Invasionsbrag er buldrende god underholdning

/i /af

Det er de helt store kanoner, der hives frem her. For der er pokkers meget smæk i ’sænke slagskibe’-filmen Battleship. Jep, en film baseret på brætspillet. Resultatet er en omgang overraskende god og computergenereret underholdning, hvor en enorm flådestyrke pludselig må tage kampen op med brutale aliens og deres højteknologiske krigsmaskiner. BOOM…!

For en flådeøvelse bliver pludselig alvor, da det er lykkedes for NASA at få kontakt med rumvæsner. De er imidlertid ikke venligt stemte og straks de ankommer til jorden er de på krigsstien med fuld smadder på deres voldsomme våben. Slaget kommer nu til at stå på havet, hvor menneskenes umiddelbart underlegne flåde må i krig med de mægtige maskiner fra rummet.

Ja, historien er fyldt med både plothuller og klichéer, men udført med et godt flair for tempo og så leveres løjerne heldigvis også med en portion veldoseret selvironi midt i den amerikanske patriotisme, der til tider kunne gøre det ud for en krigsliderlig reklamekampagne for USA’s flåde. For selvom det er dumt, så er her absolut et godt greb om både spektakulær action og højspændt spænding.

Castet er godt nok mere eller mindre statister i det effektfulde sansebombardement af sejt udrustede rumvæsner og bølgende søgang. Men heldigvis er der lige præcis nok pondus i kliché-karaktererne til, at de giver filmens flotte effekter tilpas med menneskeligt modspil. Her finder man bl.a. den unge og uvorne (ja, ”uvorne”, sgu), men dygtige løjtnant Alex Hopper – en tilpas drenget Taylor Kitsch.

Ellers består mandskabet bl.a. af en sej Liam Neeson med autoritet i stemmen, Alexander Skarsgård som regelret kommandør og så prøver Rihanna (jep, ’Umbralla’-tøsen) at være hård hund med automatvåben. Det er måske ikke just troværdigt – hun er sgu ingen Vasquez fra Aliens, men det fungerer. Der selvfølgelig også de barske krigsveteraner samt den søde pige, som vor helt må kæmpe for.

Så pyt med at her væltes rundt i klichéer, for skidtet fungerer det meste af vejen upåklageligt som rendyrket og adrenalinpumpende action. Det er store kanoner og slibrige aliens tilsat en fin dosis humor, hvilket bl.a. er med til at trække dette monster ud af Michael Bays skygge og de ofte ulige ’Transformers’-film. Så sænk paraderne og lad Battleship sænke dine slagskibe med buldrende god underholdning.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser strålende ud på Blu-ray. En sand fornøjelse. Billedet står knivskarpt og detaljerigt filmen igennem, hvor både monstre og maskiner virkelig kommer til deres ret. Lydsporet er ligeledes en medrivende omgang lydguf med god bund, fint afstemte niveauer og heftige panoreringer. Desuden medfølger en ok stak ekstramateriale.

Man får en præ-visualiseret alternativ slutning med introduktion er af instruktør Peter Berg og en rundtur på krigsskibet, bl.a. med interviews af rigtige besætningsmedlemmer (20 min.). Endvidere er der features, der ser på castet (12 min.), forberedelserne til filmen (11 min.), skamros af Peter Berg (6 min.), om at filme til vands og på skibet (7 min.) samt filmens effekter (12 min.) og en trailer for computerspillet. Et traditionelt, men også fint supplement til et brag af en film.

[tabgroup][tab title=”Battleship | Blu-rayanmeldelse”]Vurdering af filmen:
4_6 - stars

Originaltitel: Battleship, USA, 2012
Instruktion: Peter Berg
Medvirkende: Liam Neeson, Taylor Kitsch, Alexander Skarsgård, Brooklyn Decker, Rihanna m.fl.
Spilletid: 2 timer 11 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Forrygende Fassbender flygter ind i besættelsen

/i /af

Når først besættelsen tager over, forsvinder mennesket og resten af verden ind i afhængigheden. For Brandon er besættelsen sex. En afhængighed, der æder ham op og afskærer ham fra at leve sit liv – at knytte sig til andre mennesker. Shame er ganske enkelt et forrygende bekendtskabt, der som et insisterende råb af afmagt og indestængt vrede finder vej helt ind i marven.

Selvom der er højt til himlen i et matpoleret New York, så kryber klaustrofobien sig sikkert ind i billedet. Det er dog ikke kun byen, der synes som et omklamrende fængsel for den forpinte Brandon. Han er mest af alt fanget i sin egen krop. Fortvivlet og frustreret vælter han fra det ene knald til det andet – med tilfældige piger fra byen og prostituerede, mens hans computer koger over af porno og villige online-tøser.

Men da hans søster uventet flytter ind i hans lejlighed, konfronteres han med sin egen ensomhed og destruktive afhængighed. Det er dog ikke kun Brandon, der har skelletter i skabet og snart står hver af søskendeparrets indre dæmoner og tripper for at slippe fri af en sortbejdset fortid. Men hvad de gemmer i bagagen, er aldrig klart.

Netop alt det usagte, er noget af det instruktøren Steve McQueen så fornemt mestrer i Shame – ikke mindst takket være en forrygende Fassbenders fugede ansigt og kolde blik. Med lange dvælende skud og et visuelt indtagende univers suges man ind i en verden, der både tiltrækker og sluger en råt. En nådesløs storby, hvor kærligheden synes at have trange kår og de evigt tunge skygger tynger byens søgende indbyggere.

Carey Mulligan er lige så sart og skrøbelig som Fassbender er frygtløs og altomsluttet af sin fordærvede rolle. Deres samspil er følsomt, nærværende og tæt på at erobre en smule håb i et ellers håbløst landskab. Shame gør både ondt og forfører. En varm anbefaling til alle – ikke mindst de ensomme natdyr.

Billede, lyd og Ekstramateriale:
Filmens smukke billeder kommer flot til deres ret på Blu-ray-udgivelsen. Nuancer og kontraster er solide, mens både detaljeler og farveskalaen står flot filmen igennem. Lydsporet er er ligeledes en fornøjelse og skaber fængslende atmosfære, mens og dialogen går klart i gennem. Der følger desværre intet ekstramateriale med.

Originaltitel: Shame, USA, 2012
Instruktion: Steve McQueen
Medvirkende: Michael Fassbender, Carey Mulligan m.fl.
Spilletid: 100 min.
Udgiver: Midget Entertainment

En altid charmerende Paul Rudd på afveje

/i /af

Paul Rudd er en favorit hos undertegnede og hovedårsagen til, at jeg var spændt på at se komedien Wanderlust. Det var også primært ham og hans flair for improvisation, der hev flest grin ud af mig i en desværre noget ujævn affære. Der forsøges ellers kækt med både toilethumor og ’tissemænd-in-your-face-komik’.

Paul Rudd og Jennifer Aniston – aka George og Linda – står pludselig uden job og må derfor flytte ud af deres dyre New Yorker-lejlighed og væk fra byen. Efter et par ulidelige dage hos Georges belastende bror beslutter de sig imidlertid for at flytte ind i et hippie-kollektiv ude i skoven. De to travle bymennesker har nemlig aldrig følt sig mere i live end i bofælleskabet med både pot, lejrbål, meditation og guitarspil.

Jep, der er lagt i ovnen til et morsomt kultur-clash mellem byboere og tilbagelænede flippere uden jordforbindelse – og ikke nok med det, for onde pengemænd vil snuppe fristedet og istedet bygge et kasino. Desværre spilles der mere eller mindre på de samme kedelige stereotype roller og forudsigelige gags, hvilket hurtigt hiver engagementet ud af løjerne og desværre heller ikke er videre morsomt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Genmodificeret agentaction i konspirationernes vold

/i /af

Den står på flot udfoldet og paranoiasitrende agentaction, når videreudbygning af ’Bourne’-universet indtager lærredet med The Bourne Legacy. En ny æra i den populære franchise kan begynde – og dette dybe dyk ned i konspirationerne med hemmelige og genmodificerede agenter er en både smidig og visuelt indtagende sag.

Filmen åbner med smukke panoramaskud af et sneklædt Alaska, hvor agenten Aaron Cross er på øvelse. Men kulden og de glubske ulve i ødemarken bliver snart det mindste af hans problemer. For da det hemmelige program, som han er en del af står for at blive afsløret, sætter folkene bag en brutal mørklægning i gang – hvilket bl.a. inkluderer elemineringen af alle tilknyttede agenter.

Jeremy Renner løfter arven efter Matt Damon, der var agenten Jason Bourne i de tre første film. Hans karakter spørger fortsat i kulissen og et kendskab til de tidligere film er en fordel, men ikke nødvendigvis en forudsætning for at kunne nyde denne ganske fængslende agentjagt, hvor der veksles fermt mellem højspændte adrenalinsus, underspillet suspense og menneskeligt drama.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Græske guder og monstrøse mostre sprutter ild

/i /af

De oldgræske guder og mytiske monstre spiller atter med de computergenererede muskler i denne ganske underholdende efterfølger til den træge Clash of the Titans. Jep, en 2’er, der overgår sin forgænger. Ikke at det siger så meget i dette tilfælde, men med Wrath of the Titans holdes både et fint tempo og så leveres der ikke mindst en god stak spektakulære slåskampe med brutalt brusende bæster.

