Biografanmeldelse: Det startede tilbage i 1986 med Tony Scotts Tom Cruise-klassiker ’Top Gun’. Nu hele 36 år senere er den rebelske jagerpilot Pete ’Maverick’ Mitchell tilbage i flyvende fart i luften, hvor han hører hjemme. Men hvad er egentlig sket mellem den første film og dens nye efterfølger ’Top Gun: Maverick’? I grunden ikke så meget, hvad angår vores charmerende hovedperson.

Maverick er stadig plaget af de tragiske begivenheder i den første film, hvor han mistede sin wingman og ven ‘Goose’ i luften. Han bærer skylden på sine skuldre, det selvom han blev frikendt for at være netop skyld i vennens død. Maverick er desuden heller ikke avanceret i det militære hierarki, men har stædigt kæmpet for at holde sig på vingerne og ikke ende bag et skrivebord.

Han er altså fortsat at finde i sit elskede cockpit som testpilot, mens bl.a. hans gamle ven Tom ’Iceman’ Kazansky er steget i graderne og nu er admiral. Det går dog hverken værre eller bedre end, at Maverick beordres til at undervise et hold nye rekrutter på den eftertragtede skole TOPGUN. Han er ikke meget for det, men det er den eneste måde, han kan forblive luftbåren.

Med en farlig mission lige om hjørnet, er det nu Mavericks opgave at gøre de unge piloter endnu bedre, end de allerede er. Men kan han løfte den rolle? Og hvad med den unge rekrut Bradley ‘Rooster’ Bradshaw, der er netop Gooses søn? Fortid og nutid mødes således i dramatisk parløb både på landjorden og højt til vejrs. Det er både rørende og engagerende.

I det hele taget er der godt schwung på følelserne i fortællingen, der måske nok rammer klichéerne lige i røven, men leverer dem ovenud veloplagt og således holder underholdningsværdien fornemt i luften. For bl.a. er netop også scenerne med jagerflyene på vingerne vilde, voldsomme og vildt medrivende. Jeg får selv et sug i maven og pulsen op. Stærkt!

Så selvom der måske ikke er sket så meget siden sidst – eller hos vores hovedrolle og klare helt, bider filmen sig fast i mig, mine følelser og hele min krop med sine spektakulære og veliscenesatte actionscener. Derfor er det absolut også til at leve med filmens mindre vellykkede aspekter. Bl.a. er ikke alle karakterer lige velbeskrevne. Men the need for speed indfries i fornemt parløb med de store følelser.

’Top Gun: Maverick’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Top Gun: Maverick’ har biografpremiere den 26. maj.

Biografanmeldelse: Hvad gemmer der sig mon i det mystiske lille æg, som den unge Tinja en dag finder ude i skovens dystre stille ro? Det mysterie har et grotesk svar i den fascinerende finske fuglegyser ’Hatching’. Jeg vil dog ikke afsløre æggets hemmelighed, men sige så meget som, at der venter en dejligt bizar, sorthumoristisk og bidsk sag af en skrækfilm.

Ægget vokser sig nemlig i nattens mulm og mørke større og større, mens Tinja forsøger at holde det gemt for sin på overfladen idylliske familie. Her videoblogger hendes overkorrekte mor nemlig om familiens ih og åh så perfekte liv, hvor faren ser passivt til, mens Tinja og hendes lillebror synes at have en vidunderlig hverdag. Det er dog ikke just tilfældet.

Tinjas mor er nemlig af den dominerende slags, der presser datteren ud over grænsen for, hvad rimeligt er i forbindelse med hendes fritidsinteresse som gymnast. Her godtages de mindste fejltrin ikke. Det er dog ikke kun her, at familiedynamikken er usund, hvilket fortællingen i sit snigende rolige tempo får foldet dragende ud. Det er både ubehageligt og satirisk morsomt.

’Hatching’ er nemlig på en gang urovækkende og ulækker samt komisk og grotesk, hvor filmen snor sig mere og mere ind i gyserland, efterhånden som historien skrider frem. Det er med ganske sikker hånd, at den spillefilmsdebuterende instruktør Hanna Bergholm griber sin fortælling an og ruller den ud med fin sans for familiemedlemmerne og ikke mindst mor-datter-forholdet.

Desværre forfalder filmen et par steder til lidt klichétunge gysereffekter, der kan ses på lang afstand, hvorfor de ikke har den ønskede effekt på mig. Det sagt, så er her helt overordnet tale om en dejligt bizar omgang gru, der byder på herligt klamme og praktiske effekter, mens den underliggende og grumme stemning ganske fermt holdes ved lige filmen igennem.

Siiri Solalinna gør virkelig god figur med sit portræt af Tinja, der er fanget under sin mors dominans og æggets grumme hemmelighed. Her skal Sophia Heikkilä med sit satirisk velspillede portræt af en mor, der overkorrekt forsøger at fremstå mere perfekt end perfekt også fremhæves. Her hober skeletterne sig op hos den lille familie, der får sit at se til, når først ægget udklækker.

’Hatching’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Hatching’ har biografpremiere den 19. maj.