Gyserne ‘The Shining’ og ‘Doctor Sleep’ på lækker Blu-ray dobbelt-udgivelse
Gys på Blu-ray: Hvis du er til gys af Stephen King, så er denne gysende grumme dobbelt-udgivelse på Blu-ray et must i samlingen. Blandt andet så bør Stanley Kubricks gysermesterværk ‘The Shining’ fra 1980 stå på hylden hos enhver, mens nysgerrige gyserfans bør give opfølgeren ‘Doctor Sleep’ et forsøg i Blu-ray-afspilleren. Nu er de to gyserfilm udkommet på en dobbeltudgivelse direkte til en aften i gysets tegn.
Først og fremmest så finder man altså Stanley Kubricks mesterlige ‘The Shining’ eller ‘Ondskabens Hotel’ fra 1980, hvor man finder Jack Nicholson i rollen som – ja – Jack. En familiefar, der tager sin hustru og deres lille søn Danny med til det isolerede The Overlook Hotel, hvor sneen daler faretruende ned. Her vil Jack skrive løs, men vanviddet griber ham mere og mere – det til fare for sin lille familie.
Med den nye ‘Doctor Sleep’ følger den nu voksne Danny, der er mærket af begivenhederne på The Overlook Hotel som barn. Denne efterfølger er – som den første film – baseret på et bogforlæg af gysets mester Stephen King. Desværre er her tale om en film, der efterhånden som historien skrider frem også bliver en smule søvnig – no pun intended.
Her finder man en ellers god Rebecca Ferguson som den mystiske Rose the Hat, der leder an i en kultlignende gruppe, som lever af at suge livet ud af mennesker med evnen til at ‘shine’ – evnen man så Danny have i ‘The Shining’ – for at opnå udødelighed. Ja, denne omgang gys er egentlig dejligt skør og langt ude. Det redder bestemt den ellers en smule flade fortælling på vej.
Dannys evne til at ‘shine’ – blandt andet det at kunne kommunikere med de døde og snakke mentalt med andre – er stadig intakt. Det lyder både spændende, mystisk og engagerende, men det bliver det kun momentvis, mens fortællingen mister momentum flere gange udervejs. Ja, filmen er med sine 2 timer og 31 minutter desværre også for lang for sit eget bedste. Ewan McGregors martrede Danny gør dog ok fin figur.
Hvis du er til en klassiker i gysergenren, så skal du med andre ord have Stanley Kubricks ‘The Shining’ hjem og stå på hylden – og hvis du er interesseret, hvordan historien videre folder sig ud for Jacks søn Danny, så bør du bestemt også give ‘Doctor Sleep’ et kig. God og gysende fornøjelse.
‘The Shining’ + ‘Doctor Sleep’ udkommer på Blu-ray den 19. marts 2020.