Sam Worthington spiller igen Zeus’ søn, halvguden Perseus og skal denne gang redde menneskene og guderne fra den sikre død. For den magtfulde titan Kronos vil med sin tilbagevenden bringe undergangen med sig. Perseus slår sig derfor bl.a. sammen med en anden halvgud, en lidt for kæk Agenor samt den blonde krigertøs Andromeda. Sammen begiver de sig nu i kamp mod de mange monstrøse monstre. Sådan cirka…

For man skal ikke hænge sig for meget i historien. Det er først og fremmest pga. den heftige action, at denne omgang guddommelige underholdning fungerer. Der puttes dog en smule far-søn-komplekser på bæstet, men intet der for alvor griber en om hjertet eller giver filmen videre dramatisk tyngde – blot et skvæt mytisk melodrama.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Liflig sommerforelskelse med Marilyn Monroe

/i /af

Marilyn Monroe er en af alle tiders største superstjerner. Et ikon og et mysterium, der fortsat fascinerer og forfører. Så at skulle portrættere hende, må siges at være noget af en udfordring. Michelle Williams påtager sig imidlertid opgaven overraskende overbevisende og med en egen skrøbelighed i det fine drama My Week with Marilyn.

Filmen er baseret på Colin Clarks erindringer fra optagelserne af Prinsen og Korpigen i 1956. Her arbejdede han som assistent og indledte en kortvarig flirt med den smukke og forpinte, 30-årige skuespillerinde. For bag den glamourøse facade gemmer sig en dyb usikkerhed og et pillemisbrug for at klare skærene. Så den blot 23-årige assistent bliver som et roligt tilflugtssted for den på en gang rådvilde og stålsatte stjerne.

Selvom Michelle Williams umiddelbart ikke ligner Monroe, så rammer hun fornemt både hendes uimodståelige udstråling samt sarte side – og det er uden, at Monroe mister den magi og mystik, der stadig omgærder hende. Et på en gang meget menneskeligt portræt, hvor bl.a. Monroes usikkerhed indrammes følsomt, men også med den evigt tvetydige drilskhed, som hun oplagt tirrer et starstruck publikum med.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Formidabel jubilæumsudgave af ’The Godfather’

/i /af

En af de mest hæderkronede filmtrilogier er Francis Ford Coppolas mesterlige The Godfather – og med god grund. For det er et helt igennem forrygende gangsterdrama. Der er netop udkommet en laber 40 års jubilæumsboks, der indeholder filmene i de nyrestaurerede udgaver, timevis af interessant ekstramateriale samt nyt, lækkert fanlir. Jeg har derfor haft et skønt gensyn med den berygtede Corleone-familie.

Den første film kom i 1972 og blev fulgt op to år efter, mens det sidste kapitel kom hele 16 år senere i 1990. Overordnet er det historien om hvordan den sicilienske Corleone-familie kommer til New York og med deres mafia-metoder tilkæmper sig magt og ikke mindst fastholder den i kampen med bl.a. andre fremherskende familier.

I første film får man en uforglemmelig Marlon Brando i rollen som den ikoniske Godfather Don Vito Corleone, der med køligt overblik trækker i trådene, mens hans velovervejede ordrer sender mænd i graven samt giver familien både magt og fjender. Der er et generations- og magtskifte på spil her, hvor sønnen Michael Corleone – en fremragende Al Pacino – modvilligt trækkes ind i mafiaforetagenet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–> Læs mere

Mark Wahlberg på sin sidste smuglertur

/i /af

Det er ikke just originalitet, der tynger action-dramaet Contraband. Her er det den klassiske historie om den kriminelle, der er blevet lovlydig, men som pga. sine nærmestes sikkerhed må lave ét sidste job på den forkerte side af loven. Men selvom her ikke er meget nyt under solen, så er det stadig en ganske solid og velkomponeret omgang underholdning.

Mark Wahlberg spiller den forhenværende mestersmugler Chris Farraday. Han har lagt sin kriminelle karriere bag sig for at hellige sig familien med to drenge og en sød kone. Men da hans svoger bliver rodet ud i noget snavs, står han og familien pludselig for skud. Så nu må den ellers så retskafne familiefar lige på én sidste smuglertur.

Det går selvfølgelig ikke efter planen og forhindringerne synes nærmest presset ud af manuskriptet hvert tiende minut. Men der balanceres ofte medrivende mellem intens action og menneskeligt drama, mens logikken dog ikke synes at have første prioritet. Derimod holdes et fint tempo og de tilhørende plotdrejninger holder løjerne kørende det meste af vejen mod den bombastiske finale.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’True Blood’ bliver mere og mere kulørt

/i /af

Jeg har netop set fjerde sæson af True Blood og jeg skal love for, at det er en serie, der bliver mere og mere kulørt. Det er ikke hele vejen til dens fordel, men det er bestemt stadig underholdende at være på besøg i Bon Temps, hvor Sookie fortsat slås med kærligheden til to vampyrer, mens diverse skabninger lurer i mørket. Denne gang har en grum heks indfundet sig i byen med en plan om at udslette alle vampyrer.

I en tid hvor vampyren blev kastreret af ’Twilight’-serien, var det rart, at HBO med True Blood skød en tiltrængt dosis sex, død og perversitet ind i vampyr-myten. For ja, her slår vampyrer ihjel, de suger blod og kan ikke tåle sollys. Ingredienserne er fortsat de samme i fjerde sæson, hvor der dog skrues en tand op for både saftighederne og ikke mindst de overnaturlige væsners eskapader.

Nye skabninger kommer til, mens Sookie, den evigt søde Anna Paquin og hendes umage slæng må stå ansigt til ansigt med en ny ondskab. Men der byttes om på rollerne i denne omgang, hvor bl.a. den ellers så kolde vampyr Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård tæmmes af mystiske kræfter, mens den godmodige vampyr Bill Compton smides for døren af en ellers håbløst forelsket Sookie.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Usympatisk Charlize Theron er skønt selskab

/i /af

Det er en forrygende Charlize Theron, man finder i rollen som den deprimerede og følelsesmæssigt forskruede ungdoms-forfatter Mavis Gary. En kvinde i slutningen af 30’erne, der hænger ubehjælpsomt fast i sin high school-fortid. Jep, tragikomedien Young Adult er fremragende – et både smerteligt og morsomt portræt af den usympatiske forfatter og hendes umulige jagt på lykken.

For hvad gør man, hvis man en dag indser, at kærligheden måske aldrig indfinder sig som den gang i ungdomsårene med den første forelskelse? Well, den smukke Mavis er ikke i tvivl. Fortvivlet over sin egen situation – fraskilt og ensom – vender hun tilbage til sin hjemby med det ene formål at slå genvej til lykken ved at stjæle sin eks-kæreste tilbage fra hans kone og nyfødte barn.

Det kan selv sagt kun gå tåkrummende galt – og gør det da også. Det er både smertelig og akavet komedie, der dog hele vejen besidder en dramatisk nerve, som fornemt sætter oprigtige følelser i spil og fint balancerer mellem humor og tragedie – også selvom her er valgt en i udgangspunktet ret så utiltalende voksen-teenager som omdrejningspunkt.

Charlize Theron er perfekt i rollen som forskruet og menneskefjendsk strigle, der må se i øjne, at hun ikke længere er den populære prom queen og at løbet med eks-kæresten højst sandsynligt er kørt. Han spilles af en godmodig Patrick Wilson, der tackler den nærgående eks overraskende elegant. Det er dog Patton Oswalt, der stjæler billedet på birolle-fronten som Mavis’ underkuede sidekick Matt.

Han er den tykke nørd, der modsat Mavis aldrig var populær i skolen – eller siden hen, for den sags skyld. Der opstår et sært venskab mellem det umage par, der umiddelbart ikke har andet til fælles end det, at de er fyldt med had til verden og gerne bare vil drikke sig visne. Det er også al rigeligt. De er skønt selskab, hvor Matts noget bedre moralske kompas skaber god dynamik til den tøjlesløse Mavis.

Det er Jason Reitman, der har instrueret – manden bag de fremragende Thank You For Smoking, Juno og Up in The Air. Han er igen teamet op med Diablo Cody, der også stod bag det Oscar-vindende manus til Juno. Et samarbejde, der er kommet en herlig melankolsk og rørende fin film ud af, hvor smerte og smil går hånd i hånd. Endnu en perle fra Reitman og Codys hånd – jeg glæder mig allerede til et gensyn.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står virkelig flot på Blu-ray. Billedet er hele vejen klart og detaljerigt, mens også kontraster og nuancer gengives overbevisende. Lydsporet er fint, her er klar dialog og fint spark i musikken. Der medfølger også solidt ekstramateriale.

Her finder man en kort feature, der ser på en enkelt scene (6 min.), seks slettede scener (7 min.) samt en ’making of’, hvor folkene foran og bag kameraet bl.a. taler om filmens tilblivelse og Diablo Codys skrivestil (17 min.). Man får også en dybdegående Q&A med Jason Reitman, mens kommentarsporet med Reitman, fotografen Eric Steelberg og produceren Jason A. Blumenfeld fint går i kødet på filmen. Jeg havde dog gerne set Diablo Cody og Charlize Theron her.

Originaltitel: Young Adult, USA, 2011
Instruktion: Jason Reitman
Medvirkende: Charlize Theron, Patton Oswalt, Patrick Wilson, Elizabeth Reaser m.fl.
Spilletid: 1 timer 34 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment