‘Antlers’ er et grufuldt gys med tryk på alvoren

Biografanmeldelse: I en lille by i Oregon, der befinder sig langt fra alt og intet midt i den storslåede natur af dunkle skove, møder vi lærerinden Julia. Hun underviser en klasse af yngre elever, hvor særligt én dreng tager hendes opmærksomhed. Den mutte Lucas ser nemlig noget forsømt ud. Ikke nok med det, så laver han i timerne den ene mere foruroligende tegning efter den anden.

Julia kaster således sin omsorg på Lucas, der snart skal vise sig at gemme dystre hemmeligheder i sit misligholdte hjem. Hvad præcis mørket bag hjemmets fire vægge huser, går først alt for sent op for Julia og hendes betjent-bror Paul samt resten af den lille kulmineby. Der er således lagt i ovnen til en omgang alvorstung gru, hvor det mere er skyggerne, som gemmer på uhyggen end alt det, man kan se.

Det gådefulde gys ’Antlers’ folder på den måde sin hemmelighedsfulde fortælling ud med fine drypvise øjeblikke, der lidt efter lidt åbenbarer, hvad det er for en grusom hemmelighed huset og Lucas gemmer på. Det er ganske velfortalt og snigende fint udfoldet. At filmen måske nok et par steder bliver lige en tand for tung i røven for sit eget bedste, er da også til at leve med, når bl.a. filmens skrækfulde finale leverer.

Hertil kommer en rå miljøbeskrivelse, der falder godt i hak med fortællingens grundlæggende stemning af uro og gru. Ikke mindst også formidlet via både den plagede Julia og den mystiske Lucas. Keri Russell er nemlig som Julia et gribende bekendtskab, hvis smerte får råt liv, ikke mindst i relationen til Lucas, som spilles af en virkeligt engagerende og helt rørende Jeremy T. Thomas.

’Antlers’ balancer således indtagende fint sin skildring af et hårdt miljø med et par gribende karakterportrætter, hvor også den forknytte bror i skikkelse af en altid god Jesse Plemons, giver ekstra til dramaet og Keri Russells karakter. Jeg må bestemt ikke glemme, hvorledes det hele toppes af med et par grusomt eksplicitte scener, der fornemt bliver en naturlig del af filmens grumme stemning.

Instruktør og medforfatter Scott Cooper, der her debuterer i gysergenren efter dramaer som ’Crazy Heart’ og ’Out of the Furnace’, er kort fortalt lykkedes godt med at forene et foruroligende gys med dramatisk velbalancerede karakterer, en rå miljøskildring samt triste traumer og eksplicit gru. Det hele ledende op til filmens herlige finale, hvor der sættes tryk på skrækfilmens grusomme væsen.

’Antlers’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Antlers’ har biografpremiere den 28. oktober.

‘Skyggen i mit øje’ er tragisk brutale skæbnefortællinger

Biografanmeldelse: Tragedien males op med storslået schwung og tryk på dramatikken i Ole Bornedals krigsfilm ’Skyggen i mit øje’. Instruktøren og manuskriptforfatteren tager mig her med tilbage til København anno 1945, hvor tragedien indtræffer den 21. marts. Det er nemlig dagen, hvor Den Franske Skole fyldt med både undervisere og elever bliver bombet i sænk ved et fatalt angreb.

Det heftige bombeangreb fra luften var nemlig tiltænkt Gestapos hovedkvarter Shellhuset midt i København, men grundet skæbnesvangre begivenheder, bliver skolen bombet. Shellhuset rammes dog også, hvor tyskerne ellers har placeret en række danske fanger på øverste etage som et levende værn mod angreb. Modstandsbevægelsen beslutter på trods – med hjælp fra britiske piloter – at angribe.

Det er denne skæbnesvangre dag og voldsomme angreb, der er filmens dramatiske omdrejningspunkt, hvor man møder en række forskellige parter i den historiske fortælling. Fra skolebørnene og skolens nonner, til frihedskæmpere og piloter samt forældre og Gestapo. Således fletter disse forskellige fortællespor sig sammen, mens tiden tæller ned til tragedien.

