‘Cocaine Bear’ serverer blod, afrevne lemmer og sort humor

Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pis her. ’Cocaine Bear’ er hverken mere eller mindre, end hvad den er sat op til at være. Titlen indikerer nemlig ret godt, hvad det hele handler om i denne dyr-går-amok-film. Man finder som primus motor en stor bjørn på kokain, der går amok og dræber alle omkring sig. Det er kort og godt den sort komiske films præmis.

Vi befinder os i midt-80’erne, hvor en smugler kaster i kilovis af kokain ned over en skov i Georgia. Det er her, bjørnen kommer på banen. Den får uheldigvis indtaget vildt meget kokain – og så går det løs! Man finder herudover en umage flok af bl.a. kriminelle på kokainjagt, mens et par børn og en mor også er jaget vildt i skovens dyb, hvor vi videre møder andre sagesløse ofre for bjørnens gab.

Det hele sparkes derudad i veloplagt tempo med 80’er-musik på lydsiden og friske blodsprøjt, hvor amok-bjørnen river lemmer af stakkels vandrere og andre, der er uheldige at støde på den. Det hele fortalt med et grotesk glimt i øjet. Faktisk er historien baseret på en sand historie. Her døde bjørnen dog hurtigt efter at have indtaget kokainen. Det gør den lagt fra her. Brøøøl!

Det er ikke dybe karakterportrætter, der serveres, men derimod mest skrigende bjørnefoder. Det er også helt fint, for ’Cocaine Bear’ forsøger at ikke være meget andet end tempofyldt underholdning. Det sagt, så får man veloplagte præstationer fra bl.a. Keri Russell som moderen, der leder efter sin forsvundne datter og hendes ven. De to børn spilles dynamisk af Brooklynn Prince og Christian Convery.

Desuden er Margo Martindale som parkbetjent morsom, mens en karismatisk Ray Liotta byder på sejhed som intimiderende kriminel i en mindre rolle. ’Cocaine Bear’ bliver dog aldrig rigtigt skræmmende, men er heldigvis ganske medrivende.  Det er altså mest af alt en omgang letbenet dræberdyrsfilm, der kender sin besøgstid med sine veldoserede 95 minutter.

Bjørnen er ganske vist computerskabt, men fungerer på trods ret fint i samspil med karaktererne, hvor bl.a. de afrevne lemmer står blodigt frem. Kokainbjørnen har dog ikke helt et troværdigt nærvær og faretruende tyngde i sin ellers velskabte CGI-vælde. ’Cocaine Bear’ er kort fortalt et ganske vellykket dyregys med streg under humoren. Hverken mere eller mindre. Det er bestemt også helt ok.

’Cocaine Bear’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Cocaine Bear’ har biografpremiere den 23. februar.

‘Tár’ er et overvældende skæbneportræt med Cate Blanchett

Biografanmeldelse: Intens passion og kunstnerisk kompromisløshed. Dirigent og klassisk komponist Lydia Tár lever med begge dele. Dag og nat. Hele tiden. Året rundt. Hendes kunstneriske virke er hele hendes væsen. Musikken og alt, hvad der følger af følelser og komplicerede samarbejder og svære beslutninger. Hun er på toppen af karrieren og chefdirigent for Berliner Philharmonikerne.

Tár synes med andre ord ustoppelig i sit roste og prisvindende virke. Hun står nu overfor at skulle fuldende indspilningerne af Mahlers symfonier med den femte i rækken. Ikke nok med det, hun skal også lige promovere sin selvbiografi og forsøge at være der for sin lille familie, partneren Sharon og deres adopterede datter. Hun vil det hele, men kan alt favnes?

Todd Field har instrueret og skrevet ’Tár’, der er et overvældende skæbneportræt med Cate Blanchett som den intimiderende og komplekse Lydia Tár, som begår sig blandt de absolut dygtigste musikere, mens hun i en ofte mandsdomineret branche også hyldes som succesfuld kvindelig kunstner. Noget usagt og forsøgt glemt og gemt ulmer dog i fortællingens krinkelkroge. I Társ liv, fortid og nutid.

Der synes at vente et opgør med fortiden, hvor fortællingen slår fint sitrende skår på underspillet og dragende vis i komponistens person. Professionelt som privat. Portrættet af Tár huser desuden en fascinerende dualitet mellem hendes på den ene side kyniske brug af sine medmennesker og så de ind til benet oprigtige følelser, som hun mærker, oplever og formidler via musikken.

Fortællingen tager sig god tid. Den forhaster sig ikke ind i et plot, der skydes af for at få næste dramatiske øjeblik udfoldet. Dramaet er sine steder nærmest insisterende tilbageholdende, mens en dramatisk forløsning pibler lige under overfladen hos Tár – og i musikken. En trygkedel af undertrykte følelser, fortidens hemmeligheder og nutiden synder. Tålmodig og eksplosiv på samme tid.

Cate Blanchett leverer et ubetinget fascinerende portræt af en kvinde i kunstens vold og konsekvenserne heraf, mens Todd Field med sikker hånd instruerer skarpt komponerede og smukke scener. Han tør holde igen, men også at give slip. Ligesom Cate Blanchett. Tár er både en strid, bestemt og kompromisløs kvinde, men er også karismatisk, ensom og kærlig. Et menneske på godt og ondt. Et helt menneske.

’Tár’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Tár’ har biografpremiere den 23. februar.

‘Missing’ er et plotlegende mysterium i en digital tidsalder

Biografanmeldelse: Vi oplever meget af verden omkring os via en skærm. Bl.a. gennem computeren og ikke mindst ens smartphone. Vi efterlader os hele tiden digitale spor, hvor end vi færdes. Det gennem bl.a. netop ens smartphone. Men vi bliver også set og filmet af overvågningskameraer, mens vi selv fodrer nettet med oplysninger om bl.a. familie, venner og uddannelse på eksempelvis Facebook.

Det er vores digitale tidsalder, der i thrilleren ’Missing’ bliver leget med i selve fortællingens form – og herigennem også i måden, hvorpå filmens mysterie foldes ud. Vi oplever nemlig hele filmen via skærme. Fra computere og overvågningskameraer til smartphones. På Facetime, Twitter, Snapchat, TikTok, Facebook og i det hele taget ude på det store internet.

For da teenageren June får at vide, at hendes mor og kæresten er forsvundet på en romantisk ferie, starter mysteriet. Foran computeren og via hendes smartphone. June sidder nemlig i Los Angeles, mens ferien gik til Columbia. Nu må June på kreativ vis forsøge at finde ud af, hvad der er sket, da bl.a. tungt, internationalt bureaukrati ikke går nær så hurtigt, som hun kunne ønske sig.

June griber straks computer og telefon, hvor vi som publikum kun ser skærmene. Fra når hun bl.a. snakker med politiet eller dykker ned i internettet for at følge de digitale spor, som hendes mor og kæresten har efterladt sig. Filmens form er ret interessant, men bliver også lidt en underlig og distanceskabende hinde mellem mig og dramaet på de mange skærme, som suser forbi mine øjne.

Storm Reid er heldigvis engagerende som June, der går egne veje i jagten på at finde sin mor. Desværre er mysteriets plotmæssige krumspring ikke altid helt så svære at gennemskue, mens filmens afsluttende del desværre forfalder til en smule generisk spænding. ’Missing’ fungerer på trods ok godt som spændingsfilm, men kommer bl.a. ikke følelsesmæssigt helt derhen, hvor der sigtes efter.

’Missing’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Missing’ har biografpremiere den 23. februar.

Det handler om ondskab i slasher-finalen ‘Halloween Ends’

Gribende gys på 4K Ultra HD: Det er umuligt at holde en god bøhmand nede. Det har historien vist gang på gang i den ene film efter den anden med seriemordere som Jason Voorhees, Freddy Krueger, Ghostface, Jigsaw og Michael Myers. Sidstnævnte slasher-legende blev vakt til live på ny i 2018 med ’Halloween’. Den blev fulgt af ’Halloween Kills’. Nu lander så finalen ’Halloween Ends’.

Her fortsætter historien om overleveren Laurie Strode en håndfuld år efter begivenhederne i den forrige film. Hun er nu i færd med at skrive en bog om sine oplevelser med den mutte dræber Michael Myers. En kamp mellem de to, der tog sin begyndelse helt tilbage i 1978 med John Carpenters første og originale ’Halloween’. Det er igen den nu 63-årige Jamie Lee Curtis, der spiller Laurie.

Som filmens titel indikerer, er det meget vel enden på denne række af nye film i sagaen om Myers og Strode. Den store gyser-finale efter mere end 40 års kamp på liv og død. Her er med andre ord sin del af forventninger, der synes at skulle indfries. Men ’Halloween Ends’ gør noget andet end, hvad i hvert fald jeg lige forventede. Det fungerer både og. Men det er om ikke andet underholdende.

Det handler her om ondskab lige så meget, som det er det klimatiske møde mellem Laurie og hendes morderiske nemesis. Jeg vil ikke spoile, hvordan og i hvilken retning instruktør og medforfatter David Gordon Green tager sit nye dyk ind i mørket med Myers. Jeg vil blot sige, at man ikke skal forvente sig et klassisk stykke med Myers på bersærkergang.

Her er i min optik tale om et interessant take på franchisen og dens temaer, hvor netop ondskab står centralt. Hvad er den? Hvordan opstår den? Hvad gør den ved folk? ’Halloween Ends’ er også en film om at se sig selv i øjnene og konfrontere det, der gør allermest ondt. Her står Jamie Lee Curtis’ portræt af sin signaturrolle stærkt. Hun er sej, skrøbelig og umulig ikke at heppe på.

Selvom ’Halloween Ends’ måske nok er lidt ufokuseret og kringler sin historie i nye retninger for Myers, får man også sin del af blodigt brutale mord, hvilket hører til franchisen. Det er ondt og gør ondt at se på. Jeg er vild med det. I ’Halloween Ends’ er alt og intet på sin vis ved det gamle. Det fungerede for en fan af serien som mig med dette friske pust. Selvom jeg fik noget andet, end jeg ellers lige troede.

4K Ultra HD: Det gribende og grumme slasher-gys ‘Halloween Ends’ præsenteres på 4K Ultra HD med engagerende farveskala, bundsolod kontrast og klare farver, hvor både detaljer og større indstillinger står skarpt. Lydsporet spiller ligeldes virkelig godt med velspillende både top og bund, hvor lyden klinger klart, hårdt og brutalt.

’Halloween Ends’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 27. februar.

Den ok charmerende ‘Bros’ ender i tynde romcom-klichéer

Romantisk komedie på Blu-ray: Kærlighed kan absolut være en kompleks størrelse at gabe over. Det selvom man måske nok søger den. Eller måske modsat: frygter den. I den delvist vellykkede romantiske komedie ’Bros’ slår kærligheden bestemt sin del af knuder, når den yderst udadvendte og konstant sniksnakkende Bobby møder den noget mere mutte og indadvendte Aaron.

Det bliver starten på en svær romance mellem de to, der begge har sine problemer med at binde sig til et andet menneske. At lukke en anden person ind bag facaden. Ind til de inderste følelser, håb og drømme for det liv, man vil leve. Ikke desto mindre danser Bobby og Aaron nysgerrigt om hinanden, hvor de snart står ansigt til ansigt med både deres forskelle og ligheder.

Her er altså tale om et klassisk kærligheds-afsæt i rom com-land. Herligt! Desværre ender de ellers ganske veloplagte og charmerende søde løjer i sidste ende i en noget generisk gryde af genrens tyndslidte klichéer, der fremstår mere bedagede end friske. Hertil kommer, at romancens spilletid på to små timer ikke kan holde det ellers ganske medrivende momentum, der lægges ud med.

Det sagt, så elsker jeg en veloplagt rom com. Det er altså også, hvad ’Bros’ delvist leverer. Her ledt an af den rapkæftede Billy Eichner som Bobby, hvis modsætning Aaron spilles af Luke Macfarlane. De to er heldigvis gode sammen, når de udfordrer hinanden og her kærlighedens styrker, faldgruber og farer, det også med et forsøg på at give et morsomt og oprigtigt indblik i homoseksuelles kærlighedsliv.

’Bros’ har bestemt flere oprigtigt sjove scener og skarpt leverede øjeblikke, det med alt fra kvik Grindr-dating og et festligt dansegulv, videre til de akavede første dates og mødet med svigerfamilien. Her stikkes desuden rapt til fordomme om dating og kærlighed i LGBTQ+-land, men ikke mindst bare det at skulle møde og lukke et andet menneske ind i sit liv. Det at turde sige ja til kærligheden.

Der medfølger desværre intet ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen.

’Bros’ udkommer på dvd og Blu-ray den 20. februar.

 

Romantik, haute couture og komik med ‘Mrs. Harris Goes to Paris’

Romantisk komik på Blu-ray: Man bør have drømme her i livet. Noget at jagte. Noget at se frem til og hige efter. Det være sig en ny fodboldtrøje, en bedre halvdel, en sportsvogn, et nyt arbejde, sin egen restaurant – ja, eller noget helt andet. I den romantiske komedie ‘Mrs. Harris Goes to Paris’ er drømmen for vores hovedperson en fornem nederdel fra Christian Dior.

Vi møder nemlig her enken og rengøringskonen Ada Harris i 1950’ernes London. Hun er en øjensynligt helt almindelig britisk kvinde som så mange andre. Men hun er også meget mere og andet end bare at passe i kassen som enke og rengøringskone.

Ada Harris falder nemlig nu pladask for en haute couture-nederdel af ingen ringere end netop Christian Dior, som hun bare MÅ eje. Det bliver starten på en helt eventyrlig rejse for Ada Harris, der tager hende hele vejen til det magiske Paris. Hvad mon der venter hende af eventyr her?

I hovedrollen som netop den søde Ada Harris finder man den charmerende og karismatiske Lesley Manville. Hun er et svært uimodståeligt bekendtskab. Så få du blot pakket kufferten, bestilt en billet til Paris og så afsted med dig ud på eventyr og jagten på en nederdel af Dior med Mrs. Harris.

Der medfølger desværre intet ekstrateriale på Blu-ray-udgivelsen.

‘Mrs. Harris Goes to Paris’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. marts.

Kunst forenes med aktivisme i ‘All the Beauty and the Bloodshed’

Biografanmeldelse: Kan det overhovedet svare sig som enkeltindivid at gå op imod overmagten? Er kampen tabt på forhånd? I Laura Poitras’ både tankevækkende og indignerede dokumentarfilm ‘All the Beauty and the Bloodshed’ følger man fotokunstner og aktivist Nan Goldin og hendes utrættelige kamp mod den magtfulde og mangemilliardærer Sackler-familie.

Den indflydelsesrige familie stod bag opioid-epidemien, der har kostet i tusindvis af menneskeliv i USA. Faktisk dør omkring 100.000 amerikanere årligt af en overdosis af narkotika eller medicin, hvoraf cirka 75.000 af tilfældene er relateret til den afhængighedsskabende smertestillende medicin, opioids. Nan Goldin kæmper for, at medicinal-dynastiet skal stå til ansvar for sin rolle i epidemien.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ er på den måde et portræt af kunstnerens aktivistiske kamp mod Sackler-familien, der donerer i millionvis af dollars til museer verden over. Her således med deres familienavn tronende på museer og i kunstgallerier. Filmen er samtidig et intimt portræt af Nan Goldins opvækst, vilde liv og virke som kunstner med en inspirerende vedholdenhed.

Her bliver hendes fortælling også et tidsbillede af bl.a. homoseksuelle og transkønnede subkulturer i Boston og New York i 70’erne og 80’erne, hvor Nan Goldin fik sit kunstneriske gennembrud som fotograf med netop autentiske skildringer af disse miljøer, sit eget liv og ikke mindst menneskene. Det bl.a. gennem sine fascinerende og unikke fotografier.

På den måde flettes Nan Goldins personlige historie og kamp mod Sackler-familien sammen med en interessant skildring af en brydningstid fyldt med at ville bryde med seksuelle tabuer og stigmatisering af minoriteter, hvor både politik, aktivisme og familiehemmeligheder samt det ikke at passe ind i samfundsnormerne udfordres, videre til familieforhold, kærlighed, misbrug og kunst

Filmens fortælling har mange spændende jern i ilden, men instruktør Laura Poitras får ikke helt vippet sig visuelt interessant eller fortællemæssigt udfordrende ind i denne ild. Det er mest af alt i selve valget af hovedpersonen og hendes historie, at ‘All the Beauty and the Bloodshed’ har sin styrke. Men i fortællestil og form lader filmen desværre en smule tilbage at ønske.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘All the Beauty and the Bloodshed’ har biografpremiere den 16. februar.

Kulørte kolbøtter med ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’

Biografanmeldelse: Der er fart på utrolige verdener og kulørte væsner, når Ant-Man og co. boltrer sig løs i den seneste film om Marvel-universets lille superhelt – der som bekendt også kan vokse til gigant størrelse ved hjælp af sin dragt. Han får brug for begge dele, når de vilde strabadser ved et uheld går ind i det krøllede kvanterum, det såkaldte Quantum Realm.

Vi møder i ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ således den vellidte Scott Lang aka Ant-Man, der nu har skrevet en bog om sit superhelteliv med Avengers-holdet. Det går i det hele taget ret så fint for Scott. Lige indtil det ikke går så legende let længere. For ved et uheld ender Scott, hans datter Cassie og Hope Van Dyne aka Wasp samt Hank Pym og Janet Van Dyne i kvanterummet.

I The Quantum Realm er intet som her på Jorden. Bl.a. er tiden en ukendt faktor, mens det farefulde univers – der så at sige ligger under vores egen kendte virkelighed – også adskiller sig fra vores verden ved et utal af vilde farver både foroven og forneden, mens denne kvanteverden befolkes af et utal af sælsomme skabninger og farverige væsner. Det er her, filmen udspiller sig.

Spørgsmålet er så bare, hvordan Scott og resten af flokken mon kan vende hjem til deres egen virkelighed, inden det går helt galt i kvanterummet, hvor farerne konstant lurer om hvert et krøllet hjørne. Ikke mindst i skikkelse af den mægtige skurk Kang The Conqueror. Desværre føles løjerne bare aldrig rigtigt farlige. Det bliver ikke for alvor spændende. Jeg mærker ikke, at her er noget egentligt på spil.

Det menneskelige drama og den magtsyge superskurks frygtindgydende væsen fiser desværre noget fladt ud i intetheden, mens CGI-farveladen overtager opmærksomheden med sine opfindsomme skabninger og en verden af utrolige landskaber. Ja, kvanterummet er et sprudlende bekendtskab, hvor særligt de særegne væsner er et sjovt selskab. Fra en mangearmet bartender til levende bygninger.

Til trods for historien om at overleve kvanterummet og besejre skurken – tilsat et far-datter-drama – mærker jeg aldrig rigtigt, at her for alvor er noget på spil. Det sagt, så er den sprudlende verden et ofte visuelt veloplagt sted at befinde sig, mens Paul Rudd som Ant-Man stadig er charmerende. Jonathan Majors er desuden et interessant og intenst bekendtskab som den martrede Kang.

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ har biografpremiere den 15. februar.

‘Black Panther: Wakanda Forever’ er storslået superhelte-action

Marvel-helte på 4K Ultra HD: ’Black Panther: Wakanda Forever’ følger op på den første solofilm om den sorte panter, ’Black Panther’ fra 2018 med Chadwick Boseman i titelrollen. I 2020 døde skuespilleren grundet kræft, kun 43 år gammel. Så hvordan fortsætter Marvel mon eventyret? Det gør de på vellykket og respektfuld vis, hvor arven efter kong T’Challa aka Black Panther bringes flot videre.

Befolkningen i Wakanda sørger her over tabet af T’Challa. Ikke mindst søsteren, prinsesse Shuri, og hans mor, dronning Ramonda, er ramt. Landet har dog ikke tid til at sørge ret meget længere, da kongedømmet pludselig står midt i en international strid om det kraftfulde metal vibranium, der kun findes i Wakanda. Ikke nok med det, så står wakandianerne også overfor en hidtil ukendt fjende udefra.

En kamp om landets fremtid er indledt, hvor ikke kun befolkningen skal finde fodfæste på ny, men hvor særligt Shuri forsøger at bearbejde sin sorg over tabet af sin bror. Vrede, hævntørst og afmagt er blot nogle af de følelser, der bruser gennem den unge kvinde, som ikke kun kæmper mod de ydre fjender, men også egne indre dæmoner og en sorg, der synes afgrundsdyb.

Det er med andre ord de store og universelle følelsers kampplads, ’Black Panther: Wakanda Forever’ indtager. Det med flere stort opsatte og flot udførte actionsekvenser. Bl.a. da et krigerisk søfolk indtager et mægtigt skib. Jeg mærker både en reel trussel og de hårde slag, der sættes ind fra begge sider af kampen. Det intime over for det storladne. Det fungerer.

Efter Chadwick Bosemans død finder man nu en gribende Letitia Wright som Shuri, der for alvor træder i karakter med et både råt, stærkt og rådvildt portræt. Hun bakkes op af i det hele taget ganske interessante karakterer, der forløses overbevisende i en film, der på trods af bl.a. både vild futuristisk teknologi og ankelflyvende skurke virker ganske rodfæstet i en relaterbar virkelighed.

Angela Bassett har engagerende autoritet som Ramonda og Danai Gurira er atter sej krigerinde, mens hovedskurken spilles af en tvetydig Tenoch Huerta. Han er både menneskelig og relaterbar samt farlig og magtsyg. Karakterer og historie går altså overvejende ganske godt i spænd, hvor Ludwig Göranssons pulserende score og fotograf Autumn Durald Arkapaws smukke billeder har saft og kraft.

Der hvor instruktør og medforfatter Ryan Coogler har størst problemer er i filmens struktur og spilletiden på cirka 2 timer og 30 minutter. Ganske vist er fortællingen grundlæggende spændende med temaer som identitet, sorg og magt, men bliver sine steder ufokuseret og mister af og til det momentum. Til trods for det er her dog tale om en flot og storslået superheltefortælling.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen præsenteres her på 4K Ultra HD med sine imponerende billeder, hvor farverne står klart og med solid kontrast samt indtagende naturlighed. Lydsporet spiller upåklageligt med både solid bund og velafbalanceret top.

Herudover medfølger filmen på Blu-ray, mens man finder en større omgang ekstramateriale. Det i form af bl.a. et par featuretter, der kigger nærmere på bl.a. filmens verdener, mens man også finder slettede scener og spas fra optagelserne samt et kommentarspor, der kan bringe publikum længere ind i filmen og dens univers.

’Black Panther: Wakanda Forever’ udkommer på Blu-ray og 4K Ultra HD den 20. februar.

‘The Woman King’ leverer intense kampe og generisk drama

Intense kampe på Blu-ray: Der er fart på medrivende slåskampe og godt med schwung på følelserne i den kampklare ’The Woman King’. Filmen udspiller sig i 1800-tallets Afrika, hvor fortællingen tager sit dramatiske udspring i en gruppe af kvindelige krigere, der beskytter det afrikanske kongedømme Dahomey. Den benhårde hær får da også snart brug for alle deres rå færdigheder.

En fjende dukker nemlig op, som vil kongedømmet og krigerinderne til livs – koste hvad det vil. På samme måde vil Dahomey-amazonerne også kæmpe med livet som indsats for at passe på det og dem, de har kært. Man kommer således ind på livet af bl.a. den unge kvinde Nawi, som bliver optaget i hæren, hvor hun nu bliver trænet til kamp. En træning, der kræver ikke så lidt af hende.

’The Woman King’ fortæller således også en coming of age-historie om selvopofrelse og om at kæmpe for noget, der er større end en selv. Man møder her bl.a. også lederen for kvindehæren Nanisca, der er med til at oplære både Nawi og en ny generation af stærke kvinder beredt til kamp. Nanisca synes måske nok stenhård og sikker på sig selv, men kæmper også en indre kamp.

For et personligt traume hjemsøger hende, ligesom også Nawi kommer med en svær fortid i bagagen. Det er bl.a. her, at der kommer en smule generisk schwung på følelserne, hvor dramaet desværre mister en smule faldhøjde og tynge – det også med en påklistret kærlighedssidehistorie. Det er en skam, at man ikke har turde stole mere på, at der var drama nok internt i kvindehæren.

I stedet for, at denne romantiske slagside giver mere engagerende nuancer til karaktererne, fremstår den blot flad og unødvendig. Det er langt mere interessant det, der netop foregår i Nanisca samt i den udvikling, som Nawi undergår, hvor ungdommens kådhed møder fortidens hemmeligheder. Historien bliver ganske enkelt noget triviel.

Det sagt, så finder man et par medrivende og potente kampscener med skarpe spyd, farlige macheter og dødelige knytnæveslag. Hertil kommer en virkelig stærk præstation af Viola Davis som Nanisca. Hun brænder brutalt og intenst igennem. Her bør bl.a. også Thuso Mbedu som en ungdommeligt frygtløs Nawi nævnes sammen med Lashana Lynchs seje krigerinde Izogie.

’The Woman King’ er baseret på sande begivenheder, hvor bl.a. også slavehandel spiller en afgørende rolle, hvilket der således også findes plads til i filmen. Instruktøren Gina Prince-Bythewood har altså et godt greb om sin action og det at få gode præstationer ud af sine skuespillere. Et skarpere øje for ikke sine steder at gøre dramaet klægt, havde klædt filmen, ligesom også en lidt kortere spilletid.

Ekstramateriale og Blu-ray: Der medfølger over en times ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen, hvor man således kan få et bedre indblik i filmen og dens tilblivelse, mens der også er et kommentarspor med filmens instruktør, der kommer ind på diverse aspekter ved filmen. Herudover lyder selve filmen godt og ser skarp ud med flotte farver og solid kontrast samt god bund og top i lydsporet.

’The Woman King’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. januar.