Biografanmeldelse: Det er med veloplagt og blodigt schwung, at højtids-slasheren ’Thanksgiving’ slagter sig vej igennem beboerne i den amerikanske by Plymouth, hvor traditionen med kalkun på bordet og taksigelser startede. Nu begynder så et blodbad, som en maskeret seriemorder med en hemmelig identitet står bag. Men hvem gemmer sig mon så bag masken?

Det forsøger den lokale ordensmagt at finde ud af, mens en gruppe unge venner også er på banen for at få løst mysteriet bag morderen og hermed stoppet drabene. Netop drabene er – som slasher-genren byder det – både opfindsomme, groteske og medrivende forløst. Her kommer alt fra en ellers uskyldig trampolin til en skarpslebet økse i spil, når morderen bevæger sig gennem sine ofre.

Det er med et veloplagt tempo, at historien folder sig ud, hvor bl.a. også dynamikken i vennegruppen er god og engagerende – det side om side med de brutale mordscener, der ikke efterlader meget til fantasien. De er dog mere kulørt underholdende og over the top-groteske, end vildt ubehagelige, selvom de bestemt er ok klamme. Men nu er det også Eli Roth, der er manden bag gyset.

Eli Roth står nemlig også bag bl.a. den ækle sjasker ’Cabin Fever’, de to første tortur-klamme Hostel-film og kannibal-gnaskeren ’The Green Inferno’. Nu er han med ’Thanksgiving’ altså tilbage i blodigt hopla med en film, der kender sin slasher-abc. Ja, her er så absolut tale om en genretro film, der dog ikke er mindre underholdende foldet ud af den grund.

Egentlig startede filmen som lidt af en gyser-joke. Det var nemlig i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ grindhouse double feature ’Death Droof’ og ’Planet Terror’ i 2007, at en række filmskabere lavede trailers for fiktive film. En af dem var netop en trailer for den dengang fiktive ’Thanksgiving’ af Eli Roth.

Det er altså nu på medrivende vis lykkedes at få en herlig spillefilm ud af den korte trailer fra dengang. Komplet med morderisk mystik, opfindsomme mord og frisk leverede genretroper tilsat godt med blod og grotesk humor. Ja, altså en hyldest til 80’ernes mange slasherfilm, der også lykkedes med at bringe genren ind i sin samtid. Jeg krydser allerede fingre for en ’Thanksgiving 2’.

’Thanksgiving’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Thanksgiving’ har biografpremiere den 30. november.

Biografanmeldelse: Tiden skrues et par århundreder tilbage i instruktør Ridley Scotts historiske drama ’Napoleon’, der som titlen indikerer, handler om netop den franske hærfører og kejser Napoleon Bonaparte. Hans vej til magten og videre mod faldet fra tinderne. Det er også historien om Napoleons lidenskabelige og svære forhold til kejserinde og hustru Joséphine Bonaparte.

Det hele tilsat magtærgerrighed, intens kærlighed og episke krige på slagmarken med mænd til hest, store kanoner og blodig død. Ja, skalaen i fortællingen er stor. Ikke kun i de spektakulære krigsscener, der ofte rammer en engagerende nerve og det dejligt kaotiske, men også i måden hvorpå historiens vingesus løfter sig gennem Napoleon, som portrætteres af en knugende god Joaquin Phoenix.

Det er bl.a. gennem netop Joaquin Phoenix’ portræt, at en engagerende menneskelighed og følelsesmæssig relation skal opstå midt i krudt og kugler. Herunder også det komplekse forhold til netop Joséphine, der med sart styrke og underspillet energi gives liv af Vanessa Kirby. Det er deres relation og Joaquin Phoenix’ portræt, der er mest interessant. Det rammer dog ikke helt plet.

Det er som om, at der mangler nogle mellemregninger i fortællingen, selvom spilletiden er på 2 timer og 38 minutter. Ridley Scott vil og skal nå meget – den lange spilletid til trods – med manuskriptet af David Scarpa, der mister en smule fokus undervejs. Heldigvis har filmen netop sine to hovedroller, et ganske godt momentum og de ofte imponerende krigsscener.

Det er desværre ikke helt nok til, at jeg kommer helt ind på livet af Napoleon og Joséphine samt deres relation, der løber som en rød tråd igennem filmen, hvor den famøse kejser har en ubøjelig higen efter magten, som kommer til at gå i modstrid med kærligheden. Filmen er mere et visuelt duperende spektakel – positivt ment – end et menneskeligt gribende drama.

Det kan bestemt også noget, men ikke helt komme dybt nok ind bag mennesket Napoleon, selvom Joaquin Phoenix gør en virkelig god figur. Det samme gør filmens billedside, der agtsom indfanger det intenst nære og spektakulært brutale af fotograf Dariusz Wolski. ’Napoleon’ er måske ikke engagerende formfuldendt, men ofte medrivende, episk flot og med en god duo midt i kampen om magten.

’Napoleon’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Napoleon’ har biografpremiere den 23. november.

Biografanmeldelse: Afdæmpet, insisterende og intenst. Sådan folder instruktør og medforfatter Amat Escalante sin gribende dramathriller ’Forsvundet i natten’ ud. Her lurer en konstant uro i billedets sitrende udkant. En uro, der også sætter sig nervepirrende i den dragende fortællings midte. Man følger her den unge mand Emiliano, som bor i en lille mexicansk mineby med en speget fortid.

Hans aktivistiske mor er nemlig tre år tidligere under brutale omstændigheder forsvundet, da hun kæmpede mod et mineselskab og for at bevare de lokale jobs. Nu søger Emiliano efter sin mor og sandheden bag hendes forsvinden. Han får dog ikke hjælp fra ordensmagten. Snarere tværtimod. Han kommer dog i sin søgen på sporet af en rig familie i lokalområdet.

Emiliano møder således kunstneren Rigoberto, hans kendte hustru Carmen og deres some-berømte datter Mónica. Men gemmer denne familie på en hemmelighed og sammenhæng til Emilianos mors forsvinden? Er han på vildspor? Eller skal sandheden og hans mor findes et helt andet sted? Med livet i spil sætter Emiliano en ustoppelig retfærdighedssans ind efter at optrevle sandheden.

Emiliano er den centrale menneskelige nerve i en fortælling med fascinerende og engagerende forgreninger mellem rig og fattig samt en lille bys fordækte hemmeligheder mellem fortid og nutid. Amat Escalante lykkedes på sirlig og nervepirrende vis at fortælle sin historie med detektivarbejde, ung kærlighed og skeletter i skabene på elegant vis.

Jeg får en knugende sten i maven og rammes i hjertet af filmens både tragiske slagside samt Emiliano og hans kærestes søde kærlighed. Juan Daniel García Treviño portrætterer med et gribende nærvær Emiliano, mens Ester Expósito med underspillet desperation er den komplekse Mónica. Det eksplosive forhold mellem Carmen og Rigoberto indtages af Bárbara Mori og Fernando Bonilla.

’Forsvundet i natten’ fungerer med andre ord på flere niveauer og parametre, hvor bl.a. også filmens visuelt brillante side er smukt og intenst foreviget af fotografen Adrian Durazo med naturgribende scenarier og medrivende actionelementer. Amat Escalantes potente dramathriller er kort fortalt en nuanceret og engagerende filmisk fornøjelse for både øjne og ører, hjerte og krop.

’Forsvundet i natten’ får 5 ud af 6 stjerner.

’Forsvundet i natten’ har biografpremiere den 9. november.

Biografanmeldelse: Den snigende trykkede stemning er til at tage og føle på i ’Reality’. For da NSA-oversætteren Reality Winner en dag i 2017 får uventet besøg af to høje herrer, der viser sig at være FBI-agenter, bliver det starten på en ret så underlig, men også rolig snak. Men hvad vil de to agenter? Reality synes i hvert fald ikke at ane, hvad det hele drejer sig om.

Snakken udvikler sig med et sikkert greb om en tiltagende intensitet og et ubehag, der smitter både af på mig og ikke mindst på Reality. Bl.a. optrappes hele situationen, da de to agenter fremviser en ransagningskendelse til hendes hus. Sandheden om de to mænds ærinde bliver filmen igennem stille, men sikkert åbenbaret for både mig og Reality.

Der er nemlig noget så alvorligt i spil, som at Reality skulle have smuglet fortrolig information ud til offentligheden fra sit arbejde. Det handler om præsidentvalget i 2016. Mere skal ikke siges her, for det er bl.a. netop i måden, hvorpå den underspillede konfrontation foldes ud, der er en del af filmens dragende væsen.

Instruktør og medforfatter Tina Satter lykkedes med at skabe, hvad der minder om et nervepirrende kammerspil mellem Reality og de to agenter via et velstruktureret og veleksekveret manuskript samt stærkt billedmæssig flair for bl.a. at skabe intimitet af fotografen Paul Yee. Filmens sitrende score af Nathan Micay smyger sig elegant og pirrende om fortællingens forskellige stemninger.

Sydney Sweeney er virkelig god som den uvidende Reality. Hun formår at spille med få virkemidler, der brænder igennem, hvor hun bl.a. også bliver tiltagende nervøs over hele situationen. De to agenter – i skikkelse af henholdsvis en kølig Marchánt Davis og den mere underligt joviale Josh Hamilton – er et virkelig godt modspil til dramaet. Et stærkt trekløver.

Kort fortalt er ’Reality’ en lille velspillet film af uro og nervøsitet, der med et snigende sikkert tag om at skabe tiltagende intensitet formår at holde min interesse fanget. Nu kender filmen også sin besøgstid med sine små 80 minutters spilletid. Det hele båret oppe af bl.a. et velinstrueret narrativ, der i elegant samspil med billede og lydside bringer dramaet til live.

’Reality’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Reality’ har biografpremiere den 2. november.

Biografanmeldelse: Det er virkelig en forfærdelig historie, der fortælles i det højspændte drama ’Sound of Freedom’, som er baseret på en ubærlig sand historie. Filmen handler om noget så umenneskeligt som handel med og kidnapning af børn til sexhandel. Man følger den dedikerede efterretningsagent Tim Ballard, der gør alt for at sætte en stopper for denne mishandling af tusindvis af børn.

Han er en martret mand af det, han i sit arbejde har set. En sjæl, der er revet itu. Han er ægtemand og far til en stor børneflok. Kontrasten mellem hans familieliv og arbejdslivet kunne ikke være større. Det er da også på mange måder en skrækkelig historie, man er vidne til, når Tim Ballard drager på en mission med livet som indsats i forsøget på at redde hundredvis af børn.

Turen går til Columbia, hvor menneskehandelen bl.a. holder til. Det er starten på en stor aktion, der skal sætte de mange børn fri og folkene bag fanges for deres kyniske handlinger. Filmens dybt tragiske og alvorlige emne bliver desværre meget ofte søbet ind i bl.a. kværnende strygere på lydsiden.

Historien banker altså ikke videre elegant sine pointer fast, hvor et følelsesmæssigt indblik i de medvirkende ikke helt får det gribende liv, der sigtes efter, men er meget overfortalt. Jeg forstår bestemt godt filmens absolut berettigede indignation mod handlen med børn. Desværre er det bare tungt og klodset fortalt, hvor jeg på trods mærker vreden pible i mit indre.

Jim Caviezel giver da også et intenst portræt af Tim Ballard med et plaget blik i øjnene. Han er ødelagt, men jagter håbet i en verden af ondskab og ødelagte skæbner. Der er ingen vindere her, hvilket er en tragisk pointe, der dog bare tvinges igennem med store bogstaver. De onde er mere end onde, hvilket bestemt står i deprimerende kontrast til uskylden selv i skikkelse af børnene.

’Sound of Freedom’ kan mest af alt pga. sin historie grundet i virkeligheden ikke undgå at gøre indtryk. Desværre fortælles det hele bare tungt, hvor hver en pointe og følelse bøjes i neon og skæres ud i tykt pap. Ganske vist er det en vigtig virkelighed, der ligger til grund for og fortælles i filmen, men som film rammer den firkantet og overforklarende ind i egen indignation og pointer.

’Sound of Freedom’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Sound of Freedom’ har biografpremiere den 2. november.