‘Argylle’ er kulørt, bombastisk og forglemmelig spion-action

/i , /af

Biografanmeldelse: Selvom der faktisk er ganske godt med kulørt fart på spionaction i Matthew Vaughns actionkomedie ’Argylle’, bliver de bombastiske eskapader aldrig rigtigt spændende, mens spilletiden også arbejder imod underholdningsværdien i særligt filmens tredje og sidste akt. Det sagt, så leveres der et par ret opfindsomme og herligt tegneserieagtige actionscener med speederen i bund.

Actionballaden ved udmærket godt, hvad den er for en type film og hvad den vil. Den vil underholde på farverig og overdreven vis, hvor man følger den succesfulde forfatter Elly Conway. Hun lever et stille liv med sin kat, mens hun nyder godt af sine spionbøgers succes. Men en dag begynder den fiktive spionverden at smelte sammen med virkelighedens verden.

Således vikles den forsigtige forfatter snart ind i en verden af ægte spioner, onde bagmænd og vilde slåskampe på liv og død. For da spionen Aidan træder ind i hendes liv, vendes hendes verden i den grad på hovedet. Hvordan hænger det hele mon sammen og hvorfor er det lige, at Elly skal hives ind i en verden af hemmeligheder og farlige missioner?

Der er i udgangspunktet en ganske morsom leg med fiktion og virkelighed, men som filmen skrider frem, fortaber fortællingen sig i egne plotvridende krøller. Karaktererne ofres delvist til fordel for akrobatiske actionscener, der får overtaget i historien, som desværre aldrig bliver videre nervepirrende. Heldigvis finder man Bryce Dallas Howard og Sam Rockwell i front.

Hun spiller forfatteren, mens han er spionen Aiden. De to udgør et ret charmerende og umage par, mens man i en mindre, men vigtig rolle finder en stilfuld Henry Cavill som den fiktive spion Argylle. Hans karakter kommer desværre ikke rigtigt til sin ret, hvor netop hans fiktive væren punkterer noget af mit engagement i historien.

Selvom her altså er bump på vejen, opretholdes der et ok fint momentum, hvor et par visuelt vilde, opfindsomme og akrobatisk dynamiske actionscener hjælper på filmens underholdningsværdi. ’Argylle’ ender på trods af sin kulørte iver efter netop at underholde med at være en forglemmelig sag, hvor det hemmelige våben altså findes i form af de skønne Bryce Dallas Howard og Sam Rockwell.

’Argylle’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Argylle’ har biografpremiere den 1. februar.

‘How to Have Sex’ viser festens bagside nuanceret og ubehageligt

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på festen for 16-årige Tara, Skye og Em. De har lige overstået deres eksamener, så nu skal veninderne fejre friheden i filmen ’How to Have Sex’. De er taget på sommerferie fra England og sydpå, hvor den skal stå på druk og fest samt sex – i hvert fald jagten på den. Den eneste jomfru i trekløveret er Tara, der har besluttet sig for nu at få sin seksuelle debut.

Men lige under overfladen på festen lurer usikkerheden – bl.a. hos Tara. Så hvad der starter som den ultimative ferie fyldt med højt humør, de bedste veninder og nattelange fester på propfyldte dansegulve, drejer sig snart mod en mere dyster fortælling om presset fra omgivelserne og de mulige forventninger fra andre og dem, som der festes med.

Det er med fin sans for de usagte nuancer i fortællingen, festen og hos karaktererne, at instruktør og manuskriptforfatter Molly Manning Walker giver filmen liv. Det er en historie, der banker pulserende og levende afsted, hvor de tre veninder levendegør filmen med en engagerende troværdighed. Både i den interne gruppedynamik og hver for sig.

Mia McKenna-Bruce er som Tara det karaktermæssige omdrejningspunkt. Det er hendes rejse, der er med til at binde trekløveret, festen og filmen sammen med dramatisk nærvær og menneskelig tyngde, hvor en ung uskyld og bævende usikkerhed også får lov at leve inde bag de energiske øjne. Hun er nem at holde af og med. Ikke mindst, når festens bagside begynder at vise sig.

Men det er altså bl.a. også i netop samspillet mellem veninderne og de andre unge på ferien, at filmen i den grad får sit bankende og vilde liv. Festerne er i højt tempo, men når sprutten sætter ind og mørket får sit tag i festen, står bl.a. blowjob-lignende druklege frem i det selvsagt ubehagelige lys, de er i. Gruppepresset og festen er ikke længere sjov og uskyldig. Det oplever jeg særligt gennem Tara.

