Biografanmeldelse: Det er en højspændt situation, som højskoleforstanderen Jakob står i, når instruktør og manuskriptforfatter Anders Walter folder sit 2. Verdenskrigsdrama ud. Året er 1945, hvor hundrede tusinder af tyske flygtninge kommer til Danmark, det lige før og efter befrielsen. Det er nu op til Jakob og hans lille familie at tage den svære beslutning om at huse eller ikke at huse disse flygtninge.

Det er det dramatiske dilemma i ’Når befrielsen kommer’, som er afsættet for en fortælling om bl.a. næstekærlighed, hævn og familie, herunder forholdet mellem Jakob og hans søn Søren. Filmens højdramatiske problemstilling og Jakobs beslutning om at huse flygtningene har nemlig store konsekvenser, hvor vi bl.a. får indblik i, hvordan sønnen Søren reagerer på det hele.

Selvom her helt åbenlyst er et spændende stykke danmarkshistorie i spil, så løfter dramaet og karaktererne sig aldrig rigtigt ud af en desværre noget forudsigelig fortalt historie, hvor den psykologiske dybde heller ikke bliver videre dyb. Bl.a. er forholdet mellem far og søn ikke vildt interessant skrevet. Heldigvis er de to spillet med ganske fint nærvær.

Man finder som Jakob en god Pilou Asbæk, der med dybe øjne skildrer både næstekærlighed og menneskelig frustration, mens der er en fin uskyld over Lasse Peter Larsens portræt af Søren. Men som helstøbt og dramatisk tilfredsstillende drama, kommer filmen til kort. Bl.a. står Jakobs lille familie som samlet enhed en smule uforløst hen i en ellers kompleks interessant situation.

Jakobs hustru Lis kommer i skikkelse af en i øvrigt stærk Katrine Greis-Rosenthal ikke til sin ret i fortællingen, der flere steder minder lidt for meget om en film, der passer bedre som undervisningsmateriale, end en film, der får sat oprigtige følelser og menneskelig dybde i sving. Sat på spidsen. Ganske vist er her nogle barske scener, men de får altså bare aldrig rigtigt overbevisende pondus.

Det er en skam, bl.a. da her er dygtige skuespillere med og et stykke spændende danmarkshistorie, der absolut stadig er relevant og relaterbar. Jakob og familien tager som sagt nemlig de tyske flygtninge til sig, hvilket har store menneskelige konsekvenser. Desværre ender filmen bare som et lidt halvbagt drama, der på trods har nogle ganske fine scener og samfundsdynamikker på menuen.

’Når befrielsen kommer’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Når befrielsen kommer’ har biografpremiere den 24. august.

Biografanmeldelse: Der fyres godt op for brølende motorer og hvinende dæk i ’Gran Turismo’. Det handler nemlig om hurtige biler, intense motorløb og store drømme. Filmen er baseret på spillet af samme navn og er desuden baseret på en utrolig, men sand historie. Man møder her teenageren Jann Mardenborough, der er mere end almindeligt god til at spille Gran Turismo.

Hans talent i spillets fiktive motorløb sikrer ham imidlertid muligheden for at køre med i et rigtigt racerløb i en ægte bil – og blive professionel racerkører. Det er således den udfordrende vej fra bilræs bag skærmen til det at sidde i den ægte vare i konkurrence med rigtige racerkørere, man er vidne til. Det er naturligvis ikke nogen problemfri overgang fra de digitale hjul til ægte og ildvarme bildæk.

Selvom her altså er stof til en gribende fortælling om det at gå efter drømmen, så forløses dramaet aldrig for alvor på engagerende vis. Hertil er historiens udfoldelse alt for gennemskuelig og minder til tider meget mere om en computerspilsreklame end en film, der vil inspirere og give en dramatisk dragende fortælling. Det smitter desværre af på oplevelsen og troværdigheden af dramaet.

Bl.a. minder hele filmens første del, hvor man møder Jann bag skærmen – og her ser en sammensmeltning mellem computerspillets virkelighed og rigtige biler på asfalten – mest af alt som en tung salgstale for spillet. Heldigvis finder man på rollelisten gode præstationer, hvor særligt Orlando Bloom – der er idémanden bag at bringe computerspillere ind i den ægte racerring – er karismatisk og dynamisk.

