Indlæg

HALLOWEEN: Ikoniske Michael Myers er tilbage på veloplagt dræbertogt

/i , /af

Biografanmeldelse: Det hele startede for 40 år siden med gysermesteren John Carpenters skelsættende slasher ‘Halloween’ i 1978. Her blev verden for første gang præsenteret for den sidenhen ikoniske morder Michael Myers med den hvide maske, kedeldragten og den store køkkenkniv i hånden. Nu er den mutte dræber tilbage i en ny film af samme navn.

Men selvom dette faktisk er den 11. film i franchisen, så ser denne fortsættelse bort fra de øvrige kapitler i serien og fortsætter historien, hvor den oprindelige slap. Blot 40 år senere. Det betyder blandt andet, at en 59-årig Jamie Lee Curtis vender tilbage i rollen som Laurie Strode, der som bekendt blev jagtet af og overlevede Michaels bersærkergang for fire årtier siden.

Hun lever nu isoleret og dybt traumatiseret over de blodige begivenheder på den skæbnesvange Halloween-aften. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at hendes værste mareridt bliver til virkelighed, da Michael undslipper sin fangenskab fra den anstalt, hvor han siden dengang har befundet sig. Således vender han dræbende tilbage til, hvor det hele begyndte.

Der er kort fortalt lagt op til den ultimative konfrontation mellem to af genrens mest elskede karakterer, nemlig Michael Myers og Laurie Strode. Netop Jamie Lee Curtis tilbage i sin legendariske rolle fungerer rigtig godt. Hun har dramatisk nærvær og tyngde. Jeg mærker hendes angst og plagede sind, hvilket på sørgelig vis har påvirket alt i hendes liv – herunder familien.

Michael er fortsat mut og morderisk, mens han koldt tager liv på stribe. For ja, dette er en slasher, så vi får også en god omgang brutale drab. Så selvom filmen måske nok har sine ujævnheder i flow og fortælling – mens et enkelt plotelement synes noget malplaceret – så er her overordnet tale om en engagerende, stemningsfuld og brutal slasher, der gør sine karakterer ære.

John Carpenter, der instruerede, var medforfatter på og lavede den ikoniske musik til den første film, er desuden medkomponist denne gang. Filmen har da også sine øvrige samt fine referencer til originalen – det uden at kamme over i cheesy homage. Michael Myers er med andre ord tilbage på et veloplagt dræbertogt, som beviser, at der bestemt stadig er virilt liv i slasher-genren.

– ‘Halloween’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Halloween’ får premiere den 18. oktober.

Tillykke med fødselsdagen, scream queen Jamie Lee Curtis

/i /af

Hun er en af mine første favorit-scream queens og -final girls, inden jeg vidste, at der var noget, som hed scream queens og final girls. Jamie Lee Curtis har i dag fødselsdag, så tillykke – og tillykke med at have overlevet Michael Myers i indtil videre 57 år.

Det er naturligvis som den morder-jagtede Laurie Strode i John Carpenters mesterlige slasher Halloween fra 1978, at Jamie Lee Curtis indtog sin plads blandt horror-genrens kvindelige ikoner.

Siden har hun et par gange mere stået ansigt til ansigt med den legendariske og maskebærende morder Myers, mens hun i årene efter originalen var at finde i flere horror-titler, blandt andet i John Carpenters The Fog videre til titler som Prom Night, Terror Train og Road Games.

halloween carpenter gif

Hun har det dog ikke fra nogen fremmed, da hendes mor som bekendt er ingen ringere end Janet Leigh. Altså hende, der har taget et af filmhistoriens mest kendte og mest skræmmende brusebade, nemlig i Alfred Hitchcocks Psycho fra 1960.

Men ja, Jamie Lee Curtis har også været med i andet end film med mænd, der myrder kvinder. Blandt andet i roller over for Eddie Murphy og Dan Aykroyd i Trading Places, over for John Cleese i A Fish Called Wanda og naturligvis over for Arnold Schwarzenegger i True Lies (og over for Lindsay Lohan i Freaky Friday).

I år er Jamie Lee Curtis så vendt tilbage til hvor, det hele startede, nemlig med en rolle i horror-slash-komedie-serien Scream Queens. Hurra for dig, Jamie Lee Curtis.

Creepy sindssygeanstalt med labre tøser

/i /af

En af mine store instruktøridoler er John Carpenter. Han står bag mesterlige og genredefinerende skrækfilm som Halloween og The Thing samt underholdende fremtidseskapader med Escape from New York og den oversete They Live. Men man må nok indse, at hans storhedstid er forbi. Han instruerer fortsat, dog i et beskedent omfang. Men når der er nyt, håber jeg på det bedste – gammel kærlighed ruster aldrig.

Det er mere en 10 år siden, han sidst var aktuel med en spillefilm – han har dog i den mellemliggende periode instrueret et par solide i afsnit i tv-serien Masters of Horror. Men desværre er det ikke et overrumplende comeback til spillefilmen han leverer med ’labre-tøser-og-et-grumt-spøgelse-på-en-sindssygeanstalt-gyseren’ The Ward. Her er vi tilbage i 1966, hvor en forvirret Kristen bliver anbragt på en psykiatrisk afdeling efter at have sat ild til en øde landejendom.

Hun kan imidlertid ikke huske hvem hun er eller hvorfor hun satte ild til huset – og noget er da også helt galt på afdelingen, hvor en mystisk skikkelse synes at vandre på gangene. Der er dog ikke meget hjælp at hente hos personalet eller de andre indlagte tøser, så Kristen må selv forsøge at komme til bunds i spøgelses-mysteriet og finde frem til sandheden om sig selv. Et klassisk setup med traumer og gespenster i skyggerne… gisp.

Filmens præmis er ganske vist gammelkendt, hvilket der ikke er noget galt i. Men når manuskriptet er så idéforladt og historien så klodset konstrueret, hjælper det ikke just Carpenters gys på rette vej. Filmens første del spiller imidlertid bedst, hvor regnen siler ned og lyn stemningsfuldt lyser det creepy hospital op. Men så tager vrøvlerierne for alvor til og uhyggen forbliver postuleret. Øv.

Der er dog noget grundlæggende tiltalende ved en flok yndige piger på en anstalt. Desværre er tøserne ikke specielt troværdige som patienter – der forsøges ellers både med ’crazy eyes’ og madning af en tøjkanin. Men bl.a. forbliver Amber Heard anonym som Kristen – måske fordi man ved så lidt om hende  – det er altså desværre også småt med indlevelsen og interessen i historiens afvikling. Så er der mere gods i Jared Harris som den tvetydige Dr. Stringer.

Men uanset de regnfulde anstrengelser og få stemningsfulde skygger samt gnistrende elektrochok, så presses der ikke meget reel uhygge ud af det flade og famlende manuskript. The Ward forbliver en ordinær, træg og meget lidt skræmmende gyserkliché – og jeg vil end ikke komme ind på den pinlige finale. Desværre Carpenter, bedre held næste gang.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på dvd-udgivelsen (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Desværre er billedet heller ikke lige veldefineret hele vejen, men farver og nuancer er dog fint gengivet, om end nogle af de mørke scener står en smule slørede. Lydsiden er solid og skyder det bastante score fint ind under huden.

Originaltitel: The Ward, USA, 2010
Instruktion: John Carpenter
Medvirkende: Amber Heard, Mamie Gummer, Danielle Panabaker, Lyndsy Fonseca, Jared Harris m.fl.
Spilletid: 85 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Snake Plissken vender måske tilbage

/i /af

Efterhånden handler alle nyheder i filmens verden enten om et remake, sequel, prequel eller et reboot. Dette indlæg ingen undtagelse. Men I skal sgu også lige have den med. For her er tale om en af mine favoritter, nemlig John Carpenters Escape From New York fra 1981, der som bekendt har en læderklædt og bidsk Kurt Russell i den ikoniske rolle som bad-ass-mother-fucker Snake Plissken.

Manusforfatteren bag den kommende Wall Street 2, Allan Loeb har (forsøgt) at  skrive originalen ”up to date” – og det er åbenbart lykkedes ham at begejstre New Line. Ja, lad os nu se. For førend jeg tror på det, vil jeg sgu have nogle mere hardcore tilsagn på bordet, end blot en eller anden manusforfatter og et selskabs ønske om at lukrere på velkendt materiale.

– Og tjek så lige den originale films trailer ud – det er sgu gode sager…!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ckvDo2JHB7o&feature=related[/youtube]

London Calling: lidt filmshopping

/i , /af

Som skrevet tidligere, holdt jeg mit nytår i London – og blev da også lige et stykke ind i det ny år. Det blev dog ikke til så meget film-sightseeing, som sidst – læs mere HER. Lidt filmrelateret stads var der trods alt på tapetet. Købte bl.a. Arrow Videos nyudgivelse af Dario Argentos Sleepless (aka Non Ho Sonno) samt den formidable franske Martyrs (se den!). Der røg også lidt bøger i kurven, bl.a. instruktør Kevin Smiths dagbog My Boring-Ass Life, den forlængede udgave vel at mærke. Han er bl.a. manden bag Clerks, Dogma og Chasing Amy. Jeg nappede også en lækker bog med H.R. Gigers kunst. Han har bl.a. kreeret det forrygende Alien-monster samt en række andre setdesigns og monstre til film. Tjek ham ud HER – og har du muligheden, så tag et smut forbi hans museum i Schweiz. Jeg var der for to år siden. Et virkelig flot og tryllebindende museum midt i en lille idyllisk bjergby.

Den store HMW på Oxford Street

Den store HMV på Oxford Street

Tja, og så stødte jeg på en cool gade, eller det er vel egentlig bare navnet, som er cool – nemlig John Carpenter Street! Jep, en af mine favorit instruktører. Det er dog ikke ham gaden er opkaldt efter, men meget sjovt alligevel.

Nu hvor sneen falder hvid…

/i /af

…får jeg helt lyst til igen igen at gense John Carpenters mesterlige antarktiske-sne-isolations-creeper The Thing fra 1982. Well – i samme åndedrag vil jeg da heller ikke tøve med lige at gense nedenstående musikalsk lækkerbid. For den franske duo Zombie Zombie har nemlig for et års tid siden fået lavet en cool og stemningsfuld musikvideo til deres track Driving This Road Until Death Sets You Free. Videoen er en hyldest til netop Carpenters The Thing, her lavet i stopmotion og med G.I. Joe figurer i hovedrollerne. Så hvis du ikke har muligheden for at smække Carpenters film i afspilleren – så køb den! – eller start med at nyde denne lille labre video (spoilers included, sorry).

[dailymotion]http://www.dailymotion.com/video/x6magv_driving-this-road-until-death-sets_creation[/dailymotion]