Biografanmeldelse: Naturen både beruser og bruser i Hlynur Pálmasons smukke, barske og visuelt gribende ’Vanskabte land’. Man bliver her taget med til slutningen af det 19. århundrede, hvor den unge præst Lucas drager til et koldt og natursitrende Island. Han skal i en fjerntliggende del af landet opføre en kirke, mens han på sin rejse gennem det ubarmhjertige land skal fotografere befolkningen.

Det bliver en tur, der er langt mere hård, end Lucas kunne have forudset. Det selvom han har et lille hold af medrejsende med sig, herunder bl.a. en tolk og en hjemmevant guide i skikkelse af den vindbidte Ragnar. Udfordringerne tordner sig dog snart op for præsten, der bliver testet ikke alene fysisk, men også i sit sind. Han synes at miste synet af sin mission for blot at gå mere og mere i opløsning.

Rejsen gennem det både bjergtagende og svært fremkommelige land er således en klassisk rejse, der udfolder sig både i et ydre, men altså også i et rådvildt indre hos Lucas, der får sat sin moral og tro på prøve. Både det indre og ydre i filmen er fortalt med et stærkt greb om en naturbrusende billedside, der fanges både intimt og storslået af fotografen Maria von Hausswolff.

Her er tale om en vellykket balancegang mellem de uendelige vidder – både op mod himlen og ud i landet – overfor det menneskelige drama, som udspiller sig i Lucas’ indre og hans relationer til dem omkring sig. Relationer, der udfordres dramatisk undervejs. Det både udadreagerende, men bestemt også i alt det usagte på rejsen, der kræver ikke så lidt af alle parter.

Den grundlæggende fængslende historie fungerer altså uden tvivl visuelt og i sine karakterskildringer, der får overbevisende liv af rollebesætningen. Her finder man bl.a. en dragende Elliott Crosset Hove som den sammenbidte Lucas, der kanaliserer både håbløshed og usikkerhed via krop og insisterende øjne, mens Ingvar Sigurdsson udgør et dramatisk vellykket og naturvant modspil til præsten.

I tillæg smyger lydsiden sig susende om min krop og er i høj grad med til at angribe mig med den barske natur, mens musikken af Alex Zhang Hungtai i tillæg også er med til at løfte historien og miljøbeskrivelser. Hlynur Pálmason lykkedes med sin kompromisløse film at sætte sig ubarmhjertigt i min krop, hvor jeg henføres til et berusende Island sat i fortidens udfordrende fodspor.

’Vanskabte land’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Vandskabte land’ har biografpremiere den 1. december.

Biografanmeldelse: Den hvide sne males mørkerød af sprøjtende blod i jule-og-action-komedien ’Violent Night’. Her møder man en opgivende og fordrukken julemand, der ikke længere kan overskue julens ellers søde tid. Han er træt af alle de krævende og gave-grådige børn, der aldrig synes at kunne få nok. En skæbnesvanger julenat vendes der dog op og ned på julemandens mission.

Fra at skulle fare kloden rundt med julegaver, må han nu dele øretæver ud for at overleve en gruppe farlige røvere, der invaderer en stenrig families gods for at røve deres bankboks. Sneen daler måske nok tyst ned, men volden rammer snart hårdt i form af både skarpe kantslag og spruttende automatvåben. Det er det dejligt simple udgangspunkt for en omgang julesjov og bjældeklangsballade.

I rollen som den gnavne julemand finder man David Harbour, der desværre ikke har meget andet end forudsigelighed at arbejde med i sin rolle. Det samme gælder i øvrigt filmen som helhed, hvor overraskelsen vel nok mest er, hvor oversentimental og julesød, eskapaderne ender med at være. En sukkersød slagside, der karambolerer med filmens ellers sortkomiske væsen.

I det hele taget føles ’Violent Night’ som en film, der aldrig finder ud af, hvad den vil være for en film. På den ene side er der den livstrætte julemand med alkohol i blodet samt den sine steder dejligt blodige vold, mens man på den anden side finder en påklistret julesødme, der på sin vis underminerer filmens grovkornede kant. Løjerne ender bl.a. deraf som en noget frustrerende oplevelse.

Julemandsvolden med en stor hammer og et par opfindsomme mord leveres nemlig sine steder ganske underholdende, men man har ikke turdet at gå linen ud. Desværre. På plussiden finder man bl.a. en herligt spydig matriark i den rige familie. Hun spilles med autoritet og sylespidse replikker af karismatiske Beverly D’Angelo. Filmen mangler mere af hendes frivole væremåde.

Replikkerne falder bare ikke helt skarpt nok i filmen som helhed, mens karismaen også er til at overse i bl.a. den generiske hovedskurk, hvor John Leguizamo på samme måde som David Harbour ikke har et videre stærkt manuskript at lege med. Instruktøren Tommy Wirkola har ellers tidligere leveret blodig og veloplagt voldsunderholdning med bl.a. nazi-zombier i ’Død sne’. Han skulle være givet helt frie tøjler her.

’Violent Night’ får 3 af 6 stjerner:

’Violent Night’ har biografpremiere den 1. december.

Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at finde sin plads i livet og at finde sig selv. At passe ind. Måske særligt i ens unge år. Det er tilfældet for den 18-årige Maren, der ender alene på farten i et tyst USA. Hun støder her på den rodløse og unge Lee, der også blot driver rundt, hvor den ene dag tager den næste. Kan de to mon finde melodien sammen og finde deres plads i verden?

Der begynder nemlig så småt at spire andet end venskab mellem de to. Håbet og kærligheden sitrer forventningsfuldt lige under huden, hvor også blodet bruser. Blodet forbliver dog i Luca Guadagninos roadmovie-kannibal-ungdoms-og-kærligheds-drama ’Bones and All’ ikke kun i kroppen. Blodet får også lov til at sprutte fra åbne sår hos sagesløse ofre. Maren og Lee har nemlig smag for menneskekød.

Parrets drabelige kannibaldrift driver dem fra det ene sted til det næste, mens de hver især forholder sig forskelligt til denne kødædende træng. En kompleks og mørk fortid slår dog snart piskesmæld ind i de tos svære nutid, hvor kærligheden ellers synes at kunne overvinde alt. Men hvordan lever og overlever man i et samfund med denne kannibalistiske sult?

’Bones and All’ er en historie om familie, identitet og kærlighed. Eller måske snarere forsøget på at finde og fastholde netop dette. Det er en klassisk roadmovie sat i et fattigt USA, hvor coming of age-tematikken krydres med blodflydende kannibalisme. Det er grumt, brutalt og dragende. Jeg var forført fra først til sidst. Det af bl.a. filmens gribende billedside, den benhårde vold og af kærligheden.

Taylor Russell og Timothée Chalamet er nemlig som Maren og Lee et umage par, der med kannibalistisk tvetydighed sætter sig i huden på mig. De fungerer både som portrætter af individer med hver deres unikke følelsesliv, men også som en duo, der i smuk og grotesk samhørighed begynder at finde hinanden, sig selv og en måde at leve på i den verden, der ikke kan rumme dem.

Instruktøren Luca Guadagnino er lykkedes pokkers godt med at indfange ungdommens rodløshed og jagt på kærligheden. Her med forførende god brug af fotografen Arseni Khachaturans smukt komponerede billeder af flydende blod og storslået natur. Trent Reznor og Atticus Ross’ musik tilfører desuden et ekstra spark til filmens balancegang mellem ung kærlighed og grum kannibalisme. Fornemt.

‘Bones and All’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Bones and All’ har biografpremiere den 24. november.

Biografanmeldelse: Med knagende led og en lang næse vakler trædukken Pinocchio sig til live i ’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ – en stopmotion-film, der er baseret på Carlo Collodis udødelige klassiker fra 1883. I hænderne på den mexicanske filmskaber er det med detaljerige scenarier og en medrivende krøllet tilgang til sine karakterer, at fortællingen får gribende liv – som også snedkeren Geppettos dukke får det.

For som historien går, mister Geppetto sin unge dreng, der på tragisk vis dør i en ulykke. Årene går og sorgen hos den ældre og nu barnløse far tager kun til. En sen nattetime, hvor det buldrer og brager fra oven, beslutter han sig for at lave en dukke, der skal udfylde det tomrum, som hans afdøde dreng har efterladt i ham. På fortryllende vis kommer træet til live og dukken forvandler sig til Pinocchio.

Herfra venter der den evigt optimistiske og smånaive Pinocchio et vildt eventyr, der går over stok og sten. Bl.a. som en dansende og syngende attraktion i et omrejsende tivoli, hvor han herses rundt med af den grådige direktør, der snyder Pinocchio for hans del af fortjenesten, som ellers skulle være sendt hjem til faderen. Geppetto tager dog snart turen på jagt efter sin søn af træ, så de igen kan være sammen.

Fortællingen udspiller sig i 1930’ernes Italien med fascismen som bagtæppe og en medspillende dyster del i eventyret, der desuden krydres med en håndfuld fine sange. Det uden, at de spænder musical-ben for historiens fremdrift. De fungerer absolut fint i samspil med stopmotion-animationen, der hele vejen imponerer i opfindsomhed. Dukkerne har veloplagt liv og levende lemmer. Det er helt vildt.

Hertil kommer filmens karakterer, hvor den charmerende og evigt elskelige Pinocchio leder an. Han er fortryllende i sig selv. Endvidere er der bl.a. den standhaftige fårekylling Sebastian, den sprællevende abe Spazzatura og naturligvis den godhjertede Geppetto. De får alle troværdigt liv af stemmerne bag, hvor man bl.a. finder en lysstemmet Gregory Mann som Pinocchio.

Ewan McGregor agerer som fårekyllingen også varm fortæller for historien, David Bradley er knagende god som Geppetto, mens Cate Blanchett sætter lyd på aben. Med et stærkt greb om den evigtgyldige fortælling om kærlighed, familie, identitet, sorg og længsel bringer instruktørerne Guillermo del Toro og Mark Gustafson både gribende og rørende liv til karaktererne. Ja, det er ren filmmagi.

’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ har biografpremiere den 24. november.

Biografanmeldelse: Livet går sin stille gang i det nordjyske, hvor vi i det danske drama ’Krysantemum’ møder den mutte Anders og hans forknytte far Thomas. Forholdet mellem de to er kompliceret. Følelserne sidder i hvert fald ikke just udenpå tøjet af de to mænd, men er godt pakket ind bag korte sætninger og fåmælte samtaler om kaffe, vind og vejr. Et intenst drama sitrer dog lige under overfladen.

Grundet en tragedie for år tilbage er far-søn-forholdet nemlig yderst indviklet. Da Thomas’ gård imidlertid står til at gå på tvangsauktion, hvis ikke der skaffes en stor portion penge, må far og søn nu slå sig sammen for at redde huset. Det bliver starten på en større operation med salg af ulovlig og livsfarlig fyrværkeri. Kan forholdet mellem de to mon blødes op midt i røgen af farligt krudt?

Det er ganske vist forholdet mellem Anders og Thomas, som er det dramatiske epicenter i fortællingen om familie, tilhørsforhold og kærlighed. De to herrers historie bliver dog fint forstærket af bl.a. en engagerende miljøbeskrivelse og øvrige karakterer i det vindblæste Jylland, hvor der er højt til himlen, Vesterhavet bruser og krudtet kan fyres af i ro og mag.

Morten Hee Andersen har nuanceret nærvær i sit portræt af Anders, mens Henrik Birch som en endnu mere ordknap Thomas brænder lavmælt igennem. De to udgør underspillet dramatisk dynamit. Karen-Lise Mynster står stærkt og formildende mellem de to mænd som Anders’ mor og ekskone til Thomas. Det nordjyske er endvidere befolket af troværdigt spillede bikarakterer.

Så selvom ’Krysantemum’ måske nok mister lidt dramatisk momentum i sit rolige tempo, lever fortællingen bl.a. også af netop miljøskildringen, der er fornemt indfanget af fotograf David Bauer med flair for både det vidtstrakte landskab og det nære i lokalsamfundet, hvilket bakkes pulserende tyst op af komponist Kaspar Kaaes score. Her er et velovervejet look and feel, der løfter historien.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtson er med ’Krysantemum’ lykkedes med en stærk lille fortælling om svære traumer, uforløste konflikter og sorgramte familieforhold. Det er velfortalt og overbevisende spillet, men løfter sig ikke helt op i samme højde som himlens uendelighed i Nordjylland. Mindre kan absolut også gøre det. ’Krysantemum’ er en stærk debut.

’Krysantemum’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Krysantemum’ har biografpremiere den 17. november.