Der er urovækkende smil og olme jump scares i gyset ‘Smile’

/i , /af

Biografanmeldelse: Smilet forvrides på gruopvækkende vis, når gyset ’Smile’ folder sig isnende ud. Der er nemlig noget helt galt med en af psykiateren Roses patienter. Noget mere galt end, hvad Rose er vant til med sine patienter. Noget udefinerbart, ondt og dræbende farligt. Smilet vrides nemlig skræmmende af led på patienten, der i næste nu tager sit eget liv på brutal og stift smilende vis.

Hvad der herfra venter Rose er en nedadgående spiral af tiltagende og urovækkende begivenheder, hvor den ellers fattede psykiater begynder at tvivle på sin egen fornuft. For hvad er det for syner, hun efter patientens blodige selvmord begynder at opleve? Er det vrangforestillinger? Stressbetonet? Panikangst? Eller noget helt andet?

’Smile’ vender det ellers indbydende og afvæbnende smil på hovedet og gør det til en yderst klam gestus mellem mennesker. Smilet er stift og ubehageligt. Noget lader endda til, at det er dræbende. Så selvom det urovækkende smil måske nok mest er en gyser-gimmick, virker det i filmens gysende univers, hvor man kommer ind i psyken på Rose og her bl.a. hendes barndomstraume.

Historien mister måske nok et par steder en smule momentum, men lever heldigvis fint af sin grundlæggende uhyggelige stemning, der kun tager til filmen igennem. Dog hæmmes ’Smile’ en smule af en håndfuld unødvendige fake scares og ikke altid lige vellykkede jump scares. Gyset er bedst, når det beror på det underspillede gys, der bl.a. bæres af Roses indre i forfald.

Hertil kommer, at skrækfilmen er veliscenesat af instruktør og manuskriptforfatter Parker Finn, som her spillefilmsdebuterer på vellykket vis. Han bliver interessant at følge. Desuden er de olme løjer fotograferet på dragende vis af Charlie Sarroff, der får indrammet både filmens ydre og Roses indre verden på medrivende vis, mens det sitrende score af Cristobal Tapia de Veer sætter grum trumf på.

’Smile’ leger altså med en skræmmende balancegang mellem virkelighed og fæle syner, hvor uhyggen virker bedst, når den tør stole på sin urovækkende og underspillede onde stemning, mens et par af filmens chok heldigvis sidder gispende rent i gyserskabet. Den korteste vej mellem mennesker siges at være smilet. Her er smilet den korteste vej mellem det rare og det dybt skræmmende. Gisp!

’Smile’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Smile’ har biografpremiere den 29. september.

‘Triangle of Sadness’ smadrer satiren lige i fjæset på dig

/i , /af

Biografanmeldelse: Det stikker helt af i Ruben Östlunds satiriske og absurde ’Triangle of Sadness’. Man kommer nemlig her med ombord på en overdådig luksus-yacht, hvor en samling af yderst stenrige gæster nyder livet med en overflod af lækkerier. De er naturligvis ikke alene, da skibet jo skal holdes i vandet af nogle. Bl.a. en opvartende besætning og folkene i det bortgemte maskinrum.

Der hersker på skibet med andre ord et hierarki. De rige versus de fattige. Dem, der bestemmer og dem, der adlyder. Sat på spidsen. Men i hænderne på Ruben Östlund er pointerne om bl.a. penge, civilisation og lighed også sat hårdt på spidsen. Det er ikke just subtile allegorier, der leges med. Det hele er stort og overgjort. Det gør heldigvis ikke filmen mindre underholdende.

’Triangle of Sadness’ er nemlig pokkers underholdende i al sin groteske vælde, hvor særligt filmens midterste del havde godt fat i mig i en kaskade af opkast og lort. Alt for meget. Alt for sjovt. Desværre træder de ellers veloplagte eskapader lidt vande undervejs i filmens sidste tredjedel. Det spænder dog ikke ben for en filmoplevelse, der greb mig om struben for sjældent at slippe sit tag.

Ombord finder man bl.a. modellerne Carl og Yaya med et skrantende forhold. Her er en røvfuld nyrige og andre med uanede mængder af penge i banken. De er snobbede, uempatiske og befaler ikke så lidt af personalet. Groft sagt. Hierarkiet på skibet er tydeligt. Men grundet uforudsete begivenheder, bliver denne hakkeorden udfordret og vendt på hovedet.

Det er bl.a. når rollerne byttes om, at stupiditeten i hierarkiet og den menneskelige distance mellem top og bund bliver pillet fra hinanden og fremvist i al sin umenneskelighed. For bl.a. den lighed mellem gæster og personale, som en rig kvinde vil udvise, er til stede, ender mest af alt med blot at cementere, at de rige behandler de mindre bemidlede som underholdning.

Ruben Östlund er måske nok noget bastant og en kende unuanceret i sine pointer om bl.a. menneskelige relationer, rigdom og lighed. Det underminerer heldigvis ikke filmens underholdningsværdi, hvor man bl.a. også får skønne, skæve og karikerede portrætter af bl.a. Zlatko Buric som rig forretningsmand, Woody Harrelson som fordrukken kaptajn og Harris Dickinson som moralsk søgende model.

’Triangle of Sadness’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Triangle of Sadness’ har biografpremiere den 22. september.

Idyllen krakelerer på underholdende vis i ‘Don’t Worry Darling’

/i , /af

Biografanmeldelse: Alt synes yderst idyllisk i ’Don’t Worry Darling’. Filmen udspiller sig nemlig i en solbeskinnet by i 1950’erne, hvor mændene tager simultant på arbejde, mens deres hustruer vinker farvel til dem på samme tid hver dag. Alle er lykkelige. Hækkene sirligt klippede. Vinduerne er pudset til perfektion. Og kyssene sidder løst mellem parrene. Ren lykke samlet i en lille unik by.

Vi møder her ægteparret Alice og Jack. De er berusende forelskede i hinanden, det med et utal kys og hed elskov til følge. De hygger sig, slapper af og fester ofte med vennerne, hvor der drikkes drinks og sjusser, mens der ryges og danses til pladespillerens muntre toner. Langsomt begynder Alice dog at få en idé om, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være i byen.

Gemmer der sig mon en lyssky hemmelighed bag den renskurede facade? Eller er Alice ved at blive skør? I små, korte glimt titter en noget anden og mere foruroligende virkelighed nemlig frem for hendes øjne. Men kan hun nu også stole på, hvad hun ser? Således bliver man som publikum viklet ind i filmens leg med løgne, virkelighed og uforfalsket lykke.

’Don’t Worry Darling’ er altså en film, der fint leger med genrerne, hvor det lette romantiske drama snart vikler sig ind i intenst thriller-land. Selvom filmens mysterium ikke som sådan overrasker på videre overrumplende vis, så er løjerne ganske enkelt underholdende sat i scene af instruktør Olivia Wilde. Hun har bl.a. sanselig god fornemmelse for skellet mellem rationale og vanvid.

Hertil kommer det ildevarslende og pulserende score af John Powell, der er med til at sætte tryk på spændingen og den foruroligende stemning. I de to hovedroller finder man desuden stærke præstationer af Florence Pugh som Alice, mens Harry Styles er Jack. Det er dog førstnævnte, der stjæler mest af rampelyset. Det er gennem hende, vi oplever idyllens opløsning.

Selvom ’Don’t Worry Darling’ ganske vist ikke ramte helt overraskende rent, hvilket filmens mystiske præmis ellers lægger op til at skulle, var turen til den idylliske by et underholdende ridt, hvor fortællingen måske nok kunne have været en kende strammet op. Men de velinstruerede eskapader lever på sin fine fremdrift, en stærk Florence Pugh samt en visuelt medrivende billedside.

’Don’t Worry Darling’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Don’t Worry Darling’ har biografpremiere den 22. september.

En glubsk løve er generisk løs på savannen i ‘Beast’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er nu intet så herligt medrivende som en god omgang dyr-går-amok-film. Tænk bl.a. på hunden i ’Cujo’, slangen i ’Anaconda’ og alligatorerne i ’Crawl’. Gisp! I ’Beast’ finder man en glubsk løve, man ikke skal komme på tværs af, hvis man har sit liv kært. Det er den afrikanske savanne, der her lægger ryg til de barske løjer, hvor en far og hans to døtre kommer på afveje.

Desværre får løve-løjerne aldrig for alvor løftet sig op fra sin generiske sump, hvorfra den snubler noget utroværdigt ind i rulleteksterne, der rammer en løvetand for sent, filmens ellers relativt korte spilletid på små 90 minutter til trods. Præmissen i ’Beast’ er ellers befriende simpel, hvor man som farmand finder karismatiske Idris Elba.

Hans karakter som faderen Nate forbliver dog noget blodfattig, hvilket desværre er symptomatisk for den ellers dejligt sparsomme rollebesætning, der overvejende består af familie-trioen og vennen Martin. Nå ja, og naturligvis den dræbende løve. En ting er dog naturligvis den rent medrivende løve-action, noget andet er det menneskelige drama, der også forsøges fortalt.

Nate har nemlig mistet sin eks-hustru til kræft. Turen til Afrikas savanne er således også forsøget på at genetablere det skrøbelige forhold til de to unge døtre. Familien er vigtigst af alt. Det både for mennesker og dyr. For løven, der er på rov, er det nemlig kun for at beskytte sine egne fra onde krybskytter. Således spejler fortællingen sig mennesker og dyr imellem.

Et historiemæssigt parløb, der desværre aldrig får medrivende schwung – eller dramatisk tyngde hos den lille familie. I det hele er det småt med spænding, hvilket er fatalt for en fortælling, der bl.a. ellers sigter efter at leve af netop spænding, intensitet og nervepirrende scener, når løven lurer i billedets hjørner, hvor den er på lur efter en luns af de medvirkende.

Det sagt, så er filmens første del den mest vellykkede, hvor et par fint forløste long takes fastholder fortællingen i uafbrudte kamerature. Desværre formår ’Beast’ ikke at leve op til den ellers ganske velfortalte første del, men sætter alt spænding og ikke mindst troværdighed over styr, jo længere ind i jagten mellem bæst og menneske, man kommer.

’Beast’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Beast’ har biografpremiere den 22. september.

‘Moonage Daydream’ er en forrygende fabulerende Bowie-dokumentar

/i , /af

Biografanmeldelse: David Bowie. Musiker. Mysterium. Multikunstner. Han er det hele og meget mere. Så hvordan fortæller man lige en så flerfacetteret mands liv? Opgaven synes umulig. Men med dokumentaren ’Moonage Daydream’ gør Brett Morgen et yderst vellykket forsøg. Her zoomes der ind på primært Bowies kunst og syn på livet i alle dets afskygninger. Det er ikke en faktabåret fortælling.

Dokumentaren gør fx ikke brug af årstal eller interviews med bl.a. eksperter og mennesker omkring Bowie. Her er det David Bowie selv, der sætter ord på det hele i et virvar af billedmontager, som filmen er medrivende rig på. Det via forskellige interviews fra hans liv, hvor han stilles alt fra mondæne til langt mere eksistentielle spørgsmål. Han kommer altid med interessante og menneskelige svar.

Filmens løsmaskede form leger på fornem vis med bl.a. tiden i Bowies liv, hvor der både er en progression op gennem hans karriere, men også med krydsklip i tid. Alt imens det hele krydres med alverdens bidder fra film- og kunsthistorien, skrigende fans og naturligvis musikken, her live fra kamæleonens koncerter. Fra tidligt i karrieren til stationstore begivenheder – og med et tydeligt aftryk i historien.

Alt ledsages altså af Bowies inspirerende voice-over fra interviews gennem tiden. Han er fabulerende, eftertænksom og spøgefuld i sine tanker om alt fra begrebet tid til meningen med det hele samt mere jordnære spørgsmål som, hvor han voksede op. Bowie formår med gennemført menneskelighed og oprigtigt at svare dragende og spændende på det alt sammen.

’Moonage Daydream’ er en hyldest af myten og mennesket David Bowie. Af hans kunstneriske virke, mange tanker og udvikling som både menneske og kunstner. Her er ikke en kritisk stillingtagen med bl.a. provokerende spørgsmål som sådan. Man får et positivt og tankevækkende indblik i en af nyere tids største kunstnere, mens man bombarderes af berusende farver og virile billedmontager.

Filmen fungerer som en art forrygende og fabulerende drømmespejl, der holdes op for både Bowie, men også mig som publikum, hvor jeg møder mig selv og mit eget liv. Bowie prikker hul på tiden og skubber til mine tanker på pirrende vis. Jeg behøver ikke årstal og en liste med fakta om karrieren, antal solgte plader osv. Livet, kunsten og David Bowie lader sig nemlig ikke indfange. Heller ikke her.

’Moonage Daydream’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Moonage Daydream har biografpremiere den 16. september.

‘Ticket to Paradise’ er en rom com med delvis charme

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er både ung, gammel og forlist kærlighed i luften, når den romantiske komedie ’Ticket to Paradise’ tager mig med til det smukke Bali i selskab med et fraskilt par i skikkelse af Julia Roberts og George Clooney samt stjerneskuddet Kaitlyn Dever som datteren Lily, der befinder sig midt imellem de to stridslystne ekser.

Trioens sammenkomst under den varme sol med azurblåt hav som bagtæppe var dog ikke just sat i kalenderen hos nogen af parterne. Men da Lily forelsker sig hovedkulds i den charmerende lokale Gede efter blot få dage på Bali, slår kærligheden gnister begge veje. Herfra går det hurtigt. De unge elskende beslutter sig nemlig for at blive gift. Det er her, at mor og far kommer på banen.

Det er dog ikke just begejstring på datteren og Gedes vegne, der stråler ud af de forhenværende ægtefolk. Tværtimod har de to planer om, hvordan de mon kan slå skår i kærligheden og stoppe datteren fra at give Gede sit ”ja”. Men for mor Georgia og far David er det dog lettere sagt end gjort. Bl.a. også fordi, at de ikke kan udstå hinanden, selvom det er mange år siden, de gik fra hinanden.

Der er med andre ord lagt op til en omgang romantisk komik med kærlighedsforviklinger og følelser på spil. Desværre savner filmen flere troværdige grin, mens det også kniber med at sætte sving i følelserne, når fortællingen snuser lidt til kærlighedens dramatiske alvor og tyngde. For begik bl.a. David og Georgia en fejl, da de blev skilt? Og vil Lily gøre det samme, hvis hun ikke bliver gift?

Her er således en ganske fint tænkt dualitet i fortællingen mellem David og Georgias historik sat op overfor Lily og Gedes berusende ungdomskærlighed. Men helt smidigt udspiller historien sig desværre ikke, hvor bl.a. også filmens komiske bikarakterer ikke helt rammer plet. Bl.a. synes Georgias nye flirt at spille med i en anden film med sin overgjorte karikatur som smådum pilot.

Det sagt, så bringer George Clooney, Julia Roberts og Kaitlyn Dever lige tilpas med charme og varme til den forudsigeligt udrullede historie, hvor genrens velkendte troper af og til virker mere slidte end friske. Heldigvis vinder filmen netop på trioens dynamik og karisma, mens det trods alt er svært ikke at blive smittet ganske fint af deres tilstedeværelse og filmens lethed.

’Ticket to Paradise’ får 3 ud af 6 stjerner.

’Ticket to Paradise’ har biografpremiere den 15. september.

Hvem er mon morderen i den intense ‘Bodies Bodies Bodies’?

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvem er mon morderen? Det er det ildevarslende spørgsmål i den intenst underholdende gyserfilm ’Bodies Bodies Bodies’. Det hele starter ellers sådan nogenlunde uskyldigt. En gruppe venner mødes i den ene forældres store hus langt fra alting for virkelig at feste igennem. Det betyder masser af alkohol, høj musik og stoffer. Der er fart på festen.

Den højstemte stemning ændrer sig dog radikalt, da en af vennerne med en overskåret hals dør for øjnene af dem. Ja, hvem er mon morderen? En nervepirrende gætteleg er hermed i gang. Alle synes nemlig at kunne have et morderisk motiv, da sin del af både usagte og udtalte stridigheder i vennegruppen allerede har vist sit grimme ansigt og gjort stemningen anspændt forud for festen.

Snart synes alle at være mod alle i en intern gætteleg på morderens identitet denne mørke nat i huset, hvor det river, rusker og regner vildt udenfor. Vennerne spilles med andre ord ud mod hinanden. Hvem kan de stole på? For en ting er festens gamle venner, noget andet er, at her også er et par nytilkomne i flokken. Så mens vennerne gætter løs, gør jeg det samme.

Det er en underholdende leg at være en del af. Desværre ramler den ellers dejligt kaotiske og brutalt eskalerende nat ind i en smule dødvande, hvor den blodige katten-efter-musen-jagt skiftes ud med skænderier vennerne imellem, der går en smule i ring og herved punkterer lidt af den ellers ganske effektive stemning, der stables på benene.

Heldigvis genoptages spændingen ganske vellykket, når fortællingen ender i disse en smule trivielle skænderier. Det sagt, så er rollebesætningen og den interne dynamik i flokken ret medrivende samt ganske troværdigt iscenesat. Bl.a. finder man her Maria Bakalova som et af de nye ansigter blandt vennerne, videre til en veloplagt Amandla Stenberg med et medrivende temperament.

Desuden finder man også en dejlig flabet og mildt irriterende Pete Davidson blandt skuespillerne. Alt i alt en dynamisk gruppe at blive en del af. ’Bodies Bodies Bodies’ er kort fortalt et veloplagt mordmysterie, hvor det næsten hele vejen er ret så underholdende at gætte med på, hvem morderen er. Det med flere intenst forløste situationer, som dog desværre tynges en smule af lidt for repliklange scener.

’Bodies Bodies Bodies’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Bodies Bodies Bodies’ har biografpremiere den 8. september.

‘Official Competition’ spidder skarpt kunstens forfængelighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Forfængelighed kommer i mange former. I Den satiriske og underspillet morsomme komedie ’Official Competition’ møder vi forfængeligheden på forskellig vis, det i form af to skuespillere, nemlig livsnyderen Félix Rivero og den alvorlige Iván Torres samt filminstruktøren Lola Cuevas. Alle tre kunstnere med hver deres tilgang til faget og ikke mindst sig selv.

Trekløveret bringes sammen, da en 80-årig rigmand grundet egen forfængelighed ønsker at lade noget stå tilbage, når han er død. Det bliver en film. Det er dette prestigeprojekt, som de tre kunstnere skal bringe til verden. Alt sammen med den aldrende rigmand som bagmand. Det bliver starten på et umage møde mellem tre enere, som har hver deres meninger om kunsten, film og skuespil.

En ærlig og intens Penélope Cruz er instruktøren, der med uortodokse metoder i den grad udfordrer de to herrer, hvor man som Iván Torres ser en stoisk og autoritær Oscar Martínez, mens den yngre Félix Rivero spilles med charme og lethed af Antonio Banderas. De udgør absolut en dynamisk trio, der er yderst underholdende og forfængeligt selskab hele vejen gennem den herligt bidske satire.

Forfængeligheden spiller ganske vist en central rolle, det side om side med ego, kompromisløshed, passion, selviscenesættelse og rivalisering de to skuespillere imellem. For hvem er i grunden den bedste skuespiller af de to? Det er skarpt fortalt, spillet og ikke mindst yderst morsomt at være vidne til, hvordan de tre gang på gang bliver pillet fra hinanden i forfængeligheden tegn. Særligt de to mænd.

Filmens to instruktører og medforfattere Mariano Cohn og Gastón Duprat har ikke kun et bidsk og veltimet øje for satiren og det komiske i kunstens egocentrisme, men også et særdeles godt flair for at bringe komikken til live i en visuelt dragende indpakning, hvor fotograf Arnau Valls Colomer brillerer med velkomponerede billeder af bl.a. arkitektoniske baggrunde og filmens klare farver i spil med trioen.

’Official Competition’ er mødet mellem tre enere, som man følger gennem de udfordrende prøver, alt sammen inden, at filmkameraerne overhovedet tændes. Det er prøver, hvor skuespillerne testes til deres yderste, mens de forsøger at opretholde en respekt om deres person. En legende og veloplagt komedie, der sitrer morsomt i det underspillede, men også favner de stort opsatte grin i det groteske.

’Official Competition’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Official Competition’ har biografpremiere den 1. september.

Der er skrækklichéer og en grum overraskelse i ‘The Invitation’

/i , /af

Biografanmeldelse: Man skal passe på med, hvem man stoler på, da det kan føre til sin del af farlige problemer. Det er så absolut tilfældet for Evie i gyseren ’The Invitation’. Hun har for nylig mistet mor til kræft, mens hendes far gik bort for år tilbage. Hun er således efterladt helt familieforladt og alene. Så da muligheden for at finde ud af, om hun har ukendt familie, griber hun den.

Hun sender således en DNA-prøve afsted. Svaret kommer retur, hvor det viser sig, at hun faktisk har en britisk fætter. De to mødes og glæden er stor, da Evie nu sidder overfor sin ellers ukendte fætter. Det går hverken værre eller bedre end, at hun lader sig overtale af sit nye og yderst velhavende familiemedlem til at tage fra New York til England for at deltage i et overdådigt bryllup på et stort gods.

Ikke så snart ankommer Evie til godset førend, jeg fornemmer, at der lurer sin del af skeletter i skabene og hemmeligheder i mørket – hvilket filmens klichétunge åbningsscene da også lige har banket fast. Det er dog ikke med det første den dystre bagside, som Evie får øje på. Derimod får hun straks et godt øje til godsets ejer, rigmanden Walter – og sød musik opstår.

Men er det nu også oprigtig romantik fra Walters side? Hvem er den store familie af fjerne slægtninge egentlig? Og hvad er det i grunden for en grum familiehemmelighed, der gemmer sig i skyggerne? Det er i udgangspunktet en ganske spændende præmis for et godt gys. Desværre fortælles mysteriet med en overvægt af skrækklichéer, hvor bl.a. sin del af fake scares suger luften ud af gyset.

Selvom ’The Invitation’ altså slås klodset med sin del af gysende forudsigeligheder og tunge replikker, så skal jeg absolut ikke benægte, at der også følger en vis portion af underholdning med i filmens udfoldelse. Ikke mindst, når eskapaderne ruller uelegant ind i sin finale. Men selvom det måske nok er ok underholdende, så udebliver den gribende forløsning og et oprigtigt gys desværre.

’The Invitation’ indfrier kort fortalt ikke sit potentiale ud i at være et grumt familiemysterium, men falder i klichéfælderne gang på gang. Heldigvis er Nathalie Emmanuel som Evie et både charmerende og ganske gribende bekendtskab, på samme måde som den mystiske Walter i skikkelse af en slesk Thomas Doherty bringer kitschet energi til gyset.

’The Invitation’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Invitation’ biografpremiere den 1. september.