Enva Lewis er som Em fornuftens stemme i trioen og giver en dynamisk stærk ballast til de tre, hvor den umiddelbart mere bekymringsfrie Skye skildres overbevisende vildt af Lara Peake. ’How to Have Sex’ er ikke en rar film. Den er nemlig mere end den til en start ellers forrygende fest. Den er brutal, hjerteskærende og tankevækkende.

’How to Have Sex’ får 4 ud af 6 stjerner:

’How to Have Sex’ har biografpremiere den 25. januar.

Alt er smukt i madfilmen ‘Pot-au-feu: Vejen til hjertet’

/i , /af

Biografanmeldelse: Med følelsesfin sans for elegant at sætte kokkekunsten og det underspillede menneskelige drama i scene, smyger historien i maddramaet ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ sig ind i hjertet på mig. Det er nemlig en delikat og opløftende filmoplevelse om kærligheden til både maden, mennesket og livet – at nyde det hele i fulde drag.

Man følger en passioneret kokkeduo i skikkelse af Dodin og Eugénie i Frankrig anno 1885. De har i flere år dannet parløb i et køkken i pagt med naturen, egne afgrøder og mad på et højt gastronomisk plan. Det er forholdet mellem disse to madkunstnere og ikke mindst deres forhold til maden, som er filmens sitrende omdrejningspunkt.

Filmen åbner med en yderst dynamisk iscenesat tilberedning af et kosteligt måltid. Det er detaljerigt og sanseligt portrætteret, hvor jeg kommer helt tæt på, hvordan råvarerne bliver tryllet om til en mægtig servering. Sådanne tilberedningsscener i det landlige køkken får vi flere af undervejs. Ja, maden er i historien så afgjort fremtrædende. Men der er også menneskene bag maden.

Her finder man som sagt Dodin, der levende formår at sætte nuancerede ord på sin oplevelse med maden. Fra tilberedelsen til den lander på hans smagsløg og smyger sig velduftende op til hans næsebor. Jeg mærker hans passion. Den historiske kontekst og vigtigheden af maden i hans liv. Jeg formår sammen med ham at sætte pris på kokkekunsten samt historierne og kulturen bag.

Overfor ham ses Eugénie, som er den ligeledes madkunstneriske gourmetkok, der lever som i et med sit køkken og tilberedelsen med hjælp af øvrige kyndige hænder. Hun portrætteres dragende af Juliette Binoche, mens Dodin spilles med nerve og intensitet af Benoît Magimel. De er virkeligt gode. Både hver for sig, men særligt sammen. Et meget menneskeligt og kærligt portræt.

Alt er smukt i ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’. Fra fotograferingen af maden til kigget ind bag menneskene. Leveret i varme farver og med sans for detaljen. Følelsesmæssigt er jeg dog ikke helt engageret. Dertil bliver det menneskelige drama en smule ladt i stikken af de betagende køkkenscener. Disse sanselige scener er dog bestemt filmen værd. Det sammen med Benoît Magimel og Juliette Binoche.

’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ har biografpremiere den 25. januar.

‘Poor Things’ er drilsk, sprudlende og helt fantastisk

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg drages fra første færd ind i en sælsom verden af bølgende arkitektur, iøjnefaldende kostumer og sammensplejsede dyr med filmskaberen Yorgos Lanthimos’ fabelfantastiske ’Poor Things’. Man møder her den geniale og excentriske videnskabsmand dr. Godwin Baxter, der med vansiret ansigt bringes fascinerende til live af Willem Dafoe.

Overfor ham finder man hans menneskelige eksperiment i form af den ordsnublende og barnligt begavede Bella Baxter – spillet med en fortryllende uskyld af Emma Stone. Det umage par udgør fortællingens afsæt, der snart bringer mig ind i en krøllet verden af både strålende farvebilleder og fiskeøjeindfangede scener i sort/hvid, det minutiøst og legende foreviget af fotograf Robbie Ryan.

’Poor Things’ er en bizart forførende rejse med Bella gennem en for hende ny verden samt en aparte virkelighed, jeg får lov til at træde ind i. Det er en verden, som jeg ikke har set og oplevet før. På sin vis er jeg altså sammen med Bella med til at gå på opdagelse i de nye omgivelser, hvor den nysgerrige unge kvinde forsøger at finde sin plads i verden og samtidig udvikle sig som menneske.

På sin rejse møder den blåøjede Bella verden med en tro på det bedste i andre. En rejse befolket af både hjælpsomme typer og mere lurvede af slagsen, mens Bella åbenbares for sig selv som individ. Med alt hvad det indebærer af frigørelse og lyster samt selvstændige tanker og drømme. Med et dragende tag om historien og en visuelt betagende verden, er jeg med hele vejen.

’Poor Things’ er med andre ord en film, som jeg næsten helt fysisk bliver en del af med det detaljesikre univers af finurligheder og overraskende påhitsomhed. Der er en naturlig legesyge over hele linjen. Det gælder bl.a. alt fra det eventyrlige production design af James Price og Shona Heath til også de iøjefaldende og pompøse kostumer af Holly Waddington.

Yorgos Lanthimos har forløst med sortkomisk vid og bid den forførende og fortryllende film på baggrund af Tony McNamaras manuskript, der baserer sig på en historie af Alasdair Gray. En sprudlende filmoplevelse med et ligeledes sitrende og drilsk score af Jerskin Fendrix. En film, der på mesterlig vis forener det groteske med det smukke. Det kyniske med det uskyldige. Vidunderligt!

’Poor Things’ får 6 ud af 6 stjerner:

’Poor Things’ har biografpremiere den 18. januar.

‘Farven lilla’ er for glat til at få følelsesmæssig pondus

/i , /af

Biografanmeldelse: Steven Spielbergs drama ‘Farven lilla’ fra 1985 har fået en musicaloverhaling med filmen af samme navn. Historien er den fra første film velkendte fortælling om de to søstre Celie og Nettie, hvis skæbne er for evigt forbundet, selvom livet for de to udvikler sig i hver deres retning. Filmen tager sit afsæt i 1930’ernes Georgia, hvor de to søstre vokser op med en voldelig far.

Det hele går dog fra slemt til værre, da den unge Celie tvinges til at ægte den meget ældre Mister. Han er ligeledes voldelig, manipulerende og kontrollerende. Et rigtig dumt svin. Det er her, at søstrenes veje skilles. For hvor Celie efterlades med Mister, smides Nettie på porten og ender langt fra sin søster og den ubehagelige Mister.

Årene går og i voksenlivet er Celie stadig underlagt Misters magt og næver. Livet ændrer sig dog for Celie, da den livsglade sangerinde Shug Avery dukker op og viser, at livet kan være meget anderledes og frit. Vi følger således årenes gang for Celie – det med Nettie på afstand – mens der krydses mellem nutid og fortid i filmen, der bl.a. handler om at finde sig selv, sin plads i verden og vej i livet.

Den handler om at bryde fri fra andres magt. Den handler også om troen på Gud og om kærlighed. Om det gode i mennesket og om tilgivelse. Om at bevare håbet og styrken i umenneskelig modgang. Det hele tilsat energiske sange, der med let hånd er spredt ud over denne nye version af Alice Walkers bestseller fra 1982. Sangene er måske nok energiske, men de fleste mangler oprigtig følelsesmæssig pondus.

For selvom historien er både barsk, stærk og overordnet velspillet, har filmen en underlig glat fernis, der gør, at jeg ikke kommer til at føle med eller engageres dramatisk af karakterernes liv og relationer. Musicalnumrene er måske nok veliscenesatte af instruktør Blitz Bazawule samt elegant og smukt indfanget af fotograf Dan Laustsen. Men filmen klinger hult.

Der er en underlig modsætning mellem filmens glansbilledelignende udtryk og musik overfor filmens historie om vold, voldtægt og brutalitet. Desuden føles visse plotelementer en kende forjaget i måden karaktererne udvikler sig på. Det er som om, der mangler mellemregninger for, at troværdigheden følger med. Så selvom filmen har sine momenter, mister den mig undervejs.

’Farvel lilla’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Farvel lilla’ har biografpremiere den 18. januar.

‘Stockholm Bloodbath’ er langt fra så cool, som den selv tror

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er schwung på både den ihærdige klipning og den brutale vold, når den historiske actionfilm ‘Stockholm Bloodbath’ folder sig energisk, men desværre også noget kedeligt ud med sin spilletid på små 2 timer og 30 minutter. Filmen lykkedes simpelthen ikke med at opretholde et engagerende momentum, mens det også forbliver småt med følelsesmæssig pondus.

