‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ er ren cowabunga!

Biografanmeldelse: De fire ikoniske ninjapadder fra 80’ernes fødsel er klar i en ny animationsfilm med titlen ‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’. Her er bestemt også sin del af både mutanter og ødelæggelse, særligt når de veloplagte løjer sprutter sig engagerende ind i sin sidste tredjedel af en historie, hvor en ond plan, der involverer mutation i stor skala, skal stoppes af de unge ninjaer.

Det er med et distinkt og vildt visuelt look, at Teenage Mutant Ninja Turtles her bringes til live på ny, når vi møder brødrene Leonardo, Michelangelo, Donatello og Raphael, hvor man på fin vis i et helt rørende flashback får fortalt deres baggrundshistorie og tilblivelse. Det er dog ikke oprindelseshistorien, der som sådan fylder, men nutiden med padderne i fuldt teenagevigør.

Her er det nemlig både fjollede, usikre og energiske teenagere, man får i form af de grønne padder, som er der i livet, hvor verden oppe blandt menneskene, begynder drage mere end deres skjulte liv i kloakkerne, hvor deres ’far’ – den stort muterede ninja-rotte master Splinter – har opdraget dem til at frygte menneskene og hvad, der vil ske, hvis de opdager deres eksistens.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ er således også en film, der bl.a. handler om at finde sig selv og sin plads i livet. At gøre oprør mod de voksne og stole på sig selv. Det er dog ikke kun de fire kloakpadder, der slås med livet. For vi møder også den for universet velkendte journalist April O’Neill, der får ikke så lidt af en rolle at spille i hele fortællingen om vores vordende helte.

Det er en skøn filmoplevelse på flere måder. Bl.a. er det en fornøjelse at være vidne til den hele vejen dynamiske animation, der med kaotiske pennestrøg og viltre streger giver medrivende liv til alt fra heftige actionscener med ninja-færdigheder og biljagter, videre til de kulørte karakterer, som fornemt har hver deres klare og velfortalte personlighed.

Fra brødrenes drilske og kærlige forhold, videre til skurken Superfly, der er et dejligt sjasket bekendtskab. Her er tegneserielogik på fineste vis og teen-ballade med alt, hvad det indebærer af kejtethed og dødsforagt. Cowabunga! Jeg så filmen med danske stemmer, der er fint ivrige, men også har svært ved helt at overleve turen fra engelsk til dansk. Ikke desto mindre er der pizza til alle fire padder fra mig.

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ har biografpremiere den 3. august. Den kan ses med enten dansk eller engelsk tale.