Wes Anderson er dejligt Wes Andersonsk tilbage med ‘Asteroid City’

Skønne Wes Anderson på Blu-ray: Det er med vanlig Wes Andersonsk schwung, at filmskaberen folder sin nyeste film ’Asteroid City’ veloplagt ud. Ganske vist overtager den detaljerige og imponerende visuelle side filmens fokus, hvor rækken af karakterer og historien generelt ikke får samme nerve og engagerende tyngde. Det er dog til at leve med, når Wes Anderson her leger billedopfindsomt med mig.

’Asteroid City’ udspiller sig i en fiktiv by af samme navn, der ligger søvnigt hen i en amerikansk ørken i 1950’erne, det med et fortællermæssigt metalag i form af opførslen af et teaterstykke, hvilket spiller legende godt sammen med filmens kulisseagtige udseende. Man møder i den farvemættede ørken bl.a. en række vidunderbørn og deres forældre, som her deltager i videnskabelige konkurrencer.

I karaktermæssigt centrum finder man en far og hans fire børn. Moderen er for nylig død, hvilket sorgbetynget hænger tungt over enkemanden, hvilket børnene på hver deres måde også forsøger at bearbejde. Her er dog ikke tale om et tungt sorgdrama. Det er nemlig med vanligt vid og bid, at Wes Anderson ruller sig ud med tungen lige i munden og et kækt glimt i øjet.

Hvad der venter filmens virvar af karakterer, er ikke sådan lige for dem til at forudse. Deres liv og verdenssyn bliver nemlig udfordret på herligt skæv vis. Netop de mange karakterer spilles for Wes Anderson af sædvanligvis et sandt opbud af stjerner. Både gengangere og nytilkomne ansigter i auteurens minutiøse univers, som her stjæler mine øjne med mættede og klare farver i hver en indstilling.

Således finder man bl.a. Jason Schwartzman som den mutte enkemand, mens Scarlett Johansson er en mystisk kvinde. Tom Hanks er kontant svigerfar, mens bl.a. også navne som Liev Schreiber, Tilda Swinton, Bryan Cranston, Edward Norton, Steve Carell og Jeffrey Wright dukker op i skæve, elskelige og charmerende roller, der med sikker hånd manøvreres rundt med af Wes Anderson.

Selvom Wes Anderson ikke synes at have så meget at fortælle, så er ’Asteroid City’ en fin tempofyldt og ikke mindst visuel lækkerbisken, der billedligt ikke skuffede denne Wes Anderson-fan. Så hvad filmen savner i karakter- og følelsesmæssig tyngde, opvejes der for i visuel påhitsomhed samt veloplagt humor og en lang række af imponerende iscenesatte scenerier.

Der medfølger desværre intet ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen.

’Asteroid City’ udkommer på dvd og Blu-ray den 23. oktober.