Biograf – Side 65 – Filmskribenten

LIFE: På røvtur i rummet med et herligt slimet rumbæst

23. marts 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Med rumgyset Life står den på good ol’ monster fun in space. Her er dog ikke just tale om en revolutionerende omgang monsterballade, men mindre kan så absolut også gøre det – hvilket er tilfældet her. For hele den skønne monsterfest serveres fermt, slimet og tempofyldt. Ja, det er ganske enkelt et herligt og hurtigt monsterfix, der fungerer på egne simple præmisser.

Vi befinder os ombord på en rumstation – naturligvis klaustrofobisk placeret i rummet og med et trængt indre, hvor astronauterne ender med at kæmpe for livet. For da de i prøver fra Mars’ overflade finder en lillebitte levende livsform, ved jeg jo udmærket godt, hvad klokken har slået. Den fremmede livsform viser sig nemlig at ville overleve – koste hvad det vil af liv blandt crewet.

Så inden du når at få alt for mange popcorn galt i halsen, vokser den ellers lille rumklat sig nemlig større, stor og slimet i takt med, at besætningsmedlemmerne bliver færre og færre. En lige til og simpel monsterpræmis, som ganske vist er set flere gange før. Her er præmissen dog både medrivende og underholdende eksekveret hele vejen frem mod den intenst buldrende finale.

Blandt det hårdt prøvede mandskab finder man blandt andre en rolig, mut og cool Jake Gyllenhaal videre til en kæk og handlekraftig Ryan Reynolds samt Rebecca Ferguson, der holder det kølige overblik. Desværre kommer jeg ikke rigtigt ind under huden på nogle af karaktererne, så det følelsesmæssige engagement er det altså småt med for mit vedkommende.

Men selvom jeg ikke just må tørre tårer væk, når endnu en astronaut blodigt må lade livet, så har de medvirkende tilpas med nærvær og indlevelse i monsterhalløjet til, at jeg er med dem, når lortet brænder på. Hertil kommer nogle både smukt og elegant eksekveret kamerature rundt i rumskibet blandt det svævende crew. Det hiver noget vægtløs rumpoesi ind i røvturen i rummet, hvor det slimede bæst skaber panik.

– Life får 4 ud af 6 stjerner:

– Life har biografpremiere den 23. marts 2017.

KONG: SKULL ISLAND: Kongen er tilbage… BRØØØØØØL!!!

9. marts 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så er der monster movie madness! Kongen er tilbage – som i King Kong er tilbage. Den enorme gorilla, der så let som ingenting kan rive adskillige helikoptere ned fra himlen og uden rysten tage imod skudsalver fra hidsige automatvåben. Det er da også præcis, hvad Kong gør, da en ekspedition anno 1973 bevæger sig ind på den mystiske ø Skull Island midt i Stillehavet.

Ganske vist er her ikke tale om praktiske effekter, når gorilla og co. folder sig energisk ud, men et sandt CGI-bonanza, der som et bombastisk festfyrværkeri fremtryller adskillige medrivende og storslåede actionscener. Lige fra det første voldsomme møde mellem Kong og en helikoptereskadrille til barske slåskampe med andre kæmpemonstre – så som en ækel og meget langbenet edderkop.

Her er dog også plads til smukke åndehuller midt i den actionmættede monsterfilm. Så som en rolig Kong og ditto ekspedition, der i stilhed betragter den smukke nattehimmel og omfavner den skønhed, naturen også har at byde på, når den jo ikke lige står på slimede monstre med sylespidse tænder. For den slags kæmpekryb kommer nemlig også på banen. Gisp.

Så selvom det er Kong og rækken af øvrige spektakulære monstre, som stjæler mest af filmens rampelys, finder man også et rigt udbud af personer, der er draget på den farlige mission ind i fremmed land. Måske også lige liiiiiidt for mange til, at jeg kunne holde overblikket. Men der skal jo også være noget at tage af, når det kommer til monsterføde – og ja, her bliver der mæsket i menneskene.

Udover en række rå soldater iført godt med store guns, finder man blandt andre en eventyrlysten John Goodman i front for ekspeditionen. Tom Hindelton giver den som barsk tracker, mens Brie Larson er den erfarne krigsfotograf, og så leder en cool Samuel L. Jackson soldaterne an som oberstløjtnant. En broget flok med hver deres agenda, som da også hver især fint udfylder deres roller.

Desværre er der ikke nogen personer, der sådan for alvor at brænder igennem. Men dog nok til, at jeg var med dem hele vejen gennem jungledyb, adskillige grumme overraskelser og ikke mindst mødet med Kong. Det er dog i sidste ende de enorme monstre, der står tilbage som filmens sejrsherrer sammen med filmens både veltænkte, velkomponerede og op til flere helt ikoniske billeder.

Så som Samuel L. Jackson placeret midt i billedets forgrund, mens Kong tordner sig enorm op foran ham med eksplosioner om ørerne. Således er filmen da også på flere måder mere en film til øjne, ører og maven – til suget i maven – end det er en film til hovedet. Det er monteraction, store armbevægelser og ganske enkelt bare en pokkers flot og monsterunderholdende monsterfilm.

Kong: Skull Island får 5 ud af 6 stjerner:

Kong: Skull Island får premiere den 9. marts 2017.

LOGAN: Endelig får vi en brutal og blodig omgang Wolverine

2. marts 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Siden jeg første gang så Hugh Jackman som Wolverine aka Logan med de skarpe kløer, har jeg ventet på, at det skulle afstedkomme en blodig omgang superhelteaction. Det får jeg nu endelig serveret med Logan, der ligeledes har udskiftet det farvestrålende X-Men-univers med et mørkt, beskidt og alvorligt et. Det klæder den arrige mutant.

Filmen folder sig ud i en nær fremtid, hvor vi møder en forslået og stakåndet Wolverine. Men ar på kroppen, tung ånde og alkoholproblemer. Nå ja, og så er han også begyndt at bruge læsebriller. Nej, han er ikke just så udødelig i denne ombæring, som han ellers plejer at være. Men derfor kan han bestemt godt slå fra sig… og sige ”fuck”.

Det gør han så også i filmens første og brutalt blodige scene, hvor Logan lige ondulerer en flok barske bandemedlemmer. Hårdt, beskidt og råt. Ja, det er bestemt fedt endelig at se Wolverine jage sine kløer igennem skallen på folk samt at hugge arme, ben og hoveder af, så blodet sprøjter. En brutal fornøjelse.

Det hele er dog ikke bare blodig sjov og ballede. Det er pure alvor med sammenskudte øjenbryn og snerrende tung stemmeføring hele vejen, hvor Logan bare har fået nok af det hele. Han orker ikke at skulle være en helt mere. Har orker ikke noget som helt. Han har desuden øjensynligt heller kræfterne til det. Men, men, men…

For ja, naturligvis ender Logan – dog noget modvilligt – med at hjælpe en lille pige, der af uvisse årsager har en flok kampklare tropper på nakken. Således ender Logan også med at være mandsopdækket, hvilket naturligvis afstedkommer mere veltuneret og blodig action. Det er klart her nogle af filmens højpotente højtepunkter leveres. Stærkt.

Der er også skruet op for det intense drama, hvor vi desuden møder en afkræftet Charles Xavier aka Professor X, som Patrick Stewart atter spiller. Her med fint nuanceret spil som både svagelig, stærk og ikke uden valbalanceret humor. Mens Dafne Keen ganske enkelt er helt suveræn som den ordknappe pige Laura, der med forknyt mine og gnistrende øjne brænder igennem.

Men alligevel mangler der noget for, at jeg for alvor drages ind i Logans både indre og ydre kamp. For selvom Hugh Jackman er god som ekstra olm Wolverine, bevæger han sig også i et noget ensformigt gryntende spor filmen igennem, hvor jeg desuden også savner en bedre, mere interessant og intimiderende skurk, end den intetsigende starut, men her spises af med.

Ganske vist er det dystre univers en fornøjelse at være i, mens actionscenerne sidder lige i skabet, men jeg engageres ikke sådan virkeligt for alvor i Logan – end ikke i ellers rørende scener. Filmen mister desuden også momentum undervejs, hvilket der dog rettes op på i den fint buldrende finale. Så ja, endelig fik jeg en brutal og blodig omgang Wolverine. Så sejt.

– Logan får 4 ud af 6 stjerner:

– Logan har biografpremiere den 2. marts 2017.

Titel: Logan, 2017
Release: den 2. marts 2017
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Boyd Holbrook, Doris Morgado m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: Fox Film

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

2. marts 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad mig bare her fra starten sige, at jeg ikke har et hverken synderligt nært eller for den sags skyld nostalgisk forhold til Danny Boyles spruttende vilde Trainspotting fra 1996. Andet end, at jeg bestemt godt kan lide den. Men var der nu også behov for en fortsættelse?

Den er i hvert fald nu landet i og bærer titlen T2 Trainspotting. Danny Boyle er tilbage i instruktørstolen, mens Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller og Robert Carlyle ligeledes er tilbage i deres respektive roller. Bare 20 år senere. Og ja, både tiden er gået og gået i stå for dem her to årtier senere.

For hvordan er det mon så gået de fire drenge, som nu er blevet til mænd? Ikke sådan rigtig godt. For nogen af dem. De sidder på hver deres måde fast i livet og i fortiden. Det står klart efter en veloplagt og tempofyldt introduktion af de fire ungdomsvenner, hvor den nu stoffrie og stabile Mark er tilbage en tur i Edinburgh fra sit hjem i Amsterdam.

Det bliver et møde med det gamle barndomshjem og en by, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i ham. Og så er det ikke mindst et møde med de gamle venner skråsteg fjender. Den kokainglade og småkriminelle Sick Boy samt den fortsatte junkie Spud og en evigt ilter Begbie. Et møde med en fortid, der ikke har efterladt venskaberne uden store skår i glæden.

Således skal der nu ryddes op i fortidens følelser, spøgelser og nutidens ophobede frustrationer over, hvad der er gået forud 20 år tidligere. De forliste drømme og venskaber samt det efterhånden udslukte håb for fremtiden. Det hele fortalt desværre i en ikke helt medrivende flow, men flere fine nik til den første film – bare uden, at fortsættelsen dog når samme magiske højder, vildskab og engagement.

Men 2T Trainspotting er altså mange ting. Den er både sørgelig, sjov, deprimerende, nostalgisk, rørende, småsentimental, brutal og sine steder også ganske medrivende – desværre bare ikke sådan for alvor eller i meget mere end et par scener af gangen. Mens jeg heller ikke som sådan for alvor kommer ind under huden på eller engageres i de fire venners genforening.

Det bliver mest til et ekko af noget, der var. Lidt ligesom genforeningen. Begbie står dog overraskende nok for en af de mest rørende scener i et møde med sin egen søn, mens der også stadig er knitrende fin kemi mellem blandt andet Mark og Spud, eksempelvis i en sød scene, hvor Mark tager Spud med på en både morsom og helt gribende løbetur væk fra junken og alt det grimme.

Var der så behov for en fortsættelse? Måske ikke just. Men nu er den her. Desværre er det bare ikke blevet til meget mere end en ganske udmærket filmoplevelse, der dog ender med at være sådan lidt meh-agtig på trods af en håndfuld ellers vellykkede scener. Men den store og medrivende filmoplevelse bliver det bare aldrig til. Desværre.

– T2 Trainspotting får 3 ud af 6 stjerner:

– T2 Trainspotting har biografpremiere den 2. marts 2017.

Titel: T2 Trainspotting, 2017
Release: den 2. marts 2017
Instruktion: Danny Boyle
Medvirkende: Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 1 time 57 min.
Distributør: UIP

LA LA LAND: Gosling og Stone charmerer mig hele vejen

23. februar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan musicalfan, men jeg faldt nu alligevel pladask for Damien Chazelles La La Land. Det er der også god grund til, for den er ganske enkelt drønhamrende charmerende, dejlig nostalgisk og bare pokkers sød. Og så er den ikke uden en fin bittersød kant.

En kant, der klæder dens farvestrålende indpakning og dejligt lette væsen, hvor der åbnes med et stort og yderst velkoreograferet musicalnummer, der folder sig medrivende ud på motorvejen ind mod drømmenes by, Los Angeles.

Her sidder de mange aspirerende skuespillere og musikere stift i kø, inden bilkøen forvandles til farvestrålende sang og dans med lange og elegant glidende kamerabevægelser ind og ud mellem bilerne samt de mange sangere og dansere, der træder ud af køens dødvande og ind i et sprudlende musicalunivers.

I køen finder man også skuespillerinde in spe Mia samt jazzpianisten Sebastian, henholdsvis Emma Stone og Ryan Gosling. Det er dog ikke kærlighed og sød musik imellem dem – sådan liiige med sammen. Men da deres veje tilfældigvis krydses igen – og igen – spirer romancen. Og jeg spirer med. Den kække og selvsikre Sebastian mod den drømmende Mia med de fængslende dådyrsøjne.

Sødt og naivt samt dansende og syngende, naturligvis. Uden at det bliver klægt, men med sin uskyld i behold samt den naive romance med fine og små komiske modhager. Her er dog andet på spil end kærligheden og romancen.

La La Land er også historien om at jagte drømmen – om at turde tro på sig selv. Og hvor svært det kan være i en by, hvor alle synes at jagte det samme. Hvor nedturene står i kø, mens succesen synes uendeligt langt borte. Mia med sin skuespillerindedrøm, og Sebastian med drømmen om at åbne sin egen jazzklub.

De to er hele vejen velspillende selskab i mere end en forstand. For de både danser, spiller og synger sig charmerende gennem både op- og nedture. Det uden, at musicalen tager overhånd og bliver en kulørt parodi. Oprigtigheden sitrer engagerende i hver kameraindstilling og hver sang, hvor jeg suges ind i det syngende univers, som ikke kan andet end at smitte mig med sit gode humør.

La La Land er – sådan helt skåret ind til benet – en forrygende fin og farverig hyldest til Hollywood, Los Angeles og musicalen i sig selv. Til den sødmefulde naivitet, til nostalgien og drømmenes insisterende styrke. Nå ja, og så er der lige filmens sidste intenst gribende del, som løfter La La Land ind i en liga for sig og sikrer sig den sidste følelsesladede femte stjerne.

– La La Land får 5 ud af 6 stjerner:

– La La Land har biografpremiere den 23. februar 2017.

La La Land | Biografanmeldelse
Titel: La La Land , 2016
Release: den 23. februar 2017
Instruktion: Damien Chazelle
Medvirkende: Emma Stone, Ryan Gosling m.fl.
Spilletid: 2 timer 8 min.
Udgiver: Nordisk Film

A CURE FOR WELLNESS: Jagten på sundhed byder på en foruroligende grum bagside

16. februar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Bered dig på et rundtosset, tosset og bizart kurophold med Gore Verbinskis billedskønne A Cure For Wellness. For det er absolut ikke noget normalt kursted, der venter børsmægleren Lockhart. Han sendes nemlig til de smukke alper for at hente sit firmas CEO hjem fra et luksuriøst spaophold, da der er brug for ham hjemme i New York.

Det står dog hurtigt klart for enhver, at der forgår fordækte ting i kulissen på det ellers tilsyneladende sunde ydre i Alpernes idylliske omgiveler. Lockharts tur bliver således snart en tur ind i et spind af hemmeligheder, hvor en mystisk kur ikke er nær så sund for kurstedets patienter, som de går og tror.

Desværre er mysteriet bare ikke videre medrivende udfoldet – og både twists and turns i det kringlede plot formår ikke at holde liv i hemmelighederne og min interesse for Lockharts tur ind i det lyse spabads mørke bagside. Hertil bliver mysteriet for hurtigt gennemskueligt – og de onde protagonister for forudsigeligt portrætteret. Til gengæld er der flot schwung på filmens dragende billedside.

