‘The Son’ går i kødet på sønner og fædres komplicerede forhold

Biografanmeldelse: Der bliver i Florian Zellers drama ’The Son’ gået intenst i kødet på tre generationer af mænd – sønner og fædre – når bl.a. opdragelse, fortidens fejltrin og nutidens forsøg på at gøre alt rigtigt bringes i spil. Vi møder her den travle far Peter, der nogle år forinden filmens fortælling begynder er blevet skilt fra Kate. Sammen har de den 17-årige søn Nicholas, som slås med livet.

Familieidyllen er altså krakeleret, hvor efterdønningerne af skilsmissen stadig tager hårdt på Nicholas, der bor alene med sin single-mor. Hans far har derimod fået sig den yngre parter Beth, som sammen har fået en ny lille søn. Kate har svært ved at håndtere Nicholas, der har ondt i livet, er vred og depressiv. Hvordan håndterer man lige det? Det må Peter forsøge mere på, da hans søn nu flytter ind.

Det komplicerede forhold mellem far og søn er påvirket af, at Peter arbejder for meget og samtidig forsøger at holde sit nye forhold ved lige, have fokus på sin nyfødte søn og altså ikke mindst må gøre sit for at forstå Nicholas. Peters eget svære forhold til sin far sender dog skygger ind i hans eget liv og måde at håndtere Nicholas på. For hvordan kan vi gøre fremtiden bedre, hvis vi ikke lærer af fortiden?

Hugh Jackman er den hårdtarbejdende og karrierefokuserede Peter. Han giver et ganske gribende portræt af en mand, der både er far og søn. Fanget mellem en fortid, nutid og sin søns fremtid. Han udgør en fin katalysator for det måske lidt generiske drama, der desværre ikke byder på så mange dramatiske overraskelser. Det sagt, så er Hugh Jackman god og seværdig filmen igennem.

Laura Dern gør endvidere virkelig fin og rørende figur som Kate, der desperat forsøger at nå ind under huden på sin plagede søn. Han spilles af Zen McGrath, der desværre ikke helt formår at matche den dramatiske fortælling eller sin film-mor og -far. Men nu er det også to stærke præstationer, man her præsenteres for.

I mindre roller finder man Venessa Kirby med et fint nuanceret og troværdigt portræt af Beth, mens Anthony Hopkins som Peters far stjæler hvert minut af sin korte spilletid i filmen. ’The Son’ er måske ikke videre original, men den er både velfortalt og velspillet, mens et par scener undervejs da også sætter følelserne fint i sving, mens far-og-søn-dynamikkerne får engagerende liv.

’The Son’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Son’ har biografpremiere den 5. januar.

Klodset komik og kikset komisk timing med ‘Kagefabrikken’

Biografanmeldelsen: Der er sin del af sprængfarlige og interessante tematikker i den sorthumoristiske danske komedie ’Kagefabrikken’. Fra slankhedskultur til integration. Lige lidt hjælper det dog på, at filmen ikke er videre vellykket morsom. Den ramte i hvert fald mere end sjældent en komisk åre hos mig. Jeg var generelt mere forbavset over, hvor klodset komisk de groteske eskapader var.

Selve handling centrerer sig om en mindre kagefabrik et sted i Danmark. Her møder vi den midaldrende ejer og kagespecialist Niels, der har overtaget virksomheden efter sin far. Nu står han dog midt i en eksistentiel krise og kigger direkte ind i et sammenbrud. Fabrikken er nemlig på randen af konkurs, så hvad gør han nu? På det nærmeste giver op. Det indtil hans hustru Else kommer på banen.

Else får nemlig deres datter June og hendes mand Jonny til at springe ind fra højre med helt nye idéer til fabrikkens strategi, retning og branding. Det karikerede sunde superpar – ikke mindst en selvfed Jonny – vil omlægge fabrikken til i stedet at lave sunde kager, der slanker. Sukkeret og fedmen skal smides på bålet, mens fabrikkens tykke medarbejdere sendes op på træningscyklen.

Naturligvis går dette forsøg på en total modernisering af fabrikken langt fra som planlagt, mens uventet kærlighed opstår mellem Niels og virksomhedens rengøringsdame Zeinab. Hun bringer netop et kultursammenstød ind i komedien, hvor der blandt de ansatte er racistiske ignoranter, mens Zeinab er sød og forstående. Det hele er desværre bare komisk klodsethed bøjet i neon.

Humoren er ganske vist af den groteske slags, hvor bl.a. Niels’ selvmordsforsøg ender med, at røret han hænger sig i går i stykker under hans store vægt. En punchline, der ses på lang afstand. Sådan er det desværre for langt overvejende af filmens jokes og gimmicks samt historiens setups og payoffs. Der vakles desuden noget usikkert i filmens egen tone og brug af karakterer.

Selv en nærværende Nicolas Bro som Niels, der normalt har upåklagelig komisk timing, må her se sig besejret af det stive manuskript af Sigrid Johannesen og Christian Lollike, hvoraf sidstnævnte spillefilmsdebuterer som instruktør. Han formår ikke at forløse det komiske potentiale i filmens potente tematikker og et ellers solidt og alsidigt cast.

’Kagefabrikken’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Kagefabrikken’ har biografpremiere den 5. januar.

‘Et år, en nat’ skildrer terrorangrebet på spillestedet Bataclan

Biografanmeldelse: Hvad der skulle være en aften med venner, musik og fest, ender som en tragisk aften med død, kaos og frygt. For under en koncert på det parisiske spillested Bataclan indtager terrorister i 2015 bygningen og skyder mod publikum i en salve af død. Det er denne brutale begivenhed, der er afsættet for ’Et år, en nat’, der skildrer den skæbnesvangre aften og de efterfølgende konsekvenser.

Man følger nemlig et ungt par, der er til koncerten med deres venner. Således lærer man Ramón og Céline at kende. De overlever begge angrebet og må nu forsøge at vende tilbage til livet og en hverdag. Følgerne af deres oplevelser hænger dog som en mørk skygge af angst over dem begge, som nu både individuelt og sammen gennemgår en kamp for at få deres liv tilbage.

Filmen er på sin vis lige så meget en fortælling om, hvordan de traumatiske oplevelser bearbejdes, som det er historien om den konkrete aften. Fortællingen bruger nemlig den primære spilletid på at skildre konsekvenserne af aftenen for parret, mens der i korte sekvenser og glimt krydsklippes til terrorangrebet undervejs i filmen. Desværre bliver skildringen af parret ikke rigtigt stærkt nok forløst.

Jeg føler ikke helt stærkt nok de følelser, der portrætteres af Nahuel Pérez Biscayart og Noémie Merlant som henholdsvis Ramón og Céline. Manuskriptet er bare ikke helt stærkt nok, mens også selve dramaet mellem de to bliver lidt stift. Der hvor filmen gør sig bedre, er i fortællingens første del, hvor parret lige er landet på den anden side af terrorangrebet, der kostede flere mennesker livet.

Her spiller lydsiden og en elegant klipning bl.a. virkelig godt. For små lyde fra hverdagens baggrundsstøj stikker sig nemlig angst ind i livet på både Ramón og Céline, der reagerer med frygt på selv må lyde. Her mærker jeg mere nogle af de følelsesmæssige ar, som de begge nu lever med, end jeg ellers mærker i fortællingen efterhånden som den skrider frem.

’Et år, en nat’ behandler dog sobert de tragiske hændelser, men får for mit vedkommende ikke åbnet såret helt op, så jeg bliver meget klogere på, hvordan en begivenhed som denne sætter sig i livet hos de overlevende. Det er kun i glimt og primært i filmens første del, at den stærkeste skildring af tragedien står frem. Her med fortrængning, sorg, smerte, angst og håbløshed.

’En nat, et år’ får 3 ud af 6 stjerner:

’En nat, et år’ har biografpremiere den 5. januar.

Jeg blev slugt råt af det dragende mordmysterie i ‘Decision to Leave’

Biografanmeldelse: Jeg blev som fortryllet af filmens magnetiske tiltrækningskraft, der præsenterede et dragende mordmysterie for mig. Den sydkoreanske filmskaber Park Chan-wooks ’Decision to Leave’ spiller nemlig bl.a. enigmatisk på både antydningens sirlige kunst og de store visuelle vidder, som smeltede forførende sammen med fortællingen og her greb mig om struben.

Vi møder den søvnløse politiofficer Hae-joon, der en dag får til opgave at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en mand er faldet ned fra en høj klippe og her mødt sit endelige mod den hårde jord under ham. Men er det nu også bare et uheld for klatreren? Ind på banen kommer nu enken Seo-rae, der forhøres om sin afdøde ægtemand. For hvad er i grunden op og ned på sagen?

Dette spørgsmål hjemsøger snart Hae-joon, der vikles ind i sagen og samtidig betages af enken, hvis alibi er skudsikkert. Park Hae-il portrætterer med sammenbidt mine og undertrykte følelser politiofficeren, der med denne sag får skudt den spænding ind i sit arbejde og liv, han higer efter, mens Tang Wei er dragende tvetydig som enken. Sammen udgør de en dramatisk trykkoger af hemmeligheder.

Med stilsikker hånd om sin historie – der også foldes ud visuelt vigtigt med dynamisk kameraføring af fotografen Kim Ji-yong – gribes jeg af sagen, som også sagen har sit jerngreb i Hae-joon. For på elegant vis bruges filmens visuelle side på opfindsom vis til at lægge spor ud, der både leder mig ind i blindgyder og på rette vej i den kringlede fortælling om mord, hemmeligheder og kærlighed.

’Decision to Leave’ er altså på mange parametre en altomsluttende filmisk oplevelse, der i billede og lyd sitrende satte sig i min krop og satte mit hoved i gang med selv at følge filmens spor, der pulserende akkompagneres af det stemningsskabende og liflige score af Jo Yeong-wook. Filmen emmer af fortælleglæde hele vejen rundt, hvor jeg leges kispus med af en drilsk Park Chan-wook.

Uforudsigeligt, femme fatale-forførende og puslespilsengagerende bliver jeg med Decision to Leave’ kort fortalt henført til billede og lyd, der snor sig som et ubrydeligt bånd om fortællingen og her lidenskab, retfærdighed og tragedie. Park Chan-wook lægger med sit nyeste værk sig således elegant i enden af sine øvrige titler som ’The Handmaiden’, ’Stoker’, ’Thirst’ og ’Old Boy’.

’Decision to Leave’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Decision to Leave’ har biografpremiere den 25. december.

‘Elsker dig for tiden’ er en replikoplagt romantisk komedie

Biografanmeldelse: Kærligheden kan både være det mest fantastiske eller værste i verden. Kærligheden er i hvert fald en sprælsk type, det kan være svær at blive klog på. Både af den lykkelige og ulykkelige slags. I den romantiske komedie ’Elsker dig for tiden’ er det netop en sprælsk kærlighed, der vikler sig om den veloplagt spillede fortælling om Anna og Thomas samt deres venner.

Anna har en god karriere som fotograf, bor på Vesterbro og har tætte venner. Hun er også single, hvilket hun har det fint med, selvom dem omkring hende forsøger at overbevise hende om, at hun skal få sig en kæreste. Det er jo vejen til livets lykke. Men er det nu også det? Det får Anna i hvert fald testet, da den romantiske tømrer Thomas inviterer hende på en date.

Anna takker pænt nej. Hun skal i hvert fald ikke have en kæreste. Men Thomas er vild med Anna fra første blik. Så han udfordrer den målrettede Anna til at tage på date med ham, hvis hun da tør. Den udfordring tager hun naturligvis op – og så småt begynder Anna for sig selv på overraskende vis at falde for sin bejler. Kærligheden lurer altså lige om hjørnet med alt, hvad den indebærer.

Man følger således Anna og Thomas i en kapitelopdelt fortælling – fra deres første møde og videre i livet. Alt sammen starter veloplagt og morsomt. Replikkerne er velplacerede i munden på de medvirkende, der vittigt leverer dem med vid, bid og god komisk timing. Birollerne kommer også fint til deres ret, hvor bl.a. Sofie Kaufmanas som den kærlighedsuheldige veninde rammer plet.

I front som Anna og Thomas finder man Julie Rudbæk og Kasper Dalsgaard, der leverer fine portrætter af den egenrådige fotograf og den charmerende tømrer. Hvor filmen lægger veloplagt og tjept fra land, så begynder forudsigelighederne og de lidt stive klichéer at gøre deres indtog i fortællingen. Friskheden og overraskelserne går en smule af romancen og engagementet i duoen snubler.

Instruktører og forfattere Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag – hvoraf sidstnævnte også spiller med i filmen, det som en rapkæftet kollega til Thomas – har dog et fint greb om replikkerne og enkeltscener, der rammer relaterbare øjeblikke fra dating- og parlivet fint. Det er en skam, at duoen ikke har turdet at løbe mere vildt ind i romancens mulighed for overraskelser, men i stedet går i en noget lige linje mod rulleteksterne.

’Elsker dig for tiden’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Elsker dig for tiden’ har biografpremiere den 22. december.

‘Avatar: The Way of Water’ er teknisk vild, men historiemæssigt flad

Biografanmeldelse: Der er gået intet mindre end 13 år, siden James Cameron tog verden med storm med ’Avatar’ i 2009. Nu sender filmskaberen atter publikum til den fauna-flotte planet Pandora. Handlingen i fortsættelsen ’Avatar: The Way of Water’ samler således op på universet mere end 10 år efter begivenhederne i den første film, hvor bl.a. parret Jake og Neytiri er tilbage.

I årene, der er gået, har de to stiftet familie med en børneflok i forskellige aldre. Således står familien og det at høre til et sted helt centralt i filmens historie. For hvor langt vil familien gå for hinanden, når først skurkene gør deres voldsomme indtog blandt det ellers fredelig na’vi-folk? De kommer til at skulle gå langt, for der venter sin del af prøvelser forude for familien.

Således vender her en fra den første film velkendt fjende tilbage – dog nu i blå na’vi-form. Den brutale Quaritch og hans militære hold har nemlig taget na’vi-skikkelse og vil her afslutte det, der ikke lykkedes i den første film. Nemlig at gøre kål på Jake. Det betyder bl.a. også en voldsom invasion af na’viernes hjem, der ellers lever i idyllisk sameksistens med planetens natur og dyreliv.

Her er kort sagt tale om en klassisk kamp mellem de gode og de onde. Dualiteten mellem fred og krig. Hvordan krig blot avler mere krig. Desværre løfter denne ellers mange gange før sete præmis sig ikke op og bliver videre spændende. Bl.a. fordi manuskriptet er fladt forløst og trægt fortalt. Der er ganske enkelt bl.a. ikke nok historie at fortælle til at bære spilletiden på hele 3 timer og 12 minutter.

Det sagt, så er filmen teknisk imponerende. Universet er farverigt flot og detaljerigt, men bliver bare aldrig ret meget andet end en teknisk vild bedrift. Historien har langtfra samme niveau, som de computergenererede muskler, James Cameron viser frem. Selve plottets fremdrift bremses da også flere gange af lange scener, der bl.a. er miljøbeskrivelser af Pandoras fauna og rige dyreliv.

Desværre er denne indvielse i planetens verden ikke nok til at holde mig engageret i karakterer eller historie. Det sagt, så er her nogle vitterligt vilde action-sekvenser, når bl.a. na’vierne med bue og pil støder sammen med den invaderende styrkes maskinpistoler. James Cameron har bare ikke mådehold, hvorfor bl.a. action-delen – herunder filmens klimaks – trækkes i kedsommelig langdrag.

At det alt sammen serveres i 3D gør ikke, at jeg blev draget yderligere ind i den flot forløste verden af CGI, der desuden også ligger som en underligt fremmedgørende fernis over hele fortællingen, hvor tematikkerne bøjet i neon og de flade karakterer ikke just hjælper på at gøre ’Avatar: The Way of Water’ mere medrivende. Det føles mest af alt som endnu et teknisk tomt trick. Men flot ser det ud!

’Avatar: The Way of Water’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Avatar: The Way of Water’ har biografpremiere den 14. december.

‘Terrifier 2’ byder på blodspruttende splat og en morbid dræberklovn

Biografanmeldelse: Jeg har et lidt anstrengt forhold til klovne – også af den søde slags. Der synes for mig at kunne gemme sig noget mindre sødt og mere urovækkende bag den ellers uskyldige klovnenæse og ansigtsmalingen. I klovnesplatteren ’Terrifier 2’ er man absolut ikke i tvivl om, at klovnen – der går under navnet Art – er helt og aldeles fucked up og mildt sagt dræberlysten.

Splatterfesten er fortsættelsen til den blodige indie-overraskelse ’Terrifier’ fra 2016. Som en klassisk 2’er er ikke alene spilletiden længere – hele 2 timer og 18 minutter – blodsudgydelserne er også flere. Bare rolig, du behøver ikke at have set den første film for et hoppe på indvoldseskapaderne her. Art er naturligvis tilbage i fuldt voldsvigør efter den sidste films voldsomme begivenheder.

Det blodtilsølede klovnegys udspiller sig primært en skæbnesvanger Halloween-aften og -nat. Her udser Art sig teenageren Sienna, hvor også hendes lillebror Jonathan bliver blandet ind i blodbadet. Man kan måske sige, at historien blot er en undskyldning for at diske op med splattereffekter og ækle optrin på stribe. Historien er i dette tilfælde bestemt også en fin nok undskyldning.

For den egentlige hovedperson er måske ikke historien som sådan, men de mange snaskede optrin, der forsøger at overgå hinanden i klamhed. Her serveres således sin del af indvoldsudrivninger, hovedafhugninger og ansigtsafrivninger med mere. Art the Clown udgør desuden en fin, olm og urovækkende gyserkarakter, selvom han altså mere er ulækker end direkte uhyggelig.

Desværre bliver filmen med sine mere end to timer for lang for sit eget bedste, da historien – der ellers rummer almengyldige tematikker som traumer, sorg og afsavn – ikke hele vejen kan bære sin fortælling lige medrivende gennem den blodige massakre. Selvom filmen ganske vist er ulækker, kan splatterfilm, død og blodig ødelæggelse bestemt også være vildt underholdende. Det er flere steder tilfældet her.

For ’Terrifier 2’ disker bestemt op med sin del af medrivende dødsvold og blodsjasket lidelse, mens Lauren LaVera som Sienna ender med at forvandle sig til en sej heltinde. Virkelig cool. Desuden leger instruktør og manuskriptforfatter Damien Leone sine steder med surreelle fortællegreb og overnaturlige kræfter, der dog kunne være brugt mere opfindsomt. Jeg håber, at det kommer i den varslede 3’er.

’Terrifier 2’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Terrifier 2’ har biografpremiere den 8. december.

Den veloplagte ‘White Noise’ er en filmisk forrygende fornøjelse

Biografanmeldelse: Ok, kære læser. Lad mig foreslå dig at vide så lidt som muligt om Noah Baumbachs filmisk forrygende ’White Noise’. For bl.a. er fortællingens krumspring og overraskelser med til at gøre filmen til en virkeligt underholdende oplevelse. Uanset hvad, så er det en lækkerbisken. Jeg vil dog holde min plotbeskrivelse til et minimum og heraf mulige spoilers.

Vi følger en amerikansk familie, der med fire børn og fart på hverdagen, forsøger at holde styr på det alt sammen. Arbejdet, samværet, kærligheden og børnenes ve og vel. Det lyder måske ikke som sådan vildt medrivende. Men tag ikke fejl, for bl.a. med et i særdeleshed veloplagt manuskript på velsmurte skinner og anbragt engagerende i munden på de medvirkende, ruller det hele herligt afsted.

I front for familien finder man Adam Driver og Greta Gerwig som parret, der leder an i den en kende forpustede og skønt kaotiske hverdag, mens de også sammen fører interessante og intellektuelle samtaler om livet og døden samt alt derimellem. En dag vendes hele deres liv imidlertid på hovedet, da en overraskelse af de store indtræffer og filmen nu tager et medrivende sidespring.

Den intellektuelle og vittige samtale på kryds og tværs i familien leveres rapt og velskrevet, det uden at stå overanstrengt frem fra manuskriptets sider. Det er levende og dynamisk leveret, på samme måde som filmen i det hele taget er en levende og dynamisk fornøjelse, det bl.a. i fotografering og kameraføring, hvor man bliver sendt fængslende fra den ene scene til den næste.

Her er i hobetal af fine detaljer, både hvad angår karaktererne, men også i lyd og billede. Bl.a. underviser Adam Drivers far i Hitler-studier på det lokale college, hvilket på sitrende spændende vis bliver bundet sammen med en kollegas undervisning i Elvis, hvilket igen på fornem vis bindes sammen med fortællingen som helhed. Visuelt som narrativt. Det er svært underholdende.

’White Noise’ er desuden også en sorthumoristisk film i lyslevende vigør, der til trods for sin spilletid på 2 timer og 16 minutter ikke løber ind i nævneværdig dødvande. Det lykkedes kort fortalt Noah Baumbach at holde styr på både sit karaktergalleri, historien samt fortællingens dynamik i billede og lyd, det alt sammen baseret på Don DeLillos bog af samme navn fra 1985.

’White Noise’ får 5 ud af 6 stjerner:

’White Noise’ har biografpremiere den 8. december.

Det danske drama ‘Ønskebarn’ går fra kærlighed til besættelse

Biografanmeldelse: Ønsket om at få børn vikler sig dramatisk ind i en række grimme følelser og farlige spil, når man i ’Ønskebarn’ møder singlen Hannah, der i midten af sine 30’erne er gået i fertilitetsbehandling. Hun ønsker sig brændende at blive mor. At få sit eget barn. Hun har været i behandling ad mange omgange, men indtil videre uden held og står således stadig barnløs, frustreret og ked af det.

Den fuldt forståelige frustration udvikler sig imidlertid til mindre flatterende følelser. Grimme følelser, der leder til svære beslutninger, som igen leder til farlige handlinger, hvor moral og etik sættes på prøve. Skæbnens ironi vil endda, at Hannah selv arbejder som fertilitetslæge og altså dagligt hjælper i massevis af andre barnløse med at få deres ønske om et barn gjort til virkelighed.

Hannah synes ganske vist at have styr på det hele. I hvert fald udadtil. Hun er tjekket, cool og har styr på sit flotte hjem. Men indadtil er historien en helt anden. Det er småt med nære relationer og venner, hvor hendes skarpt indrettede hjem, ender med at stå i skærende kontrast til det kaos, der bobler i hendes vrede og frustrerede indre. For hvorfor kan hun ikke blive mor, når andre kan?

Jalousien, afmagten og længslen tager over hos Hannah, hvis kamp for at blive mor går fra et hjertestort ønske til en farlig besættelse. Ind fra højre kommer nu den cirka 10 år ældre karrierekvinde Gry, der også søger at blive gravid gennem fertilitetsbehandling. Det bliver starten på en usund relation, der skruer sig løs af Hannahs virkelighed og sender hende ud på dybt vand.

’Ønskebarn’ har altså spændende og relaterbare tematikker i spil, men kommer desværre ikke helt udover rampen med dem og herunder dramaets mange følelser. Jeg kommer bl.a. ikke rigtigt til at mærke Hannah helt derinde, hvor det gør ægte ondt. Filmen finder desuden ikke helt sin engagerende balancegang rent stemningsmæssigt, hvor bl.a. underligt uforløste gyserelementer stritter klodset ud.

Det sagt, så er Cecilie McNairs spillefilmsdebut et stærkt bekendtskab foran kameraet. Danica Curcic er som Hannah hele filmen værd. Hun er på en og samme tid intens, nærværende, skrøbelig, stærk og relaterbar – også når det stikker helt af for hende. Christine Albeck Børge udgør som den selvgode Gry fin modvægt til Hannah, mens Karen-Lise Mynster og Henrik Birch som henholdsvis Hannahs syge mor og vægelsindet chef giver dramatisk ballast til fortællingen.

’Ønskebarn’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Ønskebarn’ har biografpremiere den 8. december.

‘Crimes of the Future’ er et kødeligt fremtidskig ind i kroppen

Biografanmeldelse: Det er et fascinerende kig ind i fremtiden, man får med auteuren David Cronenbergs kødelige science fiction-film ’Crimes of the Future’. Den kan man passende kategorisere som ’body horror’, hvilket selvsamme instruktør har excelleret i tidligere med mesterlige titler som ’Videodrome’ og ’The Fly’. I denne nye film står den på ækle obduktioner og kropsudfordrende kunst.

Man møder nemlig her performancekunstneren Saul Tenser og hans kunstneriske partner Caprice. Sammen optræder de med deres bizarre kropskunst, hvor Tensers indre organer skæres frem fra maven til spektakulær skue for publikum i dunkle bygninger. Hans nyudklækkede og muterede organer kommer således til syne, alt imens Caprice simultant tatoverer de slimede gevækster.

Kroppen er kunst og kunsten er kroppen, der i denne fremtid bruges som et lærred for de menneskelige mutationer, der udvikler sig i takt med menneskets evolution. Det afstedkommer bl.a. også organisk-udseende maskiner og futuristisk knoglede redskaber, der pakker filmen ind i groteske klæder, som går forførende godt i spænd med den sjaskede og skalpelåbnende kunst.

David Cronenberg har instrueret og skrevet de menneskemuterende herligheder, der fik et fast greb i min krop med bl.a. sine eksplicitte og kropskunstneriske scener, de organisk boblende maskiner og et i det hele taget sælsomt univers, som med mystik og gåder ikke slap mig. En intens Viggo Mortensen portrætterer Tenser, der med smerte i stemmen og en udfordret krop lod sig skamfere i kunstens navn.

Léa Seydoux udgør den enigmatiske partner, som forvilder sig ind i den mørke underverden af hemmelige organer, der spirer frem i kroppene på både kunstnere og helt almindelige mennesker. Kristen Stewart kommer ind fra højre med et lettere bizart portræt af en kvinde, der taler i underligt abrupte sætninger, mens Don McKellar er den organ-systematiserende Wippet med komisk kant.

’Crimes of the Future’ er måske nok dyster, men altså ikke uden underspillet sort humor. Filmen brillerer dog først og fremmest med sit sælsomt forførende fremtidskoncept, der har kroppen i fokus for en kødeligt sitrende billedside, der akkompagneres pirrende godt af Howard Shores musik. David Cronenberg boltrer sig her hjemmevant i en verden af kød, krop og kunst. Det er forførende fermt.

’Crimes of the Future’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Crimes of the Future’ har biografpremiere den 1. december.