Kedelig Statham leverer action i tomgang

/i /af

Actionfilm behøver ikke nødvendigvis et overraskende eller nytænkende plot for at underholde. Men når de uoriginale eskapader leveres så rodet og uengagerende som tilfældet er med The Mechanic, så hjælper hverken store eksplosioner eller en kedelig Jason Statham som lejemorder filmen ud af tam tomgang.

Athur Bishop er en iskold hitman uden samvittighed (næsten), men med en forkærlighed for vinylplader og klassisk musik – den sofistikerede dræber, du ved. Han udfører sine opgaver uden slinger i valsen, men da hans lærermester og ven Harry McKenna bliver hans næste mål kompliceres sagerne…

Måske det bare er mig, men jeg har aldrig forstået hvorfor Statham skulle være så pokkers cool og eftertragtet i nyere actionfilm. Jeg synes han er kikset, uden charme og kedelig. Det er også tilfælde i The Mechanic. Heldigvis teamer han op med den langt mere interessante Ben Foster, der spiller hans ’lejemorder-elev’.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Rablende kamæleon i formidabelt western-eventyr

/i /af

Instruktør Gore Verbinski og Johnny Depp er atter teamet op – dog ikke med endnu en omgang ’Pirates of the Carribbean’, men med den sprudlende animationsfilm Rango. Western-eventyret ledes an af Depp som kæk kamæleon i en film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer.

Den hurtigtsnakkende Rango havner langt udenfor sit trygge terrarium, da han ved et uheld slynges ud fra bagsædet af en bil på vej gennem ørkenen. Her ender det gæve krybdyr midt i byen Dirt blandt ørkenrotter og klapperslanger. Den lille by lider af vandmangel og savner en helt til at klare ærterne – en rolle som den teatralske Rango selvsikkert indtager og jagten på det forsvundne vand begynder.

Det er en fornøjelse at sætte tænderne i Rango. Her er i den grad kræset for detaljerne, karaktererne og historien. Godt nok bruges der flittigt af western-genrens klichéer, men selvom film-referencerne sidder løst på dette skæve eventyr, så bliver det aldrig et trivielt eller uoriginalt bekendtskab – langt fra – men en film der absolut er sin egen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Hul Hollywood-eksorcisme med habil Hopkins

/i /af

Hollywood langer med The Rite endnu en omgang eksorcisme-gys over disken – letfordøjelig, velproduceret og uden de store overraskelser, det skulle da lige være, at man ikke bliver videre skræmt af de tungetalende og øjenrullende strabadser. Anthony Hopkins er dog en fornøjelse som den djævleuddrivende Fader Lucas.

Selvom filmens cover på alle måder domineres af Hopkins – og det med god grund – så er det egentlige omdrejningspunkt den unge præstestuderende Michael Kovak, der spilles med flad stivhed af Colin O’Donoghue. Han tvivler på sin tro, men da han sendes til Rom for at studere eksorcisme og her møder Fader Lucas begynder skeptikeren at genoverveje sin tro – big surprise.

Anthony Hopkins stjæler fuldstændig filmen med en ilter og nuancerede præstation, som en præst der på trods af sit årelange liv med djævleuddrivelser selv bærer tvivlen i sig. Han er en fryd at være i selskab med. Hertil kommer at filmens instruktør Mikael Håfström ganske fermt stabler tung og regnvåd gyserstemning på benene.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Forlænget ’Ringenes Herre’-trilogi imponerer på Blu-ray

/i /af

10 år efter, at den første film i den eventyrlige trilogi baseret på J.R.R. Tolkiens bøger ramte biografer verden over, lander de tre film nu endelig på Blu-ray i de forlængede udgaver – plus timevis af dybdegående ekstramateriale. Ringenes Herre-trilogien – Extended Edition er intet mindre end en imponerende udgivelse.

Den episke og farefylde rejse starter med Eventyret om Ringen, hvor Frodo sammen med bl.a. tre hobbit-venner begiver sig mod Mordor for at tilintetgøre Ringen, der kan kontrollere verdens skæbne. En ring, der er farlig i de forkerte hænder – ikke mindst den onde fyrst Sauron, der er ude efter den med ønsket om verdensherredømmet.

Den første film er virkelig stærk. Venskabet mellem hobbitterne er rørende og medrivende, hvor Elijah Wood som den hårdtprøvede Frodo går i et med sin rolle. Det er også her det store univers etableres og flere af historiens mange karakterer præsenteres – og instruktøren Peter Jackson lykkedes elegant med dette. Jeg er dog en af de få, som ikke har læst bøgerne, så jeg skal ikke gøre mig klog på mangler, men kan blot konstatere, at som film fungerer historien og universet helstøbt.

Med De to Tårne skrues der op for action-delen, mens kampen mellem de gode og de onde tropper intensiveres. Den lille gruppe med Frodo i front splittes op og den uforudsigelige Gollum kommer for alvor i spil. Karaktererne kommer til at stå en smule i skyggen af de storslåede action-scener, men som et vildt eventyr-drøn, lever dette andet kapitel ubesværet.

Den helt store finale venter i Kongen vender tilbage. Her skal det sidste slag stå og Frodos rejse for at tilintetgøre Ringen ender. Her er mange plottråde, der skal afsluttes og selvom spilletiden runder de fire timer, så imponeres man hele vejen over de episke scenerier og de medvirkendes strabadser. Filmen synes dog efter sit store klimaks at fortsætte en tand for længe. Det ændrer dog ikke ved, at dette er et tilfredsstillende sidste kapitel i sagaen.

Nogle af trilogiens effekter fremstår ganske vist en smule forældede og humoren er til tider irriterende, men historien er stadig stærk og medrivende leveret – og får endog mere vægt i disse forlængede udgaver, der i snit tilføjer ca. 40 minutter til hver film. Et medrivende eventyr om det gode mod det onde, at finde sig selv og troen på at lykkedes, selv imod alle odds – selvfølgelig tilsat godt med glubske monstre, smukke elvere og et skud udødelig kærlighed.

Ja, da Peter Jackson i sin tid jonglerede med spandevis af blod og ulækre rumvæsner i de underholdende splatter-fester Bad Taste og Braindead, lå det ikke umiddelbart i kortene, at han skulle komme til at stå bag en af filmhistoriens mest ambitiøse og omfattende produktioner. Men han levede bestemt op til opgaven med denne både bjergtagende og imponerende filmtrilogi.

Billede og lyd:
Udgivelsen indeholder hele 15 skiver. Hver film er fordelt på to og suppleret af tre med ekstramateriale. Billede og lyd er pudset af – også i forhold til sidste års Blu-ray-udgivelse af biografudgaverne. Billedet står virkelig flot, hvor især den første film synes bedre end biografudgaven. Detaljerne er indtagende, farverne mættede og veldefinerede med flotte nuancer og gode kontraster filmene igennem.

Lydsporene fremstår om muligt endnu mere helstøbte end billedsiden. Her er solid bund, medrivende panoreringer og velbalancerede niveauer over hele linien – lige fra Midgård til Mordor.

Ekstramateriale:
Udgivelsens ekstramateriale er et kapitel for sig – eneste anke er, at det ikke er opgraderet til HD, men medfølger på almindelige dvd-skiver. Men det til side, så er det et yderst omfattende og spændende ekstramateriale, der løber op i godt 26 timer.

Hver film kommer med fire forskellige kommentarspor, bl.a. med Peter Jackson og castet. Herudover finder man en lang række features og dokumentarfilm, der på alle tænkelig leder og kanter går i kødet på den enorme filmproduktion og eventyrlige univers. Her er alt hvad man kunne ønske sig og mere til.

Her er interviews med folkene bag, fra Peter Jackson til castet og videre til dem der har stået for bl.a. speciel effects og production design. Her er sammenligninger mellem filmene og bøgerne, et kig på musikken og lyddesignet. Man er med på settet og kommer tæt på produktionen samt logistikken bag at få de tre film i kassen. En overvældende produktion, som man her får et omfangsrigt indblik i.

Konklusion:
Hvis man allerede har filmene på dvd eller Blu-ray-udgivelsen fra sidste år, kan man dog roligt opgradere. Billede og lyd imponerer og så medfølger der timevis af spændende ekstramateriale, som ganske vist har været at finde fordelt på tidligere udsendte versioner af trilogien, men altså her for første gang samlet i én boks.

Ringenes Herre-trilogien –Extended Edition er uden tvivl en udgivelse, man straks bør slå klørene – og i selskab med Frodo, Aragon, Gandalf og resten af slænget kan denne imponerende udgivelse uden tvivl slå noget af tiden ihjel hos de mange fans, inden den første af to ’Hobbitten’-film får premiere til december næste år.

Originaltitel: The Lord of the Rings, The Motion Picture Trilogy – Extended Edition, 2011 (The Fellowship of the Ring, 2001. The Two Towers, 2002. The Return of the King, 2003).
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Elijah Wood, Ian McKellen, Viggo Mortensen, Sean Astin, Liv Tyler, Cate Blanchett, John Rhys-Davies, Billy Boyd, Dominic Monaghan, Orlando Bloom, Hugo Weaving, Sean Bean, Ian Holm, Andy Serkis, Sala Baker m.fl.
Spilletid: 228 min., 235 min., 263 min.
Udgiver: SF Film

Olm atmosfære i mennesketomt Detroit

/i /af

Lige siden jeg blev skræmt godt og grundigt af instruktøren Brad Andersons Session 9 (med den fjollede danske titel Dødens hospital) og senere fascineret af den isnende The Machinist med en yderst udmagret Christian Bale, har jeg set frem til hans film. Med den postapokalyptiske Vanishing on 7th Street er han tilbage med et stemningsmættet gys. Desværre forløses filmens ellers skræmmende potentiale ikke.

En pludselig strømafbrydelse lægger Detroit i mørke. Mystikken breder sig, da det viser sig, at næsten alle mennesker er forsvundet ud i den blå luft. En lille håndfuld overlevende finder sammen i en bar, hvor en nødgenerator holder lyset tændt og de mystiske skyggevæsner, der synes at stå bag på afstand. Væsnerne ser ud til kun at kunne leve i mørket, så det er fatalt at strømmen rinder ud og dagene bliver kortere.

Der er flere gode ting at sige om Vanishing on 7th Street. Her er depressiv dommedagsstemning og Anderson forfalder ikke til billige ‘jump scares’, men tør dvæle ved den ubehagelige situation uden at give letkøbte forklaringer på de mærkelige væsner. Desværre er filmens karakterer ikke specielt interessante og skuespillernes præstationer ujævne – og det taber filmen meget pondus på.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

En konge med talefejl er drøngodt drama

/i /af

Historien om det usædvanlige venskab mellem den stammende Kong George og hans taleterapeut Lionel er velsmurt, vittigt og veloplagt drama. Man skal altså ikke lade sig narre af det en smule stive og formelle cover, der pryder Kongens store tale. Det er så absolut en forrygende, underholdende og rørende film.

Egentlig skulle han slet ikke have været Englands konge, men da Kong Edward afstår tronen, bliver den sky Bertie kronet – og hermed Kong George VI. Problemet er blot, at Bertie stammer ubehjælpsomt og det går jo ikke, når han skal fremstå som en stærk leder for et land på vej i krig med Tyskland. Han ender derfor hos taleterapeuten Lionel, som skal hjælpe ham af med sin talefejl.

Filmens kerne er samspillet mellem Geoffrey Rush som den selvsikre Lionel og den forsagte, men temperamentsfulde Bertie – spillet til Oscar-perfektion af Colin Firth. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. De vittige og veldrejede dialoger leveres forrygende og rørende. Og selvom Firth er løbet med mest omtale, så er Rush også helt suveræn – stædig, kæk og vovet. En sprængfarlig duo.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Ensom seriemorder i trøstesløst London

/i /af

Vi kender ham alle. Ham den lidt sære midaldrende mand, der vandrer ensom gennem gaderne. Ham der holder sig for sig selv. Eneboeren man hilser høfligt på i opgangen. Sådan er Tony. Ensom, mut og socialt inkompetent – nå ja, og seriemorder.

Men den fremragende britiske Tony er ikke en gængs omgang seriemorder-sjov, men et råt, realistisk og sørgeligt portræt af en eneboer, der tilfældigvis også slår folk ihjel. Ikke så meget fordi han umiddelbart nyder det. Mordene synes mere som aggressive løsninger på situationer, den dybt forstyrrede Tony ikke ser anden vej ud af – uforudsigeligt og skræmmende.

Her er ingen velkomponeret spændingskurve, gruopvækkende klimaks eller noget lindrende forsøg på at forklare eller forstå Tony, men en mere eller mindre nøgtern skildring af hans hverdag – et både trist og slemt fascinerende bekendtskab.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Sød Rachel McAdams redder slattent morgen-tv

/i /af

Selvom grafikerne bag coveret til Morning Glory har gjort hvad de kunne for at skræmme folk væk med en kikset komposition, så gemmer der sig bag det akavede og klichéfyldte photoshop-kiks faktisk en ganske sød feel-good-film – selvfølgelig med hjertet på rette sted, romancen lige om hjørnet og en happy end.

I filmens (lyserøde) hjerte finder man den hårdtarbejdende tv-producer Becky, en oplagt og sød Rachel McAdams. Hun får arbejde på et faldefærdigt morgenprogram, som hun skal redde fra lukning – hmmm, mon det lykkedes? Hun går ukueligt til opgaven, men det er svært med to værter, der ikke kan udstå hinanden, den vrisne Mike og en kynisk Colleen – henholdsvis Harrison Ford og Diane Keaton.

Her er bestemt ikke tale om nogen original (romantisk) komedie, men takket være en uimodståeligt charmerende McAdams samt en gnaven Ford og en lidt for morgenfrisk Keaton hiver Morning Glory point hjem på sin sødme og selvtillid.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

En ballerinas sammenbrud er forrygende filmpower

/i /af

En af dette års indtil videre helt store filmiske mavepustere har for mit vedkommende været Darren Aronofkis psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan. En film, der syder af rå filmisk power og visuel legesyge, hvor den søde Natalie Portman som dedikeret ballerina går op i limningen – en rolle hun hev en Oscar hjem for.

Der er ikke andet end ballet i Ninas liv. Hun kæmper for perfektion og tilsidesætter alt i sin stræben efter det sublime. Men da hun får den eftertragtede dobbeltrolle som både hvid og sort svane i balletten Svanesøen, styrer hun direkte mod et sammenbrud. Den krævende dobbeltrolle bliver en besættelse for hende og æder sig ind på den ustabile ballerina, der snart ikke kan kende forskel på virkelighed og mareridt.

Ganske vist er symbolikken langt fra subtil. Der en den uskyldige hvide svane mod den sorte og farlige. En mørk side, den uskyldige Nina nu må i kontakt med, hvor også mødet med den frigjorte rival (Mila Kunis) er med til at presse hende. Der er bl.a. også krakelerede spejle som billede på Ninas opløsning og et lyserødt lillepige-værelse, der emmer af uskyld. Ja, kontrasterne er bestemt til at få øje på.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Bjergtagende western med en rap tøs i front

/i /af

Coen-brødrene serverer deres seneste værk, westenfilmen True Grit uden så mange dikkedarer. Her er ganske enkelt tale om en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en indtagende historie og spændstig dialog samt smukke og bjergtagende billeder. Herligt.

Den intelligente og rapkæftede 14-årige Mattie Ross vil hævne sin fars død ved at finde manden der skød ham. Hun hyrer den fordrukne U.S. Marshal Rooster Cogburn til opgaven, men de får uventet følgeskab af den selvglade Texas Ranger LeBeouf, der eftersøger samme mand. Sammen begiver det umage trekløver sig nu ud på en både smuk og intens rejse efter hævn og forløsning.

Det er sgu en smule urimeligt at Hailee Steinfelds navn ikke har fået lov at pryde filmens cover, for hun nærmest stjæler billedet for næsen af de ligeledes fremragende Jeff Bridges, Matt Damon og Josh Brolin. Hun er ilter, rap i replikken og svært uimodståelig at følge i sin stålsatte jagt på sin fars morder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere