stregen med sine gags og jokes, hvor lærerne enten er nogle dumme tumper eller lige det modsatte – nemlig en fornuftens stemme, der ser og hører filmens hovedroller i øjenhøjde. På samme måde bliver og er filmen også denne fornuftens stemme, der mere prædiker, at man skal opføre sig ordentligt end at drille det etablerede.

Hertil kommer, at den flade animation ikke just gør, at jeg engageres mere i eskapaderne. En animation, der ikke kan bære filmens ellers korte spilletid på 1 time og 16 minutter. Det er satiregruppen Gigis, der står bag filmen. De har tidligere stået for blandt andet diverse korte YouTube-videoer. Det lykkede dem dog ikke vellykket at løfte deres satiriske univers ind i spillefilmsformatet. Desværre.

For der er uden tvivl et godt og oprigtigt hjerte bag ’Blokhavn’, der dog ender som en halvflad opsang om at tage sig sammen i skolen og at opføre sig ordentligt. For ja, hvad handler filmen egentlig om? Jo, man følger en gruppe venner, der bor i ghettoområdet Blokhavn. Deres skole udnævnes imidlertid til landets værste, hvorfor den står til at blive lukket.

De fem venner sætter derfor alt ind på at redde skolen, så de ikke skal spredes for alle vinde. Redningsaktionen er således sat i søen, mens der blandt andet gøres noget halvsent grin med de halvgamle Jokeren og Niarn. Det synes mere bedaget end frækt fremme i skoene. Men uanset, hvor fræk eller ikke fræk ’Blokhavn’ er, kan den ikke løbe fra at være en kedelig omgang med kun små vellykkede komiske kvæk undervejs.

’Blokhavn’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Blokhavn’ har biografpremiere den 25. juni.

Biografanmeldelse: ‘Dark Waters’ er noget af et sammenbidt drama, der folder sig stilsikkert ud med vedholdende advokatspænding. Det selvom fortællingen om den utrættelige advokat Robert Bilott trækker en smule i langdrag af og til, mens filmens flow momentvis også mister lidt intensitet og nærvær. Det sagt, så er Bilotts kamp for retfærdighed overordnet en spændende film.

For da Bilott afslører en yderst dyster hemmelighed hos et af verdens største kemikalieforetagener, nemlig Dupont Chemicals, bliver det starten på et årelangt forløb med en kamp mod et system, der synes uigennemtrængeligt. Det bliver desuden også starten på en kamp for at holde Bilotts lille familie sammen på trods af hans konstante kamp for at få sandheden frem.

Det er da bestemt heller intet let søgsmål for Bilott og hans advokatfirma. Hverken det at få sagen startet eller at fortsætte med den miljømæssige sag mod kemikalievirksomheden, der har skjult en lang historie af forurening, der går udover mennesker, hvor blandt andet både kræft, adskillige sygdomme og misdannelser hos fostre opstår som følge af forureningen.

Mark Ruffalo spiller den dedikerede advokat, der går i front for sagen, hvor han nu forsøger at hjælpe et amerikansk lokalsamfund. Ruffolo giver et konstant nedtonet og fint sammenbidt portræt af en passioneret mand under et enormt pres. Han er et ganske engagerende bekendtskab – hvilket også er nødvendigt for, at jeg bliver ved med at følge fortællingen med interesse.

Det er nemlig Ruffalo, der karaktermæssigt primært skal bære fortællingen. I andre og mindre roller bakkes Ruffalo dog fint op af blandt andet Anne Hathaway i rollen som den både kærlige og overvejende overbærende hustru, mens Tim Robbins med autoritet og sindsro er god som Bilotts ligeledes retfærdighedssøgende chef.

‘Dark Waters’ er skræmmende nok baseret på en sand historie, der fortsat forløber med virkelighedens Bilott i kamp for de berørte beboere. Filmen er kort fortalt et fermt fortalt spændingsdrama med en sammenbidt Ruffalo i den altdominerende hovedrolle, som jeg desværre også mangler at komme lidt tættere ind på livet af. Det er dog ikke nok til, at filmen kuldsejler.

‘Dark Waters’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dark Waters’ har biografpremiere den 28. maj.