Indlæg

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck nu det, for filmen føles frisk, er veloplagt og medrivende sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.

Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter, og de to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet. Og som enhver anden superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.

antboy01

Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.

Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den ganske intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.

antboy 02

For filmen er skåret ind til benet med sine små 77 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken, hvilket kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.

Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, det at finde ud af, hvem man er og hvad, der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken – er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver lige filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, it’s trueall hail Antboy. [tabgroup][tab title=”Antboy | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
antboy poster
Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Premiere: d. 3. oktober 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 77 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 4: Fra grotesk undergrund til VHS-samleri og tårnhøjt helvede

Så blev det sidste dag på dette års genrefilmsfestival Blodig Weekend. Tiden flyver jo afsted, når blodet flyder. Dagens første film var festivalens eneste dokumentar, nemlig den VHS-hyldende Adjust Your Tracking. Her fik man et skønt, nørdet og underholdende kig ind i kultur af amerikanske VHS-samlere, der overvejende er vilde med skrækfilm eller blot obskure perler, hvilket jo fint går i hånd med festivalen.

Jeg er på ingen måde selv hardcore samler, men jeg har da min del af mere eller mindre sjældne bånd, samt bånd, der bare har en sej titel og et cool cover. Ja, jeg køber stadig bånd, når jeg falder over de rigtige til den rigtige pris – hvilket altså ikke er i nærheden af de uhyrlige summer som nogle af de amerikanske fans er villige til at betale. Du ved, 700 dollars op opefter.

Adjust Your Tracking Blodig Weekend stills

Men jeg kan bestemt relatere til deres begejstring for det gamle format og jagten på båndene – som ofte har det med at befinde sig i snaskede kældre og mugne papkasser. Der er selvfølgelig mange grunde til at folk samler på VHS-bånd. I filmen tales der blandt andet om det nostalgiske aspekt ved båndene, mens en grund også er, at en lang række titler slet ikke er udkommet på andre formater.

Efterfølgende var der en fin Q&A med et par af de største danske samler, Hans-Jørn Reimer and Nils Markvardsen. De havde sjove anekdoter om deres samlinger og deres forhold det gamle format. Tjek desuden den danske Facebook-gruppe for VHS-samlere, Danish Ex-rental VHS Appreciation Group (DEVAG), det er lige her.

Adjust Your Tracking, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Meget fint i tråd men dokumentaren og de snaskede filmtitler, der her blev vist klip fra, var næste visning en vaskeægte omgang no-budget-snask fra den danske undergrund. Den efterhånden berygtede Grotesk var nemlig efter flere års tilløb blevet klart til sin verdenspremiere, hvilket skete i en propfyldt sal i Cinemateket. Filmen blev indledt af en Q&A med bagmændene Peter J. Bonneman og Tue Sprogø samt hovedrolleindehaveren Heine Sørensen. Cool at høre om deres arbejde med filmen.

Plottet, siger du? How about go fuck yourself. Well, nu har et plot sgu heller aldrig skullet komme i vejen for en omgang slibrig sleaze, men lad mig alligevel kort ridse filmens game plan op. Det er noget med en hemmelig rummission, der går galt. En rumfærge, der crasher i Øresund – og noget med radioaktivitet, hvilket der som bekendt altid kommer morderiske mutant-monstre ud af. Således hærger denne øksesvingende monstermand det danske sommerland. That is it. Bum.

Grotesk 02

Næ, mere behøver man ikke for at skabe trashet horror-underholdning. Men hvorfor det hele skal se ud som om, det er filmet med en kartoffel, skal jeg ikke kunne sige – men pyt nu med det. Just bring on the gore, for fuck sake. Og ja, der diskes da også op med skønne old school-splatter-effekter med afhuggede lemmer og smadrede ansigter. Hvilket på det nærmeste er filmens eneste formildende omstændighed.

Men desværre er de blodige løjer bare ikke videre opfindsomme – på nær en scene, hvor en kvindes øje (der stadig kan se), proppes op i hendes røv. Men det er ganske enkelt småt med mindeværdige mord, scener og karakterer. Monstret er dog ret cool med sin muterede mund, der fylder halvdelen af det boblende zombie-fjæs.

Men tempoet er mildest talt ujævnt – og så savner man mere fandenivoldsk energi, hvilket kunne have hjulpet denne grotesk amatøragtige sjasker. Hell, man fornemmer sgu ikke rigtigt, at de har gjort sig umage. På nær effekterne. Løjerne fik dog flere i salen til at juble – men lad mig gætte på, at det primært var folk, der på en eller anden måde havde en relation til filmen. For det er da sikkert ok sjovt at se ens venner blive skudt i smadder, men det er der jo ingen grund til, at også andre horrorfans skal belemres med. Men hey, den ene stjerne er bestemt fyldt med blodig kærlighed.

Grotesk, 1/6:1_6 - stars_LILLE

Næste film var den mexicanske Here Comes the Devil. En rodebutik, der forvilder sig ind i et okkult plot, den langt fra formår at indfri overbevisende. Der kunne ellers være kommet noget godt ud af historien om et forældrepar, hvis børn dukker op efter at have været forsvundet et døgns tid. Der er nemlig sket noget med børnene, der nu nærmest er helt søvngængeragtige.

For hvad er historien egentlig med den mystiske bakke lidt uden for byen, som børnene har været i kontakt med. Hæfter man sig ved filmens titel, får man et praj om, hvilken ondskab der er på spil. Desværre formår filmen aldrig at fastholde eller opbygge nævneværdig stemning.

Here Comes The Devil

Den bliver heller aldrig uhyggelig, selvom der særligt i filmens sidste del forsøges med eery stemning og billige spooks. Skuespillet er heller ikke just imponerende, selvom forældreparret trods alt har et par fine scener sammen og et forfriskende komplekst forhold. Men manuskriptet er langt overvejende uinteressant.

Ja, man ved, at det ikke er helt godt, når rulleteksterne er det bedste ved filmen. En skam, at de ellers potente tematikker som sex, djævle og hævn ikke kom ordentlig op i gear, for filmen synes mest af alt at slæbe sig selv afsted i halvt tempo.

Here Comes the Devil, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Desværre er der heller ikke det store at komme efter med splatterkomedien Fresh Meat – eller splatterkomedie er nok at tage munden for fuld. For selvom denne new zealandske film blandt andet byder på kannibalisme, tortur og et par åbne skudsår, er der langt fra tale gory fun – eller bare ’fun’ i det hele taget.

Fresh Meat

For filmens forkrampede forsøg på at hive grin ud af publikum er mildest talt ikke videre vellykket. Den både platte og sorte humor fejler – du ved, fede mænd i pigeundertøj og lille lystig dans af en gerningsmand, der parterer et lig parteres (off screen, that is). Ja, Tarantino mere end spøger i kulissen, men anstrengelserne virker her forældede og idéerne er uopfindsomme.

Man følger en gruppe kriminelle, der netop har reddet deres partner ud af en fangetransport. De gemmer sig nu hos en tilsyneladende almindelig familie i forstæderne. Magtbalancen skifter dog undervejs, mens der skrues op for larm og rabalder, i stedet for, at man faktisk havde gjort sig umage med det svage og dårligt skrevne manuskript. Kun Temuera Morrison gør i glimt manisk god figur som forbitret patriark. Men bottom line – en blodfattig, flad og umorsom hakkebøf.

Fresh Meat 2/6:2_6 - stars_LILLE

Der er heller ikke nogen stor oplevelse at komme efter med den norske Thale, hvor man kommer en tur op i de mørke, norske skove, hvor rengøringsholdet Leo og Elvis tager sig af et dødsbo. Her gemmer kælderen på en hemmelighed – nemlig en mystisk og mut nøgen kvinde, der måske ikke er helt så menneskelig som hun ser ud.

Desværre er Thale bare en af de der frustrerende filmoplevelser, hvor man aner potentialet til en både spændende og interessant film. Det er dog skide lige meget, at filmen er lavet for en 20’er. Desværre gøres der bare ikke op for den billige produktion med nævneværdig opfindsomhed eller interessante karakterer.

Thale

I stedet får man en ujævn og sløv film, der minder mest om en kortfilm, som er blevet pumpet op til at runde lige på den anden side af 60 minutter – og så er den ”store” finale flad og overstået hurtigere end man kan nå at føle skuffelsen. Nej, filmen får ganske enkelt aldrig luft under vingerne.

Thale, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Heldigvis sluttede festivalen for mit vedkommende af med et veloplagt brag af en film med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower. Den eneste egentlig actionfilm på dette års program og en herlig eksplosiv måde at slutte Blodig Weekend af med.

Det er juleaften og alle er feststemte i den luksuriøse skyskraber Sky Tower. Men en brand bryder ud i den ellers helt paradisiske mastodontbygning, så nu må brave brandfolk forsøge at redde flest mulige ud af den enorme brandfælde. Ja, et simpelt plot afviklet med god tæft for både action, menneskeligt drama og medrivende scener.

tower

Blandt andet er en scene med en kollapsende bro nervepirrende – hvilket kendetegner filmen det meste af vejen. Og så kom der også godt svung på sentimentaliteten, mens der både reddes gravide kvinder, børn og ældre mennesker. Filmen er bestemt heller ikke uden dødelig konsekvens, blandt andet er scenen, hvor en proppet elevator ender omgivet af flammer både klaustrofobisk og ubehagelig.

The Tower, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ja, en ujævn filmdag, men en ubetinget god dag på festivalen, hvor jeg også lige fik hilst på Søren Henrik Jacobsen, der har den fine gyser-blog Skræk og Rædsel (den er her), samt film-entusiast med mere Nicolas Barbano og jeg fik også lige hilst kort på Jack Jensen, der har bloggen En lejemorder ser tilbage (den er her) – han havde for resten også en rolle i Grotesk. Nej, jeg kan sgu ikke vente til næste års omgang Blodig Weekend. Et virkelig godt initiativ og rent guf for os danske horrorfans. Tak for fire forrygende og blodige filmdage.

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anmeldelser fra DAG 1, DAG 2 og DAG 3.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

RUNNER RUNNER: Batfleck og popdreng på ligegyldigt gamblertrip

Okay, den overskrift er måske ikke helt fair, for jeg kan sgu egentlig godt lide både Ben Affleck og Justin Timberlake. Jeg tillader mig dog alligevel den lidt hovne tone, da deres gambler-pølle Runner Runner ganske enkelt ikke er en god film. Så er lidt kæk mudderkastning vel på din plads. Men okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først – hvad handler filmen om?

Kort fortalt har vi den intelligente universitetsstuderende Richie Furst, en ivrig Justin Timberlake. Han er en haj til poker på nettet, så for at betale sin uddannelse, satser han alt, han ejer. Han taber, men finder beviser for, at han er blevet snydt. Han rejser derfor til Costa Rica for at konfrontere bagmanden bag poker-sitet, Ivan Block – en overskudsagtig Ben Affleck. Han inviterer imidlertid Richie ind i sit foretagende og snart er millionerne, damerne og festerne hans nye livsstil.

runner runner 01

Men det nye liv har selvfølgelig en bagside – og snart får den ellers regelrette Richie svært ved at vikle sig fri af det lyssky foretagende, hvor både bøller, korrupte politikere og FBI snart ånder ham i nakken. Ja, den havde du jo nok luret. Men skulle du have svært ved at følge med i det ellers letforståelige og forudsigelige plot, er de medvirkende hele vejen meget flinke til at fortælle, hvorfor de gør som de gør og hvad de har tænkt sig at gøre.

Man bliver ganske enkelt holdt i hånden hele vejen – og der bliver da også lige for de langsomste i klassen smidt en forklarende voice-over på. Én ting er dog at være klichéfyldt og bøje både karakterer og fortælling i neon. Men når skidtet ikke engang er spændende, er der ikke meget andet tilbage end en film, der er ligeså grådig efter folks penge som en enarmet tyveknægt, der ikke giver noget tilbage af betydning. Ja, tematikker som retfærdighed, moral, kynisme og grådighed forbliver flade.

runner runner 02

Det er også småt med karisma hos Timberlake og Affleck, der mest er et par flotte fyre på automatpilot – og desværre kan en ellers både sød og æggende Gemma Arterton som kvindeligt fodspænd ikke sparke meget liv i lortet, der dog på trods af alt holder en fornuftig spilletid på 91 minutter. Oh what to do, endnu en opslidt luder af en ligegyldig Hollywood-kliché. Du ved, sådan en man ville ønske, man ikke havde set, selvom oplevelsen trods alt ikke gav en lyst til at begå selvmord.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Runner Runner | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
runner runner poster
Originaltitel: Runner Runner, USA, 2013
Premiere: d. 26. september 2013
Instruktion: Brad Furman
Medvirkende: Ben Affleck, Justin Timberlake, Gemma Arterton m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: SF Film / Fox Film[/tab][/tabgroup]

NATTENS DÆMONER: Olmt hauted house gys kryber koldt ind under huden

Du kan godt allerede nu begynde at forberede dig på urolige nætter, for hauted house gyset Nattens Dæmoner – eller The Conjuring, der er filmens originaltitel – serverer i den grad olm stemning og isnende uhygge. For da familien Perron flytter ind i et stort og afsidesliggende hus bliver det starten på ét langt mareridt. Huset gemmer nemlig på en dyster fortid, hvilket først går op for familien alt for sent.

Filmen er hensat til 1971 og baseret på de grufulde begivenheder, som udspillede i den periode. Men selvom her uden tvivl er blevet hevet og trukket i virkelighedens dæmonbesatte historie, gør det ikke filmen mindre nervepirrende. Gentagende gange må man nemlig knibe øjnene nervøst sammen og mærke hvorledes håndfladerne bliver fugtige. Instruktør James Wan kan så absolut sit håndværk og sin horror-ABC.

conjuring 02

Filmen lægger sig op af skrækfilm, der fungerer i kraft af alt det, man ikke ser. Fantasien får altså lov til selv at arbejde – og den kommer her på overarbejde. For det er yderst effektivt den måde James Wan med brug af dynamisk kameraarbejde, et stemningsfuldt score og husets skyggefulde setting stabler op til flere intense scener på benene. Som når familiens piger leger gemmeleg i de mørke gange eller når faderen bevæger sig ned i husets dunkle kælder.

Men selvom det er lyde i mørket og skumle skygger, der langt hen af vejen er årsagen til hvide knoer, så serveres der også mere eksplicitte grusomheder. Det gøres dog med måde og så pokkers elegant, at det kun tilføjer ekstra pondus til den uro, der konstant ulmer i filmen. Gyset fungerer altså virkelig godt – det gør dramaet i familien også. Karaktererne er fornemt tegnet op og man engageres i deres kamp for at overvinde ondskaben – derfor bliver gyset også kun det mere medrivende.

conjuring 01

Der er ganske vist et par gentagelser undervejs og der er heller ikke meget nyt under solen. Fortællingen spindes over den velkendte skrækskabelon – optrapning af underlige begivenheder, der snart udvikler sig så voldsomt, at de overnaturlige fænomener ikke kan negligeres og man derfor må tilkalde eksperter i det paranormale. I dette tilfælde er det ægteparret Warren, hvis oplevelser filmen er baseret på.

Warren-parret får man ligeledes et nærværende forhold til, hvilket kun giver dramaet mere tyngde. Men selvom gyset gemmer på et par onde overraskelser, er det altså ikke historiemæssig originalitet, der er filmens styrke. Det er derimod dens evne til at fremkalde oprigtig gru og at familiedramaet fornemt komplimenterer gyset. James Wan, manden bag den effektive Insidious og succesen Saw, har således skabt et både stemningsfuldt, intenst og skræmmende gys, der vil sikre dig urolige nætter.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nattens dæmoner | Biografanmeldelse”]
Vurdering 5/6:
5_6 - stars
conjuring poster
Originaltitel: The Conjuring, USA, 2013
Premiere: d. 12. september 2013
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson, Ron Livingston, Lili Taylor m.fl.
Spilletid: 112 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

RED 2: Pensionister med håndvåben burde sendes på plejehjem

Så er der igen pensionsmoden action med opfølgeren til den middelmådige, men mildt underholdende Red. Bruce Willis, John Malkovich og Helen Mirren er tilbage som de aldrende agenter, der ikke kan lægge automatvåben og hemmelige missioner bag sig. Denne gang har de hevet endnu en gammelfar med sig i faldet, selveste Anthony Hopkins som excentrisk professor. Oh well – a paycheck is a paycheck, I guess.

Der altså i den grad old timer star quality på filmstrimlen – desværre er det også en noget anstrengt omgang sjov og ballade, hvor der mere eller mindre køres idéforladt frihjul – både hvad angår cast og plot. Malkovich får dog som den paranoide Marvin sat et par sikre grin ind, mens Hoplins nærmest som den eneste i det rynkede cast ser ud til at more sig i den ujævne og jævnt kedelige Red 2.

red 2 01

Plottet, spørger du? Jo, det er noget med en forsvundet atombombe, der skal findes inden den ender i hænderne på de forkerte. Således går den vilde jagt, hvor Willis og Malkovich leder an i det stivbenede ensemble, der tager dem fra Moskva til London, videre til Paris og USA. Men diverse locations, store eksplosioner og bad guys redder ikke løjerne fra at gå i uengagerende tomgang.

Heller ikke Mary-Louise Parker i rollen som Willis’ naive kæreste og kvindeligt comic relief pepper eskapaderne nævneværdigt op – hun er mere irriterende end egentligt charmerende. Heller ikke en oversminket Catherine Zeta-Jones som utilregnelig femme fatale bringer meget til bordet, mens Lee Byung-hun som hidsig lejemorder blot flagrer løsrevet fra det i forvejen spinkle plot.

red 2 02

Filmens lette tone samt mildest talt urealistiske omgang med action og ikke mindst de aldrende agenters formåen udi nævekamp og skuddueller kunne dog være et plus, hvis filmen så bare havde været mere vellykket vittig og afviklet mere veloplagt. I stedet får man mere eller mindre charmeforladte præstationer, kedelige klichéer og en idéforladt finale. Nej, jeg orker ikke en 3’er – kun hvis Nicolas Cage er med.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Red 2 | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

2_6 - stars

red 2 poster
Originaltitel: Red 2, USA I Frankrig I Canada, 2013
Premiere: d. 8. august 2013
Instruktion: Dean Parisot
Medvirkende: Bruce Willis, John Malkovich, Mary-Louise Parker, Catherine Zeta-Jones, Lee Byung-hun, Anthony Hopkins, Helen Mirren m.fl.
Spilletid: 1 time 56 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

BLUE JASMINE: Forrygende usympatisk Cate Blanchett

Selvom Woody Allen har rundet de 77, har han ikke sat farten ned og leverer således stadig en film om året. Efter den liflige, men skuffende To Rome With Love er han tilbage i sortsynet hopla med den bidske og morsomme Blue Jasmine. Cate Blanchett brillerer her som det usympatiske nervevrag Jasmine, der må vinke farvel til et luksusliv i overhalingsbanen.

For da hendes mand anholdes for svindel i milliardklassen ryger ægteskabet og alle pengene ud af vinduet. Jasmine må flytte fra New York og ind hos sin søster i en beskeden lejlighed i San Fransisco. En omvæltning, der tager hårdt på den forvente Jasmine, som dulmer nerverne med martini og lykkepiller – men det har hun vist altid gjort. Så mens hun vaklende forsøger at komme på fode igen, må hun nu manøvrere rundt i et miljø, hun på ingen måde kan forlige sige med.

Blue Jasmine 02

Nej, Jasmine har ikke mange sympatiske træk. Hun er arrogant, fordomsfuld og egoistisk. Men Blanchett gør Jasmine og hendes nedtur forrygende at følge. Hun giver den overfladiske overklassefrue fine nuancer og en sørgmodig skrøbelighed, der også vækker glimt af sympati – til trods for, at hun det meste af vejen er uforbederlig, kold og kalkuleleret. Blanchett bakkes desuden op af et medrivende cast.

Sally Hawkins leder an som den varme og ligefremme søster Ginger – Jasmines diametrale modsætning. Skellet mellem de to er måske lidt firkantet sat op, men dramaet og det umage forhold fungerer. Alec Baldwin er herlig som Jasmines åleglatte mand, som man filmen igennem møder gennem flashbacks, der desuden dynamisk stiller luksuslivet i kontrast til middelklassen og de forskellige livssyn.

Blue Jasmine 01

Andrew Dice Clay går rent ind som Gingers brovnte kæreste, der drømmer om et bedre liv, men aldrig kommer ud af stedet, mens Bobby Cannavale er en fryd som charmøren, der konstant er i offensiven med Jasmine. Ja, det sociale skel er til at få øje på – det gør dog ikke satiren over overklassens hule liv mindre bidsk. Men begge sider af klasseskellet spiddes vittigt og sorthumoristisk, uden de rå konsekvenser af den økonomiske krise mister dramatisk tyngde.

Plottet går måske lidt i selvsving, hvor de samme pointer om klasseskel og Jasmines virkelighedsfornægtelse gentages. Men castet og ikke mindst Blanchett fastholder en nerve og et nærvær, der overskygger gentagelserne. Der er desuden en sortsynet pointe i, at her ikke er en egentlig forløsning eller udvikling at spore hos hverken Jasmine eller Ginger. For lærer man overhovedet af sine fejl eller er man hjælpeløst fanget af sin arv, sociale rammer og dårlige vaner?

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Blue Jasmine | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

4_6 - stars

blue jasmine poster

Originaltitel: Blue Jasmine, USA, 2013
Premiere: d. 8. august 2013
Instruktion: Woody Allen
Medvirkende: Cate Blanchett, Alec Baldwin, Sally Hawkins, Bobby Cannavale, Andrew Dice Clay, Louis C.K., Peter Sarsgaard, Michael Stuhlbarg m.fl.
Spilletid: 98 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

A GOOD DAY TO DIE HARD: Bruce Willis smadrer ting i Rusland

Frembrusende, bumlende og en smule gangbesværet – ja, den beskrivelse gælder både Bruce Willis og den nyeste film i serien om betjenten John McClane. For A Good Day To Die Hard er ikke just en elegant omgang action, men tumler sig voldsomt afsted gennem et beskidt Rusland, hvor ting konstant sprænger i luften. Herligt.

Fra den hæsblæsende åbningsscene, hvor biler i massevis pløjes veloplagt ned og hele vejen til den noget overgearede finale, der desværre er lidt for glad for at servere computergeneret destruktion. Heldigvis er de skånselsløse ødelæggelser og skarpladte nedskydninger langt overvejende tilfredsstillende at være med til.

a good day 01

Desuden charmerer Bruce Willis sig ganske fint uden om filmens ujævnheder. For godt nok er John McClane på udebane i det kolde Moskva, men han gebærder sig heldigvis fortsat scenevandt med både automatvåben og one-liners, hvor han denne gang ufrivilligt får sin søn på slæb – eller også er det omvendt.

Men faktisk klarer de ærterne ganske fermt sammen som øretæveindbydende-far-og-søn-duo, der her går til modangreb på en gruppe terrorister, som er ude efter den politiske fange Komarov – spillet af en fint nuanceret Sebastian Koch. Ja, historien er simpel, men med nok twists and turns til at holde dampen oppe.

a good day 02

Som far, så søn fristes jeg til at sige – Jai Courtney bejler i hvert fald habilt til at overtage pladsen, når Bruce Willis for alvor bliver for stivbenet til både at tage imod og dele tæsk ud. De to fungerer godt sammen med dynamisk ping pong og fingeren lystigt på aftrækkeren – også selvom far-søn-dramaet aldrig bliver videre dybfølt.

Nej, A Good Day To Die Hard er ikke den mest velsmedede actionfilm, men den er til gengæld et larmende, beskidt og underholdende bumlet bæst, der smadrer nok af ting på sine velfordelte 96 minutter til at nå i mål som en vellykket actiontonser – også selvom det er en lettere forglemmelig tilføjelse til den fortsat potente franchise. [tabgroup][tab title=”A Good Day To Die Hard | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars
a good day poster
Originaltitel: A Good Day To Die Hard, USA, 2013
Premiere: d. 14. februar 2013
Instruktion: John Moore
Medvirkende: Bruce Willis, Jai Courtney, Sebastian Koch, Yuliya Snigir m.fl.
Spilletid: 96 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel:
Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

HOBBITTEN: EN UVENTET REJSE: Barfodet hobbit-eventyr med gangbesvær

Den står på barfodet hobbit-eventyr, når Peter Jackson igen slår sine folder i J.R.R. Tolkiens univers med Hobbitten: En uventet rejse – den første af tre film og en art prequel til ’Ringenes Herre’-trilogien. Her gør den magelige hobbit Bilbo Sækker sit bedste for at følge med 13 energiske dværge og troldmanden Gandalf. Flokken drager nemlig ud for at nakke dragen Smaug og vinde det fortabte dværgekongerige tilbage, som det ildpruttende monster har lagt øde.

Inden den farefulde færd dog for alvor tager fat, skal man igennem et lige lovligt langt forspil i hobbitternes fredelige hjemstavn. Men så går det også over stok og sten – næsten. For selvom New Zealands smukke vidder dragende lægger ryg til både computerskabte strabadser, overrumplende scenerier og masser af knoldende bæster, så går eventyret også en smule i tomgang undervejs.

Historien mangler grundlæggende mere fremdrift til at holde momentum på den noget forudsigelige fortælle-struktur. Universet er dog bestemt indtagende og karaktererne fængslende, blandt andet rammer Martin Freeman plet som Bilbo Sækker og får fint balanceret sin personlige udvikling filmen igennem. Desværre er det bare ikke nok til at trække denne knap tre timer lange gåtur udelukkende vellykket i hus.

Nej, jeg har hverken læst bogen eller sportet gummisværd og papører. Men det ændrer ikke på den til tider noget repetetive afvikling, hvor man også savner en følelse af reel fare for det lavbenede følge. For lidt på samme måde som Peter Jacksons King Kong-remake, synes rejsen til tider at fortabe sig i sit egent univers og teknologiens muligheder for svimlende billedridt. Og lad mig så lige vende filmens omdiskuterede high frame rate-visning.

For i stedet for som normalt at bruge 24 billeder i sekundet, er her tale om 48. Det giver en uhyre klarhed og detaljerigdom, men det underminerer i flere scener også illusionen. Filmen ligner til tider nemlig en billig tv-produktion med et digitalt, poleret og kønsløst look. Det er heldigvis langt fra tilfældet hele vejen. Fx gør de åndeløse panoramaskud og dunkle grottedyb fint brug af teknologiens styrker – herunder også en flot dybdevirkning i 3D. Filmen kan dog også fanges med 24 billeder i sekundet og i 2D.

Men bag teknologien finder man altså et godt gammeldags eventyr om mod, identitet og sammenhold samt det at overkomme umulige prøvelser, hvor Bilbo står centralt. Det gribende drama får bare ikke helt pondus nok og den tyngde, man kunne ønske sig, men drukner en smule i sultne trolde og brutale orker. Heldigvis er det pokkers flot iscenesat og så har jeg også en svaghed for monstre, hvor det blandt andet bliver til et forrygende gensyn med Andy Serkis i rollen som den skizofrent uforudsigelige Gollum.

Man skal også lige et smut fordi de der fucking elvere med deres stoiske ro og rollespilsenerverende fløjtespil. Sorry elver-fans, det var lige et sidespor. Hobbitten: En uventet rejse får nemlig på trods af sine skavanker kæmpet sig med slid og flittige effektfolk til en arbejdssejr. For selvom denne første del er en smule ujævn, bliver rejsen trods alt sparket overvejende godt igang. Jeg håber bare, at der kommer bedre styr på de der 48 billeder i sekundet i de kommende to film – ja, eller at jeg vender mig til hobbit-huller, der ligner noget fra en billigt produceret DR-serie.
[tabgroup][tab title=”Hobbitten: En uventet rejse | Biograf-anmeldelse”]Vurdering 4/6


Originaltitel:
The Hobbit: An Unexpected Journey, USA/ New Zealand, 2012
Premiere: d. 12. december
Instruktion:
Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Aidan Turner, Mark Hadlow, Ian Holm, Andy Serkis m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]