Fuld smadder på logikbenægtende action i ’Fast & Furious 9’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er i den grad drøn på, når det seneste kapitel i den oktanpumpende action-franchise ruller derudaf med ’Fast & Furious 9’. Ja, det er så absolut action-underholdende i alt sit pulserende og eksplosive overdrev. De engagerende karakterbeskrivelser i det store persongalleri kan dog diskuteres. Det sagt, så er den egentlige hovedperson her de tyngdekraftbenægtende actionscener.

I denne omgang har Dom Toretto og Letty Ortiz trukket sig tilbage fra det fræsende liv i overhalingsbanen for at hellige sig roen, freden og sønnens opvækst. Naturligvis kan det ikke fortsætte på den måde. Fortiden indhenter nemlig snart de to, da et par af deres venner tropper op på deres ellers så fredelige landejendom. Kort fortalt skal dagen og vejen nu reddes igen.

Mere af plottet skal ikke afsløres her, bl.a. fordi fortællingen byder på overraskelser undervejs – men også fordi, at det egentlig ikke er selve plottet, som er den drivende kraft i denne muskuløse omgang action-smadder. Det handler om stor, større og størst action. Det handler om familie. Og så handler det om at se Dom & co. folde sig cool ud, mens de mange karakterer desuden ping ponger på kryds og tværs.

’Fast & Furious 9’ skal dog ikke tages alt for seriøst – selvom her ganske vist er meget på spil. Det er ufortyndet action-eskapisme, der kun skruer op for vildskaben filmen igennem, som flere gange overrumpler med action-opfindsomhed og sin del af yderst urealistiske sekvenser, hvor tyngdekraften og logikken som nævnt sættes ud af spil til fordel for pumpende adrenalin. Det er sgu fedt!

Heldigvis er filmen også selv meget bevidst om sit overdrev, hvilket der med et glimt i øjet flere gange undervejs kommenteres vittigt på. Ja, det er action-dumt, hvilket i dette tilfælde bestemt er ment som et kompliment. Ganske vist er filmen lige en kende for lang for sit eget bedste med sine omkring 2 timer og 15 minutters effektive spilletid, mens replikudvekslingerne ikke altid helt sidder i skabet.

Bl.a. falder noget af den tilstræbte vittige tone mellem Tyrese Gibsons Roman og Ludacris’ Tej flere gange noget fladt til jorden. Heldigvis samler eskapaderne sig op, når de af og til falder lidt på røven. Kort fortalt er ’Fast & Furious 9’ en veloplagt og lidt for lang, men heldigvis også komisk selvbevidst omgang oktansmadder, der ikke for alvor slipper foden fra speederen, når den først trykkes i bund.

’Fast & Furious 9’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fast & Furious 9’ har biografpremiere den 24. juni.

Den svære kærlighed er billedberigende i ‘Happy Together’

/i , /af

Biografanmeldelse: Den svære kærlighed bruser billedberigende i Wong Kar-Wais ’Happy Together’ fra 1997. Man følger her det passionerede, men også problemfyldte forhold mellem Ho Po-wing og Lai Yiu-fai, der gang på gang går fra hinanden og finder sammen igen. De rejser her fra Hong Kong til Argentina for at finde retning i livet og måske endda hinanden – sådan for alvor.

Det er med smittende energi, at den dragende fortælling om de to mænd folder sig ud og griber mig om struben – dog primært visuelt. Her får filmfotograf Christopher Doyle nemlig spundet en livlig, sitrende og bevægelse billedside sammen, der med bl.a. håndholdt kamera og helt svimlende bevægelser fornemt matcher den ligeledes svimlende kærlighedsfortælling.

Følelserne bruser ganske vist mellem Ho Po-wing og Lai Yiu-fai, men de tager desværre aldrig sådan for alvor fat i mig, hvor også historien bølger en kende frem og tilbage i samme kærlighedsspor. Heldigvis stikker fortællingen dog også af i ganske overraskende retninger mellem de to, hvilket på ok engagerende vis holder mig fortsat interesseret i de to stridende kærlighedsfugle.

Selvom det for mig ganske vist mest er den både medrivende hektiske og smukt komponerede billedside med alt fra tilrøgede barer, gult belyste gader og patinafyldte lejligheder, så er både Leslie Cheung og Tony Leung virkeligt gode og giver fortællingen levet liv, nerve og nærvær – både hver for sig, men særligt sammen, hvor forholdet og lidenskaben slår de famøse filmiske gnister.

Det er måske nok en lille, men heldigvis også følelsesmæssigt nuanceret kærlighedsfortælling, som Wong Kar-Wai med stor energi skyder både energisk fortumlet og visuelt forførende afsted mod både mine øjne, ører og mit hjerte. At jeg så primært gribes af filmens legende visuelle univers er lidt en skam, når nu der ellers både er smæk på de store følelser og nærværende præstationer af de to mænd i front.

Kort fortalt er ’Happy Together’ et billedsmukt ridt ind i den svære kærlighed, der berusende bruser frem og tilbage mellem to søgende og rodløse sjæle portrætteres med troværdigt liv af Leslie Cheung og Tony Leung. Så selvom jeg måske nok ikke sådan fuldbyrdet løftes ind filmens følelsesliv, vil jeg anbefale, at man bevæger sig ind i biografens magiske mørke for at opleve denne repremiere.

’Happy Together’ får 4 ud af 6 stjerner:


’Happy Together’ får repremiere den 24. juni.

Den billedsmukke ‘Smagen af sult’ mister dramatisk faldhøjde

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvem vil ikke have mest muligt ud af livet? Med alt hvad det indebærer af ubetinget kærlighed, ufortyndet passion og hengiven lidenskab. Det er i hvert fald præcis, hvad kokken Carsten og hans hustru Maggie ønsker. De vil have det hele! Familie, kærlighed og et meningsfyldt arbejdsliv. De to mangler bare lige noget, nemlig den eftertragtede Michelin-stjerne til deres nyåbnede restaurant.

Men måske de to glemmer noget i deres jagt på den forjættede stjerne? For alt satses på ét bræt for at opnå drømmen – koste hvad det vil. Ja, måske endda at miste hinanden undervejs. For en dag modtager Carsten et mystisk brev, hvor der ganske simpelt står, at hans hustru elsker en anden. Spørgsmålet er så bare, hvem har sendt det og hvorfor? Således sniger der sig også et fint drys af thriller ind i dramaet.

Helt grundlæggende er ’Smagen af sult’ dog et drama med menneskelig nerve – ikke mindst i det passionerede kærlighedsforhold mellem Carsten og Maggie. Bølgerne går højt både i privaten og ikke mindst på arbejdet, der kræver næsten umenneskeligt fokus og ikke mindst familiære afsavn. For hvordan tackler bl.a. også deres to små børn egentlig deres noget fraværende forældre?

Her er med andre ord selve meningen med livet i spil, men altså også et drama, der i sin kerne handler om det lidenskabelige par og deres problemer. Hvad der dog ellers starter ud som et potent drama med intensitet og nærvær, mister desværre undervejs passioneret faldhøjde og bliver til et mere jævnt fortalt parforholdsdrama, der foldes en smule generisk ud.

Heldigvis er Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne dynamiske – både hver for sig og ikke mindst sammen. Dramaballonen punkteres dog undervejs, hvor bl.a. også plotmæssige beslutninger bliver klodsede, mens en tredje part i fortællingen synes vag, uforløst og flagrende. Heraf mister mine ellers delvist investerede følelser i dramaet også sit tag i mig.

Dermed ikke sagt, at instruktør Christoffer Boe sætter det hele over styr. Det gør han ikke. Han har bl.a. et ganske fint greb om sine to hovedroller, mens filmen bl.a. også og ikke mindst lever af en betagende og velorkestret billedside fotograferet smukt af Manuel Alberto Claro. Visuelt bider filmen kort fortalt mere interessant fra sig end fortællingen, men desværre dør kærligheden, passionen og lidenskaben delvist.

’Smagen af sult’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Smagen af sult’ har biografpremiere den 24. juni.

Jagten går brutalt ind på en glubsk ulv i overlevelsesfilmen ‘Hunter Hunter’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er den brutale natur mod det udsatte menneske i den rå overlevelsesfilm ’Hunter Hunter’. En glubsk ulv er nemlig på farlig færde, hvorfor en lille familie, der bor i den canadiske vildmark, må tage deres forholdsregler, hvis de skal overleve den dødsensfarlige ulv, som har gjort sit indtog i det område af den viltre skov, hvor familien ernærer sig som pelsjægere.

Den forknytte far Joseph, hans seje hustru Anne og deres unge datter Renée er således udfordret ikke kun af ulvens skarpe tænder, men også af et pelsmarked, der kun går dårligere og dårligere. Det er et barsk liv, de lever, hvorfor der også er intern splid i familien. Anne ser nemlig ikke nødvendigvis den fremtid i livet som pelsjæger langt fra civilisationen, som hendes mand gør.

’Hunter Hunter’ har således en dramatisk midte i den lille familie, hvor ikke mindst Camille Sullivan som den stærke Anne er et ganske engagerende bekendtskab uden dog helt at bide sig følelsesmæssigt fast i maven på mig. For desværre lykkedes det ikke helt at få mig investeret i det menneskelige drama og hver af karakterernes udfordringer – indre som ydre. Hertil er de ikke skrevet helt godt nok.

Derimod rives jeg flere gange godt med rent fysisk af filmens intense og spændende scener. Instruktør og manuskriptforfatter Shawn Linden har nemlig et noget bedre greb om at opbygge spænding og snigende intensitet, end det at skabe helstøbte karakterer. Det sagt, så er familien trods alt fint nok beskrevet til, at jeg holder med dem, når først helvede bryder løs.

Det der dog gør ’Hunter Hunter’ det mere interessant end, hvad præmissen med ulv-versus-familie angår, skal ikke afsløres her. Jeg vil dog sige så meget som, at Shawn Linden på en interessant måde leger med mine forventninger til fortællingens udfoldelse. Så selvom finalen måske nok stikker mere eksplicit af end den øvrige fortælling helt kan bære, så er der også en styrke i dette brutale modsætningsforhold.

Kort fortalt leveres der med ’Hunter Hunter’ en film og fortælling, der lever bedst gennem sin intensitet og flere spændende scener, mens selve dramaet i familien står mindre skarpt, hvorfor mine følelser da heller ikke blev revet videre med af den rå og vilde historie, der trods alt og helt bestemt disker op med godt tænkte udfordringer af genrens konventioner og mine forventninger til, hvad filmen kan og vil.

’Hunter Hunter’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Hunter Hunter’ har biografpremiere den 17. juni.

‘Flugt’ greb mig om hjertet med sin gribende flygtningeberetning

/i , /af

Biografanmeldelse: Den 36-årige Amin bærer på en tung historie. En gribende, hjerteskærende og traumatisk historie. En historie om at flygte fra Kabul under Afghanistans borgerkrig, hvor hans barndom ellers havde været ubekymret og fri. Flugten begynder, da Amin er blot 11 år gammel. En lang rejse med frygt, mistro og forfærdelige skæbner undervejs, inden han lander i Danmark hele fem år senere.

Det er den historie instruktør Jonas Poher Rasmussen fortæller i sin dokumentar ’Flugt’, der for langt det meste af tiden er en animeret fortælling med interviews med Amin i animeret form. Fra både barndommens liv og flugten, mens der drypvist undervejs også bruges rigtige billeder fra Afghanistan og krigens grusomme begivenheder. En sammensmeltning, der fornemt udfolder skæbneberetningen.

For ganske vist er der for mig grundet animationen i samspil med bl.a. Amins stemme også til en start lidt en distance mellem mig, Amin og hans fortælling. Heldigvis får Amins skæbne sit greb om mig, efterhånden som den foldes ud med alle sine problematikker og konsekvenser af den farefulde rejse, han har været på. Det hele fortalt i roligt tempo, så der er plads til både små detaljer og de større linjer.

Det er en historie om bl.a. familie, overlevelse og det ikke at høre til et sted. Det ikke at have et hjem. Det at være rodløs i livet. Det er også en fortælling om Amins kamp med sin identitet, da han undervejs i sin historie bevæger sig ind i teenageårene, hvor han indser, at han er til mænd, hvilket han skjuler for familien og alle andre af frygt for, hvordan de vil reagere.

Selvom det er en hård beretning, der bl.a. sætter sine rådvilde spor i Amins liv og sind, så er der også plads til fine lyspunkter af humor. Bl.a. set i Amins teenager-crush på Jean-Claude Van Damme. Denne af og til lettere tone i filmen, står i gribende kontrast til den lange flugt, som både hans søskende og alenemor er en del af. Det er på en gang hjerteskærende, gribende og ganske forfærdeligt.

Det er lykkedes Jonas Poher Rasmussen på fornem vis at sætte Amins fortælling og bortgemte fortid i gribende animeret scene. Det er desuden første gang, han fortæller åbent om flugten og alt, hvad den indebærer af smerte og hemmeligheder, hvilket truer med at spænde ben for lykken i hans voksne liv. Animationen er flot, opfindsomt og dragende udfoldet i engagerende samspil med bl.a. Amins stemme.

’Flugt’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Flugt’ har biografpremiere den 17. juni.

Roy Anderssons ‘Om det uendelige’ er en billedbrillant filmoplevelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg bliver overøst med det ene dragende, nedtonet triste og forførende billede efter det andet i Roy Anderssons billedbrillante ’Om det uendelige’. Her bliver jeg nemlig først fornemt og i et adstadigt tempo igennem en lang række af stilistisk stillestående indstillinger, hvor scener fra diverse menneskeskæbner folder sig roligt, sorthumoristisk og sørgmodigt ud.

Her er vel overordnet tale om en art refleksion over selve livet. Både de helt store linjer som død, ødelæggelse og krig, mens der også i glimt er plads til kærligheden og troen på Gud – eller mangel på samme. Videre bliver det også til de mindre øjeblikke i livet, såsom en grotesk tur til tandlægen, en beruset præst og en akavet rødvinsbetjening. Jeg kan ikke andet end at gribes, forføres og hengive mig til scenerne.

Hverdagens trummerum har måske nok fortrinsret i de visuelt velbalancerede billedkompositioner, men der hænger en konstant slags følelsesmæssig tåge over de medvirkende, der mestendels både taler og bevæger sig som søvngængere med helt zombielignende tilstedeværelse. Det sammen med scener af surrealistisk karakter – bl.a. et svævende kærestepar – giver en herligt bizar grundstemning.

Det er med den lange række af nærmest helt billeddirrende karakter i nedtonet farveskala, at Roy Anderssons tableauer af livet med en både finurlig, absurd og underfundig humor sætter sig i kroppen på mig. Jeg bliver måske nok ikke som sådan følelsesmæssigt grebet af de medvirkendes liv og skæbner. Det er mere gennem selve billederne, at filmen får engagerende og af og til helt hjerteskærende liv.

Det er med andre ord de mesterligt komponerede billeder og de forskellige situationer, som giver filmen pondus og nerve. Det sammen med måden, hvorpå scenerne på fornem vis afløser hinanden med en rolig fortællerstemme, der dukker op undervejs, giver mig engagerende adgang til det grålige og gribende, unikke og universelle univers.

’Om det uendelige’ er kort fortalt en billedskøn fortælling om det store og det små i livet, der i Roy Anderssons vanligt betagende stil og underspillede humor, tager mig med på en rejse, der både rummer det smukke, det grumme og det melankolske i livet. Jeg blev ganske enkelt henført til et nærmest parallelt univers, der dog ekkoer virkeligheden uden for filmens sælsomme univers.

’Om det uendelige’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Om det uendelige’ har biografpremiere den 17. juni.

Magiske ‘Buster Oregon Mortensen’ er ufortyndet kærlighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Den står på drenget charme, øjeblikke af sød magi og ikke mindst ren kærlighed, når den ukuelige Buster Oregon Mortensen tager livtag med livet og kærligheden. Bevæbnet med tryllekappe og tryllehat går han til verden med ufortyndet gåpåmod – intet kan stoppe ham. Det betyder dog ikke, at han ikke har sit at bøvle med – men intet kan få ham ned med nakken.

Den 11-årige magiker og evige optimist ved dog også godt, at livet ikke er uden sin del af modstand. Bl.a. forsøger den dødirriterende mobber Simon-Olaf konstant at spænde ben for Buster. Lige fra at gøre grin med hans trylleri foran hele klassen, videre til at stikke en kæp i hjulet i Busters forsøg på at blive mere end bare venner med den søde tilflytter Joanna.

Busters søster har det heller ikke nemt i skolen, mens den gamle kanonkonge Hr. Larsen skranter. Buster gør alt, hvad han kan for at hjælpe dem – og alle omkring sig – og så er der lige den der store talentkonkurrence, hvor man kan vinde hele 10.000 kr. Det er lige nok til, at Buster kan invitere hele familien med på ferie i sydens sol.

’Buster Oregon Mortensen’ står således på ovenud god energi, mens alvoren dog også kiler sig diskret ind bag al optimismen. For netop Busters gamle ven Hr. Larsen har brug for ham, hvor mindet om hans livs og nu tabte kærlighed spøger i kanonkongens minder. Søsterens halten er desuden årsag drilleri. Men først og fremmest bliver jeg i godt humør af at følge det sjove liv i Busters verden.

Det er som bekendt Bjarne Reuters historie om Buster, der ligger til grund for filmen. En fortælling, der også fik filmisk liv i 1984 med Bille Augusts magiske film. I denne fine nye version, finder man desuden også en velcastet rollebesætning, der med hver deres historie fint supplerer den kvikke Manfred Weber Cortzen i titelrollen. Bl.a. er det svært ikke også at heppe på søsteren spillet sødt af Kerstin Jannerup Gjesing.

Det er dog Henning Jensens portræt af Hr. Larsen, der nuanceret og charmerende ramte mig lige i hjertekulen. Jeg må heller ikke glemme Magnus Millang som Busters ligeledes evigt ukuelige og morsomme far. De to matcher hinanden godt. ’Buster Oregon Mortensen’ er kort fortalt fyldt af smittende magi, ren kærlighed og ganske enkelt godt humør. Hurra for Buster!

’Buster Oregon Mortensen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Buster Oregon Mortensen’ har biografpremiere den 17. juni.

Hold da helt op, hvor er Anthony Hopkins formidabel i ‘The Father’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hold da helt op, hvor er Anthony Hopkins aldeles formidabel i det engagerende drama ’The Father’. Han er magnetisk fra start til slut og umulig at tage øjnene fra. Han bakkes desuden virkelig medrivende godt op af den øvrige rollebesætning, hvor man bl.a. finder Olivia Colman, Imogen Poots, Mark Gatiss, Olivia Williams og Rufus Sewell, hvis roller smyger sig ud og ind af den gribende fortælling.

Man følger i den altdominerende hovedrolle den aldrende Anthony, som nyder sit pensionistliv i sin store lejlighed, der emmer af kultur og levet liv, mens klassisk musik giver genlyd blandt bogreoler og malerier. Han er umiddelbart i fint hopla, men snart bliver jeg klar over, at han ikke er den mand, han engang var. Hukommelsen svigter ham og hans virkelighed opløses stille og stødt.

Anthony husker nemlig ikke rigtigt hvem, der kommer på besøg i lejligheden. Selv datteren Anne kniber det med at holde styr på, hvem er. Anthony vil dog absolut ikke høre tale om at få en plejer til at se efter ham og da slet ikke at skulle på plejehjem. Erkendelsen af, at han er syg, indfinder sig ikke, mens kampen for at holde sammen på sig selv kun tager til filmen igennem.

Netop måden hvorpå fortællingen foldes ud er i sig selv gribende, men også en barsk oplevelse at være vidne til. For jeg kommer her ind i hovedet på Anthony, hvor det er fra hans perspektiv på den smuldrende virkelighed, jeg oplever begivenhederne. Jeg bliver på den måde også selv helt i tvivl om, hvem det er, der dukker op. Fra netop datteren Anne, til ægtemand og den hårdtprøvede plejer.

For når både tiden og virkeligheden slår knuder for Anthony, gør den det også i fortællingens struktur og derfor også for mig. Dette greb er med til at løfte filmen fra, hvad der måske kunne have været en lidt ordinær fortælling til både at skabe et tankerum og samtidig give mig en ret ubehagelig indsigt i Anthonys skrantende psyke, hvor man som sagt finder en forrygende Anthony Hopkins i centrum.

Hopkins skifter brillant fra at være skarp, morsom og charmerende til at være direkte ubehagelig, vred og dybt forvirret. Nuancerne, følelserne og hans blotte tilstede­værelse giver mig et indblik i et helt menneske. Et menneske, der kæmper med sig selv, sin identitet og kampen for at komme overens med, at alderen har sat sine tydelige spor. ’The Father’ er kort fortalt velspillet hele vejen rundt og fortalt forbilledligt.

’The Father’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Father’ har biografpremiere den 10. juni.

Der er bål, brand og brutale banditter i ‘Those Who Wish Me Dead’

/i , /af

Biografanmeldelse: Den står på bål, brand og brutale banditter, når overlevelses-thrilleren ’Those Who Wish Me Dead’ rigtigt tager fat om sin i udgangspunktet spændende fortælling. Desværre forfalder filmen undervejs bl.a. til plotmæssige drejninger, der kun synes at blive mere og mere usandsynlige. Det sagt, så leveres her også flere ret så solidt eksekverede actionscener og et par gode præstationer fra castet.

Fortællingen har en række simultane historier kørende, som begynder at komme i berøring og få betydning for hinanden efterhånden som filmen skrider frem. Det er en ganske interessant fortællemæssig struktur, hvor de forskellige karakterer således får ganske fin plads til at blive etableret, inden helvede for alvor bryder løs. For det gør det, hvor man i dramatisk front følger brandmanden Hannah og drengen Connor.

Connors far bliver nemlig forfulgt af et par iskolde dræbere, der vil ham til livs, inden en hemmelighed, han sidder på, kommer i offentlighedens søgelys. Connor ender med på egen hånd at måtte flygte fra lejemorderne med hemmeligheden tæt på kroppen for at bringe den til nyhederne. Der er bare lige det ved det, at han er endt langt inde i Montanas vildmark. Han møder her Hannah og sammen er de nu jaget vildt.

Således går den vilde katten-efter-musen-jagt med et twist af overlevelsesfilm, hvor det hele kun går fra slemt til værre i takt med, at fortællingen desværre falder noget fra hinanden. Usandsynlighederne hober sig op, mens manglen på information om, hvad faderens hemmelighed egentlig indebærer, efterlader mig med ligeledes manglende engagement i fortællingen og karaktererne, hvor nuancerne flere steder mangler.

Der er dog trods alt ganske god kemi mellem den plagede Hannah og den traumatiserede Connor, som spilles af henholdsvis en intens Angelina Jolie og en overbevisende Finn Little. De to lejemordere er måske nok karikeret onde, men også med ok skurketilstedeværelse i skikkelse af en afstumpet Aidan Gillen og en følelsesløs Nicholas Hoult. Desuden finder man en altid cool Jon Bernthal som hjælpsom betjent.

’Those Who Wish Me Dead’ er kort fortalt ikke nogen helstøbt spændingsfilm, dertil er bl.a. fortællingen for klodset forløst og karaktererne for unuancerede sat i scene. Heldigvis er tempoet ganske højt, mens der skydes flere effektive actionsekvenser afsted. Desværre mister den ellers dygtige instruktør Taylor Sheridan overblikket over sine forskellige plotelementer, hvorfor pusten også fiser en smule ud af filmen.

’Those Who Wish Me Dead’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Those Who Wish Me Dead’ har biografpremiere den 10. juni.

Komedien ‘Centervagt’ falder konstant klodset fra hinanden

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvor skal jeg næsten begynde denne anmeldelse af komedien ’Centervagt’? For der er ikke meget at grine ad. Mest af alt falder filmens forsøg på bl.a. fysiske morsomheder, gakkede optrin og timet komik fra hinanden gang på gang i en komedie, der ikke fik mig til at grine. På noget tidspunkt. Det er i grunden en bedrift i sig selv – bare ikke af den gode slags, når det jo er en komedie.

Ganske vist er humor lige så subjektiv en størrelse som en filmoplevelse er det. For mig fungerede bare hverken humoren eller filmen som fortælling. Jeg er ellers både til plat humor, fysiske fjollerier og skøre karakterer, hvilket ’Centervagt’ i stor stil gør brug af. Det hele er desværre bare så klodset sat i scene, at komikken udebliver – selv den ufrivillige. Det er mest af alt en pinagtig affære at overvære.

Men hvad handler ’Centervagt’ i grunden om? Jo, man følger sikkerhedsvagterne Glen og MC i et økonomisk skrantende shoppingcenter. Chefen skal derfor fyre en af de to, men lader det være op til vagt-duoen at bestemme hvem. En umulig opgave. Men så får den ellers vattede Glen en idé. For hvorfor ikke selv stjæle en smule fra centret, så chefen kan se, at der faktisk ER brug for begge vagter? som sagt så gjort!

Der er således lagt op til sjov, ballade og ufortyndet komediesjov med Rune Klan som Glen og Josephine Park som den cool MC, hvor Glen ikke kun skal slås med at beholde sit job, men også med en hemmelig forelskelse i den skarpe MC. Denne situation besværliggøres kun yderligere, da supervagten og charmøren Patrick hives ind for at hjælpe med at fange tyven aka Glen iført et ”fjollet” ninja-kostume.

Der opstår bare aldrig nævneværdig komisk kemi mellem vagterne. Rune Klan gør bl.a. ellers, hvad han kan. Han ifører sig et skørt søstjerne-kostume, viser sin bare røv og ikke mindst slår sig gul og blå. Det hele er desværre leveret med så slatten komisk tæft i manuskript, klipning og filmisk set-up og pay-off, at intet fremkalder blot et uskyldigt kluk hos mig. Jeg elsker ellers bl.a. at se folk slå sig komisk på film.

Instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Heide har ellers forsøgt helgarderet sig ved også at hive en ellers morsom Martin Brygmann og en dejligt deadpan Kirsten Lehfeldt ombord på den synkende skude. De to komiske sikkerhedsnet bukker dog under for filmens forudsigelighed og gennemtyggede komikklichéer. Selv min komiske favorit Charter McCloskey kan ikke stille meget op med et slapt og sløvt manuskript.

Rune Klan får heller ikke meget komikguld at arbejde med i det flade manuskript, hvor selv den ellers søde romantiske sidehistorie falder hult til jorden. Det har ovenikøbet været komisk forgæves for Rune Klan at spise en ulækker larve samt blive slået i gulvet af en penis-skulptur. Komedien forsøger ganske enkelt at spille på en rig flok af komikheste. Fra ulækker mad og bøvser til falden-på-halen-sjov. Intet fungerer.

’Centervagt’ er altså kort og kontant en komedie, der ikke er sjov. Jeg har ellers intet imod bl.a. klichéer og plathed i en komedie, men når det ikke lykkedes at fremtrylle bare ét grin hos mig, står jeg med et styk yderst flad komedie-fuser. Jeg håber i det mindste, at holdet bag har haft det sjovt. Desværre er det bare ikke lykkedes nogen – foran eller bag kameraet – at sparke komisk liv i dette døde komik-kadaver.

’Centervagt’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Centervagt’ har biografpremiere den 10. juni.