Biografanmeldelse: Fra første til sidste billede af dokumentaren ’Sneleoparden’ er jeg som tryllebundet af filmens natursmukke scenarier af både uberørte klippelandskaber og det tibetanske landskabs dragende dyreliv. Det hele indfanget i en billedbrillant og sine steder helt overjordisk visuel side, der understøttes af interessant reflekterende tanker om bl.a. forholdet mellem menneske og natur.

Vi møder her to mænd i ensom pagt med den storslåede, bjergtagende og barske natur, nemlig naturfotografen Vincent Munier og forfatteren Sylvian Tesson. De to er på en flere uger lang mission. De vil fotografere og forevige den yderst sjældne sneleopard, der befinder sig et eller andet sted ude i det stort udfoldende landskab, der åbenbarer sig ikke kun for dem, men også mig som publikum.

Jeg bliver medpassager på deres traveture gennem naturen, hvor de i deres tålmodige søgen efter sneleoparden får foreviget alskens imponerende dyre- og naturoplevelser. Fra bjørne og okser til fugle og dampende sletter. Jeg får som tredjehjul lov til at være til. Bare at være. At være i pagt med en uberørt natur, hvor jeg mærker historiens langstrakte rute hundredvis af år tilbage i tiden.

Det er en rørende, dragende og tryllebindende oplevelse at blive en del af missionen. En del af de to mænds eksistentielt funderede snakke og naturens overrumplende skønhed. Jeg mærker mændenes rolige nærvær, som jeg her sidder med i deres timevise venten på, at et dyr måske vælger at dukke op foran deres søgende linser. Jeg mærker naturen. Hvordan jeg er blevet løsrevet fra den.

Dokumentaren er nemlig udover jagten på sneleoparden også en film om det at være menneske, naturens kraft og livets dybere mening. Det forløst gennem netop filmens evigt søgende blik, der både peger ud mod vidderne, men som gennem bl.a. også Tessons fint filosoferende voice-over er med til at sætte mine tanker i gang. Både om min plads i verden, men også mennesket i gængs forstand.

’Sneleoparden’ er kort fortalt en dragende udfoldet fortælling om mennesket, naturen og ikke mindst forholdet mellem dem samt livet generelt. Det med alt, hvad det indebærer af både stor skønhed og menneskelige fremmedgjorthed. Lydsiden beriges desuden med musik af Warren Ellis og Nick Cave, hvis smukke toner snor sig elegant om filmens magiske billeder.

’Sneleoparden’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sneleoparden’ har biografpremiere den 3. februar.

Biografanmeldelse: Langt ude i den brusende natur og omkranset af de mægtige islandske fjelde bor parret María og Ingvar. Her driver de et lille landbrug med får i pagt med naturen. Vinden suser, der er højt til himlen og langt til den nærmeste by. Dagene går med hårdt arbejde, både i marken og med fårene. En dag ændrer deres stille liv sig dog radikalt, da de gør et uventet fund i stalden.

Herfra er der ingen vej tilbage for parret, der nu sendes ned ad en sælsom og snoet sti i den islandske natur. Mystikken tager kun til, mens tematikker som sorg, afsavn og familie vikler sig engagerende omkring María og Ingvar. Fortiden spøger desuden i mere end en forstand. Det gælder her – til trods for fortællingens syrede slagside – en roligt udfoldet historie, der tør at tage sig god tid.

’Lamb’ fortælles nemlig i hænderne på instruktør og medforfatter Valdimar Jóhannsson med et sikkert samt roligt greb om dramaet, hvor naturen spiller sin helt egen smukke og ærefrygtindgydende rolle. Filmen lever nemlig ikke kun af sin både bizarre og hjertevarme historie, men også af sin bjergtagende billedside, hvor det helt eventyrlignende landskab spiller gribende op mod fortællingen.

Her er ikke tale om en plottung film, men altså en film, der også ånder og lever af sin atmosfære, sine billeder og tematikker, hvor man i dramaets menneskelige skikkelser finder Noomi Rapace og Hilmir Snær Guðnason som parret på landbruget. De lever deres ordknappe og intime liv, så jeg tror på dem og den sælsomme fortælling, de pludselig bliver en del af.

Selvom fortællingen og filmens brusende billeder er et dragende bekendtskab, mangler selve historien undervejs måske nok en smule mere dramatisk bid og psykologisk tyngde til helt at hive mig derind, hvor sorgen, afsavnet og kærligheden banker hos María og Ingvar. Det sagt, så har ’Lamb’ meget andet kørende for sig, hvorfor den momentant plotmæssige stilstand bestemt er til at leve med.

’Lamb’ er med andre ord en dejligt sælsom og naturdragende fortælling om mennesket og naturen, hvor sorgen og lykken danser kinddans med vores hovedroller sat i Islands berusende natur. Jeg kom i hvert fald på en rejse til Island, hvor hemmelighederne lever og mystikken gemmer sig langt ude i ødemarken, hvor klipperne knejser mod himlen og kærligheden kan få luft under vingerne.

’Lamb’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Lamb’ har biografpremiere den 27. januar.

Biografanmeldelse: Kunstens verden handler ikke kun om den rene kærlighed til kunsten. Det handler også om penge, prestige, politik og magt. Mange penge! For hvad er et maleri af geniet Leonardo da Vinci egentlig værd? Og kan man overhovedet prissætte et sådant værk? Uanset hvad, er det, hvad der bliver gjort i Andreas Koefoeds spændende dokumentar ’The Lost Leonardo’.

Det er dog ikke kun det svimlende millionbeløb, der er på spil, når maleriet ’Salvator Mundi’ fra cirka år 1500 – forestillende et portræt af Jesus Kristus – sættes på auktion. For er værket nu også malet af netop Leonardo? Det er der delte meninger om, da maleriet pludselig dukkede op i 2005, hvorefter eksperter nu forsøgte at finde ud af, om det virkelig kunne være et ægte Leonardo.

Således udfoldes fortællingen om en af nyere tids vildeste og mest underholdende begivenheder i kunstverdenen. For en ting er usikkerheden om værkets skaber, noget andet er netop hele det magtspil, der udspiller sig rundt om værket. Der er nemlig også både magt, prestige og mange penge i kunst. I denne fortælling tager ’Salvator Mundi’ endda sit greb i selv politiske storspillere.

Det er gennem bl.a. en række interviews med både Leonardo-eksperter, konservatorer, forretningsfolk og kunstkendere, at jeg føres og forføres af den vilde historie, der endvidere også er interessant grundet netop sine iboende paradokser og modsætningsforhold. Det er kunst og kærlighed overfor kynisk kapitalisme, videre til mysteriet bag værket og en jagt på at finde frem til sandheden.

Der er på den måde også en lidt Indiana Jones-agtig stemning over filmen. En skattejagt, hvor mange af de medvirkende inderligt håber på, at her virkelig ér tale om et ægte mesterværk af mesteren selv. Men sandheden kan i kunstens verden gradbøjes og bliver det, når værket forsøges at blive sat ind i et bestemt verdensbillede, politisk spil eller bruges som løftestang for ren og skær forfængelighed.

Selvom ’The Lost Leonardo’ grundlæggende er en interessant og underholdende historie, er det flere gange undervejs også lidt de samme spørgsmål og svar, der går i ring. Bl.a. er værket ægte? Ja. Nej. Måske. Denne ellers nervepirrende tvetydighed til trods, mister filmen noget af sit ellers engagerende momentum i en fortælling, hvor kunst har mere end økonomisk værdi. Men hvor meget? For hvem? Og hvorfor?

’The Lost Leonardo’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Lost Leonardo’ har biografpremiere den 27. januar.

Biografanmeldelse: Det er med visuel legesyge, musikalsk dynamik og fortællermæssige overraskelser, at Leos Carax’ både åbner sin musical ’Annette’ og fastholder disse fortrin. Jeg hvirvles nemlig her ind i et univers, hvor livet sitrer og musikken spiller, mens der undervejs i den dramatiske fortælling, indlægges sange på opfindsom vis i samspil med billedsiden og scenernes skiften.

Jeg kastes således ind på scenen i stand up-komikeren Henry McHenrys kaotiske liv samt i operasangeren Ann Defrasnoux’ stilfulde verden. De to er måske nok modsætninger: Den ene med sin provokerende humor den anden med sin skønsang på de hæderkronede scener. De er dog begge kunstnere i hver deres ret og finder da også snart sammen til dramatiske toner. Det slår gnister!

’Annette’ er fortællingen om to individer, men i høj grad deres stormombruste forhold sammen. Tag dog ikke fejl. For selvom det på papiret måske kan lyde en kende banalt med endnu en fortælling om, at sød musik opstår, når modsætninger mødes, er det blot et dramatisk afsæt for en film, der leger veloplagt med sin form og musicalens væsen. Overraskelsernes tid er i hvert fald ikke forbi.

Det er altså med at hænge på og holde godt fast i dette musikalske tog, der både buldrer voldsomt gennem landskabet, men også af og til sænker farten, hvor flere nuancer træder frem i både musikken, billederne og hos vores to hovedpersoner. Her finder man en spektakulær Adam Driver som den grænsesøgende Henry, mens Marion Cotillard er dragende som Ann.

De to går engagerende godt i spænd, men fungerer også hver for sig som individer, hvor de begge steder går i medrivende symbiose med sangene og musikken samt filmens dejligt bizarre, skøre og kulørte univers, hvor det meste og mere til synes at kunne ske. I det hele taget er her tale om en virkelig veliscenesat og ikke mindst legende musical, der går sine helt egne interessante veje.

Kort fortalt er ’Annette’ en magisk musical, der måske nok med sin spilletid på to timer og 20 minutter synes at miste lidt af sit ellers engagerende momentum af og til. Men tag ikke fejl, for det er hele turen værd, hvor hver ny scene er værd at vente på, mens musikken af gruppen Sparks hele vejen sparker liv i billederne og de medvirkende på potent, hjertevarm og helt rørende vis. Stærkt.

’Annette’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Annette’ har biografpremiere den 16. december.

Biografanmeldelse: Mesterinstruktøren Steven Spielberg kaster sig veloplagt over musicalgenren med sin nyeste film ’West Side Story’. Ja, her er tale om en ny version af den velkendte Broadway-musical af samme navn fra 1957, der endvidere blev filmatiseret i 1961 til stor Oscar-hæder. Som i den originale musical, gælder det også her forbudt kærlighed og en farlig krig mellem to bander.

Man finder således The Jets og The Sharks i 1950’ernes gader i New York. Begge grupperinger kæmper om deres territorier, mens forskellighederne banderne imellem også er med til at sætte ekstra blus under stridighederne. Hvad værre er, så forelsker Tony fra The Jets sig i Marìa, hvis bror leder an hos The Sharks. Der er nu tændt godt op under den dramatiske musical-gryde.

Med veloplagt dynamik og musikalsk schwung serverer Steven Spielberg med klassisk musicaltæft de velkendte sange, hvor bl.a. dansende grupper af medvirkende bringes energisk og velklippet til live i både billede og lyd. De enkelte musiknumre står altså skarpt og livligt frem som enkeltscener, mens musikken krydres med mellemliggende drama parterne imellem.

Jeg bliver forført af de medrivende forløste sange i dansende symbiose med de medvirkende. Her finder man bl.a. en charmerende Ansel Elgort som Tony, mens Marìa spilles med sødme og styrke af Rachel Zegler. Der er god kemi imellem de to, selvom deres brusende forelskelse ikke får sat sig følelsesmæssigt fast hos mig. For selvom følelserne får fuld pedal, får de desværre ikke sit tag i mig.

Heldigvis har Spielberg sit sikre greb om de mange musiknumre, hvor også hårdtslående slåskampe mellem banderne har pondus. Desværre ender musicalens spilletid på to timer og 36 minutter med at modarbejde musikken og fortællingens dynamiske fremdrift. De ellers medrivende eskapader mister altså noget af den virilitet, der lægges for dagen i filmens første halvdel.

Selvom ’West Side Story’ anno 2021 ramler ind i en smule dødvande undervejs, lever den veloplagt af sine veliscenesatte sange – også selvom jeg altså ikke gribes følelsesmæssigt af kærlighedshistorien. Sagt med andre ord, så beviser Spielberg, at han har engagerende krudt i røven til at levere de musikalske numre, men lidt sværere ved at klippe musicalen medrivende til i klipperummet.

’West Side Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

’West Side Story’ har biografpremiere den 8. december.