Anmeldelser – Side 58 – Filmskribenten

THE BLING RING: På overfladisk rov hos de kendte

10. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Ja, det er for længst stukket af for kendisdyrkelsen – du ved, kendt for at være kendt og alt det der. Men hvordan påvirker og former det et samfund, når typer som Paris Hilton bliver forbilleder? I Sofia Coppolas The Bling Ring følger man en flok teenagere, som netop jagter den livsstil, de ser de kendte og rige udleve på den røde løber og i ligegyldige reality-programmer. Ja, ”Super rich kids with nothing but fake friends,” som Frank Ocean passende synger på soundtracket.

De festglade teens finder ud af, hvornår kendisserne er udenbys, for herpå at bryde ind og tage for sig af tasker, sko, penge og smykker – heriblandt hos netop Paris Hilton samt blandt andet Lindsay Lohan og Megan Fox. Kriteriet for lykke og succes synes her at være bundet op på materiale goder, mærkevarer, penge, fester på kokain og at være på de rigtige VIP-lister. Ja, den glimtende overflade.

Filmen er baseret på den rigtige historie om en flok unge, der brød ind hos kendisser i Los Angeles tilbage i 2008 og 2009. Der er dog ikke af den grund meget substans at komme efter i skildringen af de medvirkende, der optegnes noget overfladisk. Måske en pointe i sig selv, men det gør også, at man ikke engageres specielt meget i filmen og de unges tyvetogter – well, og så er det desuden ikke specielt sympatiske typer.

Man kommer altså aldrig rigtigt ind under huden de unge, hvor usikkerhed, afsavn og svigt kun i glimt får lov at titte frem fra kulissen. Blandt andet den indadvendte Marc, der via gruppen pludselig får venner eller Nicki, som er på antidepressive og hjemmeskoles af en mor, der opflasker sine børn med kendisser som forbilleder. Leslie Mann som forskruet mor er dog et absurd trumfkort for filmen.

Hun er dog lige så firkantet skildret som tyve-flokken, hvor man finder Emma Watson, Katie Chang og Claire Julien – alle mere eller mindre utålelige teens med hovedet oppe i røven og alt for travlt med at tage billeder af sig selv. Men hvorfor de er endt sådan forsøges aldrig rigtigt udforsket. Israel Broussard er som Marc den eneste, der har et nogenlunde velbalanceret moralsk kompas (altså lige bortset fra tyvekoster og kokain) – han er nemmere at forstå og engagere sig i.

Løjerne går dog i tomgang med det ene rov efter det andet, mens kameraet kæler for villaer og mærkevarer. Så var der anderledes smæk på de rebelske teens i Harmony Korines sprælske Spring Breakers, der med lignende tematikker også bød bagsiden af den amerikanske ungdom op til dans. Men The Bling Ring hverken provokerer eller underholder desværre nok og sætter heller nævneværdige tanker igang om kendisdyrkelsen, ungdommens jagt på lykke og flugt fra virkeligheden.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her. [tabgroup][tab title=”The Bling Ring | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: The Bling Ring, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Sofia Coppola
Medvirkende: Israel Broussard, Katie Chang, Taissa Farmiga, Claire Julien, Georgia Rock, Emma Watson, Leslie Mann m.fl.
Spilletid: 90 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE INTERNSHIP: Vaughn og Wilson i fesen feel-good-fuser

10. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Jeg kan sgu godt lide både Vince Vaughn og Owen Wilson – men for satan, hvor er deres sødsuppe buddy-og-underdog-komedie The Internship dog en feel-good-fuser. Den mangler både grin, bid og overraskelser – til gengæld er den rig på kedelige klichéer, påtagede romancer og hul sentimentalitet.

Sælgerne Billy og Nick mister deres job, og hvad gør et par fuldvoksne mænd så? Jo, de melder sig til et praktikforløb hos Google, der kan give dem fastansættelse. De skal bare lige klare sig igennem en række opgaver. Men ikke nok med, at de intet ved om computere, de kunne også være fædre til de andre deltagere – og så ender endda på et hold med andre outsidere, men mon ikke de formår at blive et rigtigt team.

Ja, en klassisk ’fish-out-of-water’-komedie – prøv om du kan gætte udfaldet af deres strabadser. Nu skal man dog ikke nødvendigvis se sådanne film for et overraskende plot, men der er altså mere medrivende måder at servere forudsigelighederne på – og her er det da også kemien mellem Vaughn og Wilson, der skal køre filmen i hus. De er godt selvskab, selvom de er på nippet til at blive parodier på dem selv.

Vaughn som evigt snakkende go-getter og Wilson som den kejtede romantiker. Så ja, selvfølgelig skal Wilson også involveres i en påtaget romance med en sød Rose Byrne. Klichéerne indfinder sig også hos duoens medpraktikanter, blandt andet Tobit Raphael som Yo-Yo, der udgør et fordomsfuldt billede på en asiat, der straffer sig selv, fordi han ikke kan leve op til sin mors strenge ordre. Come on.

Sådan er det desværre hele vejen – unuanceret og forudsigeligt, mens filmen også strækker sig over to lidt for lange timer. Og ja, The Intership fungerer desuden som én stor glorificerende reklame for Google – deres logo har sågar fået en plads midt på filmens plakat. Men reklamefilm eller ej, så har den fjollede duo hjertet på rette sted, hvilket trods alt gør det svært at være kyniker helt ind til benet.

Men uanset hvor charmerende de to gutter er og hvor positiv historien om outsiderenes vej til sejr måtte være, kan The Intership ikke løbe fra også at være et lettere kedeligt og ujævnt bekendtskab, der desuden disker op med for få oprigtige grin – det kan selv korte gæsteoptrædener med altid sjove Will Ferrell og Rob Riggle som hellige douchebags desværre ikke gøre det store ved.

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Internship | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

Originaltitel: The Internship, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Shawn Levy
Medvirkende: Vince Vaughn, Owen Wilson, Rose Byrne m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

HOUSE OF CARDS 1. SÆSON: Magt, manipulation og moralsk fordærv

8. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Hvordan mon det egentligt foregår bag de lukkede døre, når der skal forhandles aftaler og politiske poster på plads i Washington? Hvis man skal tro 1. sæson af den på mange måder medrivende serie House of Cards, så spares der ingen midler for at bevare og tilrane sig mere magt. I hvert fald ikke for seriens hovedperson, kongresmedlemmet Francis Underwood – en veloplagt Kevin Spacey.

Underwood har spillet en afgørende rolle i at få valgt demokraten Garrett Walker til præsident. Belønningen skulle være posten som udenrigsminister, men Walker bryder sit løfte og nominerer i stedet Michael Kern, mens Underwood må forblive på sin plads. Mere end skuffet og fyldt med hævnlyst går Underwood nu benhårdt efter at få skovlen under Kern og forme Washingtons fremtid efter sit eget hoved. Iskoldt, kalkuleret og med en plan, det er pokkers medrivende at se blive udfoldet.

Første afsnit lykkedes intenst med at etablere Underwood som en mand, man ikke ønsker at lægge sig ud med. En mand, der formår at manipulere og spille sine kort med både mod og menneskelig indsigt, mens han gerne skubber andre ud over kanten for selv at komme frem. Den dramatiske intensitet holdes desuden nærmest ved lige samtlige 13 afsnit, hvor man også får indsigt i journalisternes arbejde.

Man møder således den ambitiøse journalist Zoe Barnes – en energisk Kate Mara. Hun arbejder hos Washington Herald og indgår et lyssky forhold til Underwood, hvilket bringer hendes historier på forsiden af aviserne. Deres farlige forhold gøder effektivt jorden ekstra godt for dramaet og giver Underwoods allerede risikable kortspil flere facetter. At Underwood undervejs desuden bryder den fjerde væg ved at tale direkte til publikum er blot med til at involvere en yderligere.

Som alle medvirkende er også Underwoods kone Claire (Robin Wright) et interessant bekendtskabt. Hun er med til at give Underwood et mere menneskeligt ansigt og viser også, at selv privaten tages i brug, når der skal smedes rænker, hvilket blandt andet kommer til at inkludere den alkoholiserede politiker Peter Russo (Corey Stoll). Nej, ingen i serien er fejlfri, hvor alle bevæger sig i moralske og etiske gråzoner.

