Biografanmeldelse: Den står på store muskler og store følelser i det tragiske drama ‘The Iron Claw’, der er baseret på en sand historie. Man følger her i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne patriarken Fritz Von Erich, hvis eneste ene i verden synes at være wrestling – og så hans fire sønner. I hvert fald, hvis de også går op i wrestling med hele deres liv og sjæl.

Tre af de fire brødre ender da heller ikke så underligt af den pacende far i ringen. Her ser man en muskuløst forvandlet Zac Efron som storebroren Kevin, der deler sin fars drøm om at nå til tops. Det sammen med brødrene Kerry og David, mens fjerdebroderen Mike ikke just er pumpet eller wrestling-vild. Han er derimod følsom, spinkel og musikalsk. Et engagerende firkløver.

Her gælder dramaet altså Von Erich-familien, der udspiller sig om træner-faderen og hans sønner. Det er både hjerteskærende, stærkt og gribende at følge familien, deres opture og ikke mindst de forhindringer, de møder i livet. Både i og udenfor ringen. For godt nok er det wrestling, der danner rammen om historien, men det er menneskene, som bærer det engagerende drama hele vejen.

Sat i en maskulin verden af sved, blod og ingen tårer, bliver jeg en del af brødreflokken, der emmer af kærlighed til hinanden i den yderst konkurrenceprægede verden af wrestlere. Det synes at gælde liv og død at klare det til toppen. Netop samspillet og herunder forholdet til faderen – der ikke er bleg for at rangere sine sønner efter, hvilken han bedst kan lide – står nuanceret.

Det gælder om at sikre familiens udødelighed, hvor faderen mest af alt synes at leve kynisk gennem sine sønners meritter i ringen. Zac Efron leverer med en underspillet følsomhed og stor styrke portrættet af storebroren med det store hjerte. Hertil kommer den mere udadreagerende Kerry i sitrende skikkelse af Jeremy Allen White, mens Harris Dickinson er veltalende showman som David.

Man må absolut ikke overse en rørende beskrevet Mike, spillet med nerve af Stanley Simons og moderen Doris, der med tilbageholdt sejhed gives liv af Maura Tierney. Holt McCallany binder hårdt og komplekst det hele sammen med faste knuder som faderen Fritz. ’The Iron Claw’ er kort fortalt et medrivende, følsomt og muskuløst fortalt skæbneportræt af en familie med store drømme.

’The Iron Claw’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Iron Claw’ har biografpremiere den 25. december.

Biografanmeldelse: Der er nu intet så skønt som en vellavet romantisk komedie med veloplagt komik og underholdende kærlighedsforviklinger. Med ’Anyone But You’ er det netop, hvad der sigtes efter, når vi møder to unge og smukke mennesker, der går kærlighedsskævt af hinanden i perfekte omgivelser af rigdom, australsk skønhed og menneskeligt overskud.

Inden vi dog ankommer til Australien, har vi mødt Bea, der ved et tilfælde møder Ben i køen på en café. Et morsomt og sødt møde komplet med akavethed og flirtende gnister, der fører til en perfekt date med overnatning og kærlighedskemi. Men deres veje skilles på kikset vis, hvilket afføder misforståelser, hvorfor de to snart bliver ærkefjender.

Skæbnen vil dog, at de to støder på hinanden et halvt år senere, da familie og venner på kryds og tværs fører Bea og Ben til det samme bryllup i Australien. Herfra står den på kærligt rænkespil fra familie og venner samt fra Bea og Ben selv, hvor alle har hver deres agendaer om enten at føre de to sammen eller splitte dem ad. Med andre ord et klassisk setup til en romcom.

Desværre kommer strabadserne bare ikke rigtigt udover rampen eller helt vellykket i mål. Et comic relief i form af en kliché af en australsk surfer dude gør det ikke alene. Der er dog heldigvis ganske god kemi mellem Sydney Sweeney og Glen Powell som Bea og Ben. De har umiddelbart haft det ret så sjovt i rollerne, hvilket smitter fint af på mit humør.

Det er dog svært ikke at blive bare en smule irriteret på de tos egoisme, da de udmærket er klar over, at de er ved at stjæle billedet fra bryllupsparret og herved spolere både festen og den gode stemning. Ja, grow up, får jeg lyst til at sige. Men så igen, kærlighed er en lusket sag. Dog ikke mere lusket end, at jeg allerede fra filmens start kan se, hvor historien går hen.

Fortællingen rammer alle forudsigelige takter undervejs, hvilket suger engagerende overraskelsesmomenter og en uforudsigelighed ud af løjerne. ’Anyone But You’ er kort fortalt en lidt halvbagt affære, der dog reddes ok fint af en komisk veltimet Sydney Sweeney og en tilpas smørret Glen Powell. Desværre ender kærlighedsknuderne som en forglemmelig sag.

’Anyone But You’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Anyone But You’ har biografpremiere den 25. december.

Biografanmeldelse: Det startede i 1994 med den ret så fermt intense ’Nattevagten’. Nu er et par gamle ansigter tilbage, mens nye kommer til i fortsættelsen ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’, der ligeledes er instrueret og skrevet af Ole Bornedal. Traumet fra den første films brutale begivenheder hænger tungt over den gamle nattevagt Martin, som siden har fået datteren Emma.

Den medicinstuderende datter vil modsat sin far konfrontere fortidens dæmoner og finde ud af, hvad der i grunden skete for de godt 30 år siden. Hvad det er, der gør, at hendes far ikke er kommet videre siden dengang, hvor han og hendes mor Kalinka næsten blev dræbt af den bestialske seriemorder Wörmer. Emma tager derfor jobbet som nattevagt det samme sted, som hendes far i sin tid arbejdede.

Det bliver starten på et dystert opgør med fortidens mørke og nutidens ar på sjælen. Det bliver også starten på en række nye mord, der minder skræmmende meget om dem, som den nu indespærrede Wörmer i sin tid begik. Men hvem står bag de nye drab? Hvem kan Emma stole på? Hvem bliver det næste offer? Det er i spil i denne ganske underholdende fortsættelse.

Der er godt nok nogle plotmæssige kameler at sluge. Det sagt, så gik jeg på trods med på den morderiske krimileg, der leverer et par fint ækle gyserscener, som bl.a. involverer Ulf Pilgaard som den isolerede Wörmer. Videre til de natlige ture rundt i de dunkle gange blandt lig, mens der også findes plads til fine øjeblikke mellem Martin og Emma.

For selvom filmen ikke helt forløser sig til fulde tilfredsstillende eller formfuldendt, så er det en fint engagerende krimi. Nikolaj Coster-Waldaus Martin er måske ikke videre nuanceret i sit traumefyldte liv, mens nuancerne i karaktergalleriet i det hele taget måske er til at overse. Dermed ikke sagt, at de ikke momentant er til stede eller at skuespillerne ikke gør det godt.

For bl.a. er også Fanny Leander Bornedal god som Emma. Hun har en smittende naturlighed og et engagerende gåpåmod over sig, der virker overbevisende, selv når historien af og til mister sin troværdighed. Kim Bodnia er også tilbage, det i sin drilske rolle fra den første film. Han får sat flere nuancer på sit portræt, end der ellers lige umiddelbart synes at være gjort helt plads til. Stærkt.

’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ har biografpremiere den 14. december.

Biografanmeldelse: Gråt i gråt. Beton på beton. Tungsind på tungsind. Ja, Ulrich Seidls drama ’Sparta’ er en trøstesløs filmoplevelse. Men også en virkelig forrygende filmoplevelse. Den knugende mavepine, som han her bygger minutiøst op, sætter sig i min krop på den helt rigtigt snigende ubehagelige måde. En fortælling om en mands komplekse psyke sat i en verden, hvor døden ånder alt i nakken.

Man følger en undskyldning for sig selv i skikkelse af den fåmælte Ewald. Det går ikke skidegodt for ham. Livet er tungt, gråt og forholdet til kæresten vakler. Da det uundgåelige brud skiller de to ad, tager Ewald nu videre ud i verden på en knudret rejse ind i livet for at finde sig selv og realisere et liv, der synes fortabt. Uden formål og retning.

Men måske han i mødet med en forfalden skole ude på landet finder noget, der kan ligne en mulig lysning. Med skrøbelig sans for at tegne et portræt af en mand i 40’erne, der tumler med sig selv og verdenen omkring sig, lykkedes Ulrich Seidl med sikker og dragende hånd at hive mig ind i Ewalds verden. Det ikke mindst i brillant forening med Georg Friedrichs traurige skildring af Ewald.

’Sparta’ er film nummer to i den østrigske filmskabers dobbeltværk, hvor man med den melankolske og ligeledes triste skæbnefortælling i ’Remini’ fra 2022, nu følger den films hovedkarakter og fallerede sangers bror Ewald, som ligeledes forsøger at genfinde sig selv i det liv, han er blevet givet. Han er en outsider fra starten, hvilket kun trænger sig mere og mere tydeligt på filmen igennem.

’Sparta’ er ikke nogen nem film at opleve. Den kværner underspillet og urovækkende stærkt ind Ewalds hoved og sætter sig med hans fortid, skæbne og personlighed i mit hjerte og krop. Det er stærke sager, hvor lyset ikke slipper meget ind gennem fortællingens bortgemte sprækker i mørket, mens man følger enspænderen i et forfaldent og landligt Rumænien.

Ulrich Seidl griber med andre ord mig insisterende og isnende langsomt, men ubehageligt sikkert om struben og giver ikke slip særligt mange gange i sit skæbneportræt, hvor særligt netop Georg Friedrichs præstation er forknyt dragende og svær at forstå. Hertil kommer en miljøskildring af grå virkelighed, hvor selv en gruppe drenges uskyld trækkes gennem ubehaget og mørket.

’Sparta’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sparta’ har biografpremiere den 7. december.

Biografanmeldelse: Det er med kulørte farver, godt humør og veloplagt animation, at Disneys nye animationsfilm ’Ønsket’ folder sig tempofyldt fortalt ud. Hertil kommer en række ganske fine sange med dertilhørende animeret schwung, men desværre også en lidt flad forudsigelighed. Ikke desto mindre er her tale om en både fin, opbyggelig og morsom film.

Historien udspiller sig i det umiddelbart helt igennem idylliske rige Rosas. Her møder vi den 17-årige Asha, der går op i alles ve og vel. Ikke mindst også i rigets. Her regerer den hjertegode konge Magnifico. Han passer på befolkningens ønsker, som han ved eftertragtede ceremonier får til at gå i opfyldelse. Men ikke alt er, som det tager sig ud i det fortryllende rige.

Det må Asha snart sande, hvilket bringer hende ud på en farefuld færd, hvor hun må stå op for de ting, hun tror på og samtidig opretholde troen på det gode i mennesker. Men magt kan korrumpere, hvilket man hurtigt må indse. Ja, her er tale om en kamp mellem det gode og det onde, men også med strejf af gråzoner. Dog af den forudsigelige og ikke videre dybe slags.

Det sagt, så er ’Ønsket’ en dynamisk fortalt historie, der er beriget med sin del af sjove karakterer. Asha er den optimistiske hovedkarakter, der med gåpåmod og selvstændighed begiver sig ud i verden. Hun er nem at holde af. Hertil kommer en række andre karakterer, hvor bl.a. en lille ged er charmerende, sød og sjov, mens en nuttet stjerne leger magisk kispus med karaktergalleriet.

I det hele taget er ’Ønsket’ en sød film, hvor ondskaben godt nok sniger sig ind i riget Rosas, dog uden sådan for alvor at blive rigtig farlig. Det gør ikke nødvendigvis det store, når historien er overvejende velfortalt og ok stramt eksekveret med en fin spilletid på halvanden time. Det er lige præcis nok tid til at folde historien ud, mens rækken af sange giver musikalsk energi til filmen.

’Ønsket’ er måske nok ikke videre original i historie eller karakterer, men den er dynamisk og veloplagt fortalt med en engagerende animeret billedside, der har en dejlig stoflighed over sig. Filmen er hverken mere eller mindre en liflig oplevelse med godhjertede pointer om kærlighed, drømme og magt. En film om at turde stole på sig selv og det gode i ens medmennesker.

’Ønsket’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ønsket’ vises både med engelske og danske stemmer. Filmen har biografpremiere den 7. december.