Biografanmeldelse: Det går dramatisk og passioneret for sig både på og udenfor tennisbanen i mesterlige Luca Guadagninos trekantsdrama ’Challengers’. Det handler om sex, venskab, magt og måske endda også om kærlighed? For når dramaet om den virile trio foldes energisk ud, står intriger, hemmeligheder og misundelse i kø mellem de tre tenniskyndige karakterer.

Her finder man en målrettet Zendaya som forhenværende tennisspiller og nu træner for sin partner, der spilles med ligeledes nuanceret nærvær af en fokuseret og regelret Mike Faist. Derimod er Josh O’Connor som rivalen langt mere vild og uforudsigelig. Han er drevet mere af sine følelser end af et rationale, der skulle kunne føre ham til tennistops.

Det er på velportrætteret vis, at trioen foldes engagerende ud. De bliver både hele mennesker hver især, men sammen opstår der dramatisk dynamit, der sensuelt og insisterende truer med at eksplodere hvert eneste øjeblik. Man finder her et skarpt skrevet manuskript af Justin Kuritzkes, der på dynamisk vis leger veloplagt med forskudte tidslinjer de tre parter imellem.

Det er gennem bl.a. krydsklip fra årenes løb, at trekløverets interne relationer får liv og dramatisk tyngde. Jeg drages af kompleksiteten i karaktererne og de giftige dynamikker, de indgår i sammen. Her er en spændstig udvikling, der fornemt matcher kampene på banen. Ja, jeg gribes bestemt af dramaet både på og udenfor banen. For der er kampe over hele linjen, når magten forsøges kapres.

Bl.a. er tenniskampene med krydsklip i tid og sted forløst engagerende af klipper Marco Costa, der med pulserende øje for tempo og fortælling, er med til at indgyde nervepirrende spænding i filmen, der med et vibrerende og dunkende score af Trent Reznor og Atticus Ross giver energi og adrenalin til spillet og trekantsdramaet, som går hele vejen ind i soveværelset.

’Challengers’ lever altså fortællende veloplagt af bl.a. hovedrollers interne dynamik samt af en smuk forening mellem klip og lyd, hvor fotograf Sayombhu Mukdeeproms billeder hektisk og medrivende indfanger kampene, men også tør dvæle ved karaktererne i lange ubrudte scener. Der er bestemt nerve, menneskelig kompleksitet og magt på spil … og måske endda også kærlighed?

’Challengers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Challengers’ har biografpremiere den 25. april.

Biografanmeldelse: Der er fuld smadder på blodsjaskede næver, brutale øretæver og pulserende skudvekslinger i den virile hævnfilm ’Monkey Man’. Her møder vi en ung mand, der plages af et tragisk barndomsminde, der kostede ham sin mors liv. Nu er han voksen og med ét mål i livet: At hævne sig på dem, der stod bag morens død.

Der er dog lang vej til toppen i den indiske storby, hvor de rige og magtfulde banemænd befinder sig, mens han befinder sig i bunden af samfundet. Her kæmper han en daglig kamp for bare at overleve. Han tjener til dagen og vejen iført en abemaske i en kampsportsarena uden regler, men derimod godt med benbrud. Vejen til byens korrupte elite starter med andre ord helt i bunden.

Vi følger således hans vej gennem slummen, når hans rejse går sin brutale gang mod toppen af det korrupte hierarki. Men det er ikke nogen nem opgave, sådan at ville forcere de mange forhindringer på vejen mod retfærdighed. Det betyder nederlag med tonstunge tæsk til følge. Men han rejser sig beslutsomt gang på gang i en stålfast jagt på at forløse sin blodige hævntørst.

Dev Patel spiller den hævnende hovedrolle med intensitet, nærvær og hårde nævner, der troværdigt tæver sig vej gennem en kriminel underverden, som snor sig hele vejen til samfundets top. Jeg er fra først til sidst draget af ham som viljefast og fejlbarlige hævner. Dev Patel har også instrueret, medforfattet og produceret filmen, der med veloplagte slåskampe og beskidte miljøbeskrivelser river mig rundt.

Godt nok er ’Monkey Man’ en film, der med alvorstung tyngde folder sig sitrende ud, men der er også plads til velvalgte øjeblikke af humor – særligt af den groteske slags. Her er dog en klar indignation i portrættet af skellet mellem de rige og korrupte på den ene side og de fattige på den anden. Kombinationen fungerer, men historien bliver desværre over midten en smule for lang for sit eget bedste.

Det sagt, så er ’Monkey Man’ en virkelig underholdende slå-på-tæven-oplevelse, der går lige i maven og suger mig med ind i en verden af korruption, dedikeret hævntørst og pulserende koreograferede slåskampe og medrivende biljagter. Det er brutalt og nådesløst, så pyt med, at spilletiden måske nok med adrenalinopretholdende fordel kunne være skåret lidt ned.

’Monkey Man’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Monkey Man’ har biografpremiere den 25. april.

Biografanmeldelse: Det skulle have været en ukompliceret opgave for et umage hold af kriminelle at kidnappe en rig gangsters unge datter for så at afvente den store løsesum tikke ind. Så let slipper kidnapperne langt fra i den blodsjaskende vampyrgyser ’Abigail’. For den store villa, hvor de skal skjule deres gidsel, huser nemlig sin del af farlige hemmeligheder.

Datteren Abigail er nemlig ikke en helt almindelig pige, der er dansende glad for ballet. Hun viser sig også at være en yderst glubsk og blodtørstig vampyr. Snart får holdet af kidnappere således hænderne fulde og Abigail på nakken. Nu starter en kamp for overlevelse i villaen, der er blevet låst og lukket til, så de kriminelle ikke sådan lige kan undslippe den unge vampyr.

Inden gysereskapaderne for alvor folder sig underholdende ud, forsøger filmen sig med at etablere gruppen af kidnappere. Fra den forhenværende kriminalbetjent til den adrenalinjagende hacker og ham med de store muskler. Problemet er ikke så meget det, at der måske lige går en tand for lang tid, inden blodet begynder at sprøjte, men mere, at karaktererne ikke sådan er rigtigt interessante.

Gruppen udfylder dog på trods af det helt ok deres respektive roller, men dramatisk menneskelig tyngde skal man kigge en smule langt efter. Selvom her bl.a. forsøges med lidt mor-søn-drama. Oprigtigt gribende følelser bliver der dog aldrig udløst på den front. Til gengæld er vampyrballaden heldigvis vildt underholdende på flere andre måder.

Bl.a. er en veloplagt Alisha Weir en fryd som den snarrådige vampyr med kæften fuld af sylespidse tænder og et dyrisk blik i øjnene. Hun har haft en fest i rollen som rap vampyr på rov. Hendes energi smitter af på positiv vis. Dog kunne man godt have skåret ned på scenerne med hende, der danser blodig ballet højt til tå og med sit strutskørt indsmurt i sjask.

Historien er altså ikke en overraskende åbenbaring, men instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett får på dynamisk vis en underholdende filmfræser ud af manuskriptet. Så selvom eskapaderne undervejs er ved at rulle ind i en smule dødvande, opvejes det momentvis manglende momentum bestemt af filmens herligt blodspruttende scener og skønne finale.

’Abigail’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Abigail’ har biografpremiere den 18. april.

Biografanmeldelse: Tid og rum, kærlighed og skæbne, klimakatastrofe og jordskælv. Det danske science fiction og romantiske drama ’For evigt’ rummer det hele i en i udgangspunktet interessant cocktail, der historiemæssigt ambitiøst kaster sig ud på dybt vand. Bogstavelig talt. For dybt under Atlanterhavets overflade er en mystisk sprække efter et jordskælv opstået.

Den mystiske sprække er forårsaget af klimaforandringer og kan få fatale konsekvenser for kloden og menneskeheden, hvis ikke den lukkes. Langt fra det dybeste havdyb et sted i Danmark møder vi nu den unge forsker Elias og sangeren in spe Anita, der for fulde følelser falder gnistrende for hinanden. Den unge kærlighed lider dog et knæk og deres veje skilles.

Flere år senere møder vi nu en ældre Elias, der har fået en central rolle på det hold af internationale videnskabsfolk og klimaforskere, der skal forsøge at lukke sprækken på havets bund, inden det er for sent for kloden og dens beboere. Da Elias tilfældigt møder Anita, der er videre i livet med en lille familie, vender det op og ned på hans liv. For hvad gav han egentlig slip på i sin tid?

Det er midt i klimakatastrofe og dybhavsdyk, at kærligheden og spørgsmålet om skæbne spiller ind, men aldrig for alvor får skovlen dybt under mig, ligesom heller ikke mine følelser bliver rørt helt engagerende rundt i. Man finder dog i de dobbelte hovedroller som den unge og ældre udgave af Elias og Anita virkeligt fine præstationer, der løfter følelserne, når historier bliver lidt tung i røven.

Det unge par portrætteres dynamisk og nærværende af Viktor Hjelmsø og Anna Søgaard Frandsen. Jeg tror på dem, forholdet og følelserne. Det samme gælder den ældre version af Elias, hvor en stærk, nuanceret og troværdigt intens Simon Sears gør virkelig dragende figur. Desværre får Nanna Øland Fabricius som Anita ikke nær så meget at arbejde med i sin karakter.

Filmen bliver mere Elias’ historie end det ellers fine parløb, der lægges ud med. Instruktør og manuskriptforfatter Ulaa Salim lykkedes uanset hvad ikke helt med at forløse portrætterne gennemgående formfuldendt, mens også de universelle temaer mangler mere tyngde og flere overraskelser i en ellers interessant præmis. Det hele indfanges dog virkelig elegant godt af fotograf Jacob Møller.

’For evigt’ får 3 ud af 6 stjerner:

’For evigt’ har biografpremiere den 18. april.

Biografanmeldelse: Selv i de største byer med et mylder af mennesker, kan ensomheden ramme hårdt og nådesløst. Hvad stiller man så op, når ensomheden rammer? Når lyset i lejligheden ved siden af rammer krammende par på sofaen, mens venner går op og ned ad gaderne? I den ordløse animationsfilm ’Robot Dreams’ bygger en ensom hund sin egen robot.

Filmen udspiller sig i et summende New York i de kulørte 80’ere, hvor byens indbyggere er dyr i alle afskygninger. Her er aber, grise, myreslugere, elefanter og så er der den ensomme hund med mikroovnsmad siddende foran tv’et alene. Men da han bestiller og modtager sin egen robot, begynder et venskab mellem det umage par at spire.

Venskabet bliver dog testet på uventet vis før end siden. Så nu må jagten ud af ensomheden for hund og robot begynde på ny. For hvad vil vi i grunden ikke gøre for at fastholde venskaber og undgå ensomheden? I den søde ’Robot Dreams’ gør hunden i hvert fald sit bedste for at beskytte sit nye venskab, selvom det altså løber ind i problemer.

’Robot Dreams’ er lige på den anden side af halvanden time, men synes egentlig fint at kunne være fortalt som kortfilm. Historien og dens tematikker føles af og til en smule at blive trukket lidt langt ud over midten. Heldigvis gøres det på sjov og charmerende vis, hvor både hunden og robotten får fint liv i de stilrene tegninger, hvilket også er tilfældet med de andre karakterer og omgivelserne i New York.

Der sker altid sjove ting i baggrunden eller andre fine detaljer i udtrykket hos de medvirkende. Universet fungerer, selvom det af og til kan virke lidt for rent og klinisk i sit udtryk. Her kommer bl.a. netop hund og robot samt deres levende tilstedeværelse til live, selvom der altså ikke siges et eneste ord. Det er elegant historiefortælling med temaer som ensomhed og venskab i fokus.

Temaerne gives desuden en fint nuanceret krølle på halen i sidste ende, som også er med til at skabe lidt mere dybde i karaktererne og historien. ’Robot Dreams’ er med andre ord en fint animeret fortælling, jeg nemt relaterer til, bl.a. gennem fint forløste karakterer med en befriende ordløs fortælling, hvor bl.a. musikken således får plads og stor betydning.

’Robot Dreams’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Robot Dreams’ har biografpremiere den 11. marts.