Indlæg

The Spy Who Dumped Me: Dybt søvndyssende og yderst umorsom action-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Jamen dog, en agent-og-action-komedie med mine soft sports Mila Kunis og Kate McKinnon i hovedrollerne. Det lyder i mine ører som en dejligt uforpligtende omgang underholdning. Det er da også præcis, hvad man er gået efter at levere med ‘The Spy Who Dumped Me’. Desværre leverer filmen ikke varen. Meget langt fra. For action-delen er uopfindsom og endnu mere fatalt, så er løjerne overraskende umorsomme. Mega øv.

Der er end ikke meget af hverken smittende energi eller komisk kemi at hente i Mila Kunis og Kate McKinnon, der her kommer på afveje i agentland som to uheldige veninder med røven på agent-komedie. De bliver nemlig ufrivilligt blandet ind i en hemmelig mission og international sammensværgelse, da Mila Kunis’ aka Audreys ekskæreste viser sig at være en hemmelig agent.

Herfra går den (knapt så) vilde – og meget lidt morsomme – jagt gennem Europa, hvor de to Los Angeles-kvinder har både snigmordere og andre lyssky typer på nakken, mens de må lære at begå sig på agent-manér med både de bare næver, bilræs og skydevåben. Således står den altså på agent-forviklinger, glat action og det ene mislykkede forsøg efter det andet på at være sjov.

Ja, det er egentlig noget af en bedrift, at det er lykkedes at få en så umorsom og meget lidt charmerende action-komedie ud af et ellers komisk talent som Kate McKinnon samt den ellers altid charmerende Mila Kunis. Det er ikke desto mindre tilfældet, hvor der ellers ivrigt jages grin – både dem under bæltestedet og dem over. Men aldrig vellykket.

Hverken diarré-, prutte- eller pik-jokes er sjove, mens fish-out-of-water- samt slapstick-humoren med de to kvinder på afveje afføder grin hos mig. End ikke et lille kluk. Og jeg synes ellers, at de to hovedroller besidder komisk timing. Bare ikke her. Men nu er det også et pølset, uopfindsomt og dybt uinteressant manuskript de har at arbejde med samt en historie, der er yderst søvndyssende.

Ja, ‘The Spy Who Dumped Me’ varer faktisk lige knap to timer. Det er aaalt for langt i forhold til, hvad blandt andet den uengagerende historie kan bære. Læg hertil, at filmen slet ikke er morsom og du har noget af en snooze-fest af dimensioner. Det er virkelig en skam og stakkels spildte kræfter på denne action-komedie, der er mere søvnfremkaldende end latterskabende. Gaaaab.

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får premiere den 16. august.

THE EQUALIZER 2: Denzel Washington er hårdtslående tilbage i slap 2’er

/i , /af

Biografanmeldelse: I 2014 var Denzel Washington på banen som den stilfærdige og bogglade, men også yderst kampkompetente hævner Robert McCall i ‘The Equalizer’. Her fire år senere er han tilbage i den samme rolle med ‘The Equalizer 2’ for endnu engang at hjælpe udsatte medborgere på brutal vis. Men her kommer han også personligt i spil, da en nær ven dræbes.

Således er der lagt op til et på en gang afdæmpet og hårdtslående thriller-drama med en både intens, nærværende og dragende god Denzel Washington i den altoverskyggende hovedrolle. Desværre er filmen bare langt fra ligeså godt som hans portræt af den melankolske og godmodige eks-agent. Historien tager fat for sent og de øvrige medvirkende er ikke rigtigt interessante.

Desuden falder filmens forsøg på en intens finale desværre noget fladt og uengagende til jorden, mens de gråzoner, der ellers er i spil med temaer som god og ond, hævn og tilgivelse, bliver udvasket undervejs og altså uinteressant sort/hvide. De onde er onde, mens de gode er gode. Det er en skam, for midt i de hårde actionscener forsøges der ellers på et eftertænksomt drama.

‘The Equalizer 2’ er altså både personportrættet af McCall og de mennesker, der er i hans liv, mens det også er benhård action med et thriller-plot, der forsøger at bugte sig overraskende og intenst om ovenstående, men aldrig rigtigt kommer medrivende i mål. Det er måske i virkeligheden filmens største og fatale hæmsko. For filmen, fortællingen og karaktererne er bare ikke medrivende nok.

Derfor ender eskapaderne også med at være uvedkommende og heraf også ret så kedelige. Jeg sidder mere og venter på rulleteksterne, end på næste drejning i filmen. Men heldigvis har fortællingen altså trods alt Denzel Washington – det er ham, der holder filmens skind på næsen, men altså aldrig nok til at redde den fra at være en kedelig og noget ligegyldig opfølger.

– ‘The Equalizer 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Equalizer 2’ har biografpremiere den 16. august 2018.

THE MEG: End ikke en over 20 meter lang dræberhaj kan redde denne haj-film

/i , /af

Biografanmeldelse: Yes! Hvor forrygende skønt med en stort opsat haj-film i biografen. Og ikke nok med det, så er her tale om en mere end 20 meter lang dræberhaj. Herligt! Det kan jo ikke gå galt i haj-underholdningens tegn. Det gør det dog desværre i den ellers potentielt underholdende action-og-haj-film ‘The Meg’, hvor Jason Statham sætter sig op imod det enorme vandmonster.

Præmissen er ellers dejligt simpel. Jason Statham spiller den fordrukne dybhavs- og redningsekspert Jonas Taylor, der naturligvis har både en eks-kone samt en traumatisk redningsaktion i bagagen, der inkluderer den enorme dræberhaj – eller Megalodon, som den også kaldes – som han i filmen sættes på jagt efter atter engang.

For da et mandskab fanges på bunden af Stillehavet grundet mødet med det glubske havmonster, er Jonas altså manden, der sættes på sagen. Således indledes den dødsensfarlige redningsaktion de mange kilometer under havets overflade, mens tiden blot tikker og ilten svinder hos det tilfangetagne crew ombord på det lille observationsfartøj.

Det er dog blot starten på, hvad der desværre er et noget halvklodset og ikke videre medrivende møde mellem den mægtige Megalodon og mennesket. For godt nok er ‘The Meg’ en film, der er sig selv og genren bevidst. Men humoren sidder desværre blandt andet bare ikke helt i skabet. Eksempelvis synes Rainn Wilsons comic relief af en milliardær at være komisk off sine steder, mens jeg faktisk også bliver i tvivl, om filmen faktisk forsøger at være dramatisk oprigtig af og til.

Blandt andet i scener, hvor der prøves at spilles skuespil og de store følelser får frit løb – som i en rørstrømsk scene mellem en far og hendes datter. Melodramaet er tykt og modarbejder på sin vis filmens ellers ganske ok uformelle og løsslupne tone. Det er som om, at filmen ikke formår at finde sin rette hylde – oprigtigt haj-drama, rendyrket haj-action eller selvbevidst haj-komedie?

Men pyt i grunden med det, hvis så bare filmen er underholdende. Det er den desværre ikke. Ikke sådan for alvor og hele vejen. Den har dog sine vellykkede komiske elementer samt haj-momenter, hvor især tredje akt, der inkluderer en badestrand fungerer ganske ok. Men, men, men – jeg savner hele vejen noget mere vildskab og galskab. ‘The Meg’ synes nemlig underligt tam, når man i grunden har at gøre med en dræbermaskine, der mæsker sig i mennesker. Øv.

– ‘The Meg’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Meg’ får biografpremiere den 9. august.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot: Joaquin Phoenix er bedre end filmen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt, når livet vælter en omkuld. For hvordan rejser man sig lige igen, når verden ramler om ørerne på en? Nej vel. Den slags er bare ikke nemt. Det er det bestemt heller ikke for John Callahan. En druktur ender nemlig med et biluheld og John Callahan som lam fra brystet og ned. Han er nu bundet til en kørestol resten af livet.

Nej, livet er slet ikke nemt, når det sparker en omkuld. Men John Callahan har også alkoholen at slås med samt en far, han hadede og en mor, der ikke ønskede ham og derfor bortadopterede ham. John Callahans liv er med andre ord lidt af en prøvelse. Men med et nyt perspektiv på livet i sin kørestol begynder han langsomt også at øjne lyset og det gode i livet. Vi er med på rejsen.

Joaquin Phoenix spiller John Callahan med hele sin krop – og jeg tror på ham. Lige fra hans bitre øjeblikke, til hans vrede og frustration, videre til de lyse og glade stunder. Desværre er filmen bare ikke nær så god som hans præstation. Dertil går fortællingen for meget i ring, mens den også døjer med at blive en kende for sentimental til, at den ellers besværende oprigtighed bevares.

Men filmen er i grunden befolket af indtagende præstationer, der er med til at holde mig ok engageret i fortællingen, der i høj grad også fungerer som et personportræt. Man finder blandt andet også en tilbagelænet Jonah Hill som Donny – en rolig millionær og sponsor for Calllahan i den AA-gruppe, han går i. Mens en sød og sart Rooney Mara er det romantiske indspark i Callahans liv, videre til blandt andet Jack Black og Udo Kier i mindre, men gode roller.

Men selvom her er både fine, nuancerede og troværdige præstationer at finde i fortællingen, der snor sig om livets op- og nedture, så bliver filmen desværre også bare for lang for sit eget bedste – og i sidste ende også en kende træg og småkedelig hen ad vejen. Heldigvis er instruktør Gus Van Sant dygtig til at balancere humoren med dramaet uden at gå på kompromis med nogen af delene.

Nu er filmen også baseret på virkelighedens John Callahan – en succesfuld og kontroversiel satiretegner – hvorfor humoren, ikke mindst den både grove og sorte af slagsen, ligger indbygget i hovedrollen og hermed også i fortællingen. Filmen er endog baseret på en bog af Callahan selv. ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ har altså sine indtagende skuespillere kørende for sig, mens det halter en smule med den engagerende fortælling. Desværre.

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får biografpremiere den 9. august.

THE DARKEST MINDS: Overnaturlige evner og ung kærlighed er røvsyg kombination

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er komisk og så er der ufrivillig komisk. Science fiction- og ungdomsfilmen ‘The Darkest Minds’ skal vel i grunden slet ikke være komisk som sådan. Men det er den. Ufrivillige komisk. Meget og ofte. Det er desuden også en film, der er dovent sat i scene og overfortæller sin historie og pointer, så selv den dummeste teen kan være med. Det fungerer ikke.

Men hvad handler filmen egentlig om? Jo, en mystisk epidemi dræber i fremtiden 98 % af børn under 20 år, mens de resterende to procent udvikler overnaturlige evner. Bare fordi. De overlevende børn bliver nu udråbt som en trussel og sættes derfor af regeringen i lejre. Men nej, det er i grunden slet ikke det, filmen handler om. Den handler nemlig om det at være teenager.

Teenager og ikke at være forstået af de voksne. At være bange for det der med at kysse. At have det svært med at passe ind. Klassiske temaer i en ungdomsfilm, som altså her er sat i science fiction-land, hvor man følger den 16-årige Ruby, der er en af de mest magtfulde unge mennesker, som har overlevet. Det lykkedes hende imidlertid at flygte fra sin fangelejr.

Hun slår sig således sammen med tre andre unge med overnaturlige evner på flugt: Den mandlige kærlighedsinteresse uden karisma og den obligatoriske the comic relief samt en lille mut pige. Flade karakterer uden nærvær, nuancer og nævneværdig kemi. Nå, men de sætter altså jagten ind på at finde et hemmeligt fristed for overlevende unge.

De finder naturligvis fristedet – og endda overraskende nemt. Et fristed, der under overfladen naturligvis gemmer på dystre hemmeligheder og en good guy, som naturligvis ikke er særlig good guy-agtig. Surprise! Nej, det er svært at spoile noget, for alt, der sker, har jeg set på lang afstand. Her er altså hverken fortællemæssige eller karaktermæssige overraskelser, hvorfor historien om de udstødte teenagere da også bliver både forudsigelig, tandløs og vildt kedelig.

‘The Darkest Minds’ er med andre ord en yderst slatten opgang ungdomsfilm, der både mangler nævneværdig nerve, spænding og følelsesmæssigt engagement samt karakterer, der er bare en smule interessante at følge. Helt grelt er det dog, at løjerne flere steder bliver så ufrivilligt komiske, at selv det kys, som det forelskede par så inderligt higer efter filmen igennem, ender med at blive tåkrummende komisk og ikke inderligt. Ja, det hele forbliver postuleret, stift og røvsygt. Øv.

– ‘The Darkest Minds’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Darkest Minds’ har biografpremiere den 2. august 2018.

SICARIO 2: SOLDADO: Benhård, trøstesløs og ond opfølger

/i , /af

Biografanmeldelse: Nej, der er vel i grunden ikke brug for en opfølger til Denis Villeneuves helt igennem forrygende, kyniske og benhårde action-thriller ’Sicario’ fra 2015. Ikke desto mindre er det, hvad vi netop nu får med ‘Sicario 2: Soldado’. Heldigvis kan jeg allerede nu sige, at det er en på flere måder medrivende brutal oplevelse, som dog trods alt ikke er på niveau med den første.

Men nej, du behøver som sådan ikke at have set ‘Sicario’ for at se denne sequel (det vil jeg dog kun på det varmeste anbefale, at du gør). Denis Villeneuve har her overladt instruktørstolen til Stefano Sollima, mens manuskriptet imidlertid også denne gang skrives af Taylor Sheridan, ligesom man igen finder Josh Brolin og Benicio Del Toro i deres respektive roller fra den første film.

De er således igen den nådesløse CIA-agent Matt Graver og den enigmatiske Alejandro, som her slår sig sammen i kampen mod de skånselsløse mexicanske narkokarteller, der er begyndt at smugle terrorister over den amerikansk-mexicanske grænse. I den farlige og uforudsigelige kamp mod kartellerne sættes reglerne til side i en krig, der hurtigt går fra slem til værre.

For nej, intet går naturligvis efter planen, når man involverer sig i en så betændt konflikt, der da også kun optrappes minut for minut. Graver og Alejandro forsøger dog at holde overblikket og hovedet koldt, mens de holder deres automatvåben varme. For ja, ganske vist er her sin del af underspillet spænding, men filmen leverer bestemt også sin del af intense actionscener.

Det gælder blandt andet en engagerende eksekveret og brutal kidnapningsscene, hvor intensiteten banker medrivende afsted. Udover sin veleksekverede action, er ‘Sicario 2: Soldado’ også et dystert studie af mennesker under pres. Lige fra agent Graver og Alejandro i front til kartellerne og de øvrige folk, der opererer i kulisserne under denne kyniske krig.

Man får således et engagerende kig ind i en verden uden regler og hvor hver handling kan have fatale konsekvenser. Mest interessant er dog den tvetydige Alejandro. Desværre mister filmen noget af sin intense momentum hen imod sit tredje akt, mens der også skal sluges et par mindre plotmæssige kameler undervejs. Det er dog alt sammen til at leve med, for i sidste ende er her ganske enkelt tale om en benhård, trøstesløs og ond opfølger.

– ‘Sicario 2: Soldado’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Sicario 2: Soldado’ får biografpremiere den 19. juli 2018.

SKYSCRAPER: The Rock i et fesent højhushelvede i flammer

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare være lyseslukkeren med det samme. For nej, actionfilmen ‘Skyscraper’ er ikke god. Men hvad der er endnu værre, så er det heller ikke en videre underholdende, medrivende eller for den sags skyld spændende film. Den er mest af alt bare sådan lidt ligegyldig larm, ild og eksplosioner i 1 time og 42 minutter.

Her forsøger Dwayne ‘The Rock’ Johnson nemlig at redde sin kone og to børn ud af verdens højeste bygning, der er sat i brand af en flok skurke. Det er kort sagt filmens præmis, hvor der dog lurer et par ikke særligt overraskende overraskelser undervejs. Så ja, altså i grunden en dejlig simpel historie med et stramt fortællemæssigt fokus. Desværre bliver fortællingen eller karaktererne bare aldrig videre nærværende eller indtagende intenst forløst.

Nu er det heller ikke meget, de medvirkende har at arbejde med på karakterfronten. Det gælder desværre også for The Rock, der indtager actioneskapaderne som Will Sawyer – en tidligere elitesoldat og FBI-agent, der grundet en traumatiserende oplevelse har lagt det liv bag sig. Will arbejder nu med sikkerhedsvurderinger – blandt andet af netop den enorme skyskraber – hvorfor han og familien vikles ind i katastrofen, der også sætter hans gode ry over styr.

På skurkefronten er der heller ikke det store sus eller videre mindeværdige at komme efter. Man finder ellers Roland Möller som hovedskurken. Desværre får han – som de øvrige medvirkende – som sagt ikke meget at arbejde med. Der er for lidt mulighed for skurkagtig udfoldelse samt interaktion med The Rock og andre til, at han som sådan sætter sit mærke på filmen.

Det er i grunden kendetegnende for ‘Skyscraper’, at den forbliver ligegyldig og karakterløs. Den mangler ganske enkelt både mindeværdige scener og karakterer til at holde sig underholdende i luften. I stedet bliver det blot til uopfindsomt bulder og brag, der ender med at være så dumt, at man skulle tro, det var skrevet af en 6-årig. Nej, det er ikke et plus i dette tilfælde. Desværre.

Hvis så bare filmen havde haft mere overdreven action-dumhed – som eksempelvis scenen, hvor The Rock hopper fra en kran og ind i den brændende bygning – så kunne ‘Skyscraper’ måske have reddet sig i land som netop blot en omgang over-the-top-action. I stedet er den endt som en vag og kønsløs kopi af bedre actionfilm, som et af dens forbilleder i den suveræne ‘Die Hard’. Øv.

– ‘Skyscraper’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Skyscraper’ får premiere den 12. juli 2018.

ANT-MAN AND THE WASP: Paul Rudd er charmerende som altid

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, bare lige for at lette mit hjerte her fra starten, så elsker jeg Paul Rudd, der kort sagt består af treenigheden: Sød, sjov og charmerende. Derfor så jeg bestemt frem til, at han igen skulle indtage rollen som Marvels mindste – og af og til største (!) – superhelt i opfølgeren ‘Ant-Man and the Wasp’. Desværre er filmen ikke på niveau med min begejstring for Paul Rudd.

Men altså, hvad handler filmen om? Jo, som titlen indikerer, er Scott Lang aka Ant-Man ikke alene på skansen. Han gøres denne gang super-selskab af Evangeline Lilly som Hope Van Dyne aka Wasp – et kvindeligt modstykke til Ant-Man. Sammen skal mini-duoen med hjælp Hopes far – Michael Douglas som Dr. Hank Pym – og skrumpedragterne forsøge at finde Hanks hustru, som de ellers troede var forsvundet for altid i det mini-mikroskopiske ‘kvante-rige’.

Således sætter Scott Lang både det frie liv samt livet som familiefar på spil. For efter begivenhederne i ‘Captain America: Civil War’ har han nemlig siddet i husarrest og været forment kontakt med skrumpedragterne og de implicerede parter. Så få dage inden han ellers ville være sluppet fri, kastes Scott altså nu tilbage i superhelte-møllen med FBI på nakken.

Det er dog ikke kun FBI, der er på nakken af vores helte, for også en mystisk skikkelse begynder at blande sig for at få fingrene i Hanks avancerede og hemmelige skrumpe-teknologi. Her er med andre ord flere flere plottråde i spil, som dog heldigvis aldrig for alvor snubler over hinanden. Historien holdes ok fokuseret og overskuelig. Ja, det er dejligt med en Marvel-film, hvor det for en gangs skyld ikke er hele Jordens undergang, der er på spil.

Netop den mere fokuserede historie passer godt til karakteren Scott Lang, da det også er historien om en mand, der blot forsøger at komme på ret køl i livet og være en god far. Ja, han er måske den mest menneskelige af alle Marvel-helte – hvilket Paul Rudd med sin naturlige charme er med til at få ud over rampen. Desværre bliver far-datter-dramaet ikke videre nærværende, ligesom jagten på Hanks bedre halvdel aldrig for alvor bliver spændende.

Det er en skam, for Paul Rudd er bestemt både sød, sjov og charmerende, mens der også diskes op med et par ganske medrivende og opfindsomme actionscener, hvor skrumpe-teknologien tages legende i brug med biler og helte, der forstørres og skrumpes i hæsblæsende og dynamisk tempo. ’Ant-Man and the Wasp’ forbliver dog med andre ord en lille, ufarlig og sød superheltefilm, der ikke for alvor river mig rundt, men blot hygger lidt om mig. Det er nu også helt ok.

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får biografpremiere den 4. juli.

HEREDITARY: En sorgramt horror-creeper, der gav mig onde mareridt

/i , /af

Biografanmeldelse: Det gør ondt i hele min krop. Ja, både min hjerne, mit hjerte og min mave blev ramt af sorgens tunge, insisterende og komplekse væsen med den snigende onde og yderst olme horror-creeper ‘Hereditary’. For sorgen ligger her som et knugende tungt tæppe om den lille familien Graham, man kommer tæt ind på livet af i en svær tid i kølvandet på, at de har mistet deres bedstemor Ellen.

Mere behøver du sådan set ikke vide om den hemmelighedsfulde og engagerende subtile historie i den overnaturlige ‘Hereditary’. For det er blandt andet i netop måden, hvorpå fortællingen foldes ud, at en stor del af filmens styrke ligger – i den adstadige, tunge og konstant eskalerende onde udrulning af de grumme begivenheder, som blot fik mere og mere fat i mig undervejs. Gisp!

Det er nemlig i de skjulte skygger, i de underspillede detaljer og i den sirligt sammensatte historie, at skrækken finder sit nervepirrende og gysende uhyggelige liv. Her med en forrygende og medrivende Toni Collette i front som moderen Annie, der bærer sorgen på sig, så jeg ikke kunne undgå at mærke det helt fysisk på min egen krop. Stærkt, foruroligende og rørende.

For ja, jeg både græd og ikke mindst gøs mig vej igennem filmen, der – udover at skræmme livet af mig op til flere gange – ganske enkelt også er et pokkers velspillet, velfortalt og velkonstrueret drama, der kredser om netop sorgens altopslugende og relaterbare væsen samt det svære afsavn, den umulige afsked og ikke mindst forskruede og usunde familierelationer.

Det hele kulminerer flere gange undervejs i både urovækkende, angstfulde og uhyggelige mareridtsscener. Herligt. Altsammen bragt til live på en dragende bund af et besnærende menneskeligt drama, hvor man udover Toni Collette også finder en intens Milly Shapiro som den asociale datter, en oprigtig Alex Wolff som den utilpassede søn, mens Gabriel Byrne er den rolige fader, som forsøger at holde overblikket og sammen på en familie i opløsning.

Det er imponerende nok en spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter, man finder bag de gysende eskapader, nemlig Ari Aster. Han er et navn, du bør holde øje med. For med ‘Hereditary’ er han netop trådt overbevisende og neglebidende ondt ind på horror-scenen med en skrækfilm, der elegant og skræmmende balancerer det psykologiske drama med det overnaturlige gys. Traumetungt, atmosfæremættet og gispende olmt. Ja, ‘Hereditary’ er fucking uhyggelig.

– ‘Hereditary’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Hereditary’ får biografpremiere den 28. juni.

DU ER DEN: Søvndyssende og umorsom omgang tagfat

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er sådan set en både smuk og sød tanke, man finder i hjertet af den amerikanske komedie ‘Du er den’. For citatet “Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle – vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege” er nemlig det tilbagevende mantra for en gruppe gamle barndomsvenner, som én måned om året leger børnelegen ‘du er den’ eller tagfat.

Det har de gjort siden første klasse og således holdes legen altså i hævd, hvor man her følger de fem nu fuldvoksne mænd i den famøse maj måned, hvor planen er at få den hidtil ubesejrede Jerry ned med nakken. Således samler Hogan vennerne for sammen at gå benhårdt efter endelig at få fældet mesteren, der står over for at skulle giftes og derfor er et lettere mål end tidligere.

Ja, lad legen og jagten begynde i en film, der på trods af en ellers herligt skør præmis ikke er særligt skør – eller endnu mere fatalt: Den er ikke særlig sjov. Den er faktisk ret kedelig, sløv og mangler komisk timing. Det er ellers ikke fordi, at der ikke gøres forsøg på at få mig til at trække på lattermusklerne – ja, både med falden-på-halen-komik, videre til absurde og grove jokes.

Således finder man blandt andet Ed Helms som den energiske Hogan klædt ud som en gammel kone i en scene, hvor han på den måde forsøger at snige sig ind på den evigt vagtsomme Jerry – spillet med overlegen charme og godt hår af Jeremy Renner. Det ender naturligvis med, at Hogan opdages og lander på røven. Tøhø – og nej, det bliver aldrig morsomt, men blot postuleret sjovt.

En ting er naturligvis den oplagte slapstick-komik, når de voksne mænd jagter hinanden fjollet rundt på både golfbaner og i indkøbscentre – noget andet er filmens forsøg på morsomme oneliners og skøre jokes. Desværre kommer komikken også til kort her, hvor blandt andet en ellers veloplagt og grov abortjoke desværre køres helt i sænk ved at tæske komisk langhalm på den.

Ja, filmen føles lidt som om, at der simpelthelt ikke har været gode nok jokes, nok veloplagt bizarre scener eller nok velskrevne morsomme karakterer, hvorfor filmen genbruger af sig selv undervejs. Det er en skam, for der er faktisk sine steder ok med charme i castet, hvor man også finder en stenet Jake Johnson, en selvglad Jon Hamm samt en deadpan-leverende Hannibal Buress.

Det er faktisk netop Hannibal Buress som den underspillede Kevin, der trods alt får leveret et par tørre og ganske veloplagte oneliners. Det redder bare ikke filmen fra overordnet at være et dovent forsøg på at få mig til at grine – mens det går helt skævt for filmen, når den forsøger med en mere dramatisk alvorlig tone. Det bliver aldrig troværdigt, men blot påklistret sentimentalt. Øv.

– ‘Du er den’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Du er den’ får biografpremiere den 28. juni.