Quentin Tarantino – Filmskribenten

Indlæg

’Once Upon a Time … in Hollywood’ er et veloplagt kærlighedsbrev til filmmediet

15. august 2019/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Luften sitrer altid, når jeg sætter mig ind i mørket for at se en ny film af en af mine favoritinstruktører, nemlig Quentin Tarantino. Det var bestemt også tilfældet med ’Once Upon a Time … in Hollywood’, som er den nyeste film fra hans både filmelskende og filmnørdede hånd. Og lad mig da bare med det samme sige, at jeg er begejstret. Meget.

I filmen følger man i 1969 den fallerede skuespiller Rick Dalton samt hans tro væbner og stuntmand Cliff Booth – en yderst veloplagt duo bestående af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. De to komplimenterer i den grad hinanden godt, hvor blandt andet mindreværd møder selvtillid. De er begge godt selskab filmen igennem, hvor de dynamisk udveksler Tarantinos velsmurte replikker.

Filmen er dog ikke videre plotdrevet, men i høj grad et yderst dragende og detaljerigt tidsbillede samt et karakterstudie af netop den ovenfor nævnte duo. Men det er også et kærlighedsbrev til både filmmediet og Hollywoods drømmemaskine. En kærlighed, der i den grad smitter af på min oplevelse med filmen, som kun bliver bedre jo længere ind i den, jeg kommer.

Således følger man de to mænds liv i Hollywood, hvor den grufulde Manson-kult spøger i kulissen, Vietnamkrigen ulmer og hippierne indtager gadebilledet. Jeg kommer på den måde med tilbage til en svunden tid og med på diverse filmset med Rick Dalton, der indtager rollen som cowboy i forskellige westerns. Ja, kærligheden til westerns lever videre fra Tarantinos to forrige film.

Tarantino spæder desuden til med en lang række øvrige og spændende karakterer. Blandt andet kan Margot Robbie nævnes i rollen som skuespillerinden Sharon Tate – instruktøren Roman Polanskis hustru. Hun er både livlig, cool og sød samt et fint modspil til Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. I mindre roller finder man videre også en karismatisk Al Pacino.

Det stopper dog langt fra her, for blandt andet bør også Margaret Qualley som kultmedlem fremhæves. Listen fortsætter, det sammen med filmens mange veloplagte scener, der byder på alt fra flammekastere til en Brad Pitt i bar overkrop. Ja, ’Once Upon a Time … in Hollywood’ går lige i mit filmelskende hjerte med sit sitrende tidsbillede og karismatiske karakterer. Tak, Tarantino.

’Once Upon a Time … in Hollywood’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Once Upon a Time … in Hollywood’ har biografpremiere den 15. august.

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

8. maj 2016/i Anmeldelser, Blu-ray-anbefaling /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Hvad får man, når Quentin Tarantino i årene efter den amerikanske borgerkrig lukker otte suspekte typer inde i en træhytte midt i en snestorm? Svaret er The Hateful Eight. En pokkers medrivende og veldrejet intens film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge og varer hele tre timer. Tre forrygende timer, vel at mærke.

Inden vi lukkes ind i hyttens trange indre, får western-vidderne dog lov at strække sig ud i et sneklædt Wyoming. Her bumler dusørjægeren John Ruth – en selvsikker Kurt Russel – gennem landskabet i en diligence med sin fange, en skøn og skræmmende Jennifer Jason Leigh. De gøres følge af en veltalende Samuel L. Jackson samt Walton Goggins, der er mindst lige så suspekt som resten af følget.

En snestorm tvinger dem til at søge ly i førnævnte hytte, der allerede huser gæster. De restende fire af titlens hadefulde otte – henholdsvis en cool Michael Madsen, en forkalket Bruce Dern, en mut Demian Bichir og en affekteret Tim Roth. En efter en folder Tarantino vittigt og velskrevet sine hemmelighedsfulde karakterer ud, mens spændingerne i hytten bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser.

Ja, det kan naturligvis kun ende galt, når sådan en flok revolver-røvhuller klemmes ind i en trykkoger af en træhytte. Vejen mod den uundgåeligt blodige ende leverer Tarantino med vanlig genrekærlighed, overraskelser og en hele vejen smittende fortælleglæde. Et potent kammerspil, der frækt nok er skudt i det brede 70 mm-format, der normalt forbindes med episk udfoldede filmvidder.

Her får bredformatet dog lov at strække sig elegant ud i den snævre setting og bruges blandt andet til strategisk at placere ensemblet i billedet, så jeg afsøger rummet for ledetråde og er på vagt over for de medvirkendes næste træk. Præcis som flokken selv er på vagt over for hinanden. Ganske vist mere imponerende på det stort udspændte biograflærred, men absolut også holdbart ved et gensyn på Blu-ray. For netop i gruppens samspil sitrer filmens medrivende nerve.

Tarantino leger som sædvanligt – men ikke mindre veloplagt, vittigt og grotesk – med mediet, sit publikum og her westerngenrens konventioner med en utvetydig filmkærlighed. Nå ja, og så leverer den legendariske komponist Ennio Morricone friskskrevet musik, der danser op mod filmens temaer som retfærdighed og hævn i en veleksekveret tornado af et manuskript tilsat herligt brutal vold og godt med bandeord.
Filmen – The Hateful Eight 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står skarpt, farvemættet og klart hele vejen – lige fra de vindblæste panoramaskud til den lille dunkle hyttes indre. Lydsiden er dynamisk, levende og spiller med velbalancerede niveauer, hvor alt fra den skarpe dialog videre til Morricones toner er en fornøjelse at lytte til.

Det er dog lidt overkill, at Blu-ray-udgivelsen indeholder to skiver – en med filmen og en med ekstramaterialet. For ekstramaterialet er yderst sparsomt og begrænser sig til to indslag: En promo-agtig og overfladisk behind the scenes-featurette, hvor cast og crew sniksnakker lidt om filmen (5 min.), mens Samuel L. Jackson i den anden fortæller om at skyde i 70mm og projektet bag filmens road show.

[tabgroup][tab title=”The Hateful Eight | Blu-ray-anmeldelse”]

Originaltitel: The Hateful Eight, USA, 2015
Release: den 6. maj 2016
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern m.fl.
Spilletid: 167 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og de otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

7. januar 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvad får man, når Quentin Tarantino i årene efter den amerikanske borgerkrig lukker otte suspekte typer inde i en træhytte midt i en snestorm? Svaret er The Hateful Eight. En pokkers medrivende og veldrejet intens film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge og varer hele tre timer. Tre forrygende timer, vel at mærke. Imponerende.

En snestorm tvinger dem til at søge ly i førnævnte hytte, der allerede huser gæster. Ja, de restende fire af titlens hadefulde otte – henholdsvis en cool Michael Madsen, en forkalket Bruce Dern, en mut Demian Bichir og en affekteret Tim Roth. En efter en folder Tarantino vittigt og velskrevet sine hemmelighedsfulde karakterer ud, mens spændingerne i hytten bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser.

Ja, det kan naturligvis kun ende galt, når sådan en flok revolver-røvhuller klemmes ind i en trykkoger af en træhytte. Vejen mod den uundgåeligt blodige ende leverer Tarantino med vanlig genrekærlighed, overraskelser og en hele vejen smittende fortælleglæde. Et potent kammerspil, der frækt nok er skudt i det brede Ultra Panavision 70-format, der normalt forbindes med episk udfoldede filmvidder.

Men her får 70mm-bredformatet altså lov at strække sig elegant ud i den snævre setting og bruges til blandt andet strategisk at placere ensemblet i billedet, så jeg afsøger rummet for ledetråde og er på vagt over for de medvirkendes næste træk. Præcis som flokken selv hele tiden er på vagt over for hinanden. Og netop i gruppens samspil og fortællingens mange detaljer sitrer filmens medrivende nerve.

Tarantino leger som sædvanligt – men ikke mindre veloplagt, vittigt og grotesk – med mediet, sit publikum og her westerngenrens konventioner med en utvetydig filmkærlighed. Nå ja, og så leverer den legendariske komponist Ennio Morricone friskskrevet musik, der danser op mod temaer som retfærdighed og hævn i en veleksekveret tornado af et manuskript tilsat herligt brutal vold og godt med bandeord.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Hateful Eight | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Hateful Eight, USA, 2015
Premiere: den 7. januar 2016
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern m.fl.
Spilletid: 187 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

Top 10 – de bedste film fra 2013

27. december 2013/i Artikel, Top liste, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

De 10 bedste film fra 2013 samt det store filmiske tilbageblik: 2013 har været et virkelig godt filmår med mange fremragende filmoplevelser. Fra buldrende blockbusters til intense dramaer og originale komedier samt skræmmende gys og monstrøs science fiction. Det har derfor i udpræget grad været svært at sammensætte dette års top 10 med de bedste film fra 2013.

Jeg kigger derfor også tilbage på året mere generelt og peger på en række film, der har været med til at tegne filmåret, der er gået. Jeg fremhæver selvfølgelig også højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen og de øvrigt omtalte film inkluderer kun titler, der har haft dansk biografpremiere i 2013.