Ole Bornedal fortæller med en dejligt rå og blodigt brutal klo om fortællingen sin historie, hvor tragedien trækker sine grumme spor gennem rækken af de menneskeskæbner, vi møder. Her er ikke berøringsangst med det ubehagelige og det tragiske. Her får døden og ubehaget lov til at folde sig ud. Fra de grædende skolebørn til de sorgramte forældre og piloternes plagede sind.

Det er dramatisk svulstigt fortalt og medrivende udfoldet, hvor man får lov at mærke både de larmende bombenedslag og flyenes hastighed. Godt nok kommer jeg ikke sådan helt ind under huden på rækken af karakterer, det selvom man finder både fine og rigtigt gode præstationer fra rollebesætningen. Lige fra børnene, hvor eventyret slås itu, videre til forældrenes sorgfyldte blikke.

Bl.a. brænder Danica Curcic rørende igennem som mor, mens Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund og Ester Birch er et gribende skolebørns-trekløver. Fanny Bornedal og Alex Høgh er dramatisk potente som plaget nonne og dansk tysker-hjælp.  Desværre mister fortællingen noget af det ellers engagerende momentum i sit afsluttende kapitel, der dog rummer både gribende grumhed og fortvivlende død.

’Skyggen i mit øje’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Skyggen i mit øje’ har biografpremiere den 28. oktober.

Wes Andersons ‘The French Dispatch’ er sirlig journalist-kærlighed

Biografanmeldelse: Den detaljeorienterede filmskaber Wes Anderson er tilbage med en ny fortælling i sit unikke univers af sirligt opstillede billedkompositioner, uhyre veltimet klipning og naturligvis en forkærlighed for symmetri. ’The French Dispatch’ mangler måske nok lidt i historiemæssigt momentum, men det fine univers hiver mig heldigvis ind i en verden af visuelle lækkerier og finurlige karakterer.

Det er da også netop filmens visuelle side og rækken af skæve karakterer, som i høj grad tager forpost for min positive oplevelse, da filmens tre fortællinger ikke alle er lige vedkommende hele vejen. Filmen snor nemlig sit charmerende univers om tre fortællinger, der alle er levendegjorte historier fra en fiktiv amerikansk avis, der holder til i Frankrig i det 20. århundrede.

Wes Anderson tager således publikum med ind på avisens spraglede redaktion, hvor der arbejdes på den sidste udgave af The French Dispatch, hvorfra filmens historier og de mange karismatiske personager er hentet. Man møder bl.a. en cyklende journalist på farten, videre til en gal kunstmaler og hans muse samt en madanmelder med typografisk hukommelse. Med mange flere.

Her er nemlig mange flere. Det vil et blik på den imponerende rollebesætning hurtigt afsløre. Her finder man både Wes Anderson-kendinge og nye ansigter. Castet tæller bl.a. Benicio del Toro, Adrien Brody, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Jeffrey Wright, Mathieu Amalric, Bill Murray, Owen Wilson, Edward Norton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan og Jason Schwartzman. WOW!

For langt de fleste af skuespillerne er det dog i små eller mindre roller, de indfinder sig i det umiskendeligt andersonske univers. ’The French Dispatch’ føles da også lidt som en blærerøvsøvelse udi at hive stjerner til fadet samt ikke mindst i, hvor visuelt virtuost, historier kan iscenesættes. Heldigvis har Wes Anderson også noget at have det i. For stjernerne ér sjove at se i deres roller og visuelt er filmen brillant.

’The French Dispatch’ mangler dog noget mere karaktermæssig tyngde for at jeg hives helt derind, hvor Wes Anderson-magien for alvor kan opstå. Den billedlegende stil og det idéspruttende univers samt bl.a. skiftet mellem brug af farver og sort/hvid er dog absolut en fornøjelse at bevidne, mens legepladsen på veloplagt vis indtages af de mange skuespillere, som uden tvivl har haft en fest med deres roller.

