‘Den Gyldne Handske’ er en trist, tragisk og trøstesløs seriemorderfilm

/i , /af

Biografanmeldelse: Det stinker af råddenskab, triste skæbner og brune bodegaer i tyske Fatih Akins både væmmelige, tragiske og ulækre, men også overraskende morsomme seriemorderfilm ‘Den Gyldne Handske’. Her kommer man tilbage til starten af 1970’erne i et beskidt Hamburg, hvor en seriemorder er på blodig spil – nemlig den alkoholiserede og ensomme Fritz Honka.

Her er med andre ord ikke en sofistikeret morder med en stor og forkromet masterplan på menuen, som i eksempelvis ‘Seven’. Meget langt fra. Her er derimod tale om en yderst utiltalende og tragisk mand, der drikker alt for meget på det lokale værtshus ‘Den Gyldne Handske’ – og nå ja, har hang til improviserede, brutale og klodsede drab samt ubehagelige menneskeparteringer.

Forvent ikke en videre plotdrevet film. Her er nemlig snarere tale om et depraveret nedslag i Fritz Honkas deprimerende liv end en plotdrevet seriemorderfilm. Det fungerer virkelig godt, da blandt andet både håbløsheden og grumheden på den måde får lov til at udspille sig som et levet liv foreviget på film. Ubarmhjertig, ufravigelig og ubehageligt.

Men selvom filmen altså på mange måder er virkelig væmmelig og ubehagelig, så er den også morsom – ganske vist yderst sort humoristisk. Det gælder i blandt andet mødet mellem Honka og en tilfældig drikfældig ældre kvinde, som han får slæbt med sig fordrukken hjem fra værtshuset. Deres umage samspil er ganske vist trist, men det bliver altså også grotesk morsomt.

Blandt andet i øjeblikket, hvor det går op for Honka, at han kan bruge hende som hushjælp – og ikke myrde hende – i hans mildest talt klamme lejlighed, hvor han gemmer på blodige ligdele i væggen, mens alt står og rådner i et uoverskueligt rod. Balancegangen mellem humor og horror er velafbalanceret – men gruen vinder så absolut i sidste ende.

Filmen er baseret på virkelighedens seriemorder Fritz Honka, som i filmen portrætteres af den virkeligt formidable, nærmest komplet ukendelige og blot 23-årige Jonas Dassler. Han er mest af alt bare ubehagelig og ulækker, men formår også at få det triste i hans skæbne frem – mens man i få øjeblikke måske øjner en smule sympati midt i hans ellers komplet usympatiske væsen.

Ja, hele filmen emmer af fordærv, druk og råddenskab, så det nærmest hænger som en grum dunst i biografens mørke. Herligt! ‘Den Gyldne Handske’ slægter således en film som William Lustigs ligeledes triste, tragiske og trøstesløse ‘Maniac’ fra 1980 på – og kan måske endda kaldes for den ulækre lillebror til Lars von Triers ‘The House That Jack Built’. ‘Den Gyldne Handske’ er kort fortalt en af mine klart bedste, mest ubehagelige og morsomste filmoplevelser i filmåret 2019. Sådan!

‘Den Gyldne Handske’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Den Gyldne Handske’ har biografpremiere den 5. december 2019.

Et lavmælt og smukt forknyt drama i det islandske med ‘En hvid, hvid dag’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er mest i alt det usagte, at det hårde drama i den forknytte islandske ‘En hvid, hvid dag’ udspiller sig. Altså lige indtil det ikke gør. Men så ramler det også hårdt og medrivende. I centrum for filmen finder man den midaldrende og pensionerede politimand Ingimundur, der efter sin kones pludselige død har valgt at sætte sit liv en smule på hold.

Dagene i den øde og berusende smukke islandske natur går mest med at istandsætte sin datters hus, mens han blandt andet også passer sit barnebarn Salka og samtidig skal forsøge at komme igennem tvungne psykologsamtaler, der ikke just huer ham. Tabet, savnet og sorgen vokser dog blot stille, men sikkert lige der under huden på den plagede og mutte mand.

For hvad stiller man i grunden op, når man mister sin aller kæreste? Det er blandt andet et af de spørgsmål, der stilles i islandske Hlynur Pálmasons anden spillefilm. Hans første var den visuelt smukke og fortællemæssigt udfordrende ‘Vinterbrødre’. Med ‘En hvid, hvid dag’ har han skabt en langt mere tilgængelig film og fortælling – det med temaer som sorg, hævn og kærlighed.

Til at forløse den svært indadvendte og samtidig elskelige karakter som Ingimundur finder man den hele vejen dragende Ingvar Sigurðsson. Ham har jeg svært ved at tage øjnene fra – selvom han faktisk ikke som sådan gør det store dramatiske væsen af sig – det mest af vejen. Han spiller på – som filmen i øvrigt og nævnt ovenfor – det usagte, hvilket han på smuk vis her giver levet liv.

Ganske vist er filmen båret af sin hovedkarakter, men den smukke billedside er svær ikke også at se som et bærende element i måden, jeg oplever Ingimundur og fortællingen på. Det med sit rå, ulmende og konstant omskiftelige vejr. Naturens følelser får frit spil – modsat den plagede Ingimundur. At fortællingen undervejs mister noget momentum hist og her er altså til at leve med.

Selvom det er Ingvar Sigurðssons film, så må jeg ikke glemme Ída Mekkín Hlynsdóttir som barnebarnet Salka. Hun har en hele vejen en rolig tilstedeværelse, der går naturligt i spænd med Ingimundur. De to sammen er et rørende, ømt og fint fortalt forhold, der giver genklang hos mig og mine egne familierelationer. ‘En hvid, hvid dag’ er på trods af skønhedspletter et dragende drama.

‘En hvid, hvid dag’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘En hvid, hvid dag’ har biografpremiere den 5. december.

‘Jumanji: The Next Level’ er en sløj kopivare med sløje genbrugsjokes

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi skal til det igen. Nemlig en tur ind i det farlige spil Jumanji med efterfølgeren til filmen af samme navn – nu med undertitlen ‘The Next Level’. Det betyder endnu en omgang kropsforviklinger med Dwayne Johnson, Jack Black, Kevin Hart og Karen Gillan i front som spillets avatarer for de fire tilbagevendende teenagere, der igen forvilder sig ind i junglen.

Inden de dog lander i det dødsensfarlige spil igen, genforenes de i deres hjemby efter, at de ellers er spredt for alle vinde for at starte på college. Den ulykkelige og forvirrede Spencer vælger dog at opsøge spillet på ny grundet knas med kærligheden – bare fordi. De tre venner følger efter for at redde ham ud. Snart står de således overfor helt nye udfordringer i Jumanji.

Her er med andre ord nærmest tale om en så godt som ikke eksisterende historie. Teenager forvilder sig ind i Jumanji. Hans venner følger efter. Teenager skal reddes ud. Det er cirka det. Det kunne have været et spændende eventyr med et computerspils uendelige muligheder, men her er det bare kedeligt fortalt og fladt udfoldet, mens uengagerende CGI-action buldrer afsted.

Godt nok rystes posen en smule ved at lade de fire velkendte avatarer blive indtaget af nye karakterer. Blandt andet er Spencers bedstefar nu med i spillet – det sammen med hans ligeledes gamle ven Milo. Det er åbenbart sjovt, fordi de jo er gamle og forvirrede sat i unge og stærke kroppe. Men nej, det er desværre ikke – det på trods af en ellers veloplagt Danny DeVito.

Bortset fra det, så er ‘Jumani: The Next Level’ mere af det samme. De samme jokes og gimmicks, som man fik i den en smule bedre forrige film. Men det hele lugter her af uoriginalt genbrug, hvor flere af de samme jokes i øvrige gentages. Som blandt andet Dwayne ‘The Rock’ Johnsons signatur-løftet-øjenbryn-og-se-cool-ud-udtryk. Det er bare fortærsket og usjovt. Øv.

For jeg fornemmer faktisk, at de fire hovedroller har haft det sjovt med at lave filmen. Det smitter bare aldrig rigtigt af på mig, der mere har lyst til at kigge uret, end at blive smidt ud i en af filmens næste action-tunge scener. Her er med andre ord tale om en sløj kopi af den første film, hvor genbrug af jokes og gimmicks aldrig rigtigt sidder i skabet – uden filmen dog er helt uden plusser.

‘Jumanji: The Next Level’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Jumanji: The Next Level’ har biografpremiere den 5. december. 

‘Knives Out’ er et klassisk mordmysterie med et twist

/i , /af

Biografanmeldelse: Det var butleren, der gjorde det! Sådan lyder joken ofte, når snakken falder på, hvem morderen mon er i et mordmysterie. Og ja, med ‘Knives Out’ leveres der altså et stykke med klassisk mordmysterie – med et twist. Det vil jeg dog ikke komme ind på her, da netop gættelegen omkring morderens identitet er en del af – ja – legen.

For morgenen efter den populære krimiforfatter Harlan Thrombeys 85-års fødselsdag, finder man ham død i sit hjem. Han har øjensynligt taget sit eget liv. Men har han nu også det? Sådan starter det kringlede mordmysterie, som har sin del af karakterer, der måske/måske ikke står bag Harlans mistænkelige død. Således indledes en jagt på sandheden af privatdetektiven Benoit Blanc.

For Harlan har en stor familie, der pludselig må se sig som mistænkte i den spegede affære. Løgne, falske spor og blindgyder folder sig ud i Benoits jagt på en morder, der måske skal findes i den dysfunktionelle familie eller blandt Harlans ansatte. Jeg gætter med. Det samme gør den selvsikre Benoit i en labyrint af plottråde, der desværre sine steder foldes en kende fladt ud.

For nej, jeg kommer ikke for alvor til at sidde i spænding i den plotdrejende jagt på sandheden. Dertil er mysteriet bare ikke interessant nok, mens ikke alle karakterer står lige stærkt. Nå ja, og så mister filmen desværre også momentum i sit sidste og tredje akt, hvor det modsatte i grunden burde være tilfældet. Heldigvis er her også spædet til med fin humor og et godt greb om genren.

Ja, alle er mistænkt i dette Agatha Christie-lignende plot. Hertil kommer en flot rollebesætning, hvis karakterer altså ikke hele vejen rundt er lige interessante. Men en veloplagt Daniel Craig ses som Benoit, mens også Chris Evans, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, Michael Shannon, Toni Collette og Ana De Armas ses i spil som mordermistænkte.

Instruktør og forfatter Rian Johnson – der blandt andet også står bag ‘Looper’ og ‘Star Wars: The Last Jedi’ – har kort fortalt strikket et ganske ok og det meste af vejen ok underholdende mordmysterie sammen, der dog mister lidt af pusten af og til, for desværre at bevæge sig ind i en ikke helt tilfredsstillende finale. Kan du mon gætte, hvem morderen er – måske butleren?

‘Knives Out’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Knives Out’ har biografpremiere den 5. december.