Archie Madekwe har ungdommens energi og gåpåmod som den hårdtprøvede Jann, selvom han desværre ikke har det mest interessante manuskript at arbejde med. Hans følelser og dynamik med sin mentor Jack Salter, har dog en vis tiltrækningskraft. Det bl.a. også takket være David Harbour, der er et nærværende bekendtskab.

Det er en skam, at ellers fine præstationer fra trekløveret drukner en smule i den omkringliggende fortælling, der er noget generisk uinteressant. Det selvom den historie, filmen er baseret på, er både vild og utrolig. Desværre mister filmen også momentum undervejs, hvor særligt sidste del af filmen må hugge sig noget trægt igennem den samlede spilletid på to timer og 15 minutter.

’Gran Turismo’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Gran Turismo’ har biografpremiere den 17. august.

Biografanmeldelse: Sorgen drypper betændt ned i en ond understrøm, der ligger olmt og bobler i den overnaturlige gyser ’Talk to Me’. Her møder man nemlig den unge kvinde Mia, der er plaget af sorg og afsavn efter sin mors for tidlige død. Mias forhold til sin ligeledes sorgramte far er kompliceret og nu i forfald. Der er nok af tragedie at tage af, når fortællingens gru først folder sig blodigt ud.

En gruppe venner er nemlig kommet i besiddelse af en mystisk hånd, der kan sætte den, som rører hånden i kontakt med de døde. Disse overnaturlige seancer med hånden filmes og spredes på sociale medier, hvor de unge på skift går i en trancelignende tilstand, hvilket giver dem et sus, som de søger gennem berøring med hånden. Mia ender med at røre ved hånden i et af ritualerne, men noget går galt.

Den grusomme seance bliver nu starten på et sandt mareridt for Mia og vennerne, der var med til at sende hende ”over på den anden side”. Drøm og virkelighed flyder på nervepirrende og visuelt opfindsom vis sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne mareridt og vågen tilstand fra hinanden, mens ondskaben blot synes at snige sig tættere og tættere på.

Det er særligt i legen mellem hvad, som er virkeligt og hvad, der er mareridt, at ’Talk to Me’ forløser nogle af sine bedste og mest isnende uhyggelige scener. Her leges der sitrende veloplagt med billede og lyd, så jeg rives med ind i gyset og bl.a. også af Mias vaklende sindstilstand og sorg. Det er nu op til Mia og vennerne at få rettet op på skaden, så de kan vende tilbage til et normalt liv igen.

Det er naturligvis lettere sagt end gjort. For fra, at ritualerne med hånden har fungeret som en festlig og underholdende begivenhed i vennegruppen, vender ritualet sig nu mod dem og bliver af den mest beske slags. Gyset fungerer med andre ord ganske medrivende godt i flere scener, hvor særligt én yderst brutal scene satte sig lige i maven på mig. Blodig, grum og ond. Stærkt!

’Talk to Me’ har dog også lidt problemer med nogle af sine karakterer, hvor bl.a. én bliver mere karikeret irriterende, end troværdigt nederen. Heldigvis leveres der flere intense gyserscener, hvor der smides fint med psykologisk ballast og tragedie i gryden til at virke og påvirke mig. Med en spilletid på cirka 90 minutter kender filmen sin besøgstid og lykkedes herved bl.a. også at holde et grusomt momentum.

’Talk to Me’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Talk to Me’ har biografpremiere den 3. august.

Biografanmeldelse: Trøstesløs. Kompleks. Tankevækkende. Knugende. Nervepirrende. Angstfuld. Det er nogle af de adjektiver, jeg vil sætte på Christopher Nolans ordrige historiske drama ’Oppenheimer’. Det handler nemlig om tilblivelsen af atombomben og manden, der står i spidsen for projektet, J. Robert Oppenheimer. Det gælder for ham og holdet bag at nå i mål med foretagendet inden nazisterne.

Oppenheimer er foregangsmand inden for kvantefysik – og en mand ikke alle bryder sig lige meget om. Det skaber naturligvis også på det personlige plan udfordringer. Men ikke overraskende og særligt i arbejdet med at gøre masseødelæggelsesvåbenet til en realitet i våbenkapløbet skaber det sin del af moralske spørgsmål hos vores hovedperson og flere af de tilknyttede videnskabsmænd.

I front som Oppenheimer finder man en uovertruffen præstation af Cillian Murphy. Han er enigmatisk, magnetisk og ikke til at tage øjnene fra som ”atombombens far”. Han får indkapslet Oppenheimer med store menneskelige nuancer. Herunder bl.a. hans faglighed i kontrast til de etiske overvejelser omkring sit arbejde, herunder også tvivl og skyld. Komplekst og dobbelttydigt. Fascinerende!

Den imponerende rolleliste excellerer desuden ved en lang række gribende karakterer, der gives engagerende liv af de medvirkende. Herunder bl.a. Robert Downey Jr. som den tvetydige Lewis Strauss, en forretningsmand og officer, som er involveret i projektet om atombomben, hvor man også finder en autoritær Matt Damon som Oppenheimers modsætning i form af general Groves.

Videre er der kvinderne i Oppenheimers liv. Her Emily Blunt som den snarrådige og egenrådige hustru Kitty, mens Florence Pugh er den plagede elskerinde Jean Tatlock. De er begge interessante karakterer i egen ret og ikke mindst i dynamisk samspil med Cillian Murphy. Fotograf Hoyte Van Hoytemas billeder imponerer ligeledes med trykkende atmosfære og et sitrende nærvær.

Komponist Ludwig Göranssons mættede, sirlige og insisterende score skal også fremhæves som en del af grunden til, at bl.a. filmens momentum holdes ved lige i dens hele tre timer lange spilletid. Christopher Nolan brillerer altså rent teknisk, men løfter også en klar og nuanceret menneskelighed ind i fortællingen, der ordrigt glider naturligt på de medvirkendes tunger og historiens udfoldelse.

’Oppenheimer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Oppenheimer’ har biografpremiere den 20. juli.

Biografanmeldelse: Det er en overlegent underholdende omgang agent-action, som Tom Cruise leverer tilbage i rollen som den egenrådige Ethan Hunt i ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’. Ja, der kommer en del to. Den skal vi dog vente et år på at se. Det er næsten ikke til at bære. Men med denne første del, er der bestemt nok af actionguf at omfavne og dykke ned i. Jeg er vild med den!

Her er tale om intet mindre end nummer syv i Mission: Impossible-franchisen, der tog sin medrivende begyndelse i 1996. Det betyder absolut ikke, at Tom Cruise & co. hviler på laurbærrene. Derimod er her tale om en yderst action-ambitiøs film, hvis fortælling måske nok ekkoer forrige kapitler i serien, men ikke desto mindre leveres den med nerve, intensitet og nærvær.

Hunt og hans hold skal denne gang forsøge at stoppe en fjende, der er som et spøgelse. Overalt og samtidig ingen steder. Kort fortalt et farligt våben, der må og skal stoppes, inden det falder i de forkerte hænder. Det gælder ikke kun ét lands sikkerhed, men noget så bombastisk som hele verdens overlevelse. Det er altså ikke som sådan i selve grundpræmissen, at filmen indtager nye territorier.

Der hvor filmen brillerer er snarere i sin måde at folde historien ud på, så den får et menneskeligt nærvær og et action-medrivende momentum. Filmen emmer både af potent fortælleglæde, grundangst og alvor, men også de for franchisen velkendte dryp af tør humor. Det gælder bl.a. i måden nogle actionscener er konstrueret og i form af en underspillet Ving Rhames som Luther.

Netop det lille hold af agenter med Hunt i front er engagerende at følge – det med Tom Cruise som den klare frontløber. Han er virkelig god som Ethan Hunt. Også denne gang. Han er intenst til stede i hver en scene, han er med i. Menneskelig. Dedikeret. Medrivende. Det samme gælder for de adrenalinfyldte stunts og actionsekvenser, han folder sig ud i. Fra nævekampe til skuddueller og biljagter.

Actionfilmen byder på velkendte ansigter, men også nye og tvetydige bekendtskaber, der er med til at sætte sving i fortællingens dragende væsen. Fortiden spiller også ind og er med til at give både historien og Hunt en dramatisk ballast. Kort fortalt er her tale om en virkelig underholdende actionfilm, der er yderst veleksekveret af instruktør og medforfatter Christopher McQuarrie. Bravo!

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ har biografpremiere den 12. juli.