Anmeldelser – Side 75 – Filmskribenten

ANNABELLE: Et olmt dukkegys, der gav mig gåsehud og et godt grundlag for mareridt

8. marts 2015/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Okay, hør lige her. Jeg er en habil horrorfan. Jeg har med andre ord set min del af gyserfilm og er efterhånden ret hærdet, så er altså ikke så nem at skræmme. Men holy fuck, dukkegyset Annabelle fik sgu skovlen under mig. Flere gange. Ja, filmen formår at gøre en symaskine uhyggelig. Ja, en fucking symaskine. Så kan en gyserfilm altså noget.

Filmen er en prequel-skråstreg-spin-off til James Wans The Conjuring, der ligeledes gav mig gåsehud og klamme håndfalder. I Annabelle er en klam dukke omdrejningspunktet for gruen. Den spillede som bekendt en mindre rolle i The Conjuring, og er også her virkelig klam. Og virkelig uhyggelig. Ja, en dukke. En fucking dukke iført kjole og med fletninger. Gisp og gys.

Der er selv sagt noget uldent ved Annabelle. Det finder en lille familie i den grad ud af. Vi befinder os – som i The Conjuring – i 1970’erne, hvor den højgravide Mia og hendes mand John er lykkelige og smaskforelskede. Men som du ved, hvis du har set din del af gyserfilm, så er en højgravid kvinde sårbar og det perfekte mål for grusomheder. Det er også tilfældet her.

For det viser sig nemlig snart, at der hviler en ondskab i dukken. Den slippes fri og terroriserer det lille hjem. Først ved små uskyldige lyde i natten. Men det tager selv sagt til og bliver snart til et spørgsmål om liv og død. Ja, et helt klassisk gyser-setup, hvor genrens faste klichéer kommer i spil. Men klichéerne fungerer, da de bruges med et sikkert og veloplagt greb om genren.

Klichéerne i Annabelle er mest af alt til stede, fordi genren har sin del af faste konventioner. For klichéerne – eller måske mere præcist genrens spilleregler – bliver aldrig klodsede, kedelige eller dovne. De leveres overraskende, med overskud og pondus. Ellers ville jeg jo for pokker ikke være blevet så skræmt. Jeg savnede dog et lidt mere nuanceret portræt af ægteparret.

Ward Horton i rollen som John forbliver endimensionel, mens Annabelle Wallis som Mia har flere følelser at spille på. Jeg blev da bestemt også følelsesmæssigt engageret. Og det er jo vigtigt, for jeg skal føle, at noget er på spil. Men altså, den manglende psykologiske tyngde, et par plothuller og et par jump scares for meget underminerede bestemt ikke gruen, gyset og grundlaget for mine efterfølgende mareridt. BØH!

Filmen, Annabelle, 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Den dunkle gru kommer virkelig flot til sin ret på Blu-ray, hvor billedet leveres veldefineret, detaljerigt og med en solid kontrast, hvor både de helt mærke skygger og de klare dagscener står indtagende skarpt. Lydsporet er ligeledes en grufuld fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, klare detaljer og solide bund. Ekstramaterialet er desværre en noget slap omgang.

Her får man en række korte featuretter, der noget overfladisk ser på de forskellige aspekter af filmen. Lidt om de virkelige begivenheder, der har inspireret filmen (6 min.), om filmens billedside (6 min.), om filmens uhyggelige dukke (4 min.), om filmens dæmon (5 min.) samt otte slettede, men ikke vildt spændende scener (21 min.) – alt sammen med interviews og skamros af cast of crew.

Ekstramateriale 2/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Annabelle | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Annabelle, USA, 2014
Release: d. 16. februar 2015
Instruktion: John R. Leonetti
Medvirkende: Annabelle Wallis, Alfre Woodard, Eric Ladin, Tony Amendola m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BOYHOOD: Som at se livet udfoldet for øjnene af sig

7. marts 2015/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Ja, du ved jo godt, at det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand. Både livet og døden står lysende klart frem i Richard Linklaters Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en.

