De 10 absolut bedste film fra 2019

/i , , /af

De 10 bedste film fra 2019: Så har endnu et filmår nået sin ende med op til flere stærke titler i årets løb. Jeg bringer således her min liste med de 10 absolut bedste film fra 2019.

Min top 10 er baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2019, hvorfor blandt andet hverken re-premierer tæller med eller festivalfilm fra eksempelvis CPH PIX og Blodig Weekend.

10 – ’Godzilla: King of Monsters’
Der er fuld æde på bombastisk monsteraction i denne monstrøse og vildt underholdende omgang gigantisk-bæst-mod-gigantisk-bæst-film. Det er storslået, flot og dystert. Ja, kærlighed ved første blik.

9 – ‘High Life’
2019 bød på en forførende tur ud i verdensrummet med Claire Denis’ sælsomme science fiction-fortælling om en  far og hans lille baby svævende rundt langt ude i rummet med Robert Pattinson som faderen.

8 – ‘Parasite’
Ok, denne sydkoreanske genrebastard tog sgu lige røven på mig. For ligesom jeg troede, at jeg havde luret den, så tager den et skarpt sving til højre og udvikler sig til en regulær spændingsfilm. Eminent.

7 – ‘Once Upon a Time… in Hollywood’
Quentin Tarantino, Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. Ja, et gyldent trekløver, der her leverer en af årets klart bedste og morsomste filmoplevelser med et skønt portræt af drømmemaskinen Hollywood i 1960’erne.

6 – ‘Girl’
Jeg sad dybt berørt tilbage efter at være kommet ind på livet af Lara – en 15-årig ung kvinde, der er født i en drengekrop og kæmper en lavmælt og hård kamp for at finde sin identitet og plads i livet.

5 – ’The Favourite’
Jeg er vild med den græske instruktør Yorgos Lanthimos’ film – ikke mindst dette sorthumoristiske kostumedrama med Olivia Colman, Emma Stone og Rachel Weisz dynamisk i front for eskapaderne.

4 – ’Den Gyldne Handske’
Det stinker af råddenskab, triste skæbner og brune bodegaer i tyske Fatih Akins både væmmelige, tragiske og ulækre, men også overraskende morsomme seriemorderfilm ‘Den Gyldne Handske’. Jeg elsker det.

3 – ‘Joker’
En intens og konstant nærværende Joaquin Phoenix har påtaget sig opgaven som klovnen, der i den dystre film lyder det borgerlige navn Arthur Fleck. En mand, som bestemt ikke er rask i hovedet. Formidabel.

2 – ’Us’
Jordan Peele rev mig rundt i manegen med ’Get Out’. Nu har han så gjort det igen med dobbeltgænger-gyset ’Us’. Virtuost instrueret og urovækkende eksekveret genrebastard, der tåler flere gensyn.

1 – ’Midsommar’
Ari Asters ’Hereditary’ er en af dette årtis absolut bedste gys. Med ’Midsommar’ gør instruktøren det igen. Denne gang i fuldt dagslys, hvor et ellers idyllisk Sverige forvandles til det rene vanvid. Vidunderligt!

Den herligt slingrende dramathriller ‘Parasite’ sitrer af spænding

/i , /af

Biografanmeldelse: Du kan godt glæde dig til det tredje og sidste akt af sydkoreanske Bong Joon Hos nervepirrende dramathriller ‘Parasite’. For her udfoldes der sitrende spænding for fuld plade. Vejen dertil er bestemt hele turen værd og ligeledes et engagerende bekendtskab. For roligt og med sikker hånd bygges der sten på sten op til den intense og overraskende finale.

Men følger i filmen en ludfattig familie bestående af en mor og far samt deres to unge børn – en bror og søster. De bor i et af Seuls beskidte kvarterer, hvor de kæmper for at klare sig til dagen og vejen. Men da sønnen får job i at undervise en ung pige i engelsk i et rigt overklassehjem, synes lykken at vende for familien – og ikke nok med det, andre muligheder synes nu også at opstå.

For snart aner den snu søn muligheden for at få sin søster indlemmet i familien som kunstterapeut for deres yngste og ustyrlige søn. På den måde æder den lille fattige familie sig ind på den rige husstands funklende domæne, mens pengene ryger ned i deres lommer – alt imens snyderiget blot udvides og tager til. Ja, vejen mod finalen sættes således både morsomt og grotesk op.

‘Parasite’ lever således ikke kun af sine fint beskrevne og velspillede karakterer – den fattige familie i kontrast til den velhavende. Det er også en film, der suger liv til sig af sin historie, der måske nok forløber ganske lige ud af landevejen til at starte med, men så tager den sig et krumspring – og et til. Og pludselig sidder jeg og tager mig selv i at holde vejret i spænding. Herligt.

Måske bliver nogle af filmens tematikker dog skåret lige lovligt firkantet ud undervejs. Så som klasseskellet mellem den fattige underklasse-familie overfor den rige overklasse-familie. Heldigvis er der fine nuancer at finde i blandt andet filmens moralske dilemmaer, i de fint definerede karakterer og ikke mindst dynamikken internt i de to familier.

Det er dog, når filmen skifter gear og går over i at være en regulær spændingensfilm, at jeg rigtigt indfanges af ‘Parasite’. Her kommer der nemlig pludselig for alvor noget på spil, alt imens jeg sidder og knuger mine hænder i spænding over, hvad der venter om næste hjørne af filmens historie, der kommer ud på medrivende slingrekurs. Ja, af den bedste slags.

‘Parasite’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Parasite’ har biografpremiere den 25. december.

Musicalen ‘Cats’ er en keeedelig WTF!-oplevelse på katte-syre

/i , /af

Biografanmeldelse: Stop, stop, stop! Hvad fa’en er det her?!? Jo, det er såmænd musicalen ‘Cats’ baseret på den populære opsætning af Andre Lloyd Webber. Nu tilsat CGI-knurhår og -haler. Et rod af en film, der er mere creepy end katte-smigrende. En ganske syret omgang katte-sang, der desværre aldrig bliver WTF-underholdende, men mest af alt katte-kedelig.

Det er da også småt med en historie, jeg kunne katte-forføres af. Men altså, man følger her katten Victoria, der er blevet smidt på porten og ud i gadens gyder i en stor, sort sæk. Hun møder nu katten Mr. Mistofeles, der forsøger at guide den lille kat igennem de baggårdskattefyldte gader. Det bliver således en nat, hvor man skal komme til at møde sin del af (keeedelige) katte/kattesange.

Godt nok drejer musicalens plot sig i retning af en årlig katte-begivenhed, hvor den gamle kat, Gammelkat Mosefund, vil give en af kattene adgang til en såkaldt genfødsel i “Det Himmelske Strøg” og få sig et nyt liv. Nej, jeg er ikke på noget tidspunkt spændt på at se, hvilken kat det mon bliver. Ligesom hver som en af de mange katte er komplet ligegyldige katte-karakterer at følge.

Man finder ellers en bred vifte af forskellige katte-skikkelser. Fra en trylle-kat, videre til en teater-kat og – nå ja – blandt andet også to tykke katte, der er sjove fordi – nå ja – de er en tykke katte. Men selvom jeg måske nok nu hagler filmen ned, vil jeg ikke benægte, at musicalen er helt uden sin del af velkoreograferede musicalnumre – det hele vælter bare ligegyldigt rundt. Desværre.

Mest af alt, så er dette en kattens creepy film, hvor skuespillerne iført kattekostume og CGI-tilføjede ører og andre katte-sager er mareridts-foder – hvis ikke man da lige kan se det komplet absurde i blandt andet en stoisk Ian McKellen slikke vand af en katte-skål, eller en autoritetstung Judi Dench gå rundt i fuldt katte-outfit. Ja, der er et og andet helt off ved disse menneske-katte.

Denne filmatisering af ‘Cats’ ender da også som en dybt bizar omgang katte-syre, der desværre falder mere på røven end lander på benene. Ja, hvis bare disse kattestreger havde været underholdende – det er de ikke. Men helt uden meritter er nogle af dansenumrene altså ikke, mens der også er noget sælsomt forførende ved de dybt bizarre katte-mennesker. WTF?!?

‘Cats’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Cats’ har biografpremiere den 25. december.

Der venter endnu et fortryllet eventyr med den magiske ’Frost II’

/i , /af

Biografanmeldelse: Efter den buldrende succes med Disneys ’Frost’ fra 2013, er søstrene Elsa og Anna samt co. tilbage i et nyt fortryllet eventyr i deres verden af både trolde, stenkæmper og andre mystiske væsner. Det er med andre ord et fint, flot og ikke mindst magisk univers, jeg her bliver omsluttet af – og sine steder faktisk også helt opslugt af, mens der animationsfilmen igennem spædes godt til med sange.

Denne gang må både Anna og Elsas kongerige reddes, da en trussel truer med at ødelægge det. Samtidig må Elsa også dykke ned i fortiden – for hvorfor er hun født med magiske evner? Dette er således starten på det eventyr og den vilde rejse, som de to søstre samt Kristoffer, Olaf og Sven drager ud på. For kan det lykkedes dem samt Elsa at redde kongeriget med sine frysende evner?

Det er desuden et eventyr med alle følelserne helt uden på tøjet – hele vejen. Det kan jeg godt lide. Det er larger than life-følelser, hvilket fint klæder historien, der ellers kan synes en smule flad sine steder. De mange følelser forløses blandt andet og ikke mindst i de mange sange. De er bestemt velproducerede, men et par af dem er også en kende anonyme, mens der måske nok er lige en sang for meget.

Det er fortsat en sej duo, man finder i søstrene Elsa og Anna. De to har et ganske medrivende bånd imellem sig. Det i kraft af både deres forskelligheder og ligheder. De er svære ikke at heppe på hele vejen. Annas kæreste Kristoffer er desuden et fint modspil til den lille flok – blandt andet er hans konstante forsøg på at få friet til Anna filmen igennem ret morsomt.

Snemanden Olaf skal også tilføre filmen humor, men egentlig synes jeg han er ret irriterende. Han er lidt for overgearet, anstrengt og en smule påtaget – i hvert fald sine steder. Men ja, han rammer bestemt også morsomt og ok charmerende plet en håndfuld gange undervejs. Heldigvis. Men jeg er dog mere til rensdyret Sven, der mere underspillet spæder til med både charme, sødme og humor.

’Frost II’ er med andre ord et både flot forløst og magisk eventyr, hvor det fortryllende univers er med til at bære filmen vellykket i mål, når fortællingen bliver lidt flad og sangene lidt for mange. På samme tid fungerer filmens store følelser godt for mig – og spejledes ligeledes fint i netop sangene. Det er da derfor også til at leve med, at filmens sidste akt trækker en smule ud. Men et magisk eventyr, det er det bestemt.

’Frost II’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Frost II’ har biografpremiere den 25. december.

Shia LaBeouf er virkelig god som Shia LaBeoufs far i ‘Honey Boy’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det at blive voksen kan være lidt af en prøvelse. For hvordan finder man lige sig selv og sin rette hylde her i livet – hvis en sådan da overhovedet findes? Det er i hvert fald ikke nemt for den 12-årige Otis, der samtidig også kan siges at have et mildt sagt anstrengt forhold til sin tørlagte far – nå ja, og en fraværende mor, der kun er tilstede gennem telefonen.

Det gør det ikke nemmere, at Otis også arbejder som tv-skuespiller – og faktisk er sin fars aflønner. Ja, barneskuespiller, en svær opvækst og et kompliceret far-søn-forhold. Det er, hvad det velafstemte drama ‘Honey Boy’ folder sin fint fortalte historie ud omkring – det med svale billeder af både tragedie og skønheden i det uperfekte. I barndommen. I livet. I verden. Forførende.

‘Honey Boy’ er måske ikke just en en til en gengivelse af skuespilleren Shia LaBeoufs opvækst og liv. Ikke desto mindre udspringer filmens historie og karakterer af netop LaBeoufs liv – det fra barndommen og til en ung mand med et stofmisbrug og forsøg på afvænning. LaBeouf har både skrevet filmen og spiller meta-agtigt filmens udgave af sin egen far. Flippet.

En ting er dog det ganske pudsige – og måske helt selvterapeutiske? – i, at LaBeouf spiller en udgave af sin egen far. Det er dog ikke derfor, at det for mig fungerer. Det gør det fordi, at han lægger troværdigt levet liv i sin karakter – med alle de fejl og laster, der nu hører sig til karakteren, og fordi samspillet med sønnen er både dynamisk, af og til rørende og samtidig tragisk.

For også Noah Jupe ejer filmen i engagerende samspil med LaBeouf. Han er nærværende og med en oprigtighed i sit spil, der gør, at han er svær ikke at blive grebet af. Helt ligeså godt fungerer den 22-årige udgave af Otis ikke. Det er dog mest i måden, den del flettes sammen med den 12-åriges på. Det vælter dog ikke filmen – og desuden er Lucas Hedges bestemt god som en voksen Otis.

Instruktør Alma Har’el har kort fortalt i den grad på engagerende vis forløst LaBeoufs semi-biografiske manuskript i fornemt samspil med både de tre skuespillere og filmens visuelle side. ‘Honey Boy’ kan da også fint ses af folk, der ikke kender til LaBeouf – for alle kan vel relatere til det at vokse op, finde sig selv og i forholdet til ens forældre? Det kunne jeg i hvert fald.

‘Honey Boy’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Honey Boy’ har biografpremiere den 19. december.

En kringlet tur ind i to kvinders kringlede sind med ‘Psykosia’

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg kommer med det psykologiske drama og sine steder helt drømmende ’Psykosia’ ind i psyken på to kvinder. Helt ind. For den disciplinerede forsker Viktoria bliver nemlig her inviteret af overlægen Klein til et psykiatrisk hospital for at behandle den suicidale og unge kvinde Jenny, der ikke er bange for at overskride hendes og andres grænser.

Det bliver starten på et kringlet møde og forhold, der snor sig ind i hinandens ligeledes kringlede psyker. Dette afspejler den smukke billedside på engagerende vis i helt drømmende scener, hvor blandt andet både hvidklædte kvinder vandrer rundt i nattens mørke og de medvirkende karakterer vibrerer sitrende og bugter sig ind og ud af sig selv. Det er sælsomt, enigmatisk og dragende. Herligt.

I rollen som den både sarte samt uforudsigelige Jenny finder man stjerneskuddet Victoria Carmen Sonne, der medrivende giver sin karakter liv og tyngde. Jeg mærker hendes smerte og kludrede psyke. Hun er svær at tage øjnene fra. Det er for så vidt også Lisa Carlehed, man ser i rollen som den private og kontrollerede Viktoria. To karakterer, der er spændende at følge – både hver for sig og ikke mindst sammen.

En altid seværdig Trine Dyrholm optræder i en mindre rolle, som overlægen Klein, der dukker op filmen igennem for at både rådgive og hjælpe Viktoria i det vanskelige møde med den svært tilnærmelige Jenny. Her er altså et dynamisk og engagerende trekløver i spil samt en hele vejen engagerede billedside, der forkæler mine øjne med blandt andet velkomponerede og symmetriske billedkompositioner.

Jeg fornemmer bestemt en unik stemme i instruktørstolen, hvor man finder Marie Grahtø Sørensen, der ligeledes har skrevet filmen. Hun har en klar vision, der som nævnt foldes flot og engagerende ud. Derfor er det også en skam, at filmens ellers fint langsomme tempo sine steder bliver lige en kende for tung til, at jeg forbliver draget ind i dramaet og det sælsomme univers.

’Psykosia’ er dog på trods af disse skønhedsfejl kort fortalt et både flot, dragende og dejlig kringlet psykologisk drama, der visuelt matcher sine karakterers knudrede psyker. Jeg er det meste af vejen opslugt af filmens univers, der både med sin billedside og ikke mindst to hovedkarakterer har mig ved struben og fast i min mave filmen igennem. I hvert fald det meste af veje.

’Psykosia’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Psykosia’ har biofgrafpremiere den 19. december.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ både overrasker og underholder

/i , /af

Biografanmeldelse: Så sker det! Det (indtil videre) kulminerende kapitel i Skywalker-sagaen er landet med ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. En film jeg lige så godt allerede nu kan sige, at jeg har set frem til med stor spænding efter den seneste og i mine øjne virkeligt medrivende ’Star Wars: The Last Jedi’. De velkendte karakterer er tilbage, hvor The First Order og Kylo Ren atter engang skal konfronteres.

Så meget vil jeg gerne sige om plottet – men så heller ikke meget mere. Jeg gik nemlig selv ind til filmen som et nærmest blankt lærred (nej, jeg har ikke set nogle af filmens trailers), hvilket jeg også synes, at andre skal have muligheden for. Men at det blandt andet gælder forholdet og kampen mellem Kylo Ren og Rey samt den lyse og mørke side af The Force, bør ikke komme bag på nogen.

For ja, det er altså en god idé at have set de to foregående film i den nye trilogi, inden man sætter sig til rette til ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. Adam Driver viser endnu flere nuancer af sin uforudsigelige skurk Kylo Ren, der kæmper en indre kamp, mens også Daisy Ridley som Rey viser styrke og beslutsomhed i skellet mellem lyset og mørket. De to sammen er ren dramatisk og medrivende dynamit.

Udover disse to af historiens hovedkarakterer, bringer Oscar Isaac som piloten Poe Dameron og John Boyega som Finn veloplagt ping pong til bordet. De to udgør et herligt team. Vi får også gensyn med gamle kendinge i Mark Hamills Luke Skywalker, Carrie Fishers Leia Organa og Chewbacca, mens Billy Dee Williams er på banen i en fin lille cameo som den kække Lando Calrissian. De er hyggelige at være i selskab med.

Ja, instruktør og medforfatter J.J. Abrams leverer sin del af fan service. Det gør dog ikke mig det store. For en del af Star Wars er for mig også genkendeligheden – det at vende tilbage til et for mig elsket univers. Hermed bestemt ikke sagt, at der ikke venter sin del af overraskelser. For det gør der så absolut. Det er blandt andet også noget af det, der på engagerende vis driver filmen frem.

For godt nok er ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ 2 timer og 21 minutter, men tiden nærmest flyver afsted – det i takt med plottet. Sine steder måske også lige en kende for hurtigt. Det sagt, så er rumeventyret hele vejen et underholdende bekendtskab med en urovækkende grundtone, der balanceres fint af humoren, hvor også C3-PO og R2-D2 er leveringsdygtige. Ja, dette er et (indtil videre) tilfredsstillende punktum.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ har biografpremiere den 18. december.

Jonathan Pryce og Anthony Hopkins er hele ‘The Two Popes’ værd

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er paver på veloplagt spil i det stille drama ‘The Two Popes’. Her finder men forrygende Jonathan Pryce og Anthony Hopkins i hovedrollerne som henholdsvis den kommende og liberale pave Francis overfor den noget mere konservative pave Benedict. De to udgør en magisk duo, som bærer den sine steder lidt for stillestående film flot i mål.

Der er ganske vist to meget religiøse skikkelser i spil her, men det er mest af alt også en film om ensomhed, menneskelighed og skrøbelighed, mens her naturligvis også er spørgsmål om tro og religion på banen i et drama, der på sin egen stille måde fornemt viser mennesket bag paverne – tilført velafstemt humor de to paver imellem.

For det er bag murene i Vatikanet, man her følger Benedict og Francis, der på trods af deres forskelligheder sammen må forsøge at finde fælles fodslag for en ny vej for den katolske kirke efter, at den foregående pave er afgået ved døden, og Benedict har overtaget pladsen. Således udspiller filmen sig med både vittige og velskrevne samt velleverede samtaler mellem de to mænd.

Det er her, at filmen i den grad kommer til sin ret – netop i samspillet mellem Jonathan Pryce og Anthony Hopkins. De legemliggør deres roller på dragende, såre menneskelig og vittig vis. De to gør hele filmen værd at se, selvom ‘The Two Popes’ undervejs sine steder desværre går en smule i  stå og i ring om sig selv. Her mister dramaet momentum og nærvær.

Det er dog heldigvis aldrig mere, end af netop Jonathan Pryce og Anthony Hopkins får samlet bolden op på ny – enten med et engagerende og skælmsk smil på læben eller en velskrevet replik, der får mig med på vognen og dramaet igen. Et helt rørende drama, der får sat fine ord på netop alt fra ensomhed, fortvivlelse og menneskelighed til tro og religion.

‘The Two Popes’ er med andre ord uden tvivl Jonathan Pryce og Anthony Hopkins’ film hele vejen – også vejen igennem en smule dødvande undervejs. De viser mennesket bag deres karakterer på engagerende, morsom og nuanceret vis. Det uden, at det dog bliver alt for tungt eller, at der graves videre dybt i kirkens skyggesider. Nej, filmen bliver aldrig farlig – hvilket lidt er en skam.

‘The Two Popes’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Two Popes’ har biografpremiere den 12. november. 

Superfjollet actionrabalder for fuld pedal med ‘Hobbs & Shaw’

/i /af

Action på Blu-ray: Lad det være sagt med det samme: actionfilmen ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ skal ikke tages seriøs. Det er lutter vilde actionfjollerier og en omgang selvbevidst bulder og brag. Ja, det er heldigvis ret så underholdende. For man kommer her med på en højoktan tur ind i en actionmaskine, der ledes veloplagt an af de hårdtslående Dwayne ‘The Rock’ Johnson, Jason Statham, Idris Elba og Vanessa Kirby.

Historien skal du med andre ord ikke hænge dig i. Den er simpel og lige til – men ja, desværre nærmest også blot et opkog af actionklichéer. Ikke desto mindre, så lykkedes filmen ganske enkelt fordi, den ikke lægger skjul på, at den ikke vil andet end at action-underholde, mens jeg som sagt er i godt selskab med den umage duo Johnson og Statham tilsat Kirby og skurken i form af Elba.

Nå ja, og så naturligvis fordi her leveres action, action og mere action. Det af den yderst urealistiske slag, men også af den både medrivende, underholdende og morsomme slags. Men ja, det var den der historie. Hobbs og Shaw må her slå sig sammen mod den fælles fjende Brixton – en cyber-makanisk-optimeret bad guy. Her støder den yderst kompetente Hattie til – Shaws søster.

De tre actionhelte skal nemlig stoppe en yderst dødbringende supervirus, inden den altså lander i fjendes hænder. Ja, that’s it. Ikke så meget pis. Det er kort fortalt mere i måden, hvorpå historien udfoldes, end det er det, den indeholder, som her skal holde den desværre en smule for lange film i luften. Ja, 135 minutter er liiige at strække den. Men fred med det – du ved, veloplagt action.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ er en spin-off af den bilfræsende Fast and Furious-serie, hvor man kender Hobbs og Shaw fra. Der er bestemt også sin del af fræsende biler her, men dette actionbæst er også sin egen, hvor der spædes godt til med kæmpe guns, hidsige helikoptere og knoglebrækkende slåskampe. Filmen nærmest løber fra den ene action-scene til den næste.

Her er altså også et fint flow i filmen – den lidt for lange spilletid til trods – hvor de mere afdæmpede og repliktunge scener mest af alt fungerer som korte og luftgivende bindeled inden, man kastes videre til den næste eksplosion. Ja, humoren indfinder sig både her og i action-delen. Jeg kan da også kort og godt opsummere ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ i tre ord: action, action og action.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i et par featuretter, der går bag om forskellige dele af filmen. Videre er der også et kommentarspor med filmens instruktør, mens man også finder en alternativ åbningsscene, slettede/forlængede/alternative scener med mere.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. december.

Det levende legetøj holder både morsomt og rørrende niveau med ‘Toy Story 4’

/i /af

Animation på Blu-ray: Det hele startede helt tilbage i 1995 med den første ‘Toy Story’, siden da er der nu kommet i alt fire film med det levende legetøj, der er blevet en stor del af mange både børn og barnlige sjæles liv. Her ledt an af naturligvis Woody og Buzz Lightyear. Nu udkommer den fjerde film i serien med ‘Toy Story 4’ – og ja, niveauet holder bestemt. Utroligt nok, men ikke desto mindre sandt.

Jeg var i hvert fald kosteligt underholdt af legetøjets nye strabadser – og det både så jeg grinte, men jeg blev også rørt. Hvilket blandt andet er noget af det, som filmene i legetøjsfranchisen i den grad formår – og altså også med denne film formår. En film, der øjensynligt nu er den sidste i serien – men sagde man ikke også det med film nummer tre? Uanset om dette bliver et punktum eller en ny begyndelse er det en skøn film.

For Pixar kan bare det der med at balancere humor med fine følelser og ikke mindst give legetøjet liv og sjæl. Ja, og i denne omgang møder vi da også som altid helt nye karakterer, hvor særligt en får lov til at stjæle rampelyset. Det gør det hjemmelavede stykke legetøj med navnet Forky nemlig. Ja, det er en plastisk gaffel med et par øjne og så ellers bare barnligt klistret sammen. En i den grad overraskende rørende og charmerende karakter.

Med ja, hvad handler denne ‘Toy Story 4’ egentlig om? Jo, Bolette tager her sit legetøj – bestående af netop blandt andre Woody, Buzz og resten af flokken samt sit nyeste og hjemmelavede stykke legetøj Forky – med på familiens campingtur. Men mere vil jeg i grunden ikke afsløre her, da der venter sin del af spændende overraskelser undervejs på en rejse, der båder er vild, medrivende, morsom og spændende.

‘Toy Story 4’ er ganske enkelt i den grad en film, der gør de andre ligeledes skønne film i serien ære – det både ved at være en fin og medrivende forlængelse af historien samt karakterernes udvikling, men også ved at kunne stå for sig selv og være sin egen. I hvert fald sådan helt overordnet. Men ja, når der fremadrettet skal være Toy Story-marathon, så kommer man altså bestemt ikke udenom også at skulle sætte denne fjerde film i afspilleren.

Ekstramateriale: Udover selve filmen ‘Toy Story 4’, så byder Blu-ray-udgivelsen også på en smule ekstramateriale. Man kan således her få et nærmere indblik i filmen, den historie og karakterer – nemlig med et kommentarspor til filmen. Herudover finder man også to øvrige featuretter, nemlig med ‘Bo Rebooted’ samt ‘Toy Stories’.

‘Toy Story 4’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. december.