Indlæg

Der er ikke nok bid i ’The Hunger Games’

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse den foruroligende præmis for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne i den nye nation Panem forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position og samtidig minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige til det blodige spil. Her ender vor heltinde Katniss Everdeen – let the games begin…!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne i replikker, der guider en på rette vej.

Men hvor The Hunger Games ikke altid er lige fornemt fortalt, så er universet overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en Panems rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss Everdeen. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det dog forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Men til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt og det politiske bagtæppe med et fascistoidt styre, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde – og ikke så meget der imellem. Det er en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige nuancer i de medvirkende følelsesliv.

Ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt, for når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen. Og når filmen så oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg. Det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i Twiligt-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000, den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ – alt for højt. Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Biografpremiere: d. 22. marts 2012.
Instruktion:
Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Distributør: Nordisk Film

Matt Damon som Robert F Kennedy

Så er der endnu en biopic på vej. Denne gang er det en film om Robert F Kennedy, der skal få folk i biografen. Han var præsident John F Kennedys yngre bror og selv en succesfuld politiker. Matt Damon er netop blevet tilknyttet filmen og vil højst sandsynligt påtage sig rollen som Robert. Gary Ross skal instruere. Han har tidligere bl.a. iscenesat heste og Tobey Maguire i Seabiscuit og producerer det kommende Creature from the Black Lagoon-remake.

Manusfofatter Steven Knight står for filmens manuskript, som baseres på Evan Thomas biografi fra 2000, Robert Kennedy: His Life. Knight har tidligere bl.a. skrevet David Cronenberg fantastiske Eastern Promises, den dystre Dirty Pretty Things og er netop nu i gang med at adaptere Dan Browns bog The Lost Symbol til et neglebidende manus. Så man kan jo nok i det mindste forvente sig et solidt manuskript.