Jeg blev forført af fremtidens sjælesøgning i ‘After Yang’

Biografanmeldelse: Hvad vil det sige at være menneske? At være til? Hvad betyder det at være en familie – at have menneskelige relationer? Hvad er kærlighed – og hvordan forholder man sig til et tab? Det er nogle af de eksistentielle og evigt gyldige spørgsmål og tematikker, der tages op i det afdæmpede science fiction-drama ’After Yang’, hvor kunstig intelligens også spiller en central rolle.

Man møder nemlig her en lille familie på far, mor og datter samt androiden Yang, der både er et elsket familiemedlem og som hjælper dem i hverdagen. Han både agerer som og ligner et rigtigt menneske. Så da Yang en dag pludselig bryder sammen, sendes de øvrige familiemedlemmer og særligt datteren Mika ud i afsavn og sorg. De har mistet en af deres allerkæreste.

Det bliver også starten på et mysterium, da Yang viser sig at gemme på en hemmelighed eller to i sin hukommelses-disk. ’After Yang’ folder således sin fortælling ud i en nær fremtid, hvor familien må holde sammen for at klare sig gennem tabet, mens Yangs hemmeligheder er med til at opretholde et dragende flow ind i en helt drømmende fortalt historie om de store spørgsmål i livet.

I rollen som faderen finder man en fåmælt Colin Farrell, der med nedtonet gestik og stemmeføring smyger sig ubesværet ind i filmens rolige univers, mens Jodie Turner-Smith har nærvær og nerve som hans hustru. Endelig er der Malea Emma Tjandrawidjajas troværdigt og gnidningsløse portræt af datteren. De indfinder sig alle i en film, der ligeledes er en fornøjelse i billede og lyd.

Filmens fotograf Benjamin Loeb indfanger med præcision og dragende komponerede billeder det elegant og melankolsk realiserede fremtidsunivers, hvor den smukke musik af ASKA gribende sitrer, fascinerer og forfører. Filmens instruktør og manuskriptforfatter Kogonada lykkedes altså med at skabe et svært uimodståeligt univers, jeg blev henført til og elskede at være i.

’After Yang’ er nærmest som en fabulerende og opfindsomt klippet fremtidsdrøm, hvor den menneskelige sjæl synes at tage bolig i selve filmen og her også det kunstige menneske. For Yang er måske nok ikke af kød og blod, men det er familien og de varme følelser omkring ham, hvilket så absolut er ægte. Så hvorfor skulle Yangs relation til dem ikke også være lige så ægte?

’After Yang’ får 5 ud af 6 stjerner:

’After Yang’ har biografpremiere den 25. august.