Så er der onde unger på spil

/i /af

Ingen tvivl om at børn kan være nogle små lede sataner. Hvem har fx ikke set en lille unge sætte sig surt på tværs hos den lokale købmand. At der gemmer sig reel ondskab i nogle af disse små poder, kan man til tider godt foranlediges til at tro. I Tom Shanklands britiske The Children er der, om end ikke det rene djævleyngel på spil, så i hvert fald en håndfuld farlige unger. Her får de voksne nemlig deres sag for, da deres børn pludselig ikke er helt så søde, som forventet.

To familier med deres respektive børn skal holde jul sammen. Roligt og sikkert bygges julehyggen og de to familiers indbyrdes forhold op. Alt imens gaver slæbes ind, maden simrer og snakken går, begynder de små poder dog at opføre sig underligt. Et par subtile hentydninger til det forestående ragnarok lægges ud og inden man ser sig om, står familieidyllen i flammer. Og det er bestemt både slemt underholdende og grufuldt at se hvorledes hyggen krakelerer, blot for at eksplodere i en nærmest diabolsk finale.

Jeg har selv et ret forskræmt forhold til onde børn på film, en subgenre som bl.a. også huser Village of the Damned (1960), The Omen (1976) og The Brood (1979). Helt så skrækindjagende en oplevelse er The Children dog ikke, men den leverer bestemt et par ret intense scener, velopbygget suspense og så sendes der da også et par veludførte blodsudgydelser over skærmen. Altså, en fin lille pakke.

Men selvom filmen ikke ramte min skræknerve videre hårdt og suspensen ikke bliver holdt ved lige hele vejen, så er The Children dog velinstrueret underholdning, som heldigvis ikke bange for at dele øretæver ud til ungerne. Og netop børnene er både troværdige og velcastede, hvilket er et must, hvis man skal bide på filmens præmis om, at disse unger rent faktisk er farlige. Det ene øjeblik fremstår de uskyldige og det næste som djævelens yngel. Her hjælper klaustrofobisk underlægningsmusik og slagskygger selvfølgelig alt sammen.

Selvom jeg ikke fik skræmt livet af mig, så er der bestemt tale om en lille solid og underholdende onde-unger-går-amok-film – og med julen bankende på døren, så kan man jo passende give denne ”jule-film” et spin i afspilleren, inden de små fætre og kusiner ankommer. Uha uha…

En hårrejsende tivolitur

/i /af

Jeg tog forleden aften en tur i tidsmaskinen og landede i året 1981. Her gik jeg straks ombord i Tobe Hoopers stemningsfyldte tivoli-gyser The Funhouse. Hvem har ikke stået foran et tivolis spøgelseshus og gyst ved tanken om, at der bag de svingende trædøre rent faktisk kunne gemme sig et rigtigt monster? Det er lige præcis tilfældet i denne atmosfærefyldte rædselstur i tivoli.

Fire friske unge mennesker forlyster sig i et omrejsende tivoli, der bl.a. byder på vanskabte dyr, gamle spåkoner og sleske stripshows. Et skummelt foretagende, der bag de farvestrålende skilte og glitrende lamper gemmer på en fæl og makaber familie. Helt præcist hvor depraveret familien er, kommer til at stå klart for de fire unge, da de beslutter sig for at overnatte i det skeletfyldte spøgelseshus.

Tobe Hooper er mest kendt for den mesterlige Motorsavsmassakren fra 1974 (nå ja, og delvist for Poltergeist fra 1982) og selvom The Funhouse godt nok ikke en overset skrækfilms-klassiker, er den bestemt både charmerende og stemningsfuld midnatsunderholdning. Den fungerer på trods af sin til tider træge afvikling, ikke mindst i kraft af sin autentiske setting, et par gode skuespillere og ikke mindst et filmmonster, der både indgyder empati og væmmelse. Jep, helt sluppet Leatherface havde den kære Hooper vist ikke.

Og så er det ikke kun nutidens instruktører, der hylder fortidens mestre. I The Funhouse lægger Hooper bl.a. referencer ind til både John Carpenter og Alfred Hitchcock i åbningsscenen. Her bruges samme point of view-‘trick’ som Carpenter så elegant legende med i Halloween fra 1978 og så afsluttes scenen i brusebadet i stil med Hitchcocks klassisker Psycho fra 1960. Herligt.

Filmen er bestemt ikke et poleret og stramt komponeret gys, men vil sikkert underholde folk med hang til hyggelige skrækfilm fra 1980’erne – alle andre bør give den en chance. Og okay, filmen er godt nok intet mesterværk, men come on, der er nu ingen grund til konsekvent at stave instruktørens navn forkert på coveret – det er Tobe og ikke Tope…!

Originaltitel:The Funhouse, USA, 1981.
Instruktion: Tobe Hooper.
Medvirkende: Cooper Huckabee, Largo Woodruff, Miles Chapin, David Carson, Wayne Doba, Kevin Conway  m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: NTC Film.

Det her er herligt vanvittigt

/i /af

Den danske instruktør Nicolas Winding Refn får altså for lidt omtale her i andedammen. Han har jo for pokker siden sin adrenalinfyldte debutfilm Pusher lavet den ene fremragende film efter den anden – og Bronson er ingen undtagelse. Refn er sgu en af Danmarks mest interessante instruktører, hvilket han igen beviser med dette både vanvittige, voldsomme og teatralske portræt af Englands mest voldelige straffefange. Lad springskallerne flyve og byd velkommen til Charles Bronson.

Filmen handler om Michael Petorson aka Charles Bronson, som første gang endte i fængsel som 19-årig pga. væbnet røveri. Med et ønske om at blive berømt forlænger han opholdet ved at gå løs på politi og fængselspersonale. Man følger således Bronsons kamp for at blive set, hørt og berygtet. En utilpasset person, hvis fascinerende og kaotiske væsen har affødt et forrygende portræt. Bronson er dog ingen klassisk biografi-film og der tages da også en del kunstneriske friheder, hvilket blot medrivende understøtter myten Bronson og hans jagt på berømmelse.

Refn disker op med den ene elegante, vilde og bizarre scene efter den anden. Lige fra en dansescene på et sindssygehospital over hårdtslående håndgemæng til en klovnesminket Bronson på slap line. Midt i orkanens øje står Tom Hardy, som den brovte Bronsen. Hardy er ganske enkelt fremragende, forførende og frygtløs i rollen, hvor hverken full frontal nudity eller det at skulle opbygge betydelige ekstra muskeldepoter holder ham tilbage. En sprængfarlig præstation i en fascinerende film.

Godt nok er filmen og ikke mindst Bronson voldelig, men mellem knytnæveslag og krigsmaling øjnes også et menneske og en ensomhed, der gør Bronson interessant at følge, som andet end blot en voldelig psykopat. Der er megen poesi og kreativitet i filmen og hele herligheden understøttes af laber 80’er synth og svulstig klassisk musik, som leder tankerne hen på Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Jep, jeg er vild med Bronson. Dens teatralske væsen, den veltumlede vold og ikke mindst Tom Hardy i både vanvittig og indtagende firspring.


Ekstramateriale. Der følger et fint ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Man får et underholdende og velfortalt kommentarspor, hvor Refn interviewes af Alan Jones, journalist og filmkritiker. Man får et godt indblik i hvad Refn vil med filmen, sit samarbejde med Hardy og valget af filmens musik. Man finder også en The Making of, hvor bl.a. Refn og Hardy fortæller om arbejdet med filmen (15 min.), en audio introduktion til filmen af den rigtige Charles Bronson (17 min.), samt en feature om hvordan Tom Hardy kom i form til den muskelbesatte rolle (5 min.).

Originaltitel: Bronson, England, 2008. Instruktion: Nicolas Winding Refn. Medvirkende: Tom Hardy, Matt King, Hugh Ross, Juliet Oldfield, m.fl. Spilletid: 92 min. Udgiver: Scanbox.

Stop nu Michael Bay!

/i /af

Okay, i kender godt Transformers ik’? I ved, det der ret så coole plasticlegetøj fra 80’erne, hvor biler, flyvere og alt muligt andet forvandles til de vildeste robotter. Disse transformerende maskiner har atter hovedrollen, når Michael Bay ruller sin larmende sequel ud: Transformers: De Faldnes Hævn. Denne gang er der så endnu flere Transformers, eksplosioner og mere fladpandet humor på tapetet – jeg mener, come on, Bay har sgu givet en af de onde Decepticons store metalkugler, som faretruende dingler under resten af det store robotmonster. Stop det nu!

Men hvor står vi så efter den første films heftige finale. Jo altså, Sam Witwicky (Shia LaBeouf) skal på College, flytte hjemmefra og forsøge at leve et almindeligt liv efter opdagelsen af de udenjordiske robotter i første film. Helt så nemt går det selvfølgelig ikke, for snart er fæle maskiner lige i nakken på ham, mens han også forsøger at holde liv i en kønsløs romance med Mikaela Banes, spillet mere mekanisk end robotterne af Megan Fox. Plottet? Jo, i korte træk: Jorden skal reddes fra undergang og onde Decepticons.

Okay, nu skal det hele ikke gå hen og blive så negativt. For Transformers 2 leverer rent faktisk nogle vildt flotte robotter, de ser både fremragende ud og lyder helt fantastiske med deres blib-blob lyde og metalliske led. Et par medrivende actionscener får legebarnet Bay da også skruet sammen, specielt er den store åbningsscene i Shanghai hæsblæsende og overrumplende. Desværre flader filmen ud, bliver gumpetung, pinlig og klodset. De mange eksplosioner og robotter ender med at larme mere, end at underholde.

Ak ja, hvorfor kan vi ikke bare få en solid og ligetil actionbasker, hvor robotterne får lov at være seje og uden alle disse såkaldte ”komiske” indfald, hvor bl.a. den ene robot efter den anden enten prutter ild eller faldskærme ud. Ak nej, aldrig sjovt, bare pinligt. Så på trods af vildt seje robotter og et højt tempo, ender Transformers 2 som en irriterende flad oplevelse. Rodet, pinlig og klodset.

Ekstramateriale: På 1-disc DVD-udgivelsen medfølger kun et kommentarspor. Her med Michael Bay og to af filmens tre manuskriptforfattere, Roberto Orci og Alex Kurtzman, som utroligt nok også har skrevet Star Trek-rebootet, for der er da i den grad kvalitetsforskel på de to film. Nå, men det er rent faktisk et ganske fint og informativt, om end ikke ophidsende kommentarspor, hvor typiske ting som filmens tekniske og historiemæssige side kommenteres.

Så røg jeg direkte i remake-fælden, igen!

/i /af

Ja, så hoppede jeg endnu engang i remake-fælden. Denne gang drejer det sig om en genindspilning af Brian De Palma bizarre og visuelt legesyge Sisters fra 1973. 36 år senere kan man så være så uheldig at sjoske ned til sin lokale filmpusher og hive denne tarvelige genindspilning ned fra hylden. Forsøget på at levere en aparte og hårrejsende lille horrorfilm lykkedes på intet tidspunkt, det selvom originalen et godt stykke af vejen faktisk følges ret tæt. Men remaket forbliver en ørkenvandring efter uhygge, spænding og bare en smule fortælleglæde. Trist. Simpelthen trist.

Hvad handler remaket så om? Jo, stor set det samme som originalen, blot fortalt uden entusiasme. Men altså, på klinikken Zurvan, en klinik for det psykisk og fysiologiske unikke indleder lægen Dylan et forhold til den smukke Angelique – den gådefulde Dr. Lacans ekskone og medarbejder. Denne romance huer dog ikke Lacan, som synes sært besat af sin ekskone. På sidelinien forsøger journalisten Grace at afdække Lacans hemmelighedsfulde medicinske forsøg. Men hvordan hænger Lecans lyssky forehavende egentlig sammen? Tja, faktisk er man ligeglad, for det hele er sjusket og uengagerende sat sammen. Men hey, that’s the plot for you.

Jeg vil helst ikke sammenholde remakes med originaler, men remake eller ej, så er her altså tale om særdeles klodset historiefortælling. Der bliver aldrig mobiliseret reel spænding eller krybende uhygge – og personinstruktionen er fuldstændig gået fløjten. Alle involverede synes at være på nippet til at falde i søvn. Replikkerne fremstår vitterligt som replikker, skåret ud i pap og læst op af det flade manuskript. Man finder ellers bl.a. Stephen Rea i rollen som Lacan, men han skinner på ingen måde igennem – hvilket desværre heller ikke kan siges om den lille cameo af William B. Davis aka The Cigarette Smoking Man. Og lad mig end ikke begynde med tøserne Lou Doillon og Chloë Sevigny.

Selvom komponenterne til en solid og bizar lille thriller er til stede; menneskelige deformiteter, medicinske eksperimenter, blodig gore og forkvaklet seksualitet, ja så afmonteres disse spændende elementer straks de er sat i spil. Den psykologiske kompleksitet og det obskure drama, som faktisk er til stede i historien – bare se originalen – får her aldrig lov at tage form eller fylde beskueren med den undring og uhygge, man fandt i De Palmas film.

Filmen er på DVD-coveret forsøgt solgt med et vink om at produceren også har stået bag American Psycho og The Crow. Hvorfor der ikke noget sted skiltes med Brian De Palmas navn eller at der er tale om et remake er sgu en smule underligt. Well, måske en marketingskyndig gut har erkendt, at publikum er ved at være godt trætte af disse alt for ofte kedelige remakes. Jeg er i hvert fald – og ja, endnu en gang er det originalen, man skal bruge sparepengene på.

Originaltitel: Sisters, USA, Canada og England, 2006.

Instruktion: Douglas Buck.

Medvirkende: Chloë Sevigny, Stephen Rea, Lou Doillon, Dallas Roberts, R Bourne, William B. Davis, m.fl.

Spilletid: 88 minutter.

Udgiver: Nordisk Film.

Triers troldspejl forfører og frastøder

/i /af

Lars von Triers seneste film Antichrist er en af dette års mest debatterede. Desværre kunne mange journalister og skribenter ikke holde sig fra at spoile side op og side ned. Det resulterede bl.a. i at filmen – groft sagt – blev set, som værende blot en væmmelig, voldelig og ulækker affære. Det er den også, men filmen rummer samtidig også en visuel poesi og drømmelignende skønhed, som desværre blev overset en smule i den blodige debat. Jeg har netop genset Antichrist og den blegner bestemt ikke ved gensyn.

Filmens udgangspunkt kan muligvis synes banal. Bearbejdningen af et traume et hyppigt brugt tema – ikke mindst indenfor horror. Lad mig blot nævne Nicolas Roegs fænomenale Rødt Chok fra 1973. Men hvad der på papiret kan synes trivielt, foldes alt andet end ligegyldigt ud i Triers hænder, hvor et forældrepar forsøger at bearbejde traumet efter at have mistet deres barn. De tager ud i en lille hytte midt i den vilde natur, hvor manden (Willem Dafoe) som er terapeut vil forsøge at tage hånd om sin kones (Charlotte Gainsbourg) tiltagende depression. Men behandlingen udvikler sig katastrofalt og går fra kontrol til uregerligt kaos.

Antichrist spænder en hypnotiserende og dirrende billedstorm op filmen igennem. Lige fra den smukt komponerede og kopulerende åbningsscene, hvor lyst, begær og død forenes i både provokerende og forførende super slowmotion og hele vejen ind i filmens beskidte, rå og rystende rus af angst og ondskab. Antichrist er i den grad en visuel og sanselig oplevelse, det er følelser over rationalitet. Man må lægge sin fornuft til side og blot lade filmens emotionelle kaos tage over. For godt nok er der store temaer i spil, som bl.a. manden og kvindens natur, det gode og det onde. Men for mig er Antichrist først og fremmest et omfavnende sort sug i maven.

Nej, Antichrist er ikke let underholdning, men underholder i al sin urovækkende vælde, ikke mindst i kraft af sin både kompromisløse, elegante og voldsomme æstetik og de to hovedrolleindehavers pragtpræstationer. Det er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

Ekstramateriale: Der medfølger et solidt ekstramateriale. Knap halvanden time løber de små features op i, hvor man kommer relativt tilfredsstillende omkring arbejdet med filmen. Bl.a. den visuelle stil, besværet med at finde den perfekte location og de makabre special effects. Man får også en testscene, hvor bl.a. tekniske ting er afprøvet, hvilket er ret interessant at se. Der er bl.a. også et spændende indslag om hvordan filmens forrygende lydside er blevet til samt korte interviews med Gainsbourg og Dafoe.

Oven i hatten kommer også et informativt, fint og til tider muntert kommentarspor med Lars von Trier og Murray Smith, som underviser i film ved University of Kent i England. Alt i alt et velsammensat og tilfredsstillende ekstramateriale.

– Og så er det i dag sidste udkald for at vinde filmen plus en t-shirt. Deltag her!

Læs også Charmetrolden Trier er bedst, klik her.

Originaltitel: Antichrist, Danmark, Italien, Frankrig, Tyskland, Sverige, Polen, 2009. Instruktion: Lars von Trier. Medvirkende: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg m.fl. Spilletid: 104 minutter. Udgiver: SF Film.

”STAR TREK” er et fænomenalt rumeventyr

/i /af

Lad det være sagt med det samme, jeg er ingen hardcore Trekkie – eller blot almindelig Star Trek fan. Ikke forbi jeg har noget imod warp drive og hvad det nu ellers hedder. Universet har bare aldrig rigtigt smagt af mere de gange jeg har set et afsnit eller en film i serien – det lige ind til nu! For dette fænomenale og actionfyldte reboot af den populære rum-franchise efterlod mig stakåndet og hooked på endnu en tur ombord på rumskibet Enterprise.


Heldigvis er rebootet designet således at newbies, som undertegnede uden problemer kan hoppe på. Man mister sikkert et par interne referencer hist og her, men pyt med det. Filmen introducerer nemlig universet og det ikoniske persongalleri mere eller mindre fra bunden, uden det på noget tidspunkt tynger filmens fremdrift. Der er fra start til slut fuld tryk på kedlerne, hvor man både ryger frem og tilbage i tid, møder glubske monstre og overværer den ene spektakulære rumkamp efter den anden. Det høje tempo efterlader godt nok ikke så meget luft til historien, som ret beset er banal, men fortalt med en entusiasme og energi, som til gengæld styrker filmens ubetingede underholdningsværdi.

Kort fortalt er handlingen den, at en fæl Romulaner ved navn Nero (Eric Bana) vil hævne sig efter en personlig tragedie. Derfor er han opsat på, at et par verdener skal gå til grunde under hans kommando. For at forhindre dette, må modsætningerne, den logisk tænkende vulcaner Spock (Zachary Quinto) og den impulsivt handlende Kirk (Chris Pine) nu slå sig sammen ombord på det ikoniske rumskib Enterprise.

Alt imens historien og personernes indbyrdes forhold og karaktertræk medrivende iscenesættes, fyger det konstant om ørerne med laber eye candy. Der er simpelthen så mange teknologiske lækkerier og actionfyldte scenarier at følge med i, at filmens visuelle side konstant underholder. Eksplosionerne får dog heldigvis ikke mere overtag, end at man hele tiden er med i de impliceredes personlige kampe.

Star Trek byder ganske vist ikke på historiemæssige dybsindigheder. Dette reboot er mere båret af action og tempo, end af at fortælle en kompliceret og nuanceret fortælling – hvilket, som jeg kan forstå det ofte er tilfældet i serien. Det er muligvis fordi jeg ingen nostalgiske bindinger har til universet, at jeg i den grad blev så kosteligt underholdt. Jeg hang mig ikke i om Spock nu var som ”i gamle dage”, om den visuelle stil var for voldsom eller at historien ikke har den tyngde, serien tidligere har leveret. Det eneste jeg kan ærgre mig over er, at jeg ikke fik set dette hæsblæsende, spektakulære og visuelt medrivende rumeventyr på det store lærred.

Ekstramateriale: Der medfølger en smule ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Lidt morsomme fraklip (6 min.) og en lille dokumentar (18 min.), som overfladisk og med rygklapperi går bag tilblivelsen af filmen, hvor mest interessant er afsløringerne af et par af de filmtekniske tricks der er brugt undervejs.

Herudover får man også et fint kommentarspor, hvor både instruktør J.J. Abrams (manden bag bl.a. serien Lost og Cloverfield), et par producenter, Bryan Burk og Damon Lindelof samt manuskriptforfatterne Alex Kurtzman og Roberto Orci sidder med ved bordet. Det er muntert og med mange fine iagttagelser af både filmens tekniske sider samt flere historiemæssige beslutninger, som blev gjort undervejs.

Originaltitel: Star Trek, USA, 2009.

Instruktion: J.J. Abrams.

Medvirkende: Chris Pine, Zachary Quinto, Leonard Nimoy,  Eric Bana, Bruce Greenwood, Karl Urban, Zoe Saldana, Simon Pegg, John Cho m.fl.

Spilletid: 122 minutter.

Udgiver: Paramount Home Entertainment.

"New Moon" bider sig sgu ikke fast

/i /af

Så sker det, den nyeste Twilight-film vælter biograferne og ikke mindst de mange hungrende fans verden over. Første filmatisering forvandlede mig dog ikke til Twilighter. Den var slatten, kedelig og nærmest blottet for romantisk filmmagi. Jeg har dog set frem til den nye film. Jeg mener, det drama og den umulige kærlighed som følger mødet mellem vampyr, menneske og nu også varulv har sgu et intenst potentiale. Det blev desværre aldrig indfriet i første film, så jeg gav forhåbningsfuldt New Moon et skud.

© Nordisk Film
© Nordisk Film

Hvordan står det så til med den evigt brændende kærlighed? Jo altså, Bella som blev taget med storm af vampyren Edward i første film, forlader hende i håbet at beskytte hende mod de farer, der lurer hos vampyrerne. Bella er dybt ulykkelig, men i kulissen har barndomsvennen Jacob blot ventet på at gøre sin entré som tredjehjul – og han er gudhjælpemig en varulv! What are the odds? Først en vampyr og nu en varulv. Hvad bliver det næste – Frankensteins monster? Anyways. Herfra bølger følelserne frem og tilbage i det monstrøse trekantsdrama, hvor Bella står splittet mellem de to bejlere, som grundet deres væsen ikke er helt nemme bekendtskaber.

Hvordan fungerer så dette øjensynligt intense trekantsdrama? Heldigvis bedre end første film. Instruktøren Chris Weitz, som senest stod bag Det Gyldne Kompas har bedre tjek på at formidle følelserne og dramaet. Det er dog stadig for tandløst og cheesy leveret til for alvor at sætte sine spor i mig. Intet synes for alvor at være på spil, det selvom replikkerne er så melodramatisk spændt op, at man skulle tro det gjaldt liv og død – hvilket aldrig synes tilfældet for de medvirkende. Det hele skæres ud i pap. Hvor mange gange skal man fx se Bella vågne skrigende op, før man fatter hendes smerte over savnet af Edward? Åbenbart en del gange. Det er som om filmen ikke stoler på sit publikum og det hæmmer dramaets troværdighed. Desværre.

© Nordisk Film
© Nordisk Film

Men hey, ret skal være ret. New Moon er bedre skruet sammen end den første film. Man skal dog nok have et blødende ungpige hjerte for at sluge kamelen. New Moon er simpelthen for cheesy – men mon ikke fansene har deres del af selvironi, det tror og håber jeg. For filmens kitsch- og kliché-værdi når nye underholdende højder. Jeg har fx ikke tal på hvor mange gange Edward ses i lækker slowmotion eller Jacob uvilkårligt smider trøjen. Filmens cheesiness til side, så mangler der simpelthen en oprigtighed, som for alvor kan sætte følelserne i spil og få filmmagien til at blomstre.

Jeg ville så gerne kunne lide filmen, virkelig. En vampyr- og varulvefan som mig vil da ikke andet end at se et verdensomspændende fænomen som Twilight levere varen. Det er bare ikke tilfældet. Jo vist, de mange Twilight-fans vil utvivlsomt lappe filmen og de mandlige medvirkende i sig. Det håber jeg vitterligt. For der er ikke noget mere ærgerligt end at blive skuffet over en film, men har set frem til (Terminator Salvation anyone…?). Well, skuffelsen skulle da lige ligge i, at den britiske lækkerbisken Edward aka Robert Pattinson ikke er nær så meget med, som i den første film.

© Nordisk Film
© Nordisk Film

New Moon er klart et skridt i den rigtige retning, men fortsat en underlig flad oplevelse. Jeg har dog ikke opgivet håbet. I hvert fald skal næste film også ses, ikke mindst fordi der her er tilknyttet en ret interessant instruktør, nemlig David Slade. Han stod senest bag den hæsblæsende, flotte og blodige vampyrfilm 30 Days of Night. Så måske der kommer lidt mere saft, kraft og blod i pølsen end tilfældet er med New Moon. Jeg håber det. Giv mig nu det dybfølte og romantiske drama, der må ligge gemt et sted i bøgerne.


Jorden går under i special effects!

/i /af

Hvor lang tid tager det for Jorden at gå under? Lige på den anden side af 2 timer og 30 minutter – og det er sgu al tid rigeligt, i hvert fald når det kommer til Roland Emmerichs seneste katastrofe af en film, sorry – katastrofefilm.

Handlingen? Well, eller rettere undskyldningen for at hive alverdens special effects ind manegen skal hentes hos mayaerne, der for århundrede siden varslede Jordens undergang til år 2012. Denne dommedagsprofeti går selvfølgelig i opfyldelse, så nu får amerikanerne og resten af verdens nationer travlt med at få benene på nakken. Men hvor løber man hen, når Jorden går under? Tja, Curtis og hans lille familie gør deres bedste for at finde svaret, alt imens de skiftevis kører fra enorme jordskælv og flyver fra supervulkaner. Flot ser det ud, men medrivende bliver det sgu aldrig.


Der er selvfølgelig ingen tvivl om hvorfor man går i biografen for at se 2012: action, action og mere action! Og jeg har bestemt ikke noget imod fladpandet action og tonstunge klichéer, men altså, filmen består groft sagt skiftevis af følelsesløse afskedsscener med skingre violiner og dommedags montager med rigeligt CGI. ”More is more”, må det have lydt som et mantra i Emmerichs hoved. Desværre savner filmen, sin fremdrift til trods, et engagement, retning og noget mere vid midt i fremvisningen af sine digitale krumspring, der efter de første bombastiske scener mister pondus og begynder at gå i tomgang. Ærgerligt.


Der forsøges ellers etableret en form for empatisk bånd mellem publikum og statisterne i masseødelæggelserne. Fx bruges der en rum tid i forsøget på at skabe et par karakterer, man kan heppe på, efterhånden som Jorden kollapser om ørene på publikum. Men John Cusack og co. drukner hurtigt i bulder og brag – sammen med mit engagement i deres overlevelse og filmens vage forsøg på at fortælle noget om menneskehedens væsen. Så jeg måtte klynge mig til actiondelen, der sine enorme armbevægelser til trods efterlod mig ret kold. En skam, for Jordens undergang kunne have været en hæsblæsende tur. Well, man kunne fx have skåret i spilletiden.


Men vil man se filmen, dens klodsede klichéer og træge tomgang til trods, så er det i biografen der sker. For det er effektjageriet, som jager filmen fremad – eller i det mindste forsøger, og det skal altså ses på et stort lærred. Desuden er Woody Harrelson skøn som skør eneboer, mens det er meget skægt at se vores allesammens Zlatko Buric smidt ind i Hollywood-maskinen som russisk milliardær.

Men var jeg godt underholdt? For det er vel for fa’en hvad Emmerich sigter efter. Næ, egentlig ikke. Sporadisk er filmen dog mildt underholdende og herlig over the top med sit utal af usandsynligheder og sine trods alt imponerende special effects. Det er filmens første del, der fungerer bedst. Desværre glemmer man hurtigt de effektive første ødelæggelser, som snart kvæles i filmens egen iver efter at levere endnu en overdådig oversvømmelse, monstrøst vulkanudbrud eller voldsom massedestruktion. En skam at Jordens undergang gik hen og blev så kedelig.

Originaltitel: 2012, Canada, USA, 2009.

Instruktion: Roland Emmerich.

Medvirkende: John Cusack, Amanda Peet, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Oliver Platt, Danny Glover, Woody Harrelson, Zlatko Buric m.fl.

Spilletid: 158 minutter.

Distributør: Sony Pictures.

Helt håbløst er det hele vel ikke?

/i /af

Det er en herlig ambitiøs fortælling den svenske instruktør Lukas Moodysson spinder med sin seneste film Mammoth. Han har bl.a. også stået bag de rå Fucking Åmål, Lilja 4-ever og Et hul i mit hjerte. Med Mammoth har han skabt en film, som tager sig god tid til at berøre en række komplekse problematikker og kontraster man finder i verden. Og selvom det til tider bliver lige sort/hvidt nok, så er der heldigvis også med god sans malet interessante gråtoner op i spændet mellem rig og fattig, menneskelig fremmedgørelse og tilhørsforhold i en global verden.


Filmen drejer sin fortælling ud fra en lille velstående familie i New York med far, mor og datter samt hushjælpen Gloria, som langt fra sine børn på Filippinerne må gøre lokummet rent, opdrage en andens barn og fylde det store køleskab op. Filmen igennem krydsklippes der mellem verdenerne USA, Filippinerne og Thailand. Her iagttages de mange forskelle, hvor de forskruede kontraster, men også menneskelige lighedspunkter folder sig ud. Til tider bliver det en smule for konstrueret, dog ikke endegyldigt konkluderende. Desværre smittede filmens noget observerende væsen også en smule af på mit engagement i karaktererne og det er en skam, for de leveres alle overbevisende.


Moodysson efterlader heldigvis plads til at man som beskuer selv kan tænke – well, visse pointer leveres dog langt fra lige subtilt, som bl.a. når der krydsklippes fra et ufærdig og råt hus på Filippinerne til en luksuriøs hotelsuite i Bangkok. Men det er immervæk sådan tingene er – også selvom disse kontraster til tider præsenteres en kende klodset og forcerede. Men Mammoth vil beskueren noget og så er det ikke altid det subtile sprog er ligeså stærkt som det udpenslende.

Filmen er dog andet end kommentarer på den globale verdens sociale forskelligheder. Det er også en film om kærlighed, mennesket og naturen. Og heldigvis efterlader Modysson også en flig af håb midt i håbløsheden og forfaldet. Lige nok til at filmen trods alt bliver en opløftende oplevelse, dens skyggesider og tragiske skæbner til trods.

Mammoth er på trods af sine til tider forcerede pointer og konstruerede væsen en både storslået, flot og til tider poetisk filmoplevelse, som vil sit publikum noget – og det er sgu altid et plus i min bog. Den ville dog have gjort sig bedst på det store lærred, hvor de mange flotte billeder kunne have foldet sig helt ud. Mindre kan også gøre det, for jeg fangede desværre ikke filmen i biografen, så nuppede den forleden på DVD.

– Der medfølger desværre intet ekstramateriale med på udgivelsen.

Originaltitel: Mammoth, Sverige, Danmark, Tyskland, 2009.

Instruktion: Lukas Moodysson.

Medvirkende: Michelle Williams, Gael García Bernal, Marife Necesito, Thomas McCarthy, Sophie Nyweide m.fl.

Spilletid: 122 minutter.

Udgiver: Sandrew Metronome.