Historien udspiller sig i 1520, hvor vi kommer med ind i et mørkt kapitel i Danmark og Sveriges fælles historie. Nøgleord: En blodig nedslagtning af godt 100 mennesker i Stockholm. Før vi når så langt, er vi via bombastiske navneskilte, der bankes op på lærredet, blevet bekendt med en række af filmens hovedkarakterer. Herunder den såkaldte ’onde mand’ og ’arrede mand’.

Ja, så er de ligesom sat i bastante kasser. Her er de onde og her er de gode. På de godes side finder man bl.a. de unge kvinder Anne og Freja, der begiver sig på hævntogt over de mænd, som dræbte deres familie. Bl.a. netop ’Den onde mand’. Rejsen er fuld af død og farer, mens den går mod Stockholm, hvor de pludselig må se sig selv som del af et politisk magtspil mellem Danmark og Sverige.

Det er ikke en film, der bestræber sig på historiemæssig akkuratesse, men nærmere en fiktionaliseret og anakronistisk genfortælling af dette nordiske kapitel. Det hele er så banket igennem en kødhakker, der har efterladt nuancer og fortællermæssige finesser bag sig til fordel for bl.a. forcerede split screens og en række karakterer, der tumler en smule ubehjælpsomt rundt i filmens fortælling.

Det er som om, at de ikke alle spiller med i den samme film. Her er alt fra belastende overspil og kikset kåde replikker til de mere troværdigt leverede portrætter, der faktisk har noget af den menneskelige nerve, filmen overordnet mangler. Så selvom filmen har befriende store armbevægelser og et stærkt cast, forløser instruktør Mikael Håfström desværre det hele noget halvbagt.

Filmen virker som et vagt ekko af de tidlige film af Guy Ritchie. Men den engagerende energi mangler og den sorte humor falder ofte til jorden. Filmen er langt fra så cool, som den selv tror. End ikke dygtige navne som Claes Bang, Mikkel Boe Følsgaard, Ulrich Thomsen, Alba August og Jakob Oftebro kan levere den engelske dialog, så der rammes en sammenhængende og veloplagt tone.

‘Stockholm Bloodbath’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Stockholm Bloodbath’ har biografpremiere den 18. januar.

Døden er konstant dirrende i KZ-filmen ‘The Zone of Interest’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ubehaget står konstant dirrende i yderkanten af de ellers umiddelbart idylliske billeder i Jonathan Glazers urovækkende KZ-film ’The Zone of Interest’. Vi befinder os under 2. Verdenskrig, hvor man følger en lille velhavende familie med mor, far og børn samt jødiske tjenestefolk i et smukt hus med tilhørende stor og frodig have. Døden lurer dog lige på den anden side af hækken.

For op og ned ad husets have og familiens legende børn tårner sig nemlig mure op, hvor man på den anden side finder KZ-lejren Auschwitz. Her har døden sit skrigende greb om livet på fangerne, der i massevis sendes i døden, så røgen fra afbrændingerne stiger op som sorte skyer på himlen over familiens hus, hvorfra farmand Rudolf Höss hver dag går på arbejde som kommandant i KZ-lejren.

Vi følger familiens liv, mens der med underspillet gru pirkes til døden, ondskaben og KZ-fangernes liv lige på den anden side af den fingerede idyl, hvor der ved første øjekast ikke er så meget som et øjebliks bekymring over de umenneskelige masseudryddelser, som sker få meter fra familiens tilværelse. Snarere tværtimod overtager familien bl.a. gerne en pelsfrakke fra fangerne.

Vi kommer ikke i direkte visuel kontakt med de grusomme handlinger i KZ-lejren, men via en opfindsom og øre-skræmmende lydside af fjerne skrig, skud og råb er døden aldrig ude af mit sind, mens historien foldes ud i roligt tempo med ubehaget snigende sig ind på mig med tunge skridt af død. Kontrasten mellem de to verdener er mere end enorm. Ubehaget ligeså. Det er stærkt og uafrysteligt.

Hertil kommer en bombe af gru i filmens ligeledes insisterende score af Mica Levi, mens velkomponerede billeder af fotograf Lukasz Zal på elegant vis indrammer idyllen, hvor ikke mindst gruen i yderkanten sniger sig ind på mig. I et opfindsomt samspil mellem billede og lyd opnås en uhyrlig dynamik af ondskab og menneskelighed. Tvetydighed og sadisme.

Christian Friedel er med skræmmende roligt gemyt den ambitiøse Rudolf Höss, der kynisk går til arbejdet med at udrydde jøderne, mens Sandra Hüller som hustruen Hedwig Höss synes at gemme sig blindt bag et selvbedrag om ligene, der hober sig op få meter fra familien. Jonathan Glazer mestrer at indfange en tvetydig uskyld midt i ondskaben, kynismen og umenneskeligheden.

’The Zone of Interest’ får 6 ud af 6 stjerner:

’The Zone of Interest’ har biografpremiere den 11. januar.

‘The Holdovers’ rammer mig sirligt og sart lige i hjertet

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et let lag af melankoli og forliste drømme foldet sammen med ungdommens sorgløshed og tro på fremtiden, fortæller instruktør Alexander Payne sin menneskeligt nuancerede historie, der udspiller sig på en eftertragtet kostskole i julen 1970. Her møder vi den nedtrykte og gnavne underviser Paul Hunham, som eleverne ikke just er glade for. Tværtimod.

Måske det kan ændre sig denne jul. I hvert fald for eleven Angus Tully, hvis verden falder sammen, da hans juleferie aflyses af hans mor. Han bliver derfor nødt til at blive på kostskolen julen over sammen med en lille håndfuld andre familieforladte elever. Det i selskab med netop den intellektuelt snakkende Paul, der heller ikke rigtigt ser frem til at holde jul på sin arbejdsplads.

Det går hverken værre eller bedre end, at de andre elever finder en udvej fra en jul på kostskolen, hvorfor Angus nu efterlades alene med Paul og skolens kok Mary, som er i sorg over sin søns død i Vietnam-krigen. Det kimer altså ikke rigtigt til den gladeste julefest. Men måske trekløveret kan få noget mere og bedre ud af julen på skolen, end de først lige synes at have udsigt til.

’The Holdovers’ er en meget menneskelig fortælling om at møde sine medmennesker i øjenhøjde. At turde tro på det gode i mennesket og sig selv. Selvom livet måske ikke går eller er gået som håbet. Hverken for den midaldrende Paul eller teenageren Angus. Jeg kommer således denne sneklædte vinter på fin vis ind på livet af de to mænd, som også de kommer ind på livet af hinanden.

Det er bl.a. i netop samspillet mellem Paul og Angus, at det menneskelige drama og filmens styrke findes. De bliver fortællingen igennem til hele mennesker med hver af deres fejl, indre dæmoner og drømme. Paul Giamatti er kynisk elegant og leverer med vid og bid det oplagte manuskript af David Hemingson. Det samme gør Dominic Sessa som den skrøbelige og plagede Angus.

’The Holdovers’ fortælles i et roligt tempo, hvor karaktererne får plads og rum til at folde sig ud. Til at blive hele mennesker jeg tror på. Hertil kommer en smukt indrammet billedside med nerve og nærvær af fotografen Eigil Bryld, mens lydsiden bl.a. byder på stærke tidsdefinerende numre. Alexander Payne kommer kort fortalt elegant, vittigt og sikkert i mål med fortællingen om livet selv.

’The Holdovers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Holdovers’ har biografpremiere den 11. januar.

‘Mean Girls’ er et forglemmeligt ekko af nyklassikeren fra 2004

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er i år 20 år siden, at nyklassikeren ’Mean Girls’ havde premiere. High school-filmen, der tryllebandt en generation med alt fra ikoniske outfits til skarpe oneliners og mindeværdige karakterer. Nu kommer en opdateret version af filmen. Denne gang som musical og med nye skuespillere i rollerne som bl.a. outsideren Cady og den iskolde klike The Plastics.

Cady flytter til USA efter en opvækst i Afrika med hjemmeskoling og sin mor. Kontrasten til det nye high school-liv er med andre ord virkelig stor. Jungleloven blandt teenagerne lever dog i bedste velgående. Den stærkeste indtager toppen af hierarkiet. Det er vejen til toppen, som vi følger Cady i, der til en start bliver venner med de ligesindede outsidere Janis og Damian.

Der går dog ikke længe, inden den hierarkisk overlegne klike The Plastics får øje på tilflytteren. Nu starter et i udgangspunktet morsomt dobbeltspil. For fra at blive optaget i kliken, forsøger Cady for sine venner Janis og Damian også at infiltrere The Plastics. Men hvilken side skal Cady vælge? Hvem er hun i grunden? Hvordan passer hun ind? Hvem har hun lyst til at være?

Cady forsøger først at opfylde klikens leder Regina Georges strenge regler. Men Cady er samtidig faldet for Reginas ekskæreste Aaron, hvilket kun komplicerer det hele for alle involverede. Det lyder til at være en veloplagt high school-film med alt, hvad det indebærer af kliker, komik, bevidste klicheer og kærlighedsknuder. Det hele ender desværre bare som en glat forglemmlighed.

Det er som med originalen Tina Fey, der agerer manuskriptforfatter. Men filmen føles på en eller anden måde ikke videre frisk eller troværdigt ung. Filmen emmer mere af at være skrevet af nogle ægte voksne, der forsøger at være cool med de unge. Det lykkedes ikke rigtigt. Selvom her trods alt er et par skarpe replikker indimellem, mens castet gør deres bedste med, hvad de har at arbejde med.

Der er måske nok fut i filmens mange sange, men de sparker den ikke rigtigt i mål, hvor størstedelen lyder til at være blevet rettet til i en glat computer. Avantika er dog komisk god som det blanke The Plastics-medlem Karen, mens Angourie Rice rammer både det nørdede og cool på fin vis som Cady og så er en spydigt god Reneé Rapp kynisk bagtalende som Regina.

Desværre gør det virkeligt vellykkede forlæg fra 2004 ikke nok til at kunne genskabe magien her 20 år senere. Mindre kan også gøre det. Men ’Mean Girls’ anno 2024 mangler charme og troværdig ungdommelighed. Det hele bliver forglemmeligt, lidt for glat og med meta-ironisk afstand til følelserne, der ekkoer originalens ikoniske replikker.

’Mean Girls’ får 2 ud af 6 hjerter:

’Mean Girls’ har biografpremiere den 11. januar.

‘May December’ udfordrer, griber og rammer mig midt i maven

/i , /af

Biografanmeldelse: Relationerne er komplekse og svarene ikke givet i instruktør Todd Haynes’ tankevækkende og nuancerede drama ’May December’. Her møder vi skuespilleren Elizabeth, der skal portrættere Gracie og hendes historie med partneren Joe. Det er en historie, der har været yderst omdiskuteret og udskældt i bl.a. medierne for år tilbage.

Gracie var nemlig i 30’erne, da hun indledte et forhold med den dengang kun 13-årige Joe. Der er gået omkring 20 år, da Elizabeth rykker ind i parrets liv for at researche og få en forståelse af Gracie, Joe og deres relation, så hun er rustet til at lave filmen og sit portræt af Gracie. Det opsigtsvækkende par står midt i at skulle sende deres børn på college. Der er nok at se til.

Det er altså Hollywood, der har fået øje på den kontroversielle kærlighedsrelation, hvor Elizabeth ikke kun ser til udefra, men også er en aktiv deltager i deres liv, hvor samtaler med Gracie og Joe, udfordrer både skuespilleren, men også parret og deres interne dynamik. En form for skævvredet trekantsdrama, hvor parrets virkelige liv nu også ses som en historie til filmens virkelighed.

Julianne Moore indtager med kompleksitet og et slør af hemmeligheder rollen som Gracie. Hun er svær helt at blive klog på. Ikke kun for mig, men også for Elizabeth. Nej, her bliver svarene og en fasttømret pointe ikke givet. Joe portrætteres med ligeledes gribende nuancer af Charles Melton, som formår at kanalisere et levet liv og usikkerhed videre til mig, så jeg tror på ham.

Ind på scenen træder Natalie Portman som Elizabeth, der nysgerrigt og fordomsfrit møder Gracie, Joe og deres børn. Hun skærer sig engagerende ind der, hvor følelserne banker, spørgsmålene dirrer provokerende og menneskene kommer til live i al deres nuancerede kompleksitet. Et land af gråzoner, der suges ind i dramaet og de medvirkendes dynamikker.

Der er ikke nogen lette svar eller et letfordøjeligt facit i filmen, der er forfattet med sikker og tvetydig pen samt indfanget billedforførende af fotograf Christopher Blauvelt med smuk, klaustrofobisk og nervepirrende musik af Marcelo Zarvos. Todd Haynes forløser det alt sammen i engagerende forening med skuespillerne, så jeg både gribes, udfordres og mærker menneskene. Stærkt.

’May December’ får 5 ud af 6 stjerner:

’May December’ har biografpremiere den 4. januar.