Lige så fattig House of Cards er på rendyrkede sympatiske mennesker, lige så dragende og vanedannende er det også at følge det politiske spil, der nærmest som en thriller udfolder historien om korruption, hævn og menneskeligt forfald. Her er ganske enkelt tale om en både velskrevet, velspillet og veleksekveret serie, hvor det ene afsnit medrivende afløser det næste. Kom bare an med 2. sæson.

Sæsonen 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramaterie, men til gengæld gør serien sig virkelig godt på Blu-ray. Billedsiden gengives veldefineret og med god detaljegrad, mens den nedtonede farveskala har fint liv. Lydsporet leverer også varen med klart afstemte niveauer, hvor den velsmurte dialog og det stemningsfulde score går dynamisk igennem.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 6/6 | Lyd 5/6 [tabgroup][tab title=”House of Cards 1. sæson | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: House of Cards: The Complete First Season, USA, 2013
Udgivelse: d. 18. maj 2013
Instruktion: David Fincher m.fl.
Medvirkende: Kevin Spacey, Robin Wright, Kate Mara, Corey Stoll, Michael Kelly, Sakina Jaffrey, Kristen Connolly, Constance Zimmer m.fl.
Spilletid: 11 timer 14 min.
Distributør: Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

VILDE ROLF: Farverigt retrospil på vilde eventyr

6. juli 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Hvad stiller man op, hvis man er en computerspilsfigur, der er programmeret til kun at smadre ting, når man egentlig gerne vil være andet end skurken? Du ved, få lidt anerkendelse og måske nogle venner – altså lige som helten i spillet. Sådan har Vilde Rolf det, eller Wreck-It Ralph, som også er originaltitlen på Disneys nyeste animationsfilm.

Så da Rolf finder ud af, at man kan vinde en medalje i et andet computerspil og herved blive hyldet som helten, smutter han straks ud af sit eget spil. Men det kan være farligt og han får da også sluppet et fælt rumkryb fra det nye spil løs. Nu truer bæstet med at ødelægge alle computerspillene (jep, den sikre død – gisp). Så Rolf må nu forsøge at rette sin fejl, mens han også jagter medaljen.

Selvom jeg på ingen måde er gamer, så har jeg været min tur omkring Amiga 500 og Sega Master System II – og ja, det er ret sjovt at se de gamle spilkarakterer forvandlet til kulørt 3D-eventyr, så som Pac-Man og det blå pindsvin Sonic. Men charmen ligger mest af alt hos den godhjertede Rolf og hans veninde Vanilje, som han hjælper med et racerløb blandt pixellerede sukkertoppe og slikpindetræer.

De to svinger godt og giver de til tider noget sukkersøde løjer en smule kant. For selvom her på forrygende vis blandes computerspil fra forskellige tidsaldre, så bliver Vilde Rolf også noget poleret rent historiemæssigt. Jeg savner mere mod til at tage fat i latente tematikker som ensomhed, identitet og selvværd.

For både Rolf og Vanilje er outsidere i hver deres spil, men deres plads i skyggen bliver kun behandlet overfladisk. Det ændrer heldigvis ikke på, at her trods alt er tale om både flot, farverig og medrivende animation, der med fine referencer til de gamle spil formår at underholde langt det mest af vejen. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der var brugt mere tid i selskab med mikset af de forskellige spil.

Desuden leveres stemmerne energisk af blandt andet John C. Reilly som den godhjertede Rolf, mens Sarah Silverman er sød og speedet som Vanilje og Jane Lynch er den bestemte Sergeant Calhoun (man kan også se filmen med danske stemmer). Så selvom filmen aldrig rigtigt får tematisk fat, hvor det blive rigtigt interessant, så er det en både veloplagt og underholdende animationsfilm.

Filmen 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig desuden forrygende godt på Blu-ray. Billedet står hele vejen knivskarpt, veldefineret og med indtagende farver. Lydsporet spiller ligeledes upåklageligt med sine velbalancerede niveauer. Sådan. Der medfølger desuden en lille omgang ikke videre dybdegående, men ok interessant ekstramateriale.

Her får man den sort/hvide kortfilm Paperman (7 min.), der uden et ord fortæller den romantiske historie om en mands søde møde med en pige – og nogle papirsflyvere. Herudover er der en feaure, hvor blandt andet instruktør Rich Moore fortæller om de forskellige verdener i Vilde Rolf og hvordan de blev skabt (17 min.), et par alternative/slettede/ufærdige scener med valgfrit kommentarspor af blandt andet Moore (16 min.) samt falske trailers for spillene i filmen (3 min.).

Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6 [tabgroup][tab title=”Vild Rolf | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: Wreck-It Ralph, USA, 2012
Udgivelse: 20. juni 2013
Instruktion: Rich Moore
Medvirkende: John C. Reilly, Sarah Silverman, Jack McBrayer, Jane Lynch m.fl.
Spilletid: 1 time 41 min.
Distributør: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE LONE RANGER: Johnny Depp med en fugl på hovedet og en sløv cowboyhelt mangler et spark bagi

3. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Det kan godt være, at titlen er The Lone Ranger, men den egentlig hovedperson er Johnny Depp som den excentriske indianer Tonto – komplet med fugl på hovedet og krigsmaling. Der er i hvert fald hverken meget handlekraft eller karismatisk helt at hente hos Armie Hammer som den maskebærende ranger i Gore Verbinskis flotte, men også ujævne, for lange og halvkedelige rabalderwestern.

Men nej, Tonto er som bekendt ikke alene om at klare ærterne, når de onde og grådige skurke skal stoppes. Så med hjælp fra ånderne pejles han i retning af den sky advokat John Reid, der mod all odds skal blive den retskafne cowboyhelt. Filmen er således også fortællingen om en helts umage tilblivelse – for godt nok har han hjertet på rette sted og en høj retfærdighedssans, men modet er til at overse.

Der går desuden (virkelig) lang tid, før The Lone Ranger træder i karakter – og når det endelig sker, har han desværre ikke den forventelig pondus. Sidekicket Tonto har allerede stjålet rampelyset sammen med William Fichtner, der som den ubehagelige skurk Butch Cavendish har hang til at spise sine ofre – han er mere mindeværdig end filmen desværre giver ham plads til at være.

Men det er ikke kun Cavendish, der ikke helt kommer til sin ret – også Helena Bonham Carter som bestemt bordelmutter samt Ruth Wilson som John Reids flamme forbliver overfladiske brikker i et manuskript, der aldrig rigtigt finder rytmen og en medrivende balance mellem karakterudvikling og de logikfortrængende actionscener.

For selvom Verbinski viser en vis tæft udi skuddueller og løbske lokomotiver, så er leddene, der udgør bindeled mellem actioneskapaderne ikke vildt engagerende. Historien er ujævnt afviklet og plottet slår unødvendige knuder. Desuden synes det også overflødigt at filmen bindes op på en rammefortælling, hvor en ældgammel Tonto i flashback fortæller historien til en lille knægt.

Desuden er hverken Reid eller Tonto specielt interessante. Ja, Hammer er flot og firskåret, men fladt optegnet, mens Depp mest minder om en mindre snakkesalig Jack Sparrow – ja, Verbinski er som bekendt også manden bag et par Pirates-film. Lone Ranger-karakteren så dagens lys i 1933, men dette forsøg på at bringe helten tilbage er kun delvist vellykket. Man kan håbe, at opfølgeren har bedre held med at balance den umage duo med action og humor, når nu de to er blevet etableret. [tabgroup][tab title=”The Lone Ranger | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: The Lone Ranger, USA, 2013
Premiere: d. 3. juli 2013
Instruktion: Gore Verbinski
Medvirkende: Johnny Depp, Armie Hammer, William Fichtner, Helena Bonham Carter, Tim Wilkinson m.fl.
Spilletid: 150 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

TRUE BLOOD SÆSON 5: Spraglet vampyrserie mister overblikket

1. juli 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Vampyrserien True Blood bliver fortsat mere og mere spraglet, men det kulørte univers har i sin 5. sæson sværere og sværere ved at holde de mange plottråde og karakterer engagerende i spil. Det er egentlig også lidt misvisende at kalde det en vampyrserie, da andre overnaturlige skabninger efterhånden fylder mindst ligeså meget – både varulve, hekse, formskiftere og feer med mere.

Anna Paquin er stadig den søde Sookie Stackhouse, der i seriens udgangspunkt var det dramatiske omdrejningspunkt. Hun agerer dog mere og mere bifigur i det fortsat flergrenede plot, hvor andre karakterer får mere plads. Det gælder blandt andet vampyren Pam, hvis fortid og komplekse forhold til sin skaber Eric Northman (Alexander Skarsgård) udforskes. Hun er en interessant og tvetydig karakter, der spilles med intimiderende elegance af Kristin Bauer van Straten.

Mindre interessant og en smule overflødig synes subplottet med kokken Terry (Todd Lowe) og hans soldaterkammerat, der hjemsøges af en ilddæmon, mens ellers faste karakterer som den rapkæftede Lafayette (Nelsan Ellis) og den egenrådige Tara (Rutina Wesley) flagrer en smule uforløste hen, det selvom der sker afgørende omvæltninger for dem – ikke mindst Tara, der i første afsnit bliver vampyr.

Når nu Sookies trekantsdrama med vampyrerne Eric og Bill Compton (Stephen Moyer) er skubbet i baggrunden, får man i stedet et med hendes bror Jason (Ryan Kwanten) og hans forhold til vampyren Jessica (Deborah Ann Woll) og kammeraten Hoyt (Jim Parrack). Et følelsesmæssigt stærkt trekantsdrama. Men selvom dramaet her er alvorligt og oprigtigt, så spiller humoren og gerne den kulsorte og satiriske forsat en vigtig rolle i serien.

Således agerer den homoseksuelle vampyr Steve Newlin (Michael McMillian) mere eller mindre comic relief, mens Denis O’Hare som den balstyriske vampyr Russell Edgington også spæder til med blodige fjollerier. Desuden kommer man ind bag kulissen i The Vampire Authority – den udøvende magt og autoritet blandt vampyrerne, hvor tematikker som religion, politik og magt er i spil.

Der sker med andre ord meget i 5. sæson, hvor man også får sin del af splat og nøgenhed (ja, det er vel en HBO-serie). Plottrådene er bare ikke helt vellykket balanceret, mens det kulørte univers mister nærvær og engagement i skøre gimmicks. Men selvom her er fortællermæssige problemer, både hvad angår plot og karakterer, bliver det aldrig for alvor kedeligt at besøge Bon Temps i disse 12 afsnit.

True Blood 5. sæson 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Sæsonen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står flot, detaljerigt og veldefineret hele vejen, mens lydsporet spiller upåklageligt med klare niveauer, der giver fin plads til både dialog, bulder og brag. Der medfølger desuden en fin omgang ekstramateriale. Man får fem kommentarspor med cast og crew, hvor både nye og gamle kendige gør disse spor til informative, sjove og interessante lyt.

Der medfølger en kort feature, der gennemgår hver episode, mens man med Enhanced Viewing Mode kan se episoderne med diverse trivia tilknyttet og så får man et dybdegående og interessant kig på 6. afsnit med blandt andet interviews og behind the scenes. Med True Blood Lines kan læse om karakterne og deres indbyrdes forhold, mens karakterne fra The Vampire Authority taler om sig selv i en slags videodagbog. Alt i alt et udmærket og solidt ekstramateriale, der dog ikke imponerer.

Ekstramateriale 4/6: | Billede 5/6: | Lyd 6/6: [tabgroup][tab title=”True Blood sæson 5 | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: True Blood season 5, USA, 2013
Udgivelse: d. 28. maj 2013.
Instruktion: Daniel Minahan m.fl.
Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley, Alexander Skarsgård, Kristin Bauer van Straten m.fl.
Spilletid: 640 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

FLIGHT: Denzel Washington i følelsesladet frit fald

28. juni 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Denzel Washington drikker tæt og får samtidig lidt til næsen som den alkoholiserede pilot William ”Whip” Whitaker i Robert Zemeckis’ fine flyver-drama Flight. Et følelsesladet og fængslende portræt af en mand helt ude i torvene og med den bitre selverkendelse holdt på fordrukken afstand.

Men hvor langt kan løgnene holde ham flyvende – både for sig selv og sine nærmeste? Læsset med løgne kommer imidlertid tættere på at vælte end nogensinde før, da han bagstiv, men mirakuløst nødlander sit fly og herved redder godt 100 menneskers liv.

En helt ud af til, men med skelletter i skabet, der truer med at vælte ud, da hans blodprøver efter styrtet viser en høj alkoholprocent samt spor af kokain. Det bliver således starten på en hård kamp med indre dæmoner, mens facaden fortsat må holdes – både overfor familie, presse og advokater.

Denzel Washington er ganske enkelt forrygende som den martrede pilot, der lever et dobbeltliv på løgnen. Han veksler medrivende fra veloplagt og snaksaglig charmør til fordrukken sutteklud uden retning. Nuanceret, komplekst og hele filmen værd.

Så selvom temaer som alkoholisme og misbrug bliver en smule skingert sat sammen med tro og Gud, balancerer fortællingen ganske fornemt på den svære linje mellem sympati og afsky for den forpinte hovedperson. Det er simpelthen bare et godt og gribende drama med fine modsatrettede følelser i spil.

Jeg sluger derfor også gerne et par scener, hvor John Goodman som hurtigsnakkende dealer sparkes ind som comic relief. Det er ikke hele vejen lige elegant balanceret med dramaets alvor – men ja, det er sjovt. Denzel Wahsington holder dog heldigvis fint både drama og alvor i spænd med et spinkelt håb for enden af landingsbanen. 4 store stjerner og en flyversjus.

Filmen 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig upåklageligt på Blu-ray, hvor både billede og lyd er i top. Billedet står skarpt, veldefineret og med indtagende detaljegrad, mens lydsporet går klart og medrivende igennem med velbalancerede niveauer, hvor både dialog og øvrigt lydlandskab fornemt komplimenterer hinanden. Desuden medfølger en omgang ok, men også noget overfladisk ekstramateriale.

En feature, hvor blandt andet manusforfatter John Gatins og Zemeckis fortæller om idéen til filmen, historien og karaktererne (10 min.). En making of, der diskuterer produktionen med interviews af cast og crew (12 min.). Et kig på hvordan filmens flystyrt blev lavet (8 min.). En kort Q&A med cast og crew dog uden Washington (14 min.). Alt er værd at bruge tid på, men det bliver aldrig specielt dybdegående.

Ekstramateriale 2/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6 [tabgroup][tab title=”Flight | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: Flight, Spanien, 2012
Udgivelse: d. 27. juni 2013
Instruktion: Robert Zemeckis
Medvirkende: Denzel Washington, Nadine Velazquez, Don Cheadle, John Goodman m.fl.
Spilletid: 2 timer 18 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

AFTER EARTH: Will Smith og søn spilder din tid

26. juni 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Nogle fædre tager ud og fisker eller spiller bold med deres sønner, når de skal have noget far-og-søn-tid. Will Smith laver en film med sønniken Jaden. Jeg ville ønske, at de havde holdt sig til en fisketur. For den M. Night Shyamalan-instruerede After Earth er en postapokalyptisk science fiction-fuser. Man tages her 1000 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er blevet nødt til at bosætte sig på en ny planet.

Filmen udspiller sig dog overvejende på den nu ubeboelige Jorden, hvor general Cypher Raige og hans 13-årige søn Kitai må nødlande – ja, Will og Jaden Smith i stramtsiddende fremtidstøj. Cypher har brækket begge ben under nødlandingen, så Kitai må med sin fars vejledning i øret forsøge at lokalisere den nødsender, der skal redde dem væk fra den fjendtlige planet.

Således er man som publikum indlagt til at se Jaden løbe rundt og klynke i en skov, mens fader Smith med konstant alvorlig mine brummer sig igennem det uinspirerede manuskript, der består af floskler om, at man skal finde sig selv i nuet, erkende sin styrke og at frygt er et valg. Uden tvivl velmenende livsråd fra far til søn, der sikkert kunne have skabt et medrivende drama i mere kompetente hænder.

Men det hele er for banalt og uengagerende leveret til, at man rives med. Will Smith har erstattet sin drengede charme med en voksen alvor, der er støvsuget for nuancer og faderlig tyngde, hvor alle replikker leveres med samme monotone seriøsitet. Jaden er ligeså uinteressant som knægten, der ønsker sin fars anderkendelse – han får det meste af tiden til at gå med at klynke og blive jagtet af computergenerede dyr.

Deres forhold er med andre ord både for løst skitseret og vagt eksekveret til, at man engageres i deres strabadser og personlige rejse. Man får dog blandt andet en jagtscene i luften med en kæmpeørn i nakken – ja, en kæmpeørn! Men ikke en gang actionscenerne får pulsen til at stige nævneværdigt, hvilket blot er med til at sende dette far-og-søn-flop ud i glemslen allerede inden rulleteksterne indfinder sig. [tabgroup][tab title=”After Earth | Biografanmeldelse”] Vurdering 2/6:

Originaltitel: After Earth, USA, 2013
Premiere: d. 27. juni 2013
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Will Smith, Jaden Smith m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: Sony Pictures[/tab][/tabgroup]

THE IMPOSSIBLE: Sentimentalt flodbølgedrama går i selvsving

25. juni 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Med udgangspunkt i en families voldsomme møde med tsunamien, der ramte Thailand i 2004, spinder The Impossible et sentimentalt drama over de dommedagslignende begivenheder. Ewan McGregor og Naomi Watts er de udsatte forældre til tre drenge, der alle må kæmpe for livet. En kedelig kamp for livet.

Der lægges ellers ud med nervepirrende svung og medrivende flodbølgedrama, som efterlader resten af filmen i en dragende post-apokalyptisk tilstand. Her er fascinerende vidder af vandmasser samt forrygende totalødelæggelser, der giver skala til håbløsheden og nerve til familiens strabadser.

Desværre lever resten af filmen ikke op til den første tredjedels intensitet og nærvær. For i takt med at bølgerne lægger sig og de forskellige parter finder sikre steder at slikke sårene, desto mere siver luften desværre også ud af badebolden. Der går ganske enkelt overgang i de sentimentale strygere, mens ellers livsbekræftende smil forekommer noget postulerede.

Både Ewan McGregor og Naomi Watts gør dog hvad de kan med deres desperate og hårdtprøvede karakterer. Men deres ellers dybfølte gråd i stemmen og våde øjne kan ikke stille meget op med filmens forudsigelige slaphed. De tre drenge gør også hvad de kan, men en ellers følelsesmæssig oprigtighed bliver også her skudt ned af filende strygere i tide og utide – mest i utide.

Det er spanske Juan Antonio Bayona, der instruerer. Han kan så absolut noget rent visuelt – også når det gælder bloddryppende rædsel. For i de brutale begivenheder sporer man hans kærlighed til skrækfilm. Både vandskadede benbrud og opkast kunne således nemt passe ind i hans fremragende spøgelsesgyser Børnehjemmet.

Det fysiske ubehag kiler sig godt ned i dramaet, men gruen bakkes desværre ikke op med samme følelsesmæssige pondus. Der spædes desuden til med nærmest religiøse referencer, mens tonen kammer over i det sentimentalt tåkrummende. Det kan hverken de smukke billeder eller momentanvise gode scener ikke ændre på.

Filmen 2/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det kan godt være at filmen ikke er det store sus, men den gør sig virkelig godt på Blu-ray. Her står billedet skarpt, veldefineret og med indtagende farver hele vejen, mens også lydsporet spiller upåklageligt med klare niveauer og hvor blandt andet den voldsomme flodbølges brøl i filmens start er intimiderende. Der medfølger desværre intet ekstramateriale, dog følger filmen også med på dvd.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6 [tabgroup][tab title=”The Impossible | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6

Originaltitel: Lo imposible, Spanien, 2012
Udgivelse: d. 14. maj 2013
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Ewan McGregor, Naomi Watts, Tom Holland m.fl.
Spilletid: 1 time 47 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

PLAYER: Casper Christensen og Rasmus Bjerg går på røven i det franske

19. juni 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Hvis succeskriteriet for en komedie er, at man griner, er der lang vej til målet for Tomas Villum Jensens Player. Hvis succeskriteriet derimod blot er at få folk i biografen, er filmen nok bedre sikret succes. For med en coke-sniffende Casper Christensen og en kejtet Rasmus Bjerg burde billetluerne jo ligge klar med spredte ben og godt våd i fugen til et forblændet publikum.

Ja, Player føles mest af alt som et forsøg på at slå genvej til folks pengepung ved at hive to af tidens mest populære komikere ind fra højre og så håbe på, at de kan trække skidtet i hus. Det kan de ikke – langt fra. For selvom de to herrer har deres øjeblikke, ændrer det ikke på, at her er tale om en slap og umorsomt eksekveret komedie, der oser af dovenskab og billige løsninger. For helvede da også – tag jer nu sammen.

Filmen gør ellers brug af et gammelkendt og effektivt komedie-setup, nemlig det at lade modsætninger mødes. Bjerg spiller således en kedelig advokattype, der modvilligt sendes til den franske riviera for at løse en skilsmissesag. Her bliver han franarret 10 millioner kroner og støder tilfældigt ind i sin gamle ven Theo, en dameglad Christensen – jep, hans klare modsætning. Sammen skal de to nu forsøge at skaffe pengene tilbage – mon det lykkedes? Ja, hvad tror du selv.

Den står således på en løssluppen Christensen, der mere eller mindre gentager sin rolle fra Klovn – ja, han siger fisse op til flere, klør sig i skridtet og tager snitter fra en yndig piges pony-tatoverede bagdel. Man får også prutte-og-opkast-humor med en tømmermandsramt Bjerg, der også lige flasher sin bare bagdel for god ordens skyld. Ja, de billige løsninger hele vejen og leveret uden charme.

Jeg har ikke noget imod plat humor, men når det som her er så fantasiløst serveret og i en indpakning, der næsten ikke kunne være mindre engagerende, så bliver de tomme kalorier blot endnu mere overflødige. Og nej, de halve forsøg på at smide lidt far-og-søn-drama samt fraværende fædre-problematik ind i møllen giver hverken de medvirkende eller filmen mere pondus.

Det er i udgangspunkt fint tænkt at sætte Christensen og Bjerg sammen – og de to er da også den eneste grund til, at Player ikke helt skraber bunden (men det er tæt på). Men den umage duo byder på for få grin og filmen er mere end fattig på gode idéer og overraskelser, mens den antiklimatiske og påklistrede finale kun understreger filmens uopfindsomhed – det hele er dog heldigvis overstået på små 80 minutter. [tabgroup][tab title=”Player | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6

Originaltitel: Player, Danmark, 2013
Premiere: d. 20. juni 2013.
Instruktion: Tomas Villum Jensen
Medvirkende: Rasmus Bjerg, Casper Christensen, Lise Koefoed, Ditte Arnth, Lars Brygmann, Ellen Hillingsø m.fl.
Spilletid: 1 time 20 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

Indlæg

THE BLING RING: På overfladisk rov hos de kendte

THE INTERNSHIP: Vaughn og Wilson i fesen feel-good-fuser

HOUSE OF CARDS 1. SÆSON: Magt, manipulation og moralsk fordærv

VILDE ROLF: Farverigt retrospil på vilde eventyr

THE LONE RANGER: Johnny Depp med en fugl på hovedet og en sløv cowboyhelt mangler et spark bagi

TRUE BLOOD SÆSON 5: Spraglet vampyrserie mister overblikket

FLIGHT: Denzel Washington i følelsesladet frit fald

AFTER EARTH: Will Smith og søn spilder din tid

THE IMPOSSIBLE: Sentimentalt flodbølgedrama går i selvsving

PLAYER: Casper Christensen og Rasmus Bjerg går på røven i det franske

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV