‘Haunted Mansion’ er en tandløs og forudsigelig gyserkomedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad gør man lige, hvis man flytter ind i et stort og dystert palæ, der viser sig at være hjemsøgt af spøgelser i hobetal? I gyserkomedien ’Haunted Mansion’ får moren Gabbie og hendes lille søn Travis fat i en umage gruppe af folk med hver deres evner til at hjælpe sig med at uddrive gespensterne, så de kan forløse drømmen om at lave huset om til et bed and breakfast.

Det er naturligvis ikke lige til – og hvad vil spøgelserne i grunden? Det må gruppen i det hjemsøgte palæ forsøge at finde svaret på, hvor den enorme bygning omkranses af store træer og lange skygger. Ja, her etableres ret hurtigt en dejlig skummel stemning i det detaljefine og dunkelt kreerede palæs indre. Filmens production design er kort fortalt en ganske flot fornøjelse.

Desværre følger denne fornøjelse aldrig rigtigt med i historien og de medvirkendes karakterer. Fortællingen bliver aldrig videre spændende, mens komikken og for den sags skyld også uhyggen forbliver slap og kedeligt tandløs i den forudsigelige og uvedkommende fortælling. Der er ellers i udgangspunkt bl.a. dramatisk tyngde i filmens temaer som død, sorg og afsavn.

Den ulykkelige Ben Matthias har nemlig mistet sin hustru, hvilket har sendt ham ind i en tilværelse uden håb og med en bundløs flaske på den lokale bar. Desværre er han skrevet kedeligt i en historie, der forbliver flad og ikke særlig interessant. Han spilles ellers fint og nærværende af den talentfulde LaKeith Stanfield. Skønne spildte kræfter ligesom filmens sirlige production design.

’Haunted Mansion’ er dog ikke uden fine øjeblikke og småmorsomme momenter. Bl.a. bringer en veloplagt Danny DeVito skæv charme til en film, der ellers mangler netop dette. Hans karakter kan dog ikke ændre på, at her er tale om en generisk spøgelseshistorie, hvor håbet og kærligheden naturligvis spirer i skyggerne, hvorfra de selvlysende spøgelser stikker deres hoveder frem.

Gyserkomedien er med andre ord en frustrerende oplevelse. Den olme atmosfære i palæet er nemlig til stede, ligesom også et par ganske sjove og interessante karakterer kan anes i mørket. De forløses dog aldrig engagerende. ’Haunted Mansion’ ender altså hverken med at være rigtig sjov eller kuldegysfremkaldende, mens også den computertilplastrede skurk falder på røven.

’Haunted Mansion’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Haunted Mansion’ har biografpremiere den 10. august.

‘Talk To Me’ er et sorgramt gys med en ond understrøm

/i , /af

Biografanmeldelse: Sorgen drypper betændt ned i en ond understrøm, der ligger olmt og bobler i den overnaturlige gyser ’Talk to Me’. Her møder man nemlig den unge kvinde Mia, der er plaget af sorg og afsavn efter sin mors for tidlige død. Mias forhold til sin ligeledes sorgramte far er kompliceret og nu i forfald. Der er nok af tragedie at tage af, når fortællingens gru først folder sig blodigt ud.

En gruppe venner er nemlig kommet i besiddelse af en mystisk hånd, der kan sætte den, som rører hånden i kontakt med de døde. Disse overnaturlige seancer med hånden filmes og spredes på sociale medier, hvor de unge på skift går i en trancelignende tilstand, hvilket giver dem et sus, som de søger gennem berøring med hånden. Mia ender med at røre ved hånden i et af ritualerne, men noget går galt.

Den grusomme seance bliver nu starten på et sandt mareridt for Mia og vennerne, der var med til at sende hende ”over på den anden side”. Drøm og virkelighed flyder på nervepirrende og visuelt opfindsom vis sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne mareridt og vågen tilstand fra hinanden, mens ondskaben blot synes at snige sig tættere og tættere på.

Det er særligt i legen mellem hvad, som er virkeligt og hvad, der er mareridt, at ’Talk to Me’ forløser nogle af sine bedste og mest isnende uhyggelige scener. Her leges der sitrende veloplagt med billede og lyd, så jeg rives med ind i gyset og bl.a. også af Mias vaklende sindstilstand og sorg. Det er nu op til Mia og vennerne at få rettet op på skaden, så de kan vende tilbage til et normalt liv igen.

Det er naturligvis lettere sagt end gjort. For fra, at ritualerne med hånden har fungeret som en festlig og underholdende begivenhed i vennegruppen, vender ritualet sig nu mod dem og bliver af den mest beske slags. Gyset fungerer med andre ord ganske medrivende godt i flere scener, hvor særligt én yderst brutal scene satte sig lige i maven på mig. Blodig, grum og ond. Stærkt!

’Talk to Me’ har dog også lidt problemer med nogle af sine karakterer, hvor bl.a. én bliver mere karikeret irriterende, end troværdigt nederen. Heldigvis leveres der flere intense gyserscener, hvor der smides fint med psykologisk ballast og tragedie i gryden til at virke og påvirke mig. Med en spilletid på cirka 90 minutter kender filmen sin besøgstid og lykkedes herved bl.a. også at holde et grusomt momentum.

’Talk to Me’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Talk to Me’ har biografpremiere den 3. august.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ er ren cowabunga!

/i , /af

Biografanmeldelse: De fire ikoniske ninjapadder fra 80’ernes fødsel er klar i en ny animationsfilm med titlen ‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’. Her er bestemt også sin del af både mutanter og ødelæggelse, særligt når de veloplagte løjer sprutter sig engagerende ind i sin sidste tredjedel af en historie, hvor en ond plan, der involverer mutation i stor skala, skal stoppes af de unge ninjaer.

Det er med et distinkt og vildt visuelt look, at Teenage Mutant Ninja Turtles her bringes til live på ny, når vi møder brødrene Leonardo, Michelangelo, Donatello og Raphael, hvor man på fin vis i et helt rørende flashback får fortalt deres baggrundshistorie og tilblivelse. Det er dog ikke oprindelseshistorien, der som sådan fylder, men nutiden med padderne i fuldt teenagevigør.

Her er det nemlig både fjollede, usikre og energiske teenagere, man får i form af de grønne padder, som er der i livet, hvor verden oppe blandt menneskene, begynder drage mere end deres skjulte liv i kloakkerne, hvor deres ’far’ – den stort muterede ninja-rotte master Splinter – har opdraget dem til at frygte menneskene og hvad, der vil ske, hvis de opdager deres eksistens.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ er således også en film, der bl.a. handler om at finde sig selv og sin plads i livet. At gøre oprør mod de voksne og stole på sig selv. Det er dog ikke kun de fire kloakpadder, der slås med livet. For vi møder også den for universet velkendte journalist April O’Neill, der får ikke så lidt af en rolle at spille i hele fortællingen om vores vordende helte.

Det er en skøn filmoplevelse på flere måder. Bl.a. er det en fornøjelse at være vidne til den hele vejen dynamiske animation, der med kaotiske pennestrøg og viltre streger giver medrivende liv til alt fra heftige actionscener med ninja-færdigheder og biljagter, videre til de kulørte karakterer, som fornemt har hver deres klare og velfortalte personlighed.

Fra brødrenes drilske og kærlige forhold, videre til skurken Superfly, der er et dejligt sjasket bekendtskab. Her er tegneserielogik på fineste vis og teen-ballade med alt, hvad det indebærer af kejtethed og dødsforagt. Cowabunga! Jeg så filmen med danske stemmer, der er fint ivrige, men også har svært ved helt at overleve turen fra engelsk til dansk. Ikke desto mindre er der pizza til alle fire padder fra mig.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ har biografpremiere den 3. august. Den kan ses med enten dansk eller engelsk tale.