Filmen er nemlig skudt over en periode på 12 år og følger Masons opvækst som skilsmissebarn – fra han er seks til han fylder 18. Man ser altså reelt Ellar Coltrane i hovedrollen gå fra at være et småbuttet barn til at være en ranglet teenager – og altså hvordan han formes som menneske af det liv, vi alle ufravigeligt er en del af. På godt, ondt og alt derimellem.

For nej, her er det nemlig ikke kun højdepunkter og lavpunkter, der udfoldes i filmens godt tre timer lange rejse gennem de 12 år, men også hverdagen. De stille og øjensynligt udramatiske timer, der fylder livet op indtil graven åbner sig. Det er på en gang udramatisk og dramatisk, almindeligt og ualmindeligt fantastisk – og hele vejen aldeles gribende.

En fortælling fri af filmmediets ellers slagne dramaturgi – livet følger jo sjældent en skabelon. Her bølger minutterne sig gennem livets små og store begivenheder, kriser og succeser, kærligheder og knæk. En film om alt og intet. Om barndom, opvækst og alderdom, kærlighed og familie, livet, døden og lykken ved at slå smut med en sten. Du ved, det at være til. At være menneske.

Det måske på overfladen banale og simple får med Boyhood et nærvær og en menneskelig tyngde, uden at gøre det store væsen af sig. Richard Linklater indfanger her ubesværet et stykke af livet. Det er ganske enkelt fascinerende. Ikke kun i kraft af filmens 12 år lange tilblivelsesproces, men også fordi de medvirkende så naturligt indgår i filmens virkelighed.

Ellar Coltrane er den sagte og hele vejen nærværende Mason, Linklaters egen datter spiller Masons snarrådige lillesøster, mens Patricia Arquette udgør deres mor, der slås med dårlige valg i mænd, og Ethan Hawke er den frihedssøgende far, som med filmens tilbagelagte minutter får nye indsigter om sig selv. Præcis som de andre medvirkende – og mig som tilskuer.

Filmen, Boyhood, 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Selvom filmen er optaget over 12 år, er både billed- og lydsiden solid og sammenhængende. Billedet står skarpt, veldefineret og med en naturlig farvepalet, mens også lydsporet spiller overbevisende med både klar dialog og fin plads til de øvrige elementer. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til en ligegyldig promo-featurette om filmen.

Ekstramateriale 1/6 | Billede 5/6 | Lyd 4/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Boyhood | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Boyhood, USA, 2014
Release: d. 20. februar 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ellar Coltrane, Patricia Arquette, Ethan Hawke, Lorelei Linklater m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

7. marts 2015/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Brad Pitt fik åbenbart ikke nok af at slå nazister ihjel i Inglourious Basterds. Det var han jo også ret god til, så jeg under ham da gerne endnu tur tilbage til 2. Verdenskrig. Og kombinationen af Brad Pitt i en tank og døde nazister er da også en god idé. Desværre indløser David Ayers Fury bare ikke den idé til meget mere end en flot, men også halvkedelig krigsbøvs.

Vi dumper ned i Brad Pitts tank i 1945, hvor han som Sergent Don leder en lille trup an i krigens sidste krampetrækninger. Shia LaBeouf har overskæg, er følsom og min favorit, Logan Lerman er den uskyldige newbie, der selvfølgelig ødelægges af krigen, mens Michael Peña falder igennem sammen med Jon Bernthal, der begge tror, at de er seje og lidt ’crazy’, men bare er irriterende.

Bestemt en intens og klaustrofobisk potent præmis for en krigsfilm. Jeg mener, en flok mænd klemt inde i en tank omgivet af krig. Jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den buldrende krigsaction eller følelsesmæssigt engageret i Brad Pitt og resten af gruppens ellers ret dramatiske strabadser bag fjendens linjer i det smadrede Europa.

Det forbliver en noget pulssvag køretur i et nazibefængt Tyskland, da jeg altså ikke rigtigt bekymrer mig for tankens mandskab. Det hele er lidt for forudsigeligt og lidt for unuanceret. Den eneste, vi nærmest ser forandre sig under krigens pres er Logan Lermans karakter, der så bare er uinspirerende klichétung. Fra uskyldig bogorm til ødelagt krigsmaskine. Du ved.

Men ja, filmens pointer om krig er for evigt vigtige. Krigen ødelægger folk, og ja, fjenderne er jo også bare mennesker. Men for at have effekt og gøre mindeværdigt indtryk skal pointerne leveres med støre pondus end tilfældet er her. Men Brad Pitt ser sej ud i en tank og det ser sejt ud, når der bliver skudt et hoved af.

Ja, Fury ligner en rigtig krigsfilm. En brutal, blodig og bumlet krig. Folk får skudt lemmerne af, så blodet sprøjter fra kroppene. Alle er beskidte, arrede og slidte – også Brad Piit, der dog stadig er pæn at se på. Men Fury forbliver ved at være et vellykket krigsydre, som jeg dog ikke rigtigt påvirkes af eller engageres i.

Filmen, Fury, 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det beskidte og rå krigsunivers kommer flot til sin ret på Blu-ray, hvor hvert et ar i ansigtet på Brad Pitt og hvert et mudret hul i vejen gengives nuanceret, klart og skarpt med en naturlig og nedtonet farvepalet. En fornøjelse. Lydsiden fungerer også forrygende godt med sine velbalancerede niveauer, solide bund og klare klang. Ekstramaterialet er ok, men også noget overfladisk.

Her får man en 16 slettede scener, hvoraf man finder flere virkeligt stærke imellem. Et par af dem kunne man med fordel have beholdt i filmen (56 min.). Videre finder man en række korte featuretter, der giver et kig på produktionen med interviews af cast og crew (11 min.), instruktør David Ayers tanker om filmen (18 min.), interviews med rigtige veteraner fra 2. Verdenskrig (12 min.) og noget om tanks (13 min.) samt et fotogalleri. Ok underholdende, men altså også noget overfladisk.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 5/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fury | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Fury, USA | England | Kina, 2014
Release: d. 20. februar 2015
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman, Michael Peña, Jon Bernthal, Jason Isaacs, Scott Eastwood m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

GONE GIRL: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det nederen over, han har nederen på

7. marts 2015/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Jamen altså, David. Altså David Fincher. Nu har jeg gået her og glædet mig til din nye film, Gone Girl. Nu sidder jeg så her efter filmen med samme følelse, som da rulleteksterne startede at rulle. En fersk følelse af uforløst potentiale. Og tomhed. Og træthed. Øv.

Men du har bestemt gjort dig umage, David. Det gør du altid. Det hele ser virkelig flot ud. Som en stilfuld krydsning mellem Zodiac og The Social Network. Kølige, kolde farver og kamerabevægelser, der glider gennem forstadens fintklippede haver og evigt nymalede huse. Og du har igen fået Trent Reznor til at stå for scoret. Det gør han igen elegant, foruroligende og tilbagelænet dramatisk.

Et ulmende forstadsunivers, jeg synker ind i. Omfavnes af. Men jeg gribes ikke. Blodet forbliver i ro – det samme gør min puls. Og det er vel i grunden ikke meningen. Jeg mener, her er tale om en thriller. I hvert fald et stykke af vejen. For din film er mere end ”blot” en thriller. Men det er afsættet. For en dag og ud af det blå forsvinder Nicks kone Amy. Pist væk. Hvad pokker er der sket?

Ben Affleck indtager med alvor over øjenbrynene rollen som Nick, der i kølvandet på konens forsvinden pludselig finder sig i en mediestorm. Alle vil selv sagt have en bid af manden, der har mistet sin kone – hun spilles af en sart og selvsikker Rosamund Pike. Et simpelt setup, der roligt, tålmodigt og med sikker fremdrift foldes nuanceret, overraskende og komplekst ud.

For selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for. Men selvom filmen altså har sin del af plottwists, forbliver det hele lidt for pænt. For gnidningsløst. For sikkert. Både Nick og Amy forbliver for endimensionelle, for uengagerende. At det så kan være en pointe i sig selv i forhold til filmes satiriske tematikker om ægteskab og facader ændrer ikke på, at filmen også er kedelig.

