Biografanmeldelse: Der bliver i Florian Zellers drama ’The Son’ gået intenst i kødet på tre generationer af mænd – sønner og fædre – når bl.a. opdragelse, fortidens fejltrin og nutidens forsøg på at gøre alt rigtigt bringes i spil. Vi møder her den travle far Peter, der nogle år forinden filmens fortælling begynder er blevet skilt fra Kate. Sammen har de den 17-årige søn Nicholas, som slås med livet.

Familieidyllen er altså krakeleret, hvor efterdønningerne af skilsmissen stadig tager hårdt på Nicholas, der bor alene med sin single-mor. Hans far har derimod fået sig den yngre parter Beth, som sammen har fået en ny lille søn. Kate har svært ved at håndtere Nicholas, der har ondt i livet, er vred og depressiv. Hvordan håndterer man lige det? Det må Peter forsøge mere på, da hans søn nu flytter ind.

Det komplicerede forhold mellem far og søn er påvirket af, at Peter arbejder for meget og samtidig forsøger at holde sit nye forhold ved lige, have fokus på sin nyfødte søn og altså ikke mindst må gøre sit for at forstå Nicholas. Peters eget svære forhold til sin far sender dog skygger ind i hans eget liv og måde at håndtere Nicholas på. For hvordan kan vi gøre fremtiden bedre, hvis vi ikke lærer af fortiden?

Hugh Jackman er den hårdtarbejdende og karrierefokuserede Peter. Han giver et ganske gribende portræt af en mand, der både er far og søn. Fanget mellem en fortid, nutid og sin søns fremtid. Han udgør en fin katalysator for det måske lidt generiske drama, der desværre ikke byder på så mange dramatiske overraskelser. Det sagt, så er Hugh Jackman god og seværdig filmen igennem.

Laura Dern gør endvidere virkelig fin og rørende figur som Kate, der desperat forsøger at nå ind under huden på sin plagede søn. Han spilles af Zen McGrath, der desværre ikke helt formår at matche den dramatiske fortælling eller sin film-mor og -far. Men nu er det også to stærke præstationer, man her præsenteres for.

I mindre roller finder man Venessa Kirby med et fint nuanceret og troværdigt portræt af Beth, mens Anthony Hopkins som Peters far stjæler hvert minut af sin korte spilletid i filmen. ’The Son’ er måske ikke videre original, men den er både velfortalt og velspillet, mens et par scener undervejs da også sætter følelserne fint i sving, mens far-og-søn-dynamikkerne får engagerende liv.

’The Son’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Son’ har biografpremiere den 5. januar.

Biografanmeldelse: Hvad der skulle være en aften med venner, musik og fest, ender som en tragisk aften med død, kaos og frygt. For under en koncert på det parisiske spillested Bataclan indtager terrorister i 2015 bygningen og skyder mod publikum i en salve af død. Det er denne brutale begivenhed, der er afsættet for ’Et år, en nat’, der skildrer den skæbnesvangre aften og de efterfølgende konsekvenser.

Man følger nemlig et ungt par, der er til koncerten med deres venner. Således lærer man Ramón og Céline at kende. De overlever begge angrebet og må nu forsøge at vende tilbage til livet og en hverdag. Følgerne af deres oplevelser hænger dog som en mørk skygge af angst over dem begge, som nu både individuelt og sammen gennemgår en kamp for at få deres liv tilbage.

Filmen er på sin vis lige så meget en fortælling om, hvordan de traumatiske oplevelser bearbejdes, som det er historien om den konkrete aften. Fortællingen bruger nemlig den primære spilletid på at skildre konsekvenserne af aftenen for parret, mens der i korte sekvenser og glimt krydsklippes til terrorangrebet undervejs i filmen. Desværre bliver skildringen af parret ikke rigtigt stærkt nok forløst.

Jeg føler ikke helt stærkt nok de følelser, der portrætteres af Nahuel Pérez Biscayart og Noémie Merlant som henholdsvis Ramón og Céline. Manuskriptet er bare ikke helt stærkt nok, mens også selve dramaet mellem de to bliver lidt stift. Der hvor filmen gør sig bedre, er i fortællingens første del, hvor parret lige er landet på den anden side af terrorangrebet, der kostede flere mennesker livet.

Her spiller lydsiden og en elegant klipning bl.a. virkelig godt. For små lyde fra hverdagens baggrundsstøj stikker sig nemlig angst ind i livet på både Ramón og Céline, der reagerer med frygt på selv må lyde. Her mærker jeg mere nogle af de følelsesmæssige ar, som de begge nu lever med, end jeg ellers mærker i fortællingen efterhånden som den skrider frem.

’Et år, en nat’ behandler dog sobert de tragiske hændelser, men får for mit vedkommende ikke åbnet såret helt op, så jeg bliver meget klogere på, hvordan en begivenhed som denne sætter sig i livet hos de overlevende. Det er kun i glimt og primært i filmens første del, at den stærkeste skildring af tragedien står frem. Her med fortrængning, sorg, smerte, angst og håbløshed.

’En nat, et år’ får 3 ud af 6 stjerner:

’En nat, et år’ har biografpremiere den 5. januar.

Biografanmeldelse: Kærligheden kan både være det mest fantastiske eller værste i verden. Kærligheden er i hvert fald en sprælsk type, det kan være svær at blive klog på. Både af den lykkelige og ulykkelige slags. I den romantiske komedie ’Elsker dig for tiden’ er det netop en sprælsk kærlighed, der vikler sig om den veloplagt spillede fortælling om Anna og Thomas samt deres venner.

Anna har en god karriere som fotograf, bor på Vesterbro og har tætte venner. Hun er også single, hvilket hun har det fint med, selvom dem omkring hende forsøger at overbevise hende om, at hun skal få sig en kæreste. Det er jo vejen til livets lykke. Men er det nu også det? Det får Anna i hvert fald testet, da den romantiske tømrer Thomas inviterer hende på en date.

Anna takker pænt nej. Hun skal i hvert fald ikke have en kæreste. Men Thomas er vild med Anna fra første blik. Så han udfordrer den målrettede Anna til at tage på date med ham, hvis hun da tør. Den udfordring tager hun naturligvis op – og så småt begynder Anna for sig selv på overraskende vis at falde for sin bejler. Kærligheden lurer altså lige om hjørnet med alt, hvad den indebærer.

Man følger således Anna og Thomas i en kapitelopdelt fortælling – fra deres første møde og videre i livet. Alt sammen starter veloplagt og morsomt. Replikkerne er velplacerede i munden på de medvirkende, der vittigt leverer dem med vid, bid og god komisk timing. Birollerne kommer også fint til deres ret, hvor bl.a. Sofie Kaufmanas som den kærlighedsuheldige veninde rammer plet.

I front som Anna og Thomas finder man Julie Rudbæk og Kasper Dalsgaard, der leverer fine portrætter af den egenrådige fotograf og den charmerende tømrer. Hvor filmen lægger veloplagt og tjept fra land, så begynder forudsigelighederne og de lidt stive klichéer at gøre deres indtog i fortællingen. Friskheden og overraskelserne går en smule af romancen og engagementet i duoen snubler.

Instruktører og forfattere Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag – hvoraf sidstnævnte også spiller med i filmen, det som en rapkæftet kollega til Thomas – har dog et fint greb om replikkerne og enkeltscener, der rammer relaterbare øjeblikke fra dating- og parlivet fint. Det er en skam, at duoen ikke har turdet at løbe mere vildt ind i romancens mulighed for overraskelser, men i stedet går i en noget lige linje mod rulleteksterne.

’Elsker dig for tiden’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Elsker dig for tiden’ har biografpremiere den 22. december.

Biografanmeldelse: Jeg har et lidt anstrengt forhold til klovne – også af den søde slags. Der synes for mig at kunne gemme sig noget mindre sødt og mere urovækkende bag den ellers uskyldige klovnenæse og ansigtsmalingen. I klovnesplatteren ’Terrifier 2’ er man absolut ikke i tvivl om, at klovnen – der går under navnet Art – er helt og aldeles fucked up og mildt sagt dræberlysten.

Splatterfesten er fortsættelsen til den blodige indie-overraskelse ’Terrifier’ fra 2016. Som en klassisk 2’er er ikke alene spilletiden længere – hele 2 timer og 18 minutter – blodsudgydelserne er også flere. Bare rolig, du behøver ikke at have set den første film for et hoppe på indvoldseskapaderne her. Art er naturligvis tilbage i fuldt voldsvigør efter den sidste films voldsomme begivenheder.

Det blodtilsølede klovnegys udspiller sig primært en skæbnesvanger Halloween-aften og -nat. Her udser Art sig teenageren Sienna, hvor også hendes lillebror Jonathan bliver blandet ind i blodbadet. Man kan måske sige, at historien blot er en undskyldning for at diske op med splattereffekter og ækle optrin på stribe. Historien er i dette tilfælde bestemt også en fin nok undskyldning.

For den egentlige hovedperson er måske ikke historien som sådan, men de mange snaskede optrin, der forsøger at overgå hinanden i klamhed. Her serveres således sin del af indvoldsudrivninger, hovedafhugninger og ansigtsafrivninger med mere. Art the Clown udgør desuden en fin, olm og urovækkende gyserkarakter, selvom han altså mere er ulækker end direkte uhyggelig.

Desværre bliver filmen med sine mere end to timer for lang for sit eget bedste, da historien – der ellers rummer almengyldige tematikker som traumer, sorg og afsavn – ikke hele vejen kan bære sin fortælling lige medrivende gennem den blodige massakre. Selvom filmen ganske vist er ulækker, kan splatterfilm, død og blodig ødelæggelse bestemt også være vildt underholdende. Det er flere steder tilfældet her.

For ’Terrifier 2’ disker bestemt op med sin del af medrivende dødsvold og blodsjasket lidelse, mens Lauren LaVera som Sienna ender med at forvandle sig til en sej heltinde. Virkelig cool. Desuden leger instruktør og manuskriptforfatter Damien Leone sine steder med surreelle fortællegreb og overnaturlige kræfter, der dog kunne være brugt mere opfindsomt. Jeg håber, at det kommer i den varslede 3’er.

’Terrifier 2’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Terrifier 2’ har biografpremiere den 8. december.

Biografanmeldelse: Ønsket om at få børn vikler sig dramatisk ind i en række grimme følelser og farlige spil, når man i ’Ønskebarn’ møder singlen Hannah, der i midten af sine 30’erne er gået i fertilitetsbehandling. Hun ønsker sig brændende at blive mor. At få sit eget barn. Hun har været i behandling ad mange omgange, men indtil videre uden held og står således stadig barnløs, frustreret og ked af det.

Den fuldt forståelige frustration udvikler sig imidlertid til mindre flatterende følelser. Grimme følelser, der leder til svære beslutninger, som igen leder til farlige handlinger, hvor moral og etik sættes på prøve. Skæbnens ironi vil endda, at Hannah selv arbejder som fertilitetslæge og altså dagligt hjælper i massevis af andre barnløse med at få deres ønske om et barn gjort til virkelighed.

Hannah synes ganske vist at have styr på det hele. I hvert fald udadtil. Hun er tjekket, cool og har styr på sit flotte hjem. Men indadtil er historien en helt anden. Det er småt med nære relationer og venner, hvor hendes skarpt indrettede hjem, ender med at stå i skærende kontrast til det kaos, der bobler i hendes vrede og frustrerede indre. For hvorfor kan hun ikke blive mor, når andre kan?

Jalousien, afmagten og længslen tager over hos Hannah, hvis kamp for at blive mor går fra et hjertestort ønske til en farlig besættelse. Ind fra højre kommer nu den cirka 10 år ældre karrierekvinde Gry, der også søger at blive gravid gennem fertilitetsbehandling. Det bliver starten på en usund relation, der skruer sig løs af Hannahs virkelighed og sender hende ud på dybt vand.

’Ønskebarn’ har altså spændende og relaterbare tematikker i spil, men kommer desværre ikke helt udover rampen med dem og herunder dramaets mange følelser. Jeg kommer bl.a. ikke rigtigt til at mærke Hannah helt derinde, hvor det gør ægte ondt. Filmen finder desuden ikke helt sin engagerende balancegang rent stemningsmæssigt, hvor bl.a. underligt uforløste gyserelementer stritter klodset ud.

Det sagt, så er Cecilie McNairs spillefilmsdebut et stærkt bekendtskab foran kameraet. Danica Curcic er som Hannah hele filmen værd. Hun er på en og samme tid intens, nærværende, skrøbelig, stærk og relaterbar – også når det stikker helt af for hende. Christine Albeck Børge udgør som den selvgode Gry fin modvægt til Hannah, mens Karen-Lise Mynster og Henrik Birch som henholdsvis Hannahs syge mor og vægelsindet chef giver dramatisk ballast til fortællingen.

’Ønskebarn’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Ønskebarn’ har biografpremiere den 8. december.