’The French Dispatch’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The French Dispatch’ har biografpremiere den 21. oktober:

Der er finsk fetich og tragisk sorg i ‘Dogs Don’t Wear Pants’

Biografanmeldelse: Hvad gør en ubærlig sorg og tragisk tragedie ved et menneske? Hvordan kommer man sig? Hvordan får man livet til at gå videre? Hvordan håndterer man sig selv og sine kære midt i dette følelsesmæssige kaos? I den finske ’Dogs Don’t Wear Pants’ møder vi Juha, der har mistet sin hustru i en drukneulykke. År efter er hans datter nu blevet teenager, men Juha er ikke kommet videre.

Den martrede mand kan ikke mærke sig selv eller dem omkring sig. Han går følelsesløst gennem livet. Men ved et tilfælde ændrer alt sig, da der ind fra højre dukker en lakklædt dominatrix op. Juha bestiller en tid og tropper tøvende og nervøs op. Det bliver starten på en langsom vej tilbage til livet. Ind i smerten. Derinde hvor Juha pludselig igen kan mærke noget. Ikke kun fysisk i kvælningen, men også inden i sig selv.

Det er med sikker hånd om Juhas psyke, at jeg får lov til at bevæge mig ind i det sorgfulde sind, hvor jeg ikke kun gennem Pekka Strangs stenansigt kiler mig ind bag de blege øjne, men også via filmens billeder kommer tættere på ham. Langsomt bliver jeg vidne til den umage relation, der sitrer mellem dominatrixen Mona og Juha. Det er både sært forførende samt smertefuldt – i det indre så vel som i det ydre.

Krista Kosonen er Mona, som med pisk og plasticpose over Juhas hoved, selv gemmer på sin del af følelsesmæssige hemmeligheder. Både sammen og hver for sig gribes jeg af de melankolske og søgende skæbner, der begge leder efter at mærke sig selv og livet. At føle noget. Det hele lyder måske trist og dystert, men tag ikke fejl. Her er kulsort finsk humor på spil i filmens fetich-sprækker.

For godt nok er der lak på overfladen og en mand i læder på alle fire, men instruktør J.-P. Valkeapää skildrer også sine karakterer med varm indsigt og stor ømhed. Ja, jeg aner jo nærmest en helt spirende kærlighed et sted inde bag mørket. En kærlighed til det liv, der ellers synes ubærlig og ikke værd at leve. Juhas zombielignende adfærd sætter dog også sine sørgelige spor hos datteren Elli.

For i skyggen af Juhas fravær møder man en teenager, der forsøger at nå ind til sin far. Forgæves. Det er hjerteskærende at være vidne til, hvor man i rollen som Elli finder den gribende forknytte Ellen Karppo. Kort fortalt er ’Dogs Don’t Wear Pants’ et nuanceret blik ind i menneskets nuancerede og overraskende følelsesliv, fortalt med sart indlevelse, sort humor og en ubetinget kærlighed til karaktererne.

’Dogs Don’t Wear Pants’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dogs Don’t Wear Pants’ kan kun ses i Cinemateket, det fra den 22. oktober.

‘Verdens smukkeste dreng’ er et livstykke i dokumentarisk form

Biografanmeldelse: Hvordan håndterer en blot 15-årig knægt med ét at blive udnævnt til verdens smukkeste dreng for efterfølgende at blive ophævet til en næsten mytisk person verden over? I Kristina Lindström og Kristian Petris dokumentar er det bl.a. dette spørgsmål, fortællingen om svenske Björn Andrésen griber fat i. For med Luchino Viscontis ’Døden i Venedig’ skete netop det for den unge Bjørn.

Året er 1971. Den italienske mesterinstruktørs kommende klassiker ’Døden i Venedig’ har verdenspremiere. I rollen som den betagende dreng Tadzio, som den døende Gustav von Aschenbach bliver besat af, finder man en genert og blot 15-årig Bjørn Andrésen. Han blev castet efter års søgen. Nu opdaget og nærmest brugt som et objekt i filmen. Vi ser de grynede arkivoptagelser af castingen. Det er vildt!

Denne skelsættende film blev også skelsættende for Bjørn Andrésen, som dokumentaren her godt 50 år senere følger i livet, der rummer stor smerte, men også skønhed for den nu nogle og 60-årige mand. Den flygtige berømmelse har sat sine martrende spor i hele hans liv efterfølgende, hvor hans dengang perfekte ydre ikke kunne matche det liv, der gemte sig bag den tilbageholdende drengs nuancerede blik.

Med stor empati griber fortællingen om den plagede mand mig. Det gør ondt, er trist og tragisk, men også hjerteskærende at være vidne til hans tur ind i livets nutid samt den svære fortid, hvor han blev sat ind i kassen som forførende ung skønhed, både i fiktionens verden, men også i den virkelighed, der mødte ham efterfølgende, hvor han blev bokset uvilligt rundt i verden. Gamle optagelser bringer fortiden op i nutiden.

Som et intrigant livspuslespil foldes denne skæbnefortælling ud med hemmeligheder, accept og realiseringer af et levet liv, og hvordan det nu leves på godt og ondt. Plaget af en fortid, han stadig ikke kan slippe for eller flygte fra. Skønhedens forbandelse har sammen med en svær barndom og opvækst taget sit melankolske greb i et menneske, der kæmper med sig selv og dem omkring sig. Jeg mærker ham.

’Verdens smukkeste dreng’ er kort fortalt et livsbillede af et livstykke, der kæderyger, går på opdagelse i musikken og sin egen fortid, det selvom den byder på smertelige minder, men også en skønhed, der dog kun viser sig i glimt, men stadig formår at give håb om et godt liv, selv når det synes mest uperfekt. En historie om bristede drømme og svære relationer fortalt med dragende billeder og en sitrende lydside.

’Verdens smukkeste dreng’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens smukkeste dreng’ har biografpremiere den 21. oktober.

‘Halloween Kills’ er ujævn, men heldigvis både blodig og brutal

Biografanmeldelse: Efter den vellykkede og dejligt brutale ’Halloween’ fra 2018, vender den legendariske Michael Myers igen tilbage for at sprede skræk, rædsel og blodig død. For ganske vist lod det til, at seriemorderen brændte ihjel i forgængerens intense slutning. Men da vi her springer tilbage i fortællingen, får vi at se, hvordan manden med den hvide maske på bestialsk vis overlever flammerne.

Således er dræbermaskinen atter løs i byen Haddonfield præcis, hvor vi slap ham i filmen fra 2018, som selv var en direkte efterfølger til John Carpenters original fra 1978. ’Halloween Kills’ ser således bort fra ellers øvrige indslag i slasher-franchisen. Præmissen er også her dejligt slasher-simpel. Det er dræb eller bliv dræbt. Så det er præcis, hvad den ikoniske overlever Laurie Strode har tænkt sig at gøre: At dræbe Myers!

For fra at have overlevet morderen i 1978 og igen i den nye fortsættelse, fortsætter jagten på morderen, der har traumatiseret hende i alle årene efter. Det er den nu 62-årige Jamie Lee Curtis, der atter gentager sin glansrolle som den seje Laurie, mens en række både nye, velkendte og gamle ansigter fra franchisen og den forrige film dukker op. Bl.a. Lauries datter Karen og barnebarnet Allyson.

Familie-trekløveret er ikke alene i forsøget om at lægge Myers i graven én gang for alle. For byens beboere går nu ind i kampen mod morderen, hvis fordums terrorisering også har sat sine blodige spor i andre af Haddonfields beboere. Snart er jagten således sat ind på Myers, der bestemt ikke har tænkt sig at give op uden kamp, hvilket han da også på blodigt brutal vis beviser gang på gang.

Her bliver nemlig både hugget, stukket og savet i det ene sagesløse offer for Myers hånd efter det andet. Det er en sand slasher-fornøjelse at se blodet sjaske løs. Desværre er filmen ret så ujævn i sin fortælling, der da også noget kluntet bl.a. udlægger sine pointer og nik til originalen bastant og firkantet. Nej, det er ikke en subtil omgang gru. Hverken i historiefortælling eller i rækken af morderisk lækre mord.

Det på både godt og ondt, hvor Myers splattede bersærkergang heldigvis vinder mig over og bærer mig gennem sin del af nonsens i filmens forsøg på at binde nutidens nedslagtninger og historie sammen med originalen. ’Halloween Kills’ er kort fortalt en måske nok lidt for lang og ujævn affære, men den er bestemt også dejligt brutal og blodig, mens Michael Myers stadig gør gysende indtryk.

’Halloween Kills’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Halloween Kills’ har biografpremiere den 14. oktober.

‘Venom: Let There Be Carnage’ er en topfjollet stinker

Biografanmeldelse: Den sultne symbiot Venom er tilbage i samspil med Tom Hardy, der i ’Venom: Let There Be Carnage’ atter spiller journalisten Eddie Brock, som gik i ét med netop den sorte symbiot med det store tandsæt i forgængeren fra 2018. Eddie forsøger nu at rette op på sin skræntende karriere, hvorfor han da også takker ja til at interviewe den dødsdømte seriemorder Cletus Kasady.

Deres møde bliver starten på en helt ny skurk, som får symbiotisk liv med Cletus. Således fødes den blodrøde og brutale Carnage, der på dansk har lydt navnet Splatter. Der er dog ikke meget blodrødt splat over Carnages hærgen. Alle drab er blodløse eller sker off-screen. Desuden forbliver den splattede skurk et ufarligt bekendtskab, der aldrig formår at skræmme eller indgyde frygt i mig.

Det hænger bl.a. sammen med, at filmen hele vejen forfalder til kæk komik og cheesy one-liners, hvor særligt det umage samspil mellem Venom og Eddie er topfjollet. Her rammes der langt fra mest komisk plet, mens der skydes notorisk ved siden af med de mange rappe replikker. Andre fandt dog de såkaldte morsomheder mere morsomme end undertegnede, hvilket salens spredte latter vidnede om.

’Venom: Let There Be Carnage’ er altså en topfjollet og gakket omgang action med komediens konstante tilstedeværelse. Historien er flad, selvom der prøves etableret en form for psykologisk dybde og et følelsesmæssigt motiv for både Venom aka Eddie og Carnage. Det handler om kærlighed, hvilket da også er med til at suge yderlige af uhyggen ud af superskurken, som desuden synes ret så fejlcastet.

I den ækle rolle finder man nemlig Woody Harrelson, der er mere karikeret end skræmmende. Han mangler karismaen, som han ellers er garant for. Det hele virker bare slapt og halvhjertet, selvom både Harrelson og Hardy da sikkert har haft det sjovt med at spille deres respektive karakterer. Det hjælper dog en smule, at den omgang nonsens, som udgiver sig for at være en stramt skåret fortælling, er blot 97 minutter.

Heldigvis er filmen netop ikke længere, hvilket trods alt er med til at løjerne holder et ganske fint tempo i en fortælling, der bare aldrig rigtigt bliver engagerende, men trods alt underholder mildt i skikkelse af bl.a. Carnage, som ganske vist ikke er uhyggelig, men ser sej ud. ’Venom: Let There Be Carnage’ er kort fortalt en topfjollet stinker, der takket være en ferm spilletid og et fint tempo får kradset sig op på to stjerner.

’Venom: Let There Be Carnage’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Venom: Let There Be Carnage’ har biografpremiere den 14. oktober.

Ridley Scotts ‘The Last Duel’ er træg, men får pondus i sin intense finale

Biografanmeldelse: Legendariske og tilsyneladende ustoppelige Ridley Scott har ganske vist rundet de 83 år, men det stopper ikke instruktøren fra at kaste sig over et udstyrsstykke med periodedramaet ‘The Last Duel’, hvor fortællingen, der ses fra tre synsvinkler, leder op til netop den sidste duel, en duel til døden. Desværre er vejen mod den intenst forløste finale ujævn og noget træg.

Historien udspiller sig i råt og farvenedtonet Frankrig i det 14. århundrede. Her følger man et trekløver bestående af ridderen Jean de Carrouges, væbneren Jacques Le Gris og Carrouges’ hustru Marguerite. Men da en brutal og tragisk begivenhed kommer mellem de tre parter, sås der i den grad splid i trekløveret, hvor Carrouges nu må forsvare sin egen og hustruens ære mod Le Gris.

Således er der lagt op til et dramatisk stykke historiefortælling med tematikker som ære, hævn og eftermæle videre til bedrag, retfærdighed og løgn samt kvinders yderst svære og undertrykte kår i datidens mandsdominerede samfund. Desværre løber den 2 timer og 32 minutter lange film undervejs ind i sin del af dødvande, hvor det ellers potente drama mister faldhøjde og engagerende pondus.

Fortællingen, der ellers er sat flot i scene med store vidder af det naturbrusende landskab og mægtige slotte, forfalder til sin del af repliktunge scener, hvor et ellers interessant struktureret manuskript ikke for alvor får medrivende liv. Idéen med at lade fortællingen blive fortalt fra hver af de tre parters synspunkter, bidrager dog trods alt med sin del af nuancer, når karaktererne trænger til det.

Man finder her en krigerisk og arret Matt Damon som den retfærdighedssøgende Carrouges, mens Marguerite spilles med både styrke og sarthed af Jodie Comer. Hertil kommer Adam Driver som kvindeforfører og charmør i rollen som Le Gris, mens der spædes til med en ondsulet og liderlig Ben Affleck som magtmennesket grev Pierre d’Alençon.

Affleck har tydeligvis haft det sjovt med sin sleske rolle. Han synes dog noget løsrevet fra dramaets kernekonflikt mellem de tre parter, hvilket er en skam, da han er et underholdende bekendtskab. Kort fortalt leverer Ridley Scott en flot film, men desværre også et drama, der bliver noget tung i røven undervejs i sin lidt for lange spilletid, mens intensiteten dog heldigvis indfinder sig i den sidste duel.

’The Last Duel’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Last Duel’ har biografpremiere den 14. oktober.

’Den gyldne jord’ er et hjerteskærende drama om familie, drømme og kultur

Biografanmeldelse: Store vidder af øde sletter i et naturdragende Mongoliet åbner dramaet ’Den gyldne jord’, hvor netop naturen spiller en helt central rolle. Man følger nemlig en lille familie, der er en del af et mindre nomadesamfund, som alle lever i pagt med og af den barske natur omkring dem. Deres liv og eksistensgrundlag trues imidlertid af kynisk minedrift, der indtager deres land i jagten på guld.

Det er derfor nu op til samfundet at stå imod overmagten, hvis ikke de, deres unikke kultur og ikke mindst forfædrenes historie skal blive en saga blot. Det er dog ikke nemt, da nomaderne også lokkes med penge for at forlade deres land og i stedet flytte ind til byen. Midt i det hele finder man familiens 11-årige søn Amra, der drømmer om at deltage i en stor talentkonkurrence med en traditionel mongolsk sang.

Således er ’Den gyldne jord’ – udover at være den lille mands kamp mod overmagten – også et på flere måder fint afstemt drama om både sammenhold, vigtigheden af familien og det at turde drømme, selvom disse drømme måske ligger fjernt fra den virkelighed, man befinder sig i. Her er Bat-Ireedui Batmunkh et scoop som Amra. Han betager og går naturligt i et med den gribende fortælling.

I det hele taget er instruktør og medforfatter Byambasuren Davaas fortælling en velspillet fornøjelse, der troværdigt bringer både den lille familie og øvrige karaktermæssige dynamikker i spil. Det er underspillet, men bestemt også med vibrerende følelser dansende lige under overfladen, hvorfra de også får lov at slippes gribende løs undervejs.

Det er derfor også til at leve med, at filmens sidste akt måske nok løber ind i en lidt for konventionel fortalt vene, der dog trods alt lander på en rørende ren tone, inden rulleteksterne tager over. Desuden vinder filmen stort på bl.a. også det fint fortalte forhold mellem Amra og hans far, hvor man mærker hengivenheden og ufortyndet kærlighed, hvilket i det hele taget gennemsyrer den lille familie.

Derfor er det da også kun det mere hjerteskærende at være vidne til familien og det omkringliggende samfunds øjensynligt noget umulige kamp mod minedriftens brutale indtrængen. ’Den gyldne jord’ er med andre ord et velfortalt og fint gribende lille drama, der favner store tematikker som familie, kultur og historie, det med velspillede tæft hele vejen rundt.

’Den gyldne jord’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den gyldne jord’ har biografpremiere den 14. oktober.

‘Shiva Baby’ er et yderst veloplagt komediedrama i familiens skød

Biografanmeldelse: Familiesammenkomster kan være lidt af en prøvelse. Familiemedlemmer, man ikke er helt sikre på, hvem er samt fjerne slægtninge, lidt for nysgerrige tanter og onkler, skrigende babyer og alle de andre. I det yderst veloplagte komediedrama ’Shiva Baby’ er det endnu værre. For den helt store sammenkomst sker i forbindelse med en begravelse – og så stikker det helt af.

I midten af det hele finder man den studerende Danielle, som langt fra gider at deltage, men bliver nødt til det grundet forældre og familie. Det hele var måske nok gået nogenlunde udramatisk, hvis det da ikke lige havde været for, at Danielles hemmelige sugar daddy dukker op – og det med overraskende selskab af både hustru og deres lille baby. Hvordan klarer hun mon lige hele den kaotiske situation?

Nej, det går bestemt ikke stille for sig, når sladren sitrer uafbrudt på kryds og tværs af de mange gæster til gravøllet. Bl.a. konkurrerer forældrene på skift om hvem, der har det mest succesfulde barn, hvor naturligvis også Danielle krydsforhøres om, hvordan det går med alt fra arbejde og fremtidsplaner til studiet og kæreste. Det går hende bare ikke videre godt, hvorfor hun gør brug af både halve og hele løgne.

Det er både virkelig vittigt og medrivende morsomt at være vidne til Danielles farlige dans på sandhedens fine linje, men også en helt familieklaustrofobisk filmoplevelse, hvor jeg i det store og brogede selskab kan mærke den insisterende intensitet og ubehageligt omklamrende stemning, der hektisk tager sit faste greb i Danielle. Komik og drama i skøn og forførende forening.

Filmens spilletid på små 1 time og 18 minutter er ganske velafstemt i forhold til den historie, instruktør og manuskriptforfatter Emma Seligman vil fortælle med sin spillefilmsdebut. For det er ganske vist en måske nok lille historie, men den fortælles med fin sans for både det absurde og sorthumoristiske, mens det er en fornøjelse at se de mange medvirkende folde sig ud med galoperende ping pong.

Rachel Sennott har den ubetingede hovedrolle og ejer filmen med nærvær og nerve samt sårbarhed og styrke som Danielle. Hun er engagerende at følge på bølgende grund i samspil med forældre, sugar daddy og rækken af nysgerrige gæster. ’Shiva Baby’ er kort sagt et veldrejet og stramt fortalt lille komediedrama i medrivende samspil mellem karakterer, manuskript og dynamisk kameraarbejde.

’Shiva Baby’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Shiva Baby’ har biografpremiere den 7. oktober.