For ja, det er visuelt, filmen viser overskud. Her bliver jeg i flere scener draget ind i et psykologisk mørke, hvor virkeligheden slår knuder og mareridtet venter sammen med Lockharts rejse ind i sundhedens grimme skyggesider. Herligt. Desværre er Dane DeHaan i hovedrollen som Lockhart bare ikke et engagerende nok bekendtskab til, at jeg rives med at hans fortælling.

Der er ganske enkelt for få overraskeler i ham og det plot, der forsøger at krølle sig mystisk om Lockhart, hans traumeramte fortid og kurstedets grumme bagside. Filmen forsøger endvidere med en kras kommentar på en usund jagt på sundhed, der blot avler det modsatte af, hvad målet er – og hvem er for eksempel i virkeligheden de syge i vores samfund?

Desværre er filmen bare aldrig for alvor spændende andet momentant – og så er de knap 2 timer og 30 minutters spilletid bare for langt for filmens eget bedste. Til gengæld imponerer eskapaderne visuelt med velkomponerede billeder af kurbadet. Både den harmoniske overflade og den mareridtsfyldte bagside, mens der venter en herligt bizar, klam og bombastisk finale. Men jeg savner endvidere mere finalens vanvid i den øvrige spilletid, hvor de samme pointer og scener synes at køre en smule i ring.

– A Cure For Wellness får 3 ud af 6 stjerner:

– A Cure For Wellness har biografpremiere den 16. februar 2017.

[tabgroup][tab title=” A Cure For Wellness | Biografanmeldelse”]
Titel: A Cure For Wellness, 2016
Release: den 16. februar 2017
Instruktion: Gore Verbinski
Medvirkende: Dane DeHaan, Jason Isaacs, Mia Goth m.fl.
Spilletid: 146 min.
Udgiver: Fox Film[/tab][/tabgroup]

THE FOUNDER: Michael Keaton er hele fastfood-filmen værd

2. februar 2017/i Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Alle har (vel) en holdning til McDonald’s. Derfor er filmen The Founder (vel) også i udgangspunktet af almen interesse. Det er nemlig historien om fastfoodkædens spæde år – fra et idealistisk lille foretagende til en global franchise.

Alt sammen ledt an af en energisk Michael Keaton som den ihærdige forretningsmand Ray Kroc, der tager brødrene McDonalds lille lokale burger-succes til en kæmpe forretning. Naturligvis ikke uden at hugge en hæl og klippe en tå på den ufine måde – samt at miste venner undervejs.

Nej, du bygger ikke et fastfoodimperium uden en vis portion kynisme og soloridt. Sådan er det i hvert fald for Ray Kroc, der hurtigt får sendt de to idealistiske brødre ud på et sidespor i sin jagt på at gøre McDonald’s verdensomspændende. Og i sin livslange jagt på storhed og succes. Koste hvad det vil.

Ja, bare rolig, filmen handler nemlig om meget andet end burgere, pommes fritter og cola. Det er en film om grådighed, loyalitet og jagten på succes, der driver filmen frem gennem sin desværre snorlige og pæne historieafvikling.

Den ellers dramatisk potente fortælling mangler faldhøjde og er pæn, glat og noget kaloriefattig og ufarlig. For selvom her er meget på spil, så glider instruktør John Lee Hancock gennem Robert Siegels by-the-numbers-manuskript, som en kniv gennem varmt smør. Forudsigeligt og halvkedeligt.

Jeg er med andre ord hele vejen et skridt foran i fortællingen, der afvikles lige præcis i den retning, jeg har set på lang afstand. Heldigvis har filmen et trumfkort i karismatiske Michael Keaton, der med konstant sitren i kroppen spiller sig energisk og medrivende gennem det snorlige drama.

Så selvom Keatons karakter mangler mere brod, gør han det bedste, han kan med, hvad han har. Han bløder blandt andet fint op på kynismen med en automatisk likeability, der giver Ray Kroc en medrivende tvetydighed. Men filmen er ganske enkelt ikke god nok til Keaton, men Keaton er til gengæld hele filmen værd.

Desværre kommer man bare ikke for alvor ind under huden på Ray Kroc, hvor blandt andet hans drikkeri efterlades fladt i kulissen. Sammen med hans skrantende forhold til konen, hvor der ikke fås nok ud af en ellers velcastet Laura Dern. Så er der heldigvis mere bid i Nick Offerman og John Carroll Lynch som de godmodige McDonalds-brødre, der dog køres ud på et sidespor til fordel for Keatons ganske forrygende soloridt.

– The Founder får 3 ud af 6 stjerner:

– The Founder har biografpremiere den 2. februar 2017.
[tabgroup][tab title=” The Founder | Biografanmeldelse”]
Titel: The Founder, 2016
Release: den 2. februar 2017
Instruktion: John Lee Hancock
Medvirkende: Michael Keaton, Nick Offerman, John Carroll Lynch m.fl.
Spilletid: 1 time 55 min.
Udgiver: UIP[/tab][/tabgroup]

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

26. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg har bestemt ikke opgivet på M. Night Shyamalans formåen udi at levere den filmiske vare. Særligt ikke efter, at han i 2015 sendte sikre gys gennem min krop med sin forrige film, den fine lille creeper The Visit.

Jeg var derfor også spændt på, om han med sin nyste film, thrilleren Split, kunne holde båden sikkert i vandet. Det kan han desværre ikke helt. Godt nok leverer han en film med en grundlæggende spændende præmis om mand, der rummer hele 23 identiteter, men indfrier desværre ikke de ellers gode takter til fulde.

Derimod ender Split som en frustrerende oplevelse, da den netop kunne have været langt bedre, end den er. Heldigvis har M. Night Shyamalan trumfkortet James McAvoy i rollen som Kevin, manden med de mange personligheder.

Han indtager således op til flere roller i én og samme krop. Alt fra en sirlig kvinde til en lille dreng og en skræmmende mand. Det er sidstnævnte mand, der skyder filmen vellykket og intenst i gang med en virkeligt veleksekveret kidnapning af tre teenagepiger.

Desværre holdes niveauet fra åbningsscenen ikke ved lige filmen igennem. Derimod farer Split en smule vild i egne plottråde godt og vel halvvejs inde, mens plottet sine steder også kluntet overforklares, og så fiser spændingen ellers stille og roligt ud af eskapaderne efter en ellers veloplagt første halvdel.

Der burde ellers være rig mulighed for oprigtig spænding med pigerne i fangenskab hos manden med de mange personligheder. Men tilfangetagningen afføder bare aldrig for alvor den medrivende spænding, der ellers forsøges etableret. Blandt andet med flugtforsøg og i pigernes møde med de forskellige personligheder, der hver især har deres egen agenda.

Filmen er dog mere end pigernes forsøg på at slippe ud af deres knibe, men også et portræt af James McAvoys karakter – eller rettere karakterer. For sideløbende med, at pigerne sidder fanget, går deres kidnapper nemlig hos den tålmodige psykolog Dr. Fletcher, der både forsøger at forstå og hjælpe den syge mand.

Oven i disse handlingsforløb er der også en sideløbende historie, der i flashbacks fortæller en af de tilfangetagne pigers traumefyldte barndomshistorie. Der er altså lagt fint op til karakterdrevet spænding, men de forskellige handlingsforløb afstedkommer bare ikke det engagement, jeg kunne håbe på.

Derfor kommer Split desværre heller ikke tilbage på ret køl i sin ellers potentielt medrivende finale, hvor historierne forsøges forenet. Det bliver ganske enkelt for overfortalt og for fortænkt leveret til, at jeg for alvor bider på med andet end en let interesse i, hvordan det dog skal gå de involverede parter.

– Split får 3 ud af 6 stjerner:

– Split har premiere den 26. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Split | Biografanmeldelse”]
Titel: Split, 2016
Release: den 26. januar 2017
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: James McAvoy m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: Universal, UIP[/tab][/tabgroup]

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

19. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvad ville du mon gøre, hvis din bror blev nakket af en flok skumle gangstertyper, og politiet ligesom ikke hjalp ordentligt til med at få slynglerne bag tremmer?

I Fenar Ahmads Underverden tager Dar Salim i rollen som den succesfulde kirurg Zaid sagen i egen brutale hånd. Du ved, en hævnfilm med schwung på selvtægtsdrengen og et skarpt skel mellem lovlydig borger og vigilant voldsmand.

Det er dog desværre en mere eller mindre by the numbers-hævnfortælling, der her foldes ud – ganske vist både solidt fortalt og sine steder helt medrivende, men også noget forudsigelig. Heldigvis kommer vi dog fra A til B i godt selskab.

Det gælder på begge sider af loven, hvor der diskes op med både stærke og skræmmende præstationer. Ja, du har nok luret, at her er en dualitet i spil – mellem lovlydig og kriminel, samt ikke mindst den hårfine grænse herimellem.

En grænse, der kan overskrides, hvis bare man bliver presset nok. Og den ellers lovlydige Zaid bliver presset. Så meget, at han krydser grænsen iført sit bedste hjemmelavede ”Batman”-kostume, håndvåben og steroider i kroppen. Klar til at hævne sin kriminelle brors død.

Zaid har ellers en sød gravid kone, der venter hjemme i trygge, rene og flotte rammer. Modsat gadens farlige, beskidte og brutale virkelighed. Du ved, fordi kontraster fungerer. Den sirlige hjertekirurgs forsigtige hænder kontra hans hårdslående og blodindsmurte næver, når først grænsen overskrides.

Ja, kontrasterne skæres flot og brutalt ud i pap, mens jeg naturligvis hepper på Zaids bersærkergang. Selvom her da også kommer nuancer i spil om, hvad der gør de her gangstertyper og unge drenge til drabelige lømler.

Det er dog ikke nuancerne, filmen lever af. Eller for den sags skyld fortællingens twists and turns. Derimod holder det solide fortællehåndværk og ikke mindst castet Underverden oven vande og ganske godt i søen frem mod den intense og herligt brutale finale, som jeg (en smule utålmodigt) ventede på skulle indfinde sig.

Dar Salim indtager med nerve og nærvær rollen som Zaid – både som faderlig kirurg og hårdtslående hævner med håndmadder og håndvåben siddende løst på kroppen. Stine Fischer Christensen er en god modvægt som den bekymrede kone – både sart, stærk og bestemt, men aldrig en karikatur.

Ali Sivandi leder pumpet an blandt flokken af gangstertyper, der spytter gadeslang, ser barske ud med solbriller på og håret strøget tilbage. Han er både pokkers charmerende og pissehamrende uforudsigeligt farlig. Dulfi Al-Jabouri sender human uskyld ind blandt gaderødderne som den naive Alex – du ved, for nuancer skal der til.

Du skal dog ikke have set mange revenge flicks for at lure, hvor Zaids hævntogt i den danske underverden bærer hen. Jeg savner nogle overraskende udsving undervejs. De der WTF-øjeblikke, hvor handlingen pludseligt tager røven på mig. Det sker ikke – ikke for alvor i hvert fald.

Derfor ender Underverden også med ”blot” at være den der solide og velspillede film. Det har bestemt også sin styrke, når filmen som her leverer op til flere scener, der sitrer af nærvær og fandenivoldskhed. Og med et cast, der sender hævnen ud af lærredet med brutal nerve og engagerende vildskab.

– Underverden får 4 ud af 6 stjerner:

– Underverden har premiere den 19. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Underverden | Biografanmeldelse”]
Titel: Underverden, 2017
Release: den 19. januar 2017
Instruktion: Fenar Ahmad
Medvirkende: Dar Salim, Stine Fischer Christensen, Ali Sivandi m.fl.
Spilletid: 1 time 53 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

5. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Film baseret på computerspil har en lidet flatterende historik. Ingen nævnt, ingen glemt. Ikke desto mindre gøres forsøget gang på gang. Nu er turen så kommet til Assassin’s Creed med en cool Michael Fassbender i den martrede hovedrolle.

Jeg har aldrig spillet Assassin’s Creed, så det var som et hvidt lærred, at jeg gik filmen i møde, der er lige dele dejligt dyster, middelaldertung og renskuret science fiction-slick. Men helt uden problemer er den ikke – spilfilmatisering eller ej. For plottet er noget knudret forløst, mens det halter med engagerende karakterer.

Man følger her Fassbender som Callum Lynch – en tilsyneladende helt almindelig kriminel. Han viser sig dog at bære på en usædvanlig skæbne takket være hans spanske forfader Aguilar. For efter at være blevet (mere eller mindre) kidnappet af en hemmelighedsfuld organisation, gøres han nemlig ved hjælp af noget high tech-genetisk-tidsrejse-halløj i stand til at gå i sin snigmorder-forfaders spor.

Således går jagten på et magtfuldt artefakt ind på kryds og tværs af fortiden i 1400-tallets Spanien og vores nutid. For det viser sig, at et hemmeligt broderskab af snigmordere – The Assassins – ligger i evig kamp med onde Tempelriddere for at beskytte intet mindre end den frie vilje, der står og falder med erhvervelsen af artefaktet. Som jeg forstod det.

Ja, det lyder en syret – eller bare langt ude. Det er det da sådan set også, men takket være overbevisende flot production design og world building, hopper jeg med på præmissen, mens snigmorderne hopper medrivende rundt i fortidens beskidte gader med Tempelridderne i hælene. Og så lader jeg gerne for en stund plothuller være plothuller.

Det er er da heller ikke plothullerne, der er filmens største svaghed. Det er derimod min manglende indlevelse i karaktererne – og heraf historien. Det hele bliver lidt for meget form og hovsa-løsninger, i stedet for engagerende karakterer. Derfor udebliver reel spænding for mit vedkommende også, mens min trang til at kigge på uret blot voksede, som filmen skred frem mod sit forhastede sidste akt.

Det lader nærmest til, at filmen flere steder har været i klipperummet for at få plottet til at skyde sig hurtigere frem, end filmen kan bære. Hvilket synes mest tydeligt i netop det tredje og sidste akt, der er overstået før, det synes at være gået i gang. Jeg sidder derfor også tilbage med en oplevelse af en noget amputeret afslutning.

Det er en skam, for filmen viser så absolut gode takter – ja, til tider helt fremragende takter. I hvert fald visuelt, hvor særligt scenerne i den middelalderlige fortid er imponerende dystre, action-overrumplende og dejligt beskidte. Ikke ulig instruktøren Justin Kurzels ligeledes regnvådstunge Macbeth-filmatisering.

Michael Fassbender gør dog god figur som den forknytte og handlekraftige Callum, mens Marion Cotillard (atter) giver den som femme fatale – her i videnskabskvinde-klæder. Nå ja, og så er det også lykkedes at hive intet mindre end Jeremy Irons ind som faderlig bagmand, mens Charlotte Rampling og Brendan Gleeson dukker op i alt for små roller. Igen et par karakterer, jeg gerne så blive brugt til mere.

Assassin’s Creed ender derfor i sidste ende som en frustrerende oplevelse, da jeg mærker kimen til et virkeligt godt kryds af fantasy, science fiction og action tilsat faderkomplekser og store eksistentielle tematikker som fri vilje. Desværre indfries ovenstående ikke til den medrivende film, den kunne have været. Øv.

Assassin’s Creed får 3 ud af 6 stjerner:

– Assassin’s Creed har premiere den 5. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Assassin’s Creed | Biografanmeldelse”]
Titel: Assassin’s Creed, 2016
Release: den 5. januar 2017
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Michael Fassbender, Marion Cotillard, Jeremy Irons m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

LIFE: På røvtur i rummet med et herligt slimet rumbæst

KONG: SKULL ISLAND: Kongen er tilbage… BRØØØØØØL!!!

LOGAN: Endelig får vi en brutal og blodig omgang Wolverine

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

LA LA LAND: Gosling og Stone charmerer mig hele vejen

A CURE FOR WELLNESS: Jagten på sundhed byder på en foruroligende grum bagside

THE FOUNDER: Michael Keaton er hele fastfood-filmen værd

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV