CPH PIX 2017 vinterbroedre pix thumb

Published on oktober 9th, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

CPH PIX 2017: Fra spøgelser over kalkbrud til heksegyser

CPH PIX 2017: Det var en regnvåd lørdag aften, der ventede CPH PIX-publikummet, som heldigvis havde trodset vejret i stor stil for at nå frem til biografens mørke i Empire på Nørrebro, hvor mine to visninger for dagen foldede sig ud. Først med det – i mangel af bedre ord – socialrealistiske drama SOLLERS POINT, der tog mig med til et varmt Baltimore.

Her følger man den kriminelle småpusher Keith, der efter et års tid med fodlænke gør sit for at få rettet op på sit kuldsejlede liv. Det er dog nemmere sagt end gjort, da både fortidens spøgelser hænger ved, mens der bestemt heller ikke bliver givet ved dørene i de rå forstæder.

Men selvom McCaul Lombardi er nærværende og med dragende samt indestængt energi er god som Keith, rykker filmen sig aldrig rigtigt ud af stedet, men danser om sig selv. Lidt ligesom Keith også gør det. Måske netop en pointe, men som film blev det for mig noget tungt at følge Keiths driven rundt i forstæderne for at vende tilbage til et ordentlig liv. Den efterfølgende Q&A med instruktør og manuskriptforfatter Matthew Porterfield var dog ret interessant.

Sollers Point PIX

Aftenens anden film var den dejligt bizarre spøgelsesfilm med den rammende titel A GHOST STORY. Fortalt i lange, dvælende indstillinger og med roligt snigende kamerabevægelser følger man et par, hvor manden dør i en tragisk ulykke. Men nej, historien ender naturligvis ikke her. For han rejser sig fra dødslejet som et spøgelse – komplet med et hvidt lagen og to sorte øjne.

Nej, en film, der bestemt ikke var uden tør og underdrejet humor, men som også bliver en smule offer for sit eget dvælende tempo. Men kærlighed, sorg og afsavn bliver dog på original vis sat stævne, mens filmen svæver ind i sit forundelige og helt rørende tredje akt. Nå ja, det er Casey Affleck, der giver den som spøgelse, mens Rooney Mara er kæresten.

A Ghost Story

Dagen efter startede i en propfyldt sal i Empire, hvor vinderen af CPH PIXs hovedpris, VINTERBRØDRE, rullede sig fascinerende over lærredet. For denne danske spillefilmsdebut af islandske Hlynur Pálmason er noget ganske unikt – i både fortællestil og visuelt, hvor en magnetisk Elliot Crosset Hove indtager hovedrollen som Emil, der arbejder og lever sit liv i et kalkværk.

Det lyder måske ikke ophidsende, men det var det. Her smelter det lavmælte plot af en hverdag i det utæmmeligt støvede miljø dragende sammen med en både drømmende og jordbunden billedside, der løftede mig ind i en fremmed verden af mænd, der slider uden at komme nogen steder. Dramaet ligger og ulmer konstant under overfladen. Intens, forførende og uforudsigelig.

Let the Corpses Tan pix

Senere på aftenen ventede der et glohedt kup i en delirisk ørken med den franske og stilistisk distinkte LET THE CORPSES TAN. Her løber et kup af en pengetransport af sporet for en hårdkogt bande, der intet problem har med at skyde betjente. De søger tilflugt hos en forfatter og hans kone i labyrintiske ruiner midt ude i ingenting. Det bliver starten på det helt store shoot-out.

Hvad der på papiret måske lyder ligetil er noget helt andet i hænderne på parret Hélène Cattet og Bruno Forzani, der står bag. For med deres visuelle blanding af western og giallo med ultra close-up, fast zooms og en ikke-lineær fortælleform samt skiftende synsvinkler opstår der her noget ganske unik, hvor der bydes på knitrende læder-fetish, dryppende sved og fugtige læber.

Hagazussa pix

Herefter blev der sadlet om med den lavmælte og langsomt dvælende heksefortælling HAGAZUSSA, der også var min sidste film denne søndag. Her foldede den ordknappe og isnende fortælling sig ud et de østrigske alper i et ubarmhjertigt 1500-tal. En kvinde udstødes af samfundet for at være en heks. Isoleret fra andre mennsker og kun med sin baby lever hun et minimalistisk liv, der snart forvandler sig til paranoia og syner – men er det nu også det?

For det er som om, der lurer noget farligere på hende fra de mørke skove – noget okkult, der indebærer maddiker og kranier. Desværre blev jeg aldrig for alvor forført af den stilfærdige fortælling. Dertil blev de mystiske scener for uforløste, miljøbeskrivelsen for vag og kvindens indre liv for fladt. Filmen var dog ikke uden sine stemningsonde scener, men der var blot for få af dem.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

Tags: , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