Vandmanden er tilbage i den våde ‘Aquaman and the Lost Kingdom’

DC-helteaction på 4K Ultra HD: Vores allesammens vandglade DC-helt Aquaman er tilbage i sin anden solofilm ‘Aquaman and the Lost Kingdom’, der følger op på ‘Aquaman’ fra 2018. I rollen som den heroiske vandland ses naturligvis igen en langhåret og kæk Jason Momoa med store muskler og et skæt selvironi. Der er da også humor at finde i de våde eskapader, der buldrer og brager afsted, når vores helt igen skal redde dagen og vejen.

Denne gang møder vi nu den hævngerrige skurk Black Manta, der er ude for at hævne sig på Aquman, der slog hans far ihjel. Ind fra højre finder man et et yderst magtfuldt og farligt våben, der går ejeren i stand til lidt af hvert. Det gælder netop for Black Manta, der nu er en yderst farlig modstander til den ellers ret så magtfulde Aquaman.

Aquaman må naturligvis beskytte sit storslåede undervandsrige Atlantis, hvilket gør, at han retter sig mod en lidt overraskende hjælp, nemlig hans ellers tilfangetagede bror. Sammen må den umage duo nu beskytte riget mod en fælles fjende, inden det er for sent! Således står den på store vandkampe og farlige væsner – desværre leveret noget i tomgang og ikke særligt spændende. Skønne spildte kræfter.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Selvom filmen ikke just er det store og skumsprøjtende heltesus, så står billedet flot, farvemættet og kontrastlækkert, mens også lydsiden spiller klart og dynamisk på 4K Ultra HD-udgivelsen, der også byder på ekstramateriale. Her får man bl.a. et kig på det store og såkaldte ‘Lost Kingdom’ fra filmen, videre til verdenerne både under og over vandet med mere.

‘Aquaman and the Lost Kingdom’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 21. marts 2024.