Biografanmeldelse: Den tungt sitrende ’Nitram’ er ikke en nem film at se. Den er rå, urovækkende og brutal. Dog ikke på en grafisk udpenslet måde. Fortællingen lever derimod et underspillet liv, hvor uroen konstant rumler dybt lige under overfladen i historien og ikke mindst hos filmens hovedkarakter Nitram, der bor hjemme hos sin mor og far, selvom han er i slut-20’erne.

Nitram har det ikke godt. Han kæmper med et plaget sind og et svingende humør. Han har ingen venner eller et arbejde. Hans sociale kontakt er akavet og ikke videre succesfuld. Han bærer på en konstant dirrende frustration og vrede omsluttet af en nærmest kvælende ensomhed. Han passer kort fortalt ikke ind nogen steder. Hverken derhjemme eller i den verden, som omgiver ham.

Filmen er baseret på et masseskyderi, der fandt sted på øen Tasmanien i Australien i 1996, hvor mere end 30 mennesker blev dræbt, mens yderligere blev såret. Manden bag tragedien var den 29-årige Martin Bryant. Det er ham og dette massemord, filmen er baseret på. Vi oplever ikke selve skyderiet, men følger derimod Nitram – Martin stavet bagfra – og hans liv, der leder op til tragedien.

Her er tale om Nitrams historie, hvor man finder en dragende god Caleb Landry Jones indtage den svære rolle med krop og sjæl. Han er uafrysteligt god. Jeg mærker hans indre konflikt. Hans frustration, smerte og ensomhed. Mens jeg også ser hans higen efter at blive elsket og omfavnet. Nuancerne foldes i hans skikkelse ud i både det rolige og det udadreagerende. Helt forrygende!

Filmen brillerer endvidere i den tilbageholdende måde, hvormed historien foldes ud af instruktør Justin Kurzel efter et velafstemt manuskript af Shaun Grant. Jeg suges roligt, men yderst sikkert ind i Nitrams verden og komplekse liv. I hans kamp med sig selv og verden omkring ham. Her er ingen store armbevægelser, men et konstant uroligt øje på den tragedie, der lurer i horisonten.

Hertil kommer den subtilt gribende måde, hvorpå fotografen Germain McMicking indfanger historien. Både i sitrende nærbilleder af Nitram og i totaler af den verden, som omklamrer ham. Anthony LaPaglia og Judy Davis udgør som forældrene et komplekst parløb med sønnen, mens Essie Davis bibringer et øjebliks lys i mørket. ’Nitram’ er hård kost. Tankevækkende, skræmmende og svær at blive klog på.

’Nitram’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nitram’ har biografpremiere den 7. april.

Biografanmeldelse: Livet går sin rolige gang på det lille landbrug, som bonden Henry og hans unge søn Wyatt møjsommeligt passer og lever af. Roen varer dog ikke ved. En dag falder Henry nemlig over en døende mand, en pistol og ikke mindst en taske fyldt med penge. Dette bliver starten på den underspillede og intenst tiltagende western ’Old Henry’.

Henry skulle naturligvis have både ladet den døende mand, pistolen og de mange penge blive liggende. Snart er tre ryttere med sherifstjerner nemlig på færten af Henry, som de mistænker for at huse både den døende mand og at være i besiddelse af pengene. De tre cowboys gør nu krav på pengesedlerne og vil ved en udlevering i så fald lade både Henry og sønnen gå.

En simpel western-præmis, som man kender den. Den enkle historie er både velfortalt og godt spillet, ikke mindst af Tim Blake Nelson som den mutte Henry, der bærer på en fortid, som han forsøger at undslippe. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. For selvom Tim Blake Nelson ikke gør meget i sit spil, gør han alligevel alverden med velafstemt mine, kropsholdning og stemmeføring.

Det er netop vores hovedrolleindehaver, som for mig bærer meget af filmen, der desværre går en smule i stampe undervejs, mens det dog heldigvis lykkedes med ganske sikker hånd at opbygge en dirrende intensitet på vejen mod den uundgåelige konfrontation med svirrende seksløbere. Hertil kommer stemningsskabende billeder indfanget elegant af fotograf John Matysiak.

Filmens score af Jordan Lehning er ligeledes atmosfæremættet, hvor jeg nærmest kan dufte landstedet og krudtslammet. Stephen Dorff er desuden klassisk skurk i skikkelse af den noget generiske Ketchum, men spillet med fin nerve. Filmen er dog stærkest i form af den hemmelighedsfulde Henry og i sin dragende western-atmosfære.

Instruktør og manuskriptforfatter Potsy Ponciroli har med ’Old Henry’ kort fortalt skabt en fin lille western, der ganske vist ikke på nogen måde fornyer genren og som måske nok også mister en smule nærvær undervejs. Den er dog bestemt velfortalt og har ikke mindst et yderst solidt trumfkort i skikkelse af den vejrbidte Tim Blake Nelson.

’Old Henry’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Old Henry’ har biografpremiere den 31. marts.

Biografanmeldelse: Man kan bestemt ikke beskylde eksplosionernes mester Michael Bay for at være en subtil filmskaber. Det er så absolut heller ikke tilfældet med hans nye action-basker ’Ambulance’, der er baseret på den danske ’Ambulancen’ fra 2005. Den har jeg desværre ikke set, men i hænderne på Michael Bay opstår der i hvert fald hektisk intensitet for fuld pedal.

Man følger således her krigsveteranen Will, der gør sit ypperste for at skaffe penge til at behandle sin hustrus kræftsygdom. Det lykkedes desværre bare ikke for den desperate Will, hvorfor han nu opsøger sin bror Danny, der modsat Will ikke befinder sig på den rigtige side af loven. Danny – hvis familie adopterede Will som barn – gør sig nemlig i højspændte og farlige bankrøverier.

På dagen, hvor Will tropper op hos broren for at bede om hjælp med en lån, bliver han i stedet tilbudt at hoppe ret så improviseret med ombord på et stort og højrisikofyldt bankrøveri i Los Angeles. Will vælger noget modvilligt at takke ja til jobbet, der naturligvis snart går fra slemt til værre. Maskinpistolerne kommer i hæsblæsende brug og så er de to brødre på spanden.

De kaprer en ambulance, der huser en redder og en døende betjent. Med Will bag rattet og Danny ombord med en maskinpistol i hånden og millioner af dollars i den anden, går den vilde biljagt nu gennem byens gader. Det hele klippet i et konstant hektisk tempo, hvor adrenalinen forsøges holdt kørende, hvilket desværre ikke lykkedes hele vejen gennem filmens for lange 2 timer og 15 minutter.

Desuden er hele grundlaget for filmen ret så vag og noget fjollet. For hvem vælger lige på dagen at smide en ekstra mand ind i et nøje planlagt kup, der er med livet som indsats? Det fremstår i hvert fald her noget sløset og utroværdigt. Den kamel sluger jeg dog gerne. Michael Bay vil bare underholde med spektakulære kamerature, fræsende biler og hvislende maskinpistoler.

Det lykkedes da også flere gange at banke godt med intensitet ind i historien og karaktererne, der bare aldrig kommer ind under huden på mig. Filmens trumfkort er imidlertid Jake Gyllenhaal som den vanvittige og utilregnelige Danny. Han har en fest i den overgearede rolle. En karikeret fornøjelse. Yahya Abdul-Mateen II bakker ham desuden ganske intenst op som den desperate Will.

’Ambulance’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Ambulance’ har biografpremiere den 24. marts.

Biografanmeldelse: Man skal passe på med hvem, man bliver venner med på sin ferie. Det er i hvert fald tilfældet i Christian Tafdrups psykologiske gyser ’Speak No Evil’, der med satirisk kant sætter både mande- og kvinderoller samt sociale spilleregler dynamisk i stævne. Man møder nemlig her to familier, som tilbringer en weekend sammen efter, at de har mødt hinanden på en ferie i Italien.

En dansk familie med mor, far og en lille datter inviteres her til Holland hos en anden familie med mor, far og en lille søn. Det hele synes idyllisk og som et spændende eventyr for det danske trekløver sådan at begive sig afsted ud i et afsidesliggende hus midt i skoven for at holde en festlig weekend i nye venners lag. Der er dog noget, som ikke helt er, som det skal være.

Der er noget, som synes forkert ved de ellers gæstfrie hollændere. Der er gjort klar med gæsteværelser, deres dreng Abel har set frem til en legekammerat i datteren Agnes, mens der er god mad, højt til loftet og vin i glassene. På overfladen synes alt fryd og gammen, men stille, roligt og underspillet går det snigende op for Bjørn og Louise, at værtsparret Patrick og Karin nok ikke er helt søde.

Det er afsættet for ’Speak No Evil’, der folder sig engagerende ud, hvor netop måden hvorpå, de mange små hints om, at noget ubehageligt gemmer sig i skyggerne, er veleksekveret. Så selvom fortællingen måske nok går en kende i ring på vejen med den brutale finale, der hele vejen hintes mod, så er turen dertil ganske medrivende. Både ubehagelig og sorthumoristisk.

Selvom historien måske ikke som sådan er videre original eller overraskende, er den virkelig velspillet og sine steder oprigtigt ubehagelig. Det er derfor også en skam, at fortællingen altså ikke helt matcher et ellers replikstærkt og familiedynamisk gyserdrama. Morten Burian og Sidsel Siem Koch er vildt gode som henholdsvis en underkuet mand og hans overkorrekte hustru.

Fedja van Huêt og Karina Smulders spiller ligeledes overbevisende og ikke mindst dynamitgodt op ad det danske par, hvor ikke mindst Huêt formår at gå den fine balancegang mellem venlig og underspillet intimiderende. Liva Forsberg og Marius Damslev indfinder sig fornemt som den dramatiske uskyld i skikkelse af den glade datter og en genert Abel.

Filmens score af Sune Kølster bør også fremhæves for sin grundtone af uhygge, der bl.a. på grum vis foregriber gyset i filmens smukke åbningsbilleder af Italien. Christian Tafdrup er altså lykkedes med at skabe et veloplagt psykologisk gys, hvor ikke mindst det dynamiske samspil mellem de to familier fungerer satirisk og ubehageligt godt, mens finalen er det punktum, jeg sultent ventede på.

’Speak No Evil’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Speak No Evil’ har biografpremiere den 17. marts.

Biografanmeldelse: Vi befinder os i 1700-tallets Italien, hvor man kommer med indenfor murene på et kloster i byen Pescia. Her møder vi nonnen Benedetta, der blev optaget i de religiøse omgivelser som barn. Hun er nu en voksen kvinde med et liv viet til sin tro. Da hun imidlertid begynder at få religiøse syn med Jesus i centrum, ændrer det også hendes syn på verden og sig selv.

Disse mirakuløse syn bliver ligeledes starten på en rejse ind i kødets forbudte lyster for den ellers fromme nonne. Lysterne bliver kun forstærket, da den unge kvinde Bartolomea en dag ankommer til klostret. De to kvinder udvikler nu et lesbisk forhold, hvor de udforsker hinandens begær og kroppe. Det er en farlig vej, de to er på vej ned ad, da den katolske kirke ikke just ser mildt på den slags.

Det er en hele vejen dragende, nuanceret og intens Virginie Efira, der leder an som Benedetta i det historiske drama, som desuden er inspireret af virkelige begivenheder. Daphne Patakia portrætterer den mere udfordrende og egenrådige Bartolomea. De to har sammen medrivende nonne-kemi for fuldt begær. Der bliver da heller ikke skjult meget i scenerne, hvor de to giver efter for deres lyster.

Mesterinstruktøren Paul Verhoeven har et virkelig stærkt greb om både dramaets religiøse side og fortællingens lidenskabelige lyster, der i dynamisk samspil driver den gribende historie frem, hvor Benedetta i den grad bliver udfordret på sin tro. Og hvad er egentlig op og ned på hendes syner? Er de ægte eller er der noget andet på spil?

Således snor dramaet sig om tematikker som skyld, skam og synd, hvor kroppen er fjenden for nonnerne, der gør alt for at undgå at hengive sig til den forbudte frugt. Det er denne grænse vores to hovedroller i den grad overskrider. Det på medrivende vis, hvor det ligeledes lykkedes at sætte deres fortælling i en større historisk og religiøs kontekst, der åbner filmens verden op på forførende vis.

Den garvede og altid seværdige Charlotte Rampling indtager desuden rollen som kynisk og streg abbedisse. Hun er absolut et stærkt krydderi til vores to hovedrollers sprængfarlige samspil. Den i dag 83-årige Paul Verhoeven her kort fortalt med ’Benedetta’ skabt et dragende drama, der på fascinerende vis sammensmelter sex og begær med religiøsitet og tro. Formidabelt blasfemisk.

’Benedetta’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Benedetta’ har biografpremiere den 10. marts.