1) THE WORLD’S END (instr. Edgar Wright)
Edgar Wrights sidste del i Three Flavours Cornetto-trilogien sprutter af energi og overskud. Simon Pegg og Nick Frost leder veloplagt an i science fiction-komedien, der forener pub crawl og Jordens undergang. Det er vittigt, velskrevet og ikke mindst helt forrygende morsomt. Min anmeldelse.

2) GRAVITY (instr. Alfonso Cuarón)
Vægtløs og med bankende hjerte sendes man ud i verdensrummet med George Clooney og Sandra Bullock, hvor en rutinemæssig mission ender katastrofalt. En pokkers intens film, der med et fast greb om dramaet udfolder sin medrivende og åndeløst smukke historie. Min anmeldelse.

3) PIETA (instr. Kim Ki-duk)
Sydkoreanske Kim Ki-duks smertelige og smukke Pieta er en voldsom oplevelse om et komplekst forhold mellem den kyniske Gang-do og en kvinde, der påstår at være hans mor. Tematikker som hævn, forladelse, synd, vold, afsavn og kærlighed væves elegant sammen i det intense drama.

4) THE MASTER (instr. Paul Thomas Anderson)
I årene efter 2. Verdenskrig følger man forholdet mellem en megalomanisk kultleder og hans fordrukne protegé – Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix i pragtpræstationer. En film, der bugter sig gennem sin fascinerende historie om kærlighed, ensomhed og religion. Min anmeldelse.

5) NYMPHOMANIAC (instr. Lars von Trier)
Lars von Trier er en drillesyg mand, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med hans seksuelle dobbeltdækker Nymphomaniac. En fire timer lang rejse gennem en kvindes seksuelle eskapader. Et fascinerende bæst af en film om ensomhed og afhængighed. Min anmeldelse.

6) PACIFIC RIM (instr. Guillermo del Toro)
Medrivende, kulørt og spektakulær underholdning med gigantiske monstre i kamp med enorme menneskestyrede robotter. Et buldrende og berusende science fiction-kick, der slipper fantasien løs og strækker tyngdeloven til sit yderste. Min anmeldelse.

7) MUD (instr. Jeff Nichols)
I dette Mississippi-beskidte coming of age-drama støder to 14-årige knægte på den mystiske Mud, spillet med liv og død af Matthew McConaughey. Trekløverets umage venskab afføder et både rørende, ærligt og nærværende drama om barndom, kærlighed og venskab. Min anmeldelse.

8) THE CONJURING (instr. James Wan)
Et særdeles olmt hauted house-gys om en familie, der flytter ind i et afsidesliggende hus, som gemmer på en dyster fortid. Det går dog alt for sent op for familien, og så står den ellers på den ene skræmmende scene efter den anden med lyde i mørket og eksplicit gru. Min anmeldelse.

9) DJANGO UNCHAINED (instr. Quentin Tarantino)
Seksløbere, cowboyhatte og fjogede Ku Klux Klan-medlemmer anno 1858. Tarantino går all in på westerngenren med et voldeligt og vittigt ridt ud over prærien med dusørjægerne Jamie Foxx og Christoph Waltz, mens Leonardo DiCaprio støder til som slesk satan. Min anmeldelse.

10) ELYSIUM (instr. Neill Blomkamp)
Der lukkes op for godteposen af flot fremtidslir og heftig action i denne dystopiske sci fi-basker. Her tegnes skellet mellem rig og fattig skarpt op, mens en desperat Matt Damon iført kropsforstærkende skelet forsøger at klare ærterne med rumpistoler og de bare næver. Min anmeldelse.

Disse film skulle du også have set i 2013
Jeg lister i år også en række andre film, ganske enkelt fordi, at 2013 bød på så mange gode filmoplevelser. Langt fra alle titler var dog tæt på at nå min top 10, men det er alle film, der har været med til at gøre 2013 til et skønt filmår. Så skulle du have misset nogle titler, kan du fint bruge denne gennemgang som en tjekliste. Klik på titlerne for mine anmeldelser.

Andre nævneværdige film fra 2013 – del 1
Nicolas Winding Refns helt meditative Only God Forgives var tæt på at nå min top 10 og Silver Linings Playbook var et morsomt og rørende drama om kærligheden og at turde give slip på fortiden. The Place Beyond the Pines tog sin fortælling ad uventede veje, mens man blev i godt humør af Frances Ha, og så sitrede kærligheden i Blue is the Warmest Color. Woody Allen serverede en depressiv Cate Blanchett i Blue Jasmine og Steven Spielberg tog tålmodig hånd om Lincoln i Lincoln.

Osama bin Laden blev jagtet i Zero Dark Thirty og livet spændte ben for Marion Cotillard i Smagen af rust og ben, mens mænd og kvinder blev sat drilsk i scene i Don Jon. Thrilleren Prisoners satte hævntørsten i gang, mens der blev slået hekse ihjel i Witch Hunters og This is the End gjorde Jordens undergang sjov. Ridley Scott var ond med The Counselor og Ben Stiller veloplagt i The Secret Life of Walter Mitty, mens der var smæk på eventyret i The Hobbit: The Desolation of Smaug.

Andre nævneværdige film fra 2013 – del 2
2013 bøde også på flere store blockbusters, hvor blandt andet Tom Cruise fløj rundt i fremtiden i den smukke Oblivion, mens der var rumræs i Star Trek – Into Darkness og Superman gik til stålet i Man of Steel. Tom Hanks var på pirat-røven med Captain Phillips og så var der lykkepiller på spil i Side Effects, mens Danmark fik sin egen superhelt med Antboy. Pixar leverede den forrygende prequel Monsters University og James Wan gøs med Insidious 2, mens Denzel Washington drak flyversjusser i Flight.

Hushpuppy var barnlig virkelighedsflugt og Ghibli-studiet leverede sød animation med Oppe på valmuebakken, mens der også var sød animation i Vilde Rolf. Anthony Hopkins gav liv til mesterinstruktøren Hitchcok i Hitchcock og eventyret fik vind i sejlene med Kon-Tiki. Tim Burton leverede veloplagt stop-motion med Frankenweenie og Ender’s Game sendte publikum medrivende ud i verdensrummet.

Bredtfavnende filmoplevelser på CPH PIX 2013
Jeg nåede små 29 titler på dette års CPH PIX, der igen i år var en både bredtfavnende og spændende festival at gå i kødet på. Det bevidner nedenstående gennemgang af nogle af festivalens bedste filmoplevelser også om.

David Cronenbergs søn, Brandon Cronenberg, stod for den kropsmuterende Antiviral, mens der var forstadsgys med Citadel og indisk vanvid med Miss Lovely. Min personlige favorit, japanske Sion Sono, leverede rørende atomkatastrofe med The Land of Hope, Takeshi Kitano stod for det cool gangsterdrama Outrage Beyond og mesteren Terrence Malick var tilbage med den smukke To the Wonder.

Don Coscarelli syrede ud med John Dies at the End, mens den poetisk fabulerende Post Tenebras Lux fascinerede og Harmony Korine leverede bikinier og pistoler med Spring Breakers. Wrong var herligt absurd og Chan-wook Park imponerede med sin kølige Hollywood-debut, thrilleren Stoker, mens kazhakstanske Harmony Lessons forløste et brutalt drama.

Filippinske Brillante Mendoza har lavet fremragende brutale film, men Thy Womb var et afdæmpet og vedkommende drama, mens der var spansk melankoli og fortidsgys med Painless. Den både rørende og morsomme, filippinske Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay fortalte historien om den ældre skuespillerinde Cuntapays stjernedrømme, og så var der kræs for både lydfans og fans af 70’er-horror med den stemningsfulde Berberian Sound Studio.

Skræmmende gode filmoplevelser Blodig Weekend 2013
For andet år i træk blev der åbnet op for grusomhederne med den københavnske genrefilmsfestival Blodig Weekend, der løb fire dage med visninger primært i Cinemateket i Filmhuset, mens der i år også var en håndfuld visninger i CinemaxX.

Blandt de bedste oplevelser var det blodspruttende og veloplagte remake Evil Dead, et gensyn med min personlige favorit, italienske Dario Argentos fremragende thriller Cat O’ Nine Tails fra 1971, mens antologigyset V/H/S 2 gav los med gys og splat. Børn gik i krig i I Declare War, mens The Battery stod for en stemningsfuld zombieapokalypse og den italienske thriller Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion fra 1970 udfordrede underbevidstheden og virkeligheden.

Det amerikanske remake We Are What We Are leverede dystre familiehemmeligheder i en vellykket genfortolkning af den mexicanske original og den fjollede Sharknado var herligt dum og forglemmelig underholdning, mens der var VHS-nostalgi med dokumentaren Adjust Your Tracking samt medrivende action med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower.

En række film, der skuffede i 2013
På samme måde som man kan blive positivt overrasket over en film, på samme måde skuffes man også gang på gang af film, der ikke indfrier forventningerne. Dem var der desværre også flere af i 2013. Gangster Squad så med sit forrygende cast ud til at være en sikker vinder, men viste sig at være en flad stiløvelse og så skuffede Juan Antonio Bayona med katastrofefuseren The Impossible, mens zombieromancen Warm Bodies forblev uinteressant.

Sam Raimi for vild med den kulørte Oz the Great and the Powerful, mens The Matrix-søskendeparret rodede rundt med Cloud Atlas og Tom Hooper efterlod mig følelseskold med Les Misérables. Michael Noer nåede aldrig vellykket i mål med Nordvest, mens Iron Man 3 blot larmede og The Great Gatsby forblev overflade. Jeg forsøger at opretholde troen på M. Night Shyamalan, men hans pinligt ringe After Earth skød atter håbet i sænk.

Gore Verbinski og Johnny Depp famlede rundt med The Lone Ranger og Sofia Coppola forløste ikke rigtigt potentialet i The Bling Ring. Brad Pitts zombiebasker World War Z var en tam affære, mens Spies & Glistrup var en fesen fest, komedien The Heat var komisk træthed i tomgang og desværre gik det ikke Michael Bay særligt godt med den pumpede Pain & Gain.

De forsømte film fra 2013
Selvom jeg gerne ville nå det hele, er der igen i år titler, jeg ikke har fået set. Det råder jeg bod på i 2014. Blandt titlerne, jeg ser frem til at få indhentet er The Sessions, The Way Way Back, Den store skønhed, Before Midnight, The Grandmaster, Rush, Riddick, Pitch Perfect, The Broken Circle Breakdown, Escape Plan, Mit Liv med Liberace og Prince Avalanche.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011 og 2012.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2013 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3 og DAG 4.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

Quentin Tarantinos mange filmkarakterer

2. december 2013/i Fanart, Filmsjov /af Bjarke Friis Kristensen

Selvfølgelig kan jeg lide Quentin Tarantinos film – det kan du selvfølgelig også. Derfor skal du se ovenstående hyldest til hans film og de mange filmkarakterer, der befolker dem. Men vent lige lidt endnu med at trykke play. For i videoen finder du en form for visualisering af Tarantinos evne til at transformere og genintroducere velkendte skuespillere som helt nye karakterer i sine film.

Således væves der karakterer sammen lige fra debutfilmen Reservoir Dogs i 1992 videre til Pulp Fiction, Jackie Brown og de to Kill Bill-film, mens man selvfølgelig også kommer omkring hans seneste film tre film, Death Proof, Inglourious Basterds og Django Unchained. Så, nu kan du godt trykke play.

– Se også Pulp Fiction på 60 sekunder HER.
– Læs også min anmeldelse af Django Unchained HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

’Pulp Fiction’ på 60 sekunder

5. oktober 2013/i Filmsjov /af Bjarke Friis Kristensen

Okay, der er fart på, når Quentin Tarantinos mesterlige Pulp Fiction skal fortælles på bare 60 sekunder. Ja, hold tungen lige i munden og tryk play her i toppen. For du har vel set filmen, ik’? Ellers bør du straks gøre det. Det ville Jesus gøre.

Men jeg skal ikke spilde mere af den tid – lige nu i hvert fald. Du skal jo i forvejen afsætte 60 sekunder til at se videoen. Men det har du selvfølgelig også tid til. Det er klart.

– Læs også min anmeldelse af Django Unchained: Tarantino rammer plet med seksløberen.
– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

Alle fejl i ’Django Unchained’ på 4 minutter

6. maj 2013/i Filmsjov, Spoof /af Bjarke Friis Kristensen

Hmm, de her Everything Wrong With-videoer begynder sgu at blive lidt slappe i det. Seneste skud på stammen er for Quentin Tarantinos fremragende western Django Unchained. Det er nu sjovere, hvis der reelt er plothuller og den slags at komme efter.

Men i her fiskes der mere og mere efter fejl, der i grunden er noget langt ude, mens der også indregnes kedelige kontinuitetsfejl – som eksempelvis hvordan øllet i glassene varierer i den samme scene eller hvordan skyggerne falder i forhold til solens placering på himlen. Men se selv her i toppen, hvor enig du er, hvor du blandt andet kan gruble over om følgende udsagn egentlig er berettigede:

”Jamie Foxx’s balls.”
”Quentin Tarantino’s acting and accent.”
”It’s not truly a Tarantino movie until someone starts quoting scripture.”

– Min anmeldelse af Django Unchained: Tarantino rammer plet med seksløberen.
– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

’Argo’ vinder Oscar for bedste film

25. februar 2013/i Nyheder /af Bjarke Friis Kristensen

Der var få overraskelser imellem, da Oscar-statuetterne i nat dansk tid blev uddelt. Her løb Ben Afflecks Argo som forventet med prisen for bedste film samt priser for bedste adapterede manuskript og klipning. Igen må jeg sige, jeg ikke helt forstår den prisregn. Bestemt en hæderlig spændingsfilm, men ikke noget stort filmsus i min bog.

Det blev også som forventet og yderst velfortjent Michael Haneke, der løb med prisen for bedste udenlandske film for den fantastiske Amour – således gik En kongelig affære altså tomhændet fra festen.

Lidt mere overraskende var det, at Ang Lee nuppede prisen for bedste instruktør for Life of Pi – en film, der også fik priserne for bedste effekter, bedste originale score og bedste cinematografi. Det var også noget overraskende Jennifer Lawrence, der blev bedste skuespillerinde for Silver Linings Playbook.

Så var det slut på overraskelserne. Daniel Day-Lewis fik prisen for bedste skuespiller for Lincoln, bedste kvindelige birolle blev Anne Hathaway for Les Misérables, bedste mandlige skuespiller blev Christoph Waltz for Django Unchained, som Quentin Tarantino fik prisen for bedste originale manuskript for. Sådan!

Bedste dokumentarfilm blev Searching for Sugar Man og bedste animationsfilm blev den fine Brave. Og så vil jeg lige på falderebet komme med et par utilfredse kvæk om, at Paul Thomas Andersons fremragende The Master blev forbigået – ikke mindst med fraværende nomineringer for bedste film og instruktør. Anyways, det er bare Oscars og de er som bekendt ikke nødvendigvis garant for noget som helt. Bum.

Læs også om andre prisuddelinger:
– ‘Twilight’ sejrer stort som årets dårligste film
– ’Argo’ vinder for bedste film ved Golden Globes
– Ben Afflecks ’Operation Argo’ sejrer ved Bafta-uddelingen
– ‘Amour’ er den store vinder ved London Critics’ Circle Film Awards

Læs mine anmeldelser af andre Oscar-film:
– Amour: med kærligheden i live til det allersidste farvel
– The Master: mesterlig kultleder og fordrukken protegé
– Zero Dark Thirty: insisterende jagt på Osama bin Laden
– Operation Argo: falsk filmhold på redningsmission i Iran
– Django Unchained: Tarantino rammer plet med seksløberen
– Lincoln: Daniel Day-Lewis imponerer med høj hat og hageskæg

Bedste film: Argo

Beasts of the Southern Wild
Silver Linings Playbook
Zero Dark Thirty
Lincoln
Les Misérables
Life of Pi
Amour
Django Unchained

Bedste instruktør: Life of Pi, Ang Lee.

David O. Russell, Silver Linings Playbook
Steven Spielberg, Lincoln
Michael Haneke, Amour
Benh Zeitlin, Beasts of the Southern Wild

Bedste skuespillerinde: Jennifer Lawrence, Silver Linings Playbook

Naomi Watts, The Impossible
Jessica Chastain, Zero Dark Thirty
Emmanuelle Riva, Amour
Quvenzhané Wallis, Beasts of the Southern Wild

Bedste skuespiller: Daniel Day-Lewis, Lincoln

Denzel Washington, Flight
Hugh Jackman, Les Misérables
Bradley Cooper, Silver Linings Playbook
Joaquin Phoenix, The Master

Bedste animationsfilm: Brave

Frankenweenie
Pirates: Band of Misfits
Wreck-It-Ralph
Paranorman

Bedste: Amour (Østrig)

No (Chile)
War Witch (Canada)
En kongelig affære (Danmark)
Kon Tiki (Norge)

Bedste kvindelige birolle: Anne Hathaway, Les Misérables

Sally Field, Lincoln
Jacki Weaver, Silver Linings Playbook
Helen Hunt, The Sessions
Amy Adams, The Master

Bedste mandlige birolle: Christoph Waltz, Django Unchained

Phillip Seymour Hoffman, The Master
Robert de Niro, Silver Linings Playbook
Alan Arkin, Argo
Tommy Lee Jones, Lincoln

Bedste adapterede manuskript: Argo, Chris Terrio

Beasts of the Southern Wild, screenplay by Lucy Alibar & Benh Zeitlin
Life of Pi, written by David Magee
Lincoln, written by Tony Kushner
Silver Linings Playbook, written by David O. Russell

Bedste originale manuskript: Django Unchained, Quentin Tarantino

Amour, written by Michael Haneke
Flight, written by John Gatins
Moonrise Kingdom, written by Wes Anderson & Roman Coppola
Zero Dark Thirty, written by Mark Boal

Bedste originale sang: “Skyfall”, Skyfall

“Before My Time”, Chasing Ice
“Pi’s Lullaby”, Life of Pi
“Suddenly”, Les Misérables
“Everybody Needs a Best Friend”, Ted

Bedste cinematografi: Claudio Miranda, Life of Pi

Seamus McGarvey, Anna Karenina
Robert Richardson, Django Unchained
Janusz Kaminski, Lincoln
Roger Deakins, Skyfall

Bedste costume design: Jacqueline Durran, Anna Karenina

Paco Delgado, Les Misérables
Joanna Johnston, Lincoln
Eiko Ishioka, Mirror Mirror
Colleen Atwood, Snow White and the Huntsman

Bedste dokumentarfilm: Searching for Sugar Man

5 Broken Cameras
The Gatekeepers
How to Survive a Plague
The Invisible War

Bedste dokumentarfilm, kort: Inocente, Sean Fine og Andrea Nix Fine

Kings Point, Sari Gilman and Jedd Wider
Mondays at Racine, Cynthia Wade and Robin Honan
Open Heart, Kief Davidson and Cori Shepherd Stern
Redemption, Jon Alpert and Matthew O’Neill

Bedste klipning: William Goldenberg, Argo

Tim Squyres, Life of Pi
Michael Kahn, Lincoln
Jay Cassidy and Crispin Struthers, Silver Linings Playbook
Dylan Tichenor and William Goldenberg, Zero Dark Thirty

Bedste originale score: Mychael Danna, Life of Pi

Dario Marianelli, Anna Karenina
Alexandre Desplat, Argo
John Williams, Lincoln
Thomas Newman, Skyfall

Bedste make-up og hår: Lisa Westcott og Julie Dartnell, Les Misérables

Howard Berger, Peter Montagna og Martin Samuel, Hitchcock
Peter Swords King, Rick Findlater og Tami Lane, The Hobbit: An Unexpected Journey

Bedste production design: Lincoln, Rick Carter (Production Design); Jim Erickson (Set Decoration)

Anna Karenina, Sarah Greenwood (Production Design) og Katie Spencer (Set Decoration)
The Hobbit: An Unexpected Journey, Dan Hennah (Production Design) og Ra Vincent og Simon Bright (Set Decoration)
Les Misérables, Eve Stewart (Production Design); Anna Lynch-Robinson (Set Decoration)
Life of Pi, David Gropman (Production Design); Anna Pinnock (Set Decoration)

Bedste animerede kortfilm: Paperman, John Kahrs

Adam and Dog, Minkyu Lee
Fresh Guacamole, PES
Head over Heels, Timothy Reckart og Fodhla Cronin O’Reilly
Maggie Simpson i “The Longest Daycare”, David Silverman

Bedste kortfilm: Curfew, Shawn Christensen

Asad, Bryan Buckley and Mino Jarjoura
Buzkashi Boys, Sam French and Ariel Nasr
Death of a Shadow (Dood van een Schaduw), Tom Van Avermaet og Ellen De Waele
Henry, Yan England

Bedste sound editing: her er der to vindere: Skyfall, Per Hallberg og Karen Baker Landers samt Zero Dark Thirty, Paul N.J. Ottosson

Argo, Erik Aadahl and Ethan Van der Ryn
Django Unchained, Wylie Stateman
Life of Pi, Eugene Gearty and Philip Stockton

Bedste lydmix: Les Misérables, Andy Nelson, Mark Paterson og Simon Hayes

Argo, John Reitz, Gregg Rudloff og Jose Antonio Garcia
Life of Pi, Ron Bartlett, D.M. Hemphill og Drew Kunin
Lincoln, Andy Nelson, Gary Rydstrom og Ronald Judkins
Skyfall, Scott Millan, Greg P. Russell og Stuart Wilson

Bedste effekter: Life of Pi, Bill Westenhofer, Guillaume Rocheron, Erik-Jan De Boer og Donald R. Elliott

The Hobbit: An Unexpected Journey, Joe Letteri, Eric Saindon, David Clayton og R. Christopher White
Marvel’s The Avengers, Janek Sirrs, Jeff White, Guy Williams og Dan Sudick
Prometheus, Richard Stammers, Trevor Wood, Charley Henley og Martin Hill
Snow White and the Huntsman, Cedric Nicolas-Troyan, Philip Brennan, Neil Corbould og Michael Dawson

DJANGO UNCHAINED: Tarantino rammer plet med seksløberen

24. januar 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Seksløbere, cowboyhatte og fjogede Ku Klux Klan-medlemmer. Quentin Tarantino er med Django Unchained gået all in på westerngenren. Et voldeligt, vittigt og voldsomt underholdende ridt ud over prærien med dusørjægere Jamie Foxx og Christoph Waltz samt Leonardo DiCaprio som en slesk satan i de amerikanske Sydstater anno 1858.

Efter den veltalende dr. King Schultz har købt (og skudt) Django fri, vælger han at indgå et umage partnerskab med den mutte eks-slave og habile gunslinger. Sammen begiver det sort/hvide team sig ud som dusørjægerene for at tage slynglers liv og indkassere dusøren. En lukrativ, men også farlig forretning, der fører dem til bomuldsplantangen Candyland, hvor de vil forsøge at købe Djangos kone fri.

Her slentrer DiCaprio rundt som velklædt slaveejer med det velklingende navn Calvin Candie (ja, han kunne lige så godt have været stripper). Inden den dynamiske duo dog når så langt, kommer de vidt omkring, hvor racismen over alt spyttes efter Django, ”a nigger on a horse” – og ikke mindst slaverne, der indgår i husholdningen som kvæg.

For godt nok underholder Tarantino, men han tackler også et ømtåleligt emne i den amerikanske historie. Ja, efter nazismen blev skalperet i Inglourious Basterds, er turen nu kommet til at hævne undertrykkelsen af de sorte. Alvoren lyser da også ud af øjnene på Django, men aldrig mere end at de vittige indspark holder balance i regnskabet.

En balancegang, der holdes med tungen dirrende lige i munden, så man sidder på stikker for om det nu går den ene eller anden vej, alt imens der med sikker hånd males smukke vidder op med sneklædte bjergtoppe og tørre sletter. For ja, det er en western, men så absolut Tarantinos western. Det efterlader blandt andet de velsmurte replikker ingen tvivl om.

Som i Inglourious Basterds leger Waltz atter nonchalant med ordene, mens Foxx tørt leverer sikre one-liners, ”I like the way you die, boy.” Og nu vi er ved døden, så byder Tarantino vanen tro også på brutal übervold, hvor blodet sprøjter fra skudsår og hundebid. Det er hård kost og drøngod underholdning. Ikke mindst når de intense skuddueller maler lærredet rødt – en dynamisk kontrast til de dialogtunge scener, hvor der tales medrivende i ring og ordene bliver sagt for ordenes skyld. Skønt.

Nu må man heller ikke glemme en rapkæftet Samuel L. Jackson, der som Candices husslave giver en agtsom og intens præstation, som fint spiller op imod det prominente trekøver. Når alle fire er i samme rum, springer spændingerne lifligt løs i luften. Som scenen, hvor Django med en finger på aftrækkeren kun har øje på at få sin kone købt fri. Kærlighed han har gået igennem ild og vand for – i fodlænker.

Tarantino har i flere af sine film flirtet med genren, så det var kun et spørgsmål om tid, før han ville tackle en fuldblodswestern. Det er præcis, hvad han serverer – men med sit eget umiskendelige fingeraftryk. Det understreger det alsidige soundtrack også med velklingende toner fra både John Legend, Ennio Morricone og Beethoven. Ja, du kan roligt sadle op – Tarantino rammer plet med seksløberen.[tabgroup][tab title=”Django Unchained | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6

Originaltitel: Django Unchained, USA, 2012
Premiere: d. 24. januar
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Christoph Waltz, Jamie Foxx, Leonardo DiCaprio, Samuel L. Jackson, Kerry Washington m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: Sony Pictures[/tab][/tabgroup]

Alternative plakater for ’Django Unchained’

20. januar 2013/i Fanart, Filmsjov, Kunst, Plakater /af Bjarke Friis Kristensen

Så er der ikke lang tid til, at Quentin Tarantino rider ind i de danske biografer med sin western Django Unchained (d. 24. januar, hyp hyp). Jamie Foxx og Christoph Waltz teamer op som cool dusørjæger-duo, mens Leonardo DiCaprio er en slesk satan og Samuel L. Jackson spiller en rå slave.

Jeg har derfor samlet en række alternative filmplakater for filmen – og der er virkelig blevet lavet mange flotte fan-plakater. Her bliver der bl.a. flittigt lånt af skuffen med stilen fra de gamle spaghettiwesterns, mens andre går i en mere moderne retning. Jeg har også lige inkluderet et par officielle plakater, da de også er ret flotte (for en gangs skyld). Du finder plakaterne herunder (selvfølgelig).

Se også: Alternative plakater for ’Gangster Squad’

Luis Fernando Cruz

kdbuzz

Darren “Daz” Tibbles

John ‘Houzer’ Smith

Sean Hartter

Erol Osman

Jo7a

Jeferson Barbosa

JSWoodhams,

Federico Mancosu

Carlos Ramos

Joris Laquittant

Kinoblogeri piedāvā

Og så får I også lige en række af de officielle plakater: