Kulørte kolbøtter med ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’

Biografanmeldelse: Der er fart på utrolige verdener og kulørte væsner, når Ant-Man og co. boltrer sig løs i den seneste film om Marvel-universets lille superhelt – der som bekendt også kan vokse til gigant størrelse ved hjælp af sin dragt. Han får brug for begge dele, når de vilde strabadser ved et uheld går ind i det krøllede kvanterum, det såkaldte Quantum Realm.

Vi møder i ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ således den vellidte Scott Lang aka Ant-Man, der nu har skrevet en bog om sit superhelteliv med Avengers-holdet. Det går i det hele taget ret så fint for Scott. Lige indtil det ikke går så legende let længere. For ved et uheld ender Scott, hans datter Cassie og Hope Van Dyne aka Wasp samt Hank Pym og Janet Van Dyne i kvanterummet.

I The Quantum Realm er intet som her på Jorden. Bl.a. er tiden en ukendt faktor, mens det farefulde univers – der så at sige ligger under vores egen kendte virkelighed – også adskiller sig fra vores verden ved et utal af vilde farver både foroven og forneden, mens denne kvanteverden befolkes af et utal af sælsomme skabninger og farverige væsner. Det er her, filmen udspiller sig.

Spørgsmålet er så bare, hvordan Scott og resten af flokken mon kan vende hjem til deres egen virkelighed, inden det går helt galt i kvanterummet, hvor farerne konstant lurer om hvert et krøllet hjørne. Ikke mindst i skikkelse af den mægtige skurk Kang The Conqueror. Desværre føles løjerne bare aldrig rigtigt farlige. Det bliver ikke for alvor spændende. Jeg mærker ikke, at her er noget egentligt på spil.

Det menneskelige drama og den magtsyge superskurks frygtindgydende væsen fiser desværre noget fladt ud i intetheden, mens CGI-farveladen overtager opmærksomheden med sine opfindsomme skabninger og en verden af utrolige landskaber. Ja, kvanterummet er et sprudlende bekendtskab, hvor særligt de særegne væsner er et sjovt selskab. Fra en mangearmet bartender til levende bygninger.

Til trods for historien om at overleve kvanterummet og besejre skurken – tilsat et far-datter-drama – mærker jeg aldrig rigtigt, at her for alvor er noget på spil. Det sagt, så er den sprudlende verden et ofte visuelt veloplagt sted at befinde sig, mens Paul Rudd som Ant-Man stadig er charmerende. Jonathan Majors er desuden et interessant og intenst bekendtskab som den martrede Kang.

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ har biografpremiere den 15. februar.