Indlæg

CPH PIX: kantet komedie og hårdt arbejde

DAG 11: Filmfestivalen er nu lidt over halvvejs og der har for mit vedkommende bestemt været flere fuldtræffere end misere. Nu håber jeg bare at kunne holde den gode stime de sidste syv dage, hvor der venter mig lige på den anden side af ti film. Søndagens første titel gjorde i hvert fald sit til at holde de positive oplevelser i overtal.

For med den kantede Terri stod den på off-beat og følsomt komediedrama. Den mere end overvægtige teenager Terri har det ikke nemt. Han moppes i skolen, har nærmest droppet at få venner og derhjemme må han passe sin syge onkel. Men tingene ændrer sig måske, da den velmenende rektor Fitzgerald på sin egen skæve måde begynder at guide outsideren gennem problemerne. Et umage venskab tager form og Terris selvtillid får så småt grobund.

En sød historie, der måske ikke ligefrem byder på de store overraskelser, men dramaet er fint leveret og har en håndfuld engagerende karakterer i spil. Jacob Wysocki er på en gang skrøbelig og afbalanceret som Terri, mens John C. Reilly næsten stjæler filmen med uimodståelig komisk timing i rollen som Fitzgerald. Intet indie-mesterværk, men bestemt en fin lille film om teenagelivets usikkerhed og om at turde være sig selv – leveret med masser af underspillet humor og varm oprigtighed.

Min anden søndags-film var den dystert ulmende Hard Labor. Et gråt og råt socialrealistisk drama, hvor arbejdsløshed og håbløshed tager favntag med en lille brasiliansk familie. Manden er blevet fyret og konen har åbnet en lille butik. Begge forsøger de at holde hjulene kørende og modet oppe. Bag den triste realisme begynder mystiske kræfter imidlertid at røre på sig. Bl.a. trænger en slimet sort masse stinkende op gennem butiksgulvet og hunde gør dyrisk i natten.

Her er altså mere på færde end blot det umiddelbart depressive drama. En udefinerbar uhygge bag overfladen. Men desværre går den tiltagende gru og de subtile overnaturlige elementer aldrig for alvor i omklamrende symbiose med filmens realisme. Kun momentant synes uhyggen underspillet at ekkoe ondt familiens hverdag, hvor primale overlevelsesinstinkter skuler ondt ud i intetheden.

– Læs mere på CPH PIX: Terri og Hard Labor.

CPH PIX: absurd græker, vanvid og et gotisk gys

DAG 10: Min lørdag startede med den græske absurditet L. En sær snegl af en film, hvor den ene aparte scene afløser den anden. I centrum for de groteske optrin finder man en 40-årige chauffør, der lever af at fragte honning til en knotten mand i rød poloshirt (!) – nå ja, og så er der bl.a. også en mut motorcykelbande, en bjørne-mand og en række livløst leverede sange (!).

Det hele er lige ved at ende som én stor og distanceret stiløvelse udi absurditeter, hvor replikkerne konsekvent leveres med monotom klang. Men filmen voksede på mig efterhånden som den mærkværdige historie foldede sig ud og bl.a. med tilbagevende elementer trak krøllede tråde mellem nonsens-scenerne. Helt vellykket vakler grækeren sig dog ikke i mål, men byder bestemt på flere fine scener, bl.a. diskussionen om navngivningen af en båd – herlig tør og underspillet komik.

De aparte optrin fortsatte med dagens anden film, dog i en langt mere udadvendt og farvestrålende indpakning, nemlig med vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie. De to gutter bag har med deres bizarre sketchshow ramt en komisk guldåre af herligt upassende, uskønne og ulækre morsomheder. Deres outrere stil og kradse komik er her intakt, men deres univers klarer ikke helt vellykket overførslen til spillefilmsformatet.

Tempoet holdes ikke hele vejen og efter en suveræn første del bliver der til tider en smule langt imellem de vellykkede gags. Det ændrer dog ikke på, at der hives mange grin ud af løjerne, hvor Tim og Eric forsøger at tjene en milliard dollars, så de kan betale deres gæld til en ond olding. Filmen er desuden spækket med bizarre biroller, bl.a. kendisser som en sygdomsramt John C. Reilly, Zach Galifianakis som modeguru og en hysterisk Will Ferrel – well, og en mand, der sælger brugt toiletpapir (!).

Aftenen sluttede med det grumme, gotiske gys Livid – en film jeg har set meget frem til. For de to franskmænd bag, Julien Maury og Alexandre Bustillo debuterede i 2007 med Inside, som er en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm. Det smukke og grumme er også her fængslende forenet, men i en mere ambitiøs historie, der ganske vist en mindre blodig, men fyldt med tung haunted house-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig.

På sin første dag som hjemmehjælper, besøger den unge Lucie en creepy gammel dame, der nærmest som et lig med iltapparat ligger i koma i sit store hjem. Da natten falder på, vender hun, kæresten og en ven tilbage for at finde den skat, som den rige olding efter signede skulle gemme et sted i huset. Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru.

For filmen starter godt nok som en stemningsmættet spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men ender som et regulært mareridt, hvor det uforklarligt overnaturlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm. Livid vil helt sikkert også tabe publikummer pga. sin mangel på rationel sammenhæng, men jeg var vild med den drømmende logik, dystre atmosfære og det overrasende genremiks.

– Læs mere på CPH PIX: L, Tim and Eric’s Billion Dollar Movie og Livid.

CPH PIX: søde børn, finurlig krise og dyster hitman

DAG 9: På festivalens niende dag fik jeg set tre film. En sød starter, en finurlig mellemret og en fængslende mørk hovedret. Først den japanske I Wish, der med et barns ukuelige naivitet charmerede sig hele vejen mod rulleteksterne. Her er to brødre blevet skilt ad, da deres forældre er gået fra hinanden. De bor nu i hver deres by, den ene med mor, den anden med far – men begge med håbet om at blive én familie igen.

Uden at det skal lyde kvalmt, så var den liflige I Wish en delikat fornøjelse, hvor man ganske enkelt føler sig godt tilpas i det stille drama. Den rørende historie fortælles uden de store armbevægelser, men med en indsigtsfuld ro og smittende eftertænksomhed, der fornemt belyser livet og hvad det indebærer af håb og forliste drømme – lige barnsben og langt op i voksenlivet. En både sjov og opløftende sag om naivitetens styrke og fantasiens kraft. Jep, en skøn film.

Herefter var det fra Grand Teatret i indre by og ud mod yndlingsbiografen Empire på Nørrebro. Her ventede den semi-deprimerende finurlighed The Future. En mildt sagt off-beat sag, der får vredet nogle yderst surreale scener ud sit grå forstadsmiljø og historien om de midtvejskriseramte James og Sophie, der har knuder i parforholdet. I udgangspunktet noget man har set mange gange før, men her fortalt mere end skævt.

Det er søde Miranda July, der både spiller Sophie, har instrueret og skrevet filmen. Hun stod også bag den fine Me and You and Everyone We Know – samme sarte forløsning rammes desværre ikke her. Det aparte univers ender i stedet med at blive en tand for navlepillende indie-agtigt til min smag – og næsten lige så selvoptaget en størrelse som de to hovedroller, der lider af en frygt for at binde sig og derfor aldrig får først nogle af deres idéer og drømme ud i livet.

To passive karakterer, der til at starte med er tør og deadpan-sjovt selskab. Men deres ugidelighed ender med at blive mere frustrerende end engagerende – og jeg havde mest af alt lyst til at sparke dem ud af deres selvmedlidende neuroser. Miranda er dog svær at stå for. Hun har en forrygende komisk timing, bl.a. i sine akavede forsøg på at optage dansevideoer. Men som helhed fangede dette gadekryds af krøllet kreativitet og midtvejskrise mig ikke – det gjorde derimod dagens sidste film.

Her stod den på eksistentialistisk lejemorder-action med den forførende, thailandske Headshot. Da den retfærdige politimand Tul lokkes i en fælde af korrupte politikere, ender han selv i fængsel. Han hyres nu som lejemorder af en magtfuld bagmand mod at blive sat fri af fængslets tremmer. Det egentlige fængsel er dog hans eget sind og filmen formår således elegant at forene de eksistentielle tematikker med hidsig action.

Her er ganske vist et par plotmæssige bump undervejs, men de er til at leve med. For filmen lever i lige så høj grad af sin tunge og fængslende atmosfære, lige fra poetiske billeder af en våd regnskov til et neonoplyst Bangkok. En smuk og brutal perle, der ligeledes flirter med klassiske film noir-elementer som skæbnesvangre femme fatales og rygende pistoler.

– Læs mere på CPH PIX: I Wish, The Future og Headshot.

CPH PIX: grum ’slow burner’ og en skør samurai

DAG 8: Der ventede mig to film i går – en ubehagelig, australsk sag og senere på aftenen stod den på japanske samurai-fjollerier. Igen fra den ene yderlighed til den anden. Skønt. Snowtown er baseret på en virkelig seriemorderforbrydelse, men her er ikke tale om en seriemorderfilm i gængs forstand, men mere et knugende og trøstesløst drama i en huløjet underklasse.

Her serveres dog også et par yderst brutale scener – så er I advaret – men fokusset er ikke på selve forbrydelserne, men derimod det liv og de forhold, der knyttes i tiden op til mordene. Teenageren Jamie bor med sin mor og brødre i den sociale bund. Her er ikke meget håb for fremtiden, men da moren får en ny kæreste, synes tingene at lysne. Det viser sig dog, at den ellers så charmerende John gemmer på en mørk side.

Snowtown kaster sig ikke frådende over sit publikum, men er en olm ‘slow burner’, der råt, autentisk og troværdigt opbygger sit miljø og karakterer. Så selvom filmen bliver en smule træg undervejs, ender man i sidste ende med en ubehagelig knude i maven – jep, her indløses i sidste ende billet til helvedes forgård. Pyha, godt der kunne komme lidt balance i regnskabet med den søde Scabbard Samurai.

Det er japanske Hitoshi Matsumotos tredje film – hans to første og fremragende titler har også været vist på CPH PIX, den vanvittige komedie Symbol og den bizarre Big Man Japan. Jeg glædede mig derfor selv sagt til hans nye film – og igen overrasker han. Her er ganske vist ikke tale om samme mængder af vanvid som i de to første film, men hans sans for skæv komik og et gran af melankoli er intakt i denne både rørende og sjove fortælling en uheldig samurai og hans bestemte datter.

Den deserterede samurai Nomi tilfangetages og befales her at få en deprimeret prins til at smile inden 30 dage – med et forsøg pr. dag. Hvis ikke det lykkedes, må Nomi lade livet. Hermed indledes en opvisning i gak og spas, hvor Nomi med deadpan komik og hjælp fra bl.a. sin datter udtænker det show, der kan sikre ham det livgivende smil. Igen leger Matsumoto drilsk med publikums forventninger, både til præcis hvor filmen bevæger sig hen og hvad humor egentlig er – og det er en skøn og charmerende leg at være deltager i. En skæv ’feel-good-samurai-film’. Se den.

– Læs mere på CPH PIX: Snowtown og Scabbard Samurai.

CPH PIX: forrygende og fængslende asiatisk filmdag

DAG 7: Dagen i går stod på tre asiatiske film – og det skulle vise sig at være et forrygende trekløver. Jeg kom forbi henholdsvis Japan, Sydkorea og Indonesien med de tre vidt forskellige titler. Dagen startede med en af mine favoritter, nemlig Sion Sono og hans seneste film, den dramatisk forførende Himizu – en oplevelse i særklasse.

Det var endnu en film, jeg havde set meget frem til, bl.a. fordi Sono stod for en af de bedste film på CPH PIX sidste år – ja, en af de bedste film overhovedet – den blodige Cold Fish. Himizu er dog langt fra lige så blodig, men også fyldt med sitrende frustration og solidt spark i dramaet. Filmen udspiller sig i tiden efter det katastrofale jordskæv, der ramte Japan i 2011. Teenageren Suminda bestyrer her en bådudlejning, mens han bl.a. tumler med identitetskrise, en voldelig far og en sød beundrer.

Det lyder måske ikke som det mest sprælske setup, men tag ikke fejl. Sono har skabt en både forskruet, bizar og fascinerende film, hvor kærligheden og hadet danser dødelig kinddans. Alle synes på nippet til at sprænges af fortvivlelse og vrede, men ingen tør for alvor at gribe ud efter håbet, der også anes i det dystopiske univers. Voldsom, sorthumoristisk og excentrisk. Se den.

Så gik turen til Sydkorea, hvor Poongsan foldede sig ud med potent action og et umuligt trekantsdrama. Med problematikken mellem Nord- og Sydkorea som bagtæppe følger man en navnløs mand, der smugler familiemedlemmer over den dødsensfarlige grænse mellem nord og syd. Livet for den tavse mand, der ellers ikke involverer sig politisk eller følelsesmæssigt ændres dog drastisk, da kærligheden titter frem i mødet med en kvinde, som han skal fragte hjem til sin rige mand i syd.

Et fængslende miks af genrer, hvor blandingen det meste af vejen er vellykket og både har dramatisk effekt og ikke mindst effektive action-scener. Men filmen er også en smule ujævn og bl.a. sidste del bliver lidt lang i spyttet, hvor også de moralske og politiske pointer leveres unødigt udpenslet. Men selvom filmen har skønhedsfejl, var det en både flot og medrivende oplevelse.

Aftenen sluttede i den grad med et brag. For i den indonesiske action-succes The Raid: Redemption spares der hverken håndmadder, automatrifler eller blodige macheter. En specialstyrke skal her indtage et højhus og få fat på überbossen, der holder til på toppen. Hele bygningen er selvfølgelig befolket med kamptrænede kriminelle, der alle er udstyret våben og klar til at nedslagte politiet.

Her er ganske vist mere tale om action for actionens skyld, end action, der er med til at drive historien frem. Men løjerne afvikles så dynamisk og fandenivoldsk, at man ser stort på den tynde historie. Her smides dog sin del af plotdrejninger på bordet til at det blodige bæst sparker sig medrivende vej til toppen af bygningen. Et adrenalinkick, man ikke må snyde sig selv for. Se den.

– Læs mere på CPH PIX: Himizu, Poongsan og The Raid: Redemption.

CPH PIX: ensomme bekendelser og sløv smugler

DAG 6: Endnu en dag på festivalen, hvor jeg gik fra den ene yderlighed til den anden. Herligt. Først et mere end skrabet selvportræt af min personlige favorit, den koreanske filmskaber Kim Ki-duk og herefter lunken ramasjang-action. Men vi starter lige med den meta-drilske dokumentar Arirang, hvor en ensom instruktør bekender sig til et snurrende kamera i en kold bjerghytte.

Den ellers produktive Kim Ki-duk har ikke lavet en film siden 2008 og bruger bl.a. denne minimalistiske dokumentar til at reflektere over sin krise og sit virke – både som instruktør og menneske. Deprimeret, opgivende og med indbyggede bekendelser – men bestemt ikke uden humor. For filmen igennem stilles der spørgsmål ved hvor ægte og oprigtigt det hele er – hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed går.

For fx da det hele er ved at blive for selvudslettende og kunstner-kvalmt, klipper Kim Ki-duk væk fra sin egen grådkvalte bekendelse og man ser ham side i hytten og fnise over sin egen opførsel. Drilsk, tvetydig og selvironisk. Jeg tænker dog, at man nok vil finde filmen mest interessant, hvis man har et forhold til Kim Ki-duk og hans fantastiske film, hvor Forår, sommer, efterår, vinter… og forår nok er mest kendt, men bl.a. er den smukke Tomme huse og den knugende The Isle også blandt mine favoritter.

Og så blev bøtten så at sige vendt. For med Smuggler stod den på tegneserievold i slowmotion og gakkede karakterer. Desværre var denne japanske manga-filmatisering en noget træg affære. Man følger her den unge slacker Kinuta, der vikles ind i at arbejde på den forkerte side af loven. Jep, her er både farverige lejemordere, brutale kriminelle og vanvittig action – men desværre også for lidt spark i historien og de medvirkende til at filmen holder sig flyvende.

Et sprælsk og ofte bizart miks af vold, tortur, humor og action – men altså uden den fornødne historie og karakterer til at drive løjerne engagerende frem. Ingen af de medvirkende blev for alvor interessante, men kun glimtvis sjove eller blot aparte bekendtskaber. Det gælder bl.a. den adrætte lejemorder Vertebrae og en vanvittig sadist, som hver især stod for et par spændstige scener. Well, der venter forhåbentlig mere medrivende smæk i The Raid: Redemption i aften.

– Læs mere på CPH PIX: Arirang og Smuggler.

CPH PIX: skummel vicevært og endnu en aflysning

DAG 5: Jeg havde to film på programmet i går – desværre blev visningen af The Sorcerer and the White Snake aflyst, da man ikke havde fået fat i koden til at låse den digitale kopi op med. Lort og pis. Jeg havde ellers glædet mig til ’actionfyldt, Hongkong-fantasy’ på det store lærred. Øv. Nå, men heldigvis leverede den spanske viceværts-thriller Sleep Tight en udmærket omgang paranoia.

Den umiddelbart tilforladelige vicevært César har et ikke helt sundt forhold til beboerne, hvor han arbejder. Specielt den yndige Clara får lidt for meget af hans opmærksomhed. Hun er nemlig slet ikke så alene hjemme, som hun går og tror. For den skumle Cécar lurer i mørket og hans besættelse eskalerer blot, gisp.

Luis Tosar er virkelig god i den ubehagelige hovedrolle. Han mønstrer både sympati og afsky, mens lagene i hans forskruede sind åbenbarer sig. Desværre vikler løjerne sig ind i mere nonsens end godt er i sin sidste tredjedel, men det ændrer ikke på, at det var en fint myrekrybende oplevelse. Man finder en lignende præmis i den tamme The Resident – find min anmeldelse HER – den er dog ikke halvt så vellykket som denne dosis søvnløshed. Ja, tjek hellere under sengen, inden du lægger dig til at sove.

Og så løb jeg som sagt ind i endnu en aflysning. Denne gang faldt meldingen dog små fire timer før visningen og ikke da salen var fyldt op som til The Human Centipede 2 i lørdags. I stedet blev der vist Gantz, men den så jeg som bekendt i søndags.

Selvfølgelig ønsker alle parter, at filmenes afvikles uden problemer, men det er stadig pisse surt – bl.a. fordi man ikke bare kan hoppe på en anden visning, da man så misser andre. Og desværre kunne jeg ikke nå andre film i går aftes, da Sleep Tight først sluttede, da de øvrige af festivalens film var begyndt. Nu håber jeg så, at dette var den sidste aflysning. Jeg ser i hvert fald spændt frem mod resten af festivalen…

– Læs mere på CPH PIX: Sleep Tight og The Sorcerer and the White Snake.

CPH PIX: dommedag, sjælesalg og manga-action

DAG 4: Min fire film lange søndag på PIX blev skudt fantastisk godt i gang med den knugende intense Take Shelter. En film jeg har set frem til et års tid, så jeg var glad for at finde den i festivalens program – og jeg blev ikke skuffet. Historien er centreret om familiefaren Curtis, der begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, der bl.a. med et apokalyptisk uvejr synes at varsle død og undergang.

Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der gribende balancerer mellem drøm og virkelighed. For er han ved at blive sindssyg eller er undergangen virkelig på vej? Forførende sikkert og med foruroligende resonans bygger instruktør og manusforfatter Jeff Nichols historien op, så man til sidst sidder med en knude i maven og et spinkelt håb om, at alt nok skal gå. Både dommedagsfabel, medrivende familiedrama og en mands kamp med indre dæmoner. Se den.

Da jeg kom uden for Cinematekets biograf var himlen meget passende blevet malet grå af et forestående uvejr og regnen begyndt at dryppe. Sådan clasher film og virkelighed nogle gange. Men der var ikke tid til angst for dommedag, for jeg skulle straks mod Empire på Nørrebro, hvor en genfortolkning af Goethes Faust ventede – historien om den videbegærlige Faust, der sælger sin sjæl til djævelen.

Desværre var det en gumpetung sag, som russiske Aleksandr Sokurov havde stablet på benene. Her var ikke nok svung på den monumentale fortælling til at jeg blev grebet. Det var ofte som at være vidne til filmet teater, hvor et irriterende hult miks af den teatralske dialog ikke fik den fornødne tyngde. I glimt visuelt forførende med åndeløse naturbilleder, men overordnet en træg vandring gennem et gråt 18. århundrede – dog også med en herlig slibrig Anton Adasinsky som plump djævel.

Aftenen sluttede i et noget andet gear med to hæsblæsende, japanske manga-filmatiseringer, Gantz og Gantz: Perfect Answer. Ikke de mest helstøbte actionfilm, men universet var tilpas sprælsk til min smag – tilsat splattede monsterkampe og gadget-labre våben. Første film introducerer universet, hvor en håndfuld mennesker lige inden de dør, på mystisk vis ender i et rum med en sort kugle. Her beordres de nu på alien-jagt iført latex-drager og med voldsomme håndvåben.

Opfølgeren havde desværre mindre monster-action. Til gengæld blev samurai-sværd og automatvåben flittigt brugt, mens også en romance flettede sig sentimentalt ind mellem de optrappende intriger og eskalerende nonsens. Letbenet, blodig og voluminøs sci-fi-underholdning, der gav mindelser om bl.a. The Matrix og ’Men in Black’-filmene – men heldigvis forskånet for Will Smith på soundtracket.

– Læs mere på CPH PIX: Take Shelter, Faust, Gantz og Gantz: Perfect Answer.

CPH PIX: skønhedsdronning på afveje og aflysning

DAG 3: Satan og helvede! Visningen af en af festivalens mest omtalte film blev aflyst i går – efter publikum havde sat sig – så jeg måtte desværre undvære den eksplicitte splattersag The Human Centipede 2. Men inden den melding blev givet til et feststemt og mildest talt skuffet publikum, havde jeg set den mexicanske Miss Bala – en dramatisk omgang skønhedsdronning på afveje. For her vikles den smukke Laura ind i en skånselsløs krig mellem politi og brutale bander i et støvet Mexico.

Laura ender nemlig ufrivilligt som kurer for en hårdfør bandeleder og vi følger således hendes urovækkende tur ind i det kriminelle miljø, hvor korruption og skyderier er hverdag. Men selvom Stephanie Sigman er dådyrskær som forskræmt Laura og der leveres forførende billeder samt intense scener, så forblev filmen for observerende i sin skildring af den rå virkelighed til man for alvor blev grebet. Jeg kom i hvert fald til at savne et mere nuanceret nærvær i det menneskelige drama.

Desuden ender Lauras deltagelse i skønhedskonkurrencen som et noget aparte indslag, der føles ude af sync med historien. Men selvom filmen er ujævn, så er det også en tankevækkende sag med noget på hjerte – en kritisk kommentar til et korrupt Mexico og krigen mod organiseret kriminalitet, der har kostet i tusindvis af liv.

Herefter skulle den så have stået på kontroversiel splat med The Human Centipede 2. Men ak og ve, fordi der ikke var styr på teknikken blev visningen aflyst (der venter dog to mere på festivalen). Grunden var, at man ikke havde en Blu-ray-afspiller, der kunne afspille region A. Come on – og i det hele taget at vise Blu-rays er sgu vagt. Ja, jeg ved godt, at der er mange bolde i luften, men denne ”smutter” er ganske enkelt for slap. Nogen fra PIX bør sgu straffes med ’mund-til-anus-sammensyning’…!

Nu håber jeg bare, at jeg var yderst uheldig (har ikke oplevet aflysninger de to sidste år), for når man har et tæt program, er der ikke bare mulighed for at nuppe en anden visning. Personalet i Empire snakkede dog om, at der måske blev sat en ekstra visning op i ugen efter PIX. Det håber jeg. For selvom filmen er til at få fat på, er det en film, jeg i den grad havde set frem til at opleve på det store lærred og med et skrigende publikum. Øv øv øv. Oh well, i dag venter der fire film – hvis alt går efter planen…

– Læs mere på CPH PIX: Miss Bala og The Human Centipede 2.

CPH PIX: upoleret romance og et skuffende eventyr

DAG 2: Jeg havde kun to visninger i går, til gengæld var det to vidt forskellige film – et upoleret kærlighedsdrama og et grumt greb på brødrene Grimms eventyrunivers. Først på menuen var den nærværende Weekend – en film om to vidt forskellige fyres møde i en intens weekendflirt. Men hvad der blot skulle være et uforpligtende ’one night stand’, udvikler sig til noget mere – og hvad stiller man så op med sine følelser.

En usentimental (næsten) og skabsromantisk film, der lader os komme helt tæt på det drama, der opstår, når man hvirvles ind i et andet menneskes liv. Fortalt med håndholdt intensitet og solstrejf af poesi i et betontungt boligkompleks. Og selvom filmen ikke helt havde den følelsesmæssige tyngde, man kunne have håbet, så bærer Tom Cullen og Chris New dramaet i mål med nærværet intakt. Jep, kærligheden opstår, når man mindst venter det – ustyrlig, uforudsigelig og uforståelig.

Herefter blev der i den grad sadlet om, for med den franske Le Petit Poucet var der dømt grumt eventyr. Desværre var det et trægt og ikke specielt fortryllende et af slagsen. Historien mikser elementer fra brødrene Grimms dystre univers, bl.a. Hans og Grete og Tommeliden. Her sendes fem brødre på afveje, da deres fattige forældre efterlader dem til sig og egen overlevelse i den store skov.

Ja ja, eventyrets tankevækkende og skarpe moraler spøger i kulissen, men som film fungerede skidtet bare ikke. Universet var slapt og historien hverken uhyggelig, spændende eller magisk. Kun Denis Lavant som sulten ’trold’ lyste excentrisk op, mens eventyret momentant tittede frem i stemningsfulde naturbilleder. Jeg vil bestemt foreslå, at man i stedet kaster sig over de originale Grimm-historier.

I dag venter der mig igen kun to titler. Først den mexicanske Miss Bala og herefter den meget omtalte shocker The Human Centipede II (Full Sequence). Jeg så den fremragende og frastødende etter på PIX i 2010 og opfølgeren skulle være endnu værre. Den har jeg glædet mig meget til og det bliver sjovt at se den i en fyldt sal.

– Læs mere på CPH PIX: Weekend og Le Petit Poucet.