‘Haunted Mansion’ er en tandløs og forudsigelig gyserkomedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad gør man lige, hvis man flytter ind i et stort og dystert palæ, der viser sig at være hjemsøgt af spøgelser i hobetal? I gyserkomedien ’Haunted Mansion’ får moren Gabbie og hendes lille søn Travis fat i en umage gruppe af folk med hver deres evner til at hjælpe sig med at uddrive gespensterne, så de kan forløse drømmen om at lave huset om til et bed and breakfast.

Det er naturligvis ikke lige til – og hvad vil spøgelserne i grunden? Det må gruppen i det hjemsøgte palæ forsøge at finde svaret på, hvor den enorme bygning omkranses af store træer og lange skygger. Ja, her etableres ret hurtigt en dejlig skummel stemning i det detaljefine og dunkelt kreerede palæs indre. Filmens production design er kort fortalt en ganske flot fornøjelse.

Desværre følger denne fornøjelse aldrig rigtigt med i historien og de medvirkendes karakterer. Fortællingen bliver aldrig videre spændende, mens komikken og for den sags skyld også uhyggen forbliver slap og kedeligt tandløs i den forudsigelige og uvedkommende fortælling. Der er ellers i udgangspunkt bl.a. dramatisk tyngde i filmens temaer som død, sorg og afsavn.

Den ulykkelige Ben Matthias har nemlig mistet sin hustru, hvilket har sendt ham ind i en tilværelse uden håb og med en bundløs flaske på den lokale bar. Desværre er han skrevet kedeligt i en historie, der forbliver flad og ikke særlig interessant. Han spilles ellers fint og nærværende af den talentfulde LaKeith Stanfield. Skønne spildte kræfter ligesom filmens sirlige production design.

’Haunted Mansion’ er dog ikke uden fine øjeblikke og småmorsomme momenter. Bl.a. bringer en veloplagt Danny DeVito skæv charme til en film, der ellers mangler netop dette. Hans karakter kan dog ikke ændre på, at her er tale om en generisk spøgelseshistorie, hvor håbet og kærligheden naturligvis spirer i skyggerne, hvorfra de selvlysende spøgelser stikker deres hoveder frem.

Gyserkomedien er med andre ord en frustrerende oplevelse. Den olme atmosfære i palæet er nemlig til stede, ligesom også et par ganske sjove og interessante karakterer kan anes i mørket. De forløses dog aldrig engagerende. ’Haunted Mansion’ ender altså hverken med at være rigtig sjov eller kuldegysfremkaldende, mens også den computertilplastrede skurk falder på røven.

’Haunted Mansion’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Haunted Mansion’ har biografpremiere den 10. august.

‘Talk To Me’ er et sorgramt gys med en ond understrøm

/i , /af

Biografanmeldelse: Sorgen drypper betændt ned i en ond understrøm, der ligger olmt og bobler i den overnaturlige gyser ’Talk to Me’. Her møder man nemlig den unge kvinde Mia, der er plaget af sorg og afsavn efter sin mors for tidlige død. Mias forhold til sin ligeledes sorgramte far er kompliceret og nu i forfald. Der er nok af tragedie at tage af, når fortællingens gru først folder sig blodigt ud.

En gruppe venner er nemlig kommet i besiddelse af en mystisk hånd, der kan sætte den, som rører hånden i kontakt med de døde. Disse overnaturlige seancer med hånden filmes og spredes på sociale medier, hvor de unge på skift går i en trancelignende tilstand, hvilket giver dem et sus, som de søger gennem berøring med hånden. Mia ender med at røre ved hånden i et af ritualerne, men noget går galt.

Den grusomme seance bliver nu starten på et sandt mareridt for Mia og vennerne, der var med til at sende hende ”over på den anden side”. Drøm og virkelighed flyder på nervepirrende og visuelt opfindsom vis sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne mareridt og vågen tilstand fra hinanden, mens ondskaben blot synes at snige sig tættere og tættere på.

Det er særligt i legen mellem hvad, som er virkeligt og hvad, der er mareridt, at ’Talk to Me’ forløser nogle af sine bedste og mest isnende uhyggelige scener. Her leges der sitrende veloplagt med billede og lyd, så jeg rives med ind i gyset og bl.a. også af Mias vaklende sindstilstand og sorg. Det er nu op til Mia og vennerne at få rettet op på skaden, så de kan vende tilbage til et normalt liv igen.

Det er naturligvis lettere sagt end gjort. For fra, at ritualerne med hånden har fungeret som en festlig og underholdende begivenhed i vennegruppen, vender ritualet sig nu mod dem og bliver af den mest beske slags. Gyset fungerer med andre ord ganske medrivende godt i flere scener, hvor særligt én yderst brutal scene satte sig lige i maven på mig. Blodig, grum og ond. Stærkt!

’Talk to Me’ har dog også lidt problemer med nogle af sine karakterer, hvor bl.a. én bliver mere karikeret irriterende, end troværdigt nederen. Heldigvis leveres der flere intense gyserscener, hvor der smides fint med psykologisk ballast og tragedie i gryden til at virke og påvirke mig. Med en spilletid på cirka 90 minutter kender filmen sin besøgstid og lykkedes herved bl.a. også at holde et grusomt momentum.

’Talk to Me’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Talk to Me’ har biografpremiere den 3. august.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ er ren cowabunga!

/i , /af

Biografanmeldelse: De fire ikoniske ninjapadder fra 80’ernes fødsel er klar i en ny animationsfilm med titlen ‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’. Her er bestemt også sin del af både mutanter og ødelæggelse, særligt når de veloplagte løjer sprutter sig engagerende ind i sin sidste tredjedel af en historie, hvor en ond plan, der involverer mutation i stor skala, skal stoppes af de unge ninjaer.

Det er med et distinkt og vildt visuelt look, at Teenage Mutant Ninja Turtles her bringes til live på ny, når vi møder brødrene Leonardo, Michelangelo, Donatello og Raphael, hvor man på fin vis i et helt rørende flashback får fortalt deres baggrundshistorie og tilblivelse. Det er dog ikke oprindelseshistorien, der som sådan fylder, men nutiden med padderne i fuldt teenagevigør.

Her er det nemlig både fjollede, usikre og energiske teenagere, man får i form af de grønne padder, som er der i livet, hvor verden oppe blandt menneskene, begynder drage mere end deres skjulte liv i kloakkerne, hvor deres ’far’ – den stort muterede ninja-rotte master Splinter – har opdraget dem til at frygte menneskene og hvad, der vil ske, hvis de opdager deres eksistens.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ er således også en film, der bl.a. handler om at finde sig selv og sin plads i livet. At gøre oprør mod de voksne og stole på sig selv. Det er dog ikke kun de fire kloakpadder, der slås med livet. For vi møder også den for universet velkendte journalist April O’Neill, der får ikke så lidt af en rolle at spille i hele fortællingen om vores vordende helte.

Det er en skøn filmoplevelse på flere måder. Bl.a. er det en fornøjelse at være vidne til den hele vejen dynamiske animation, der med kaotiske pennestrøg og viltre streger giver medrivende liv til alt fra heftige actionscener med ninja-færdigheder og biljagter, videre til de kulørte karakterer, som fornemt har hver deres klare og velfortalte personlighed.

Fra brødrenes drilske og kærlige forhold, videre til skurken Superfly, der er et dejligt sjasket bekendtskab. Her er tegneserielogik på fineste vis og teen-ballade med alt, hvad det indebærer af kejtethed og dødsforagt. Cowabunga! Jeg så filmen med danske stemmer, der er fint ivrige, men også har svært ved helt at overleve turen fra engelsk til dansk. Ikke desto mindre er der pizza til alle fire padder fra mig.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ har biografpremiere den 3. august. Den kan ses med enten dansk eller engelsk tale.

‘Oppenheimer’ er én lang og knugende mavepuster

/i , /af

Biografanmeldelse: Trøstesløs. Kompleks. Tankevækkende. Knugende. Nervepirrende. Angstfuld. Det er nogle af de adjektiver, jeg vil sætte på Christopher Nolans ordrige historiske drama ’Oppenheimer’. Det handler nemlig om tilblivelsen af atombomben og manden, der står i spidsen for projektet, J. Robert Oppenheimer. Det gælder for ham og holdet bag at nå i mål med foretagendet inden nazisterne.

Oppenheimer er foregangsmand inden for kvantefysik – og en mand ikke alle bryder sig lige meget om. Det skaber naturligvis også på det personlige plan udfordringer. Men ikke overraskende og særligt i arbejdet med at gøre masseødelæggelsesvåbenet til en realitet i våbenkapløbet skaber det sin del af moralske spørgsmål hos vores hovedperson og flere af de tilknyttede videnskabsmænd.

I front som Oppenheimer finder man en uovertruffen præstation af Cillian Murphy. Han er enigmatisk, magnetisk og ikke til at tage øjnene fra som ”atombombens far”. Han får indkapslet Oppenheimer med store menneskelige nuancer. Herunder bl.a. hans faglighed i kontrast til de etiske overvejelser omkring sit arbejde, herunder også tvivl og skyld. Komplekst og dobbelttydigt. Fascinerende!

Den imponerende rolleliste excellerer desuden ved en lang række gribende karakterer, der gives engagerende liv af de medvirkende. Herunder bl.a. Robert Downey Jr. som den tvetydige Lewis Strauss, en forretningsmand og officer, som er involveret i projektet om atombomben, hvor man også finder en autoritær Matt Damon som Oppenheimers modsætning i form af general Groves.

Videre er der kvinderne i Oppenheimers liv. Her Emily Blunt som den snarrådige og egenrådige hustru Kitty, mens Florence Pugh er den plagede elskerinde Jean Tatlock. De er begge interessante karakterer i egen ret og ikke mindst i dynamisk samspil med Cillian Murphy. Fotograf Hoyte Van Hoytemas billeder imponerer ligeledes med trykkende atmosfære og et sitrende nærvær.

Komponist Ludwig Göranssons mættede, sirlige og insisterende score skal også fremhæves som en del af grunden til, at bl.a. filmens momentum holdes ved lige i dens hele tre timer lange spilletid. Christopher Nolan brillerer altså rent teknisk, men løfter også en klar og nuanceret menneskelighed ind i fortællingen, der ordrigt glider naturligt på de medvirkendes tunger og historiens udfoldelse.

’Oppenheimer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Oppenheimer’ har biografpremiere den 20. juli.

Komedien ‘Barbie’ er veloplagt satire klædt i pink

/i , /af

Biografanmeldelse: Farverig, evigt glad og for altid perfekt. Barbie har været en stor del af populærkulturen siden 1959, hvor dukken debuterede på de bonede gulve. Et ikon og legetøj, der har fyldt og stadig fylder meget hos børn verden over. En dukke, der har forsøgt at følge med tiden. Således ses Barbie som alt fra læge til pilot og astronaut. Men hvordan er det egentlig at være Barbie?

Det får man i den veloplagte og satiriske komedie ’Barbie’ et skævt indblik i. Her møder man nemlig i Barbieland den blonde Barbie. En ud af mange Barbie-dukker med hver deres særkende. For vores hoved-Barbie gælder det et perfekt udseende og kun gode dage. Men da hendes tanker en dag ud af det blå ramler ind i døden, sker der noget med hendes selvopfattelse.

Barbie ender i en eksistentiel krise. Hun bliver deprimeret og ser snart fysiske forandringer på sig selv. Hun må nu rejse til menneskenes verden for at finde den pige, som leger med hende for at rette op på hele miseren. Med sig på rejsen sniger dukken Ken sig. Han er forelsket i Barbie, men ender også med nye tanker om sig selv og sin eksistens i mødet med den virkelige verden.

Således snor ’Barbie’ sig morsomt om temaer som mand og kvinde. Deres indbyrdes forhold og plads i verden. Hvad vil det sige at være kvinde? Hvad vil det sige at være mand? Og hvad har Barbie-dukken spillet for en rolle i verden? Margot Robbie er skøn som Barbie, der går gribende fra evighedsoptimist og perfekt til en nedslået og egenrådig dukke med en plan for Barbieland og sine medsøstre.

Over for Barbie er en dejligt naiv og ikke mindst morsom Ryan Gosling som den endimensionelle Ken. Han har komisk nerve og medrivende schwung. Legetøjsproducenten Mattel, der står bag Barbie, spiller også en fjollet rolle, hvor vi møder en altid sjov Will Ferrell, der på trods desværre tager noget af det mere interessante fokus fra netop Barbie og Kens rejse.

Instruktør og medforfatter Greta Gerwig har skønne film som ‘Lady Bird’ og ‘Little Woman’ på sit CV, der med ‘Barbie’ får nye sider lagt til sit talent. Desuden er det kulørte Barbieland herligt at blive en del af, mens også danse- og sangnumre engagerende krydrer den lidt forudsigelige historie, som dog er veloplagt instrueret, satirisk skarp og ikke mindst med trumfkort i Margot Robbie og Ryan Gosling.

’Barbie’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Barbie’ har biografpremiere den 20. juli.

Cruise i hopla med ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en overlegent underholdende omgang agent-action, som Tom Cruise leverer tilbage i rollen som den egenrådige Ethan Hunt i ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’. Ja, der kommer en del to. Den skal vi dog vente et år på at se. Det er næsten ikke til at bære. Men med denne første del, er der bestemt nok af actionguf at omfavne og dykke ned i. Jeg er vild med den!

Her er tale om intet mindre end nummer syv i Mission: Impossible-franchisen, der tog sin medrivende begyndelse i 1996. Det betyder absolut ikke, at Tom Cruise & co. hviler på laurbærrene. Derimod er her tale om en yderst action-ambitiøs film, hvis fortælling måske nok ekkoer forrige kapitler i serien, men ikke desto mindre leveres den med nerve, intensitet og nærvær.

Hunt og hans hold skal denne gang forsøge at stoppe en fjende, der er som et spøgelse. Overalt og samtidig ingen steder. Kort fortalt et farligt våben, der må og skal stoppes, inden det falder i de forkerte hænder. Det gælder ikke kun ét lands sikkerhed, men noget så bombastisk som hele verdens overlevelse. Det er altså ikke som sådan i selve grundpræmissen, at filmen indtager nye territorier.

Der hvor filmen brillerer er snarere i sin måde at folde historien ud på, så den får et menneskeligt nærvær og et action-medrivende momentum. Filmen emmer både af potent fortælleglæde, grundangst og alvor, men også de for franchisen velkendte dryp af tør humor. Det gælder bl.a. i måden nogle actionscener er konstrueret og i form af en underspillet Ving Rhames som Luther.

Netop det lille hold af agenter med Hunt i front er engagerende at følge – det med Tom Cruise som den klare frontløber. Han er virkelig god som Ethan Hunt. Også denne gang. Han er intenst til stede i hver en scene, han er med i. Menneskelig. Dedikeret. Medrivende. Det samme gælder for de adrenalinfyldte stunts og actionsekvenser, han folder sig ud i. Fra nævekampe til skuddueller og biljagter.

Actionfilmen byder på velkendte ansigter, men også nye og tvetydige bekendtskaber, der er med til at sætte sving i fortællingens dragende væsen. Fortiden spiller også ind og er med til at give både historien og Hunt en dramatisk ballast. Kort fortalt er her tale om en virkelig underholdende actionfilm, der er yderst veleksekveret af instruktør og medforfatter Christopher McQuarrie. Bravo!

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ har biografpremiere den 12. juli.

‘Insidious: The Red Door’ står på far-søn-og-dæmon-problemer

/i , /af

Biografanmeldelse: Gruen er tilbage med det femte kapitel i Insidious-franchisen, der begyndte i 2010. Med ‘Insidious: The Red Door’ fortsætter historien således efter begivenhederne i de to første film, hvor man nu følger en ung Dalton, der flytter hjemmefra og på college. Film nummer tre og fire var som bekendt prequels i universet, som altså nu tager fat i Lambert-familien igen.

Den hårdtprøvede familie er således tilbage, hvor fokus er på Dalton og hans far Josh samt ikke mindst de tos komplicerede forhold. Bl.a. har Josh ikke været der for sin søn og familie i flere år, da han må siges at have sit at slås med fra fortiden. Der går heller ikke lang tid før, at dæmonerne lurer i mørket og fortidens skeletter rasler ondt i skabene hos Dalton.

Dalton studerer kunst på college, hvor hans tegninger får et kun mere og mere uhyggeligt udtryk. Men hvor kommer disse skræmmende billeder fra? Fortidens skræk og rædsel banker på den røde dør, mens jeg hvirvles med ind i mørket med Dalton og Josh, der samtidig med dæmonkampen må forsøge, om de kan læge sårene i deres tæt på forliste relation.

Uhyggen kommer et par steder fint til live med bl.a. god brug af tungt kontrastfulde billeder, hvor spillet mellem lys og mørke får en snigende rædsel til at indfinde sig, det i samspil med en lydside, der risler afsted i høje toner, ulden bas og ikke mindst isnende stilhed. Bl.a. er en tur ind i maskinen til en MR-scanning ret så vellykket klaustrofobisk og engagerende olm.

Desværre er det oftere nogle ikke alle steder lige vellykkede jump scares, der løber med en mindre skræmmende opmærksomhed. Chokkene kommer ikke helt til deres ret. Gyset fungerer bedst, når det tør tro på det usete og underspillede gys. Her er Patrick Wilson som Josh virkelig god til at portrættere angst og håbløshed. Han spillefilmsdebuterer desuden som instruktør med et fint greb om historien.

Ty Simpkins portrætterer den plagede Dalton, som ikke orker festerne på college, men mest af alt vil lukke sig ind i sig selv og ind i sin kunst. En desværre noget generisk skrevet karakter, hvis styrke mest af alt består i dynamikken og fortællingen mellem ham og hans far. For alvor uhyggelig eller dramatisk medrivende bliver ’Insidious: The Red Door’ dog desværre ikke helt. Mindre har dog også ret.

’Insidious: The Red Door’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Insidious: The Red Door’ har biografpremiere den 6. juli.

Pixars ‘Elementært’ er vittig, veloplagt og visuelt vidunderlig

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt at være Ilena. Hun kæmper med at skulle leve op til sine forældres forventninger om at overtage deres forretning, når de går på pension. Det er noget, hun er blevet stillet i sigte hele sit liv. Men nu hvor hun er blevet ældre og tiden nærmer sig overtagelsen, begynder en tvivl at nage i hendes baghoved. For er det overhovedet det, hun vil?

Pixars animationsfilm ’Elementært’ handler således om det komplekse forhold mellem en datter og hendes forældre. Det handler om egne forventninger til livet versus andres. Det handler om at finde sig selv og ens vej i livet. Det handler også om den umulige kærlighed. For Ilena, der er af ild, møder nemlig Evan, der er fra vandfolket. Ild og vand går som bekendt ikke helt godt sammen.

Vi befinder også nemlig i den visuelt opfindsomme storby Element City, hvor man udover ild-folket og dem af vand, også finder beboere af jord og luft. Er det mon muligt for disse modsætninger at mødes og måske endda leve i samhørighed? Ikke kun venskabet mellem Ilena og Evan, men også ildfolket og vandfolket imellem?

Det udforskes på morsom og sød vis, mens der kæles for animationen og diverse sjove karakterer, hvor bl.a. den rørstrømske Evan er et muntert bekendtskab. Han er i kontakt med sine følelser, mens Ilena har svært ved at blive klog på sine – end sige at give udtryk for dem. Der er således en fin dynamik mellem det umage par, der bl.a. også udfordrer Ilenas forældres syn på ildfolket.

’Elementært’ er måske nok en smule firkantet fortalt i sine temaer, men bl.a. takket være de engagerende karakterer, kommer der nuancer i spil, som maner til eftertanke. Her er altså tale om en veloplagt fortalt og medrivende tempofyldt historie, der både giver karaktererne plads og personlighed, det uden, at miljøet og de mindre karakterer mister fornøjelig tilstedeværelse.

’Elementært’ er med andre ord en visuelt veloplagt animationsfilm med både sjove og fint nuancerede karakterer, hvor det særligt er engagerende samt momentant rørende at komme ind på livet af særligt det modsætningsfyldte forhold mellem Ilena og Evan, mens også Ilenas ikke helt nemme relation til forældrene er følelsesfint beskrevet.

Filmen kan ses i biografen med både dansk og engelsk tale.

’Elementært’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Elementært’ har biografpremiere den 6. juli.

‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’ er et fint farvel til Indy

/i , /af

Biografanmeldelse: Den vovede arkæolog Indiana Jones er efter sin seneste film ‘Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’ fra 2008 tilbage på et sidste eventyr i ‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’. Eventyret startede i 1981 med Steven Spielbergs mesterlige ‘Raiders of the Lost Ark’, der fik fortsættelser i henholdsvis 1984 og 1989, inden helten altså vendte tilbage i 2008.

Her gælder det så femte kapitel i franchisen, hvor Harrison Ford i titelrollen nu har rundet de 80 år. En meget adræt 80-årig. Nu var han så også i slutningen af sine 70’ere, da filmen blev optaget. Ikke desto mindre kaster han sig dødsforagtende ud i et intenst, ganske medrivende og ofte halsbrækkende eventyr, hvor der bl.a. gøres brug af de-aging af den aldrende Ford. Det fungerer visuelt ganske fint.

Vi starter nemlig i en nazifyldt verden i 1940’erne med en forynget Ford, der slår på tæven og hopper rundt på toppen af et kørende tog. Vi møder også her skurken i skikkelse af en kølig Mads Mikkelsen som nazisten og videnskabsmanden Voller. Han er i flashbackscenerne også forynget. Den digitale foryngelse fungerer sådan set ok, men der er bare et og andet underligt ved pludselig at se en ung Indy igen.

Det sagt, så er der medrivende knald på actiondelen, hvor jagten går ind på et myteomspundet objekt med mægtige kræfter, der vil være til fare for verden, hvis det falder i de forkerte hænder. Således udspiller et katten-efter-musen-eventyr sig tempofyldt, når Indy & co. jages af Voller og hans bøller verden over i forsøget på at få fat i objektet, alt imens John Williams’ score smyger sig veloplagt om historien.

Hovedparten af filmen udspiller sig med den aldrende Indy i slutningen af 1960’erne. Her har livet kastet en skygge over ham, mens han mod sin vilje hives ind i eventyret, da hans unge guddatter Helena dukker op i sin jagt på det hemmelighedsfulde artefakt. Helena spilles livligt og dejlig kækt af Phoebe Waller-Bridge. Således iklæder en nærværende Ford sig på ny den ikoniske hat og pisk.

Modsat de fire første film, der er instrueret af Spielberg, har James Mangold her overtaget styrepinden, hvilket han gør overvejende godt. Ikke mindst i de intenst iscenesatte actionscener, der dog efterlader lidt af dybden i karaktererne i slipstrømmen af en historie, som ikke er helt så medrivende som de heftige strabadser, der desuden godt kunne have strammet sine 2 og 34 minutter lidt op.

’Indiana Jones and the Dial of Destiny’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Indiana Jones and the Dial of Destiny’ har biografpremiere den 28. juni.

‘No Hard Feelings’ er en lidt halvbagt komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad gør man lige, hvis man står til at miste sit hjem? Endda ens elskede barndomshjem? Jo, hvis man er lige så desperat som Maddie, så rykker man på en lettere aparte jobannonce. For Maddie har nemlig brug for en bil til at passe sit arbejde og hermed redde sit hjem – og det er netop en bil, der loves som betaling i jobopslaget.

Jobbet er ikke et hvilket som helst job. For bag annoncen finder man et par overbeskyttende og omklamrende curlingforældre, der er på jagt efter en kvinde, der kan date deres generte 19-årige søn Percy. Forældrene er nemlig nervøse for, at hvis deres introverte Percy ikke kommer ud af sin skal, inden han begynder på college, at han ikke vil klare den på skolen.

Således er komedien ’No Hard Feelings’ sat på skinner, hvor der således venter akavede optrin og følelsesmæssige forviklinger. Både for den 32-årige Maddie og hendes yngre date, der ikke må få at vide, at der bag Maddies tilnærmelser befinder sig forældrenes skumle plan. Med den uforudsigelige Maddie i førerposition og charmen skruet op på 1000, er spørgsmålet nu blot, om Percy bidder på.

Det er i grunden en herligt skør præmis, der da også giver Jennifer Lawrence mulighed for at gakke ud som Maddie. Hun har ganske fin komisk flair, mens hendes modsætning i skikkelse af Andrew Barth Feldman som Percy, da også afstedkommer mindre kluk. Helt op på de høje komiske nagler, kommer filmen dog ikke, selvom bl.a. særligt én scene bejler til at trække stikket hjem i al sin komiske groteskhed.

Desværre tør filmen ikke gå linen grotesk komisk ud hele vejen, hvor det generiske drama mellem netop Maddie og Percy er forudsigeligt. Lidt som filmen som helhed. De mere tungtvejende følelser, der er i spil hos den desperate Maddie og Percys nervøsitet for fremtiden, får aldrig den dramatiske tyngde, der kunne have været en troværdig modvægt til filmens komiske slagside.

Heldigvis er ’No Hard Feelings’ ganske fermt instrueret af Gene Stupnitsky, der også har været medforfatter på filmen, mens spilletiden på omkring 1 time og 40 minutter er med til at holde et overvejende fint momentum. Desværre får strabadserne aldrig viklet sig ud af sin forudsigelige historie, der trods alt rummer en ganske fin sødme og en lille håndfuld fint komiske scener.

‘No Hard Feelings’ får 3 ud af 6 stjerner:

’No Hard Feelings’ har biografpremiere den 22. juni.