‘Oppenheimer’ er én lang og knugende mavepuster

Biografanmeldelse: Trøstesløs. Kompleks. Tankevækkende. Knugende. Nervepirrende. Angstfuld. Det er nogle af de adjektiver, jeg vil sætte på Christopher Nolans ordrige historiske drama ’Oppenheimer’. Det handler nemlig om tilblivelsen af atombomben og manden, der står i spidsen for projektet, J. Robert Oppenheimer. Det gælder for ham og holdet bag at nå i mål med foretagendet inden nazisterne.

Oppenheimer er foregangsmand inden for kvantefysik – og en mand ikke alle bryder sig lige meget om. Det skaber naturligvis også på det personlige plan udfordringer. Men ikke overraskende og særligt i arbejdet med at gøre masseødelæggelsesvåbenet til en realitet i våbenkapløbet skaber det sin del af moralske spørgsmål hos vores hovedperson og flere af de tilknyttede videnskabsmænd.

I front som Oppenheimer finder man en uovertruffen præstation af Cillian Murphy. Han er enigmatisk, magnetisk og ikke til at tage øjnene fra som ”atombombens far”. Han får indkapslet Oppenheimer med store menneskelige nuancer. Herunder bl.a. hans faglighed i kontrast til de etiske overvejelser omkring sit arbejde, herunder også tvivl og skyld. Komplekst og dobbelttydigt. Fascinerende!

Den imponerende rolleliste excellerer desuden ved en lang række gribende karakterer, der gives engagerende liv af de medvirkende. Herunder bl.a. Robert Downey Jr. som den tvetydige Lewis Strauss, en forretningsmand og officer, som er involveret i projektet om atombomben, hvor man også finder en autoritær Matt Damon som Oppenheimers modsætning i form af general Groves.

Videre er der kvinderne i Oppenheimers liv. Her Emily Blunt som den snarrådige og egenrådige hustru Kitty, mens Florence Pugh er den plagede elskerinde Jean Tatlock. De er begge interessante karakterer i egen ret og ikke mindst i dynamisk samspil med Cillian Murphy. Fotograf Hoyte Van Hoytemas billeder imponerer ligeledes med trykkende atmosfære og et sitrende nærvær.

Komponist Ludwig Göranssons mættede, sirlige og insisterende score skal også fremhæves som en del af grunden til, at bl.a. filmens momentum holdes ved lige i dens hele tre timer lange spilletid. Christopher Nolan brillerer altså rent teknisk, men løfter også en klar og nuanceret menneskelighed ind i fortællingen, der ordrigt glider naturligt på de medvirkendes tunger og historiens udfoldelse.

’Oppenheimer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Oppenheimer’ har biografpremiere den 20. juli.

Komedien ‘Barbie’ er veloplagt satire klædt i pink

Biografanmeldelse: Farverig, evigt glad og for altid perfekt. Barbie har været en stor del af populærkulturen siden 1959, hvor dukken debuterede på de bonede gulve. Et ikon og legetøj, der har fyldt og stadig fylder meget hos børn verden over. En dukke, der har forsøgt at følge med tiden. Således ses Barbie som alt fra læge til pilot og astronaut. Men hvordan er det egentlig at være Barbie?

Det får man i den veloplagte og satiriske komedie ’Barbie’ et skævt indblik i. Her møder man nemlig i Barbieland den blonde Barbie. En ud af mange Barbie-dukker med hver deres særkende. For vores hoved-Barbie gælder det et perfekt udseende og kun gode dage. Men da hendes tanker en dag ud af det blå ramler ind i døden, sker der noget med hendes selvopfattelse.

Barbie ender i en eksistentiel krise. Hun bliver deprimeret og ser snart fysiske forandringer på sig selv. Hun må nu rejse til menneskenes verden for at finde den pige, som leger med hende for at rette op på hele miseren. Med sig på rejsen sniger dukken Ken sig. Han er forelsket i Barbie, men ender også med nye tanker om sig selv og sin eksistens i mødet med den virkelige verden.

Således snor ’Barbie’ sig morsomt om temaer som mand og kvinde. Deres indbyrdes forhold og plads i verden. Hvad vil det sige at være kvinde? Hvad vil det sige at være mand? Og hvad har Barbie-dukken spillet for en rolle i verden? Margot Robbie er skøn som Barbie, der går gribende fra evighedsoptimist og perfekt til en nedslået og egenrådig dukke med en plan for Barbieland og sine medsøstre.

Over for Barbie er en dejligt naiv og ikke mindst morsom Ryan Gosling som den endimensionelle Ken. Han har komisk nerve og medrivende schwung. Legetøjsproducenten Mattel, der står bag Barbie, spiller også en fjollet rolle, hvor vi møder en altid sjov Will Ferrell, der på trods desværre tager noget af det mere interessante fokus fra netop Barbie og Kens rejse.

Instruktør og medforfatter Greta Gerwig har skønne film som ‘Lady Bird’ og ‘Little Woman’ på sit CV, der med ‘Barbie’ får nye sider lagt til sit talent. Desuden er det kulørte Barbieland herligt at blive en del af, mens også danse- og sangnumre engagerende krydrer den lidt forudsigelige historie, som dog er veloplagt instrueret, satirisk skarp og ikke mindst med trumfkort i Margot Robbie og Ryan Gosling.

’Barbie’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Barbie’ har biografpremiere den 20. juli.

Cruise i hopla med ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’

Biografanmeldelse: Det er en overlegent underholdende omgang agent-action, som Tom Cruise leverer tilbage i rollen som den egenrådige Ethan Hunt i ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’. Ja, der kommer en del to. Den skal vi dog vente et år på at se. Det er næsten ikke til at bære. Men med denne første del, er der bestemt nok af actionguf at omfavne og dykke ned i. Jeg er vild med den!

Her er tale om intet mindre end nummer syv i Mission: Impossible-franchisen, der tog sin medrivende begyndelse i 1996. Det betyder absolut ikke, at Tom Cruise & co. hviler på laurbærrene. Derimod er her tale om en yderst action-ambitiøs film, hvis fortælling måske nok ekkoer forrige kapitler i serien, men ikke desto mindre leveres den med nerve, intensitet og nærvær.

Hunt og hans hold skal denne gang forsøge at stoppe en fjende, der er som et spøgelse. Overalt og samtidig ingen steder. Kort fortalt et farligt våben, der må og skal stoppes, inden det falder i de forkerte hænder. Det gælder ikke kun ét lands sikkerhed, men noget så bombastisk som hele verdens overlevelse. Det er altså ikke som sådan i selve grundpræmissen, at filmen indtager nye territorier.

Der hvor filmen brillerer er snarere i sin måde at folde historien ud på, så den får et menneskeligt nærvær og et action-medrivende momentum. Filmen emmer både af potent fortælleglæde, grundangst og alvor, men også de for franchisen velkendte dryp af tør humor. Det gælder bl.a. i måden nogle actionscener er konstrueret og i form af en underspillet Ving Rhames som Luther.

Netop det lille hold af agenter med Hunt i front er engagerende at følge – det med Tom Cruise som den klare frontløber. Han er virkelig god som Ethan Hunt. Også denne gang. Han er intenst til stede i hver en scene, han er med i. Menneskelig. Dedikeret. Medrivende. Det samme gælder for de adrenalinfyldte stunts og actionsekvenser, han folder sig ud i. Fra nævekampe til skuddueller og biljagter.

Actionfilmen byder på velkendte ansigter, men også nye og tvetydige bekendtskaber, der er med til at sætte sving i fortællingens dragende væsen. Fortiden spiller også ind og er med til at give både historien og Hunt en dramatisk ballast. Kort fortalt er her tale om en virkelig underholdende actionfilm, der er yderst veleksekveret af instruktør og medforfatter Christopher McQuarrie. Bravo!

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ har biografpremiere den 12. juli.

‘Insidious: The Red Door’ står på far-søn-og-dæmon-problemer

Biografanmeldelse: Gruen er tilbage med det femte kapitel i Insidious-franchisen, der begyndte i 2010. Med ‘Insidious: The Red Door’ fortsætter historien således efter begivenhederne i de to første film, hvor man nu følger en ung Dalton, der flytter hjemmefra og på college. Film nummer tre og fire var som bekendt prequels i universet, som altså nu tager fat i Lambert-familien igen.

Den hårdtprøvede familie er således tilbage, hvor fokus er på Dalton og hans far Josh samt ikke mindst de tos komplicerede forhold. Bl.a. har Josh ikke været der for sin søn og familie i flere år, da han må siges at have sit at slås med fra fortiden. Der går heller ikke lang tid før, at dæmonerne lurer i mørket og fortidens skeletter rasler ondt i skabene hos Dalton.

Dalton studerer kunst på college, hvor hans tegninger får et kun mere og mere uhyggeligt udtryk. Men hvor kommer disse skræmmende billeder fra? Fortidens skræk og rædsel banker på den røde dør, mens jeg hvirvles med ind i mørket med Dalton og Josh, der samtidig med dæmonkampen må forsøge, om de kan læge sårene i deres tæt på forliste relation.

Uhyggen kommer et par steder fint til live med bl.a. god brug af tungt kontrastfulde billeder, hvor spillet mellem lys og mørke får en snigende rædsel til at indfinde sig, det i samspil med en lydside, der risler afsted i høje toner, ulden bas og ikke mindst isnende stilhed. Bl.a. er en tur ind i maskinen til en MR-scanning ret så vellykket klaustrofobisk og engagerende olm.

Desværre er det oftere nogle ikke alle steder lige vellykkede jump scares, der løber med en mindre skræmmende opmærksomhed. Chokkene kommer ikke helt til deres ret. Gyset fungerer bedst, når det tør tro på det usete og underspillede gys. Her er Patrick Wilson som Josh virkelig god til at portrættere angst og håbløshed. Han spillefilmsdebuterer desuden som instruktør med et fint greb om historien.

Ty Simpkins portrætterer den plagede Dalton, som ikke orker festerne på college, men mest af alt vil lukke sig ind i sig selv og ind i sin kunst. En desværre noget generisk skrevet karakter, hvis styrke mest af alt består i dynamikken og fortællingen mellem ham og hans far. For alvor uhyggelig eller dramatisk medrivende bliver ’Insidious: The Red Door’ dog desværre ikke helt. Mindre har dog også ret.

’Insidious: The Red Door’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Insidious: The Red Door’ har biografpremiere den 6. juli.

Pixars ‘Elementært’ er vittig, veloplagt og visuelt vidunderlig

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt at være Ilena. Hun kæmper med at skulle leve op til sine forældres forventninger om at overtage deres forretning, når de går på pension. Det er noget, hun er blevet stillet i sigte hele sit liv. Men nu hvor hun er blevet ældre og tiden nærmer sig overtagelsen, begynder en tvivl at nage i hendes baghoved. For er det overhovedet det, hun vil?

Pixars animationsfilm ’Elementært’ handler således om det komplekse forhold mellem en datter og hendes forældre. Det handler om egne forventninger til livet versus andres. Det handler om at finde sig selv og ens vej i livet. Det handler også om den umulige kærlighed. For Ilena, der er af ild, møder nemlig Evan, der er fra vandfolket. Ild og vand går som bekendt ikke helt godt sammen.

Vi befinder også nemlig i den visuelt opfindsomme storby Element City, hvor man udover ild-folket og dem af vand, også finder beboere af jord og luft. Er det mon muligt for disse modsætninger at mødes og måske endda leve i samhørighed? Ikke kun venskabet mellem Ilena og Evan, men også ildfolket og vandfolket imellem?

Det udforskes på morsom og sød vis, mens der kæles for animationen og diverse sjove karakterer, hvor bl.a. den rørstrømske Evan er et muntert bekendtskab. Han er i kontakt med sine følelser, mens Ilena har svært ved at blive klog på sine – end sige at give udtryk for dem. Der er således en fin dynamik mellem det umage par, der bl.a. også udfordrer Ilenas forældres syn på ildfolket.

’Elementært’ er måske nok en smule firkantet fortalt i sine temaer, men bl.a. takket være de engagerende karakterer, kommer der nuancer i spil, som maner til eftertanke. Her er altså tale om en veloplagt fortalt og medrivende tempofyldt historie, der både giver karaktererne plads og personlighed, det uden, at miljøet og de mindre karakterer mister fornøjelig tilstedeværelse.

’Elementært’ er med andre ord en visuelt veloplagt animationsfilm med både sjove og fint nuancerede karakterer, hvor det særligt er engagerende samt momentant rørende at komme ind på livet af særligt det modsætningsfyldte forhold mellem Ilena og Evan, mens også Ilenas ikke helt nemme relation til forældrene er følelsesfint beskrevet.

Filmen kan ses i biografen med både dansk og engelsk tale.

’Elementært’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Elementært’ har biografpremiere den 6. juli.

‘Knock at the Cabin’ er en delvist vellykket gyser-thriller

Uhygge på 4K Ultra HD: Hvad ville du gøre, hvis der troppede fire intimiderende fremmede op midt ude i en skov, hvor du og familien befandt sig i en hyggelig hytte? Det spørgsmål står parret Eric og Andrew samt deres lille datter Wen overfor i M. Night Shyamalans thriller ’Knock at the Cabin’. Ikke nok med det, de fire bevæbnede personer, har en mystisk agenda, der urovækkende foldes ud lidt efter lidt.

Jeg vil ikke gå yderligere ind i de fire invaderende karakterers dagsorden og plan for familien, da bl.a. netop det er en del af underholdningsværdien. Jeg vil dog sige så meget som, at parret og datteren snart tages som gidsler i en situation, hvor trekløveret kommer til at stå overfor umulige valg, der konfronterer dem med spørgsmålet om, hvad der virkelighed eller en dystopisk fantasi.

Her er således tale om en ganske stramt opsat præmis i undergenren home invasion-film, der desuden gemmer på en overraskelse eller to. Som det ofte er tilfældet med M. Night Shyamalan, der dog ikke er idémand bag historien, som er baseret på en roman af Paul G. Tremblay. Det hele starter ret engagerende, men momentum fiser lidt ud af løjerne hen over filmens midte.

Filmens første del står skarpest, hvor fortællingens tvetydighed hos gidseltagerne spiller veloplagt sammen med familiens uforståenhed overfor situationen. Her møder man den store Dave Bautista som en sært dobbelttydig Leonard, der leder an i firkløveret, hvor den uforudsigelige Redmond spilles af Rupert Grint. Herudover er Nikki Amuka-Bird gådefuld og Abby Quinn underligt normal.

Jonathan Groff som Eric og Ben Aldridge som Andrew udgør et dynamisk par, hvor datteren portrætteres fint og ganske gribende af Kristen Cui. M. Night Shyamalan formår desværre ikke helt at holde på den indledningsvise ellers fine dobbelttydighed, men ender med at udpensle pointer og noget af filmens symbolik på klodset vis, hvor også historiens præmis smuldrer en smule.

’Knock at the Cabin’ er på sin vis en desværre frustrerende oplevelse, da der i udgangspunktet er en dragende fortælling og nogle fint tvetydige karakterer i spil. Alt sammen centreret om en intens gidseltagning. Desværre går også tilfangetagningen en smule i tomgang undervejs, hvilket kun er dobbelt ærgerligt, når det hele ellers startede stærkt.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Med til 4K Ultra HD-udgivelsen følger filmen også med som Blu-ray. Det er dog uden tvivl den billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD, man bør kaste sig over. Billedsiden står med indbydende farver, fine nuancer og god detaljegrad, mens lydsiden dynamisk og klart spiller med musklerne – det med vellykket brug af både top og bund.

’Knock at the Cabin’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 25. juli.



‘Shazam! Fury of the Gods’ er halvbagt superhelte-komik

Superhelte på 4K Ultra HD: Den kække superhelt Shazam vender tilbage i fortsættelsen ’Shazam! Fury of the Gods’, der ganske enkelt trækker sig selv i langdrag med en historie, der aldrig engagerer. Til gengæld er der heldigvis et par ganske ok vellykkede replikudvekslinger af den veloplagt sjove slags, mens bl.a. Jack Dylan Grazer som den akavet charmerende Freddy Freeman er filmens gnist.

Desværre er det aldrig nok til at forhindre superhelte-eskapaderne i at ende i en forsumpet omgang tomgangs-buldrende effektjageri, hvor selv momentvis veleksekveret dialog ikke kan holde interessen ved lige. Hverken i historien eller i det alsidige opbud af karakterer, hvor Zachary Levi som hovedhelten Shazam faktisk ender med at være mere irriterende end charmerende.

Efter vi i forgængeren fra 2019 så teenageren Billy Batson blive forvandlet til den voksne superhelt Shazam – ja, ved at sige Shazam – er holdet af nyudklækkede helte tilbage i både teenageform og deres voksne helte-alter-egoer, hvor de unge plejebørn i deres sammenbragte familie forsøger at opretholde et normalt liv, hvilket naturligvis er umuligt, når de besidder mægtige superkræfter.

Gruppen af unge/voksne helte får således snart brug for deres evner, da de såkaldte Atlas-døtre ankommer for at sprede død og ødelæggelse med Jordens skæbne på spil. To af de hævngerrige døtre spilles af den cool duo Helen Mirren og Lucy Liu. De to skurke bliver dog aldrig rigtigt intimiderende, selvom de bl.a. forvandler en flok mennesker til sten.

Det hele starter dog ret veloplagt med fint sjove replikker, hvor en bro kollapser, hvorfor vores hele må redde i massevis af mennesker. Den ellers ganske fine dynamik i flokken af helte – både som teenagere og vokse – har som nævnt øjeblikke af ok morsomme scener, men det hele undermineres af den kedelige historie, hvor flere karakterer desuden efterlades uforløst i filmens udkant.

Bl.a. bliver Shazam et underlig perifert bekendtskab, hvor det er relationen mellem Rachel Zegler som den tredje Atlas-datter og Freddy Freeman, der forsøger at binde rodet sammen med en menneskelig nerve. Det lykkedes desværre ikke, hvorfor de få og ellers ganske fine takter overmandes af en finale, der strækker sig over alt for lang tid ud af filmens ligeledes for lange 2 timer og 10 minutter.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Uanset hvad man måtte mene om filmen, så står den bestemt flot, farvemættet og kontrastfuld på 4K Ultra HD, der også svinger veldefineret og klart afsted på lydsiden.

Udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, der kan gøre en klogere på filmen og dens tilblivelse. Man finder bl.a. et kommentarspor med filmens instruktør samt mere end 90 minutters ekstramateriale, der bl.a. ser nærmere på mytologien bag Shazam! og skurkene med mere.

’Shazam! Fury of the Gods’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. juni.