Biograf – Side 67 – Filmskribenten

JASON BOURNE: Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage for fuld shaky cam-action

28. juli 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så står den igen på shaky cam-øretæver, shaky cam-biljagter og shaky cam-samtaler. Ja, Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage med en ny film i franchisen om den tidligere og nu jagede CIA-agent Jason Bourne. Og fornemheds skyld hedder filmen netop det.

Det er godt 10 år siden, at duoen sidst leverede Bourne-action med den fremragende The Bourne Ultimatum, inden The Bourne Legacy blev liret af som seriens fjerde kapitel i 2012 med Jeremy Renner i hovedrollen og Tony Gilroy som instruktør.

Selvom jeg nu ok godt kunne lide ovenstående kapitel i franchisen, så jeg bestemt frem til Jason Bourne med Greengrass og Damon tilbage på deres respektive poster med denne femte film. Dem indtager de uden stor slinger i valsen, men også lidt for sikkert og uden de store overraskelser.

Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting – slet ikke når det som her er kompetent leveret. I hvert fald når det kommer til den hæsblæsende og intense action. Lige fra pulserende biljagter gennem menneskemængder til tørre tæsk med næverne, mens kameraet flyver energisk omkring slagene.

Ganske vist bliver enkelte tematikker og plotpunkter skåret en smule klodset ud i pap. Det er dog til at leve med i Greengrass’ action-maskine, der tromler ihærdigt afsted mod den herligt heftige finale, mens en sammenbidt Damon løber, slås og skuler alvorligt.

Hvad handler filmen så om? Tjo. Bourne jagtes fortsat af CIA og graver videre i sin mørklagte fortid, der naturligvis gemmer på hemmeligheder, mens et nyt CIA-hemmeligt program er sat i værk. Der spædes ligeledes til med temaer som privatlivets fred i en verden, hvor alt kan overvåges – og bliver det.

Desuden spiller en herligt olm Tommy Lee Jones med som CIA-chef og Alicia Vikander er med konstant alvorlig mine god og intens som computerklog CIA-agent, mens Vincent Cassel er hårdtslående og ond håndlanger, der langer håndmadder ud til Damon – og så repriser en cool Julia Stiles sin Bourne-rolle som Nicky Parsons.

Jason Bourne er groft sagt mere af det samme, som vi kender fra de tidligere film med Greengrass og Damon ved roret. Friskheden er dog ikke nær så frisk mere, men det er kompetent eksekveret action tilsat overvågningsparanoia og desværre også sine steder historie- og karaktermæssigt småklodsethed.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Jason Bourne | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Jason Bourne, USA, 2016
Release: den 28. juli 2016
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Matt Damon, Tommy Lee Jones, Alicia Vikander, Vincent Cassel , Julia Stiles, Riz Ahmed m.fl.
Spilletid: 123 minutter
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

19. maj 2016/i Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad nu bare være med at lave flere X-Men-film, hvis I ikke kan finde ud af det. Det seneste kapitel i franchisen lader i hvert fald til at være opstået i en eller anden form for mutant-brandert, hvor man har besluttet, at ”more is better”.

Sandheden er dog, at Bryan Singers X-Men: Apocalypse er en rodet og keeedelig omgang mutant-vælling. Her vælter de kulørte løjer sig ufokuseret rundt i flere plottråde og karakterer end, hvad det kulørte bæst kan bære.

Men lad mig lige ridse plottet op. Helt kort. Det er noget med, at den mest onde motherfucker af en flere 1000 år gammel mutant vågner op til dåd i 1983 for at lægge verden i ruiner og starte en ny verdensorden med sig selv som hersker. Yes, han hedder naturligvis Apocalypse – hint hint.

De gode mutanter aka X-Men vil naturligvis stoppe ham. Tjubang, CGI-larm og så videre.

Altså ét styk fæl, megalomanisk og über magtfuld mutant i farven lilla mod de idealistiske X-Men (i overvejende blå farver). Som sådan en ok og simpelt præmis for en omgang solid ‘god-versus-ond-superhelte-action’ med mutanter i gummidragter. Sådan går det dog ikke.

For publikum skal trækkes igennem utallige introduktioner af karakterer og deres relationer på kryds og tværs af franchisen. Filmens kerneplot rykker således stødt i baggrunden, mens filmen drænes for drama, nærvær og fremdrift.

Og så er der jo alle de der mutanter. For lige at nævne et par stykker: James McAvoy er igen lederen af mutant-skolen som Charles Xavier og Michael Fassbender er fortsat martret god skråstreg ond som Magneto. Jennifer Lawrence bøvler også med sin identitet som Mystique, mens Oscar Isaac brummer sig med ”uhyyyggeliiig” stemmeforvrænger igennem rollen som Apocalypse.

Nicholas Hoult er fanget mellem at være bebrillet nørd og behåret Beast – og lad mig for god ordens skyld også lige liste Cyclops i kæk skikkelse af Tye Sheridan, mens Sophie Turner er mild og vild som Phoenix og bla bla bla.

Nå ja, og så forsøger Bryan Singer at overgå en af den forrige films bedste scener. Nemlig den, hvor Evan Peters som den lynende hurtige Quicksilver nedlægger en flok betjente i ultra slow motion.

Her bliver det blot til en mere eller mindre kikset gentagelse, der modsat forgængerens intense simple setting går efter ”more is more”, men bare ender som ”stop dig selv, Bryan Singer”.

Ja, vi har altså her at gøre med endnu en stort opsat superheltefilm, hvor det er intet mindre end menneskehedens skæbne, der er på spil. Men på trods af dette formår løjerne altså aldrig at indgyde nævneværdig spænding i eller engagement hos mig.

Så mens vi får serveret de obligatoriske bygninger, der styrter i CGI-pumpet grus, hvor de helt almindelige mennesker efterlades som ligegyldige statister i billedets kant, bliver jeg bare mere og mere ligeglad med, om det unge kuld af mutanter nu klarer den.

Filmens ellers interessante temaer så som faderkomplekser, at være udstødt, ens skæbne og det at vende svagheder til styrker ender desværre med at blive langt i grus på samme måde som bygningerne, mens det tomme CGI-rabalder tværes ud over lærredet.

Jeg kan dog godt lide, at universet er så gummidragtskulørt. Det er tegneserieæstetik omsat til film, hvor virkeligheden holdes på behørig afstand, så eventyret kan folde sig ud.

Men når ingen af karaktererne har egentlig dramatisk tyngde og historien kvæler sig selv med et overlæsset plot, så bliver filmens 2 timer og 23 minutter altså også til meget lange 2 timer og 23 minutter – kulørte mutanter eller ej.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering af X-Men: Apocalypse 2 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”X-Men: Apocalypse | Biografanmeldelse”]

Titel: X-Men: Apocalypse, USA, 2016
Release: den 19. maj 2016
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Evan Peters, Michael Fassbender, James McAvoy, Nicholas Hoult, Olivia Munn, Oscar Isaac m.fl.
Spilletid: 2 timer 23 minutter
Udgiver: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE REVENANT: Leonardo er nok ikke vildt begejstret for store bjørne og sne mere

21. januar 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Her bliver han nemlig fatalt såret af en stor bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han nu forsøger at overleve i den iskolde natur. Det er groft sagt præmissen i Alejandro González Iñárritus nye film, der passende kunne have fået den danske titel Med forfrossen Leo på iskold overlevelsestur i 1823.

Du ved, menneskets kamp for livet og mod naturen. Simpelt, men også elementært spændende. Og så er filmen utroligt nok baseret på en sand historie. Det er dog ikke historien, der gør The Revenant til så pokkers vild en oplevelse, men derimod måden den forløses på. Det står klart fra den imponerende åbningsscene, hvor en gruppe jægerne – heriblandt en fuldskægget Leonardo – angribes af indianere med bue, pil og økser.

Det er en af de mest intenst medrivende actionscener, jeg længe har set. Her flyver kameraet hektisk – men aldrig forvirrende – i lange ubrudte bevægelser ind og ud af det blodige kaos, hvor pile suser dødeligt gennem luften og geværer føder blodige kroppe. Jeg forbliver på den måde på slagmarken. Placeret unådigt midt i døden og håbløsheden uden mulighed for at undslippe. Og her bliver jeg resten af filmen – i selskab med Leonardos bitre overlevelseskamp.

Det er denne helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab, der er så pokkers vild. Nærværet og nuet. Skabt med god hjælp af fotograf Emmanuel Lubezki, der smukt sætter dødskampen og den realistiske rå natur i kontrast med både bjergtagende billeder og symbolladede scener, mens lydsiden dyrker stilheden og åndedrættet i de store vidder. Her får både roen og fortvivlelsen således lov at danse op mod Ryûichi Sakamotos sfæriske score.

Nå ja, og så er der jo Leonardo, der kæmper hårdt for sin Oscar… ahem, jeg mener for sit liv. Næsten uden ord aser og maser han sig nærværende gennem den nådesløse natur, hvor han med et intenst blik og snot i skægget fastholder mig i sin kamp. Hele vejen. Det øvrige cast leverer desuden værdigt modspil, blandt andre en flot CGI-bjørn samt en brutal og brovten Tom Hardy.

The Revenant er dog meget andet end skuespillernes dødsforagtende spil og historien med indbygget hævnmotiv i samt en kras påmindelse om den umenneskelige behandling af indianerne. Det er i høj grad den rene filmoplevelse af lyd og billeder i bevægelse. Det at blive sænket ned i en rå natur side om side med Leonardo. Nærværet og nuet. En pokkers vild oplevelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Revenant | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Revenant, USA, 2015
Premiere: den 21. januar 2016
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: m.fl. Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, en stor bjørn m.fl.
Spilletid: 156 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og de otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

7. januar 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvad får man, når Quentin Tarantino i årene efter den amerikanske borgerkrig lukker otte suspekte typer inde i en træhytte midt i en snestorm? Svaret er The Hateful Eight. En pokkers medrivende og veldrejet intens film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge og varer hele tre timer. Tre forrygende timer, vel at mærke. Imponerende.

Inden vi lukkes ind i hyttens trange indre, får western-vidderne dog lov at strække sig ud i et sneklædt Wyoming. Her bumler dusørjægeren John Ruth – en selvsikker Kurt Russel – gennem landskabet i en diligence med sin fange, en skøn og skræmmende Jennifer Jason Leigh. De gøres følge af en veltalende Samuel L. Jackson samt Walton Goggins, der er mindst lige så suspekt som resten af følget.

En snestorm tvinger dem til at søge ly i førnævnte hytte, der allerede huser gæster. Ja, de restende fire af titlens hadefulde otte – henholdsvis en cool Michael Madsen, en forkalket Bruce Dern, en mut Demian Bichir og en affekteret Tim Roth. En efter en folder Tarantino vittigt og velskrevet sine hemmelighedsfulde karakterer ud, mens spændingerne i hytten bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser.

Ja, det kan naturligvis kun ende galt, når sådan en flok revolver-røvhuller klemmes ind i en trykkoger af en træhytte. Vejen mod den uundgåeligt blodige ende leverer Tarantino med vanlig genrekærlighed, overraskelser og en hele vejen smittende fortælleglæde. Et potent kammerspil, der frækt nok er skudt i det brede Ultra Panavision 70-format, der normalt forbindes med episk udfoldede filmvidder.

Men her får 70mm-bredformatet altså lov at strække sig elegant ud i den snævre setting og bruges til blandt andet strategisk at placere ensemblet i billedet, så jeg afsøger rummet for ledetråde og er på vagt over for de medvirkendes næste træk. Præcis som flokken selv hele tiden er på vagt over for hinanden. Og netop i gruppens samspil og fortællingens mange detaljer sitrer filmens medrivende nerve.

Tarantino leger som sædvanligt – men ikke mindre veloplagt, vittigt og grotesk – med mediet, sit publikum og her westerngenrens konventioner med en utvetydig filmkærlighed. Nå ja, og så leverer den legendariske komponist Ennio Morricone friskskrevet musik, der danser op mod temaer som retfærdighed og hævn i en veleksekveret tornado af et manuskript tilsat herligt brutal vold og godt med bandeord.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Hateful Eight | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Hateful Eight, USA, 2015
Premiere: den 7. januar 2016
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern m.fl.
Spilletid: 187 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

MACBETH: Folk bliver nok aldrig trætte af Shakespeares tragedie

17. december 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Virkelig? Endnu en version af Shakespeares tragedie? Åbenbart – og heldigvis må jeg hellere skynde mig at sige. For godt nok er historien blevet fortalt et utal af gange, siden William skrev den. Men gode historier kan fortælles igen og igen – og det er Macbeth. Tragisk, trøstesløs og dybt nede i det menneskelige mørke. Det er den også i Justin Kurzels udgave med Michael Fassbender som Macbeth og Marion Cotillard som hans hustru.

Lige historien helt kort. Macbeth er en general med altopslugende ambitioner om at blive Skotlands konge. Godt bakket op af sin hustrus hjælp. Og han vil gøre alt for at nå sit mål. Du ved, dræbe, bedrage og den slags moralsk nedbrydende handlinger. Ja, altså fortællingen om en mands undergang og menneskelige opløsning spundet i et net af grådighed, magtsyge og sindssyge.

Men selvom Fassbender bærer den hjem med uforfalsket nerve og en tiltagende galskab i blikket, mens Marion Cotillard er både sårbar og pokkers stærk som Lady Macbeth, får tragedien aldrig for alvor fat i mine ellers modtagelige følelsesnerver. Jeg forbliver mere beskuer end egentlig engageret i det menneskelige drama. Måske fordi filmen er så optaget af at engagere mig visuelt.

For jeg bliver på trods af de dragende personportrætter ikke videre følelsesmæssigt engageret. Derimod imponerer og inddrager Justin Kurzels Macbeth mig med sin billedside. Her bliver der fra første åndeløse frame åbnet op for de skotske vidder, hvor tågen hersker tungt over trætoppene, mens blodet størkner mørkt i krigernes slidte skæg og skarpe sværdklinger.

Det er da også netop på grund af den duperende indpakning, at filmen lever hos mig – både, mens den står på og efter rulleteksterne. Men selvom jeg gribes af det nærmest overjordiske univers, der her pakker tragedien ind i sørgmodig tåge, super slowmotion og endeløse landskaber, forbliver min oplevelse noget følelsesmæssig overfladisk. Selvom her jo ellers er godt schwung på dramaet.

Du ved, potente sager som magtsyge, mord, forræderi, ublu ambitioner, hekseafbrændinger, galskab, skyld, had, krig, smerte, og vrede. Men visuelt både rummer og rammer tragedien mig med pondus, hvor blandt andet Macbeths syner foldes ud med en tvetydighed, så jeg kommer med ind i hans vaklende verden, hvor grænsen mellem virkelig og fantasi, rationale og sindssyge gives mening i sin visuelle udfoldelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Macbeth får 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Macbeth | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Macbeth, UK | France | USA, 2015
Premiere: den 17. december 2015
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Marion Cotillard, Michael Fassbender, David Thewlis, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

STAR WARS: THE FORCE AWAKENS: Et forrygende genfødt rumeventyr

16. december 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan mega Star Wars-fan. Men med Star Wars: The Force Awakens er det gået op for mig, at jeg nok er noget større fan, end jeg lige troede. Det er i hvert fald kommet lidt bag på mig, hvor meget jeg har egentlig har set frem til at rejse til a galaxy far, far away. Og bare rolig, for instruktør J.J. Abrams leverer med dette syvende kapitel i serien et forrygende genfødt rumeventyr, der får sat franchisen på rette kurs efter de seneste tre film.

Vi dumper her ned i fortællingen 30 år efter, den originale trilogi sluttede med Return of the Jedi i 1983. Således møder vi gamle kendige som Han Solo, Chewie og Leia – naturligvis henholdsvis Harrison Ford, Peter Mayhew og Carrie Fisher som i de oprindelige film, der startede det hele i 1977. Men selvom The Force Awakens lever videre på og af de gamle film, føles den frisk. Både nostalgisk og en ny start, hvilket rækken af nye karakterer understreger.

©Lucasfilm 2015

Godt nok leverer blandt andet Harrison Ford nærvær i sin ikoniske rolle som charmerende rumpilot og Carrie Fisher giver sin Leia rolig tyngde, mens også gensyn med C-3PO samt susende ture i Millennium Falcon leveres veloplagt og er ikke – som måske frygtet – malplacerede eller forcerede. De gamle film og det velkendte univers får ganske enkelt naturligt nyt liv, hvor det gamle hold fint flettes sammen med det nye – og deres nu fælles historie.

For selvom her er mange referencer til de gamle film – både visuelt, i karakterer, temaer og plot – så peger filmen mere frem end tilbage. En film, der ærer originalerne, men også vil løsrive sig – skabe nye helte, fjender og legendariske scener. Og gør det. Ikke mindst takket være nye ansigter, blandt andet Daisy Ridley som gæv heltinde, en både cool og småklodset John Boyega, mens Oscar Isaac har intens nerve som kampklar pilot – nå ja, og den livlige droide BB-8.

©Lucasfilm 2015

Vi har naturligvis at gøre med kampen mellem de gode og de onde – rebellerne mod imperiet. Den mørke og lyse side af The Force, om man vil. Her leder en maskeret Adam Driver an på den mørke side som den mystiske Kylo Ren. En skurk, der balancerer mellem ynkelig og såret, farlig og uforudsigelig. Ja, selvom historien er ret så sort/hvid, er der fine nuancer i karaktererne – som med Kylo Ren. Og så er der desuden en engagerende dynamik i castet.

Plottet er dog én ting. For mig handler det i høj grad også om at træde ind i en anden verden – at møde fæle monstre og flyve i en X-Wing. Her ankom jeg til et univers, hvor den måske nok uoriginale historie heldigvis leveres så pokkers veloplagt og med så meget (kliché-advarsel) hjerte, humor og kærlighed til eventyret, at jeg fløj begejstret og fuld af følelser hele vejen igennem. Jeg ser nu kun endnu mere frem til næste film i sagaen, som George Lucas startede for nu 38 år siden.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook lige HER.

Star Wars: The Force Awakens får 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Star Wars: The Force Awakens | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Star Wars: The Force Awakens, USA, 2015
Premiere: den 16. december 2015
Instruktion: J.J. Abrams
Medvirkende: Daisy Ridley, John Boyega, Oscar Isaac, Adam Driver, Harrison, Carrie Fisher, Peter Mayhew m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

TALE OF TALES: Her er ingen flad Hollywood-CGI, men blot et fucking ægte eventyr

10. december 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Wow, det er altså et både vildt og vildt eventyrligt univers, italienske Matteo Garrone lukker mig ind i med sin balstyriske Tale of Tales. Her møder jeg blandt andet mystiske væsner, en liderlig konge og en længselsfuld prinsesse samt naturligvis forunderlig magi. På kryds og tværs i dette storslåede univers udspiller således en række forskellige eventyr sig.

Det slår mig først og fremmest, hvor ægte universet føles. Her er en fysisk tyngde og detaljegrad i alt fra kongekroner til trolderynker, der gnidningsfrit også overbeviser mig om, at det der store sømonster findes lige der for øjnene af mig. Af kød, blod og med et dunkende hjerte bag det enorme bryst. Og netop universet er det, der fastholder mig, når fortællingerne mister nærvær.

For selvom historierne er enten spændende, romantiske, brutale, uhyggelige eller det hele på én gang, snubler de sig desværre også en smule ujævnt ud og ind mellem hinanden. Måske de ville have fungeret bedre som separate kortfilm? Jeg var dog upåagtet hensat til og forført af det dragende eventyrland. Hele vejen.

Lige fra Salma Hayek som fortvivlet dronning, der sender sin mand (John C. Reilly) i kamp mod et mægtigt bæst, hvilet skulle afhjælpe deres barnløshed, til en stakkels prinsesse (Bebe Cave), der er uheldig at blive bortgift af sin far (Toby Jones) til en fæl trold og ikke mindst en liderlig konge (Vincent Cassel) på konstant jagt efter nye erobringer, hvilket bringer ham i fedtefadet.

Ja, Garrones to forrige film står i skarp kontrast til dette pompøse eventyr. Du ved, den rå gangsterfilm Gomorra og det legesyge drama Reality. Men med afsæt i landsmanden Giambattista Basiles eventyrsamling fra 1634 og 1636 samt hjælp fra fotograf Peter Suschitzky, production designer Dimitri Capuani og tilhørende hold har Garrone skabt et prægtigt, begærligt og farligt eventyr.

Her er ingen flad CGI-farvelade, der ellers alt for ofte ukritisk hældes ud over eventyrfilm for at bringe magien til live, men i stedet ender med at kvæle den. Nej, her banker, ånder og lever magien. Jeg tror på eventyret. Fra en fremtryllet skønhed (Stacy Martin) til et klamt monster. Et smukt, arketypisk og fandens opslugende univers, hvor kærligheden, begæret og løgnen har konsekvenser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Tale of Tales | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Tale of Tales, Italien | Frankrig | England, 2015
Premiere: den 10. december 2015
Instruktion: Matteo Garrone
Medvirkende: Salma Hayek, John C. Reilly, Toby Jones, Vincent Cassel, Bebe Cave, Stacy Martin m.fl.
Spilletid: 125 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

CREED: Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det

2. december 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende, siden Syvester Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Senest var han i ringen med Rocky Balboa i 2006. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”.

Sylvester Stallone er tilbage i signaturrollen som nu forhenværende bokser. Med flere rynker, flere skavanker og mere kød i ansigtet, hvor de milde øjne lyser af levet liv frem fra under de mørke bryn og den obligatoriske hat. En mand, der ved, hvor han står i livet, og hvad han har opnået. Boksekarrieren er bag ham, mens graven kun rykker tættere på. Det går ham dog ikke synderligt på.

Men det er ikke hos Rocky, det starter. Derimod er det hos den unge Adonis Creed – i skikkelse af en skarpt skåret Michael B. Jordan med kombineret sorg og gåpåmod i et både flakkende og fast blik. Søn af den legendariske Apollo Creed, som Rocky stod over for i filmen fra 1976. Apollo døde dog før Adonis blev født – ikke desto mindre er han bokser til benet. En født fighter.

Adonis vil dog ikke tage sin fars navn. Han vil skabe sit eget og tager derfor fra L.A. til Philadelphia for at overtale Rocky til at træne ham. Det er i dette møde mellem generationer – fortid og nutid – at fortællingen naturligt og fængslende rammer alle dramatiske toner rent. For Creed handler slet ikke om boksning, men om de kampe, vi alle hver især kæmper i livet. Opløftende, råt, varmt, sjovt og usentimentalt (sådan cirka).

Creed, der kæmper med en tabt barndom, at leve i sin fars skygge og med at finde sin vej i livet. Rocky, der lever med alderdommens vished om, at det meste af livet er bag ham. I bund og grund handler Creed om at kæmpe for det, man tror på. For sig selv. For dem omkring en. For selve livet. Ja ja, godt nok kan Creed sætte hak ved et par klichéer – se ovenfor – men de leveres alle oprigtigt.

Jeg tror på kampene, både de indre og ydre. For vi får naturligvis også et par potente boksekampe, hvor musklerne spændes i min krop, mens tårerne presser sig på. Følelserne sætter sig med ubesværet oprigtighed i min krop og mave, mens instruktør og medforfatter Ryan Coogler (Fruitvale Station) med sikker hånd bygger fortællingen så levende op, at jeg føler det, de føler. Fra slagene i ringen til dem, vi alle udsættes for, selvom vi ikke bærer boksehandsker.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Creed| Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Creed, USA, 2015
Premiere: den 3. december 2015
Instruktion: Ryan Coogler
Medvirkende: Michael B. Jordan , Sylvester Stallone, Graham McTavish, Tessa Thompson, Phylicia Rashad, Anthony Bellew m.fl.
Spilletid: 133 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

SPIONERS BRO: Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig er en god kombination

26. november 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Selvom det ikke just er filmiske milepæle, Steven Spielberg banker i jorden mere, ser jeg absolut stadig frem til hver ny film af manden bag nogle af filmhistoriens bedste titler. Og flere af mine favoritter. Ja ja, han kan stadig nå at levere milepæle. Det bliver dog ikke med hans nyeste. Men bare rolig, for selvom Spionernes Bro ikke er en milepæl, er kombinationen af Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig bestemt god.

Stemningen er lidt trykket mellem USA og Sovjetunionen – den kolde krig, du ved. Og stemningen bliver ikke just bedre af, at FBI i 1960’erne arresterer den sovjetiske spion Rudolf Abel på amerikansk jord. Men selvom man er en russisk KGB-spion i USA, skal man jo have en ordentlig rettergang og en ordentlig advokat – ind kommer en sympatisk Tom Hanks som advokaten Donavan.

Steven Spielberg får således elegant menneskeliggjort og sat de politiske spændinger samt dilemmaer i spil – i form af forholdet mellem Donavan og Abel. Du ved, USA kontra Rusland. Situationen (og det grotesk komiske i den) spidser yderlige til, da en amerikansk pilot ender i et sovjetisk fængsel. Nu må Donavan nemlig til Østberlin for at forhandle med russerne om at bytte Abel for piloten.

Jeg sympatiserer lynhurtigt med altid sympatiske Tom Hanks, der er endt i noget af en koldkrigs-knibe. Den klassiske ’en-almindelig-mand-i-en-ualmindelig-situation-rolle’, som Tom Hanks spiller til perfektion. Det gør han også her. Afdæmpet, tilbageholdende stædig og menneskelig til benet. Godt understøttet af familiens varme skød og hans ubrydelige moral.

Mark Rylance er ligeledes forrygende som den enigmatiske Abel, der samtidig udgør en god dramatisk modvægt til Donovans varme væsen med sin rationelle og indadvendte facon, som eksempelvis når Donavan spørger, om ikke han er nervøs (du ved, med udsigt til dødstraf), hvortil han blot tørt svarer: ”Would it help?”. Det er en fornøjelse at være vidne til deres afdæmpede drama og det umage venskab, der opstår på ryggen af de store politiske spændinger.

Udover den engagerende duo, der bringer det velskrevne, vittige og skarpe manuskript af Matt Charman samt ikke mindst Ethan og Joel Coen til live, bringer Spielberg ligeledes koldkrigsstemningen dragende til live med regnvåde og tyst belyste miljøer befolket af mænd i tunge jakkesæt og iklædt hat. Nå ja, og så er det også bare en helt grundlæggende fascinerende og dødspændende historie, der utroligt nok er baseret på virkelige begivenheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Spionernes Bro | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Bridge of Spies, USA, 2015
Premiere: den 26. november 2015
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Tom Hanks, Mark Rylance m.fl.
Spilletid: 141 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

The Hunger Games – Mockingjay del 2: Sidste omgang med Jennifer Lawrences halvslappe bue og pil

18. november 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så nåede Jennifer Lawrence med bue og pil i mål. Langt om længe, fristes jeg til at sige. For serien om Katniss Everdeen har aldrig for alvor indfriet sit potentiale til andet end nogle middelmådige og noget følelsesflade film. Desværre, historien fortjener mere. End ikke denne på papiret potente finale løfter sig og bliver andet end et ”tjo – det var så det, Katniss”.

Vi hopper direkte ind, hvor den forrige film slap – men nu er Suzanne Collins’ tredje og sidste The Hunger Games-bog jo også delt i to (du ved, penge). Det dystopiske univers er igen flot iscenesat med nedtonede farver i det ødelagte Panan, der står i symbolsk kontrast til det rige og farverige Capitol, hvor den diktatoriske præsident Snow regerer. Katniss fører fortsat en kamp for at få Snow ned med nakken, så det undertrykte folk igen kan blive frit. Kort fortalt.

For ja, her er sin del af rænkespil, plottwists og moralske dilemmaer på spil i krigen mod overmagten, hvor hverken fjender eller helte optegnes sort/hvidt, men er ilagt fine nuancer. Desværre udløser de tematiske og karaktermæssige nuancer om blandt andet skyld og tilgivelse, liv og død bare ikke det engagerende drama, historien kæmper for at bringe til live.

Relationerne forbliver for vagt optegnede og konsekvensløse, som blandt andet trekantsdramaet mellem Katnis, den nu hjernevaskede (!) Peeta og den rolige Gale – henholdsvis mere eller mindre ligegyldige Josh Hutcherson og Liam Hemsworth. Jeg kommer aldrig til at tro på den brændende kærlighed, som her med vold og magt forsøges hevet ned over hovedet på trekløveret.

Filmen byder dog på et par solide actionscener, som da Katniss og co. får røven intenst på komedie i klaustrofobiske gange under jorden, mens en scene, der viser krigen fra sin mest kyniske side er tæt på at generere noget af det dramatiske pondus, filmen mangler. Men det bliver ved vellykkede enkeltscener, mens helheden ender som en frustrerende uforløst og ujævn oplevelse.

For den gode historie er til stede, den er bare lullet ind i plotmæssigt dødvande og halvhjertede portrætter, hvor end ikke Philip Seymour Hoffman, Julianne Moore og Woody Harrelson får lov at løfte filmen. Donald Sutherland er dog igen herligt kalkuleret som præsident Snow, mens Jennifer Lawrence nogenlunde afstemt får sendt sin heltinde overbevisende i mål.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Mockingjay Part 2 | Biografanmeldelse”]
Originaltitel: The Hunger Games: Mockingjay Part 2, USA, 2015
Premiere: den 18. november 2015
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Woody Harrelson, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 136 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

JASON BOURNE: Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage for fuld shaky cam-action

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

THE REVENANT: Leonardo er nok ikke vildt begejstret for store bjørne og sne mere

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og de otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

MACBETH: Folk bliver nok aldrig trætte af Shakespeares tragedie

STAR WARS: THE FORCE AWAKENS: Et forrygende genfødt rumeventyr

TALE OF TALES: Her er ingen flad Hollywood-CGI, men blot et fucking ægte eventyr

CREED: Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det

SPIONERS BRO: Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig er en god kombination

The Hunger Games – Mockingjay del 2: Sidste omgang med Jennifer Lawrences halvslappe bue og pil

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV