Biografanmeldelse: Listen af film om den svære, ulykkelige eller aldeles tragiske kærlighed kan ikke sådan lige opgøres. Men det er bestemt også et aldeles gribende emne at behandle. Med den følsomme ’Ammonite’ er det atter den komplekse kærlighed, der får lov at spire. Her i alt det usagte mellem to kvinder, hvis skæbne vil, at de mødes i et blæsende og havbrusende England i 1840’erne.

Ja, scenen sættes på naturdramatisk og billedgribende vis, hvor man møder den anerkendte palæontolog Mary Anning, der udfører sit næsten helt naturstridige arbejde nær den sydengelske kyst. En dag banker det imidlertid på døren hos Mary og hendes aldrende mor i deres trange kår. Udenfor står Roderick Murchison med sin depressive hustru Charlotte. Besøget ender med, at Mary modvilligt, men mod kærkommen betaling, skal tage sig af Charlotte, mens Roderick er bortrejst.

De to ganske forskellige kvinder støder til en start mod hinanden. Den mutte og forpinte Marys tålmodighed testes af den depressive Charlottes livsopgivende ugidelighed. Men med små skridt begynder de to at nærme sig hinanden i et ordknapt drama med store berusende følelser gemt bort bag de store gevandter. Fortællingen favner både det storslåede i naturens susen og modsvares i den intime intensitet af vibrerende følelser, der dirrer i alt det usagte.

Der er således et ganske dragende modsætningsforhold i både form og indhold, hvilket filmens drama lever fint af. Desværre mister de to kvinders svære forhold og forbudte følelser noget tyngde undervejs, hvor historien folder sig noget forudsigeligt ud, mens de plotmæssige løsninger og udfordringer bliver en kende flade. Heldigvis finder man blandt andet i de to hovedroller en gribende styrke.

Kate Winslet er konstant intens og knugende sammenbidt med følelserne spændt engagerende ud over sin minutiøse ansigtsgestik, mens en mere sart Saoirse Ronan med fin ynde og voksende selvsikkerhed portrætterer den modsætningsfulde Charlotte. Mellem de to opstår der undervejs flere fine scener af ren dramatisk dynamit – både af den ekspressive og lavmælte slags.

Instruktør og manuskriptforfatter Francis Lee er med ’Ammonite’ kort fortalt lykkedes med et måske ikke videre overraskende drama, men et drama, der dog heldigvis holder sig ganske fint oven vande takket være sine to kvindelige hovedroller og ikke mindst en gribende billedside af både storslået natur og store følelser, der i flere fine øjeblikke emmer af øm skønhed.

’Ammonite’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ammonite’ har biografpremiere den 20. maj.

Biografanmeldelse: Damn! Der bliver i den grad langet blodige knytnæveslag og sjasksprøjtende sværdsving afsted i kampsportsfilmen ’Mortal Kombat’. Ja, filmen er baseret på spillet af samme navn. Og ja, spillet lagde også til grund for filmfuseren af samme navn fra 1995. Nu gælder det dog dette brutale og bombastiske film-reboot af det populære spilunivers, hvor der i den grad bliver smadret igennem.

Historien, siger du? Tjo, den er der et eller andet sted klemt inde mellem de mange medrivende actionscener, hvor den ene kampklare karakter efter den anden går blodigt til stålet med hver deres vilde evner. Fra isfrysende angreb til laserøjeskydende rabalder. Herligt! Men ja, det var den der historie. Man følger her den forslåede MA-kæmper Cole Young, der mildt sagt ikke har succes med at vinde sine kampe.

Men da Cole opsøges af specialsoldaten Jax, bliver det starten på sandheden bag Coles kampklare rødder, der peger tilbage på en lang krigerisk slægt, som har vogtet Jorden gennem tiderne. Nu er det således hans tur til at tage føringen i en brutal krig mod alverdens vilde kæmpere, der kommer fra den dystre Outworld, hvor bl.a. den yderst farlige Sub-Zero er på nakken af Cole og hans umage slæng af kæmpere.

Det er groft sagt filmens præmis, der mest af alt synes som en undskyldning for netop at lade de mange farverige karakterer slå på tæven. Det er for mig undskyldning nok, når netop speederen holdes storslåsende i bund det mest af filmen igennem. Det er dog ikke stor skuespillerkunst, der serveres her. Det er altså de intense kampe, der er den egentlige hovedperson. Det fungerer helt ok for mig.

Desværre er Lewis Tan som Cole Young måske egentlig den kedeligste af filmens karakterer – i hvert fald det meste af vejen. Mens det øvrige og noget mere kulørte persongalleri har mere tilstedeværende pondus. Bl.a. en dejligt overspillende Josh Lawson som den storbandende Kato, mens Mehcad Brooks leverer pumpet muskelmasse til rollen som Jax.

’Mortal Kombat’ kigger sig stort set ikke tilbage efter, at filmens indledende og blodigt medrivende kamp har blæst mig rivende godt igennem. Skønt! Jeg var med andre ord i godt og blodsprøjtende selskab filmens lidt for lange spilletid. Men som sagt, så leveres der brutale og engagerende kampe på stribe filmen igennem – og det var i dette tilfælde også helt fint for mig. Fight!

’Mortal Kombat’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Mortal Kombat’ har biografpremiere den 20. maj.

Biografanmeldelse: Det er med et tungt dunkende actionhjerte, at Guy Ritchies kupfilm ’Wrath of Man’ folder sig og sine velorkestrede kup energisk ud. I midten af dette dejligt dystre krimibæst finder man en ordknap og cool Jason Statham med det lige så ordknappe navn H, som med tør mine agerer hårdtslående sikkerhedsvagt med fint underspillede og komisk velplacerede oneliners.

H får nemlig job i et sikkerhedsfirma, der står for at transportere adskillige millioner af dollars sikkert rundt i Los Angeles’ gader. Det er dog absolut ikke noget sikkert erhverv at køre rundt i de velpansrede pengetransporter. For med så mange penge i bagagerummet bliver hårdkogte kriminelle naturligvis fristet til at stjæle de rullende guldgruber.

Således bliver en af disse vogne en dag angrebet, hvilket får tragiske konsekvenser. Det står dog hurtigt klart, at ikke alt er, som det ellers umiddelbart lader til at være på overfladen. Jeg drages nemlig ikke kun ind i en viral pumpet kupfilm, hvor action-scenerne rulles engagerende ud, men også i en verden af mandemænd, der hver har deres dæmoner lurende tungt i fortiden.

På trods af et i den grad mandsdominerede karaktergalleri, så er det Statham som den skudsikre H, der er karakteren i front for den godt tænkte og ikke mindst energisk udførte action. Action, som desuden også er en af de yderst vigtige ingredienser, der er med til at bære filmen gennem sin fortælling om både grådighed og hævn. En fortælling, som også fint holder mig til biddet med sine plotmæssige krumspring.

Jeg har ganske vist ikke set den franske original ’Le convoyeur’ fra 2004, men i Ritchies kyndige hænder er kupfortællingen virkelig veludført og dundrende dyster krimiaction. For godt nok render de eksplosive løjer af og til ind i en smule fortællermæssig tomgang, men heldigvis aldrig mere end, at netop action, Statham eller det ganske veloplagte manuskript hiver filmen op af det momentant truende dødvande.

’Wrath of Man’ er ganske enkelt en dejlig drejet og action-potent satan af en kupfilm, der har flere tricks i ærmet og særligt er eksekveringsdygtig i kampklare action-scener, fræsende biljagter og skudskarpe mandedueller, hvor både Statham og hans vittige kollega Bullet – i skikkelse af en veloplagt Holt McCallany – også er med til at holde foden virilt på speederen hele vejen mod den voldsomme finale.

‘Wrath of Man’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Wrath of Man’ har biografpremiere den 12. maj.

Biografanmeldelse: Hvordan vil du mon reagere hvis det, du elsker allermest, bliver taget fra dig? I det på flere planer engagerende drama ’Sound of Metal’, er det musikken, der med et bliver hevet ud af den dedikerede trommeslager Rubens liv. Ja, med et sparkes han hårdt ud af kurs. For hvordan skal hans liv nu fungere? Hvordan skal han kunne undvære musikken? Og hvordan tackler han det at blive døv?

Nej, det er i udgangspunktet ikke just en opløftende fortælling, jeg her hives ind i. Men den er ganske enkelt så pokkers velfortalt og ikke mindst spillet med intensitet og konstant nerve af Riz Ahmed som Ruben, at jeg bliver grebet af filmisk fryd. Rubens nomadeliv er nemlig dragende at blive en del af. Hans kamp med sig selv, selve livet og sine relationer, blandt andet til kæresten og medmusikeren Lou.

I rollen som Rubens redning Lou, finder man en både sart og sej Olivia Cooke, der i samspil med Riz Ahmed skaber en troværdig romance. Et andet trumfkort er en helt igennem nærværende Paul Raci som den døve Joe, der tager Ruben under sine vinger på et landsted for andre døve. Ruben må her stå ansigt til ansigt med sine indre dæmoner og finde en ny vej i livet, det hjulpet på vej af netop den rolige Joe.

Det er dog Riz Ahmed, der løber med den overordnede opmærksomhed, men han bakkes altså dynamisk op af sine medspillere. Jeg bliver bestemt hevet med ind i hovedet på og helt ind på livet af Ruben og hans frustration, indre kaos og kampen for at genvinde sig selv og en ny identitet som døv – uden sin passion, musikken. Det er på en gang rørende, gribende og gør samtidig pokkers ondt at være vidne til.

Smerten vibrerer konstant bag Rubens dybe øjne og sætter sig i maven på mig. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Darius Marder har altså et fornemt overblik over sin fortælling og ikke mindst Rubens indre rejse. Det er en film, som finder sin egen rolige rytme. Der er tid til at dvæle ved historien, ved øjeblikkene. Filmen rummer hermed også en larmende stilhed. Fornemt.

Netop stilheden og lyden spiller også en afgørende rolle for min oplevelse med og indlevelse i Rubens nye verden. Jeg får med egne ører på sin vis stilheden og den tiltagende døvhed at høre. Som blandt andet, når Ruben ikke længere kan høre Lous stemme eller den dundrende musik. Det er hjerteskærende. ’Sound of Metal’ er kort fortalt et drama, der fra første til sidste scene havde sit sikre greb i maven og hjertet på mig.

’Sound of Metal’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sound of Metal’ har biografpremiere den 6. maj.

Biografanmeldelse: Med følsom forståelse folder det smukt fortalte drama ’Minari’ sig forførende ud. Det handler blandt andet om det at skabe en familie med alt, hvad det indebærer af forventninger til livet og hinanden. Det handler om at finde og skabe sig et nyt hjem. Man følger nemlig en lille koreansk familie i 1980’erne, der er rejst til USA for at starte på en frisk og finde lykken.

Lykken ligger dog ikke lige foran næsen på mor, far og deres to børn. For efter et par hårde år med slidsomt arbejde i Californien, flytter de ind i en tvivlsom husvogn langt ude på landet i Arkansas. Her er det drømmen at opbygge et landbrug på det store stykke land, de har købt sig. Drømmen er dog mest faderen Jacobs, mens hans hustru Monica er mere skeptisk. Blandt andet det udfordrer deres forhold.

For det er ikke sådan lige at starte fra nul og det med at etablere et succesfuldt landbrug, så familien kan skabe sig et bedre liv end at tjene sine penge ved at kønsbestemme kyllinger i massevis. Familiedynamikken vendes dog snart på hovedet, da Monicas gamle mor Soonja ankommer fra Korea for at flytte ind sammen med familien.

Det hele lyder måske en kende tungt, men tag ikke fejl. For her er både humor, lun varme og dejlig menneskelighed i dramaet, hvis fortælling udfolder sig på naturlig vis. Samme naturlighed finder man i de gribende portrætter. Her med Steven Yeun som den pressede far, Yeri Han som den tvivlende hustru, mens Yuh-Jung Youn lunt portrætterer den bramfrie mormor.

Deres to børn indgår ligeledes dynamisk i familieportrættet, hvor Alan S. Kim som sønnen David fint portrætterer det spirende forhold til mormoren, der emmer af et barns naturlige nysgerrighed. Noel Cho er storesøsteren Anne, der sammen med David forsøger at holde sammen på deres forældres forhold. Jeg må bestemt ikke glemme en herlig Will Patton som excentrisk og gudfrygtig arbejder på det lille landbrug.

Instruktør og manuskriptforfatter Lee Isaac Chung er ganske enkelt lykkedes med et hjertevarmt, morsomt og gribende portræt af en familie på ny grund med alt, hvad det indebærer af udfordringer – ydre som indre. Et portræt om det at skulle og ville skabe sig et nyt hjem med håbet om en bedre fremtid. Et portræt af generationer, hvor livets line spændes forførende og følsomt ud mellem børn og forældre.

’Minari’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Minari’ har biografpremiere den 6. maj.