Plottets udvikling i filmens første del er dog besnærende og elegant udfoldet, scoret dragende og universet fuldendt. Ben Affleck formidler fint desperationen, mens her også er sin del af æggende krimitæft. Men det er bare uengagerende. Her er ingen følelser på spil. David, jeg blev sgu aldrig grebet, men forblev følelsesmæssigt upåvirket – og jeg er sgu ellers en følsom fyr. Øv.

Filmen, Gone Girl, 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer virkelig til sin ret på Blu-ray-udgivelse. De smukke og kølige billeder står veldefineret, klart og skarpt med solid kontrast og nuanceret farvepalet. Lydsporet er også en sand fornøjelse med sine velbalancerede niveauer og fine detaljer, der også gør TrentReznors score ære. Formidabelt. Ekstramaterialet begrænser sig desværre kun til et kommentarspor med David Fincher. Det er til gengæld godt. Informativt med både tanker om filmens tekniske aspekter samt tematikker og produktionen.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kvinden der forsvandt | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Gone Girl, USA, 2014
Release: d. 26. februar 2015
Instruktion: David Fincher
Medvirkende: Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry, Carrie Coon, Kim Dickens m.fl.
Spilletid: 145 min.
Distributør: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

CHAPPIE: Charmerende robot, heftig kugleregn og babysitterne Die Antwoord med store guns

5. marts 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvem har ikke ønsket sig sin egen robot? Ja, det har alle. Og heldigvis er der er vildt mange robotter i Neill Blomkamps nye film Chappie – fordi det jo er en film af Neill Blomkamp. Du ved, Dictrict 9 og Elysium. Vi er her i en nær fremtid i et beskidt Johannesburg i Sydafrika, hvor loven håndhæves af robotter. Her stjæler et par kriminelle en politirobot og installerer en ny form for avanceret kunstig intelligens i den for at bruge den til deres fordel.

Inden jeg dog lige går videre, så lad mig præsentere filmens hovedroller. For nej, det er hverken Sigourney Weaver som barsk chef for våbenfremstillingen, Hugh Jackman som barsk robotskaber eller en mindre barsk Dev Patel som nørdet robotskaber, men derimod Sharlto Copley som robotten Chappie og ikke mindst duoen Die Antwoord, der spiller sig selv. Dog nok mere kriminelle udgaver af sig selv. Ja, filmen burde egentlig havde heddet Chappie & Die Antwoord.

Well, og så er filmens rå, beskidte og robotfyldte univers en karakter i sig selv. Det er i denne fascinerende verden, vi følger karaktererne på kryds og tværs, dog med Chappie i centrum. For med den nye og uprøvede kunstige intelligens installeret, bliver han som et nyfødt barn, vi således følger vokse op og få sin egen personlighed – påvirket af sine omgivelser og miljøet hos gangsterduoen Die Antwoord, den aggressive Ninja og noget sødere Yo-Landi Vi$$er.

Her er altså tematikker som menneske versus robot i spil. Du ved, spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Mens også mere sociale og politiske tematikker flettes ind i de heftige skududvekslinger mellem den robotiserede politistyrke, gangstere, Chappie og Die Antwoord. For det er actionscenerne og filmens potente tempo, der løfter filmen medrivende af sted.

Filmens historie stritter nemlig i alle mulige retninger, hvor jeg aldrig rigtigt når at blive rodfæstet i karaktererne mere end overfladisk – men nok til, at jeg er involveret i eskapaderne hele vejen. For plottet afvikles altså ujævnt og snubler flere gange undervejs, men rejser sig op gang på gang for at tumle sig anarkistisk videre blandt seje robotter, vilde idéer og medrivende action.

Chappie er med andre ord ikke en strømlinet film. Den tumler rundt, så jeg aldrig helt ved, hvad næste scene byder på eller hvilke karakterer, jeg skal engagere mig i. Heri består filmens fortumlede styrke, men også svaghed. For jeg savner et mere dramatisk engagerende hjerte i fortællingen, der kan få mig mere følelsesmæssigt engageret og ikke kun duperes af action, robotter og våben, hvor Neill Blomkamp for resten godt kunne være gået lidt mere amok. Men Chappie er altså en charmerende, fortumlet og herligt rodet science fiction-bastard.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Chappie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:

Originaltitel: Chappie, USA | Mexico, 2015
Release: d. 5. marts 2015
Instruktion: Neill Blomkamp
Medvirkende: Sharlto Copley, Dev Patel, Ninja, Yo-Landi Vi$$er, Jose Pablo Cantillo, Sigourney Weaver, Hugh Jackman m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

KINGSMAN – THE SECRET SERVICE: Fucker agentfilmen op på en virkelig god og voldelig måde

1. marts 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvis du læser andre anmeldelser af Kingsman: The Secret Service end den her (hvilket du jo gør), vil du falde over uopfindsomme anmeldere, der enten A) Skriver noget om, at det er en film for drengerøve eller B) Skriver noget om, hvor fornærmende plat den er. Det skal du ikke tage dig af, for at kalde noget drengerøvsfilm er dumt, og den er ikke fornærmende plat.

Jeg vil derfor forsøge at sætte bedre ord på min begejstrede anmeldelse af den her agent-og-action-fuckfinger-af-en-fortumlet-farverig-og-klichébevidst-film. Ja, det er vel en ok dækkende beskrivelse. Men lad mig lige ridse filmens plot op, inden jeg går videre. Du ved, så er den formalitet på plads. Vi er i England, hvor middelklasseknægten Eggsy lever et noget udsigtsløst liv.

Men, men, men – så er der lige det, at hans far var en hemmelig agent, der døde under en mission, da Eggsy var lille og her reddede livet på sin kollega, den velklæde Harry Hart. Selvfølgelig spillet af Colin Firth. Hart skal år senere rekruttere en ny agent. Yes, en nu ung Eggsy hives ind. Og hopla, væk fra baglandet med druk, vold og dumhed på pubben og ind i en kultiveret elite af agenter. En klassisk forvandling fra kasketbærende knægt til stilfuld agent.

Og ja, der venter en überskurk forude – en megalomanisk og læspende Samuel L. Jackson. Han når dog ikke helt i mål med den rolle. Han er mere Samuel L. Jackson end egentlig underholdende. Fred med det, for film boltrer sig veloplagt i genrens klichéer – og ikke mindst fucker med dem. Blandt andet leverer instruktør Matthew Vaughn (manden bag Kick Ass) volden veloplagt, blodsprøjtende og morsomt. Eksempelvis en kirkeforsamling, der forvandles til en flok psykopater i mordrus med økser og knive. Kapow, splat og yikes.

Humoren er måske ikke altid lige i skabet og filmens tone ikke helt til at blive klog på. Men netop det, at eskapaderne ikke helt lader sig fastlåse er en del af charmen. For jeg ved ikke helt, hvad jeg kan forvente af næste scene, Eggsys flabede kæft, eller hvornår filmen holder sig til genrens konventioner. Men ja, kvinderne er stadig villige objekter (de fleste i hvert fald).

At de mere alvorlige temaer forbliver i baggrunden – Eggsys faderkompleks og voldelige stedfar samt underklasse versus overklasse – er til at leve med. Kingsman: The Secret Service er nemlig et fun ride, der vælter sig tempofyldt, men lidt ujævnt gennem sine fandenivoldske strabadser med en iver efter at fucke med spionfilmsgenren – og gør det medrivende godt. Nå ja, Michael Cane er også med.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kingsman: The Secret Service | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel: Kingsman: The Secret Service, USA, 2014
Release: d. 26. februar 2015
Instruktion: Matthew Vaughn
Medvirkende: Colin Firth, Taron Egerton, Samuel L. Jackson, Michael Caine, Mark Strong m.fl.
Spilletid: 129 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

WHIPLASH: Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden

19. februar 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ja ja, ro på, anmeldertyper. Hvor forrygende god er det nu lige en film om en gut, der slår på tromme kan være? Virkelig fucking god. Som i fysisk, musikalsk og emotionelt medrivende god. Ja, så fucking god, at selv det at overvære filmens hårdprøvede trommeelev Andrew øve sig på sin lilletromme er intenst og vedkommende (anmelder-lingo in your face).

Den 19-årige Andrew vil nemlig være verdens bedste jazztrommeslager. Og hvis man vil være det, skal man øve sig. Rigtig meget. Det ved han og går da også på musikkonservatoriet. Hvor han øver sig. Rigtig meget. Men ikke nok og ikke hårdt nok. Det finder han ud, da han får den benhårde Terence Fletcher som lærermester. Andrew presses nu som var han en marinesoldat i træning.

En præmis, du har set mange gange før. Du ved, den hårde kamp for mod alle odds at nå sit mål – med en streng mentor på sidelinjen. Det er da heller ikke i historien, at mesterstykket består. Det finder man derimod blandt andet i måden historien fortælles på og hos hovedpersonerne. Miles Teller som den dedikerede trommeslager og J.K. Simmons som den kalkulerede og uforudsigelige Fletcher.

Så ja, fuck om historien er velkendt, for den fortælles med et emotionelt og rytmisk flair, der medrivende balancerer karaktererne med et intenst tempo – uden at tabe nogen af delene hult af hænde. For det kræver ensom dedikation at nå målet. Det ved Andrew og tager konsekvensen heraf tidligt. Han dropper den søde pige. For der er ikke tid til søde piger, når man skal være verdens bedste.

Netop det, at her er konsekvenser, overvinder også historiens banaliteter. Det er intenst, muskuløst og engagerende fortalt. Her er nemlig noget større på spil end trivialiteter som sårede kærester og menneskelige afsavn. Det her er liv og død. Og det mærker jeg, mens Andrew kæmper med stikkerne samt både imod og med indpiskeren Fletcher. De vil kunsten og musikken. Uanset omkostningerne.

Men filmen handler i grunden slet ikke om jazz eller trommer, men om besættelse, dedikation og passion. At ville noget så meget, at man vil dø i forsøget på at opnå det. Heri er dramaet og smerten samt ikke mindst rusen, når det lykkedes. Og Whiplash lykkedes. En blødende fuckfinger til middelmådigheden og et forrygende filmisk kick helt ind i hjertet. Og tak for det.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Whiplash | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Whiplash, USA, 2014
Release: d. 17. februar 2014
Instruktion: Damien Chazelle
Medvirkende: Miles Teller, J.K. Simmons m.fl.
Spilletid: 107 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

INHERENT VICE: Joaquin Phoenix stener forrygende godt rundt i et plot mere viltert end sit hår

12. februar 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Du kan ligeså godt berede dig på, at du ikke kommer til at fatte alt i Paul Thomas Andersons kringlede stoner-krimi Inherent Vice. Og det er så absolut også helt i orden. For det er der vist heller ikke nogen i filmen, som gør. Altså helt kan finde vej i det sammenfiltrede plot, der snurrer sig herligt løs af fuld forståelse og ind sine jointindhyllede 1970’er-tåger i Los Angeles.

Hvis du skulle være i tvivl, så er ovenstående altså en klar anbefaling. Og nej, det er ikke kun fordi, at plottet er mere viltert end Joaquin Phoenix’ skiftende frisurer i filmen – fra halvlangt flipper til fuldt krøllet permanent. Netop Joaquin Phoenix som privatdetektiven Larry Sportello er blandt andet også inkluderet i anbefalingen.

Han er iført bakkenbarter og en stråhat, der konstant er indhyllet i en røgsky fra den jointglade detektiv. Og det er her, jeg kommer til det med stoner-krimien. For Larry er altså pænt stenet – ikke på den der utiltalende måde, men på den der indbydende måde (du ved, Joaquin Phoenix) – og han skal forsøge opklare sin eks-kærestes mystiske forsvinden. Det er dog ikke så lige til.

For mens plottrådene blot bliver mere og mere sammenfiltrede, jo sværere bliver det også at holde styr alle de skumle typer, kriminelle bagmænd og paranoide konspirationståger, der krydser Larrys spor. Også for Larry selv. Og ja, det er absolut underholdende at glide ind i filmens tilbagelænede tempo, hvor det ikke kun er Joaquin Phoenix, man har fornøjelsen af.

Josh Brolin er både komisk og tragisk som en evigt skulende betjent, der er glad for at sutte på chokoladebaner, mens en cool Benicio del Toro og en stramnæset Reese Witherspoon er henholdsvis Larrys detektiv-fortrolige og kælne romance. Martin Short er en cokeglad tandlæge (ja, den er god nok) og Owen Wilson er en surf-spillede-saxofon-stener (ja, den er også god nok).

Som du kan se, er stoner-krimi ikke helt dækkende for, hvad Paul Thomas Anderson har overført til film fra Thomas Pynchons roman af samme navn. Her blander blandt andet komedien, romantikken og krimien sig veloplagt og film noir-stenet sammen. Som at træde ind i en sindstilstand, hvor skellet mellem virkelighed og hashtåger sløres. Jeg drev med, som også Larry driver med eks-kæreste-mysteriets mange forrygende faldgruber og stenede afstikkere.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Inherent Vice | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Inherent Vice, USA, 2014
Release: den 12. februar 2015
Instruktion: Paul Thomas Anderson
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Josh Brolin, Owen Wilson, Katherine Waterston m.fl.
Spilletid: 148 min.
Distributør: SF Warner[/tab][/tabgroup]

MÆND & HØNS: En trættende film med indavl, tvangsonani, dyresex, hareskår og voldskomik

5. februar 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Tja, Anders Thomas Jensen. Jeg ved sgu ikke helt, hvordan du kunne fucke den her op. Du undrer dig måske også? Mænd & høns følger jo samme opskrift (groft sagt), som du tidligere har haft held med. Absurd og sort humor med en blødhjertet humanisme bankende under al volden og grimheden. Men her føles det hele bare mat, rutinetræt og uinspireret.

Det havde jeg egentlig ikke troet om en film, der har herligt ublufærdig omgang med indavl, tvangsonani, dyre- og pensionistsex samt hareskår og voldskomik. Nøgleord, der på papiret gør det helt rigtige for mig. Men Mænd & høns er mest af alt bare trættende og tung. Ok, jeg holder lige inde med at bitche. For hvad handler filmen om – altså udover kendte skuespillere iklædt hareskår?

Jo, Mads Mikkelsen og David Dencik spiller to brødre, som finder ud af, at deres netop afdøde far ikke var deres rigtige far. Det fører dem til en lille vindblæst ø, hvor deres biologiske far skulle bo på et nedlagt sanatorium. Her bliver de noget overraskede mødt af deres tre halvbrødre – den ene mere tumpet end den anden – men alle bundet sammen af samme mystiske, biologiske fortid.

Et grotesk familiedrama i krydsfeltet mellem social arv og biologisk mekanik, hvor Dencik, som den mest normale af de gakkede brødre, er mest opsat på at komme til bunds i mysteriet bag den fælles arvemasse. Men ret hurtigt bliver jeg ligeglad med mysteriet – og de fem brødre for den sags skyld. Tempoet er trægt og de samme gimmicks kører kedeligt i ring.

Mads Mikkelsen onanerer konstant og siger av, når han tisser, Søren Malling slår hvert femte minut en i hovedet med en udstoppet fugl, mens Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro gør, hvad de kan for at se sjove ud i stramt tennisoutfit. Nå ja, og Ole Thestrup spiller den samme rolle og fortæller den samme joke som i Anders Thomas Jensens øvrige Adams æbler, De grønne slagtere og Blinkende lygter.

Efter 10 år som succesfuld manusforfatter har Anders Thomas Jensen altså atter sat sig i instruktørstolen. Blot for at tage tråden op, hvor han slap. Desværre er det ikke et særligt sjovt, men mest af alt et træt og joke-gentagnede instruktør-comeback. Mænd & høns er dog ikke uden absurde lyspunkter og en egen grotesk logik, men af og til skal graven rystes, så liget ikke bliver stift og uindbydende.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Mænd & høns | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

Originaltitel: Mænd & høns, Danmark, 2014
Release: den 5. februar 2014
Instruktion: Anders Thomas Jensen
Medvirkende: Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, David Dencik, Nicolas Bro, Søren Malling, Bodil Jørgensen, Ole Thestrup, Birthe Neumann, Kirsten Lehfeldt m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

THE IMITATION GAME: Benedict Cumberbatch er en homoseksuel matematikernørd og kejtet krigshelt i en kedelig film

29. januar 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Det er fint nok at ville have en Oscar. Jeg vil for eksempel gerne have Snake Mountain fra He-Man. Sådan er der så meget. Men come on, The Imitation Game lugter af at prøve lidt for hårdt. Fair nok. Desværre er filmen bare ikke særligt god, men på det jævne. Det er Oscar-ræset dog ligeglade med og har derfor givet den otte nomineringer. Blandt andet for bedste film og instruktør.

Filmen må sgu have gode lobbyister. Sorry, nu har jeg vist bitchet nok over de der Oscars. For hvad handler filmen om? Jo, den er baseret på en sand og virkelig spændende historie. Her spiller det produktive rumvæsen Benedict Cumberbatch det matematiske geni Alan Turing. Ja, han er nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for den præstation. Fuck nu af.

Turing står i spidsen for at udvikle en tidlig udgave af computeren under 2. Verdenskrig, hvor han sammen med en flok forskere forsøger at knække den ellers ubrydelig Enigma-kode, tyskerne bruger og herved redde i millioner af liv, forkorte og ultimativt vinde krigen. Det bliver hurtigt et kapløb mod tiden. Nå ja, Keira Knightley er også med som en noget anonym matematiker og romance.

Men altså en virkelig nervepirrende historie. Det er da også ret spændende at følge, hvorledes Turing slås med at bryde koden, mens han også må slås med sine overordnede, der mister troen på ham samt ikke mindst kollegaerne, der har svært ved at tolerere den socialt akavede og selvcentrede enspænder. Men filmen mister fokus og kan ikke beslutte sig for, hvilken historie den vil fortælle.

På den ene side er det den intense jagt på at bryde koden, mens filmen også er historien om Turing, hvor man i tilbageblik filmen igennem følger hans svære opvækst samt problemerne med at være homoseksuel i England, hvor det blev betragtet som forbrydelse indtil 1967. Alt sammen sat ind i en rammefortælling, der foregår i 1952, hvorfra den utrolige historie fortælles.

Rammefortællingen er dog mere forceret end vellykket, mens filmen halvvejs inde ændrer retning fra kodekapløb og spionthriller til rendyrket at blive historien om Turing. Den fortælles bare uden overraskeler, mens det med de homoseksuelles rettigheder påklistres i 11. time. Det hele er for pænt, kedeligt og fersk. En skam, når man har en så interessant historie og hovedkarakter.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Imitation Game | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: The Imitation Game, ENgland | USA, 2014
Release: d. 29. januar 2014
Instruktion: Morten Tyldum
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Matthew Goode m.fl.
Spilletid: 114 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

ANNABELLE: Et olmt dukkegys, der gav mig gåsehud og et godt grundlag for mareridt

BOYHOOD: Som at se livet udfoldet for øjnene af sig

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

GONE GIRL: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det nederen over, han har nederen på

CHAPPIE: Charmerende robot, heftig kugleregn og babysitterne Die Antwoord med store guns

KINGSMAN – THE SECRET SERVICE: Fucker agentfilmen op på en virkelig god og voldelig måde

WHIPLASH: Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden

INHERENT VICE: Joaquin Phoenix stener forrygende godt rundt i et plot mere viltert end sit hår

MÆND & HØNS: En trættende film med indavl, tvangsonani, dyresex, hareskår og voldskomik

THE IMITATION GAME: Benedict Cumberbatch er en homoseksuel matematikernørd og kejtet krigshelt i en kedelig film

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV