Biografanmeldelse: Glem alt om bragende seksløbere og diligence-ræs, når Jane Campions underspillede western ’The Power of the Dog’ foldes knugende lavmælt ud. Det er nemlig ikke med store armbevægelser, at dramaet får luft under vingerne. Det sker derimod i detaljen. I alt det usagte. Her med en forknyt Benedict Cumberbatch i rollen som ranchejeren Phil Burbank i Montana anno 1925.

Han er en mand og cowboy af den gamle skole, hvor mænd er beskidte, kan kastrere tyre og har brede skuldre. Phil har derfor også ekstra svært ved at acceptere og administrere sin bror Georges nye hustru Rose og ikke mindst hendes klejne søn Peter. Det er her, dramaet snart får sit engagerende greb i mig med følelserne sitrende latent lige under overfladen. Som en trykkoger, inden den eksploderer.

Følelser er nemlig ikke noget Phil på nogen måde snakker om eller beskæftiger sig med. De er gemt langt væk og ned i dybet af hans plagede sjæl. Men Phils øjne og korte bemærkninger løfter sløret for en fortid, der hjemsøger ham. En tid, han længes efter. Men i stedet for at tage livtag med egne martrede minder, kører han et psykologisk manipulerende spil med dem omkring sig, særligt Rose og Peter.

Selvom Phil ganske vist umiddelbart fremstår som en led, kynisk og kold satan, gemmer den ordknappe cowboy altså på mere bag al den hårde hud. Det er bl.a. og netop Cumberbatchs knudemandsportræt, som drager mig filmen igennem, hvor netop hans manipulerende væsen er et spændende og nuanceret bekendtskab. For hvornår ryger trykkogeren i luften?

Desuden er samspillet med en rolig Jesse Plemons som broderen George, Kirsten Dunst som den skrøbelige Rose og en splejset Kodi Smit-McPhee som Peter nærværende sat i scene. Hertil kommer, at Jane Campions manuskript – baseret på en bog af Thomas Savage fra 1967 – tør tage sig god tid til sin historie, og ikke mindst lykkedes med dette uden, at dramaet falder slapt til jorden.

Naturens barske væsen og de smukke vidder af storslået skønhed bruges endvidere med sans for at udvide dramaet med en ligeledes gribende billedside, der emmer af både spirende liv og stilstand. ’The Power of the Dog’ er med andre ord et velfortalt og underspillet intenst drama om bortgemte følelser og fortidens spøgelser, hvor også et portræt af maskulinitet fint får et sitrende følelsesliv lige der bag de barske øjne.

’The Power of the Dog’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Power of the Dog’ har premiere i et begrænset antal biografer den 18. november.

Biografanmeldelse: Der er følelser, kærlighed, familie og vigtige relationer på spil i den sødmefulde ’Venuseffekten’, hvor romantiske forviklinger og usikkerheder slår både knuder og gnister mellem Liv og Andrea. Liv arbejder på sine forældres gartnergård ude på landet. Hendes liv og hverdag ændrer sig dog pludselig, da Andrea iført fisse-kostume og lyserødt hår nærmest dumper ned fra himlen.

Andrea kommer nemlig brasende ind på gården en dag. Hendes bil er gået i stykker og i stå, så nu må Liv hjælpe den noget febrilske og småforvirrede Andrea, der er på vej til polterabend. Deres korte møde bliver dog den spirende start på noget andet og mere end blot et venskabeligt rendezvous. Der er bare lige det ved det, at Liv allerede har en kæreste. Han hedder Sebastian.

’Venuseffekten’ er således også fortællingen om både en spirende forelskelse og vækkelsen af en seksualitet. På samme måde, som også planterne på gården spirer, slår rødder og får liv. Desværre bliver dramaet og kærlighedskomplikationerne noget generisk forløst i en fortælling, der også synes at mangle nogle mellemregninger for at få forholdets udvikling til at gå helt op og mig ombord.

Det forekommer af og til, at der er en scene eller to for lidt til, at jeg sådan rigtigt får lov til at komme derind, hvor det både gør godt og ondt, når følelserne får frit løb. Hertil kommer, at det romantiske parløb også forsøges flettet sammen med Livs familieforhold, ikke mindst til sin mor, hvor der endvidere også er knas i familiebaglandet. Det lykkedes delvist at få forløst denne side af fortællingen.

Det er dog Liv og Andrea, som er det klare dramatiske omdrejningspunkt, hvor der bl.a. spilles på deres tydelige forskelligheder. Desværre så meget, at det sine steder tenderer karikaturen mellem de spraglede københavnere og de jordnære provinsboere. Filmens skavanker til trods, er bl.a. Johanne Milland og Josephine Park som det nyudklækkede par med til at redde filmen nogenlunde engagerende i land.

Her står Millands fint nuancerede portræt af den søgende Liv både sart, drømmende og stærkt frem, mens Park er sprudlende, kaotisk og charmerende, men desværre også skrevet en kende for karikeret. Ikke desto mindre er de to gode både på egen hånd, men bestemt også sammen. Kort fortalt er ’Venuseffekten’ fint spillet, men desværre også lidt for forudsigelig i sin udfoldelse af følelseslivets op- og nedture.

’Venuseffekten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Venuseffekten’ har biografpremiere den 18. november.

Biografanmeldelse: Fortidens mørke snører sig stramt om livet på den plagede William Tell i ’The Card Counter’. Den hemmelighedsfulde mand lever af at gamble – eller måske rettere af at tælle kort. Han har nemlig lært sig selv den svære disciplin i sine trivielle år i fængsel, hvor han nu ude i friheden bruger tælle-teknikken til at ernære sig ved bl.a. at spille blackjack.

William Tell kan lide sit livs rutinetunge dage med at bevæge sig gennem USA fra kasino til kasino, hvor han i anonymitetens navn ikke går efter at vinde de svimlende summer af dollars, men derimod går efter bare at vinde nok til at leve sit liv i fred – og altså holde sig selv ude af søgelyset for at blive opdaget i at snyde ved at tælle kort. Han er en mand i rutinens magt med en fortid, der plager ham i nutiden.

Den martrede William Tells nutid bliver dog sparket ud af kurs, da den unge Cirk opsøger ham med information, der binder de to mænds liv og fortid sammen i et dystert spindelvæv af bortgemte skeletter. ’The Card Counter’ borer sig således som et grimt spøgelse fra fortiden ind mellem mine ribben, hvorfra det bevæger sig som en knude ned i min mave, mens filmens intensitet blot tager til. Herligt.

Fortællingen om den fortidsplagede William Tell foldes nemlig med sikker hånd ud af instruktør og manuskriptforfatter Paul Schrader, hvor ikke kun selve plottets insisterende og nervepirrende væsen sætter sig i min krop, men også netop karakteren William Tell i skikkelse af en knugende god Oscar Isaac, der bærer mørket i både sit indre og sit ydre. Jeg mærker ham og hans smerte.

Thrilleren hiver mig med andre ord elegant ind i sin verden af vemod og melankoli, hvor bl.a. også filmens musik af Robert Levon Been og Giancarlo Vulcano griber mine øregange og rammer en nerve i mig, der kun forstærker min relation til William Tell og fortællingens dejligt dystre univers af evige nætter på trøstesløse kasinoer og livets rutiner fra det ene kønsløse motel til det næste.

75-årige Paul Schrader – der af mange nok kendes for manuskripterne til Matin Scorseses ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’ – leverer med ’The Card Counter’ kort fortalt en fortættet, nervepirrende og karakterbundet fortælling om at leve i skyggen af en dyster fortid. Det er dog også fortællingen om at søge tilgivelse med spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt også at tilgive sig selv. Stærkt!

’The Card Counter’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Card Counter’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: Det er med et bistert greb om en nervepirrende opbygget spændingskurve, at instruktører og manusforfattere David Charbonier og Justin Powell folder deres brutale kidnapningsgys ud. ‘The Boy Behind the Door’ er således en intens lille knaldperle, hvor der ganske vist skal sluges et par plotmæssige kameler undervejs, men som sejrer takket være bl.a. sin intensiverende spænding.

Jeg bliver smidt direkte ud i grusomhederne, hvor man møder to drenge, der er låst inde i en bils bagagerum. Herfra hives drengen Kevin op for at blive slæbt skrigende ind i et stort og afsidesliggende hus. Bobby efterlades tilbage spærret inde i bilens mørke indre. Det lykkedes ham dog at smadre sig fri af bilens greb, hvorfra starten på at befri sin ven fra tilfangetagerens skjul nu indledes.

Det er den simple og gribende grumme præmis for gyset, der kender sin besøgstid med en stramt afviklet spilletid på lige under 90 minutter. Her er ikke så meget pis. Det er intens katten-efter-musen-spænding krydret med brutal vold og blodigt ubehag. Desuden finder man en virkelig god, nærværende og naturligt spillende Lonnie Chavis som Bobby. Han portrætterer engagerende alt fra angst til håbløshed og styrke.

Ezra Dewey må ikke glemmes, da han som Kevin ligeledes brænder gribende igennem i sin neglebidende kamp for at klare den dødsensfarlige situation. En ting er nemlig filmens veliscenesatte intensitet, hvor bl.a. en skarp brug dunkle skygger og snigende lyde bibringer gyset sin uhygge. En anden ting er netop de to drenge, der er med til at give gyset et dramatisk nærvær og en anspændt nerve.

For selvom ’The Boy Behind the Door’ ikke just kan siges at være innovativ som sådan, så er det ganske enkelt en pokkers velfortalt, fermt instrueret og hidsig lille film, der på effektiv vis bruger sin spilletid til at fortælle sin medrivende historie om to drenges kamp for at slippe fri og overleve deres kidnappers jerngreb. Det er spænding i ren form fortalt i gennemgående dunkelt belyste scener af uhygge.

’The Boy Behind the Door’ er kort fortalt et dunkende sikkert favntag med intens spænding og ubehagelig vold, der ganske vist ikke genopfinder genren, men som både medrivende og effektivt gør brug af sine gysende virkemidler, hvor de to kidnappede drenge bidrager med dramatisk tyngde og menneskelig nerve midt i ubehaget, der skyder sig som et lyn gennem mine nervebaner. Herligt!

’The Boy Behind the Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Boy Behind the Door’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: Jeg bliver med Michael Dweck og Gregory Kershaws dokumentarfilm ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ taget med ind i en naturskøn verden af passion og trøfler samt kærlighed og pengemaskiner. Man følger nemlig her en gruppe ældre trøffeljægere på den anden side af både 70 og 80 år. De kender skovenes hemmeligheder, mens de godmodigt jager trøflerne med deres hunde.

Den minutiøse og tålmodighedskrævende jagt foregår i Piemontes smukke skove i Italien, hvor der er højt til himlen og luften er ren. De dyrebare og sjældne trøfler er en eftertragtet vare blandt gourmetelskende feinschmeckere, der køber naturens klumper af velduftende guld for flere tusinde euro. Skellet mellem de beskidte støvler i skovbunden og de højt oplyste lokaler, hvor trøflerne sælges, er stor.

Denne udtalte forskel i miljøerne giver filmen en interessant dynamik, hvor det dog er jægerne, som er filmens klare fokus. Men fortællingen kommer også ind på netop, hvordan der forsøges lukreret grådigt på jægernes arbejde og trøflerne, mens deres hunde endda forsøges forgiftet i skovbunden. Der er med andre ord rift om de aldrende trøffeljægeres hemmeligheder. Dem giver de dog ikke fra sig så let.

Der er bl.a. en, der helt er stoppet med at lede efter trøfler, da netop branchen og her de rige opkøbere ifølge ham er blevet alt for grådige. Filmen favner dog mere end ”blot” at være en film om jagten på de delikate trøfler. Det er også en fortælling om at finde mening med livet. Det simple, gode og givende liv. Det at have en livslang passion, der giver mening. Det gør forholdet til naturen, trøflerne og hundene.

Det er også en film om en gammel kultur og tradition, der desværre synes at synge på sidste vers, da en ny generation af trøffeljægere ikke just står på spring for at føre de dyrebare hemmeligheder videre. Det er fortællingen om en række mænd, der lever livet simpelt og dedikeret. Det hele fortalt i fint komponerede billeder og scener, der rummer både ømhed, harme og af og til er helt rørende.

Kort fortalt er ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ et både interessant og sine steder helt hjerteskærende indblik i et miljø af passioneret livsførelse og traditionstunge hemmeligheder. En verden, som trues af en fremtid og branche, der mangler tålmodigheden til selv at finde trøflerne. Det er bl.a. derfor også til at leve med, at nogle scener synes gentaget en smule for meget. Men bestemt en fin filmoplevelse.

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ har biografpremiere den 4. november.