Indlæg

En karismatisk Tom Cruise leverer frydefuld agentunderholdning med Mission: Impossible-filmene

/i /af

Agent-action på Blu-ray: Den har stået på umulige missioner og Tom Cruise som agent Ethan Hunt siden 1996. Nu er de første fem film samlet i en boks, hvilket udgør en omgang storstilet og yderst underholdende agent-action med massevis af (skønne) usandsynligheder og vilde gadgets. På med gummimasken…

Jeg har aldrig set tv-serien, som filmene er baseret på, men med Brian de Palmas Mission: Impossible fra 1996 folder det plotvridende univers sig medrivende ud. Både action og tempo står fint distancen små 20 år senere, hvor ikke mindst den nu ikoniske scene med Tom Cruise hængende få centimeter over et tyngde-aktiverende gulv stadig afføder sveddryppende intensitet og sitrende spænding.

mission-impossible-brian-de-palma-1996Tom Cruise har det en smule stramt i Mission: Impossible fra 1996

Så selvom historien er lidt ujævnt fortalt og castet ikke det mest interessante bekendtskab, er filmen ældet med ynde – næsten lige så fint som den yndige Vanessa Redgrave som Tom Cruise gammelkone-flirter med. Nogen helstøbt action-thriller er det dog ikke, men her er lige nødagtigt mindeværdige scener nok til at jagten på dobbeltagenter og forræderi holdes i live frem mod den vilde helikopter-finale.

Fire år senere fulgte Mission: Impossible II. Denne gang med Hong Kong-action-mesteren John Woo i instruktørstolen – tilsat rigeligt med blafrende duer og slowmotion. Tom Cruise vikles denne gang ind i gummimaske-vrøvl og en utroværdig romance med den irriterende/poserende Thandie Newton. Ja, og noget med en virus og en anti-virus, der skal nakkes fra den kedelige skurk og onde liderbuks Dougray Scott.

mission-impossible-john-wooTom Cruise kører lige igennem ild på en motorcykel i Mission: Impossible II

Jeg kan godt klare min del forvrøvlet plotsmadder, hvis bare der er smadder nok på actiondelen og nogle interessante karakterer at følge. Og ja, der er smadder på. John Woo serverer blandt andet et halsbrækende indbrud i en skyskraber, klatreture på bjergsider samt motorcykel-showdown tilsat skumsprøjt… og slowmotion. Men romancen, der udgør filmens følelsesmæssige rygrad er flad og hverken Tom Cruise eller det øvrige cast får ordentlig fodfæste.

J.J. Abrams fik seks år senere sin spillefilmsdebut med Mission: Impossible III. En langt bedre film end sin forgænger – og endelig får vi en ordentlig skurk, nemlig en diabolsk Phillip Seymore Hofman. En herligt ond modspiller til en i denne omgang mere sårbar Tom Cruise. Umulighederne er om muligt endnu mere umulige og action-scenerne større, vildere og mere hæsblæsende. Heldigvis er det hele hængt op på et mere dynamisk cast, hvor blandt andet Tom Cruise får mere dybde som Hunt.

mission-impossible-j-j-abramsTom Cruise har slået næsen lidt i Mission: Impossible III

Hunt har giftet sig og trukket sig fra felten, men han hives ind i manegen igen, da en våbenhandler skal stoppes. Sagerne kompliceres og snart skal Hunt også redde sin udkårnes liv, mens hans eget bagland er på nakken af ham. Selvom plottet vrider sig lige lystigt nok og finalen bliver en tand for overmodig i sin omgang med umulighederne, så holder filmen fint pulsen underholdende i vejret.

Der er i den grad fart på Tom Cruise, når han i Brad Birds Mission: Impossible – Ghost Protocol kaster sig frygtløst ud i endnu en umulig mission. Denne gang skal Hunt og hans lille team sikre verden mod intet mindre end atomkrig. Simon Pegg er tilbage som computergeni og comic relief, mens en solid Jeremy Renner og en elegant Paula Patton er nye agenter i felten. De udgør et dynamisk team, der spiller både veloplagt og vittigt op imod de kulørte strabadser.

mission-impossible-ghost-protocolTom Cruise hænger stille og roligt ud i Mission: Impossible – Ghost Protocol

For selvom situationen er alvorlig, er det rendyrket sjov og ballade – komikken har også fået en tand op her. Vanen tro er der godt gang i teknisk opfindsomme gadgets og halsbrækkende stunts, der giver fingeren til tyngdekraften. Blandt andet et svimlende stunt med Tom Cruise dinglende på ydersiden af verdens højeste bygning i Dubai. Medrivende og yderst veleksekveret adrenalinaction.

For meget Tom Cruise er aldrig nok. Så et gensyn med en af mine favorit-scientologer er kun på sin plads, når han for femte gang leverer varen med vilde gadgets, gummimasker og adrenalinpumpende stunts i Christopher McQuarries Mission: Impossible – Rogue Nation. En lidt ujævn film, der dog vinder på sin pulserende action, veldoserede humor og Tom Cruise, der blandt andet kravler rundt på ydersiden af stort fly i fart i filmens forrygende åbningsscene.


Mission-Impossible-Rogue-Nation-biograf-03Tom Cruise hænger også stille og roligt ud i Mission: Impossible – Rogue Nation

Ethan Hunt og co. skal her stoppe Syndikatet – en meget ond organisation. Nå ja, og så er IMF blevet opløst af CIA. Så Hunt og hans IMF-team er nu jaget vildt af både CIA og Syndikatet. Her er flere godt tænkte og veludførte actionscener, så som en kombineret motorcykel- og biljagt gennem smalle gader. Desværre er historien ikke nær så medrivende forløst. Men selvom filmens flow lider en smule, får Tom Cruise og hans team genvundet mit engagement med humor og eksplosioner undervejs og overlever altså sine plotmæssige ujævnheder.

Men selvom Mission: Impossible-franchisen måske er en smule ujævn, leverer der så absolut adskillelige medrivende actionscener, mens Tom Cruise hele vejen er værd at fælge på de umulige missioner, der har vist sig trods alt ikke at være helt umulige, men så absolut underholdende. Ja, det ganske enkelt sjovt at overvære de mange plot- og tyngdelovsudfordrende eskapader, hvorfor jeg da også kun kan anbefale enten at se eller gense filmene på Blu-ray.

– Mission: Impossible: The 5 Movie Collection er udkommet på Blu-ray den 3. december 2015.
[tabgroup][tab title=”Mission: Impossible: The 5 Movie Collection“]
Mission-Impossible-1-5-cover
Originaltitel: Mission: Impossible: The 5 Movie Collection (Mission: Impossible, 1996, Mission: Impossible II, 2000, Mission: Impossible III, 2006, Mission: Impossible – Ghost Protocol, 2011, Mission: Impossible – Rogue Nation, 2015)
Instruktion: Brian De Palma, John Woo, J.J. Abrams, Brad Bird og Christopher McQuarrie.
Medvirkende: Tom Cruise m.fl.
Spilletid: 110 min., 123 min., 205 min., 133 min., 131 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

CARRIE (1976): Brian De Palmas gyserklassiker holder stadig

/i , , /af

EN KLASSIKER DU SKAL SE: I horrorgenrens store ABC finder du Brian De Palmas overnaturlige gyser Carrie fra 1976. Den er netop udsendt på Blu-ray her i landet, så nu har du ingen undskyld for ikke at få set den – eller genset. Ja, glem alt om det fesne remake, for originalen overgår genindspilningen med mange mil.

Filmen er baseret på Stephen Kings bog af samme navn fra 1974 og hører, som du nok har regnet ud, til en af de absolut bedste King-filmatiseringer. En film, der bag gyset og gruen er en nærværende coming of age-historie om det at blive selvstændig, finde sig selv og komme overens med sine følelser i den svære overgang til de voksnes rækker.

carrie 1976 original 03

Filmen følger den skrøbelige, 17-årige Carrie. Hun bor sammen med sin dominerende og religiøst fanatiske mor, der holder hende under skarpt opsyn. Så det der med drenge og fester, kan hun godt glemme alt om. Men bag Carries nervøse ydre ulmer vreden og ukontrollerede følelser, der lidt efter lidt manifesterer sig som telekinesiske kræfter – altså evnen til at flytte ting ved tankens kraft.

Dramaet optrappes således i takt med, at Carrie forsøger at styre sine følelser og de farlige konsekvenser af hendes overnaturlige evner, der når grufulde højder i filmens intense finale, hvor billedet af en blodtilsølet Carrie er blevet ikonisk. Et drama, der nuanceret og nærværende skildrer en piges tumulte indre konflikter, hendes kamp med sin terroriserende mor og en omverden, der ikke forstår hende.

carrie 1976 original 01

Sissy Spacek er fænomenal i titelrollen, både sårbar og stærk. Hun bærer med andre ord fornemt både uskylden og naiviteten samt vreden og hævntørsten. Den overbeskyttende mor spilles med skræmmende resonans af Piper Laurie, mens man finder William Katt, Amy Irving, Nancy Allen og John Travolta i rollerne som medstuderende.

Ja, Brian De Palmes Carrie er lige så relevant og lige så rørende, skræmmende og gribende her knap 40 år efter sin biografpremiere. En film, der velfortjent er at finde på listen over must-see skrækfilm, og film i det hele taget. Blu-ray-udgivelsen byder desuden på to fine dokumentarer, der blandt andet ser på filmens cast og overførelsen fra bog til film (43 min. og 42 min.). God fornøjelse med denne klassiker, du skal se.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie (1976), Blu-ray | En klassiker du skal se”]
carrie 1976 original cover

Originaltitel: Carrie, USA, 1976
Release: d. 10. oktober 2013
Instruktion: Brian De Palma
Medvirkende: Sissy Spacek, Piper Laurie, William Katt, Amy Irving, Nancy Allen, John Travolta m.fl.
Spilletid: 1 time 38 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes – bøvs

/i , /af

Jeg skal prøve at bevare fatningen i denne anmeldelse. Du ved, formulere mig og argumentere på en måde, så min holdning til og vurdering af remaket Carrie fremgår klart og tydeligt, uden at være besudlet med cheap shots og bandeord. Altså en saglig nedsabling – og så vil  jeg også forsøge at holde mig fra at sammenligne filmen med Brian de Palmas fremragende original fra 1976. Sådan cirka.

Historien er mere eller mindre tro mod originalen – blot uden den psykologiske finesse og nuancerede karakterskildringer. Chloë Grace Moretz indtager rollen som den underkuede og utilpassede outsider Carrie, mens hendes religiøst fanatiske mor portrætteres af Julianne Moore. Den store gallafest venter forude på Carries high school – det er dog ikke en fest, hun gør sig forhåbninger om at deltage i.

carrie 01

Hun mobbes nemlig groft af sine medstuderende, mens hendes omklamrende elenemor nærmest har gjort deres hjem til et fængsel. Hun holder strengt opsyn med Carrie og låser hende også gerne inde under trappen, hvor hun skal bede Gud om forladelse – og det der med drenge, kan hun godt glemme alt om. Men der er bare lige det med Carrie, at hun har telekinetiske evner og altså kan flytte ting med tankens kraft. Ja, en coming of-fortælling med overnaturlig kant.

Disse evner er delvist forårsaget af Carries temperament og humørsvingninger. Der går dog ikke mange minutter af filmen, førend hun har evnerne under kontrol og som en anden superhelt bruger sine evner efter for godt befindende. Ja, hun kunne fint passe ind i en X-Men-film. For i stedet for at være en sårbar og forvirret pige i følelsers vold, er hun her selvbevidst, stærk og i kontrol.

carrie 02

Der er med andre ord ikke meget teenage-angst og usikkerhed at hente i Carrie, der også nærmest fra starten tør at sige sin dominerende mor imod. Man fornemmer aldrig for alvor moderens favntag og Carries indre konflikter, mens den ellers indoktrinerede gudfrygtighed nærmest er ikke-eksisterende. Der er altså hverken meget udvikling eller nærværende drama i portrætteringen af Carrie, hendes forhold til sin mor eller problemerne med klassekammeraterne og det at passe ind.

Jeg blev heller aldrig følelsesmæssigt engageret i filmen, der blot jagter de billige thrills, som når Carrie får ting og sager til at flyve. Her er mere tale om effekt-gøgl, end et interessant og engagerende portræt af en piges kamp med sig selv og sin omverden. Nu har jeg ikke læst Stephen Kings bog, der er filmens forlæg, men vil, som du nok har luret, anbefale originalen frem for dette overflødige remake. Der gøres altså intet interessant med forlægget, man har blot skruet op for rabalderet og helt ned for det menneskelige drama. Bøvs.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
carrie poster
Originaltitel: Carrie, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Kimberly Peirce
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde m.fl.
Spilletid:  99 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

 

 

’Mission: Impossible’ – underholdende umuligheder

/i /af

Den har stået på umulige missioner og Tom Cruise som den adrætte agent Ethan Hunt de sidste par dage. Jeg har nemlig genset de tre første ’Mission: Impossible’-film, der lige er landet i en Blu-ray-boks. Selvom det ikke er en formfuldendt ”trilogi”, så er det storstilet agent-underholdning med massevis af (herlige) usandsynligheder og hæsblæsende action-lir. På med gummimasken…

Jeg har aldrig set tv-serien som filmene er baseret på, men med Brian de Palmas Mission: Impossible fra 1996 folder det plotvridende univers sig ganske medrivende ud. Både action og tempo står fint distancen her 16 år efter, hvor ikke mindst den nu klassiske scene med Cruise hængende få centimeter over et tyngde-aktiverende gulv stadig stabler sveddryppende intensitet på benene.

Så selvom historien er noget ujævnt fortalt og castet ikke det mest interessante bekendtskab, så er filmen ældet med ynde – næsten lige så fint som den yndige Vanessa Redgrave som Cruise gammelkone-flirter med. Nogen helstøbt action-thriller er det dog ikke, men her er lige nøjagtigt mindeværdige scener nok til at jagten på dobbeltagenter og forræderi holdes i live frem mod den vilde helikopter-finale.

Fire år senere fulgte Mission: Impossible II. Denne gang med Hong Kong-action-mesteren John Woo i instruktørstolen – tilsat blafrende duer… og slowmotion. Hunt vikles denne gang ind i gummimaske-vrøvl og en utroværdig romance med den irriterende poserende Thandie Newton. Ja, og noget med en virus og en anti-virus, der skal nakkes fra den kedelige skurk og onde liderbuks Dougray Scott.

Jeg kan godt klare min del forvrøvlet plotsmadder, hvis der er smadder nok på actiondrengen og nogle interessante karakterer at følge. Og ja, der er smadder på. Woo serverer bl.a. et halsbrækende indbrud i en skyskraber, klatreture på bjergsider samt motorcykel-showdown tilsat skumsprøjt… og slowmotion. Men romancen, der udgør filmens følelsesmæssige rygrad er flad og hverken Cruise eller det øvrige cast får ordentlig fodfæste i denne omgang uengagerende agent-nonsens.

J.J. Abrams fik seks år senere sin spillefilmsdebut med Mission: Impossible III. En langt bedre film end sin forgænger – og endelig får vi en ordentlig skurk, nemlig en diabolsk Phillip Seymore Hofman. En herlig ond modspiller til en i denne omgang mere sårbar Cruise. Umulighederne er om muligt mere umulige og action-scenerne større, vildere og mere hæsblæsende. Heldigvis er løjerne hængt op på et mere dynamisk cast, hvor bl.a. Cruise har fået mere dybde som Hunt.

Hunt har giftet sig og trukket sig fra felten, men han hives ind i manegen igen, da en våbenhandler skal stoppes. Sagerne kompliceres og snart skal Hunt også redde sin udkårnes liv, mens hans eget bagland er på nakken af ham. Selvom plottet vrider sig lige lystigt nok og finalen bliver en tand for overmodig i sin omgang med umulighederne, så holder filmen fint pulsen underholdende i vejret.

Mission: Impossible ikke er en film-serie jeg som sådan er helt oppe at ringe over, men det er bestemt flot og harmløs agent-underholdning, ganske vist med mere tryk på action end interessante historier og karakterer. Men det sjovt at overvære de plot- og tyngdelovsudfordrende eskapader – filmenes ujævnheder til trods. Den første og tredje film er de bedste, men også den fjerde film holder fanen højt – den glæder jeg mig til et gensyn med, når den lander på Blu-ray.

– Min anmeldelse af Mission: Impossible – Ghost Protocol.

Ekstramateriale:
Der diskes ikke op med nogle nye lækkerier hvad angår udgivelsens ekstramateriale. Her er altså ikke noget, man ikke har kunnet finde på tidligere udgivelser af filmene. Det er en smule ujævt ekstramateriale, men også med et par interessant features imellem.

Mission: Impossible: til den første film får man godt en times ekstramateriale, hvor der bl.a. tages et kig på tv-serien i forhold til filmene, et kig på nogle af action-scenerne og stunts samt virkelighedens spioner. Endvidere er der en feature med klip fra Cruises karriere samt et persongalleri, trailers og andet luftigt promo-fyld. Ikke det mest ophidsende ekstramaterie, men dog et nogenlunde supplement.

Mission: Impossible II: her får man ligeledes godt en times luftig ekstramateriale. Her er bl.a. en feature, der går bag om filmen, castet og produktionen. Endvidere er der igen et kig på nogle af de stunts Cruise kaster sig ud i og lidt Metallica-musikvideo-fyld samt et kommentarspor med John Woo – det sprang jeg dog over, havde fået nok af duer i slowmotion for denne gang.

Mission: Impossible III: til det tredje kapitel, følger der desværre kun et kommentarspor med instruktøren J.J. Abrams og Tom Cruise. Det blev jeg desværre nødt til at springe over, da jeg fik et opkald om, at mit livs kærlighed var blevet taget til fange af en ond våbenhandler. Så jeg må altså lige smutte…

Billede og lyd:
Mission: Impossible: første film gør sig dårligst på Blu-ray, billedet imponerer ikke just, men fremstår ofte blødt og uden større detaljerigdom. Farverne synes heller ikke velbalancerede som helhed. Lydsiden er en smule bedre, men fremstår desværre også en kende flad. Altså en noget middelmådig præsentation.

Mission: Impossible II: John Woos indspark i franchisen fremstår væsentlig bedre. Detaljegraden er langt mere indtagende, farveskalaen er levende, fint nuanceret og med udmærket tekstur. Lydsiden spiller ligeledes fint med god dynamik og spark i action-scenerne. En hæderlig gengivelse.

Mission: Impossible III: Det tredje kapitel står absolut stærkest. Billedet imponerer med skarphed og detaljerigdom, velbalanceret farvegengivelse og solid kontrast hele vejen. Lydsiden giver ligeledes intenst liv til de hæsblæsende billeder. Her er medrivende panoreringer og velafstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Originaltitel: Mission: Impossible (1996), Mission: Impossible II (2000), Mission: Impossible II (2006).
Instruktion: Brian De Palma, John Woo, J.J. Abrams.
Medvirkende: Tom Cruise, Jon Voight, Ving Rhames, Dougray Scott, Thandie Newton, Philip Seymour Hoffman m.fl.
Spilletid: 110 min., 123 min., 205 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment

Minimalistiske plakat-lækkerier

/i /af

Så er der nye, lækre narrestreger fra illustrator og grafiker Ibraheem Youssef. Han har også før kreeret nogle forrykt labre og minimalistiske filmplakater, bl.a. til Quentin Tarantino og Wes Andersons film.

Denne gang har han kastet sig over så forskellige film som gangster-klassikeren Scarface, den aktuelle Inception og Coen-brødrenes formidable The Big Lebowski.

– Tjek Ibraheems eget site ud HER og hans Flickr-profil HER, hvor du bl.a. finder plakaterne i et større format.

Og klik så på ”Read the rest of this entry” for Tarantino- og Anderson-plakaterne. Læs mere

Så røg jeg direkte i remake-fælden, igen!

/i /af

Ja, så hoppede jeg endnu engang i remake-fælden. Denne gang drejer det sig om en genindspilning af Brian De Palma bizarre og visuelt legesyge Sisters fra 1973. 36 år senere kan man så være så uheldig at sjoske ned til sin lokale filmpusher og hive denne tarvelige genindspilning ned fra hylden. Forsøget på at levere en aparte og hårrejsende lille horrorfilm lykkedes på intet tidspunkt, det selvom originalen et godt stykke af vejen faktisk følges ret tæt. Men remaket forbliver en ørkenvandring efter uhygge, spænding og bare en smule fortælleglæde. Trist. Simpelthen trist.

Hvad handler remaket så om? Jo, stor set det samme som originalen, blot fortalt uden entusiasme. Men altså, på klinikken Zurvan, en klinik for det psykisk og fysiologiske unikke indleder lægen Dylan et forhold til den smukke Angelique – den gådefulde Dr. Lacans ekskone og medarbejder. Denne romance huer dog ikke Lacan, som synes sært besat af sin ekskone. På sidelinien forsøger journalisten Grace at afdække Lacans hemmelighedsfulde medicinske forsøg. Men hvordan hænger Lecans lyssky forehavende egentlig sammen? Tja, faktisk er man ligeglad, for det hele er sjusket og uengagerende sat sammen. Men hey, that’s the plot for you.

Jeg vil helst ikke sammenholde remakes med originaler, men remake eller ej, så er her altså tale om særdeles klodset historiefortælling. Der bliver aldrig mobiliseret reel spænding eller krybende uhygge – og personinstruktionen er fuldstændig gået fløjten. Alle involverede synes at være på nippet til at falde i søvn. Replikkerne fremstår vitterligt som replikker, skåret ud i pap og læst op af det flade manuskript. Man finder ellers bl.a. Stephen Rea i rollen som Lacan, men han skinner på ingen måde igennem – hvilket desværre heller ikke kan siges om den lille cameo af William B. Davis aka The Cigarette Smoking Man. Og lad mig end ikke begynde med tøserne Lou Doillon og Chloë Sevigny.

Selvom komponenterne til en solid og bizar lille thriller er til stede; menneskelige deformiteter, medicinske eksperimenter, blodig gore og forkvaklet seksualitet, ja så afmonteres disse spændende elementer straks de er sat i spil. Den psykologiske kompleksitet og det obskure drama, som faktisk er til stede i historien – bare se originalen – får her aldrig lov at tage form eller fylde beskueren med den undring og uhygge, man fandt i De Palmas film.

Filmen er på DVD-coveret forsøgt solgt med et vink om at produceren også har stået bag American Psycho og The Crow. Hvorfor der ikke noget sted skiltes med Brian De Palmas navn eller at der er tale om et remake er sgu en smule underligt. Well, måske en marketingskyndig gut har erkendt, at publikum er ved at være godt trætte af disse alt for ofte kedelige remakes. Jeg er i hvert fald – og ja, endnu en gang er det originalen, man skal bruge sparepengene på.

Originaltitel: Sisters, USA, Canada og England, 2006.

Instruktion: Douglas Buck.

Medvirkende: Chloë Sevigny, Stephen Rea, Lou Doillon, Dallas Roberts, R Bourne, William B. Davis, m.fl.

Spilletid: 88 minutter.

Udgiver: Nordisk Film.